The Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Tine

Author: Herman Bang

Release Date: January 11, 2004 [EBook #10686]

Language: Danish

Character set encoding: ISO Latin-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders









TINE

AF

HERMAN BANG

1889




Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret
bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med
sort tryk._

_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmrke._
Kjbenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Grbes Bogtrykkeri.
1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder.

_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_
"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes
indsat foran dedikationen].

Omslagets indersider har reklamer for bger af forskellige forfattere,
bagsiden for bger af Bang.

Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har
forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden
ramme og forlagsmrke i guldtryk. Hjde 180 mm._




Til Erindring om min Moder.

Denne Bog tilhrer dig.

Den Gang, da du endnu var strk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi,
mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en
"nskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt,
hvad vi nskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke
var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du
lste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en
Bog, skal du stte _mit_ Navn paa dens Blad.

Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens
tyndede All"--du trngte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min
Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og
af Krtegn: Naar jeg nu er dd og du, min Dreng, en Gang er bleven en
Kunstner, vil du saa s, love mig saa at s til, at de ikke--helt
glemmer mig?

Og du grd. Moder, fordi du skulde d.

Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt.

Nu stter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg vd, den er ikke din
Krlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vrdig. Men dens
Fortlling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du
fdte mig. Du kaldte det til din Dd dit Hjem.

Ufredstid og fremmed Magt hrgede snart den lyse Plet, hvor der var
bldt og lunt for dig, der skulde leve i Glde og Sol. Som Fjenderne
til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.

Og nu, hvor du lngst er dd, stter jeg dit Navn over denne Bog om
Nederlagstid og vort tabte Hjem.

Denne Fortlling er nret ved Minderne om mit frste Hjem.

Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og
uforgngelige Erindringer fra denne min frste Tid. Det var tre
Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle.

Jeg sr Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortkldt ved
det midterste Vindu, stum og ubevgelig og ganske bleg, med de hvide
Hnder i sit Skd. Hun talte ikke og grd ikke. Men vore Hnder--vi
Brn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og
spurgte--strg hun bort, som smertede det hende, at de berrte blot
hendes Kjole.

Det Billed-Minde var min Barndoms frste. Jeg tror, det andet maa
skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Sster
og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde flge, hen ad en Vej og over en
Mark. Vi kom til en grn Banke og vi gik derop. Vi sa Kirken hjemme
og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu sr ligge mellem Grnt.
Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet,
til hun taug igen og kun grd og grd. Mig satte hun ned paa Grsset,
mens hun blev ved at stirre ud over det grnne Land--siden syntes jeg
som Barn, at vi den Dag havde kunnet s over den _hele _--: Mo'er,
Mo'er, blev jeg ved, hvorfor grder du?

-Fordi vi skal rejse, svarede hun.

Nste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.

Det sidste Minde staar i nje Sammenhng med dette. Vi var i Horsens,
hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi
Byvrelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besgte os.

Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krb rystende sammen
ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa vre sprungen hastig ud af sin Seng,
for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske
Piger rundt om sig og os, der skreg.

Og Pigerne sklvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dre
stod aabne og klaprede og et Vindu--sknt vi nsten intet havde paa.

Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fdder og Signaler
af angstfulde Horn.

-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.

-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme,
og vi grd hjt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi
hrte bestandig, bestandig Folk, der lb paa Gaden, og Tropperne, der
ilte, og Hornene fjern og Hornene nr--gennem Stormen.

... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skndsel har
vret nok til at gennemtrnge hele mit Liv. Jeg fler endnu dets
Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning,
Tilintetgrelse, Dd, Ruin. Allerede i min allerfrste Produktion har
Indtrykket vret strkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og
siden har samme Indtryk forkldt sig Gang efter Gang i Billeder af
Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes
i denne Bog.

Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre
Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det
kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament.
Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmgtige
Hnder og slaaet de ulselige Knuder i det begyndende Flelsesliv?

Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion
lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortkldte
Srgende i Adserballig Stue--som en sortkldt Alabasterstatue sa jeg
hende siden--er den frste Moder til Nina Heg og Katinka Bai. Det
Indtryk har fdt deres stumme Sorg og deres Resignation.

Og hin frste Afrejse har sat lige dybe Mrker. Opbrud, Oplsning af
Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle
Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen.

Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i
Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet,
Skrkken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra
Horsens.

       *       *       *       *       *

Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste,
min Hjerne fra min allerfrste Barndom syntes at have bevaret.

Men i Udlandet brd flere frem. Det var mens jeg omgikkes med
Formlgningen af "Stuk".

Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han
udkaster Planen til et Vrk eller begynder paa at forme det, hitter
paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det
ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans
hykleriske Nerver, der af Skrk for alle de Anstrngelser, som venter
dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig
Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver vd om den
anden, at han snyder.

Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skrk
for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blk.

Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjlpetropper Storme af
fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer
ham med andre Ider og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes
selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst.

Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens
Modvilje mod at lgge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det
just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brd frem.

Jeg sa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader
og hrte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og
det mod min Vilje, ti jeg nskede jo helt at tilhre en ganske anden
Sfre, Luft og Plan--ligesom fra et Mrke, der langsomt lettede og
veg, hele mit frste Hjem tilbage.

Dette Sted, som jeg forlod fr Krigen, og som jeg ikke har genst i
fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor
Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med
Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen
med Smedjen ved det lille Kr og Skolen, hvis Beboere jeg gensa.

Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt
fler. De har vbnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de
frste Gang pludselig brd frem fra Lag i Erindringen, som
Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit
Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere
samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _hrgede_
Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende
Fodtrin.

       *       *       *       *       *

Lad mig her sige t.

En Bogs Fdselshistorie vil vre mange srdeles ligegyldig. Der vil
heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortller alt dette og
frer den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst
underholde et ret Publikum om mit fortrffelige Jeg. _Eller_, at jeg
forsger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og
prtenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget
Relief.

Det er dog ingenlunde _saa_.

Jeg vd saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet
ikke vedkommer Lseren. Han dmmer Kunstvrket kun af disse samme
Minders Evne til gennem Vrket at paavirke og overbevise ham.

Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op
for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst br
helst staa frit og tale for sig selv.

Men Tingen er, at jeg tror, det vilde vre interessant for Psykologen
og mere oplysende for Kunstens Vsen end visse nylig atter fornyede
stetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om
deres Arbejdes Fdsel og Veje og sgte at kontrollere de Hjernens
Processer, som ledsager deres Frembringen.

Maaske vilde man saaledes faa mer end t Vink, der tndte hastige og
fjerne Lys inde i Sjlelivets Halvmrke.

       *       *       *       *       *

Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens
ulidelige Uro og den trngselslignende Skare af Personer. Jeg har i
denne Fortlling sgt at mindske Uroen og indskrnke Personantallet.

Men hvorvidt det er lykkedes mig, vd jeg lidet om. Denne Uro og
Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg sr
nu en Gang saaledes. Jeg sr mine Personer kun i Billede efter Billede
og kun i Situation efter Situation hrer jeg dem tale. Jeg maa ofte
bie i Timer, fr de ved et Blik, en Bevgelse, et Ord forraader mig
deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gtte ligesom jeg gtter
andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender.

Hvis jeg da ikke anstrnger mig for at gre den ene og korte
Situation, hvori jeg sr dem, Bevgelsen, den lille Bevgelse, hvori
de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gre det
altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da
haabe at overbevise?

At gre "levende" er da den tunge--og sikkert ofte
mislykkede--Bestrbelse.

Men det Levende er jo Bevgelse og Mangfoldighed.

Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil
skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab.
Naboernes Stemmer trnger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dre. Deres
_Liv_ blander sig med Skolens Liv.

Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skbner Dnninger frem
over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder
atter Dnninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og
Smedjens vel med.

Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv dr maa vi
vide, at Livet fortsttes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund,
der ger, en Sang, der hres fjernt, maa fortlle det og minde os
derom.

Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, fle Egnen, hvor den
ligger: vi maa _befolke_ en Als. Har Skolens Korsvej ikke
Vejfarende--krer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem
og hundrede Liv?

Nu vel--vi maa fle disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Sprgsmaal,
Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilvrelse og maa med.

Hvor kan da i al denne Bevgelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod
just Uroen al den evige Bevgelighed, man vil? Og dette: at Lseren
ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gr det, naar det store
Helhedsindtryk kun kunde lfte sig med store Linjer frem af den Uro,
hvoraf det er skabt.

Kun Mangfoldighed og Bevgelse kan for mig give Billedet af Liv. De er
mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gre
Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er
Vanskelighederne ved en Kunst, som sr Livet stift i jnene, og hvis
store, hvis fjerne rgerrighed er den at fste dette levende, dette
ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv.

       *       *       *       *       *

Du bad mig, Moder, at jeg skulde s til, at de ikke helt skulde glemme
dig.

Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at
leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa
uendelig fjernt og saa uendelig klart.

To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord:
min gamle Slgt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn
med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I t Hundredaar
havde den fostret Statsmnd, Landet ikke vil glemme, bermte Lger,
som Generation efter Generation var de strste og folkekreste i
Norden.

Men siden blev dens Snner Prster, fordi de besvimede ved at s Blod,
og uvirksomme rkeslse, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes.

_Du_ fortalte mig ofte om vor Slgts Hder. En af dens store Lger
efterlod mig Fortllingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme:
Han vilde tvinde--til Belring--sine Traade i Slgtshistorien.

Min Slgt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget.

Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_.

Stella Heg og Nina og Frken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod.
Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Brn af din Glde og Brn
af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med
dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer.

Og hvis _de_ tr leve--selv kun de korte Aar--saalnge br _du_ ikke
glemmes.

Over denne Bog stter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og dt
Hjem, man skimter som bag en Dr, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom
over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Dden til os.

Herman Bang.




I.

Tine blev ved at lbe grdende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte
de sidste Ord hjt ud i Mrket og Blsten.

-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften.

-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer.

-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes
Ord. Endnu en sidste Gang lb Tine til og greb efter hendes
fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som
en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mrket. Nu hrtes den ikke mer.

Tine gik hjem gennem Allen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte
klynkede. Hun aabnede Dren til Gangen: der var saa tomt med de de
Knager og Herlufs Legetjskrog, hvor der nu var rmmet ud. Hun gik ind
i Kkkenet, hvor Tllelyset brndte med en osende Tane mellem Resterne
fra Tbordet.

I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.

-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Rst, og der blev stille igen.
Kun Maren, der sad med Forkldet over Hovedet som en rokkende Byldt,
hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.

-Ja, sagde Lars efter en Stund betnksomt: nu er de vk, sagde han, og
Husmanden nikkede til Bekrftelse.

-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som
fr, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjlpe.

I Gangen aabnede hun Dren til Dagligstuen. Lampen brndte roligt paa
det tomme Bord, og Drene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som
tre stille og mrke Gab ind mod det forladte Rum.

-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.

-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhjningen var tom.

-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.

Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Mrker af
Portrtterne, der var tagne ned.

Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa
ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret.
De to Senge stod ved Siden af hinanden, dkkede af det samme
Tppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden
stod Herlufs Tremmeseng, tmt.

Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hns igen, med
Tllelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun
havde vret Herlufs frste Barnepige, og der var for hende i Verden
ikke anden Dreng end han.

-Han var knap fd', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit
Kbstadjysk, en sr indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvr med
rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er.

-Han vild' aldrig bres af andre end af mig og saa Fruen--hun snftede
mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke....

-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om
Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem
Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og grd igen.

-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.

Hun tnkte paa Vintermorgenerne, da hun med Trkldet om Hovedet lb
herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagvrk
gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdren med de flade
Hnder for at vkke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sde Slummer.

Fru Berg kom svnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun,
mens hun klaskede med Hnderne ned paa Dynen.

-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde hre
det helt ned i Kkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som
et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.

Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs
Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig
for at holde Varmen.

Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med
strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru
Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede
indenfor Dren med en Slat Kaffe i en Splkumme for at faa Del i
Lystigheden.

Men tilsidst kunde Sofie blive fornrmet paa Herlufs Vegne midt som
hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill'
Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bre ham ned i
Dagligstuen og klde ham paa i Varmen.

Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i ster og Vester,--Munden
stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil
Tine pludselig rg ud af Sengen i et St: Gangdren var gaaet.

-Skovrideren! raabte hun og fik nppe Skoene paa for lutter Fart.

-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nglen drejet om.

-Ja, ja, jeg kl'er mig paa, jeg kl'er mig paa, Henrik, raabte hun
til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtjet, saa han
kunde tro, hun allerede var oppe.

... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin
Herluf og fldede Taarer baade over Godt og over Ondt.

-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.

-Ja, han var, gentog hun.

Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde
for Indfald--saa lystige Indfald.

Hun tnkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdren,
just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig
havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa
Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var
allerede ved Dren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg--

Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus.

Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hrte paa og
lo og satte sig ned--midt i sin Seng.

-Du stter dig paa _Tine_, du stter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg,
helt aandels af Latter ... og Tine rg ud af Sengen, hjrd i Hovedet
og med Graaden i Halsen, og lb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil
Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun.

... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklderne ud af
Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Dren.

-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke s det tmte Kammer.

De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor
alle Dre stod aabne bag dem.

-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.

-Ja, sagde Tine, der slbte en Madrats.

I det blaa Gstekammer var der koldt som i en Klder; der havde ingen
sovet siden i Sommer. Den ene Gsteseng skulde ud, og den anden blev
stillet op ad Vggen.

Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom
de gamle Bllings for at hente Datteren.

Da Madam Blling kom ind i Dagligstuen i Trkken fra alle de Dre,
blev hun staaende paa Lbetppet og sa sig om med Taarer i jnene:
Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Hnderne.

De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved
Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i
Skovridergaarden, dr skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at
gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde
anlagt "Trkldet" imidlertid.

Trkldet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes
Ho'edpin'". Hun fik den regelmssig de fem af Ugens syv Dage og var
saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at
foretage sig nogetsomhelst ud over det ndvendigste. Efter en Storvask
hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.

Tine kom frem i Dren til Skovriderens Stue: Vil I s, sagde hun, nu
er vi frdige.

-Ja, lad os det, svarte gamle Blling, og de gik ind gennem
Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod
forladt op ad den lyseblaa Vg, og der var koldt, saa de to Gamle
skuttede sig ved det.

De stod alle tre foran Sengen--Tine havde hngt Fru Bergs Billede op
ved Hovedgrdet.

-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Blling og sgte at
l lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres
Srgmodighed.

-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver
Varme.

De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa
Forhjningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en
enkelt Stning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.

Madam Blling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og s ud i Stuen:

-Ja--det har vret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun.
Begge de gamle Bllings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de
havde saa at sige paa Haandvrkets Vegne fra Bllings megen Omgang med
Bibelen.

Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da
vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og
Brombrrene var godt surrede fast til Kassen?

Brombrrene var to Krukker Syltetj, som Madam Blling havde syltet,
for at Fru Berg skulde have dem med til Kbenhavn:

-For det er hendes bedste Syltetj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og
de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombr.

-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.

-Ja, vi har no'en Gange--Madam Blling bliver ved i samme stille
Tone--faaet Brombr hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne,
sluttede hun efter en Stilhed.

-Det har vi, sagde Tine og sa ud i Luften.

Hun tnkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest
naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter T, og
Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af
Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.

-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de
satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesens Vande" og
"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over
Gulvtppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mlkepunschen, der blev
bragt ind i en Stnkrukke.

-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Blling, der
stadig tnkte paa Brombrrene--saa de derovre kan faa det som
herhjemme.

Og gamle Blling, der sad med foldede Hnder og ikke hrte, hvad de
andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt
ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Blling sagde:

-Ja, ja, Guds Vilje sk, sagde han og rejste sig.

De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa
Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte frst hjlpe hende;
hun kunde ikke taale at s de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet,
de _maate_ hnge noget andet op--noget, der kunde dkke. Hun tog "Kong
Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og
de to Gamle bar Billederne, mens hun lste Spejlet.

Madam Blling stod med Heltene fra Isted, der kmpede endnu med de
hvide Bind om Panden. Hun blev ved at s paa dem, og et Par smaa
Taarer faldt ned paa Glasset--hun tnkte paa dem, der nu skulde miste
Frligheden og Livet.

-Kom, Mutter, sagde Blling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det
saa lnge, at Tine maatte tage det af hans Hnder.

Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtjet paa,
satte sig igen paa de to Stole og sa op paa Heltene fra Isted og paa
"Kongen".

Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portrt
af Kong Kristian som Tronflger i Hestgardens Uniform, der havde hngt
i et af Gstekamrene. Hun slog et Sm ind under Kong Frederiks Billede
og hngte Portrttet paa den tomme Plads.

De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.

-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Blling, det er dog
_Kongen_.

De Gamle kom ud i Gangen, Tllelyset i Kkkenet var ved at brnde ned.
Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i
Gaarden for Forldrene. Fra Bryggerset ld der et stort Spektakel, det
var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den mrkeste
Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo vd, hvor nr mig er min Ende",
saa det skingrede mod Laden:

  Kong Fred'rik hviler nu paa Baare
  og slumrer sdt i Ddens Blund;
  nu rinder Folkets Takke-Taare for
  Drotten fra hvis djrve Mund
  det ld saa tit: min Tak modtag!
  Jeg svigter ej paa Farens Dag!

Forldrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun
lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.

Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glde Skovrideren,
naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham.

Og hun gik over Gaarden og aabnede Dren til Loen og til Hundenes
Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gen og lb saa
iforvejen ind ad den aabne Gangdr.

Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhjning. Hun syntes
aldrig, hun havde vret saa bedrvet--saa beklemt og bedrvet som nu,
mens hun stirrede ud i den de Gaard. Lyset i Kkkenvinduet flakkede
endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun
saa' bare Valdnddetrets Skygge midt i den mrke Gaard.

Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhjningen og
saa' ud paa det bladlse Tr: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er
sprunget ud? havde hun sagt og hun havde grdt og lagt Armen om hendes
Hals.

Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det ld skingert ud i
den mrke Gaard:

  Og derfor grder Mand og Kvinde,
  derfor er Gldens Dr nu lukt;
  Taknemlighedens Hjrter binde
  en Krans, som blomstre skal saa smukt
  Thi _Mindet_ aldrig slettes ud
  om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!

Tine sad med foldede Hnder i sit Skd, mens Ajax og Hektor laa med
store jne paa Gulvtppet ved hendes Fdder.

       *       *       *       *       *

Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var
Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han
bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.

-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort.

Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede,
t for t. Lysene paa Klaveret, som hun havde tndt.

-Saadan kommer alt paa n Gang, sagde Berg.

_Det_ havde vret Tines hele Tanke: Saadan kom det paa n Gang; og saa
tnkte og spurgte hun: Vd Fruen det?

-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet.

De satte sig ved Bordet, som Tine havde dkket, og de begyndte at tale
med lidt langsomme slvede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med
Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svrt. Lars
kom maaske med og de fleste af Husmndene skulde ogsaa afsted.

-Skovgrningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hnder.

-Nej, sagde Tine.

De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i
Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu.

-Ja hos Anders Tkkemand var det rn Jammer. Ane havde vret i Skolen
idag med sine to paa Armen--saa hun grd og grd.... For nu var Anders
vk--saa hun grd....

Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at sklve om Munden.

-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med
begge Benene skudt vk....

-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krblinger,
som gr Folk bange.

De blev tause lidt. Hundene gik klende til og fra, men de agtede dem
ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den
narmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel.

-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og nsten uden
Overgang, lnende sig tilbage mod Vggen og sende frem mod Lyset,
sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.

Tine syntes, det var, som fulgte han dem med jnene over Vandet, mens
han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre
ham, hjlpe paa Humret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun
til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt
ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem
Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som
var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gtsches eller
nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg,
man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone,
der skulde vre munter:

-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have
spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig.

-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg
tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for
det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel
se det, sagde hun, og hun aabnede Dren; men paa n Gang blev hun
staaende i Studerevrelset, og han gik ene ind i Gstekammeret.

-Hvor der var knt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.

Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende,
som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren
gik hen til Bordet og sagde:

-Der staar om Bisttelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke lse det
frst.

Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren lste hjt, af Aviserne,
naar de kom. Onsdag og Lrdag Aften, eller af en Bog fra
Bogskabet--alle Oehlenschlgers Tragedier.

-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne hre med. Og hun gik ud
for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af
Skorstenen og fulgte med ind for at stte sig i Krogen ved Bogskabet,
hvor hun saa tidt havde hrt til, naar de lste.

Berg aabnede langsomt det srgerandede Blad og lagde et jeblik
Hnderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevget
og stille.

Han begyndte at lse halv hjt Beretningen om "Kongens sidste Frd".
Rundt i det stille Hus hrtes der ikke en Lyd--uden hans dmpede
Stemme.

Tine fulgte ikke Ordene; hun hrte kun Rsten, som hun kendte fra saa
mange stille Aftener, og hun sa igen Fru Berg som hun sad _der_ under
Lampen, og hun hrte hende l, som hun lo ad Tines strmmende
Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, grd over Bger som en
Kalv--Taarerne, der nu brd frem igen n paa n....

... "Snart tndtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste
Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den
sidste re. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert
Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde
i den mrke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...."

Henne i Krogen gik Sofies Snften over til hjlyd Graad, men
Skovrideren blev ved at lse:

... "Tt ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste
blev spndte fra og frtes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde
fulgt deres hje Herre; et Sejldugsklde spndtes over Vognen for at
skrme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.
Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den
Syvende"....

Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive hs.

Tine sad og sa frem for sig: hun tnkte paa Tragedierne, de havde
lst om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zo.... I femte
Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at grde og, kom der noget rigtig
smukt, trykkede de hinandens Hnder under Bordet.

Berg foer fort med at lse om den sidste Procession og om Talen. Hans
Stemme blev bevget, saa man hrte den knap:

... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Krlighed ledsager ham
til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets
Kredse, fra Krigeren, der kmpede for ham og Fdrelandet paa Valpladsen,
fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand
under ham er stegne; fra Bondens hderlige Stand, for hvem Frederik den
Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte"....

-Ja, sagde Berg, det er sandt.

Tine fr sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, hrte hun
efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de lste--for saa lnge,
for hvor lnge....

... "Atter lftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet,
ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Flget havde opstillet sig.
Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets
Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjllands Biskop holdt fra en
sortbetrukken Talerstol en Bn, den sidste Begravelsesceremoni fandt
Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong
Frederik bisat".

Sofie holdt Hnderne op for sit Ansigt, Tine blot sa paa Berg, der
lste:

... "Under Orgeltoner forlod Flget i Taushed Kirken, og Deres
Majestter vendte tilbage til Kbenhavn."

Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til
Farvel.

Saa sagde Berg, i det han lnede Hovedet mod Vggen og sa saa langt
ud i Stuen--som n Gang fr:

-Hvor Drengen dog grd, da han kom i Baaden.

Sofie skulde flge Tine, og de fik Lygten tndt. Dens dinglende Lys
faldt ujvnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:

Der var nok af dem--der ha'ed' ikke vret for rart i Skovridergaarden,
nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider.

-"Vognen" ha'ed hun da hrt den alene tre Gang'--saa tydelig den var
svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke
mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mr end bag paa min Haand, det
sa ogsaa Fruen.

-Og _det_ vd n da, sluttede Sofie og snftede, hva' saa'en Krsel
betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'....

Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Mrket. Hunden i Pr
Eriksens Gaard fr op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen.

-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en
Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.

Tine drog Vejret som n, der frysende vaagner.

-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun.

De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var
angst for at komme _for_ nr til Kirkegaarden Nattestunder.

-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer
du nok Skovriderens T, saa den bliver, som den plejer--ikke?

-Ja--farvel, jomfru Tine.

-Farvel.

Tine hrte Hundene, der fr op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt
gik hjem imod Skolen.

       *       *       *       *       *

Tine bankede og hrte frst Dagge, der tog paa at g, og saa Moderen,
der kom af Sengen og ud:

-Det er mig, Mo'er, sagde hun.

Madam Blling lukkede op i Nattrje og Kappe med Strimler: Skovrideren
er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.

-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Drene staa
helt ind til Blling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud!

-Det var jo ventendes, sagde Blling, der sad op i Sengen.

Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved
Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at
vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa
hun fik 'et at vide, Staklen....

-Ja. Gud vre med os, sagde Blling med foldede Hnder, da der omsider
blev stille.

Tine var trt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Dren til "Skolen" for
at prve, om den var laaset, fr hun gik op ad Trappen; og henover
Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne
var spredt.

Inde i Kamret stillede hun Vkkeuhret til Slag og flyttede
Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet.

Nedenunder smaasnakkede Forldrene endnu, det ld, som var det nsten
i den samme Stue.

-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er
det fjorten herfra Sognet.

Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine hrte deres vante
Aandedrag, roligt og taktfast nsten, op gennem Huset.

Hun kunde ikke sove. Hun laa og tnkte paa en Dag i Efteraaret--den
sidste, hvor de havde vret i Skoven Skovriderens og hun....

De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at mde
Skovrideren ved den frste Lysning. Forpagterens fra Rnhave mdte de
i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa
Vejen, fr de skiltes.

De gik videre. Herluf rodede efter Brombr op ad hvert et Grde. Fuldt
af Ndder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.

De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad
fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af
Brombr:

-S Drengen, s Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham ls; selv
lb hun op imod Markhjen.

-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.

Det var, som sa man den hele  idag i den klare Luft--Bakke og
Dal--saa grn og bld. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige
Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grnt. Og i Himlen
var der ikke Bund.

-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.

Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lb, lb, alle tre,
Hjen rundt.

-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der lftede den fangede
Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Klver.

De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved
Brndestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.

Hkletjerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede:

-Det var svrt, saa de fra Rnhave krte til Bispens nu--det var anden
Gang.

-Tredje var det--i to Uger.

-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren.

De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og
godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne
rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Dren; og _der_ blev vekslet
Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Blling eller Madammen eller
Tine kom ud paa Trappen.

Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under
Trerne:

-Hvor dog Skoven holdt sig, saa grn den stod.

-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.

-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Hkletjet synke og sa ud
mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September.

De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde vret her sidste Gang
_det_ Aar og _det_.

-Nej--ifjor var det knap man fik Ndderne bjerget.

-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.

Herluf raabte, lidt derfra, mellem Trerne: Tine skulde komme, Tine
maatte komme derhen. Det var en svr og bjet Gren, der hang som en
Gynge, tt ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han grd
og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende:

-Op Tine--op.

-Den knkker, den knkker, raabte Tine--det _var_ en Vgt--mens Fru
Berg svingede til Grenen, saa Tines Skrter flj om hendes Bn.

Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines
bomuldsbestrmpede Lgge:

-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru
Berg maatte l ud med Ryggen til et Tr, fr hun kunde komme hen og
faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.

Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa
en Trstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var
snart paa Tide at tage sig af dem nu. Ntterne var _dog_ blevet kolde.

Haven var Bergs og Tines stadige Fllesvirke. Skovrideren var
Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra
Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine
mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om
Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa
Havetrappen i sit Sjal og sa til og snakkede over Plnen til de to,
som syslede og beskar og vandede. Hun sa dem tilsist kun som et Par
Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.

... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over
Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.

De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de pljede
Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen!

-I saadan Luft _hrer_ man Tine, sagde Berg, der standsede.
Skovrideren mente altid, Tine havde en Rst for fri Luft, saa frejdig
som Vorherre havde givet hende den.

-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og
de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i
Verset, satte Berg en halvdmpet Bas til, saa det ld over Marken:

  Flyv, Fugl! flyv over Furesens Vove!
  nu kommer Natten saa sort:
  alt ligger Sol bag de dmrende Skove,
  Dagen den lister sig bort.
  Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
  til de gulnbede smaa;
  men naar i Morgen du kommer tilbage,
  sig mig saa alt, hvad du sa!

Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmnd
frem; i Rad rg de sindig Piber.

-God Aften--god Aften, kom det fra Rgerne stille ud mod Vejen til dem.

-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem
alle ved Navn.

Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--:
Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten.

-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersnnen.

-Naa, saa Gud ske Lov da.

-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen.

De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i
Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rd
bag ved det gamle Taarn.

  Flyv, Fugl! flyv over Furesens Rislen.
  Krlighed kalder dig hjem;
  st dig nu knt mellem Lvbuskens Hvislen,
  syng saa din Krlighed frem!
  Kunde, som du, jeg i theren svmme,
  vd jeg nok, hvor gik min Flugt;
  jeg kan i Lunden kun sukke og drmme,
  det er min Krligheds Frugt.

De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene.
Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Grsning paa en Vejkant,
fr hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hnderne, da de kom
hende forbi.

I Skolen sad gamle Blling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og
hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrmpen, i Dren: hun havde
Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op,
til Sde paa Bnken, mens Blling blev staaende nedenfor med Berg og
talte om Skovauktionen.

Nede ved Kret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam
Henrichsen, bred og stormgtig, ud paa sin Bnk mellem de to hvide
Sjler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svre Knud Smed,
der gik hjem med sin Hund.

Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette
Nabolag, her paa "Torvet", saa velnrede de alle var, baade hos
Bllings og i Kroen og Smedien.

Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og
Blling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til
Vands over Pladsen. Den drak og brlte, dumt og langt, ud over Kret.

Klokkerne hrte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine
fulgte med dem. Himlen var dunkelrd over Hegn og Marker.

Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den
om "lille Grethe". Skovrideren lod Dren til sin Stue staa paa Klem.

Herluf var trt og faldt i Svn paa sin Skammel med Hovedet op mod
Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede
ogsaa hun.

Hun vaagnede halvt. Tine sr nok efter Bordet, sagde hun saa med en
svnig Stemme, og Tine rejste sig for at s efter Sofie--Fru Berg blev
sjlden rigtig vaagen, fr Lampen var tndt og Then inde.

-Nej, er der dkket, sagde hun da, hlt overrasket, og kom nok saa
rank op i Sofaen.

Efter Th plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i
Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren.

Eller Berg lste, i den store halvmrke Stue, hvor der kun var lyst
rundtom Lampen. Mst var det Oehlenschlger, han lste, eller ogsaa
Palludan Mller--Tine havde Lommetrkldet fremme i sit Skd.

Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, lb Fru Berg og hun paa Vejen
ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af
samme Kop:

-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud,
fr de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand.

Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet snt, han vilde selv
flge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som
tttere Skygger i det stille Mrke. Hundene vaagnede kun halvt og
sendte en svnig Knurren efter dem.

Berg lftede Lygten for at finde den trreste Vej i Slet. Her, Tine,
her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen
lftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det refuldeste, hun
vidste.

-Vi ss, hilste Berg, naar de skiltes.

-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Dren
var lukket op. Men Madam Blling var gnaven. Det lignede dog ingenting
at komme hjem her den sene Nat.

Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen:
der var altid noget at tale eller sprge om fra Skovridergaarden.

Tine gik op, mens Forldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos
Madam Blling, at blev hun frst vkket om Natten og kom op i
Underskrtet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kkkenet og ind
igen, mens hun stadig talte med Blling.

-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekrftede Blling dernede.

-Tine, sagde Madam Blling op gennem Loftet.

-Jo, Mo'er.

-Tine, du, husk det lille Stykke Smr imorgen Barn, jeg har lagt til
Side--det artede sig saa vel i Krnen, saa jeg lagde det til en Side ... de
kunde dog smage det dernede.

-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Forldrenes Ord i sine ren.

-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Blling af; hun kom endelig
af Underskrtet og op til Blling.

       *       *       *       *       *

Tine kunde ikke falde i Svn inat. Forldrenes rolige Aande ld
bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tnkte paa alle
disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf
og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.

Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Brn" korn til Skole i
Mrke og Moder trillede dem ud af det meget Tj--Trine og Lars Erik's
Lene--inde i Sovekamret, mens Tine sa forundret til fra Sengen. Og
saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen.

Om Sndagen var der Glasvg for Prstens Vogn, og Kordrengene sad i
Kkkenet paa Bnken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes
Splkummer for at varme sig, mens Prsten prdikede.

Men lidt efter lidt lngedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I
Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene sa de uden Lys.
Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge
hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede
Paradis, mens det skumrede.

Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Trklder frem i Drene, og
Fader rg sin Pibe paa Trappen.

-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden.

-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede.

Strene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork
ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store
Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke,
gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mrker og Varsler at
tage af, om den flj hjt eller om den flj lavt og naar den gik i
Mose--baade for Somren og Sden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom
snt. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar
Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han frte
Bog med baade Stork og Stre i sin tyske Almanak.

Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen.

Ud over Pladsen hrte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort
og Katekismus.

Saa sang de tilslut med hje Stemmer, mens Blling slog Takten med den
store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamn tit ud i sin Dr blot for
at hre til.

-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.

Baade Fdrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Brnene
tilsidst jublende slap fri og Blling kom ud paa sin Trappe at svale
sig en Stund, efter Dagens Sved.

Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og
fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Dren,
bag Buxbomhkkene, eftertnksom og stille.

Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de
fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i
Fjederstolen paa sin Vogn:

-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam
Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj
Maaned.

-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som
vd at blive frdige med Hsten.

Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder
Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen.

-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af
i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Blling
maatte frst give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at hre,
_hvor_ det var, og hvordan det stod.

-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg tnkte del. Det er vel Tiden....

-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen.

-Ja, svarte Madam Blling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og
Madammerne gik ind.

... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med

Mlken, sad Madam Blling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden
fra Kirkegaarden og gik hjemefter.

-Naa, Niels Lars, sagde Madam Blling, _er_ det saa gjort?

-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.

-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud sk Tak ... Ja,
saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Blling.

-Godnat, Madam.

Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev
stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind.

Nste Morgen blev Pladsen stret med Blade og Sand. Det var tungt for
Brerne at naa op forbi Krolngen med Liget; de hvilte midt paa
Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind
paa Kirkegaarden. Graven var tt ved Muren og Madam Blling og Tine hrte
Talen ind i Kkkenet.

Om Aftenen gik Madam Blling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet
kom hun til Sde paa Trappen med sin Strmpe. Madam Henrichsen sad
ovre hos sig mellem de to hvide Sejler.

-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Blling; Og Gud sk Tak--hun stred
sin Strid.

-Ja, hun var et Skrog, bekrftede Madam Henrichsen.

-Men Gud lser op til sin Tid, sluttede Madam Blling, og de strikkede
tause.

Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Prsten sammen
nu--; de sang, mens de lb hen over Sand og Buxbom.

Aarene gik.

Helg og Sgn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Sndag til Sndag.

I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; n
maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe
efter Tjenesten.

Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge
Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes
Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.

Psalmen med dens mange Rster i Diskanten ld ind gennem Haven. Det
var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens
hun gik.

En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af
Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhkkene:

-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmlte,
begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.

Selv satte Tine sig--det hvide Bord var frdigt--paa Forhjningen
saa andgtig, som kunde hun hre Kapellanen prke helt herind.

Naar hun hrte den unge Prst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og
grd som et sprukket Kar, saalnge han var paa Prdikestolen. Hun
havde nu i det Hele svrt nemt tilvands i denne Sommer, og det tog
hende og kom over hende, alting, som n Bedrvelighed--saa Kroens
Katinka lo hende ud, saa det klukkede.

-En lille Hjertev, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa
Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrvelse.

Tine blev ved at sidde paa Forhjningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst
og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa
Krobnken sad kun Prstens Nils i Skjortermer og rd Vest og spyttede
saa langstrakt ud i Solen.

Psalmesangen begyndte igen, og de frste Karle listede, varsomt og
skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med
Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen
kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder.

Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med tndte Piber i store
Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en
undselig Klump.

Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner bnkede og sad lavmlte og
stramme rundt om Madam Ballings Fldekumme, mens Tine bd Kaffen om
til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i
Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen.
Og jnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte
til hende, som nu.

Saa hrtes en Vogn omme bag Krolngen, og Tinka, der fniste ude paa
Pladsen med Landhandlerens Snner fra Notmark, fordi hun sa
Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards
Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i
Sdet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og
de spillede videre.

Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene
paa Skolens Trappe efter det lange Sde. Der er ellers nyt, sagde han,
efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet
sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnvnt, Folkens--iforgaars, Berg
hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn.

-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Blling.

-Og det var godt det samme, erklrede Madammen.

Kapellanen lste Udnvnelsen op: H.R. Berg hed han og var
Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han
kunde vre og hvorfra han var. Det _kunde_ vre en af de Bergs fra
Gram, mente Blling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829....

-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding....

-Og var ret en herlig Familie, sagde Blling.

De to Gaardkoner paa Fljene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende
Rster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to vret med til at
vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa
baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue
og "Kldning" og Begravelse, til de blev meget rrte og trrede jnene
med de sammenlagte Lommetrklder, mens den midterste Kone stadig
dyppede Butterdejgskringler, sendrgtig men uafladelig, i Madam Bllings
Kaffe og fik dem fortrede.

-Nej, af Slgt er han fra Kbenhavn, fortalte Stn, der nu fik Kaffe
budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden....

-Men gift er han, Jomfru Blling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og
Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en
Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskrkket ved
hver Tiltale, sagde med et Ryk:

-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev
frdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet.

Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt
Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav
deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen
efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Bestningen.

-Men de Skimlede, de kunde dog tnkelig blive tjenlige til Trkkebrug,
mente Knud Smed.

Hos Degnens brd de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens
Tine, af den Prstespire, sagde Stn til sin Kusk, mens de krte hjem
ad Gammelgaard til....

... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis
drev de Unge hjem bag Hegnene.

Madam Blling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra
Drene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet
Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjrnet, og sa efter
Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hkkene.

Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud
af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer.
Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa
sin Bag". Den skrev hun af, med Sknskriftbogstaver, Vers for Vers.

Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer
ld ud i Aftenen.

Madam Blling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun
havde vret inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds
Skndsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en
Levkj ved Korset i det mindste.

Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte
paa Bnken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran
deres Dre og strikkede tause.

Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var klig og
fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd
blev hrt--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra
Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kredes.

Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hrte
Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.

-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Blling sindigt.

Og Vognen krte videre, til Lyden dde.

En Flagermus skd forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa
Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.

-Tine, kaldte Madam Blling fra Trappen.

-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte trre
sine jne.

-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra.

-Godnat, Madam Blling.

Og Drene blev lukket rundt omkring....

       *       *       *       *       *

Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev fdt og han voksede
til, og Vintre gik og Somre.

Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gster hos Skovriderens--de fra
Kbenhavn og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Lb om
Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Flde--man skulde
altid tro, der var mere Forslag i Bllings fire Ker end i
Skovriderens fjorten, og Madam Blling lagde, saa lang Ferien var, sit
Hoved i Bld med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle
de Mennesker at spise."

-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Kbstadbarn, sagde
hun.

Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var
Rullegardinerne nede endnu i alle Gstekamrene. Fru Berg lukkede sagte
Dren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:

-Er det Tine, hviskede hun.

-Ja.

Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i
sine jne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle,
som skulde lgges:

-Og De vd, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjlpels
i Tpperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som
"altid mislykkedes" for Fru Berg).

-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.

-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i
Sengen.

-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun
puttede sig under Tppet.

Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen
over Sengen.

Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden
og stansede foran Kkkenvinduet.

-Men hvor har De vret gemt saa lnge, Tine, sagde han og blev
staaende lidt og sa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med
sine runde Arme.

-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig
vre ganske kn--om Morgnerne....

Om Eftermiddagene sad Madam Blling og Tine ved Vinduerne i
Stadsstuen, Blling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.

-Tine, Tine, raabte Madam Blling til Datteren, der voksede Traad--:
de fra Rnhave....

Rnhaveren svingede om Krolngen med en stor Holstenskvogn fuld af
Fremmede.

-Nu har de vist Snsen, sagde Madam Blling. Hvor de faar Plads, du ...
hvor de lgger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel
kunde "lgge dem".

Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.

-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklrede Madam Blling
saa til Slut og strikkede igen.

De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en
Hstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til
Vinduerne:

-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang
hen ad Vejen.

  Det Land endnu er sknt,
  thi blaa sig Sen blter,
  og Lvet staar saa grnt,
  og dle Kvinder, sknne Mer
  og Mnd og raske Svende
  bebo de danske er.

-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Blling.

-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod
Sytjet ligge i sit Skd.

Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam
Blling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhjningen. Og Stens krte
med deres Studenter; Hele en havde Fremmede nu.

Katinka, der ikke veg fra Krobnken den lange Eftermiddag, maatte over
og udse sit Hjerte. Hun havde bevgede Tider om Sommeren; For man
blir anskudt. Madam Blling, af de Kbenhavnere, sagde hun.

-Aa--der var Studenterne hos Stns og ham, den sortsmudskede, hun
vidste ikke, hvad han var--fra Rnhave....

-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hnderne rapt i Siderne,
saa hun stod som en Hankekrukke.

Madam Blling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre.

-Men Skovrideren er kn, sagde hun, Skovrideren er kn ... _Det_ endte
Madam Blling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale.

Fangels krte op om Krolngen og holdt Mellemmadskurvene op foran
Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip.

-Saa de farter, sagde Madam Blling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov,
ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.

-Blot de nu har husket Spiseskeer til Grden, sagde Tine. Hun tnkte
stadig kun paa Skovriderens.

-Du skulde gaa et Lb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist
baade t og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa
mange liggende Personer.

Tine gik ned og "sa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i
Storskoven.

Om Aftenen sad Tine lnge paa Bnken paa Trappen. En efter en krte
Vognene hjem med deres svnige Gster.

-God Aften, hilste Kusken dmpet.

-God Aften, svarte Tine.

Og Gsterne nikkede--halvt i Svne, mens de rullede forbi.

Tilsidst gik Tine op; Forldrene var allerede i Seng.

Langt borte hrtes en Vogn, hvor de sang; den kom nrmere og rullede
forbi:

  Danmark, dejligst Vang og Vnge,
  lukt med Blgen blaa,
  hvor de tapre danske Drenge
  kan i Leding gaa....

-Tine, ld det nedefra, med en dmpet og langt udtrukken Rst for ikke
at vkke Blling, der sov: Hrer du?

-Ja, Mo'er.

-Det var Skovriderens.

-Ja, Mo'er.

Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:

  ... mod de Tysker, Slaver, Vender,
  hvor man dem paa Tog hensender--
  en Ting mangler for den Have,
  Leddet er af Lave.

-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind.

Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med
Hestene op om Krobakken--i den stille Nat.

... Naar Fru Berg kom hjem fra Snderborg efter at have fulgt de
sidste Sommergster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens.
Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud sk Lov, lo hun.
Gud sk Lov for det.

Kaffen kom paa Bordet; ude i Kkkenet gik, glad, Madam Bllings Jern
til de varme Vafler.

       *       *       *       *       *

Saa kom Efteraaret og bleplukningen og siden den store Slagtning.

Hele Huset lugtede af Ingefr og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru
Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i
Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Plser. Fru Berg
fortalte Plsehistorier, og Maren skulde synge.

Hun kvdede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i
Rulleplsen med nogle vldige Sting; Fru Berg satte i med Omkvdet,
saa det klang;

Plse, Vin og Krlighed, det er Livets Herlighed!

Tine rrte Indmaden til de hvide Plser, mens Sofie, der var dobbelt
saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun sa
ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes.

-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'vsen, sagde
Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mst og sa til, med Hnderne
under sit Forklde.

Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en
Kende Vanille med. Hun og Tine lb ind med et Lys for at finde den i
Sekretren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste
Slvtj.

Lyset stod paa den nedslaaede Sekretrklap, mens de sgte.

Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke
Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetrklder, og der bare Breve ...
Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo:

-Det var Bergs Breve fra det _frste_ Aar, de var forlovede ... Hun
lste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og
lste, ved Tllelyset. Hun lo og begyndte at lse hjt: det var lutter
Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt.

Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler
foran Tllelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde
Fru Berg og holdt pludselig op at lse.

-Og det troede man var Krlighed, sagde hun og slog den flade Haand
ned mod Brevpakken, mens hun lo.

De sgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Kkkenet var
Fedtegreverne paa, og der stod n Damp over Skorstenen.

Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bnken ved
Dren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft
Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens.

-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg.

-Tine, nu henter vi Peberne.

De gik ind i Spisekamret, hvor de frdige og trinde Plser skinnede i
lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til
hver.

-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste
Sorteplse som en tyk Snog hen til Ane Tkkemands:

-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til
Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds
Klder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen".

-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det
med Helsen ... nyd det med Helsen.

-Nu faar I Greverne i Spandene.

De ste op med den store Slv i Spand efter Spand:

-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt
som en Kat ved Ild.

-Ja--ja, det kildrer i Nserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af
Fryd og Fornjelse.

Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted.

-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik
som den sidste med Spanden og sine Plser, der var pakkede ind som en
Byldt.

Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade
paa Fru Bergs Stol midt under Lampen:

-Ja--jeg har hrt om 'et fr--sagde hun. Jeg har jo hrt om 'et fr
--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af
Begrlighed efter at hre det en Gang til.

Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindde Datter hos
Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa n Gang, midt i
Ligstuen, i alt sit hugne Ligtj.

... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren flge hende. Men hun lb
alene--det var jo maaneklart og ganske lyst.

-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun lb,
kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker,
hun kunde dem jo udenad--Stning paa Stning.

       *       *       *       *       *

Julen blev nr. I den sidste Tid maatte Tine hjlpe Fru Berg med
hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig frdig med sine Gaver og der
var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet.

-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar.

Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved
et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op,
saa koldt som det var.

Og Julen kom og den gik.

Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i
Mrkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet
det sidste Dagslys.

-Saa de dog snakker om den Krlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun
flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine....

-Ja, sagde Tine langt og sa ind paa Favnebrndet. Men hvad er den da?
spurgte hun.

Fru Berg lo hjt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa
holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:

-At vre to sammen, tror jeg--og vre glade, sagde hun sagtere. Og de
sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tnde Tret.

Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys
brndte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rnt
galt, nu efter Nytaar. Nu stod Krehestene da ikke stille en Dag i
Stalden.

Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhjt,
hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de sa paa Tret.

Herluf sad stille ved Faderens Kn og stirrede blot op paa Lysene.

-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys
tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at s det--og
alle de andre ogsaa: han lb ud og han hentede alle Folkene ind, lige
til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Dren i en
Klump paa deres blaa Sokker.

Halvmrkt var Tret blevet og Stuen; der brndte kun seks-otte
flakkende Lys endnu.

Berg lftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude....

-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han
almgtigst Julen paa Dren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre
sa opmrksomt efter Lys paa Lys.

-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste.

Nu var det sidste slukket, og der var mrkt, mens Faderen stille satte
Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause
gik de alle ud af Stuen.

De havde spist Syltetjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde
hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de
fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.

Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grfter. Fru Berg og
Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted
saa fejende og bred som en Fregat, der sttes paa Vandet.

Saa gik de stille igen, mens Snen knirkede under deres Fdder. Langt
borte hrte de over Marken Lyden af Violin og Fljte.

-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine.

Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens
Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.

-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.

De var stansede alle tre og stod nu tause tt ved det islagte Kr.

-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over.

-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.

Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.

Og alle tre stod de et jeblik bevgede, med jnene ud over de hvide
Marker under den stjernehje Himmel.

Det var sidste Jul.

       *       *       *       *       *

Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Lnge grd
hun og grd hun.

En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var
Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen.

Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.




II.

Der var Fremmede hos den narmede Baron. De var kommet tidlig, lidt
efter Middag allerede--Folk holdt af at vre sammen i de
Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i
Dagligstuen, hvor der stod n Rg af Piber.

Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som
havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og
nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre
kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i
Smaaklynger og blev ved at tale, hjt, om Bustrup og Vrkerne og
Mysunde og om den sidste Krig.

Over alle Stemmerne hrte man Kapellan Graa, der stod foran Stn fra
Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om
Slaget ved Isted og den kre Drot, hvormed han mente den afdde Kong
Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrm, hvorunder meget
Spyt var fljet ud paa Stns Vest, og han sagde som et Slags Rsum:

-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_.

Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var
Grundtvigianer og kvkkede som en Fr.

Ovre i Hjrnet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring
Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved
Frederits--_da_ havde han vret med: Det var Storm paa Skandser og
Brand af Vrker og Gaaen paa med Bajonetten under glade
Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken
spille, og naar de stormede, sang de.

Som Hstfolk havde de kldt sig ud og nappet Prjserne i en Kornager.

Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til
Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stn fra
Gammelgaard havde ogsaa vret med, han havde kmpet under Helgesen.

-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Rverkaptejn.

De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om
Schleppegrel; og om de Mza, der skiftede Handsker midt under
Kugleregnen. Hver fortalte hjlydt _sit_--undtagen Kammerherren,
Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om
Regeringen, der kendte sit Ansvar.

Ellers var det n Vise om Lystighed og de spiddede Prjsere, saa
Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig
Spg og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her
i Besg og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han
havde faaet skudt af ved Skydevelse i en Skytteforening, greb sit
Glas og raabte, hed af Krig og Punsch:

-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem.

De raabte alle med, med skinnende jne, og paa n Gang sang de, "den
tapre Landsoldat", med hje, larmende Rster, alle--undtagen Provsten,
der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store
Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide
Skjortebryst frem og smilte.

Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde
han--med den Stning plejede han at fortstte sit Livsvrk efter hver
Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--hjere og
hjere (Studenten oppe paa en Stol) sttende i paa hvert et
"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Nver for deres Fod.

Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang
endnu, og de holdt alle op som med et Ryk:

-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter
Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu.

-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sgte sin Avis i
Bunken.

-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa
glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko.

-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni
Fingre.

De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde
lse: Lad Provsten lse, sagde Stn.

-Ja, vil Hjrvrdigheden lse, bad de alle, mens de satte sig rundt
om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne
var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i
"Bladet"--den kunde han lse;

-Ja, ls, ls, raabte de alle.

Hans Hjrvrdighed holdt det lvemankede graa Hoved rankt, og med sin
myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen bldt, lste han bredt og
klart Korrespondancens Ord, som oplste han en Proklamation; mens de
andre sad med Blikket fstet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par
med foldede Hnder--og han blev ved at lse.

Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun grd.

Korrespondenten skrev om Vogne med "prgtigt Kd" og en Mngde Brd og
Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han
over til at tale om "Stillingen", og Hjrvrdigheden lste
uvilkaarlig med hjere Rst, dvlende og endnu bredere som en Digter,
der, klende, oplser sit eget Vrk;

"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold,
det gamle kre Dannevirke, som vi i et Aartusind have kmpet om, og
som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs
denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen stttes ved
Oversvmmelser. Og mere behve de ikke at vide: Mere er det ikke vrdt
at fortlle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er
en stejl Fstning, fra hvis Ildsvlg Dd og Fordrvelse ville spredes
i Fjendens Rkker,--at se derfra ud over Terrnet og at tnke sig vor
Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme.
Modtagelsen vil blive varm"....

Stn havde lagt sin Nve over i Forpagterens fra Vollerup, som
trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr.
Graa sad og slog sine smaa runde Hnder, knyttede, ud i den tomme
Luft.

Provsten blev ved at lse:

"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og re ved at
hre den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne
til Kampen. Vejene vare glatte, de pljede Marker, over hvilke jeg
red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvr ved at arbejde
sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo
vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder
vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham
at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje,
hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt.
Det vil blive besvrligt for ham at storme ls"....

-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Tnder.

-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over
Jordklumperne, medens vore Kugler gr lyst imellem ham og hans Blod
farver de hvide Marker rde...."

Provsten holdt inde. Men der hrtes ikke en Lyd; det var som de alle
med deres skinnende jne saa baade Marker og Blod.

"Mangen kraftig Mand"--lste han igen--"vil lgge sine Bn her i
den fremmede Jord; mangt et mt Moderhjerte vil faa det Budskab, der
er tungest af alle. Men det maa vre vor Trst, at Ulykken vil ramme
vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans
Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid
Modet maa blive lnnet, og gid mit nste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_
haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgrelsen ligger i Guds Haand".

Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Kn, men Kapellanen
sagde med vidtopspilede jne:

-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.

Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et jeblik sit
Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brd han ud og lagde sin Haand
myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har lst, _spejler Nationens Haab_.
Det er vor Fortrstning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det
hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil
vkke vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi nsten fik
ventet os i Svn. Bjet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde
saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev nsten
en duknakket Flok....

-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa.

-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og srgeligt gik
Indrmmelsernes Spgelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets
bedste Mnd forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den
Stund, som disse Mnd har _villet_. Ja--og Prsten lftede Rsten,
mens det gav ligesom et pludseligt St gennem alle de Mnd, der
lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med
velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den
maatte fgtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes lnger som
Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af
ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land....

De raabte alle Bravo og "Hr" og hede Ord, som ingen forstod, mens de
sa paa ham med aabnede Munde.

-Ja, raabte han og lftede Haanden halvt, mens han selv aandede svrt,
den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er
det, som vrnes i denne Stund.

Han taug.

De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Stn og Forpagteren fra
Vollerup pludselig lftede Armene, som svingede de et Par voldsomme
Vgte i deres Hnder. Saa lstes de i Grupper paany, og talte igen--om
"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, hrte man Graa sige over dem
alle: Gud vil skrme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod
tt ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt
det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der
var svagt snvlende:

-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.

De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret
til. Den ttte Rg i Stuen lste sig i Trkken til store og viftende
Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder.

I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men
inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe hjt, i Klynge om
Vrten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op
paa en Stol:

-Krig, mine Venner, er en Prvelse, men en Prvelse,--skreg han--der
styrker Selvflelsen; Krig er en Prvelse, men det er en Prvelse, som
hrder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element--

-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Stn, der sad midt i
Stuen og uafladelig frte sin knyttede Haand ned mod sit store Kn,
blev ved at sige:

-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned.

Kun Kammerherren og Provsten hrte mer; de andre gik op og ned,
rdblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa
hverandre, om tusind Ting, Hren, Generalerne, Tysken; og--pludselig
skldte de Kongen, Kong Kristian.

-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.

Det var Postmesteren, der skreg det frst, og der blev et Raab.

Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strm af Ord
ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens,
der vilde Afgrelsen ad den rette Vej; mens det tomme rme, som
Trkken tog, daskede svagt mod Hjrvrdighedens Ansigt.

Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strmmede sammen, saa
Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud
til Husmnd og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke
for deres Brdre ved Dannevirke.

Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden sa de
som Skygger Husmnd og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte.
Men, paa n Gang, havde de derude lftet og tmt deres Glas, og der
ld ni lange, dmpede Hurraer fast ud fra Mrket gennem Stormen imod
dem--som en Ed.

Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevgede af deres egne
Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde
med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Mrket:

-Hr. Kammerherre, det er Mndene fra Isted.

Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer vk fra
Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren:

-Det er _dem_, som skal d, du.

De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et St, paa
en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte
han--usammenhngende, krammende om den rgfyldte Luft med sin
lemlstede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han sa--og de blev
staaende og hrte ham:

-Om _Frerne_ er der talt--mr raabte end talte han--ja, de, som har
frt de ldre--men _os_, os de Unge, os, der skal kmpe nu, os har
andre frt: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye
Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har
frt nordisk Ungdom til bermmeligt Samtogt--_hans Syn har frt os til
denne Dag_....

-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevgede han sin Haand gennem
Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed
endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de
Illusioner har mttet os og de har vret vort Brd ... Og naar der
nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod,
men hrte hans unge Stemme og sa Skinnet paa hans Ansigt, lftede sig
i Hnderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende
jne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som sr med tindrende
Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmnd--saa er det ham og hans,
som har nret deres Haab og har frt dem herhen: _hans_ er Ansvaret og
ren--leve da _han_ og _hans_.

Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men
som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro,
raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over
Engen frem over Vnget--igen og igen.

Karlene hrte ikke og vendte sig knap for at se efter Blling, der lb
dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden:

-Hvor er Tine? hvor er Tine? og lb op ad Trappen med den samme
skingrende Raaben:

-Tine? Tine? Hvor er Tine?

Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men
virrede kun maalls med sit hvidgraa Ansigt:

-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Fr' i Degn'gaarden, hva' er der paa
Fr' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at lbe forvirret rundt
om sig selv med "Trkldet" i Haanden, som hun tog af sig i
Forskrkkelsen.

-Fa'er, Fa'er--Tine kom lbende med et Lys og bjede sig ned over
ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er?

Men Blling svarede ikke; fr han med t tog hendes Hoved og frte det
ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage
mod Vggen og lftede sine Hnder, som sank igen.

Blling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa
Dren--Dagligstuedren.

Tine gik ned og fik Dren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen
ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mr.

Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen.

-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede--og
vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd--:

-De siger, de siger, at de--er gaaet fra Dannevirke.

-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine sa kun ham, hans
Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte--men hun
kunde ikke svare mr, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet,
paa Trappen ved det forladte Lys.

-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bllings Skuldre: Er De
gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad
si'er De, Mand--saa forklar!

Men Degnen hrte ikke; han vidste kun n Stning, som han lallede, to
Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilflde, eller som en Idiot.

-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han sgte at lfte
Haanden med et Brev, han holdt--et Telegram, som Provsten tog og lste
og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive
Hnder, over alle de andre, som var stimlede ud.

Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Stn stttede ham. De vidste det
alle nu, men ingen talte--maaske et halvt Minut talte ingen. Saa lb
Forpagteren fra Vollerup, sklvende som et Lv, hen og slog sine
knyttede Nver ind imod Vggen og hulkede som en Gal.

Og man hrte dem paa n Gang hulke, blege og magtlse og forbitrede;
og Postmesteren fra Augustenborg lb frem og tilbage og sagde ivrigt
Men det er umuligt--det er umuligt--Hren--Hren, bestandig gentagende
dette ene Ord: Hren, og demonstrerende med sine krumme Fingre.

Udenfor hrte man Pigerne grde og Karlene, der gik stille tilbage til
deres Kretjer.

Stn, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Hnder ned paa hans
Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen,
Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om
han ikke kunde bre det mer. Men saa gik der som et pludseligt Std
gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem:

-Inat har man _forraadt_ Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok.

Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Aflb
for al deres raadlse Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strm af
Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forrderi. Og
pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede
han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, frt som en Kugle af hans
lemlstede Haand, tt forbi Hjrvrdighedens Hoved, lige mod Kong
Kristians Billede, der knustes.

Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned
fra sit Sm--Dannebrogsflagene over den afdde Konge lsnede sig ved
Stdet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de
begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel
Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten,
der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han stttede sig til
Bordet med en stor Gestus:

-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag.

Ingen havde hrt Dren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og
de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vkkedes:

-Aa, her er Selskab!

Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide
Skg; han sa et Nu hen over Borde og Glas og de vltede Stole: Stort
Selskab, sagde han og sa hen ligesom gennem sin Provst, der endnu
hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.

De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen
vilde, stille, bag om Bordet, naa Majesttens Billede--men _slap_ det:
Bispen havde set.

-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig.

Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Bn, som han
skyldte sin Charge--"Louise vil s de Ben i stramme Bukser", havde den
afdde Folkedrot sagt ham ved Udnvnelsen, og det joviale Kongeord
blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl sa et jeblik ned
paa disse urolige Bn.

Saa sagde han i en hlt anden Tone, mildt og meget indtrngende:

-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gre og meget at gennemgaa
for os alle.

Han taug igen.

Det var ivrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han
saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme sklvede
pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men flg dog frst
Deres Gster ud.

De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Dren klaprede i
Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blst ud--og de
gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem
Vognene. Man hrte rundt om Kuskenes Raab; Stn stod og grd igen,
lnet op til sine brune Heste.

De frste var kommet i Vognene og de begyndte at kre, Skridt for
Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad
Allen gennem Mrket, besvrligt og langsomt.

Tine sad med sin Fader i Kkkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_
havde hun bragt ham ind.

-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og
klappet ham igen--han var som livls, gamle Blling--indtil han brast
i Graad, lnet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen,
lnge.

Nu tog Tine Hnderne bort, hvormed hun havde stttet sit Hoved, og som
om den nye Stilhed vkkede hende, sagde hun:

-Saa kommer Skovrideren hjem.

Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig
med store jne.

Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i
rmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa
Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt
paa Trappen:

-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil
De staa op! Og han ruskede i ham.

Men det var, som om den lille Kapellan ikke mrkede det. Med sit
Dvrgeansigt, der sa ud som forvaaget, hlt op til Fangels, sagde han
kun:

-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark?

Og gamle Fangel flte selv sine jne svide, da han efter at have
besrget Kapellanen kom i sin Vogn.

Bispen var endnu alene. Lnge stod han og saa' ud over denne hrgede
Stue, hvor Gardinerne lsnede sig for Vejret, med de forladte Glas og
Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige
Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede
op og ned i Trkken. Biskoppen tog det op og lste et jeblik deri, og
mens den gamle "Reaktionres" Ansigt fortrak sig til Spot eller
Smerte, blev han ved med at lgge det sammen og sammen ligesom til en
lang Svbe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tmte Glas.

Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen.
rbdig tog han Kongens Billede op. Nnsomt, mens Lampens Lys faldt
paa hans Ansigt, lsnede han de splintrede Glasstykker ud, t efter
t, og hngte Kongebilledet hen.

De smaa Flag stak han op derover.

Saa lftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede.

Lnge betragtede Biskoppen den hjsalige Majestt--med et
besynderligt, med et respektstridigt Smil.

Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen hrte man, langt borte. Vognenes
tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.




III.

Det var efter Middag, og rundt i Porte og Dre til Lader og til Stalde
laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars
Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Bsterne frem og
fik lagt dem i Tjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt
jnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom
igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.

Sofie kom frem i Bryggersdren med en Spand og skulde til Brnds. Hun
var nsten altid uden "Trkldet" nu og havde et Par Tillb til
Alexandralokker bag rene, udenfor Nettet:

-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun
havde faaet en egen smidskende og koket Manr at tale paa, som om hun
altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser
"Skrtet" over Gaarden.

Ogsaa ved Brnden hngte et Par Soldater, som begyndte at hjlpe hende
med Spanden.

-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til
Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk.

Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne,
tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.

-Naa--n Gang brnder det vel ls, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i
Sofaen og strakte de lange Bn utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte
vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden.

-Ja, det gr vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog
ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt
og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdk.

Ellers hrte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved
Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med
Kaffen:

-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par
Lieutenantsbn at komme forbi i Drene, naar man skulde ud eller ind.

Der blev en hj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til
Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevr. "Wrangel" var et
Slags Fugleskrmsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle
Stave med en Hat paa og et gammelt Tppe; en Kost havde vret
Gevret--nu havde Blsten revet det ls og slaaet det ned.

Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen
vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt,
begyndte paany.

Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa
deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Bn eller paa
sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plnen,
stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hnderne i Lommen--om
og om Plnen. Nu havde de vandret _der_ en Time.

De to Kaptejner blev vkkede op af Tine--Officererne havde altid et
Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med
Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog
sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min
Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var
saadan et Dusin Lieutenantsjne, der ligesom altid hang ved dem:
Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod
dem ganske gavmildt kysse sig vk bag Drene.

-Ja, idag skal det _vre_, Jomfru Blling, sagde den ene Kaptejn og
fik rejst sig af Sengen.

-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med t, som hun stod.

Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han.
Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev
lavere; og han stod et jeblik, seende frem i Stuen som sa han for
sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og
komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa
Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap
at lsne et Skud.

-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra
sig.

Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde
den anden Kaptejn.

-Ja, sagde Tine og fr lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl.
6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun sa ud i Luften.

Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af
Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende
paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar,
naar hun gik ud og ind. Men idag lb hun dem forbi.

-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en
Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor
hun stod.

Lidt efter kom hun over Gaarden med et Trklde om sig, som Blsten
tog i. Da hun naaede Enden af Allen, sprang Lieutenant Appel over
Havegrdet ud til hende: Maa jeg flge med Dem? spurgte han med en hj
Stemme nsten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.

Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hren, saa
han havde ikke vret med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt
Officererne talte han aldrig, men sad kun, genrt eller drmmende, hen
og smilte saa undertiden med et Par store jne, som sa han et
pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med t og uden Anledning
ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var nsomt--rundt om Dammen.

_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Grdet, og med
hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nlende--om _det_,
som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.

-Om Vejen langs "Sen"--det er saadan en dejlig S, sagde han, med et
Smil, som sa han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge
Piger" kom, om Eftermiddagene og om Sndagen efter Kirke, to og
to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han....

Saa taug han lidt, bestandig smilende:

-Aa--de unge Piger er saa knne i Viborg, sluttede han saa langsomt og
taug igen.

Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mrkningen; hun
sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsgt
at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens
Tine blev siddende med Hnderne i Skdet og stille tnkte paa Brevet
endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om
alting....

Appel sad og fortalte:

-Det var i Julen; de havde vret til Bal; om Natten var det
stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og
Damer--allesammen i n Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til
Appels Forldre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til
Morgen....

-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens,
Lieutenant.

Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og
tilbage, lnger henne i Mrket, med t paany greben af Tanken, han
ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken
om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom:

-Naar mon det dog bryder ls? sagde han og blev ved at gaa.

Han satte sig paany, men lngere fra hende og han sagde igen:

-For det maa dog bryde ls! Og de taug begge, i Skumringen.

... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun nsten lb.

-Saa skal vi ud, sagde Appel med t som i et Ryk.

-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.

-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og sa
mod Jorden.

Tine hrte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde
huskes lige i de sidste Timer fr Skovrideren han kom, og Afdelingerne
drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa lnge sagt, at nu kunde
de ventes--:

-Hvor skal De ud? spurgte hun kun.

-I Nr. 2, sagde han hastig, og en strk Rdme slog pludselig op i hans
Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han sa ud i
Luften--to Gange:

-Saa er man der paa n Gang--saa er man der paa n Gang.

Tine lb op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden.
Han vilde ikke vre sammen med nogen--han maatte vre alene; han var
ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa
det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som
skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun tnkte n Tanke: nu er
det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.

Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden.
Inde i Stadsestuen, hvortil Dren stod aaben, laa et Par Kaptejner med
opknappede Uniformer paa Sengene.

Madam Blling var ved Opvaskningen i Kkkenet Hun sa saa inderlig
trt ud, med mange smaa Rynker om jnene. Hun frte en endels Kamp
med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af
Stvler og paa Vgge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge.

-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted
for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.

Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om
det, hun "havde" til Skovrideren:

-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem....

Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Blling plejede at lave lidt
Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man
jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var.

Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan
skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet?

-Og Blling, og Blling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var
en Slags Trthed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til
ham.

Gamle Blling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de
havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet
forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det hjre
Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det hjre je.

Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skdet: Naa, hvordan gaar
det dernede? sagde han; ogsaa Mlet var blevet lidt besvrligt.

Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tppet
bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa
holde det om dig.

Og hun fortalte.

Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Stj i hele Huset,
oppe og nede.

-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans jne.

Men Blling der ikke hrte efter mere, sagde kun med sin svre Tunge:
Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede
paa Tine med et Par tomme jne.

Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo
blive godt endnu--man maa jo haabe.

Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af
Soldater, der kbslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt.

Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne
ld, kaldende, hjt, ud over Markerne.

Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blsten
blgede den strke grnne Rug paa Lodden, mens Karlene drftede dens
Kvalitet.

-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt.

-Ja-a, svarte en Anden langt.

-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje
til.

-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre
langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den grnne Sd,
stttede til deres Gevrer.

-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen.

-Farvel og hils ham, svarte Madam Blling, som lb ud i Dren.

Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo
de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni
forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have ld Gevrernes Raslen
og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab.

Skovridergaarden var allerede de. Tine gik rundt og slog Vinduer op i
de tilrgede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener lgges paa Skovriderens
Seng. Ude fra hrte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at
synge.

Saa kom Appel lbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast
og bleg, og lb hen, hvor hun stod:

-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde nppe tale, medens han tog
hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de
kan ventes.

Og han stod kun et jeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes
Haand krampagtig i sin, fr han lb igen, ud gennem Gaarden med
flagrende Kappe--han havde blot _maattet se t Menneske og sige det_,
fr han skulde derud.

Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden.
Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man s
Regimenterne, naar de kom hjem.

Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som
jet gik over det vide Land, sa hun paa Bakker og paa Veje og bag
Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al
Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin
tabte sig bag Hjderne som Drn.

Dr var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel.

Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte
hrte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i
kortere Std.

Tine vidste ikke, at hun selv sang med, hjt, fra Toppen af sin Banke.
Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren
og Sang, mens Solen gik ned.

Saa sa hun Skovriderens Folk--_dr_--paa den nste Bakke--jo, jo, det
var _dem_. Hvor de sang!

Og Tine lb ned og hjem.

       *       *       *       *       *

Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og
Tallerkenklirren og Latter og Tale ld gennem Huset, naar Sofie gik ud
og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af
Maren; og ude i Gaarden lb glade Soldater hjrstet frem og tilbage.

Berg sad, med skrvende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine,
der stod og spejlede g. Det var nsten blevet hans bedste Plads, naar
han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine
brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at sprge om
og faa nje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred.

-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det sa ud, som
Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole.

Men Tine lo og blev ved at fortlle.

I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt
Flsk med bler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Dren.

-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med
tmte Fade.

-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye g paa et Fad. Berg lste
ved Tllelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet
med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store
Bogstaver.

De talte om Fru Berg--lnge, med halvdmpede Stemmer. De talte jo
nsten altid om hende.

-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.

-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.

-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have
saamegen Sol.

Inde i Dagligstuen var Officererne frdige med at spise. Der blev
spillet paa Klavr og ved Kakkelovnen slog man paa Brndestykker til.
Ude i Borgestuen hrte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt
af Madlugt og munter Stj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til.
De rg ved Leddet en sindig Pibe, fr de i Laden skulde lgge sig.

Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vrt--, _der_ gav han
sig ilag med Madam Bllings Frikass.

-Den Mad gr Undervrker, sagde Sofie, som bevgede sig gennem
Kkkenet ud i Borgestuen. Dr havde hun sit Hovedkvartr. Hun begyndte
hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende:

-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hnderne under Forkldet,
trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hnsefugle fr Parringen.

-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var
frdig med Madammens Hne.

-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.

Berg lnede Hovedet tilbage og sa efter Tine, der havde Toddyvandet
paa Ilden nu og satte Glas frem:

-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han bldt og langsomt.

Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der
ved Ilden.

Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Rgskyer fra deres
Piber, saa mtte og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mr,
sad kun og nd stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine
gik rundt imellem dem i sit hvide Forklde, sund og strk, og bd
Toddyvand om. Officererne bjede sig frem og hviskede paa hendes Vej
til hende, mens Lieutenant Lvenhjelm blev ufortrden ved at hamre "El
Ole" paa sit Klavr.

Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra
Kbenhavn--en jdisk udseende Person, der skulde berve Berg hans gode
Seng inat for at faa Lejlighed til "at s et landligt Kvartr"--om
Fgtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig
godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man njere kendte Rapporten.

-Tre Dde, Hr. Kaptajn, sagde Lvenhjelm og holdt et jeblik op at
spille.

Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og
beklagede sig for Berg: hans to Dtre vilde nu ogsaa herover--til
Ambulancen.

-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer
hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen
hrte Tine sige med sin hje, glade Stemme nede ved Klaveret til
Lvenhjelm et:

-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhjt, Tine ogsaa;
Majoren gik bort fra Themaet "sine Dtre" og lagde Haanden over paa
Bergs Kn, der sad ved hans Side:

-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med jnene Tine i det
skinnende Forklde--ligesom Berg, der ikke tog jnene fra hende.

Majoren brd op, og de andre fulgte. Der blev et Lb paa Trappen og en
Stj oppe i Gstevrelserne. Stvler blev slaaet haardt af i hele
Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglde de flade
Hnder mod Vggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap ls
frst nu, de kom af Klderne igen og i de gode Senge, hvor de laa i
rene Skjorter mellem Lrredslagener. Glad Staahej var der i alle
Stuer, og i Seng krb de i hver en Krog.

-Hva', det gr godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i
Vggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.

Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog
Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa
til Underlag paa sin Sofa.

Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen
sad kun den narmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham
om sine Englndere. Den Enarmedes Englndere var to skindkldte og
gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som
Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa en og i Skanserne, med
Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser.

-Ja--kre Ven, sagde han, er det ikke rrende ... de siger: _vore_
Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kre
Ven, deres egne _Landsmnd_--ja--det er rrende ... Baronen taug et
jeblik og Korrespondenten sagde:

-Ja, de Herrer fler for vor Sag.

-Og De kan rolig nvne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig
nvne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som
var det en kongelig Indrmmelse af de Skindkldte, at de maatte nvnes
i en Avis.

Korrespondenten noterede deres Navne, fr han lagde sig i Skovriderens
Seng.

Tine var frdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i
Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og rg de endnu siddende op i
Sengene. En Lieutenant, der hrte lidt Stj i Dagligstuen og aabnede
Dren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i
Dagligstuen.

-_Mig_, raabte Tine hjt og lb lende sin Vej; hun var saa vant til
Kantonnementslivet nu.

I Gangdren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for
Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om
sine Lader.

De stod et jeblik sammen paa Trappen. Natten var mrk, saa de kun som
Skygger sa Gaardens Lnger, og alting var stille; kun et Kreatur
skrabede i sin Baas. Saa ld der ligesom en Puslen henne ved
Bryggersets Dr.

-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.

-Aa, det er vel Borgestuedren, svarte Tine og blev med t--for et
jeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa
Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.

De stod et jeblik endnu tause i det dybe Mrke.

-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand.

-Godnat.

Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rrte ved hendes Dr.

-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen
og lagt ind til mig ...

Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej!

-Ja, ld Stemmen bldt, og det er alt for meget--alt for meget ...
Tak.

Hun hrte hans Trin fjrne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun
havde faaet Taarer i jnene. Saa kldte hun sig af og gik i Seng,
langsomt og stille.

Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener,
naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange
mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og
nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det dde
Hus.

Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting.

Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ...

Tine laa og smilte. Hun tnkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa
Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen.

Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for
Skovrideren.

... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren.

Saa blev der ganske tyst i Huset.

       *       *       *       *       *

Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kkkenet paa bare Ben, som
hun var.

Det frste Horn havde hun hrt i Svne og var faret op.

Jo--det var--det var Allarm....

Alle kom op, oppe og nede. De lb allerede i Storm over Gaarden. Tine
fandt intet Lys, fik Klderne om sig, raabte ud i Gangen:

-Sofie, Sofie.

Skridt ld inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen:

-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tndt et Lys, som Trkken
slukte.

I Gangen lb Officerer forbi i Mrket. Oppasserne foer gennem Stuerne
med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Lvenhjelm; bleg og raadls
knappede han Uniformen til og knappede den op igen.

-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Kkkenet: St Lys i Vinduerne.
Rask rask!

-Ja, ja, svarte Tine, ja....

-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu.

-_Maaske!_ Og han gik.

Signalerne ld bag Lnget, allevegne. Hestene blev frt ud i Gaarden
nu.

Tine tndte Lys paa Lys. Officerer og Soldater lb i Gaarden blege,
forbi Skret. Ovenpaa hrte man endnu Stemmer gennem de kladrende
Dre--i Gaarden ld Majorens Kommando, som Blsten tog.

Og Baronen skreg paa en Vogn.

Korrespondenten lb forvirret frem og tilbage og kldte sig paa midt i
Stuen, trippede op og ned og gned Hnderne, mens han sagde:

-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.

-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.

-Ja, alle venter, at det skal gaa ls, blev Bladsjlen ved og kom ikke
i Vesten for Trippen.

-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes
Haand, et Nu, saa fast.

Tine sa kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude.

Huset var tomt. Man hrte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad
Allen....

Sofie kom ind med et Lys, i Nattrje.

Hun sagde:

-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring
og grd fra Gangen til Stuen.

Tine hrte hende ikke. Hun lb ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde
aldrig vret saa angst. Hun foer i Mrket paa et Tr, ind i et Busket,
men hun blev ved med at lbe--op paa Hjen.

Kun som en stor Skygge sa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi.

Hun stod lnge; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men sa intet. Taus gik
den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Mrket, hvor
Trinene dde.

Saa gik Tine ned og ind. Lysene brndte bag Ruderne endnu; Trkken
stod ind gennem alle Dre. Foran de forladte og uredte Senge stod et
Par flakkende Praase.

Ude i Kkkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i
Borgestuen laa Maren paa Slagbnken, oppustet, sovende, saa lang hun
var, ved Siden af sit Lys.

Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og
vilde forsge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde
liggende.

Men hun skrev ikke; lste kun det Skrevne, bjet under Lampen: Ja--det
var om Skovrideren alt, hver Stning--_alt_.

Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i
Havestuen i Mrket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord
og grd ...

Dagen meldte sig med sit frste Skr. Graa listede Morgenen sig frem
over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.

Drene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede.

Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag.

Ude hrte hun igen Horns Signaler, som Stormen snderdelte, saa de ld
som Fugles Skrig.

Saa pludselig smilte hun: hun tnkte paa hans "Farvel".

       *       *       *       *       *

Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.




IV.

Roen var brudt.

Kanonerne gd deres dybe, forfrdende Lyd hen i den blgende Luft,
Time paa Time, mens Vejen genld--bestandig--af Marcherendes Trin,
Ordonnantserne jog og foer paa halvdde Heste: to Gange var der blst
Allarm i t Dgn.

Alle Lnger i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vgge--som
var de febersyge Levende.

Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom
og Tropper gik.

Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i
Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _hrte_ kun uden at kunne
rive sig ls: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ hre.

Stj var der i Stuerne. Officererne talte hjrstet, nsten glad:

-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En.

Der var andre, som mente syv. Og paa Vrkerne var der dog ikke gjort
Skade.

-Ikke for Krudtets Vrdi, sagde en Adjudant.

Ved Kakkelovnen stod den strste Flok. Der var en Kaptajn med
Napoleonsskg og Pibe, som sagde:

-Sekondlieutenant Appel er saaret.

-Saa?--Han, den Nye?

-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen,
lagde til:

-De vd, den tynde blonde.

Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mst helt unge
Lieutenanter, som bed i smaa Overskg og diskuterede Begivenhederne i
srdeles fagmssige Udtryk.

Tine gik dem forbi.

Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprngt. Tredive Mand
var blevet som knust og mast af Bjlker og Splinter.

Tine stod hos og hrte lnge.

-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Blling, sagde muntert en Kaptajn, der
vendte sig og lste sig ud af Gruppen.

-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at hre: Fyrretyve Dde,
paastod En, at der var.

Tine levede kun i n Tanke.

-Og de skyder endnu--de skyder endnu....

Tilsidst rev hun sig ls og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og
der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer.

I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han
talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved
Blokhuset. Tine blev staaende og hrte ikke en Stavelse af hvad han
sagde. Med t sagde hun kun, dmpet, og sa paa ham:

-_Var det saa forfrdeligt?_

Lieutenanten blev ved at fortlle--i Virkeligheden havde han ligget i
Nr. 10, hvor der i Dgnets Lb var faldet to Granater--:

-Hedt var'et, sagde han, men man vnner sig jo til Ilden.

Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han,
som i Tanker, frte Tines slappe Haand ind mod sit Kn.

-_Sa_ De de Dde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.

Saa kom der nogen fra Gstevrelset, og Lieutenanten stille bandte.

Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer
redt; hun blev spurgt og gav Svar.

Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i
Krogene og jamrede.

Nu var hun krbet ind til Tine i Kammeret.

-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under
Kanonernes Stj. Det kommer over os all' ... fr vi vd'et ... fr vi
vd'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden.

Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drn blot voksede
gennem Natten.

Sofie blev ved at tale i en grdende, bestandig stigende og atter
synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der
"ikke vidst' hvor hun vild' slng' sig hen til hvert et Par Bukser".

-N hun vd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:

-Saa hun sr ejegod ud; hun sa op paa Fru Bergs Portrt, der hang
over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.

-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og
En vd ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vr' sket, og hvem der
ka' ha' draget sit sidste Suk.

Sofie begyndte at grde hjlydt:

-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og
stod ... herind' om Dagene.

Tine tog Billedet og betragtede det lnge:

-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun
Hnderne derover. Taarerne sprang frem af hendes jne--for frste Gang
i disse Dgn.

Rundt i Huset brd Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om
sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var
dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa.

I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu.

Tine gik med Lygten rundt om alle Lnger. Inde var der stille
allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved
Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen,
som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde".

Men han "bjede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved
Lygten.

Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet brndte et flakkende Lys,
som Maren nu igen var lbet fra.

Inde i Kammeret kldte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen,
tnkte hun pludselig:

-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen.

Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da
brlte de, dumpt, som mod Uvejr.

       *       *       *       *       *

Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt
tilbage.

I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede
forbi, alle Regimenter var ude.

Baronen var faret tilvogns ved det frste Gry.

Nu var der ikke en Gang Stj i det store, tomme Hus, og ingen Frden
lnger. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.

_Der_ tog Madam Blling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande
fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hnder. Tine tog
i med--med opbundet Skrt.

-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Blling, der sbede Karme
med sine gamle Hnder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprkker--Smudset
kommer ind over alle Drtrin.

Madam Blling sa ud paa Pladsens dybe lte:

-Og det bliver kun vrre og vrre, sagde hun og tog fat paa
Afsbningen igen.

-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Drkarmene
--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.

Ovre i Krodren var Tinka kommen frem mellem Sjlerne:

-De ta'er nok det vrste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og
slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med
Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa n Gang have
travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle
fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro!

Tinka satte i Lb ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende.

Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drn. Saadan havde de endnu ikke
raset fr. Ruderne, Madam Blling polrte, dirrede i hendes Hnder.

-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens
Hnderne gik hen over de rystende Ruder.

Tine lod Karmene vre, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol.

Ude ved Skorstenen skndtes Husmandskonerne uforstyrrede om det
kogende Vand.

De var frdige, og Madam Blling vilde flge Tine. Hun vilde s,
hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende lte.
Madam Balling lftede Skrter og vidste ikke, hvor hun skulde stte
sine Bn.

-Tine, Tine, kaldte hun gennem Stjen og sa om efter Datteren, der
hele Tiden blev tilbage.

Var det da ikke, som gik Tine rent i Svne ... og mager var hun
bleven--rigtig mager blev hun:

-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Blling og gik videre.

Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe
Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok.

Madam Blling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Mblerne havde
faaet Skub og Vggene Std og ingenting saa stod det, hvor det skulde:

-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Blling ved al den
delggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det fr havde
vret:

Og--s nu, og s nu! Madam Blling stansede og begyndte at grde.

-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.

Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der skt i hver
en Krog.

-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Blling lidt heftigt.

-Ja, Moer, ja, sagde Tine.

Hun sa det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt
blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo
ikke overkomme det.

Madam Blling blev ved at gaa og halvsknde:

_Noget_ kunde man gre for at holde sammen paa Tingene.

-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun.

-Ja, Mo'er, ja.

-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som
skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gnge.

-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Blling sagte, og hun begyndte selv at
grde igen, mens hun klappede Datterens Hnder.

... Madam Blling var gaaet over Gaarden til Leddet.

Trt satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og
_hun_ hrte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun
havde kun n Tanke, Ntter og Dage, blot n Tanke, der skar gennem
tusinde:

-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._

       *       *       *       *       *

Da Madam Blling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun
vilde ud til Pr Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det
sidste; og ingen fik jo Stunder til at hge om en syg Stakkel nu.

Men oppe paa Markhjen sa hun pludselig Blling, helt oppe paa
Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.

-Men at Blling var klavret derop,--Madammen satte nsten i Lb op
over Pljelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge
Mand, elendig som han var.

-Blling, Blling. raabte Madammen.

Men hun hrte ikke mr--ikke sin egen Rst. For hvert Sekund, mens hun
lb op imod Blling paa Bakken, steg Kanonernes Drn. Nu naaede hun
Toppen.

Som et uhyre Tppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den
vltende Rg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund,
mgtige Sjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vldige Sttter
op imod Himlen--Huse og Byer, der brndte til Grunden.

Madam Blling talte ikke. Forfrdet begyndte hun at ryste og frte,
som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Hnder op og ned.

Blling havde st hende. Men han rrte sig ikke.

Han tog kun sin Stok og frte den i sin rystende Haand pegende rundt
fra Sjle til Sjle og talte med sit svre Mle:

-Det er Ransgaarde.

-Det er Staugaarde.

-Det er Dybbl

Madam Blling kunde ikke tale. Heller ikke grd hun--blev kun ved at
bevge de foldede Hnder hjlpelst op og ned.

-Det er Dybbl, sagde Blling igen.

-Du maa ikke staa her, sagde Madam Blling saa og _rev_ ham med sig,
lbende med den Syge ned over Pljelandet, brende ham halvt:

-Du maa ikke staa der.

Det var som Kanonernes Drn sagtnede nu. Blling gik mimrende, med det
rokkende Hoved. Og stttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen
Ord i sin forfrdede Hjrne og sagde kun som Tine fr--to Gange:

-Ja, alting er ude af Gnge.

Oppe paa Hjdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.

       *       *       *       *       *

Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det
gamle Sovekammer--_der_ var Snavset vrst.

Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; rkesls sad hun
kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder.

Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Hjrvrdighedens
Stemmer.

De gik ind.

Baronen kom fra Snderborg. Han var i Ekstase, i rn Ekstase over sine
Englndere.

-De lb frem. Deres Hjrvrdighed, foran Skanserne, midt i
Kugleregnen--de ligefrem _sger_ Dden, sagde han.

Baronen var helt ude af sig selv.

Men Hjrvrdigheden interesserede sig mindre for Englnderne. Han
talte kun om Snderborg, om Bombardementet. Han var oprrt,
indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:

-Det er en Krnkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en
Forhaanelse af Aarhundredet.

Tine hrte hans brede og befalende Stemme, der forbitret ld op med
Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret:

-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han
maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor
Regering vil handle....

Han blev ved, talende hjere og hjere, udstdende sine Trusler mod
alle stersens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde
vre Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres
dumpe Drn.

-Og Europa vil ikke s derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er
Draaben--Europa vil rejse sig--vr vis derpaa....

Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:

-Hvad si'er Deres Englndere?

Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to
Skindkldtes Eder. Og Hans Hjrvrdighed nikkede stille, staaende
midt i Stuen, sende ud for sig, som sa han allerede for sine jne
alle disse Skarer, der brd frem fra alle Verdensdelens Hjrner:

-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes
om os.

Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fgtende med sin
ene Arm.

-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar
_de_ ikke turde, burde _vi_ lrt dem Energi. Det var Offensiven, det
gjaldt.

-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gr vi? hvad gr
vi?--og Baronen udspilede som fem Sprgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja,
vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor
Krigsfrelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt.

Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie.

-Ja, sagde Hjrvrdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her
fattes Energi; _det er ikke i Kbenhavn, man mangler Mod_. Men,
tilfjede Hjrvrdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet
med en anden Hr....

Tine hrte Gangdren slaa op og i, og Sofie lb gennem Gangen og
raabte:

-De kommer, de kommer!

-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen.

-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der lb frem og tilbage.
Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket
Tog--sikket Tog!

-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende.

-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var
saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en hj
Klagetone) _faderls_....

Tine hrte ikke mer. Hun lb ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende
skreg Baronen i Gaarden.

Men Tine blev ved at lbe, henad Snderborgvejen, forbi Ordonnantser,
Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hrte Vognenes tunge Slb paa
Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Tkkemands Hus:
herude paa Vejen kunde hun ikke s dem--her kunde hun ikke staa.

Hun vendte sig og gik ind.

-Det er de Saarede, sagde hun blot.

Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Hrup Hav,
sagde hun langsomt og fik Slagbnken vidsket af--til Sde--med sit
Forklde.

-Ja, nu har _de_ sat Frligheden til sagde Krblingen, der sad ved
Ovnen bag Tine.

Tine vendte sig hastig mod Svogren og sa angst paa ham: hans Ansigt,
der var underlig fortrukket som en Dvrgs og de to Bnstumper, der
hang ned fra Sdet som to Byldter.

-Aa-a, Gud, ja, stnnede hun sagte og sank ned paa Bnken.

De hrte Vognene komme nrmere, som svre Fragtls ld det tt i
Vejen. Krblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet.

-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar.

Tine lftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak
den frste Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun
til Side. Hun syntes kun, hun sa nogle hvide Ansigter gennem et
flimrende Rdt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede.

Sagte Jamren ld der. Nysgerrig var Krblingen hoppet ud til sin Sten
ved Vejen.

Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den
Jamren, der ld. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi.

Ane kom frem bag hende med de to paa Armen:

-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih,
nej, ih--nej, s. Herre Gud, s, saa Blodet dripper....

Tine sa dem--Vogn paa Vogn.

Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham kre med varmt
l nu--det var svrt saa det gav at kre med varmt l nu.

-Og saa saa'n Krvling, sagde Ane, han sku' vel faa Afstning da.

-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane lb hen til det andet
Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er dkket te'....

Tine var der ikke mer. Hun stdte til Krblingen paa Vejen, hun sa
intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dkkede Vogn og
hun sagde til Kusken: Vi kan lgge dem bedre, lad os lgge dem
bedre--blot for at lfte Kapperne og s dem, et efter et, de graablege
Ansigter.

-Det er vel mestendels nok t og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde
Kusken sindig.

Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Md, mens Taarerne
lb ned ad hendes Kinder.

Hun hrte de skrattende Englndere bag sig. Og hun fo'er sammen med et
Gys, da de strg hende forbi. De lb omkring og de stansede Vognene
for at trykke de Saaredes Hnder og de kiggede de sagte Stnnende ind
i Ansigtet og blev ved at sige:

-De tapre Folk, de tapre Gutter.

Som langt borte sa Tine paa Skovriderhavens Hj Hjrvrdigheden ved
Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede
Englnderne med den Enarmede--og en lang Stnnen ld fra Vogn til Vogn
ved det pludselige Ryk; mens Hjrvrdigheden sagde, idet han lftede
sin store Haand:

-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Fdrelandet.

Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen
raabte ned over Vejen:

-Jomfru Blling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ...
Mr. Arboun har bragt det.

Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa frte hun Haanden hen
over jnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig
sa--sa de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrgtede Dyr--og hun
smilede.

Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den nrmeste Vogn: en
Haardtsaaret stnnede svagt, lnet til dens Fjl; og, flgende med
Vognen, lftede hun ham op og gav ham, mildt, Sttte i sin Arm.

-Er _det_ bedre? spurgte hun.

-Ja, hviskede han og smilte.

Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm.

-Men hvor jeg trster, sagde den Syge.

-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per
Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun lb langs Hegnet hen til Jens
Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun lb.

-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen
igen og tog med den anden Haand det tmte Krus.

-Ja--Tak.

Den Saarede slog de matte jne op: Men til de andre, sagde han ganske
sagte.

-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i jnene. Hun lagde ham ned igen
og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i
deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, sknkede
hun og rakte dem Vand, n efter n. Hun lb helt frem forbi Vognene,
op forbi Krolngen, og raabte hjt ind mellem Sjlerne med sin klare
Stemme:

-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!

Tinka lb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande ste de Vand
i Glas og Kopper.

Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Blling kom ogsaa ned, med Saft og
Vand i et Par Skaaler.

Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede
takkende trykkede deres Hnder.

Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; ldskede for en Stund, sad
og laa de Saarede roligt.

Madam Blling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Blling i det
aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med jnene
den sidste Vogn, som langsomt bjede bort.

Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa sa hun
Forldrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu.

Og hurtigt slap hun alting og gik ind.

Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme
og vre her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen
Ulejlighed. Blling sad med hendes Hnder i sine i den gamle Krog. Han
var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse.

Det begyndte at mrkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa
Bnken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var dd hen og Alt var
blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante
og hjemlige Hamren.

Saa hrte ogsaa den op; Drengen fik lukket og stngt, og Smeden kom
hen over Pladsen med sin Hund.

-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine.

-Ja, svarte hun.

-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt.

-Godnat, Jomfru.

-Godnat, Knud Smed.

Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende.
Stille ragede Hegnenes Pil op i den mrknende Luft.

... De havde drukket The. Blling var kommen til Ro i sin Stol og
Madammen var ilag med at strikke Hl. Tine sad nede paa Forhjningen,
med Hnderne i sit Skd.

Madam Blling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf.

-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa
hun lide.

-Ja, sagde Tine langt og mildt.

Hun lnede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og
hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete":

  Ak, kreste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn,
  min Grete rejser fra mig idag til Kjbenhavn.
  Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig,
  at gre mig en Guldring og skrive indeni.

  Farvel, farvel, lille Grete!

Madam Blling nynnede Omkvdet med over sin Hl.

-Ja--saa hun sang den knt, sagde hun, da Sangen var forbi.

Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Hnderne i sit Skd.

-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede
sin Fader.

       *       *       *       *       *

Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun
gik og blev ved at hjlpe med _det_ og med _det_.

-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Blling--_hun_ havde
saamn ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ...
Hun vilde have Tine derned.

-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Blling--han var snavs
igen.

-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg.

-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget
mildt og stille over Tine--: Farvel.

-Farvel da Mo'er, sagde hun i Kkkenet og lb.

Hun gik over Grdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mdte hun
i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:

-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Gld' at s
ham--Sofie glemte Maden af Rrelse--aa Gud, om Fruen kun' s ham, saa
frisk og sund han er.

-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte.

Sofie gik ud og ind og serverede; i Kkkenet snftede hun: Saa
Skovrideren er kn--det er Herlufs jn'--det er Herlufs jn', blev hun
ved. Men Lvenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot
Figur.

-At tnk' sig, de kommer der fra Ddens Mark, just direkt' fra Ddens
Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--:

-Jo, Lvenhjelm, han har en flot Figur, erklrede hun igen. Sofie var
i det Hele tilbjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom
lig' fra Dd'ens Mark".

Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede
til--til Maden, og naar Dren blev lukket op, hrte hun nu og da Bergs
Stemme.

Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved
Vinduet, da hun hrte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _sa_ ham,
saa rank og strk.

Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv
havde han dog heller ikke sgt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod
han lidt:

-Har det ikke sunget for Deres re? sagde han og blev ved at s paa
hende: _Jeg har tnkt paa Dem_.

Han tog ikke jnene fra hende. Paa hans Sprgsmaal svarede Tine ikke.
Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:

-At De er kommen hjem.

Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hrte knap
de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at s paa hende, som hun sad,
strk og sund og rn--saadan som han sa hende altid og altid
nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen.

-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.

-Ja.

Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rrte ved
Dren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for nr: Kom ind.

Det var blot Madam Blling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle,
som hun vilde bringe herned"....

-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er
fuldt og Blling ... og Blling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og
mister Humret--jo, du gr Tine--hun gaar helt hjerteangst--man sr
det ud af jnene--naar de Kanoner brler.

-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Blling og sa op og ned ad
Berg med sine gode jne. Jeg si'er jo til Blling: naar kun
Skovrideren er sund.

Hun blev ved at s paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og
gik.

Madam Blling og Tine gik ud i Kkkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i
Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer.

-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Blling, der var ved
Vinduet og sa efter de gode, ranke Skikkelser.

Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke.

... Lidt efter fulgte hun Madam Blling paa Vej.

Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger,
mens Aftenklokkerne begyndte at ringe.




V.

Paa Pladsen rg Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i
aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen.

Tine fik Blling ned ad Trappen og stttede ham, mens han orkede ned
forbi Lngen.

-Nej, Blling er snavs, sagde Madam Blling, der stod og sa efter dem
fra Krodren--hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde
Vejr.

Madammen stod og blev ved at s efter Manden og Datteren; hun syntes
ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Blling og
puslede om ham baade tidlig og silde.

-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Blling, og krt er
'et jo, rigtig saa krt ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun hger
sin Fa'er, for ingen kan lgge Blling en Pude til rette som Tine.

-Men "_dernede_" sagde Madam Blling--hun hrte Skovriderens Stemme
over Pladsen, han kom saa tidt og besgte Officererne i Skolen, nu, om
Eftermiddagene--; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle
Lofter sorte.

Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde _sit_ re efter Gstestuen,
hvor Tinka lo og glanede.

-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Blling
efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om _her_
ikke ... aa Gud hjlpe det ... var Lasaret nok alle Vegne.

Madam Blling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod:

-Som om hun behvede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at
passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir
helt sanselse, sagde hun.

-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig
havde ret efter Tinka i Gstestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skre
Potter.

-Og jeg si'er det, sagde Madam Blling, hvis Tanker stadig gik ud og
ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren
kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede....

-Men Tine, sluttede Madam Blling, er jo blevet saa taus, som var der
slaaet en Laas for hendes Mund.

Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende
Dren i for Nsen af et Par Lieutenanter.

Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle
Artillerister red deres Heste tilvands ved Kret i snavsede Trjer.
Madam Blling gik hjem til sit.

Berg sad ved Vinduet nrmest Trappen--_der_ kunde man se hele Lngen,
hvor Blling, stttet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i
den sidste Sol:

-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og
fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol.

Berg gik ud, ned over Pladsen til Lngen. Ja, her er L, Skovrider,
her er L, sagde Blling og tog hans Hnder i sine. Og Tine sttter
mig--Tine hun har Krfter.

De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Blling. Den Gamle lod ikke den
svre Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid"

-N, n--det husker De ikke--det var fr Deres Tid--det var jo Aaret
fr Forstraadinden dde--Tine var ikke strre end _saa_--det var det
Aar, den nye Krolnge brndte, du husker, Tine--du havde de hvide
Duer, de to hvide Duer, som flj i Ilden--de spiste af Haanden, da du
ikke var strre end _saa_....

-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm
laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen.

Men Blling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine
endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos
Blling om Eftermiddagene nu.

-Ja, Tine har Krfter, sagde han--hun nsten lftede ham op ad
Skoletrappen--: hun har Krfter.

-Hun er vel ikke kn, sagde han og stansede paa Trinet og sa paa
hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund.

-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er.

-Og _god_, sagde Blling og tog hende om Haaret.

Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran
Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at
lyde. Gamle Blling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine
alene ved Siden af hinanden.

Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Hnderne
under Klokkeklangen. Kun fra Kroen hrte man Tinka--hun var som i en
evig "Tagfat".

Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at
drive hjem.

-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig
hastigt.

-Nej ... jeg kommer vel ned....

Der var kommet som en hastig Rdme over begges Ansigter; det kom der
let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og
helst, naar Tredjemand var tilstede.

-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen.

Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik.

-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig.

-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der
lystigst.

-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i
Bryggersdren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke
Vrkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i
Sergeantstuen.

Tinka lo himmelhjt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer.

-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et
nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der
sad paa Skovriderens Kn.

Men Tinka blev ikke lnge i Ro--hun hrte, Lvenhjelm var inde hos
Tine i Spisekammeret. Den rgede Skinke skulde ned fra Loftet, og
Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Hlene.

Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Drene saa' hun
Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe.

En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel
Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys.
Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i
Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.

Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmssig
ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke lnger:

-Det er det blte Als, sagde han, det blte Als--og gik ind til
Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet.

-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun
endelig kom og gik ind med Maden.

Tinka satte sig med skrvende Bn paa Blokken og pustede:

De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde
maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltrnges en Undskyldning for
hendes Tilstand.

Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Frst blev
han staaende i Dren, lnge lnet til Karmen og rygende; indtil Tine
sagde, med bjet Hoved:

-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men
Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De
dog siddende, sagde han.

Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte nsten
altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev
Lieutenant--om "de frste Aar", "de glade Dage", sagde han.

-Da man flte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og
gav sig selv et antageligt Rap til venstre.

Og Berg lo og blev ved at fortlle.

Tine taug og frte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og
ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende.

Hun rejste sig og hun bragte Mlkepunschen ind og tre Glas; og de
drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Tppe--mens Tinka og
Berg blev ved at tale.

Hen gennem Huset hrte man Lvenhjelms Klaver og Majorens Stemme.

-At tnke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde vret
en lille Stilhed:

-Hvor her er Fred, sagde han og sa rundt i det lille Kammer.

-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Hnderne mod sit Skrt.

Berg rejste sig igen, men blev atter staaende lnge i Dren, fr han gik.

-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De
Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid.

-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til
Sengetppet, hvor Skovrideren havde siddet.

Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun lste dem saa urolig
og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom flj bare hen over hver anden
Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun
kunde lse dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at
hun med t tog dem op og lste dem hjt.

Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lvenhjelm at synge. Man hrte
Ordene hlt herud:

  "Hej, Vgter! Hvor skal Slaget staa?"
  "Oppe paa Hjrnet af Aabenraa!"--
  "Ih Gud bevares, skal den Sorg
  ramme det prgtige Pjaltenborg!"
  Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa!

Brevet var mest Sprgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage
med "Husker De?" og "Husker De?" igen.

Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lvenhjelms Sang, mens Tine blev
ved at lse det lange Brev--Side efter Side.

-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er lnge
siden.

-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Lngesiden.

Nej--hun hrte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun sa ikke
hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa
langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjlp nu hos Minderne
mer.

Inde i Dagligstuen sang Lvenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka
kvdede med, mens hun lo:

  Og hvem der nu i Sengen laa,
  naaede knap at faa Buxer paa,
  men hvem der stod og sov--Hurra!
  frelste sit Liv og sit Tj endda.
  Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!

Sangen holdt op.

-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_
er dejlig.

Tine lftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste
ikke, at hun lste og lste atter og atter de samme Ord deri:

"Hvorfor skriver Henrik saa sjldent, og naar han skriver, saa kort og
hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i
den sidste Tid."

-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.

... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op.

Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han
skrev og skrev paa og ikke fik afsted.

-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort.

Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen.

... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie flge hende.

-Nej Tak, min Pige, vi lber Storm i Mrke, raabte Tinka og lb.

Ude ved Havehjen sprang Lvenhjelm over Grdet for at flge.

... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Lnger iaften.
Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Drn
tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen.

       *       *       *       *       *

Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Svrtede, blege, tyndede
vendte Tropperne hjem med Sang.

Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glden, mens det sagte
rullede frem gennem Landet.

Men Sangen tog paa igen--hjt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og
Brn lb ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer:

  Nu skal vi nok atter med Prjseren slaas,
  han skal ikke finde os bange;
  vi har jo dog viist, vi tr byde ham Trods,
  sknt vi vare Faa mod saa Mange.
  Men heller en Kamp med et aabent Visir,
  end Rnker i Ln og en Kamp paa Papir.
  Lidt Torden og Lynild gr Himlen saa klar,
  den taagede Luft kun paa Krfterne ta'r!
  Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt;
  nej, kun Krigerens Daad knkker Tyskerens Magt.
  Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.

Tine stod paa Markhjen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbl
var afslaaet.

Huset genld allerede af Tummel. I Gaarden lb Baronen rundt og
trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig:

-Men hvad "flte" De? Hvad "flte" De, min Ven?--og lovede Punsch.

Sofie, der lb stundesls hid og did og lo til alle, sagde:

-Ja, En maa gr' de Krigere en munter Aften--de har fortjent en munter
Aften.

Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt
paakldte og ddtrtte, mens de blev ved at tale--fra Stue til Stue,
hjt og glad Ude fra Vejen hrte man Afdelingerne, der sang.

Berg var gaaet ud i Tines Kammer. _Der_ sa hun ham, da hun kom--han
sad foran den lille Ovn.

Hendes skinnende jne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes
Hnder.

-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har vret en
lykkelig Dag.

Hun taug et jeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og
sagte:

-Hvor Fruen vil blive glad

Berg stod lidt:

-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Hnder. Tine vidste
ikke, at Taarerne lb ned ad hendes Kinder.

... Baronen var i Kroen for at kbe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens
Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte
Suppe udenfor Lngen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede.

Tinka og Gusta kom, i Kkkenet, med i Arbejde: Piskejern og Slve gik
rapt i alle Fade. Gennem Dren i Bryggerset sa man Maren midt i den
ttteste Os.

Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved,
lyste i Mrket nu:

  Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat,
  og livet jeg ringe vil agte;
  lad Tyskeren gre sig helt desperat;
  jeg skal ham dog mageligt magte.
  Og naar vi saa mdes engang i et Slag,
  jeg tager i Fyren et ordentligt Tag.
  Hurra! det vil blive en ypperlig Fest
  at kaste paa Porten den ubudne Gst.
  Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt;
  nej, kun Krigerens Daad knkker Tyskerens Magt
  Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.

-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med
opsmgede rmer, saa Piskejernet i Rrgsfadet klang, mens hun satte i
med Lvenhjelms Vise:

  Og hvem der nu i Sengen laa,
  naaede knap at faa Buxer paa,
  men hvem der stod og sov--Hurra!
  Frelste sit Liv og sit Tj endda.
  Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!

Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede
Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter
Aften.

Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede
hun uden at vide det Tinkas Vise med.

Baronen--der ogsaa ventede sine Englndere, som vilde rejse nu og
krte omkring for at sige Farvel--begyndte at brygge Punschen, mens
Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i
Loen, hvor Lars Avlskarl havde hngt et Par Lygter op under Bjlkerne.

Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny
Forsyning.

Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik.

-Tm bar' Bgern', sagde hun, saa En sr Bunden.

Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem--hver spillede i sin Takt,
mens de andre blev ved at synge. Ingen hrte renlyd; Harmonikaerne
slog ind i en Trippedans, og Maren sang til.

Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i
Loen--Fodtrampen hjalp paa Takten--saa Stvet stod op i det gamle Rum
under de dinglende Lygter.

Officererne kom ned og sa til i Dren.

En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om
Halsen.

-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun nppe
kunde staa og foer villig afsted med den nste. Harmonikaerne hylede
og Soldaterne trampede Takt.

-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun flj afsted
igen.

Ude i Gaarden hrte man gennem et aabnet Vindue Lvenhjelms Klaver.

Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp.
Officererne var frst nu som rigtig vaagnede; Drene stod aabne mellem
alle Stuer; Latter og Stj ld fra Rum til Rum.

Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre
fra Loen hrte man Folkenes Lystighed.

-Jensen, en Polka, raabte Lvenhjelm og sprang op fra Klaveret.

Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Lvenhjelm var ude over
Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind
imod Vggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet--og Tine; de
dansede tre Par.

Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres
Toddyglas frem i Dren til Havestuen. De talte igen om det attende
Regiment, der havde holdt sig saa bravt.

Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede
igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Stjen
sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt
paa sin Seng.

-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine.

Svimmel saa hun kun hans Ansigt.

-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse.

Hendes Svimmelhed svandt bort og alting sa hun og hrte hun om sig
som med hundrede Sanser--og sa dog kun ham, hvis jne hvilede paa
hendes Ansigt, mens de dansede--lnge.

Majoren fortalte Historier igen, og hun hrte de to Kaptajners
Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang.

Og Baronen foer ud og ind. Hans Englndere var komne i en Vogn.

Berg talte ikke; han sa kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens
de blev ved at danse og ovre fra Loen de hje Hurraer ld igen.

Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Hnder i sine.

Englnderne var fra Gangen kommet frem i Dren og trykkede Alverden i
Haanden:

-Den troskyldige Glde, den uskyldige Glde, blev de ved at raabe.
Lvenhjelm svingede Gusta over Gulvet.

Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer.

... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom
ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op
og pustede, mens hun snakkede og spurgte.

Tine svarede med tankelse "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka.

Saa sagde hun med t og tog ikke jnene fra det brndende Lys:

-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok s til hernede?

-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod
Armene falde ned paa sine Bn.

-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine jne fra
Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de
trnger til Folk derhenne.

Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka;

-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til
at knappe sit Kjoleliv:

-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske vre
_sundere_....

Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun sa ind i Lyset.

-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir nrgaaende. Tinka slog
Sjalet om sig med en resolut Bevgelse, som om hun vrgede sig.

-Godnat, da, sagde hun.

Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Allen. Alting var
stille, og man hrte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik
bort ad Vejen.

Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til
Lngen:

-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde.

-Ja.

Det var, som tvede de begge tt ved hinanden, uimodstaaeligt,
Hundrededelen af et jeblik.

-Godnat, sagde saa Berg og gik videre.

-Godnat.

Tine gik ind. I Kkkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smrret i
Kanderne og samlede Brdet til "Tnden" og lagde Osten i Klde.

For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring.

Saa kom hun i Tanker om Tjet, der skulde i Bld ved Daggry. Hun
maatte vkke Sofie og give hende endnu en Besked.

Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Dren til
Pigekamret.

Den store Dobbeltseng var tom.

Tine kastede sig pludselig paa Kn ned paa Stengulvet, og, med Hovedet
boret ned i den snavsede, forkrllede, misbrugte Seng, hulkede hun
fortvivlet.

Bryggersdrene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige
Hngsler.

       *       *       *       *       *

Nste Dag kom der et Par Feltlger til Skolen, Der maatte lgges Syge
i Skolestuen. Tine maatte indrette alt.

De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget
paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer.
Lieutenant Appel var iblandt dem.

Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind,
og jnene var mlkede som hos n, der har grdt baade Dage og Ntter.
Han var truffen i Siden og Lungen var delagt.

De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber.
Nu og da hrte man deres Stnnen gennem Huset, og Saarenes kvalme
Stank stod ud i Gangen.

Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mr.

-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Blling, der
gik ud og ind, fra Sovekammer til Kkken og talte til Blling og til
sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu
vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer.

-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre
har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er
fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran
Husmandens Petra med rystende Hoved.

_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om.

-Og Blod trrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre
igen.

Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som
Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen.

Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Blling--hun var _helt_
forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Blling paa den anden Side af
Sengen.

Saa tnkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han
havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod
alting staa og gik--hun vilde strax derned.

Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik.

Hun blev ved at snakke med sig selv om Blling og de Saarede og om
Vejen.

-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et
jeblik efter gentog hun paany:

-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og
Blod paa Trappen og alle Sprgsmaal under Solen.

Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Blling kom.

-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang.

Madam Blling begyndte at gre saa mange Undskyldninger, mens hun
satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i
Sit"....

-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brd hun ud. Og hvad _ska'_
vi gre?

-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det
hurtige Ord.

-Ja, til det Lasaret.

Der blev en lille Stilhed, mens Madam Blling ventede. Men Berg sagde
kun i den samme hastige Tone og vendte sig:

-Ja--de trnger til Hjlp derude.

Madam Blling sa op, som om hun ikke havde forstaaet ham:

-Trnger? trnger? sagde hun. Hvem? hvem?

-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Blling da ikke syg?

Og Madam Blling begyndte pludselig at tale i en hj, skndende,
fortvivlet og gennemtrngende Tone, som Berg aldrig havde hrt:

-Hvem skulde hjlpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at
hjlpe? her--baade her og der? hvem? _Sa_ han da ikke sit eget Hus,
sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vg uden
Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt de....

Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa
Gulvtppet, der sledes bort, paa Bordene, som var stvede--skldende
foran den blege Berg, som frte de knyttede Hnder op og ned foran sit
Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad:

-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede
hun, mens hun grd.

-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at
sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at
faa dette Menneske til at holde op, der grd, faa stanset den Graad,
den ulidelige Graad.

-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart.

Han gik op og ned, op og ned.

-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst.

Det var, som Berg selv flte en pludselig Ro, efter mange Timers
stumme Hidselse, ved sine egne Ord.

-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Blling
blev paa n Gang roligere og begyndte at trre sine jne; og, ligesom
undskyldende sig paany, sagde hun:

-Aa--ja--s, man gr jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider....
Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser?

-I disse Tider, sagde hun.

Madam Blling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med
Tine.

Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften:

-Nej, _vi kan ikke undvre hende_, havde han sagt.

-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Blling svaret.

Og saa var hun rokket hjemad.

Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun sa, hvor bleg han var:

-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De trnger til
Luft.

-Er Vejret smukt, spurgte Appel.

-Ja, svarede Berg og tnkte: Hvor hun har lidt.

-Skinner Solen?

-Ja.

-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.

De gik ud og de bjede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne stjede, ned
langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale.

Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at
tale--lsrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle
Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de
Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede
den Lidenskab, han ikke nvnte; han forfulgte den med sine Ord lige
til dens Fdsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skldende
Ntterne, Vrkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der
ikke havde Arbejde, Ntterne, der ikke kendte Svn.

Han gik igen hurtig, saa hun nppe kunde flge; stille forstod hun
alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han
ikke behvede, sagde hun bldt og nsten bebrejdende:

-Hvorfor vil De dog sige mig alt det?

Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn.

-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg
har talt med Deres Mo'er.

-Vi to, sagde han, behver vel ikke at vre bange for hinanden.

-Nej, hviskede Tine og lftede Hovedet.

De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var
mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der nrmer sig Foraar.
Kanonerne taug. Kun et enkelt Drn bares hen i den klare Luft med en
Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem.

De gik ned over Engen og steg ind over Grdet. De sa Dammen og
Lysthuset med de hvide Sjler, hvor Rosernes Ranker hang ngne ned--og
de tnkte det samme.

Gennem Laagen i Buxbomhkken kom de ud til Lngen.

Fra Dagligstuen ld Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den
halvaabne Vaskehusdr, rykkede vk fra sin Sergeant. Men Maren blev
staaende ubekymret, hjt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre
ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig.

-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig
Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skrterne flj
om hendes Lgge og Mlken skvulpede; Officererne, der drev paa
Gaardstrappen, skoggerlo, da hun lb.

Berg og Tine skiltes.

Hun vendte ad Allen hjem til Skolen. Den sdligt kvalme Luft fra de
Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne
Kort.

Madam Blling var i Kkkenet--hun kogte Hnsekdsuppe til "dem
derovre".

-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun.

-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.

-Aa, saa Gud sk Lov, aa, saa Gud sk Lov, sagde Madam Blling og
satte sig af Bevgelse.

-Og her er jo ogsaa nok at gre her, sagde Tine som fr.

-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Blling, Blling,
raabte Madammen ind hjt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste
det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det.


-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Blling tyssende. Tine
havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals.

       *       *       *       *       *

... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng.

Rundtom var de Syge ved at falde til Ro.

Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bjet ned ved et
Tllelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kreste, siddende
halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at tnke og med at
skrive.

Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede
jne.

Henne fra Vinduet hrte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle
Bogstaverne, ligesom om han stavede.

Appel slog Blikket op:

-Aa--De vd ikke, hvor hun har knne jne, sagde han og sa op mod
Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte.

Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.

Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Hk
brd en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat.

I Mrket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Krblingens Vogn
med llet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at
tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tnde:

-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane
forstod' et at bland' det tynde l....

Den Krblede blev ved at snakke.

Tine gik fra ham: Han havde vret til Kros.

       *       *       *       *       *

To Ntter efter blev Tine hentet hjem.

Det var Madam Blling selv, som kom og slog paa hendes Rude.

Det var rent forskrkkeligt med Blling. Mlet havde han ligesom faaet
helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var
ikke til at holde i Sengen.

Lgen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen.

Tine maatte blive derhjemme.




VI.

Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.

Han talte uafbrudt og bad og vilde hre lse--Psalmer og Skriften.
Tine lste og lste.

Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Svne rokkede og
rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.

Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Vg. Madam Blling havde
faaet en Dyne ud paa Kkkengulvet for at finde lidt Hvile.

-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!

-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu....

Som en Orkan frte Stormen Kanonernes Dn hen over det rystende Hus.
Blsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det ld
som Gevrernes Knitren. Og fra Vejen i Mrket hrte man i Larmen de
utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra
Snderborg--paa fireogtyvende Time.

-Hr, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Blling i sit
Kkken.

-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.

Madam Blling blundede hen og stnnede let i Svne. Dagen begyndte
graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lnet mod den sitrende Mur.

Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Svn,
hrende Kanonernes Drn dumpt gennem Blundet.

Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin
Plads.

-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Dgn havde hun knap vret
udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler ld.

-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Blling, der tog fat paa det daglige
og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun fler Selen og
slider.

-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun.

Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.

Vogn efter Vogn sled sig endelst op forbi Kroen. Kvinder og Brn sad
paa de usikre Ls som dinglende Bylter i Regnen, svndrukne midt under
Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans,
ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slbte.
Brn, hvem Regnen blindede, lb mod Vogne og Trer, og skreg, mens de
tumlede videre.

Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hrte man ikke under Kanonernes
Brl.

Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Grde. I Huset
var alt opgivet. Natten lang havde Drene ikke staaet. Fra alle Veje
lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Svn eller Ro.
Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.

I Gaarden holdt forladte Flyttels, som var uden Ejermnd, midt i
Regnen. Tre Mnd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte
Kapper, og et Par vildfarne Brn var faldet i Svn paa Loftstrappen,
indsvbte i et Sjal.

Ingen Dr var lukket, og Snavset, som var frt ind af hundrede
Vejfarne, var strknet paa alle Trskler. I Dagligstuekakkelovnen
tndte to Fremmede Ild.

Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor
de var, og de sgte Hvile for det tunge og bedvede Hoved ved at lne
det mod Vggen, der sklvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hrte man en
skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende
uafladelig, sansels og jamrende, slog de udbredte Hnder ned mod sit
Skd--:

-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har!

Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen
skttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne
Dre, som vilde den slynge dem ls fra de sitrende Karme under
Kanonernes Larm.

Tine kaldte og Stjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i
Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved
viklet i et Lamasjal.

-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over
Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud!

Tine gik og kaldte igen:

-Maren, Maren!

Ingen svarede.

Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr,
frem over Gaarden, som stod alle Lnger i Brand, ud, hvor Lars
Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var lbet bort. De stod
paa Markhjen--forfrdede foran det brndende Land.

Orkanen slog Rgen som vldige Skypumper frem over Landet; Gaarde
brndte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften
sas Granaternes rde Buer, og Jorden sklvede under Fdderne som et
Dyr, der stnner.

Rundtom paa alle Hjder stod i den strmmende Regn Mnd og Kvinder som
Sttter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud
over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.

-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie
uafladelig ved; hun fulgte i Hlene paa Tine hvor hun gik og stod,
mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Mlk og Brd (der var ikke
anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste
Brnene at spise.

-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var
inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie
jamrede hjt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af
alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud....

-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der ste Mlk op i Tallerkenerne, som
Sofie skulde bre rundt.

-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfrdigere; hun faldt i
Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte hre igen om
"al den Elendighed".

-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.

Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev
Kanonernes Bulder hen over Huset.

En ny Strm af Flygtninge begyndte at banke paa Drene. Baronen lod
dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedren, geskftig som
en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrbillet af hver: en
Skildring af Bombardementets Rdsler.

Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til
Sde.

-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den
fordrvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klder.

En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsk og lb
omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, fr den
barsler, bad om blot et Brdt til at lgge over sine Kn, saa han
kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor
allerede to Brn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med
Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Rkke i
Vindueskarmen.

Der kom bestandig fler; gennembldte, overdngede med Smuds stod de i
Gangen foran de overfyldte Stuer og slvt, uden Ord, vendte de tilbage
til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et jeblik, en
halv Time--og de satte sig, med Brn i deres Arme, paa Loftstrappen, i
Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Svn det Nu, hvor de
satte sig.

Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev
lagt i Pigernes Seng.

Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "t op" og de vaagnede til
Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grdende for deres
Hjem--uden at hre paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud
med Ejendom, Pengevrdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst,
der intet hrte, men kun talte selv, ramt af samme Skbne, hidsig og
fortvivlet som en bedragen Jde paa en Markedsplads, tllende
Vrdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne
tnke, forstenet igen, foran Hjemlsheden; deres Hus, der var styrtet
sammen, deres By, der var lagt de, deres Hjem, som var skudt ned.

Mens Mdre, med Brn ved deres Kn, kun blev ved at grde stille.

De trngte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende
alle Kroge, trngende sig ind allevegne, som var de Folk, der var
komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens
Baronen blev ved at lbe om, purpurrd, sprgende om "nye Detailler",
udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra
Kbenhavn, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortlling, ingen
hrte:

-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke
hyggeligt.

Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden
havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet
at ligge.

-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt
under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:

-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.

Et Par Kbmnd talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde
godt forsikret gamle Rnner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert
Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hrte man
uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme
Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refrn.

Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke
mer; her gik hun kun rundt som en dv mellem fremmed Jammer.

Tine gik Baronen forbi, der stod tt ved Dren, og hun hrte ham
raabe:

-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det
glder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retrten,
har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det glder ... Og der falder en
Granatregn nu over Broerne....

I Gaarden stod de ddtrtte Heste ludende og dog med lftede ren
under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Ls. Tine gik dem forbi
og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med
fremstrakte Halse brlede Kvget kort og angstfuldt, med store, bange
jne, mens Tjret raslede svagt.

En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den
Blissede, Herlufs gamle Ko.

Og overvldet, afmgtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og
som hun kendte, grd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at
slikke hendes Hnder.

Hun gik ud, mens Kerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet
ved Loen hrte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede
dem ud og med sklvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme,
som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig
Angst og trykker sig op imod Jgeren.

I Allen kom der atter Flygtninge imod hende--Krende og Gaaende.

-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden
Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord
uden Vilje.

Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne,
gik mellem Vognene, bedvede, svrtede og blege. Officerer af Staben
red ind paa Marken for dog at komme videre.

Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte:

-Hvor ligger tredje Regiment?

-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.

Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at
lyde, Prstens Kaleche kom, Tine stod der endnu:

-Han laa ved Broerne.

Hun hrte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede nppe hendes Rst.

-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.

Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hrte
Klokkerne og vilde ud af Sengen.

Tine lb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hnderne, mens han
raabte:

-Bed, bed, lad os staa op at bede.

-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen.

-Lad de Ugudelige bede....

-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog
Prstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slr
og hun hrte dem ikke:

-_Han_ laa ved Broerne.

-Ls, ls, skreg den Syge hjt; han satte sig op og hans glasagtige
jne var som isprngte med Blod. Ls, ls, og han krammede om Bibelen
paa sin Dyne.

Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Dn. Ude i Kkkenet hulkede Madam
Blling hjt.

-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Ls,
--hrer du--ls ... lad os alle bede.

Tine knlede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran
hendes jne, og hun lste og lste og vidste ikke, hvad hun lste:

-"Herre vr os naadig, vi have biet efter dig, vr aarle vor Arm, vor
Frelse i Ndens Tid".

-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede jne: bed, lad os bede. Gud er
almgtig.

-"Og Himlens Hr skal svinde og al deres Hr skal visne. Til Dom skal
mit Svrd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban".

-Gud er almgtig. Gud er almgtig--

Tine lste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hrte hun
ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes ren kun
tomme Lyd:

-_Han_ laa ved Broerne.

Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han hjere end hun, nsten
som med Triumf--alle Esaias' Rdsler.

-"Herrens Svrd kender Blod og det er mttet af Fedme, af Lams og
Bukkes Blod, af Vdderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i
Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...."

Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hrte efter den og
talte sagtere:

-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Rgen deraf skal opstige
evindelig. Det skal vre de fra Slgt og til Slgt, fra Evighed til
Evighed skal ingen gaa igennem det".

Langsomt blundede Blling hen, og de febrilske Hnder blev stille.

Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hrte hun Soldaternes Sang:

  Vor egen Magt, den er kun svag,
  let kan os Fjenden flde;
  men En antager sig vor Sag,
  omgjordet med Guds Vlde:
  Det er den Herre Krist,
  og Sejer faar Han vist!
  Der er ej anden Gud,
  Han drager med os ud.
  Han Marken skal beholde.

Den Syge mumlede i Svne, men Tine hrte det ikke: hvor strkt de dog
sang derinde--_de, som skulde d_.

  Og myldred Djvle frem paa Jord
  og os opsluge vilde,
  vi frygte dog ej Fare stor,
  de deres Trusler spilde.
  Lad rase Mrkets Drot
  med Lgn og Mord og Spot.
  Han har dog faaet sin Dom,
  da Krist til Jorden kom:
  Et Ord ham nu kan flde.
  _De_, som kunde d--d og faa Fred!

... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Prsten var allerede kommen
tilbage og tog Prstekjolen af paa den anden Side Sengen.

Madam Blling bragte ham Kaffen og Kringlerne.

-Aa, var det ndvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?

Og han nd Kaffe og Tilbehr, siddende ved Fodenden, med et rrt Blik
paa den sovende Syge.

-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhrere, sagde han
og pegede ud mod Kirken.

-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.

Hun bragte Prstekjolen ud til den ventende Vogn, men Kretjet kunde
ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kmpende
Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhje Mudder og
Hestene stansede sklvende og blindede. Familjevis kmpede Menneskene
sig frem. Brn og Kvinder og Mnd, bukkende sig for Storm og Regn,
der piskede deres Ansigter, fleslse--naar de blot kom frem, kun frem.

De skubbede sig forbi Kanoner og stnnende Dyr, forbi Saarede, der
jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Brn, der skreg ved
Vejkanten, og de sa dem ikke, fordi de ikke var _deres_.

Og selv deres Klager var dde. De bar heller ikke mer, mens de sled,
rimelige Ejendele, men de slbte kun bevidstlse, hvad Skrkken havde
givet dem i Hnderne. Brn bar Husgeraad uden Vrd, gamle Kvinder
holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der
strmmede, udviskede Billedet af deres forfrdede Ansigt. Mdre bad om
Ly, blot for deres Brn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik
videre fra Dr til Dr, for der var ikke Rum.

Gennem alt, Storm og Kanondrn, der fik Pladsen til at sklve, hrte
man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de ngne Vogne
stansede, hvor Ambulancesoldater, der var ddtrtte under altfor stor
Elendighed, havde kastet dem uden Medflelse.

Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade
Gravstene. Foran Porten sprrede en Marketender Vejen for alle og
solgte ud fra sin Vogn, geskftig udskrigende sine Aagerpriser, mens
hungrige Brn spiste begrligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr
og Mennesker jog den Krblede, falbydende sit l, mens den fyldte
Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.

Forfrdet stod Prsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn
satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Brnene faldt og skreg og Vogne
trnede mod hinanden.

Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun
skulde i Forretning.

Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spge og
raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle
Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trngte sig sammen, mens
de blev ved at l. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for
at flge i Klvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de
Flygtende.

Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at
skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slbte
Vognparkens vanrgtede Dyr nye Saarede.

Det var en Vogn med haardt Kvstede. Der _maatte_ skaffes Plads. De
_kunde_ ikke bringes videre. De Nrmeste stansede ved Skrigene, da de
Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.

En Lge fulgte. Forvirrede lb forasede Sygepassere efter Vand og
efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne
Kvstede stnnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lrred og der
var ikke Charpi.

Tine lb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa
der, paa udbredt Halm, Brn og Kvinder, Side om Side. Frysende Brn
grd rundt om Skorstenen paa Stengulvet.

Madam Henrichsen fik Lrred og Klude frem, siddende i sit plyndrede
Spisekammer, vragende lnge, mens Tine ventede, utaalmodig, med de
Kvstedes Stnnen i sit re.

Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod
hun Munden lbe:

-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et
fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde
ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene....

Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skldte hun paany sine
Piger--den hemmelige Angst for Tinka gede Dag for Dag hendes
Raseri--:

-Om de laa ene i Ntter som disse? Taget faldt over dem og de fld med
Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat H ... Tjter, Tjter, raabte
Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lrredet til Side.

Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om,
gik hun gennem Stuerne og hrte atter Pladsens Stj. Som i Blinde gik
hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Trthed,
syntes hun, hun sa--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok
Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde
hun:

-Han er dd.

Hun gik op. Hun gav Lgen Charpi og Lrred. Han var i Arbejde: en af
de Kvstede stnnede hjt under hans Hnder.

-Aa, aa, rr mig ikke, be'er jeg--rr mig ikke, be'er jeg, be'er
jeg....

Lgens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg
var hun--og hjalp.

-De taaler at se Blod, sagde Lgen, der gik til den nste.

-Ja, svarte Tine blot og fulgte.

Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han
rallede.

-Dk ham til, sagde Lgen og gik forbi.

Sygepasseren slog Kappen over den Dende.

... Lgens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til
fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem
opstillede Bukke. Madam Blling var kommen ind for at hente Lgen.
Blling var vaagen nu igen og saa urolig:

-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset,
sagde hun; hun sa hverken Kvstede eller Syge, hun tnkte kun paa
Blling, med hvem det var saa rent forkrt.

Lgen gik ind og lod Tine blive.

Det begyndte at mrknes. Tiere og tiere aabnedes Dren: de flygtende
Stakler bad om Nattely kun--forgves.

-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.

-Ja.

Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa
faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid
hjemme, i Viborg, ved Sen--med "de unge Piger".

Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende
Ruder hrte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.

-Annie, Annie, kaldte halvhjt Appel i Feberen Tak--at du kom.

-Om lidt blir her kligt--hans Stemme ld saa mildt--saa gaar Solen
ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen....

Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:

-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa
god ... hvor du er god....

Sygepasseren vendte Hovedet:

Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse
hun paa langs henad Sengen--som en Klud.

Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.

-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men
fj ham blot; det kan dog ikke skade--desvrre.

-Og _gaa_ saa derind.

       *       *       *       *       *

... Blling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Blling kunde ikke faa
Strmperne paa ham:

-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hnder.

-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.

-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge
gik uafladelig.

-Ja, Fa'er, ja.

Han havde ti Mands Kraft, han lste alt igen; hun kmpede med ham af
alle Krfter.

-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klderne
fik han forkert paa.

-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i
Taarnet.

Han tog Tine om begge Haandled.

-For det er _Jorden, der brnder_, sagde han og begyndte selv at
sklve: Forstaar I, det er Jorden, der brnder ...

-Ja, Fa'er, ja!

-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og
aandels: Der er Ild i Jorden--hrer I--hrer I ... der er Ild i
Jorden.

Og pludselig, greben af Rdsel, rev han sig ls,--mens Madam Blling
skreg--byldtende alt omkring sig, Klder og Tpper, raabende,
ustanselig, skrigende paa Lygten:

-Lygten, Lygten--skal vi ikke s, hvordan Jorden brnder? Og han
begyndte at l.

-Jo, Fa'er, jo.

-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Blling.

-Hent Tinka, sagde Tine aandels, flgende Faderen, der lb ud og ind,
ud og ind.

-Ja, aa ja,--Madam Blling lb uden Sans.

-Lygten, Lygten, skreg den Syge.

-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tndt.

Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold
dig til mig, hold dig til mig og pas paa.

Den Syge lo hjt og lnge gennem Larmen.

-Vi vil se, hvordan Jorden brnder ... Gud har sat Ild p jorden,
sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.

Han gik ud Han vilde ikke stttes. Han lftede, staaende paa Trappen,
den svinglende Lygte hjt, saa Lyset faldt over de Flygtendes
Ansigter.

-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.

Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af
forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under
Kanonernes Larm.

Blling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den
lftede Lygte, paa det verste Trin--Hatten tog han af, som om den
strammede hans Hoved.

-Fa'er, kom.

De gik og de stdte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Blling
var forrest; Stormen nsten udblste Lyset. De foer imod Kirkegaardens
Hkker og snublede over Stene.

-Hrer I, hrer I, raabte den Syge. Det ld som Jordsklvs Drn.

Tudende lb Ajax og Hektor om mellem deres Ben.

Stormen stod mod Kirketaarnets Dr og holdt den til. Men Blling rev
den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.

Dren slog i for de hylende Hunde.

-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.

Madam Blling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun
tog den.

Stigen stod for dem, op i Mrket. Dens Trin var altfor hje--mellem
dem laa Natten, som vilde den sluge dem.

-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.

De gik bagest, for at gribe Blling, om han faldt. Men han klavrede
op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne
over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod
alle Luger.

-Tinka, pas paa, pas paa.

Blling vaklede i Mrket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe
og de ogsaa--paa det faste Loft.

-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Blling rev i Lugerne, og
Tine sled dem op. Uglerne flj dem, skrmte, forbi med korte Skrig, og
Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til
Brand.

Den Syge talte ikke mer. Forfrdede stod de alle foran de aabnede
Luger.

De sa gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rdt--som Randen af
et Hav, mens bag det, paa Hjderne, Huse brndte i Grunden med dunkel
Flamme, som vilde den rde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den
tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af
gldende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes
Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres
Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kmpebaal.

Under sagte Jammer, med sammenknugede Hnder faldt Madam Blling ned
mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.

-Det er en, der brnder, hviskede hun.

Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte
alle Vande over Jorden, mens i den rde Rand Rgens Skygger sprang som
onde Dvrge.

Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dr. Hundene foer jublende ind dernede.

Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte
skulde stanse.

-Den dejlige , den dejlige , hviskede Madam Blling de utallige
Gange.

Tine havde lftet Lygten, hjt over Trappen--hun lyste for Berg, der
kom op:

-Det var ham, det var ham.

Hun talte ikke, rrte sig ikke heller. Hun sklvede kun, fra Isse til
Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Hnder.

De andre vendte sig knap.

Han stod hende ganske nr, uden at vide det, faldt hun ind imod ham,
mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forldrenes Ryg. _tog_ han
hende, dkkende hende med Kys.

Blling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte
dem med Jubel.

Doktoren var i Skolen. Han vilde give Blling Sovemiddel.

-Men _De_ trnger til Svn, vendte han sig til Tine, hvis jne var
blanke og vidtopsprrede, som sa hun et Syn.

-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg.

De gik.

Heste og Vogne og Mennesker blev til t i Natten. Berg og Tine _lb_
gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.

Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede,
tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begr.

       *       *       *       *       *

Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet
til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt
oplste Seng.

Hun satte sig op og mumlede:

-Det er en Bespottels' af Gud.

Men Maren faldt kun ned uden at hre hende og sov som en Sten.

       *       *       *       *       *

Regnen var stanset. Luerne fra Snderborg flammede over Landet.




VII.

Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks
Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem.

Tine lb hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom.

Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opbldte Vej. De
vendte Hovederne og sa efter Tine, der lb dem forbi--hendes Ansigt
var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Sljfe fstet i sit
Haar under Sjalet.

Ved Stien ned til Huset holdt den Krblede med sin Vogn. Han havde to
"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede l over hele en.

Han talte med sin kvkkende Stemme--Tine sa op i den lyse Himmel,
Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--:

-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin hje, klare
Stemme, og hun lb ind til Ane.

Ane sad, mens de to Brn kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede
mange Kobberskillinger i Krmmerhuse.

-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten?

-Ja, sagde Ane, Gud sk Tak--det er llet.

Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Mnter.

-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden:

-Men _Luft_ maa her ind.

Hun stdte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men
det var spigret.

-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Smmene bort
med et Par rappe Hnder. _Saa_!

Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende
ved Vinduet--Signalerne ld saa grant og kkt under den lyse Himmel.

-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte.

Ane hrte ikke.

Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine
Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjlp under
Regningen.

En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den
og brlede, da Ane tog den.

-_Kom_, sagde Tine og tog Kngten op; hun lb gennem Stuen med ham i
de lftede Arme:

  Og det var Ridder Ro
  og det var Ridder Rap
  Tip-Tap.
  Og det var Ridder Snip
  og det var Ridder Snap
  Tip-Tap.

Kngten lo, mens hun sang og lftede ham hjt:

-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne
_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten.

Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med
Drengen paa sit Skd.

Ane blev ved at tlle sine Tutter.

-Hvor er Himlen dog hj, sagde Tine, der ufravendt sa ud i den blanke
Luft.

De Bortdragendes Signaler var det hen, og Solen var ved at gaa ned.

Tine satte Drengen bort med et St.

-Der er de, sagde hun og stod op.

Ane havde intet hrt. Men der ld Skridt bag Bakken af en kommende
Trup.

-Nu naaer de Bakken, hrer du?

-Ja, nu kommer de, sagde Ane trgt.

Tine lyttede, mens de kom nrmere med tunge og trtte Trin--ned ad
Bakken nu.

-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bjede Hovedet lidt ned
bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende.

-Jo, det er _dem_, sagde Ane og sa op fra sine Skillinger.

De frste Rkker kom forbi--tyndede og srgmodige. Officererne gik
ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Rkke fulgte paa
Rkke--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvartr.

-Saa stille de bli'er, sagde Ane.

Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen:

-_Der_ var han--_der_ sa hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ...
nej, han drejede ikke Hovedet; han sa hende ikke, at hun var der; gik kun
saa trt som de andre--forbi som de andre.

De var alle forbi, og man hrte kun den Krbledes skingrende Stemme og
et Par pludselige Kanondrn over Landet, der syntes at hilse Solens
Nedgang.

-Farvel, sagde Tine, der stod ved Dren; og hun gik hen over Markerne.
Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende,
sagde hun:

-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glde: hun
skulde trste ham, pleje og trste ham.

Hun lb strkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken.

Hun mrkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, sknt den var fuld
af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var ddt
og uden Stj.

Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og grd, sagte, uden
Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de grnne Bukkar
og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen.

Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun
lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og
dkkede, og hun sa til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes
silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han
skulde drikke.

Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med
ingenting; hun tnkte ikke paa, at han tvede--lykkelig ved kun at
sysle her, hvor de skulde vre sammen.

Saa hrte hun hans Trin, og hun gik hen mod Dren.

Hun rakte Hnderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke
igen--han sa dem ikke; og Ordene, hun havde lngtes efter at sige,
hun fik dem paa n Gang ikke frem; hun stod kun maalls, ventende, i
uforstaaende Angst foran hans aandsfravrende jne, der ikke sa
hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.

Hun gjorde kun n Bevgelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun
gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte
det, mens han trt satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig.

Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brd (vel
ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og
frygtsom, mens hun nppe berrte hans Skulder med sin Haand, sagde hun
sagte:

-Var det saa forfrdeligt?

Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme.

-Forfrdeligt, sagde han kun.

Og ligesom om han overhovedet frst nu huskede "det", holdt han hendes
Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine
trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brd frem af hendes
jne.

Saa bjede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede
han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Lber.

Tine stod stille op og hun begyndte at tale som n, der
fryser--frygtsomt om Ntterne, om Skanserne der ude, om de Faldne.

Han svarede kort, i en Tone uden Liv.

Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det nste Sprgsmaal
endnu mere tonlst.

Hun tnkte kun paa t: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.

Over dem hrtes Officerernes trtte Skridt; deres trge Tale var gaaet
helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme
hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod
sit Bryst.

Tine lsnede hans Haand fra sit Hoved og stod op:

-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden
Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun hngte ved denne ene Tanke.

-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik.

Tine fulgte. Hun gjorde i Kkkenet alt i Stand. Officererne kom tause
ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste,
graadigt, men uden at faa Liv i de svidende jne.

Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe
den ind.

"Skovriderens Ret" bar Tine selv.

Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise,
mens Sofie bd om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en
ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevgelig.

En og anden talte nu og da med et Udtryk, som hrte han ikke sine egne
Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig
samme Udtryk i alle jne som en stirrende, bestandig Grunden.

Tine bd "Retten" om og kom til Berg. Han sa op paa hende, men hun
var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere
bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme.

-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg.

Der gik blot en hastig Sklven hen over Tines Ansigt og hun forsgte
at smile som til et Ja.

Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamlte, satte de sig rundtom
og fulgte med jnene Rgen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op
og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre,
mekanisk, som En, der forflger en eneste, fix Tanke--og satte sig
igen paa den Plads, som han lige havde forladt.

Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik
eller maaske blot for at hre hans Stemme og vre, hvor han dog var.

Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor
skingert.

En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund:

-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg.

Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der
stod op:

-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise.

Lvenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig
stiv--som en Automat--mens han sang:

  Har I lst den Berlingske Avis--
  eller har I hrt'et,
  at en fornem Hertug i Paris
  har sin Kone mrdet?
  Hun var lige gaaet i sin Seng,
  drmte om sin Manne,--
  han hed Hertug Choiseul Praslin,
  hun hed li'esaadanne.

Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Flge--en Englnder og
den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens
Lvenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede
Munde, lnede Hovedet mod Vggen, stirrende ud i Luften:

  ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant,
  spurgte: "Hvad behaver?"
  Men ved njere Eftersyn hun fandt
  Fruen rent Kadaver.
  Hertugen den Tyverad
  vaskede sig i et Fad,
  aad en Ret forgiftet Mad,
  brndte saa sin Slobrok.
  Tralala, lalala, tralala.

Sangen var holdt op, uden at nogen mrkede det--knap nok de, der sang.

Og i den pludselig stille Stue hrte man Englnderens Stemme, der
sagde:

-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol.

Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom
hrte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til
hinanden.

I Dagligstuen sad kun den kbenhavnske Korrespondent, der holdt fast
paa en enlig Kaptajn og endte alle Stninger med at sige:

-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne.

-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet hrte--i hans ren ld
kun bestandig Skansernes fortumlende Stj.

-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over
Broerne.

Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Kkkenet,
langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa.

Hun hrte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Dren--men
han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.

Hun tnkte ikke mer paa at afdkke det lille Bord og ikke paa at tage
Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun sa det ikke mr:
hendes _Liv_ hang kun i magtls at vente.

Det slog et Par Dask paa Dren. Det var Tinka, der kom bralrende ind.

-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog s, om Huset stod endnu--jeg
kommer fra Pr Eriks'.

Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt.

-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der lsnede sit Sjal.
Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun.

-Vel derinde, sagde Tine uden at rre sig.

Nu sa frst Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom dde Stemme--og
pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen
havde spist, og Vggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som
var hun uden Liv og Blod.

-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany.

Det var som Tine frst rigtig hrte nu, da hendes Navn blev nvnt; men
hastig vendte hun atter ret mod Vinduet.

-Nu gik han forbi.

Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog
hendes Hnder, der var kolde og stive, som var de livlse. Hun fandt
ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det,
glatte og glatte det.

-Tine, Tine, sagde hun.

Tine lftede blot sit tunge Hoved og et jeblik sa hun paa Tinka med
jne som en Hinds, der der--_uden at fatte Dden_.

Tinka lod sine Hnder synke, og endnu en Gang sa hun rundt i
Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet.

-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde.

Hun tog Tines Hnder, der ikke gengldte hendes Tryk; og stille gik
hun ud.

Da hun kom frem ved Lngen, mdte hun Berg.

-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?

-Fra Tine, svarede Tinka haardt.

-Godnat.

Tinka lb ned ad Allen--og, mens hun tnkte paa Lvenhjelm og paa ham
den anden, den Fremmede, der havde vret der i Kroen kun den eneste
Nat, lftede hun pludselig sine Hnder som til en Trudsel eller kun i
Fortvivlelse.

Berg gik videre; i Lngerne var der stille, alt var til Ro.

Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Ddtrthed ikke en Gang
kunde sove.

-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne.

-Ja, haard, sagde Berg.

Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Mrke, saa det gav dumpe Genlyd
i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod.

-Og heller ikke Svnen er kvgende, sagde han langsomt.

Berg svarede ikke. Men de tnkte begge paa den tunge Dvale, der faldt
over de Ddtrtte, mens Dagens Raab: "Dk Dybbl--Dk Avnbjerg--Ragebl
dk" blev ved at skrmme de lammede Sovende.

-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_.

De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste,
Haandtrykkene Kammerater imellem.

Berg aabnede Dren til Dagligstuen, og i Kammeret hrte Tine hans
Skridt, der dde bort.

Hun bevgede sig ikke, stille sad hun og sklvede kun som af Kulde:

-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter,
til det bliver stille.

Man hrte Kanonernes stigende Drn og en enkelt Svnls' Fodtrin frem
og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.

Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine hrte
Korrespondenternes Stemme paa Trappen:

-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den
Sortsmudskede.

Og Baronen svarede:

-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder.

Dren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin dde hen over Loftet.
Kun den Svnlse gik og gik.

Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun
tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog
kom".

... Hun foer sammen--det var hans Trin.

Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da
han kom.

Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Lnder
smertede:

Hun smilede og sagde:

-De kom dog.

-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bjede sig over hende.

... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og ddt. Ord fandt han
ikke, men kun Krtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv.

Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun
ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om
Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var bervet:

-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt.

-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Sprgsmaal.

Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begr--mens
Kanonerne sang.

       *       *       *       *       *

Det var over Daggry.

Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt
lste Klder foran den store Seng. Dr var hun falden hen og sad og
nikkede.

Maren vkkede hende.

Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse:

-En vd virkelig ikke, hva' du tnker--det er den lyse Morgen....

-De _tr_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og
smed sig i alle Klder, yderst paa Sengestedet.

Maren kom ikke af Tjet mer.




VIII.

Det var nste Formiddag:

Tine gik bort fra Vinduet, da hun sa sin Moder komme gennem Gaarden.

Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke
vret hjemme.

Hun lb ind i sit Kammer, men hun hrte allerede Moderens Stemme i
Kkkenet, og hun aabnede Dren.

-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig ld utaalmodig eller
vred.

-Aa, Tine, saa lnge vi ikke har st dig, sagde Madam Blling, der kom
ind. Og din Fader har vret saa syg--og din Fader har vret saa syg ... saa
lnge, saa lnge ... Aa--det har vret slemt--det har vret meget slemt.

Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den ldede
Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal
af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt:

-Tror du, her har vret bedre?

-Nej--aa, nej, sagde Madam Blling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt
ind i Tines Tone, skndende eller hidsig, sagde hun:

-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot s dig.

Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt
for, hjt, saa man hrte de skndende Stemmer ud gennem Dren.

Madam Blling brd op.

Paa Trskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var
forresten Lieutenanten, der grne vilde s hende.

Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun flte, da hun var gaaet, kun som
t stumpt Ubehag mr. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var
hndet en Fremmed, et andet Menneske eller for lnge siden....

Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde
de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i
Gaarden--de kom fra Stillingen bedvede og tilintetgjorte af Stjen
blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren.

Officererne samledes i Klynger, og paa n Gang--ingen vidste, hvorfra
Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, t,
to, havde vgret sig ved at gaa over Broerne.

Kanonernes Dn holdt ikke inde t Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind,
og fra Majorens Stue hrtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge
ventede, raadvilde og tause.

Hans Hjrvrdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og sgte
Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge,
mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne
gjorde deres Dont uden at s og uden at tnke.

Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold,
mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Dren til Majorens Stue gik op, og
Hjrvrdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de
gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrm af, og de
vendte tilbage til deres Heste. De flte ikke mer Dyrene under sig og
ikke deres egne Lemmer, og deres jne brndte som hos en Lods, der
strider med Mrket.

Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde sprge. Fra Majorens Stuer
hrte de Hjrvrdighedens Stemme hj og ophidset. Han havde hrt, fra
Hovedkvarteret hrt, at Skanserne, at Stillingen skulde rmmes.

Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tnkes:
Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang.

Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun
med Blikket fstet paa Vinduet: i Allen gik de stilfrdige, ludende
Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i
Solen.

Hans Hjrvrdighed sa intet. Han gik kun ophidset op og ned med
store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte hjere og
hjere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.

-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil
ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger.

-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog
jnene bort fra de Dendes Tog, som frtes hjem i Solen.

Begge Herrer taug og Hans Hjrvrdighed brd, lidt forvirret, op: han
vilde kre om ad Hovedkvarteret.

Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen,
hvor han mdte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans
Hjrvrdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig hjt nsten:
kun _hans_ Tribun-Rst lod lige fyldigt op med Kanonerne.

Dren til Kkkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og
Maren i samme Rkke--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer
og slog Affaldet ud.

Hjrvrdigheden talte til Tine og spurgte til Blling.

Hun lftede kun sit Ansigt og sa paa ham som forstod hun ikke, med et
Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse.

Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod jnene glide hen over
Sofies og Marens forasede Figurer:

-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden.

Hans Hjrvrdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen krte
med: man maatte dog have Efterretninger.

-Ja, sagde Hans Hjrvrdighed, da de bjede ud af Allen: Om blot
Hren stod ret paa Hjde med vor Regerings Energi.

Berg hrte ikke den bortrullende Vogn--han sa kun Tines Ansigt, da
hun lftede det mod Provsten. Forgves gik han to Gange frem over den
lyse Gaard, hun sa ham ikke og rrte sig ikke. Han taalte ikke, han
udholdt ikke at s paa denne Stilling og dette Ansigt.

Og han slog paa Ruden:

-Kom, sagde han, vi gaar op paa Hjen.

Hun lftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun
fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet
og tog sit Sjal.

Hun hrte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende;
heller ikke hans Stemme naaede hende lnger. Hendes forvildede Tanker
tnkte kun t: han elsker ikke mer. Og Sjl og Legeme flte kun n
Smerte: Gyset fra inat.

Fuglene sang over Engen; alle Buskes klbrige Knopper lyste--i
Udspring--i Solen.

Lidt efter lidt var Berg trt holdt op med at tale; han fik jo intet
Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbjet
Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde
kunnet attraa dette Menneske.

De naaede Hjens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Dn. Saa
sa de fra Toppen det hrgede Land, mens de stod ved Siden af
hinanden.

De grnne Agre var nedtrampede og Flokke af herrelst Kvg lb hen
over Markerne. Vejene laa som mrke Sumpe og de afbrndte Huses
svrtede Mure gabede op imod dem.

Bag Skoven stod Rnhaves Brandsjle op som et Srgebaal, der naaede
Himlen.

Signalerne begyndte at lyde og de klang magtlse mod Kanonernes Brag.
Skanserne kastede Rgen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det
i Nat.

Berg stod taus; i pludselig komne Tanker sa han ud over den skndede
 og sagde sagte:

-Hvor Marie dog elskede denne Plet.

Tine hrte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse flte hun
ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde
hendes jne ondt.

Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem
mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne,
der paa den dnende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange
Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden
af tusinde vldige Malmklokker.

Tine var gaaet ned ad Hjens Kam.

-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede.

-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.

Hun gik bort fra Hjen.

Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og
han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en nsten ulidelig Smerte
sa han alt, hvad han havde gjort.

Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i
det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Blling, af
hendes jne, hendes jne, der ikke mer kunde grde, og af hende, af
Tine, saa livls, som var Sjlen dd i hendes Krop.

Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som
tilhrte ham og hans--sa han Plet for Plet; og han sa deres
Ansigter, de gode Ansigter; og han hrte deres Stemmer, de gamle
Stemmer.

-Det var ham, ham de havde elsket som en Sn....

Det var, som hans _Sjl_ var saaret. Kanonernes Dn ld som et fjernt
og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne sa ud som noget kravlende
Smaat.

-Ham havde de elsket som en Sn.

En Officer stdte til hans Arm:

-Kanonaden stiger, sagde han.

Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:

-Synes De? sagde han.

Og han gik bort fra Hjen.

Officeren sa efter ham--Berg nsten vaklede, mens han gik.

-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og sa efter sin
Vaabenbroder.

Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa
Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens
tndte Lys.

Saa vendte han hjem.

Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa
Side, mme, brndende Ord til sin Hustru.

... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem
Allen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke sa.

Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.

Det var Naturalforplejningen, Kd og Mel og Brd, der transporteredes
forbi paa mange Vogne. Tines jne faldt paa de Heste, der gik hende
nrmest. De sled sig, laadne og vanrgtede, duvende frem, med matte og
udslukte jne, mens de trge Kuske lod Piskene jvnt falde ned over
deres Ryg.

Men Dyrene gik kun som fr i samme trtte Skridt--som om Slagene ikke
kunde smerte dem mere.

Tine blev staaende og hun fulgte med jnene Spand efter Spand.

Langt fremme paa Vejen hrte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de
lod Piskene falde slvt over Dyrenes Rygge.

Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede jne.

       *       *       *       *       *

Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.

Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Hvlspaaner mellem den
nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjl
sammen og bestrg dem med Sort.

Tine gik op ad Trappen og hun lftede Klinken til Skolen, hvor Luften
var tung og sdlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Sn.

Timevis havde hun ikke rrt sig, fra hun kom, ikke spist og ikke
drukket: hun sad kun stum og sa paa Snnens Ansigt, der var blevet
saa lille som da han var Barn, og paa hans Hnder, hans urolige
Hnder.

Madam Blling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjlpe.

Men Fru Appel blev kun siddende ubevgelig, og Madam Blling stod
raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen.

Kun n Gang havde Fru Appel lftet Hovedet og, mens Taarerne brd ud
af hendes jne, havde hun sagt:

-Han er jo saa ung.

... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hrt
hende, for hun havde ikke hilst og ikke rrt sig. Men saa sagde hun:

-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.

Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde,
maatte kalde dem frem.

Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og
stirrede paa det blege Ansigt.

Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at
ringe--man hrte dem knap gennem Kanonernes Larm.

Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lgge sig
over Rummet.

Fru Appel sad kun som fr--foran sin slumrende Sn.

Madam Blling kom ind; hun turde nppe hviske. Men hun sagde dog til
Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme:

-Du kommer dog ind? du kommer dog ind?

Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!

-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Blling, her er Elendighed nok til os
alle.

Det var nsten blevet mrkt. Fra Sengen hrte man de Saaredes sagte
Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred,
her, hvor et Menneske dde--og Livet var forbi.

-Han vaagner, sagde Fru Appel.

Halvt i Svne begyndte han at klage.

Tine stod sagte op og tndte stille Lampen og satte sig igen.

Den Dende slog jnene op, men han sa ikke mer--de store jne var
brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.

Moderen laa ned ved hans Seng:

-Ja, Max, ja--gr det saa ondt? gr det saa ondt? hviskede hun.

-Ja, Max, Ja--gr det saa ondt?

Dren gik. Det var Madam Blling igen. Hun vilde kun se efter
Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.

Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mrket og sa paa sin
Datter, til hun stille vendte tilbage.

Den Dende rallede hjere:

-Ja, Max, ja, gr det saa ondt? gr det saa ondt?

Han blundede igen og atter vaagnede han.

Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der
dog som forunderlig stille.

-Lft ham, lft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Hnder.

Hvor hans Aande blev svag og hans Hnder stive.

-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.

-Ja, Max, ja.

De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svrt, saa tungt; Moderen
havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage.

-Lg ham--lg ham.

De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han lfte Hovedet og han
sgte om Ord:

-Annie--Mo'er--Annie--hrer I Fuglene?

Og idet han strakte de stivnende Hnder frem og smilte, sagde han:

-Ja, hvor Livet skal blive smukt.

Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage.

Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlse Sn. Tine
trykkede hans jne til.

Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hnder, der
var stive, og hans Ansigt, der var koldt--lnge. Time paa Time.

Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste
ingen Trst.

Madam Blling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Kkkenstolen bag
Dren. _Der_ kunde hun hre, naar Tine gik.

-Der var hun--nej--hun kom ikke ind.

Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor
Tine allerede var ved Dren.

-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun.

-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun.

Madam Blling gik hen til hende.

-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og vre vrede paa hinanden, sagde hun,
skal vi nu ogsaa vre vrede paa hinanden....

-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig ls--men nu er det jo silde ... Godnat.

Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen
og Dren slog til. Hun var borte.

Madam Blling vendte tilbage. Hun kom ikke lnger end til Stolen ved
Dren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det
stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hrtes de Svnlses Skridt over
Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer.

Uden at vide det begyndte Madam Blling at vandre som de--en rokkende
Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer,
hun vidste ikke Rede.

Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede
Skolen i sin Grund.

Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin dde Sn.

       *       *       *       *       *

I Skovridergaarden var der stille.

Tine hrte kun nogle rastlse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun
gik gennem Huset.

Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig,
hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke.

Hun aabnede Dren til Dagligstuen og hastig vg hun tilbage.

Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev.

Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik
hun tilbage til sit Kammer.

Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun
besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting
sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.

Kort efter Daggry gik hun hjem.

-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Blling, der var i Kkkenet,
og slog sine Hnder om den tause Datter.

-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun;
hun vilde ikke fortlle, at hun ikke havde vret i Seng, det vilde jo
bare gre Tine urolig.

Tine gik ind til sin Fader.

Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebger var blevet
taget frem--dem med Lve-og Tigerjagterne paa Bindet.

Dem sad han og lste i--Time efter Time.

Tine sad ved hans Fdder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver.

"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje.

Blling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet:

"Du skal re din Fader og Moder"--"Du skal re din Fader og din
Moder", lste den Gamle Gang paa Gang, med sin svre Stemme.

-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og sa over paa Madam
Blling.

-Ja, Blling, ja, du har jo lrt hende det, svarte Madammen.

-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han lste igen.




IX

Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.

Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud.

Stimmelen blev tttere foran Kroen. Der var _dem_, som fik
Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den frste Ration var gaaet med,
mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og
en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter
"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle.

Den Krblede jog rundt--men idag var hans l for tyndt: _saa_ raabte
han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist.

Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst
_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar.

Fire Lolliker raabte hjest--de spillede Kort--liggende plat paa
Maven.

Men Lystigheden kom kun som korte Vindstd og saa blev der svrt tyst
igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget strkt.

En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tt ved Smedens
Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde n af
Soldaterne, fast og stille:

-Ja, Hr. Ljtnant, vi vd jo, at vi _skal_ derud.

Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officren gik.

... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I
Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det
igen. De var i Stuerne og ude.

For tyvende Gang spurgte Berg i Kkkenet, om Tine var kommen.

Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i
Skolen.

Hun var ikke kommen.

-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke:

-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun
hnger ellers trofast nok ved dette Hus.

-Ja, sagde Berg.

-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den frste Dag,
sagde Sofie.

-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.

Kvartr efter Kvartr blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som
led han ikke nok.

-Og det har da forresten hele Degnens Hus, grd Sofie videre.

-Indtil den sidste Dag, sluttede hun.

-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjlen.

Han rejste sig og gik ud.

Et Kvartr forlb--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.

Men der var intet.

Saa gik han.

Han vilde se dem, han vilde derhen.

Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til
han tilsidst slog Flge og gik med Lgen op ad Trappen.

Tine hrte ham frst, men hun rejste sig ikke.

-Tine, Tine, raabte Madam Blling, og hendes Stemme blev helt hj og
lys af Glden, det er Skovrideren--det er Skovrideren.

-Nej--at vi sr Dem igen, nej, at vi sr Dem, blev hun ved.

-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.

Tine kom ud. Et jeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt,
der var lidende og furet og blegt.

-Det gr ham dog ondt, tnkte hun.

Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svrt at faa
Lberne fra hinanden:

-Blling er jo saa syg.

-Aa ja, Blling, aa ja, Blling--det bliver vrre og vrre....

Det var, som Berg undgik at s ind i Stuen, hvor Blling sad--hans
Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Kkkenet.

-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam
Blling, som frte den ene Haand rastlst over den anden i sin
Bevgelse. Det var saa lnge, rigtig lnge siden, at Skovrideren havde
st her indenfor.

-Ja, jeg maa dog s til ham, sagde Berg som fr.

Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.

Berg sa Blling--lille og affldig sad han ved Sengen; han vilde ikke
have kendt ham igen.

-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil s
til dig.

-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mle, uden at lfte Hovedet
fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.

-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam
Blling og blev ganske rrt paany.

Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte
holde den i sin--et Nu.

-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.

Berg fik intet Ord over sine Lber. Det var som alting hos ham led og
pintes: jnene, der sa det kendte Rum, rene, der hrte deres
Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.

-Men Tine--sagde Madam Blling, der rastls gik ud og ind--skovrideren
skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa?

Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte
lgge Dug paa og Berg vgrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og
vidste selv ikke hvilke; han sa kun Tine, der gik hid og did og
dkkede, bleg som en Dd og med langsomme Bevgelser, som om hver
Muskel, smertende, ngtede sin Tjeneste.

-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Blling kom
ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har
man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e,
som i gamle Dage.

Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.

-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam
Blling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen
ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glde, og hun talte om
Herluf og Fruen.

-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en
Plads.

Tine blev ved at gaa omkring som en Sttte, der bevgede sig, mens
Berg sad--med hver Bid usvlgelig i sin Mund--og maatte spise foran
Madam Bllings jne.

-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i
sin Iver.

Tine bd ham; han syntes, at hendes Hnder, der bd ham, var blege; og
han tog paany.

-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den
anden Side af Sengen.

-Ja, Blling, ja.

-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glde, forklarede Madam
Blling. Jeg har jo gemt de gamle Bger ... Blling har jo lrt hende
det ... han har jo selv lrt hende det ... og Tine _har_ altid haft
rigtig en kn Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og sr i
de gamle Bger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere,
Skovrider.

Madam Blling blev ved at byde:

-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad,
Skovrider, hun smager ikke Mad.

Berg vidste ikke, hvorfor han nsten tvang hende til at spise, hvorfor
han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og
de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Blling.

-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig
sa hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter
og hun holdt inde, paa n Gang greben af den samme uforklarlige og
uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun
satte sig:

-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svrt det er blevet for
os alle....

I nogle jeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde
de hre op at aande.

Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig ls og kom op og
kom ud--Madam Blling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig
endnu en Gang.

Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det
opdkkede Bord. Hun sa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun
hrte ikke Faderen, der lste op af de gamle Bger.

Kanonerne ld som det mgtige Brus af en bortrullende Flod; paa
Pladsen hrte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.

Stjen tog til, og Tine hrte Kommandoraabene gennem Larmen--hver
enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.

Og atter ld Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem,
der drog bort.

Madam Blling stod igen paa Trappen og gik atter ind.

-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal
derud og d_.

Tine hrte kun Skridtene--de blev svagere, svagere.

Han var borte nu.

Og et jeblik var det, som al Bedvelsen veg fra hende. Hun talte til
sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar
derned. Sofie gr ingenting.

Og ilfrdigt gik hun ud og lb ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog,
hendes ilende Skygge--ned over Marken. Dr mdte hun Tinka.

-Hvor skal du hen? spurgte Tinka.

-_Derned._

Tine stansede ikke, men lb kun.

Lnge stod Tinka og sa efter hende, til hun forsvandt, over Grdet,
ved Dammen.

Hun lb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte s dem igen. Hun vilde
vre _der_.

-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flbende lb hende i
Hlene, varierende samme Ord uafladelig.

Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen.

-Nu er de derud', grd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus,
nu er de derud'....

Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine lste Datoen den 16. April.

-Og hvem vd, hvem der om en Tim' drages med Dden, sagde Sofie.

Tine vendte det frste Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at
lse: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve
--dem, Fru Berg havde lst saa tidt. Her havde hver Stning samme
Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bllings Hoved tungt ned
mod Skovriderens Bord.

Han havde kun _taget hende_--taget hende for t Nu.

... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Svn i sin Krog.

Kanonerne ld med Helvedslarm som ingensinde fr. Fra Staldene brlte
det skrmte Kvg med tudende angstfulde Brl som paa en Sommermark,
hvor Lyn slaar ned i Hjorden.

Tine laa ned paa Kn--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mrkede noget
varmt mod sine Hnder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa
Tppet.

De slikkede hendes Haand.

       *       *       *       *       *

Det var Hans Hjrvrdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen.
Han vilde blot s til gamle Blling.

Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Blling, og vilde igen staa
op i sin Kaleche, da en hjtstaaende Stabsofficr red med et Par
Ledsagere over Pladsen.

Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik
de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen.

Fra Hjen over Paradisvejen sa de over mod Vest.

-Skal der rmmes? spurgte Bispen.

-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive.

Officerens Stemme var srt tydelig og han sa frem for sig, mod
Skanserne.

Bispen taug lidt; hans Mund sklvede en Smule. Saa sagde han;

-Ja, de Mnd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.

Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang nr. Den sank i et
luende Rdt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.

Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.

Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officren slap ikke hans Haand Saa
mumlede Bispen et "Lev vel" og krte bort.

Paa Pladsen drog en Time efter de Nste ind. En Stund var Kroen
belejret. Soldaterne havde megen Trst Saa blev der hurtig stille.

Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gstestuen,
gennem Dren mellem Sjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hrte
hendes Raab ude i Gaarden.

... Kanonerne ld uforstyrrelig gennem Natten.

Det bankede paa Skolens Dr, der allerede var i Laas.

-Det er mig, sagde Tine.

Madam Blling lukkede op. Hun sa kun sin Datter som en Skygge imod
Mrket.

       *       *       *       *       *

Natten gik, og Dagen lysnede.

Det var nr ved Middag nsten, fr man paa Pladsen vidste, at nu
stormedes Dybbl.




X

... Til ud paa sidste Nat havde de hrt de Saaredes Jammer, der
slbtes forbi til Hrup Hav--nu hrte man hver Stnnen saa langt
gennem Stilheden.

Og saa var alt blevet tyst.

Dagen kom. Det var, som var Pladsen dd. Smedjen stod tom, og Smeden
kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dr.

Madam Blling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun
stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Blling sig og, raadls,
gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr.

-Vil du ikke spise? sagde hun.

-Nej Tak.

Atter satte Madam Blling sig. Blling vaagnede. Ordene blev kun til
utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine
tog den og lste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke
hrte.

Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Blling sig og gik
medls rundt, i sin Krog.

-Vil du ikke gaa derned? sagde hun.

-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonlse Stemme.

Og de sad, i deres Krog, igen.

Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig.

Nu var det snart henimod Aften.

Tine gik ud.

I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv.
Fjlene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den
nedtrampede Rug. Kun de herrelse Ker brlede uroligt paa de fremmede
Marker.

Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun n Tanke: Hun vilde _s_ ham,
der var dd. Han var ikke kommen tilbage--saa var han dd.

Alting var stille.

Selv Fuglene taug. Og den opbldte Jord, hvor ingen traadte mer, var
strknet som et ddt Tppe.

Hundene sprang frem over Skovridergaardens Grde og fulgte Tine; hun
mrkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og sa dem ikke. Hun
vilde kun til Ulkebl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.

Men i Ulkebl var alt forladt, og Prstegaarden stod de som et tomt
Vrtshus. Gaardhunden gede ikke, da hun kom og gik.

Foran Kirkegaardsporten brlede noget forvildet Kvg. I Taarnet
begyndte Klokkerne at ringe.

Tine gik ind; hun sa den store Kirkedr stod aaben. I Koret laa der
Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Dde sa hun ind
i Ansigtet og gik ham forbi.

Ved Alteret stdte hun mod en fremmed Mand, hun sa ham nppe.

-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun hrte det ikke.

Hun sa den nste Rkke--n efter n; Hundene slikkede tvende Ligenes
ngne Fdder.

Hun gik ud igen; den fremmede lste bag Kirken sin Hest og sa efter
hende, saa lnge hun jnedes.

Hun gik kun videre--ud af Byen:

-Saa maatte Staben vre i Augustenborg--Staben vidste Besked.

Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem
Hegnene begyndte det at mrknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes
lukkede Dre.

Saa halsede Ajax og saa Hektor. De lb frem ad Vejen. De fulgte et
Spor og lb atter tilbage--ind over Marken mod den nrmeste
Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og gede.

Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Kn som
en Haltende to Gange, mens hun gik.

I Gaardsrummet var der ingen; stille lftede hun Drklinken. I Stuen
blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte
Tine, og hun begyndte at grde.

-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.

Konen grd blot og Hundene blev ved at g.

-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.

Den Gamle aabnede Mellemstuedren og Tine fornam den kvalme Lugt af
Blod: _Dr_--i Alkoven laa han.

Tine sa kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stdte hun bort og tog
Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rdt af hans Blod.

-_Har han talt_? spurgte hun.

Gaardkonen grd.

-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Snnen og paa Fruen--de
to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg.

Tine sad som hjemme, tt ved Sengen--ubevgelig stirrede hun paa hans
Ansigt.

-Han vaagner, sagde hun.

Hendes Liv var kun t Haab: at han vilde kende hende igen.

Men den Dende slog blot jnene op og sa paa hende som paa den tomme
Vg.

-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han
grder--han grder ...

Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og
klagede sagte.

-S de Umlende, s de Umlende, grd Gaardkonen.

Det var, som om den Dende mrkede sine Hunde og vilde dreje det
saarede Hoved: han smilede halvt.

Tine rrte sig ikke.

En Time sad hun. Hun ventede, han skulde nvne hendes Navn--blot i en
Forbandelse, der aabenbarede hendes Skndsel.

Men han huskede hende ikke mer.

Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjlp.

Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.

Natten var mrk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens
Milestn og hun rejste sig igen.

Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme
Plet.

-Hvor lnge du blev, Barn, sagde hun.

-Jeg har ingenting hrt, sagde Tine og lagde Sjalet.

Moderen sknkede Kaffe og rakte hende den.

-Tak, svarte Tine og drak begrligt.

-Hvor du er bleg, sagde Moderen.

Hun begyndte at tage Sengklder frem og lgge dem paa Sofaen--til
Seng for Tine.

-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam
Blling saa bange--jeg sover oppe.

Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa
Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tndte det; og
pludselig var det, som hun vaagnede: hun _sa_ alt om sig, og hun
vidste, at _alt var sket_.

Hun sa Stuen og de gamle kendte Mbler som for frste Gang i lange
Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade.

-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Blling og tog hende mildt om
Haaret: hvor du sukker.

Tine holdt Moderens Hnder saa fast over sit Haar som til et langt
Krtegn:

-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften.

Lnge stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevgelser gjorde hun lange og
dvlende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv.

Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tvede endnu et jeblik--saa
gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms
Skyld--og hun var inde.

Hun sa paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa
Gulvet, der var slidt af de mange Fdder, og sin Seng, hvor fremmede
Mnd havde ligget.

Her havde hun levet hele sit Liv.

Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det brndende
Lys. Nede hrte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til
Ro.

-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vkke Blling.

-Ja! svarede Tine.

-Saa Godnat, Barn.

-Godnat, Mo'er.

Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun hrte kun de
to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.

       *       *       *       *       *

Det frste graa Dagsskr faldt ind i Kamret, og Lyset var nsten
brndt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og
aabnede varsomt Dren. Hun sa Kroen og Kirken og Smedens Hus og
vendte sig mod Skolen--en sidste Gang:

Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.

Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Hjen steg hun over Grdet ind i
Skovridergaardens Have, hvor Trerne og Buskene og Roserne, som var
indvundne i Maatter, stod som Spgelser i Skumringen.

Tine gik op ad Havetrappen, og hun sa ind gennem Dren. Hun kendte
hver en Plet, og hver en Plet var lagt de.

Tanker havde hun ikke--de var vel allerede dde. Hun bad heller ingen
om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det vre forbi.

Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun
holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og sa lnge ind.

Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Trklder om sig,
ene, i den store Seng.

Hun hrte Kvget blive uroligt i Stalden og Hanen galede hjlydt; og
hastigt gik hun ned imod Dammen.

I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun
elskede, talte til hende paa n Gang. Hun tnkte paa Herluf og paa
Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over
Grdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske
lille; og paa Appel, der var dd og paa Faderen og Moderen, som nu
skulde sidde alene.

En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _d--d_.

Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje,
tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i t
Nu....

Men saa skd hun langsomt Skoene af sine Fdder. Angsten var dd under
hendes Hjertes trtte Smerte.

Hnderne havde hun foldet. Lberne bed hun sammen. Med Blikket mod det
lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.

... Nu var Dammen rolig.

Dagen kom.

       *       *       *       *       *

Madam Blling var vaagnet; Blling havde sovet saa roligt og laa saa
godt endnu.

Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Blling hvilte selv et
Kvartrstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vkke
Tine.

Men der blev ikke svaret

Madam Blling stod op. Tine kunde nok trnge til Svnen. Det var intet
Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den
op, naar hun vkkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen.

Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det
var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt lnge.

Madam Blling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men
saa vaagnede Blling, og han maatte have sin Morgendrikke frst.

-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Blling talte med
sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et
Barn--naa, Blling, naa ...

Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting.

Tilsidst kom Blling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa
Bakken og gik op over Loftet.

Hun sa den tomme, urrte Seng, og et jeblik stod hun forvirret uden
at forstaa, fr hendes Ben begyndte at vakle og hun lb hen over
Loftet og raabte, meningslst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:

-Tine, Tine!

Saa taug hun igen. Hun tnkte: Blling hrer det.

Hun sgte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke:

-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de
Syge.

Hun gik ned, hendes Bn vilde ikke bre hende. Hun aabnede Dren, og
hun sa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun
ventede ikke paa Svaret.

Hun sagde Gang paa Gang:

-Hvor det er Uret af Tine at gre mig saa forskrkket. Og greben af ny
Angst sagde hun:

-Men hvor er hun da? hvor er hun da?

Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at lbe gennem Huset,
som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa n Gang forlod hun alting og
hun lb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.

-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste
Besked.

Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun
hjlpels, med rokkende Hoved.

-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka.

-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam
Blling at grde.

-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_
ikke?

-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Blling forvirret og hun fortalte,
tonlst, gentagende samme Ord, i Stninger uden Mening:

-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der
ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var
hun der ikke ...

-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun
rystede over hele Kroppen.

Madam Blling stod et Nu--og gav sig saa til at l gennem
Kuldegysningerne.

-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At
man ikke tnkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun
har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren--

Hun begyndte at gaa, flgende efter Tinka, det lb hen ad Vejen,
gentagende de samme Ord, mens hun lb: Skovrideren, Skovrideren,
Skovrideren ...

Men med t stansede hun, og hun frte Hnderne som til Slag ind mod
det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.

Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, sa hun hende ind i
Ansigtet, som vilde hun tale, sprge: Sandheden gennemborede hende som
et pludseligt Svrd.

-Kom, kom, bad Tinka angst.

Men Madam Blling rev sig ls--med en stille Klynken som et fldet
Dyrs, der synker--og hun lb.

Hun havde forstaaet.

-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet
sammen.

-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn.

Hun lb ind over Gaarden. op ad Trappen, Dren slog hun op.

_Han_ havde taget hendes Barn.

Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de de Stuer. Hun mimrede Ord,
hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over
_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--lftende de rystende
Hnder.

-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun
gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun
gjorde.

Hun blandede "Fruen" og Gud i t og hun bad til dem begge med samme
Ord:

-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har fdt hende, jeg, som
har fdt hende--be'er--jeg be'er.

Og Ordenes evige Gentagelse lste Taarestrmmene, saa hun hulkede med
Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.

       *       *       *       *       *

Tinka havde kaldt paa Lars. De sgte--Husmanden ogsaa--i Huset, i
Haven. Sofie lb bagefter, jamrende, med begge Trklder i Haanden.

Det var hende, der fandt Tines Sko i Grsset.

Lars stagede fra Bredden med Stnger i det ttte Mudder. Husmanden
hjalp til, da de fik Liget trukket op.

Tinka lagde sig hulkende ned paa det grnne Grs og glattede Haaret
bort fra det skmmede Ansigt: Kom og lft hende, sagde hun, og de
lagde den Dde op paa et hentet Sejl. Tinka lste sit Hovedklde og
bredte det over Venindens Ansigt.

De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.

Sofie lb--hun turde ikke rre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i
Kammeret om den Dde: hun laa med foldede Hnder paa sin Seng under
Fruens Billede.

Tinka gik ind til Madam Blling. Det var, som Madam Blling var blevet
affldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen
kendtes ikke igen.

Hun sa kun op paa Tinka og rejste sig.

-Hvor er hun, spurgte hun.

Tinka kunde ikke svare.

Moderen sa Vandpyttene i Gangen og hun spurgte:

-Er hun i Kammeret?

-Ja, hviskede Tinka.

De gik begge derind. Madam Blling lftede Lagenet fra sin Datters
Ansigt.

-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer lb ned ad hendes
Kinder, og, som vilde hun trste hende, sagde hun, mens hun lod
Haanden glide ned over hendes Haar:

-_Det har jo vret ham--det har jo vret ham ..._

Og hun havde tilgivet alt.

Under sagte Klager, der ikke var Ord, grd hun med Hovedet ind mod sin
Datters Seng.

Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Svne, sagde hun:

-Nu skal hun hjem.

Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand
bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker.

       *       *       *       *       *

Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hrte man hvert
Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fstede de hvide Lagener.

Sofie listede ind i Kkkenet, hvor Husmandskonen syslede, rd for hver
Stj.

-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtj? hviskede Sofie, som var hun angst
for sin egen Stemme. Det var da en Ddsens Synd, om hun ikke skulde i
ordenlig Ligtj.

-De gaar jo og kl'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.

-Herregud, gaar de og kl'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget
tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrvelsen. Hun fik Skoene af, mens
Bllings lange Lallen ld gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen
og aabnede Salsdren uden Lyd.

Tinka og Gusta gik blege om i det sre Lys fra de mange Lagener.

-Maa En s hende, hviskede Sofie skrmt og sky.

Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide
Baare.

Sofie grd en Tid, mens hun lftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa
gik hun rundt om Sengen og eftersa lnge "Kldningen".

-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.

Men de svarede hende ikke.

Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre
i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slr.

Madam Henrichsen kom ud for at hjlpe hende og sagde, at "Tine i
Skolen" var dd til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt,
som hrte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke
fandtes andre Dde end hendes Sn.

Sofie vendte tilbage til Kkkenet.

-Ja--nu har de kl'et hende, sagde hun grdende og fik Skoene paa
igen: Hun ligger forresten rigtig knt--i lutter hvide Tpper.

Hun trrede sine jne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:

-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de
Sorgens Tildragelser.

Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af
Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud.

Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Blling og klappede og
klappede hans famlende urolige Hnder. Helst havde hun begravet
sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle
de Folk, der nu kom sammen, og Prsterne, der vilde komme--nu skulde
de alle "dmme over hendes Tine".

Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krbet frem
fra Husene for frste Gang efter Dybbldagen og hrte nu om Ulykken.
De listede stille omkring, som om de ikke turde trde paa Fdderne, og
hviskede med sky og skrmte Stemmer foran de tre lagendkkede Vinduer.

Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og grd rundt fra Klynge til
Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snften.

-Saa sr jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Grsset--og saa begyndte
jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn....

De tre Gaardkoner, der om Sndagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og
stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue,
til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang,
gravitetiske og tause. De grd ikke, men sa kun ud, som maalte de
Vggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte
sig i Rad. De havde ikke bevget en Mine.

Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude.

Ude paa Pladsen hrte man reskompagniet, der rykkede op, og de frste
Prsters Vogne, som holdt ved Skolen.

Tinka tog imod dem; men Madam Blling var allerede ude i Kkkenet
--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e
Kaffe--alle Pastorerne.

Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange
for hver eneste.

Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ...
aa, gr De det ... Og Sndagskopperne ... ja, gr De det.

Madam Blling var saa angst for Prsterne.

-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun sa paa hende med
sine smaa jne, der snart ikke var jne mr:

-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skrmt.

Prsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede
dem lidt og de nd Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed.

Gamle Pastor Gtsche sagde til Tinka i en Krog:

-Hun ligger vel derinde? Lad mig s hende.

Og han gik derind med Tinka. Den gamle Prst sa paa de hvide Trk.

-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv
falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.

Han pudsede Nsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hnder.

Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i
Skarevis ovre fra stsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen,
hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed:

-Ja--Gud vd, hvorfor hun har sgt til de sorte Vande.

Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dr. Hun sa ud, som havde hun
meget stor Lyst til at hugge i Sofie.

-Ja--hun var det grnne Tr, sagde hun og sa ufravendt over paa
Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, fr Madam Henrichsen tog
sin Tilflugt til Bibelord.

Der blev en strre Bevgelse, da Hjrvrdighedens Vogn krte frem.
Provsten havde tnkt, der kom vel en Del Embedsbrdre sammen og var
saa ogsaa taget herhen. jeblikket var vigtigt og det var godt at have
Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne.

Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.

Hans Hjrvrdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis.
Men saa gik han ind, hvor alle Prster modtog ham i Taushed.

-Det er jo en Sorg, jeg hrer om, sagde han og hilste paa den Nrmeste
... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for
Kvinderne har Gud haft en Prvelsens Tid ... en mjsom Tid, sluttede
Provsten.

Prsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe
igen.

Provsten og flere Prster gik ind i Salen, hvis Dr blev staaende
aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det
opmrksomt frem gennem begge Stuer.

Hans Hjrvrdighed mumlede et Skriftsted, og Prsterne havde foldet
Hnderne.

Saa vendte Hjrvrdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han,
omgiven af Embedsbrdrene, om Hrens Bevgelser og Konferencen i
London. Han talte halv hjt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede
sit Csar-hoved frem og tilbage.

-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmgtige fandt den rette
_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt glder, er, ikke at opgive
Nationens Vrdighed.

Han blev ved at tale--hjere, henover det stille Hoved, der laa, som
det lyttede paa sin Pude.

-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord
vil koste Blod.

Ude paa Pladsen var der nsten blevet Trngsel. Den Krblede var
kommen og rullede, skrigende, omkring med sit l mellem Klyngerne.

-Men hun ligger knt, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Nrheden
af Skoletrappen: Hys--der er de.

Provsten og alle Prsterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter
vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette jeblik ikke havde rrt
sig fra deres Plads.

Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende
tilbage til Kkkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en
Kop Kaffe--nu igen.

Solen skinnede ind i Kkkenet og Sofie fik Vinduet op.

-Maaske ka' En hr' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten
saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligprkener, lagde hun til i en
Slags Parentes.

-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede
hun.

Hun fik Kaffen.

Madam Blling havde fra Sovekamret hrt, at nu var der blevet roligt.
Skrmt aabnede hun Dren: Nej--nu var der ingen.

Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter
og lukkede.

Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Blling.

De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne
--det var, som den strke Sang vilde fylde det tause Hus.

  Hvo vd, hvor nr mig er min Ende?
  S, Tiden meget hastig gaar,
  hvor let og snart kan det sig hnde
  at jeg mit Vandrebudskab faar.
  Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
  i Afskedstimen Trst og Ro.

Gamle Bllings famlende Hnder faldt lidt til Ro, og det syntes
nsten, som han lyttede.

Madam Blling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne
med hastige, rystende Hnder som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde
hun da lukke ind over sin Datter.

  Hjlp mig i Tide at bevare
  mit Hjerte fra Letsindighed,
  at, naar du kalder, jeg kan svare;
  Ja, Herre, s, jeg er bered.
  Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
  I Afskedstimen Trst og Ro.

Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for
at se, hvem det var, der kom saa silde.

-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte stte sig
strax ved Dren: det er Bispen--det er Bispen.

Lise lb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:

-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.

Madam Blling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet
ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste.

Benene vilde nppe bre hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde
ikke s ham--hun kunde ikke s ham ... nej....

Men hun maatte jo: Det var _Bispen_.

Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....

De fik den frem; men Madam Blling kunde nppe faa den paa med sine
stakkels Hnder.

-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms.

Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde
ikke tale, og hun turde ikke s op i hans Ansigt.

-Jeg hrte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog s herind, sagde
Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hnder:
Stakkels Barn--Deres stakkels Barn.

Madam Blling lftede jnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde
sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.

-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Hnder.

Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Lnge stod han med sine
jne fstede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig
Andagt.

-Ja, sagde han og lftede de foldede Hnder nsten op til sit Hoved:
Gud tilgive os--Gud tilgive os alle.

Madam Blling havde bjet sit Hoved ned mod sin dde Datters Pude. Og
angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den
hjeste Dom, hviskede hun, mens hun igen frte sine Lber hen mod hans
Hnder:

-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe?

Bispen lftede Hovedet.

-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel hre sine egne
Klokker--sidste Gang.

Madam Blling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.

I Kirken sang de igen--strkt ld de mange Stemmer. Biskoppen rrte
sig ikke:

  "Hvor er Lammet, Offerlammet?"
  spurgte Isak, syg i Sind,
  da Slagtofret var berammet
  med ham selv paa Bjerget ind.
  Bange for sit unge Liv,
  paa den blanke Offerkniv
  peged han og sagde: "Lammet,
  hvor er det, til Dd opammet?"
  Her er Lammet, Offerlammet,
  siger Jesus, ydmyg spag,
  i min Faders Raad berammet
  er den store Offerdag.
  Bange vel af Hjertens Grund
  er jeg for den mrke Stund.
  Men for hele Verdens Brde
  Den Uskyldige maa blde.

Sangen var ophrt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra
Kirkegaarden ld ressalverne knitrende over Graven.

Folk brd ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hrte man mange
Stemmer--Prsterne vendte tilbage, faamlte og overraskede. De havde
genkendt Bispens Vogn.

Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans
Hjrvrdighed Dren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og
Prsterne bukkede tause.

Bispen rakte gamle Gtsche Haanden og sagde mildt:

-Vore stakkels Bllings--vore stakkels gode Bllings.

Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevgelse, sagde han, mens han
hastig og nsten krampagtig frte Hnderne op til sine jne:

-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine
Vidnesbyrd_".

Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.

Svrmen var borte, og Landet var atter stille. Som dd laa den
stivnede Jord.

En Vogn nsten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af
Kaleschen for at s, hvem det var.

Det var Madam Esbensen, der blev saa forfrdet ved at s Bispen, at
hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var
hjrd og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i t--i
disse Skrkkens Tider.

Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen.

Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.

Foran ham krte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, hjt
Kretj, mens Vinden tog i hendes lange Slr og lftede det hjt--op
over Vejen.

Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre
efter "den Hjrvrdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over
Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning.

... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd".





End of the Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE ***

***** This file should be named 10686-8.txt or 10686-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/0/6/8/10686/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS," WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's
eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
compressed (zipped), HTML and others.

Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
the old filename and etext number.  The replaced older file is renamed.
VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
new filenames and etext numbers.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
are filed in directories based on their release date.  If you want to
download any of these eBooks directly, rather than using the regular
search system you may utilize the following addresses and just
download by the etext year.

     https://www.gutenberg.org/etext06

    (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
     98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)

EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
filed in a different way.  The year of a release date is no longer part
of the directory path.  The path is based on the etext number (which is
identical to the filename).  The path to the file is made up of single
digits corresponding to all but the last digit in the filename.  For
example an eBook of filename 10234 would be found at:

     https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234

or filename 24689 would be found at:
     https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689

An alternative method of locating eBooks:
     https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL


