The Project Gutenberg EBook of Den engelske Lods, by Henrik Wergeland

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Den engelske Lods

Author: Henrik Wergeland

Release Date: July 7, 2004 [EBook #12844]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN ENGELSKE LODS ***




Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders





       DEN ENGELSKE LODS

        HENRIK WERGELAND


 _Norges Nasjonallitteratur_
          3. opplag
     Utgitt frste gang 1880
 Her trykt som i originalutgavene


    _Den engelske Lods_
   Utgitt frste gang 1844






DEN ENGELSKE LODS

ET DIGT



          I
  Lngsel efter Land

O, Kaptain, hvorhen, hvorhen
gaaer Seiladsen uden Ende?
Nye Horizonter spnde
sig omkring mig ud igjen.
Briggen alt i rastls Fart
susende igjennemlnste
Hundreder af samme Art,
kun af Syner ombegrndste.
    Naar jeg tnkte
Fjernet endelig beseiret,
falske Lande ned sig snkte
eller tvinte hen iveiret ...
Hundred Horizonter runde
    kom og svunde ...
hundred Himles Cirkelbunde,
for hvem Punktet, hvori mine
trtte ines Nervepar
krydsende sig overskar,
med en evig Helvedpine
stedse samme Centrum var...
Hundred Horizonter graae
     alt jeg saae,
    med en Grndse
    falsk som Bugten,
angste Slange slaaer i Flugten,
...graae, ja til Fortvivlen eense,
mens--som Lupens grumme Stik
krybende Insekt forflger--
Zeniths blaa og hule Blik
stirred paa vort Skib, den Prik,
synlig knapt paa Havets Blger.

O, Kaptain, nu har mod Vesten
Farten alt saa lnge staaet,
til det synes mig jeg nsten
er i Sind en Olding bleven,
skjndt mit Haar end ei er graat
og min Kind ei rynkeskreven.
Mens mit ie uvilkaarligt
sig i Regnbuspillet tabte,
Skummets Sprit derforud skabte,
har jeg idetmindste fundet,
mnstrende med strengen Sjel,
at min Liv for strste Deel
    meget daarligt
er som kastet Skum forsvundet.
Og mon et Beviis vel bedre
krves kan af Bedstefdre
paa at jeg, tilhavs omdreven,
oldingviis tilsidst er bleven?
     Dage mange,
aaretunge, aarelange,
bort erindringslse flydte,
uden Spor, som Kjlvandsstriben,
i en Masse sammengydte
hine sjunkne Skyer liig,
snigende sig sagtelig,--
have svalet Panden med
kolden Alderdomsbegriben
i dens de Kjedsomhed,
    standset Blodet,
tmmet selve Utaalmodet,
skabt det om til slven Fred.
Thi af Havets og de tomme
Skyers de har jeg smagt
Alderdommens, der vil komme,
flt den Taage, som vil spinde
sig om Gubbens ngne Tinde,
forud om mit Hoved lagt.

O, Kaptain, giv mig et Ord!
Tryk mig med din Haand, den kjkke,
at mig Tanken ei skal skrkke,
at jeg i en Ddningsnekke
kommen er ved List ombord!
Styrmand, giv mig din! Kom an,
Baadsmandsmath og Tmmermand!
I Matroser, mine Venner,
rkker mig de brune Hnder!
drber med et kraftigt Tag
Angsten i mit Hjerteslag!
Thi, skjndt Daare meer end Synder,
    dog begynder
denne Vei med sporlst Fjed,
denne dumpe Eensomhed,
flles, Katakombens liig,
mgtigt at forfrde mig.
Her paa Oceanets Steppe,
saa evindelig ensformig,
ikke stille, ikke stormig,
maalls, da dens Grndser fly,--
under Luftens dalte Teppe,
dette blaagraa Himmelhvlv,--
er det ei, som om Vi selv
(en fordmt Skinddningskare)
jordede tilsammen vare
under samme Tag af Bly?--
stivt i Stirren paa hinanden
Sidemand paa Sidemanden:
Han i Hiins og Hiin i Hans
jes brustne dde Glands,
uden Rrelse og Mle,
skjndt med fuldtbevidste Sjele?

O, en Egg kun af et Skjr,
Striben af et Fuglevr,
Ryggen af en liden Holme,
skjndt, som yre Hvals og olme
Kobbes brstereiste sorte,
i Sekunden atter borte,
vilde vre i min Plage
nyfdt Verden at opdage
--o et Tankens Paradiis,
hvor den vilde bli'e tilbage,
Skibet givende til Priis!
    Brune Tare, Tangens Klase
vilde vre blommet Grnt
paa Forsmgtendes Oase,
Himmelens Forsoningstegn.
Dermed jeg fantastisk skjnt
Bryst og Pande vilde smykke,
dem, som Roser efter Regn,
til min Mund vellystig trykke,
hilse deres armodsgustne
bruunbespettede forrustne
polyplige Blreknopper
mt som Anemonens Dopper,
der til Stjerner sig udslaaer,--
som de frste Blomstertinter
der forkynde Nordens Vaar,
efter treti Ugers Vinter.




          II
 Appearance of England

..O, Kaptain, hvad er dog Dette,
som saa skinnende frembryder
hist hvor Himlens Grndse flyder
sammen frst med Havets Slette?
Mon det er den blanke lange
Aasryg af et Skyberg, dalet
under Horizontens Bryn?
    Mange, mange
have falske Lande malet
skuffende vort trtte Syn?--
--O, saa hvid er ingen Sky!
   Men maaskee
nybrudt Iisflag, dkt med Sne,
    reen og ny,
stormforslagen ifra Polen,
vender frisken Brud mod Solen?
    Eller mon det vre kan
nye Haves Fraadebelte,
Grndseblger, som fremvlte
   fra atlantisk Ocean?
Eller mon det skulde vre
falske Svaners Linjehre?
Da de nok i Horizonten
sammen vil formere Fronten;
men paa frste Varselsskrig
    al Armeen
flux igjen adspreder sig,
som i Hvirvelvinden Sneen.
Skulde Verdens Grndsesnor,
Havets Grndselinjes Rkke
for de evige Seiladser,
skabt af slvhvidt Perlemor,
i hint Straalende sig strkke?
Er det Himmelens Palladser,
frie Aanders lyse Hjem,
som i Vest sig hver frem?
Eller mon er Havets de
Moderskjd for Himlens Stjerner?
Mon som Lys-Eilande ud
af dets Dybder de frembrde
og forsvandt i sine Fjerner?
O, hvor herligt for en Gud
da, at skue i den blaa
Afgrund ind, hvorfra de gaae!
herligt, som i aabent ie,
     i hvis Bger
Tanker, mme, skjnne, hje,
funklende sig frembevger!

    _Sfolkene_[1]
    Det som skinner
      vester hist
mellem Sky og Havsensvover,
     Det er England,
     solbelyst,
 Klipperne ved _Dover_.

[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang:
Have you been
  at Greenwich fair,
bonny Lady, Highland-Lady?
  Have you seen
  a Lady there,
bonny Highland-Lady?]

 Fl det friske
   Livsenspust
alt fra Gammel-_Englands_ Ege!
     Vimplens Tunge,
     som beruust,
   kan i det alt lege.

  _Kentshire's_ Enge
      har deri
  sde Blomsterdufte blandet;
      Smandshjerter
      vimpelfri'
    juble imod Landet.

    Hist see _Englands_
      Grundvold strk:
  muslinghvid Cement fra Grunden!
      Frihed har sit
      Forsvarsvrk
  midti Havet funden.

  Gud har bygget
    om dens Hjem
strke hie Bastioner
    netop hvor det
    vender frem
   mod Europas Throner.

 Shakespearcliffens
    hvide Hvlv
vesterud er Marmorfoden,
    hvorfra Seirens
    Dronning selv
 stolt behersker Kloden.

 Klippen mere
    hvid end Sne;
 natsort Muld derovenover;
    grnne Enge
    --Fljl at see--
   gaae i lange Vover.

 O hvor herlig
  saadan Grund
maa for Englands Ege vre,
    som til Frie
    yde kun
 sine Krandses re!

 O hvor herligt
    for en Mand
der at leve, boe og bygge!
    Og hvor herligt
    hviler han
 under Egens Skygge!




          III
       Drmmesyn

Tvende Timeglas forbi--
    og vi hrte
Egene iland sig rrte,
susende, med Ord deri,
som om mange Mnd paa Stranden
talte sammen med hinanden.
Egerdderne vi saae,
Aarer i Agaten lige,
i den sorte Muld at gaae,
som bedkkede de hvide
Klipper, der langs Stranden kneiste.
Og nedover Klippens Side
dunkelgrnne Vedbend laved,
som letflettet Elskovsstige
mellem to forelskte Geister
(Hun fra Landet, Han fra Havet)
efterglemt fra Stevnet, sat
i den sidste Maanskinsnat.

Tys! de glade Blger larme;
der er Sang i hvad de buldre!
Naar jeg ned fra Stavnen saae,
syntes jeg see hvide Arme,
svaneduunbedkte Skuldre
jublende at skynde paa...
Tys! et Chor, afbrudt af Latter!
Tys! et _Rule Britannia!
Rule Britannia! Rule the waves!_
syntes jeg dernedenfra
i et Chor fra Munde hves,
som af Blger fyldtes atter,
saa det blev kun en Musik
sde Brudstykker jeg fik.

Hvo kan undres, om jeg drmte
     Nereider,
syngende om Skibets Sider,
Liv i Blgerne, som svmte
langshenad din Cliff, Shakespeare,
hvor du mante hen King Lear?
...O der stod den, hi og stor!
Der til venstre Side stod den:
Aft'nens frste lette Flor
blaaligt svmmende om Foden;
       men paa Tinden,
som nu Aftensolen tndte,
enkelt Kam skarlagenbrndte--
o saa rd, som om i Vinden
gamle Lear deroppe stod,
ei i Betlerdragten pjaltet,
men i Kongedragt gestaltet,
i sin Kaabes Purpurblod.

Og til hire Haand man saae,
liig en romersk Muurkorone
hvet i det blege Blaa,
_Dovercastles_ gamle graae,
      tvertsafskaarne
plumpe Bueskyttertaarne,
      saa Kastellet
lignede en sachsisk Krone
gammeldags, af hamret Jern,
himmelfalden ned paa Fjeldet
om dets Tindinger til Vrn.

Men mod Norden har sig _Kent_
lig en rolig Arm udspndt,
rkkende til hver sin Side,
i de slanke slverhvide
silesnoede _Forelands_-Fyre,
ud et dobbelt Konningstyre,
fra hvis Spidser, da det blde
Nattemulm om Landet dalte,
(som et Flor, hvori den blide
Sommernat sin Kummer kvalte
for den skjnne Dag, som dde)
tvende Flammeblik frembrde,
et i Syd og et i Nord,
Kastor og hans Pollux liig,
sjunkne ned fra deres hie
Himmelstade til vor Jord,
tindrende som draaberene
       delstene,
fattede i Slverie:
En i Rdt, som en Rubin,
skiftende dog bryder sig,
fjerntud straalende fra Kysten,
mens den anden Amethysten
lignede i blaaligt Skin.

Lnge over Landet svved
som et Slr, ved Feers Kunster
af et blandet Gjenskin vvet
ifra Himmel og fra Hav,
rdt fra hiin og blaat fra dette.
Deraf kom det Violette,
som bag fine Gaze af
Engenes og Skoves Dunster
Landets skjnne Form omgav.
Taageslret hvert Minut
mrkere sin Farve skifted.
Graasort blev det Violette,
Nettets Masker mere ttte
i det hvide Overdrag.
Men naar stundom det blev brudt
af en Nattebriis, som hvifted
over ifra _Beachyhead,_
frem i Aabningerne traadte
hist og her et enkelt Strg
af de hvide Klippebranter,
som om Spgelsegiganter
af en aabnet Tryllegrotte
eller blaalig Hexerg
frem medeet i brudt Geled
blege som et Maanskin skred.

Gjennem Natten lyste kun,
ved et fosforagtigt Glimt,
forud Blgers reiste Kamme,
Fraadens perlehvide Skimt,
Tnder liig i Havuhyres
sorte, vidtopspndte Mund,
       og deragter
funkled begge Forelandsfyres
       klare Flammer,
ine liig paa Nattens Magter,
paa Dmoner tvende, som
her maa gjre Nattevagter,
tvungne af en Strres Dom.
_Da_--jeg veed vel ei hvordan
Sjelens Virksomhed forhjet
og en Slummers Vgt paa jet
samme Stund forenes kan;
men jeg tnker samme Lov
for en Sjels og Blomsts Behov:
       naar det mulmes
lukker iet sig for Hiin,
mens den dog, som Fugl i Luften,
friest just sig da bevger;
Blomstens Gld af Duggen dulmes,
       medens Duften
svmmer om dens sjunkne Bger
endnu mere strk og fiin...
_Da_, af Blgens Surr bedvet,
lukte sig mit ie til,
og, af Nattemulmet slvet,
svntilslrtes min Pupill.
Panden paa korslagte Hnder
laa paa Rlingens Gelnder,
       men min Geist
var iland i England reist.

Lange Rkker Lys paa Kysten
(Byers Rad ved Aftenstid,
som sig langs Kanalen snoer
liig ubrudte Perlesnor)
maatte vkke Reiselysten,
kalde Geisten skyndsomst did.
Og nu ilte den afsted,
meer gesvindt end Elskovsvinket
       (Telegrafen
mellem Skiltes Kjrlighed)
sagtere end Maaneblinket
       over Graven
eller Sens Flade trder;
som en Natfalne tyst
lummer Julinat i Haven
svrmende paa stvgraa Vinger
under slumrende Syringer,
alle sine Natteglder
nydende af Hjertenslyst--
ja, saa skynded den afsted,
vrende hvor Tanken tnkte,
gjennem prgtigskjnne Stder,
nu i frste Svn nedsnkte,
ilende jevnsides med
Skibet, som derude gled.

Gjennem _Folkstone, Romney, Rye,
Hastings,_ gamle _Winchelsea,_
styrede min Geist sin Vej,
gjennem _Brightons_ stolte Gader
af Palladser reist af Qvader,
som et eneste Pal,
deelt i tvende lange Rader;
gjennem Skove, i hvis Dunkle
saaes mange ine funkle
(Vildttyv eller stolte Hjort);
gjennem Byer, gammeldagse,
byggede af Britt og Saxe,
svved Sjelen tankefort,
useet som et Mulms Atom,
fri og uafhngig, som
om min Vilje var dens Axe.

Hien Gavl paa hver en Bolig
nikkede mod den fortrolig,
som var reist paa Nabohuus,
som om begge disse Gamle
hvisked om en Dag at ramle
begge sammen ned i Gruus.
_William the Conquestor_ have
Begge seet; hvorfor rave
da ei ned i Grunden sammen
i en sand Fostbroderpagt?
Hvorfor vente efter Flammen
eller paa Orkanens Magt?--
Tt ved Byen et Kastel,
med en Muurkrands heel affldig,
af hvis brustne Skydeskaar
Efev skyder ud saa vldig
som de Bugter Boa slaaer.--
Midti Byens Hovedgade
har en gammel _Gate_[2] sit Stade,
       plump og strk,
liig et lidet Citadel,
Fundament for snirkelskaarne
mindre kegleformte Taarne,
Sachsers og Normanners Vrk.--
Kronte Konger, steenudhugne,
nselse, skimmelmugne,
(Hesten stundom uden Been)
frende i venstre Haand
tredeelt bjet Liljegreen,
mens de Svrd i Hjren strkke,
       synes trkke
paa det tunge Smilebaand
ad den Krmmert de skue
mylre i den gamle By:
Stok i Haand, ei Spyd og Bue,
ingen Hjelme, men Parykker,
eller strikket Bomuldshue,
       som bedkker
skrumpne Panders Regnestykker--
kort den hele Vanslgt vkker
hine Kongers Smiil paany.

[Footnote 2: Port.]

Stille var der overalt
i de gamle Byer, stille,
fromt og stille, saa jeg hrte,
naar man sig isvne rrte
og idrmme der blev talt,
eller naar derindenfor
       mme Mor
visselulled for sin Lille.

Men i _Brighton_ celebrerte,
da min Geist hensvrmed did,
Kjedsomheden just og Synden
i brillant illuminerte
Slotte nyen Dags Begynden
nu ved hje Midnatstid.
Der var Adel uden Hder,
herlig Viin foruden Glder;
der var Guld foruden Lykke,
Skjnhed uden Uskylds Smykke;
Venskab, der saa fast bestaaer,
som den Hud, en Slange kaster;
Oldinge med Ungdoms Laster,
Ynglinge med hvidnet Haar--
deres foraarslse Sommers
visne Grs og Syndens Blommers
trre henforbrndte Straa,
som en tidlig Dd skal slaa.
Blinket af dens damascerte
       blege Lee
var i matte udfortrte
Ungdomsjne alt at see.
Guldlorgnetterne ei skjule
kunde disse ddsenshule,
hvoraf Flamme kun frembrd
(Flammer, som et Lavas, dulgte)
naar paa grnne Bord de fulgte
de Guineer, som rullerte
til _Perdu'et_ atter ld.
Fljelssvbte, dekorerte,
perle- og demantbesaa'de,
       overstrede
med _bijoux_ og Braceletter
(Oh, Hans Hihed, Hendes Naade!
_O, his Lordship and her Grace,_
trinende i en Franaise!)
vandred Tyveaarsskeletter
       om som Dde
paa de straalende Banketter,
       paa en Hertugindes Bal.
...Ha det herlige Orchester
blandt de hifornemme Gjster,
       mylrende i Hundretal,
mgter ikke at fremkalde
ved Musiken _ la_ Strauss
i bermte Brighton-_Routs_
       mere Liv
end om Sommerregn mon falde
paa forlngst henvisnet Siv.
--Intet Under, at jeg da
skyndte mig ihast derfra,
som om raskt jeg havde traadt
midt imellem Orme-Ngler,
uforsigtigen geraadt
mellem Klynger Skorpioner
og Forviklinger af gler,
mellem Blomsterne fordulgte,
mens den vilde Jagts Dmoner,
onde Magters Kogleri
mig i Ryggen skarpt forfulgte,
susende mig snelt forbi.

       Frst jeg standsed
udenfor en vedbendkrandset
sammensjunken Smandshytte.
O, der maatte jeg vel lytte!
Thi mit Yndlingsinstrument,
dlen Harpe klang derinde,
       og en Pige
skjn og ung, kun Knop af Kvinde,
sang henrykkende dertil.
O, da maatte _Jeg_ vel lytte!
under Lvets Hng mig snige,
til hun Sangen havde endt,--
_Jeg,_ som ei kan Foden flytte
fra en Kvindes Harpespil,
       _Jeg,_ som kunde
Livet bort for Dden bytte,
naar jeg hen kun maatte blunde
under Kvindes Harpespil?

Dren aaben stod. Derind
Maanen kasted skarpt sit Skin;
og hvor det paa Gulvet faldt
klarest, som et Slvernet,
sad en hebeskjn Gestalt,
mere hvid og bleg end det,
end den alabastne slanke
Hebesttte, som hun ligned,
blegere end Aanders Smerte,
blegere end Vredens Tanke
i barmhjertig Engels Bryst,
naar han--_Han_, som helst velsigned--
straffe skal imod sin Lyst.

Med en Harpe ved sit Hjerte
sad den yndige Gestalt,
      tankebjet,
veehensjunken, kummertrt,
som af sine Sorger kvalt,
og det Glindsende i jet
viste, at hun havde grdt.
Ak, saaledes allerede
i sin Ungdoms frste Blomst?
Atten Aar--meer var hun ikke.
Men jeg saae i hendes Blikke
Taaren svulmende berede
atter sin Tilbagekomst.

Lben lydls sig bevged,
som om med en Aand hun talte;
og med anstrengt Sands jeg saae,
inden Omrids slverblaae,
Skyggen af en Yngling prget
tydelig sig at gestalte.
I hans venstre Haand laa Panden,
men om Pigens Liv den anden.
Stundom syntes Hun at hvile
smilende mod Skyggens Barm,
hre atter Pulsen ile,
fle Trykket af hans Arm.

Skyggen syntes derimod
svvende paa flygtig Fod:
fremadbjet, Blikket vendt
snart mod Stjernen snart paa Hende,
som om hver af disse Tvende
var ham lige vel bekjendt.
_Francis_--sagde hun--er her!
_Francis_, o du er tilstede!
Denne sde Gysen ikke
kan mig Skuffelse berede,
skjndt jeg med de dunkle Blikke
     Mulm og Maaneskin kun seer.

O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv!
Den Stjerne, som dit je maaler,
har ikke Morgenstjernens Straaler,
der strengeligen, naar den daler,
tilbage Aanderne befaler.
     O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv!

Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
da du til England kom tilbage
fra Slaveskibene at jage.
Min stolte, skjndt en Jomfrus, Glde,
da glemte Kjrlighed at kvde:
     kun Fdrelandets Priis den kvad.

Barmhjertigt lyttede jo det
til Negren, som i Lnken stnner?
og Du, iblandt dets bolde Snner,
ham at befri var ogsaa dragen--
Du syntes mig til Ridder slagen
     for arme Brdres Frihedsret.

Og derfor hvad Begeistringen
og Britterindens Stolthed talte,
medeet i heden Graad sig kvalte,
og Englands Priis i Taareflommen
blev til et hulkende Velkommen:
     Velkommen, _Francis_, hjem igjen!

Velkommen nu, o Gysen sd,
Forsikkringen, at du er nre,
en Flelse, som om din skjre
Begravningsdragt mig let berrte,
som om dens Raslende jeg hrte
og Linets Luftning mig omfld!

Da tindrer jet friskt som fr,
og Smilehullerne forsge
paany som fr som fr at spge.
Men naar du, Elskte, er forsvunden,
da stivner alt igjen om Munden...
da er det, _Francis_, som jeg der.

...Men der foruden andet Liv,
der ei som Du, der herligst lever
naar hid i Maanens Glands Du svver,
og atter, naar Dig lyster, stiger
op mellem Himlens Stjerneriger,--
derfor bliv! o _Francis_, bliv!

_Da_--nu ikke meer jeg veed
det Retfrdige og Sande:
om jeg enten skal forbande
slige Syners Trolshed,
eller at min egen yre
svrmende Indbildningsmagt
var ei meer sit eget Styre,
som den burde, underlagt,--
ikke mgtig meer sig selv,
end en Dreng paa Baadens Hvlv
ud i Fossedraget reven,
hvirvlende i Cirkler om,
eller kvstet Maage, som
paa ulige lange Vinger
       stedse svinger,
med en Dalen i sin Svven,
rundt paa vilden Ocean,--
eller bedre ei deran
end paa Bladets lille 
Sommerfugl, der ud er dreven
paa den milevide Sj.

Thi hvorledes kunde vel
just i dette Nu min Sjel,--
da kun Synet skulde skifte,
ei forgaae med Taagers Hast
under Spil af Morgenvinde--
sin Fornielse forgifte
ved at lade det forsvinde,
som om Sbeboble brast?

Thi just nu, da Skyggen skulde
for sin Elskte synlig blive,
alle dens Konturer fulde,
lysende som Maanens Skive,
skabte som af Stjernes Rg,
Kysset flbart dog for hende,
om det end ei kunde brnde
med forelsket Ynglings Ild,
men saa bldt, som naar en mild
fljelsfiin Provencerose
henad hendes Lber strg;
og da Trykket hun af Armen
skulde fle dog om Barmen
med den blde linde Kraft
af en ud af Trets Mose
runden Mistels smkkre Skaft...
Ak, da saae medeet jeg Aanden
reise sig fra Pigens Side
og mod Dren langsomt glide,--
Panden, hvilende i Haanden,
hvede han til et Blik,
som hun flte,--ja, thi hendes
Lbes Zittren rbed det,--
som Konvolvlens fine Net
nerverystes og kan brndes
af en Stjernes Straalestik.
Blikket, som han Pigen gav,
tog i mhed og i Klarhed
snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
         til og af,
og med det var i Sekunden
Francis' Skikkelse forsvunden.
Som af Vindens sammenblste
Tegninger i stvfiin Sne,
var der ikke i den nste
Spor af Geisten meer at see.

       *       *       *       *       *

_Anna, Anna!_--sagde en aldrende Sjmand
som pludselig traadte ind af en Dr i Baggrunden
med en Natlampe--En Seiler kommer om
_Beachyhead_, Strmmen stter fra Land igjen,
og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil
have Lods ombord.----




            IV
   Lodsen og hans Dreng

--Lg bi! Lg bi! Jeg syntes hre
skraldende forbi mit re;
og da, drmmende endnu,
(skjndt mit Nattesyn var slettet
ganske sporlst af mit Hu)
jeg mit tunge Hoved letted
tumlende fra Rlingen,
hvor jeg fandt mig selv igjen:--
da, fr Alt var ret begrebet,
jeg en engelsk Lodsbaad saae
sig anstrenge for at naae
krngende til Falderebet.
Bag ved Roret sad en Sinke
--men en vakker--af en Dreng,
holdende med begge Hnder
(liden Kraft men bedre Vilje)
Styret op, til Baaden vender.
Sprungen op paa forrest Tilje
var en Lods, en gammel streng,
Baadens fulde Seil at minke.

_Francis, so! Right so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!_

Og mens han med Venstren greb
om et agterudslngt Reb,
       trende Gange,
fleer end trende, mange mange,
       med den anden
drog han Drengen til sit Hjerte
under Udbrud af en Smerte,
som kun passed slet for Manden.
       Endnu Et og Lidt endnu
havde han sin Dreng at sige,
skjndt vel tyve Gange sagt
fr han fik det vel belagt
med et Sidste: _hearest thou?_
       Endelig fra Lbords Stige
kastede han Baaden los,
drejende mod Land den om:
_Now in Gods name! Forewards right!
Forewards home! Straight forewards home!
Francis, Francis, cautious!
I return to morrow night._

Fangelinen af han hev.
Baaden af omsider drev.
Men da den foruden Krngen,
uden Fare til at see,
lidtom lidt laverte vk,
sagte--da en Briis knap blste,--
og der Rebing var i Seilet,
svang han dog fra Skibets Dk
end engang sin Hat til Drengen;
       men jeg lste,
malt med Sort paa Hvidt i Speilet:
_Hastings, Pilot, Numero three._

Ei!--jeg tnkte--Ei, for Fanden!
       Hvo kan nu
rose lnger Engelskmanden
for hans djrve Sjmandshu?
Staaer ei der den gamle Ulk
kvalt tildde af sin Hulk,
stirrende og blinkende,
Taarerne lidt Luft at give
eftersom de fulde blive,--
efter Drengen vinkende,--
mumlende om Seil for svre,
ust Baad og Ballast let,
om at Drengen gjorde ret,
hvis han passed af at bre,
dersom falske lunefulde,
afsindsvilde Beachyhead
(hvad han af Erfaring veed,
fr man venter det, kan mde)
hundehylende nu skulde
Kastevindene udstde,
paa Kanalens blanke de,
liig en Rg af Kul og Sne.

Ha, den Britte skulde see
under Norges vilde Kyst
Gutter (neppe lngesiden
at de slap fra Moders Bryst)
Gutter som en Tommeliden,
druknede Havlodsers Brn,
       mere kjkke
end den vilde Fiskern
og sjvante Nordlandsskarv,
sikkrere end Havets Maager,
mellem hie Blgeraager
svve om i Faders Snekke,
Moderens og deres Arv!
Britten vildfe blive bleg,
saae han deres Tagfatsleeg
med en Svrm af Kastevinde,
der, saa hurtigt som en Vifte
slaaes ud, sig om kan skifte
efter hver Kompassets Streg.
       Dog de finde,
ved en Taages Gjennembrud,
       ind og ud
af de, meer end gammel Eeg,
meer end Ertsens Strg forgrente
schakteskumle skjromspndte
slangesno'ede lange Fjorde;
fare snelt som jaget Lom
Fjeldene indunder, som
lodret Bugterne omgjorde,
og hvoraf den ene Bred
hvinende udsender Vesten-,
og den anden sten-Blsten,
flyvende paa sorte Fjed
Fjorden tverts og op og ned,--
tverts, saa Strimerne hinanden
skjre lige langt fra Stranden,
som i Troldes Ledingsfrd,
hvori Kjmperne ei synes,
krydsende indbyrdes, brynes
Tusinder af sorte Svrd.

Landet og dets vilde Fjorde
--tog den gamle Lods tilorde,
drejende sig barsk herom--
Landet kjender jeg, og noget
(saa jeg fattet har hvert Ord)
mindes jeg endnu af Sproget
siden jeg tilbagekom
ifra Fangenskabet; thi,
paa _the Tartar_ med ombord,
       som blev jaget
ind i slig en Djvels-Fjord,
       blev jeg taget
med det hele Kompagni.

Men, min Ven, saa stor en Baad,
sluppen i saa unge Hnder?
Den kan nok fr Farten ender
trnge Manddoms Kraft og Raad.
Tro mig, om jeg havde halt
Fokken noget mere stram,
havde det ei vret galt,
       nei, _Goddam!_
--Ei, Pilot, tillad, jeg troer,
dersom Eders Baad er stor,
er den og desmere sikker.

Baaden liden eller stor,
Trygheden i Manden stikker,
som er stillet ved dens Roer.
Og desuden Beachyhead
ei af Stort og Lidet veed.
Linjeskibe eller Baade,
Joller eller _Men of war'_er
svve paa dets Stormkasts Naade,
magteslse mod dets Vrede,
som det Stvfnug Lven karer
op i Rg fra rknens Grund,
       og som farer
ud og ind af Dyrets hede
vide, flammerde Mund.

Se histud mod Vest! Kanalen
nvnes det i Dagligtalen;
men det er Atlanterhavet,
Verdensoceanet selv,
her just her, hvor, blgegravet,
Bretland er fra Gallien brustet,
med en dobbelt Kraft udrustet
af et Hav og af en Elv.
Klippesveiste _Eddystone_'
--_oh, how many times is gone!_
af dets Blger mangen Nat
knkket som en Paddehat!
Og hvor tidt, naar det blev Dag,
      har ei siddet
India-Eskadres Vrag
rundtom paa _the Needles_ spiddet?
Og de Frygtelige staae
dog, som Stene over Grave
paa en Kirkegaard paa Landet,
udenfore Englands Have,
       der, hvor Vandet
skinner deiligst, som beblandet
med en Foraarshimmels Blaa.

----En mrkvrdig Mand tilvisse:
rustet Jern fra Fod til Isse;
men der indenfor saa bld
som Melonmarv hvid og sd;
bliden Klang i haardt Metal;
       Barskheden sentimental
flsom, m, ja som om kunde
fra hans laadne haarde Bringe
honningsd og lunken springe
Modersmelk i Barnemunde;
fromme Ord til strenge Mle;
jomfruflsom, moderbld
       var den Gamle.
       I det Hele
liig den haarde, men med vamle
Melk opfyldte, Kokosnd;
eller, om der gives skulde
mellem Jordens Instrumenter
Fliter drejede af Staal,
men af blde Toner fulde,
mellem Genthorn og Serpenter,
klingende som blide Velske
mellem Jordens andre Maal.

Men som Han nu sad der streng,
mrk og mildere iflng,
syntes Intet han at elske
uden Toddy og sin Dreng.




            V
Isle of Wight. Spithead. The Albatross


Lad den raa Pilot ved Glasset
sidde der, til han blier mt!
og paa Kassen ved Kompasset
      (Mandens Taffel)
       en Karaffel,
fuld af Franskt ved Siden st!
at han, efter Hjertenslyst,
i mandhaftig Tomandsdyst,
som en rlig Engelskmand,
kan hver Draabe Blod forde
i hiin fdte, hanerde
Fiende af hans Fdreland,
den han jo medrette kan--
da den baaren er derhenne
       i _Guienne_,
_Medoc_ eller _Armagnac,_
altsaa i den sorte Prindses
svrderobrede Provindses
arildsodlede Distrikt--
ansee som et hjst forrdersk
Dden vrd Oprrerpak,
      der meeneedersk
sveget har mod Leoparden
Underdanens svorne Pligt.
Vi imedens ville flge,
_Isle of Wight, Old Englands garden_,
dine Skjnhedslinjers Blge,
prgende sig ud i Luften
liig en underskjn Afspeiling
af en yndig Feers ;
under vor Laveringsseiling
langsmed Landet drikke Duften
af det slagne friske H;
_Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale,
som, af Morgensolens Straale,
snart illumineret, til
Bjerg af Roser blive vil,
medens _Nettleston's,_ det hvide,
liig en lang uhyre Hk
af Viburner og Jasminer,
sees ud i Havet glide,
til det som en Linje tviner
mellem Luft og Blge vk.

Lad ham sidde der den Tvre!
sine tause Glas fortre
med en skattegravertyst
inddt heed forsvoren Lyst,
som om hvergang han paa Bunden
Perle eller Diamant,
slubbrende den ind med Munden,
i det tmte Bger fandt!
Andet kalder vore Blikke:
Her her aabner alt _Spithead_
Gyldenhornet (Stambuls ikke
maaler sig i Pragt dermed).
Derfra, paa tredobbeltkronte,
       blgebaarne,
kun ved Sejer gjenforsonte,
herskende Britannias Bud,
skyhoslige Tordentaarne,
fare viftehurtigt ud
did den stolte Dronning peger,
efter alle Vindens Streger.

Nu imellem _Portsmouths_ hvide,
milelange Fstningsvolde,
som i st, paa langtudskaarne
Tunger synes hist at glide,
liig en Slverkjde hen,
fuld af Led af runde Taarne,
       Citadeller
       og Kasteller,
som for sammen fast at holde
Havets Bryn med Himmelen...
Mellem disse havomstrmte
Krigens skinnende Palladser
og imellem _Rydes_ bermte
poppelkronede Terrasser
(_Ryde_, som Walter Scott lovpriser
fremfor Indiens Paradiser)
Flaaden laa i dyben Fred,
adspredt paa _St. Hellens_ Rhed:
Englands Gyldenhorn, _Spithead,_
--Rolige, som Skjr, af vegne
Springflod op i Veiret stegne,
som ved Kogleri, imens
Ebben lber Fjren lens,--
rolige som kolossale
Graasteens-Sfinxer i de Dale
Nilens Strmme overflde,--
rolige, som Hvale, der,
bugopvendte og som dde,
sove midtpaa Havets de:
       hist og her
hine stolte, taarnehje
_men of war's_ for Anker flde,
ubevgte, skjndt mod deres
grnne Bouge Blger skjres,
strke, hje som tilsjs.
Og det blev for Aandens je,
som om hvert et Skib kun var
flagbetegnet Ankerbje
       for den strste
       Verdens frste
Verdens sande _man of war,_
for _Great Britain_ selv, som har
slidt sig fra Europa ls,
lagt sig ude langt tilsjs,
riig og fri og stolt og bs!

Grusomme _Diktator_ vi
ilede med Gru forbi.
Yderst hen Najadens Morder,
       som forjagt
af sin Daads Melancholi,
havde eensom sig forlagt.
Som om Nordmnds eller Danskes
og Franzosers kjkke Border
kunde see sin Roes forvanskes,
sig beundret ei, men hadet,
laa den eensom der og baded,
sit, med gabende Kartover
rundtomkring besatte, Bryst
midti Rhedens grnne Vover,
fjernest ifra Englands Kyst,
liig en Svane uden Mage
og af Flokken glemt tilbage.
Men just der, hvor nedadvendte
Skygger af dens Master endte,
saae Vi dem fra _Royal George_
(det for mange Herrens Aars
Tider siden sjunkne store
Tredkslinjeskib) at bore
sig med Stag og Takl og Top
imod hine ligeop,--
Sex i Alt og Tre mod Tre.
Ja, da skarpt jeg saae i Vandet,
fik jeg tydeligt at see
_Royal George_ i Vant og Mers
med Gespenster fuldt bemandet,
klavrende paakryds og tvers.

Nelsons Skib ved Abukir,
(agterpaa _The Vanguard_ stod
malt paa Sort med Trk som Blod,
meer til Rdsel end til Ziir)
laae for Anker uden Rigg,
rolig som en , i Havnen,
rkkende (som Invaliden
frem sin Armstump) op de korte
Master, ifra Merset borte,
hvortil Sejeren i Striden
fr saa ofte lnte sig.
Og det syntes stundom mig,
som om op og ned ved Stavnen,
under Skibets Gallion,
dandsende langs henad Siden,
frem af Blgen hved sig
Heltens yndige Sirene,
Lady Emma Hamilton,
lftende hit op i Favnen,
snelt som Skvulp af sjunkne Stene,
slvhvidt Oldingshoved, slynget
om med slimig Tang og Tare:
Hans, der med et Glimts Forbi,
som tilveirs Raketter fare,
grusomt blev i Raaen klynget:
       gamle Caraccioli.

_Agamemnon,_ vidt bermt
ligesom sin grske Navne,
nst hiin tryllende Medusa,
(Hamilton, Siren-Gorgonen,)
af Lord Nelson elsket mt,
strakte Marmorgallionen
mellem to bermte Stavne:
_Thunderer_ og _Arethusa_.
_Victory_, i Nelsons Blod
med Uddelighed dbt,
kneiste som en Pyramide,
taarnet op af Bramseil hvide,
som et Bjerg med kulsort Fod,
men i Sne forresten svbt.
_Dreadnought_ (gamle Collingwoods)
_Africa_ (Sir Sammy Hoods)
       vingede _Bellerofon_,
       som bortfrte
i sin Favn Napoleon,
       srgeslrte
Fangebuur _Northumberland_,
Howes _Ajax_ og _the Queen_,
_Hero_, _Royal Sovereign_,
Codringtons, den Navariner,
tvende Gange tndt ibrand,
_Triumph_, _Caledonia_,
_Windsor-Castle_, _Victoria_,
--alle Disse blandt de mindre,
flere end jeg kan erindre,
laae, som Hvaler blandt Delfiner,
Portsmouth til og Portsmouth fra.

O, igjennem disse Sunde,
disse Net af Fstningsgrave,
ovenfra, naar Synet hined
sig mod Sky, i Dybet inet
som et Garn af sorte Baand
mellem disse Ddskasteller,--
       o, her kunde
Dden, om den var en Aand,
og ei burde tnkes heller
som fra Paradisets Have
Fredens Palmers milde Aande,
der borthvifter Jordens Vaande,--
o her kunde den, belsset
med Fordrv, med Ljaen hvsset,
Herrens Dommes Overbringer
til en millionfold Skare,
       gjerne fare
paa de lynbaldyrte Vinger
uden Mine af Foragt
for de Ddeliges Magt,
uden Trkket til Medynken
skulde, svulmende i Rynken,
om hans Lbe blive lagt.
Ja beundrende kanskee
vilde i sin Gjennemfaren
han sin Dmonvinge synke,
hilsende Orloggerskaren,
lade hjt i Skyen blinke
med en Lynilds Glimt sin Lee.

--Lodsen var og blev mrkvrdig:
under al vor Opseilads
tmte taus han sine Glas,
og for hver bermt Fregat
       var han frdig
flux at lette paa sin Hat.
Mangt bronceret, kjkt og godt
tatuert Matrosgesicht
nikked ned fra Boug og Plikt
til vor groggende Pilot.
Mangen blaa og blaard Skjorte
fik kun Tid at vinke blot,
mens han venlige, men korte,
Hilsner gjennem Skydsets Porte
fik ifra de Andre sendt,
og fra mangen Dksmariner
slige grimasserte Miner,
som os viste, han var kjendt:
_Ho, Johnny! ho! How do you do?
       Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
       Sing, Sailor, oh!_

Ved den Stump af Sang han fik
om at Toddy gjr fornjet,
traadte Vreden frem i jet,
som om gjennem Lvets Dunkle
brandguul og til Spranget bjet
Tiger som et Lynglimt gik.
Men den svandt i nste Blik
snelt som Smedens Funker funkle,
slagne ifra Malmen rd
ud i Nattens mrke Skjd;
og saa hilste han igjen
venligt paa hver gammel Ven--
venligt nok, dog saa omtrent
som en Lve eller klog
alvorsfuld Newfoundlandsdogg
vilde murre, naar dens blde
Pelts en Megetvelbekjendt
i det varme Solskin kl'de.

Men, om ikke jeg saae feil,
Kime jeg til Graad opdaged
i hans Blik, men snart forjaget,
liig en Taage paa et Speil,
netop som vi over Staget
gik, en Kutter at undgaae,
som imellem Flaaden laae...
Ah! det var et Mesterstykke!
Ret et Ibenholtsklenod!
Negerpigesort- og slank!
Reisningen som Palmens rank!
Uden andet synligt Smykke
end en Bord omkring som Blod.
Denne der--var Lodsens frste
Ord paa lnge sagt til Os,
da han havde slukt sin Trste--
har til Navn _the Albatross_.
Og en Albatross paa brede
stedse spndte Vingers Flugt
Kuttren er, til hidsig Jagt
efter Slaveskibe brugt,
flyvende med rastls Magt,
som om levende den vrede
Havrns Hjerte med dets Hede
i dens skarpe Boug var lagt.
Men derfor, derfor isr,
       ja derfor
har jeg Kutteren saa kjr:
Jeg har havt en Sn ombord--
Francis ...
       Og med dette Ord
Taaren, som for nylig, tvungen
ved at han sig beed i Tungen,
i sin Vxt tilbagesank,
modned atter fuld og blank;
og, fr han fik knust den, gled
ad hans brune Kind den ned.

Francis?--spurgte jeg mig selv--
Francis? Jagt paa Slaveskibe?
Hvad betyder dette vel,
at mig saa bekjendt det lyder?
       Hvad betyder,
at jeg ikke frem kan gribe
hvad jeg veed er i min Sjel,
men som i dens Dyb sig skyder?
Men vilkaarligen at tvinge
frem som Syn den havte Drm
er at ville daarlig bringe
Klokke, sjunken i en Strm,
til deri som fr at klinge.

Netop naar den gribes skal,
vgtforges dens Metal,
som om alle Dybets Krfter
halende sig hnge efter,
som om Afgrundsslanger knytte
sig om deres vundne Bytte
med fortvivlet Kraft og Vrede
om den sjunkne Kirkeklokke,
der er bleven deres Flokke
altforlngst et hvdet Rede.
--Men der var ei Tid til daarlig
    anstrengt Grunden
efter Drmmene paa Bunden
    af min Sjel,
naar de ikke uvilkaarlig,
som opflydte af sig selv,
komme af dens Dybder frem.
Og desvrre flux naar Blunden
er med Nattens Timer svunden,
lukker den sig over dem
--som om sine Perler Bundens
    Musling strk,
af Polypens Arm berrt,--
hurtigt, hurtigt fr Sekundens
svage Ddssuk hen er frt,
en Passionsblomst liig om sine
korsbetegn'te, straalefine
Stjerneblommers Undervrk.

Som med Dagens Time dennes
fagre Blomstring er forbi,
Sjelenes med Nattens endes;
og naar over stens Hje
Morgenrdens Flammer tndes,
lukker du dit Aandeje,
Ddeliges Fantasi!

Der var ingen Tid at spildes
paa at jage undfly't Drm,
der tilfldig kun, som gale
Antilope eller Svale
    atter hildes,
kommen af sig selv igjen--
Thi i Fjernets Graa derborte
syntes bag os alt Spithead
sjunken med sin Flaade ned.
Skibenes Kolossers sorte
Masser med de hvide Rande,
fulde af Kartovers Porte,
saaes meer ei ovenvande.
Masterne og deres Rer,
hist hvor i en blaahvid Rand
Hav og Himmel sammenbryntes,
agterud i Fjorden syntes
Omrids liig af Granetrer,
svedne af en Ildebrand,
skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
som paa sumpig Bredde baarne
af et miilbredt rkenvand.




           VI
  Scenery. Engelsk Efev

Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,
Tepper liig, der rulles op,
      _Hampshire_'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig sammen, giver!
Som forelskte i hinanden,
nrme begge Kyster Stranden,
saa at Fjorden mellem dem
som en Flod sig lister frem.
  O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
      kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,
som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers Fantasi,
da Han, efter i sin Vlde
skabt at have Nordens Fjelde,
      Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille
salig Skabergldes Nyden
og Miskundsomhedens milde
overstrmmende Indskyden!

Mere blde Linjerkker
fine Pensel ei i glatte
      Olje trkker,
slaaer ei blidnet Dningblge
eller gyldentunge Ager,
over hvem en Luftning jager,
end de grnne trbesatte
_Hampshire's_ Hje, som forflge
paralelt hinandens Flugt
      langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind sin Bugt.

_Da_ fornam jeg grant, hvordan,
mine Fdre (mine; thi
under Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem strke Kjmpebryster
vlded frem den varme Kilde
til mit eget Stammeblod)--
_da_, ja _da_ jeg klart forstod,
hvordan Nordens rnefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under Vilhelm Landestormer,
kunde ddeligt forelske
sig i dine skjnne Former,
kvindefagre Engelland;
      ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
snderrive Hjertets Rod,
saa de evigt det forlode,
      for at pode
ind i hint sit eget Blod.

Fstet end af deres Fdder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de satte Fod,
reiste de et Taarn til Mrke,
ligesom i Romas Dage
Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der end de strke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden
er den hele skjnne Egn.

Men en strre, skjndt ei vrre,
      Seierherre
har ved hine tandudskaarne
William-Conquestor-Taarne
sig med saadan Magt indfunden,
      som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde tage.
Ungdomsskjn, hvorvel af Dage
ldre end en Patriark,
fdt vel fr end Hors og Hengst,
har han Taarnenes Baroner
      overlevet
og paa Taarnene forlngst
sit Familiebanner hvet,--
Krandse hngt og Sejerskroner,
over hvert et Buehvlv,
hver Gesims, Karnis og Karm
med Familiefarven smykket,
ja de faste Taarne selv
hist og her isndertrykket
med sin egen strke Arm.
 ... Strke? O hvor synes vege
denne Seierherres Arme,
strakte ud kun til at lege,
mens dog det Naturens Blod,
som besidder varigst Varme,
rinder fra hans Hjerterod!
Thi den Taarnenes Betvinger,
stolte Slgters Overlever,
Han, som sine Fnniker,
op ad Murens Steilhed stegen,
trdende paa dde Grever,
fra Ruinens Tinder svinger,
ikke nogen Anden er,
end det gamle Englands egen
      odelsbaarne,
symbolvalgte, dunkelgrnne,
evigen ungdomlig-skjnne
Efev, voxet vildt afsted:
Englands stolte Eges kaarne
trobevarte Kjrlighed,
Planteverdnens Ganymed.

Lad i Portsmouth hine Rkker
af Kaserner bli'e forladte,
lad _the Queens_ Tredobbeltdkker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa Landet satte,
raadnende og sndersprukne,
Hvale liig, der gispe, trukne
op paa Stranden i et Net
--o fr trende Aar er' rundne,
Flaade, Fstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville vre overspundne
af et Efevvildnis, svundne
sporlst, som en Klase Stjerner,
naar du sger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Ind og ud ad hver en Port,
hvert et Vindu, snderslaget,
paa de de Byruiner,
udad hje Mezzaniner
slangemgtig inden kort
kaade Efev vilde gro;
langsad Ribbene paa Vraget,
ind-og udad langs de sorte
Ddens Munde, Skydsets Porte,
armtyk, eviggrn sig sno;
strkere end Ankertouge
sammenknytte Flaadens Bouge,
sammenflette kabbelfast
Raa til Raa og Mast til Mast;
       til dem takle
med sin seige lange Rakle,
som med gte Baadsmandskast.

Ja, om London ud var dd,
om dets Millioner gjre
Ende paa den Kamp de fre
mod den grnnende Natur,
stedse flyttende sin Muur
lnger ud i Landets Skjd,
og om de forlode det,
mylrende ad alle Strder,
Orme liig, der alt har dt,
Staden, som bestaaer af Stder,
levnende det de, som
over Eufrats London kom,
over stolte Babylon,
Ninive og Ktesifon:--
_da,_ da inden Somre faa
vilde Engellands Vedbende
seirende tilbagevende,
brolagt Gade snder slaa,
over _London-Bridge_ sig spnde,
       sammenknytte
Lordens Borg Kartistens Hytte,
rundt St. Paul Guirlander binde,
med sit Net af Blade spinde
       gamle Tower
ganske som en Kube over,
gjre _Bondstreet_ til at see
som en hvlvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med et stort Talent opfre,
       men hvortil
spodske Stre see og hre
under skjrende Kritik:--
gjre London til en Skov,
hvori selv St. Paul fordlges,--
til et Vildnis, hvor kun flges
vilde Skjnheds Ordenslov--
Paradiis for Millioner
Finker og Papilioner;
og paany fra Himlens Blaa
skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af Solen faa,
--ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide
Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,
over Tagene af Straa.
...O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,
skjndt med endnu strre Pragt,
saa at iets mme Lindse
       maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte _Cowes,_
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden
st sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned:--
hele Luften blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Gld antndte
Diamantsafirer brndte.




          VII
  Yachtclubb-Flaaden

O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.
Caledonia selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedkket ret som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths mgtige Belg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees, dalende saa sagte
       som forjagte
stilleblevne Tidselskjg,
under Horizonten glide.
Og af Aandens Sejersmrker,
Menneskenes Undervrker
nsten trt og overmt,
       jet sger
til Naturen, hvor den spger,
       flger heller
Hjene om landligtblide
skjnne _Cowes_, af hvis blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.

O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen
viden over Fjorden svrmed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart med djrve Vingekast
cirklende de under Skyen
lyste hvide frem som Stjerner,
snart de klapprende sig nrmed,
snkende sig paa vor Mast.

Og, at Alt ved _Cowes_ skulde
vre nydeligt tilfulde,
laa der, ringet ind af Lunde,
paa en Bund, hvor Slversandet
perleglindste gjennem Vandet,
adspredt henad _Calshots_ Kyst,
en saa underdeilig Flaade
at man gjerne tnke kunde
den med Alfer var bemandet,
bygget kun til Feers Lyst.--
ja en herlig Flaade atter
af Korvetter og Fregatter,
meget strre ei end Baade,
       Skjnmodeller
til de Store udenfore
Portsmouths Rad af Sjkasteller,
saa den lille Landsbys Rhed
var et Billed af Spithead,
med bevimplet Skov af ranke
Master, vajende og slanke,
smekkre Epilobier liig,
der paa Kanten af en de
       Hedes Banke,
enkelte som Ax, med rde
Purpurblommer hve sig.

Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
nu, nu lgger En ifra!
Ledig Dandy vil maaskee
skyndsomst fra Catania
til en Lady, som er daanet,
hente i krystalne Glas
Is, som er paa tna blaanet?
eller--til en bedre Spas--
til en Viscountesses Trste
fra Vestindien allerfrste
gyldenmodne Ananas?
Ja hvem veed (hvis nu Mylord
for en _Belesprit_ har Ord)
om _His Grace_ i Hu ei randt
nu da Routen ud er sovet,
at paa den igaar galant
i den glimrende Salon
han paa resord har lovet
Morgan eller Blessington
frisken Krands Orangeblommer
hentet fra Messinas Sommer
af ham selv og det direkte?
Thi Mylord har Tid nok jo,
og de hitbermte To
ingen Bn han kunde negte.

Nei, paa Yachten, som vi saae
fra de andre ud at staae
seilbedkket os imde,
flygtet Yndlingssvane liig,
som med Guldring om sin lange
smekkre Halses Slverslange
blandt de andre vilde graae
paa et Kjern i Nordens de
som en Dronning viser sig--
der ombord hvor tt dog vrimle
Dandys ved Kahyttens Dr,
mellem gyldenfryndste, blaae,
violette, rosenrde
Parasollers Silkehimle!
Og af lange hvide Slr,
hviftende for lette Br
Stjerner ud i sine Folder,
skinner Skandsen overalt
rundt en Amazongestalt,
som det gyldne Roer holder.

       Ah, hvor nre
langskibs hun til Luvart kunde
lade Yachten trodsig skjre,--
farligt, skjndt saa sikkert som
Somnambules Gang iblunde,
saa ei Damerne alene,
men de mustacherte pene
Herrer ogsaa, ganske blege,
med af Rdsel aabne Munde:
_La Duchesse! Duchesse_! skrege...
O, for Guds Skyld! Roret om!

Allemand ombord i Briggen,
Allemand (ja Lodsen med)
Alle med udstrakte Hnder
stode, forat frelse Riggen,
langsad Rlingens Gelnder
i et ngsteligt Geled.

_Da_, just i Sekunden da,
kun en Alen knapt derfra,
Damen drejer raskt paa Roret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og Yachten vender
for at lbe ned i L,
viser Lodsens Blik og Hendes
Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev rdselsfuldt at see:
skummelmrkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Srgefloret,
hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.

_Johnny--You!_ sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme
--o, som om i Glas man skar
foran nervesyge re--
hrtes Ladyen at raabe.
       Meer at hre
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.

Men hvad tnker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer
klingrende for Lodsens Fod.

Men hvad tnker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?
Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu den slngte saa
i de gridske Blgers Munde.
Damen saae det. Hun og Alle
saae og hrte Pungen falde...
Nei, ei den, niagtigt talt,
lod sig hre da den faldt;
thi dens grnne slvindslyngte
Net blev sprngt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for Mynt i Blgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken, splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjlvand bruste.

Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa rmet
trker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse svulmende sig nrmed,
til den trilled moden ned?




            VIII
     Lodsens Fortlling

Yachten var forlngst forsvunden,
som forbi os fljen And.
Alt _Southamptons_ gamle Taarne,
nrmere i Luftspeil baarne,
forud skimtedes i Bunden
hist af Fjordens klvte Strand.
Om en Time eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;
da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog den Gamle saa tilorde:
Tvende Gange, Gentlemen,
(_Damnd!_ det har I maattet mrke)
Tvende Gange--to formeget--
har De seet mig gamle Ulk
--fy det er en Skam!--i Graad:
frst igaar, da i sin Baad
Drengen herfraborde stdte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne Lystjagt mdte,
var i jet Taaren steget,
og mit barske muskelstrke
Ansigt har, nervst bevget,
kjmpet med kvindagtig Hulk.

Nu! for mine Landsmnds Skyld,
at ei Skam paa dem skal falde
og I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min Kummers Byld.
Dog, Kaptain, frst siig mig dette:
ejer Selv De Brn derhjemme?
Naar saa er, da vil det blive
idetmindste let for Dem
mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren, som sig trngte frem.

Vor Kaptain med Nik bekrfter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt og varmt, som om deri
laa et mt Frimureri,
som om deri deres Sjele
kunde vexlende meddele
samme Flelsens Mystr.

Agterud--saa han begyndte--
agterud en _League_ omtrent,
der hvor hine grnne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en mod Fjernet spndt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden synes endt,
Gentlemen, I kunne see
_Cowes_, som forbi vi hasted,
endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.

Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i hele Rkken,
saa det sidste Egetr,
som i _Norriscastles_ Parker
skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side L,
som om Frsterhuus det var,
mens den anden laae saa nre,
som en Fiskers, Fjordens Fjre,
at, naar Floden hit sig skar,
strede den med perleskjre
Muslingskaller Hyttens toede
sandbesprngte Trappetrin--
--_der_ i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var min.

Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Rstet,
der den Gamles Kammer var--
--o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted
med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han som Frster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i sit Vindu kunde
hre p de gamle Lunde,
paa den Gamledages Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.

_Johnny!_--havde Gamlen sagt--
Jeg er trt af Lordens Jagt.
Tag din Mary Ann tilgte!
Hun, saalnge I er' to,
ikke vil din Fader negte
dette lille Kammers Ro.

Og desuden har jeg Grunde
--lagde hviskende han til--
til at skynde, om jeg kunde,
paa hvad du saa gjerne vil.
Rygtet om vor unge Lord
kjender du fra mange Munde;
han ei har det bedste Ord
siden han tilbagevendte
sidst ifra Paris, afbleget,
saa han lignede sit eget
Skyggebilled og hans Mor
knapt sin Frstefdte kjendte.
Og hvad skulde jeg vel see
een Gang ei, men hele tre?
Paa den sidste Uges Jagter
       har jeg funden
udenfor din Marys Dr
Lordens egen Jagthest bunden.
Hun er smukkere end sagt er
(kaldes jo af Folket _Loves
flower, fairy Queen of Cowes?_)
og Mylord, den unge Herre,
       han er vrre
end ham onde Rygte gjr.
Derfor, om jeg raade tr,
nste Sndag, om du agter ...

Far fik ikke udtalt fr,
jaget som af onde Magter,
jeg til Mary Ann mig skyndte.
I Begreb jeg hende fandt
med sit fagre Haar at pynte.
Thi--saa hun troskyldig sagde--
_Johnny_, tnk dig! saa galant
er Mylord imod min Moder,
at i sidste Uge trende
Gange han Visit aflagde...
O, han var en Sn mod hende,
og mod mig som mmest Broder!
Jeg naturligt lod mig ikke
mrke med det allermindste,
talte ei om Hvepsens Svrmen
rundt den Rose, den vil stikke,
ei om slveroverglindste
Slanges fule sagte Nrmen
til den Finkes trygge Rede,
som den vil til Frokost de.
Men, som raadet af min Far,
nste Sndag allerede
Mary Ann min Hustru var.

Gud var god: min Salighed
varte hele Somren ved.
Morgen jeg og Aften tnkte,
at til Grund den ene har
Guds ifra hans Himmel snkte
Naade til min gamle Far:
at min Lykke ikkun var
uforskyldte Gjenskins Glands
       ifra Hans,
paa hans Hoveds hvide Sne
faldne, Guds Velsignelse.

Og for ret mig fro at gjre,
Lorden siden Bryllupsstunden
lod sig ikke see og hre.
Liig i Jorden sjunkne Geist,
liig i Luften stegne Hg,
var han ganske som forsvunden.
Rygtet sagde ham for Spg
for et Vddemaal forreist
atter paa sin gamle Viis
skyndsomst over til Paris
med en Svrm Mylords og Squires.

Men, som byttelystne Glente,
stegen kun saa hit tilveirs,
at ei Syn den ind kan hente,
skjndt den selv kan alt bespeide,
lodret svvende, som bunden,
over Byttet den vil veide,
kun i Skyerne paa Luur,--
var han kun paaskrmt forsvunden:
og kun Hndelsens Behag,
kun et Slag af Rygtets Tunge,
kun en Streg af _Bonaparte_,
ei Forandring i den unge
Herres Planer og Natur,
foraarsaged, at han sparte
mig en Tid--et Aar det varte-
for min Lykkes Nederlag.

Verden veed, en vakker Dag
fandt man nemlig tomt og sprngt
       det forgyldte
trange Papegjebuur,
hvori Frankrigs rn var stngt
og paa Elbas Klippemuur
frem for Verdens dumme ine
ligesom tilskue hngt,
og at Frankrig den Udfline,
som med Skrk Europa fyldte,
flux paany med Jubel hyldte.
--Alle Britter, Torys mest,
som til Frankrig vare dragne,
maatte, forteste som bedst,
Spurve liig fra rnens Rede
ved dens egen Hjemkomst jagne,
sig ad alle Kanter sprede:
De i Norden skyndsomst over,
hvor der kortest var, til Dover,
over Rhinen De i Vest,
De i Syd og De i st
sprngtes Havet viden om
hist og her paa Kryds og tvers;
og Mylord, som i _Hire's_
sig opholdt, da Rygtet kom,
at Uhyret nu var lst,
var ei seen at gaae ombord.

Frend Aarets frste Hst,
Lvetandens Foraarssne,
falden var for Vindens Lee,
gik i Byen alt det Ord,
hvisket Huus fra Huus:den slemme,
unge Lord skal vre hjemme
Men saaledes til det gik,
at vi selve _Bonny_ skyldte,
at en Frist vi endnu fik
fr den Skurk sin Plan opfyldte.

Sommer, Hst og Vinter gleden
var saa uforstyrret stille,
som i Timeglasset ned
Sandkorn efter Sandkorn trille,
roligt, i saa dyb en Fred,
som om alt for Evigheden
Tidens Puls var reguleret
af de fromme Slag af Klokken,
der i Krogen var placeret,
og som Takten slog til Rokken,
Mary var saa flittig ved.
Men da atter Vedbendstokken,
som var langsmed Vggen dragen,
friske Grnt paany udsprngte,
saa den over Dren hngte
som et lysegrnt Gardin,
fik den Gamle, som han tnkte,
at bestille hele Dagen
Time ud og Time ind,
med at vugge for en Liden,
kommen til i Pintsetiden.

Tnker da med hvilken Fryd,
med hvad liflig Hjertebanken,
saa jeg hrte selv dens Lyd,
med hvad Uro sd i Tanken,
med hvad Slag i Pulsens Blge,
jeg hver Aften, som geleidet
af usynligt, vinget Flge,
der mig skyndte stedse frem,
ilte ifra Vrftet hjem,
hvor jeg dagligen arbeided!
Tnk det iekast, hvormed
jeg i Dren overmaalte
hele min Lyksalighed!
Tnk hvor langt og lyst det straalte,
for i samme ieblik
Alt at sluge, Alt at fatte,
alle mine Hjerteskatte:
Hende, som mig frst imde
med udbredte Arme gik,
Oldingen, hvis Vink betde,
naar med Fingeren han tyssed,
at den Lille sov, han vyssed,
frst og sidst min Francis saa,
Englen, som i Vuggen laae!
Men en Kvel--just Himlen lste
sine Strmme; ned de ste,
som naar vldig Bradsj bryder
indigjennem aabne Luge,
saa i Rummet Alting flyder;
Skyerne sig snkte lavt,
som om Alt de vilde knuge,
kvle Alt i deres vaade
Tepper, Alting som begravt,
saa at Parkens hje Trer,
syntes langtfra som en Flaade
fuld af seilbedkte Rer...
Denne Kvel, skjndt neppe Aaret
ind i Junius var baaret,
var af Regn og Skodd saa mrk,
som en Aften vel kan tnkes
i November, Tidens rk,
hvormed Hst til Vinter lnkes,
Maaneden da Satan fdtes
og da Paradiset dtes...
Denne Kvel til vanlig Tid
gik jeg hjem fra Dagens Slid;
langsad Stranden jeg mig skyndte
--endnu kunde Dag jeg see;
men da Stranden var forladt,
og da Parkens Trer begyndte
som en Art af en Allee,
blev det mrkt som Midjenat,
som at see ind i min Hat,
og saa stille, at jeg hrte
hvert et Regndryp, som sig rrte
faldende fra Blad til Blad.
Men om Vejen, om den gamle,
spurgte jeg ei Mrket ad
ved mig langsomt frem at famle.
Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet
alt af Lys derhjemme skimted,
da medeet en Baadsmandspibe
tt forbi mit re hveen.
At som en Staty af Steen
flux jeg standsed, at jeg lytted,
Foden flux tilbageflytted,
Gentlemen, I nok begribe.
Men saa tyst paany var alt,
at hver enkelt moden Draabe,
som i Lnnebladets Kaabe
ovenover mig nedfaldt,
nsten som en Klokke klang
i den hvalte mrke Gang.
Da medeet fr Foden kunde
atter hve sig til Skridt,
mens jeg standsed for at grunde
paa en Mistro endnu lidt.
Da medeet--jeg hrte kun
Lvet rasle ved min Side--
fr Sekundens Dryp fik glide
i Forgangenhedens Mund
og den nste atter kunde
fuld og modnende sig runde..
da medeet, fr Tankens Gnist
kunde lysne selvbevidst,
var jeg pludselig af trende
Mnd, som sprungne frem af Grunden,
greben, kastet overende,
kneblet, bagtil lnkebunden;
og fr en Minut fld vk
var jeg, klodset som en Sk,
paa den ene Kjeltring lsset,
samt foruden mange Ord
bragt i en Chalup ombord,
som laae skjult der bagom Nsset.
Fluxen blev der halet ud,
til en stor Orlogger hastet,
som just havde Anker kastet
samme Kvel paa Byens Havn.
Uden meget Hovedbrud,
skjndt nok Tanke Tanke jagte,
under Toften jeg opdagte,
at den frie Britte presset
bleven var i Kongens Navn.

Nste Morgen den Fregat
havde Kours til Plymouth sat.
Der laae Ordres, saa befundne,
at Fregatten skulde, inden
visse Uger vare svundne,
naae de er under Vinden.

Vi et Dgn tilende rendte,
og saasnart man agter saae
Scilly-erne saa smaae,
at man neppe nok dem kjendte
fra en Vildandsvrm, der sov,
medens friskt vi skummed vk,
ud Kanalen, ud mod Vesten,
fik jeg fra Kaptainen Lov
til at slippe af Arresten
under Skibets andet Dk.

Men min Smerte og min Vrede,
bleven rasende dernede,
rented ind deroppe blot
liden Trst, men mere Spot.
Paa et tvundet Toug man pegte,
som paa Storemasten legte.
Lidt af den, om meer du stnner,
og paany saa i Kaschot!
Unge Midshipmnd, selv Snner,
trak paa Skuldren kun til Svar
ad min Tale om min Fa'r.
Nvnte jeg mit Barn, min Viv,
saae de op i Masten bare,
sagde: Kulingen er stiv,
pegte, uden meer at svare,
paa i Nord en liden Prik.
Det var _Landsend_, som forgik.

Forud kun naturligviis,
blandt Matroser og de Unge,
turde jeg med sluppen Tunge
give Klagerne til Priis.
Men fra Skandsen var alt Chefen
paa min Sti opmrksom bleven.
Manne hid! Hvad? Flber han?
Nu, for tusinde Ulykker!
Skoen, som saa haardt ham trykker,
her ombord med Kat man smrer.
Han har tjent som Orlogsmand,
vret fangen, som jeg hrer?
Slige Sjfolk Engelland
just behver altsombedst
snart i st og snart i Vest.
Og saa meget kan jeg sige:
hvert af mine Mrker spaaer,
at, hvad dig, min Mand, angaaer,
nok Du fr isyne faaer
Helved eller Himmerige,
end du Gammel-England atter
efter dine Togter naaer.
Derfor siig det kun Farvel
for--lad see!--en halv Snees Aar.

Flitende Kaptainen vendte
raskt sig paa den ene Hl;
og medeet af den Maneer
og af Tonen i hans Latter,
af hans Rst, hans Blik og Miner,
Haar og Holdning, Gang med meer,
jeg grandgiveligen kjendte,
med et Blik, som ei bedrog,
skjndt det zittrede og brndte,
med Forfrdelse igjen
flux den vrste Libertiner
mellem de Mylords Bekjendte,
som med ham i Parken jog
og ifjor til Frankrig tog,
netop just hans bedste Ven;
       og en Gisning,
med en grufuld Gjennemiisning,
ved hans Syn min Sjel betog,
som om klammen kolden Snog
pludseligen frem sit stygge
Hoved i mit Hjerte stak,
gjennem Hjernen sine Rygge,
for min Sjel at gjennemslingre,
bugtende i Kramper trak;
       thi medeet
jeg den unge Herres Fingre
saae i Alt hvad der var skeet.
Sandt Kaptainen havde spaaet;
sandt, ja endnu meer end det:
frst da fulde atten Aar
havde graanet mine Haar,
rindende, skjndt hvert var gaaet
med til Orlogs, langsomt hen,
saae jeg Engelland igjen.

Som fra lukket Haand til Haand
snelt i Pantelegen Ringen
lber paa det skjulte Baand,
saa den greben blier hos Ingen,
saa fra Skib i Skib ombord,
rundt den hele vide Jord
blev jeg paa Kommando stukket.
Jeg forsvunden var i hine
atten fulde Aar for Mine,
som en Steen til Bunden dukket,
mens en Albatross paa sine
hvilelse Vinger ei
er i saa bestandig Fart
paa den brede vaade Vei,
hvor hvert Spoer forgaaer saa snart,
som jeg svved ovenover
thioperhavets Vover.
Men hvorledes Alt fortlle,
som i disse Aar er hndt?
Jeg har lidet kun at melde,
Jeg, som strbte kun at glemme,
havde kun magnetisk vendt
Tanken imod dem derhjemme.
Som idrmme blev jeg frt
fra Vestindien til Ostindien,
hundred Gange over Linien.
Derfor lad de Aar kun gaae,
skjndt den gamle Sjmand prater
gjerne om hvor han var med.
       Om I fritte,
mindes jeg dog ikke heller
meget af de hede Kampe,
i hvis Flammers ttte Dampe
jeg er bleven tidlig graa,
og det smmer ei en Britte
(som en Franskmand og Soldater)
at han som Bedrifter mindes
og med mange Ord fortller
slige rene Bagateller.
Bagateller? Ja hvad mere
for den Sorg mon Slag vel ere,
som kun vil, at Dden vindes?
Sorgens Balsam, Glemsomhed,
tret har paa Sjelens Krfter,
saa jeg knapt kan huske efter,
Jeg, som overalt var med:
med Lord Exmouth mod Algier;
derifra til Sankt Helena;
saa for Simon, den Befrier,
paa Station ved Chartagena;
med Mac-Kenzie flux til China,
Handelsvenskab at beskjrme;
mod Piraterne, som svrme
ud og ind om Amboina
tttere end sultne Flok
vilde soloptndte Bier
rundtomkring sin Honningstok;
derfra fluxen til Bourbon;
saa med Edvard Codrington,
da ved Navarin han slog;
saa mod Birma da vi tog
Irawaddys By, Rangoon;
snart i st imod Avaner,
snart i Vest mod Mexikaner-
korteligen, Gentlemen,
Jeg, som har ved Leilighed
maalt malayiske Monsoon
med vestindiske Orkaner,
Jeg, som overalt var med
husker Stumper kun igjen,
veed om lidet kun Besked.
Dog et Eventyr har brndt
ind sig i min gamle Pande--
et som aldrig jeg kan blande
med de tusind, som er hndt.

Engang under Cuba prajer
vor Fregat en Brigantin
just som den vil lbe ind
i en skjult af ens Bajer.
Intet Svar og intet Flag;
men saa klart som Sommerdag
ved at see af Skabelonen,
at den Slavehandler var.
Da vi sendte den en Kugle,
hrtes det da og af Tonen
i de spanske Skurkes Svar,
hvad det var for vakkre Fugle.

Men til Uheld fast laae Vi
i et Havbliks Trylleringe;
Brigantinen lnger inde,
drivende, ja nsten klods
langsmed Land i L af Os.
Da, som om, for at staae bi
Englands og Alverdens Fiende,
Satan havde af sin Vinge
hviftet med en enkelt Fjer,
Havets Perlemoderskjr
sortned af en Briis just der
hvor den Slaveskibspirat
vilde ind ad Bajens Gat.
Og da Brisen netop strakte
sig saalangt dens Rer rakte,
havde vi den Skam og Spe,
Lykke med dens Puds at see.

Men hvad skulde ikke skee?
Knap er Brigantinen borte
bag den sikkre Bais Entree,
snever, som en Fstnings Porte,
fr vi hre Skud paa Skud,
og imellem dem vort eget
Gammel-Englands Entringsskrig.
...Hurra, _boys!_ Chaluppen ud!
fuld af Folk, som havde leget
med Pirater fr om Livet:
Mand mod Mand, paa Kniven Krig,
Krig hvor ei Pardon blier givet!
Rveren paa aaben Sj
veed, at, vindes ei Bataljen,
venter ham paa Stranden Galjen--,
derfor seire eller d!

Ganske rigtigt,--En af Vore!
Skonnerten _the Albatross_,
ubemrket af den store
Brigantine og af Os,
havde faaet det paa Lugten:
mrkende hvorhen det pegte,
at Piraten lumskt bevgte
sig saa stille imod Bugten,
som et Aadsel af en Hai,
der med Bug iveiret driver
ind paa Kysten hvor det bliver,
havde af en Sky den vristet
sig en Briis, og forud listet
ind sig i den samme Bai:
saa, da Brigantinen ind,
snigende sig lgervals,
under Jubel var laveret,
var det som naar Grvling graa,
der paa Rov var udspadseret
i det klare Maaneskin,
i sin Hules trange Hals
pludseligen trffer paa
liden ildsindt Hermelin.

Himlens Gud! hvad rdsomt Skue,
da Chaluppen kom tilstede!
Albatrossen allerede
havde entret; Hug paa Hug,
Nebbet den i Fienden borte.
Brigantinen stod i Lue,
og fra Dybet af dens Bug
hylte indestngte Sorte.

Forud, agter, alt som Rgen
vk tilfldigviis var strgen,
Kampen rundt sin Scene flytted.
Men saa kjkt jeg Ingen saae,
som en engelsk Yngling slaae.
Pludseligen holdt han inde;
stirred op og ned og lytted
som af noget Rdsomt skrkket,
der var kommet ham isinde.
Flux, da Hyl og Jamren trnger
tydeligen op til Dkket,
over Lugen han sig slnger
forsvarsls og ubeskyttet,
bruger Daggert, Huggert, Tnder,
blodige og revne Hnder,
for at frelse dem dernede,
kvalte fast af Rg og Hede.
Rgen deltes og nu saae
jeg en Spaniol med lftet
Bile over ham at staae,
bagfra Ynglingen at myrde.
Men et lynsnart Slag af min--
og Piraten laae og snfted
Blod og Hjerne ud og ind.
Gutten saae sig raskt omkring,
hvad det var dog for en Byrde,
for en tung og fremmed Ting,
som ham i Arbeidet hindred.

Ei var Tid til at forklare;
Liget bort blev vltet bare;
Lugen vi tilsammen splintred ...
Da medeet, saa rapt, saa rapt,
som om Helvedes Fordmte
op ifra dets Dybder rmte,
naar dets Vogter engang havde
sandsls Ngleknippet tabt,
mylred, vrimled, tumled, ravte
hylende af Flammegruben
Hundreder af halvforbrndte
nsten kvalte Sorte op.
Og saasnart de Luft fik draget,
blst sig Rgen ud af Struben,
gjorde Ende de paa Slaget;
thi som Rasende de rendte
i en fast og samlet Trop
Spaniolerne paa Livet.
Ei de sorte Djvle brugte
Ild og Staal, men Klo og Tnder,
og hvad Tanden beed de slugte,
og hvad Haanden greb blev hivet
over Rlingens Gelnder,
for med Hajene at gantes,
eller slngt som Stykker Veed
underdks i Ilden ned.
Fr vi kom til Sands og Ord
Spaniol ei mere fandtes
paa det hele Skib ombord.

Hjlpen af de stakkels Sorte
ei som op fra Helved stegen,
men som himmelfalden kom;
thi medeet mod Kampens Ende
syntes Lykken sig at vende,--
gamle tappre Englands egen
Lykke syntes borte,
og til Uheld skiftet om,
saa vi maatte vre glade
ved en iilsom Retirade.
Ei fordi de Djvle sloges
rasende, fortvivlet, vildt,
ret som Folk, hvis Liv er spildt;
men fordi vi slemt betoges
ved et spanskt Filuteri.
Thi hvad skulde ikke hnde?
Et maskeret Batteri
lod, ved Skud paa Skud at sende
ind i Albatrossens Side,
pludselig sit Tilvr vide,
saa man inden faa Sekunder
sikkert kunde regne ud,
naar den, mt af Vandgangsskud,
maatte dykke Skroget under.

Synkefrdig flux tilbage
Albatrossen blev buxert.
Skyndsomst noget reparert,
var den snart, som fr, parat
til Piraterne at jage;
men da den og vor Fregat
lagde ved Jamaika an,
laa der Ordre til dem begge,
at de sammen skulde lgge
Kours til Gammel-Engelland.

Frste Gang ifra hint Mde,
dengang Lugen op blev sprngt,
Ynglingen, forlngst alt tnkt
mellem Albatrossens Dde,
i Barkassen traf jeg paa,
hvori fra St. Hellens begge
vore Skibes Halvbestning
skulde ifra Borde lgge
og iland i Portsmouth gaae.
Strax vi kjendtes uden Gjetning.
Tak for sidst! var frste Ord,
som paa eengang Begge foer
med et Haandtag over Lben,
fast, somom det var vor Strben
at faae frste Hilsen kvalt;
og det nste Ord, som faldt,
var samtidigen: hvorhen
gjlder hjemad det min Ven?
_Cowes, Cowes, Cowes!_ hrtes
som fra samme slagne Strenge,
i det samme Aandedrt;
og det varte ikke lnge
fr vi Begge overfrtes
paa en Snekke maagelet.

...Gamle Ven! fra _da_ min Far
dengang Du min Frelser var!
hvorfor holder Du for jet
Hatten snart, snart Haanden bjet?
...Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer...
Siig mig hvad du grder for?

Saa mig Ynglingen tiltalte
med et venligt Skulderslag,
da jeg _Cowes_' hvidtbemalte
Huse skimted tydeligen
som et ordnet Muslinglag
eller Perlesnor, om Vigen
videre end forhen spndt,
og ei kunde lade vre
Alt med Synet at fortre--
Alt, Bekjendt og Ubekjendt.
Men, om ikke noget Andet,
maatte _Norriscastle_ binde
hvert velsignet hvert forbandet
af de gamle Tiders Minde.
Endnu Borgens graa bedagte
stumpe Taarn fra Hjen ragte
mellem begge Fljes Mure,
lig fiirkantede og butte,
mellem Vingerne opskudte
Uglehoved, der, imedens
det kun syntes fromt at sture,
Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens
vide Grndser, som det truer,
med sin Blunken overskuer.

Mindre syntes Slottets Park,
spettet fuld af lysgrn Mark,
skjndt endnu et mgtigt Strg,
der i Fjernet dunkelt blaaned
som en sjunken blget Rg,
langstrakt op mod Slottet skraaned;
men det Selv, det Selv tillod,
som det uforandret stod,
Ingen ifra gamle Dage
Feil af Stederne at tage.
Stille! Bilidt! Stille! var
hvad min unge Kammerat
kun i Stumper fik til Svar,
da jeg havde, ved at bide
ubemrket i min Hat,
faaet Graaden til at glide,
som, ved hvert et Blik iland,
steeg mig kvlende i Munden,
liig en Svamp, der skjd fra Bunden
af mit Indre, fuld af Vand.
Jeg med alle jets Krfter
stirrede i L kun efter
Taget paa en liden Hytte
der, hvor Parkens allersidste
Trer nrmest Stranden staae,
skjndt jeg forud sikkert vidste,
at det var til ingen Nytte
jeg saa stivt mod Landet saae.
Thi forlngst er vist mit Huus
solgt af Byens vrighed
for at blive revet ned,
da det, uden Vrn og Pleje,
ubeboet, var paaveje
selv at synke ned i Gruus.
Dd maa nu den Gamle vre,
og min Hustru, som ei kunde
i det tomme Huus ernre
uden Forsorg tvende Munde,
enten har sig sat som fr
ved sin egen Faders Dr,
med sin Lille i sit Skjd,
for at de Naadsensbrd,
eller, kanskee bortstdt atter
som foragtet Betlerkvind
som en reent forloren Datter,
Hun i Fattighospitalet
er paa Byens Kost befalet
af velddig Magistrat
tagen med sin Unge ind.

Tusind Alen under Dette,
som jeg mumled i min Hat,
kjmpende imod min Graad,
var imidlertid vor Baad
nrmere mod Landet gleden,
saa vi nsten var paa Rheden,
fr jeg Hov'det turde lette,
for at see mig om paany.

Ha!--Jeg skreeg i vilden Sky,
saa min Kammerat blev bange
og mit Haandled vilde fange--
Ha, der ligger Huset jo,
hvor min Hustru skulde boe!
Seer du der ved Byens Ende,
Stranden nr, dog halvt begravt
mellem Trer af Slottets Lunde?
Jeg forglemte det var lavt
og at Trerne maae groe.
Det var Grunden, at jeg kunde
ei i Fjernet strax det kjende
eller mine ine troe.
Og jeg gjr det knapt endnu..
Kammerat, se efter du!


Der! Hvorhenne? Der du peger?
Der du siger du har hjemme?
spurgte Han, men med en Stemme,
som et Zittrende bevger,
mens en Blegnen paa hans Kinder
over deres Rdmen rinder--
Der? det lille hvide hist?
Een Etage, med en Kvist?


Netop det! Javist! javist!
svarte jeg saa fort jeg kunde,
Netop det, saasandt jeg lever!
Og--o Gud! se efter nje!
er det Blnden i mit je,
eller virkelig en Stribe
glemmigeiblaa Rg, som hver
venlig sig af Husets Pibe?
Da kanskee hun endnu lever:
..._Mary Ann_... kanskee, kanskee?
Og ved Himlens Gunst kanhnde
faaer jeg inden Timens Ende
_Francis_ med, min Dreng, at see.

Fa'r! her er han! Jeg er _Francis_.
Du har nvnt min Moders Navn!
skreg min unge Kammerat,
styrtende sig i min Favn
med saa fyrig mhed, at
vaklende vi Begge vare,
for at gaae tilbunds, i Fare.

Gentlemen!--blev Lodsen ved--
Gentlemen, I maae tilgive,
at jeg ikke kan beskrive
disse sortnende Sekunder
af besvimet Salighed,
hvori Sind og Sandsning blunder,
Tanken i et Mulm gaaer under,
hvori selv ei jet taaler
Gldens altfor strke Straaler,
men forblndes som af Lynet,
der i Jord ved Foden slaaer,
saa at i et Mulm for Synet
Alting sortner og forgaaer.
Nok! endnu fr Land vi naae'de
havde Francis mig fortalt
om sig Selv og Mary Alt,
skjndt om Mary kun en Gaade.
--Presningen hun rigtig ahnte,
strax hun hrte, en Fregat
havde lettet sidste Nat;
tog til Portsmouth, sporte, bante,
Vei sig frem til Admiralen;
blev paastedet jagt, som galen,
af en Adjutant paa Dren.
Dog af Alt hvad bag sin Pult
Admiralen brummed huult,
fik hun gjemt bag sine ren,
at Fregatten hvor jeg var,
laa i Plymouth seileklar.

I sin Godtro Mary Ann
om det store England tnkte,
at barmhjertigen det skjnkte
nok igjen en enkelt Mand,
naar en Far, et Barn, en Viv
ene levte af hans Liv,
at det vilde ei blie negtet,
naar den Stakkel bare mgted
naae Fregatten med sit Raab,
selv om den var under Seil.
I saa mt og daarligt Haab,
i saa elskelig en Feil
--ak, hun tnkte, en Fregat
vilde lgge bi sit Roer,
naar der bag den skreg en Moer;
tnkte Hjerte hos en Stat:
at den skulde selv erkjende
sit forvte Rov mod Hende ...
Med saa kjre gale Tanker
Hun i Graad paa Kaien vanker,
til hun seer en Cornwall-Jagt,
ud mod Kvel for Reise lagt,
og fr Solen vel var nede,
var tilsjs hun allerede.

Men saa raskt den skummed frem,
kom dog Jagten aldrig hjem;
thi man fik at vide siden,
at den, drivende med Tiden,
under Taagen, fr det daged,
paa en Cherbourgkaper raged,
der benytted til at jage
Bonnys knappe Frihedsdage.
Og, i Mangel vel af Andet,
Jagten blev erklret Prise,
hvorpaa, efter Franskmnds Viis,
Kaperen, med frste Briis,
halte hjemad udfra Landet,
for et Bytte at fremvise,
Pelikanens ligt, der Ungen
br' en Flue hjem i Pungen.
Jagtens Folk kom nok tilrette,
da det leed paa Bonnys Sidste.

Om sin arme Moder vidste
Francis ikke meer end Dette,
som var bleven ham fortalt
af hans Bedstefader Alt.
Gamlingen en snaksom Kvel
havde, som en Bagatel,
ogsaa vidst ham at berette,
at Mylord, den unge Naade,
havde selv, ei mange Dage
efterat jeg var forsvundet,
sig personligen indfundet
for at trste og at raade
Staklerne, som sad tilbage.

Enken, (som han Mary nvned,)
svoer han skulde blive hevnet.
Enken frst han spurgte om,
speidende omkring i Kamret,
hvor de to Forladte jamred;
men da den Forklaring kom,
at de ei om hende vidste,
blev Mylords Visit den sidste.

Bedstefader, ved at mede,
havde i den de Rede
skaffet sig og Drengen Brd
hele ti Aar til sin Dd.
Og frst da, da Ddens Angel
sad i Bedstefaders Hjerte,
Francis, stakkels Lille, lrte
Meningen af Nd og Mangel.

Slottets Fogd (og han var streng)
som mod Aften Dagen efter
indfandt sig for bort at fste
Huset til den Frste Bedste,
fandt min lille stakkels Dreng
syg og bleg ved Ligets Seng,
sammenkrben, liig en Byldt,
henslngt, kun med Pjalter fyldt,
neppe ved saa mange Krfter,
at han kunde, med et Skrig,
lette lidt paa Lagnets Flig,
for med stive Blik at pege
under denne paa den Blege.

Drengens Lod naturligviis--
nu da Livet i det Fri
skulde mod sin Blomstring knoppes--
var at i en Anstalt stoppes,
rundt hvis Mure lyder Priis,
medens indenfore klages,
hvori Fattigbrn opdrages
af et haardhndt Politi,
ligesom Salat og Kaal,
hvorom Gartneren kan vide,
at han, naar han giver Taal,
Hovder kappe kan medtide.

To Gripomenusser vented
ganske rigtig udenfore,
for, naar Liget af var hentet
og bag en af Kirkens Vinkler
stukket tyst om Aftnen ned,
at forsrge, som det heed,
christeligen Drengen med
i den kalkehvide store
Vaaning med de sorte Sprinkler.

Men, trods Fogdens egen Dom,
udenfor hans Regnestykke
noget Vist imellem kom,
Noget--Retfrd eller Lykke.
Tingens rette Navn jeg kjender
ikke meer som fr desvrre,
da jeg troede Vorherre
ene var al Gldes Sender.
Men naar nu jeg engang vover
Tankerne at give Rum:
Han, som boer herovenover,
hvilken Deel mon _Han_ vel ejer
i den hele Lykkes Sum,
som paa Mennesket kan falde?
og hvormeget deri vejer
det som Folk Tilflde kalde?
...o naar Sligt jeg tnker paa,
mine Tvivl som Mllestene
hvirvlende i Hovdet gaae,
knusende min Barndoms rene
skjre Tro til Stv og Rg,
og min Tunge maa dem tjene
viljels til gudlst Spg.
Thi et Slag, hvis Knusen standser
ikke fr end Hjertets Banken,
har, som om et Vandfalds Brusen
gjennemstyrtede mit Hoved,
reent forvirret mine Sandser,
og forjaget ud af Tanken
hvad jeg engang Jesus Christ,
Prsten og min Moder loved.

Men saameget er dog vist,
at i Himlens Engles Sted,
som i eget Himmerige
glemme Jordens Sorg at blidne
(og man kan dem ei fortnke,
at de selv ei komme ned)
havde tyst en venlig Enke
med sin lille Tiaars-Pige
vret til den Scene Vidne.

Hun, som Husets egne Hygge
under hoie Trers Skygge
alt forlngst opdaget har,
eneste Liebhaber var.
Og da Pigebarnets milde
taareblndte je bad,
at hun ikke skulde skille
Drengen og hans Hjemsted ad,
og da hvad hun saae og hrte
om den forsorgslse Armes
hundetro Taknemlighed
imod Ham, man bar afsted,
hende selv til Hjertet rrte,--
over Drengen hun forbarmes,
blev ham strax i Moders Sted.
Selv en Sn, af samme Aar
som min Dreng, og om ei lige
just af Ansigt, dog af Haar,
og med samme Rankhed skabt,
havde Enken nylig tabt,
saa den lille vakkre Pige,
klappende med sine Hnder,
hit af bare Glde skreg:
Moder! o min kjre Moder!
Hvad os denne Time sender!
--dig en Sn og mig en Broder.
Nu jeg faaer igjen en Leeg.

Snart en Sttte og en Trst
blev min Dreng den gode Enke.
Neppe fyldt det tolvte Aar,
han tilsjs som Youngmand gaaer,
for at kunne hver en Hst
hende hele Hyren skjnke
--hende, ja det Hele nsten;
men til Sster Anna Resten,
Hun, som for hver Reis, han foer,
voxet var saa smuk og stor,
at omsider ham den Tanke
syntes ganske desperat,
at den hje, smukke, ranke
Jomfru havde bedt sin Moder
om at faae ham til sin Broder
eller Legekammerat.


Men Presenterne til hende
(smukke, fine, franske Sager,
som ei stolten Lady vrager)
bleve, for hvert Aar, som gik,
skjnnere, som Hun derhjemme;
og den Travelhed, det Blik,
hvormed Alt blev bredt paa Bordet
ifra Ende og til Ende,
sagde tydeligt som Ordet,
at han ikke kunde glemme.
Men den sidste Gang han foer
Frankrigsfart til Koffardiis,
bleve tvende Ringe fundne,
med en Haarlok sammenbundne,
mellem Silketi og Flor
fra Marseille og Paris.
Lige som to Draaber Vand
trilled de af Etuiet.
Rask greb Anna til; men Han
stod som med et Mord betynget,
beed i Neglerne og tied;
thi paa deres indre Rand
stod gravert et A og F
i et Hjerte sammenslynget.
...Nok! For Ynglingen et Trf
--Seer De, der er Trffet atter--
havde for min Francis friet
til hans anden Moders Datter;
og ved nok et Trf endnu
klart og klappet blev Partiet.

Annas Moder var tilstede,
og med Mdres kloge Hu
skaffed hurtigen hun Rede
i Forvirringen, hvormed
Begge, alt til Panden rde,
rbede sin Kjrlighed.
Og den hele Klaring skede
blot ved Armen ud at brede,
saa de lykkelige To
inden Moderfavnens Ro
holdt sit frste Stevnemde.
Francis havde sytten, Hun
i sin Blomstren sexten kun.

Men iblandt de sjeldne hvide
mange sorte Trffer glide,
skjndt de, efter Francis' Alder,
kunde begge snarlig vente,
at ham Flaaden, efter blotte
Orlogsrullen, vilde hente,
og at deres Eden maatte
falde som et Korthuus falder.

Ganske rigtigt, efter trende
Maaneders for snare Ende,
Tordnen hid fra Portsmouth skralder,
nemlig det Kommando-Ord
ifra Admiralens Bord,
som til Orlogs Francis kalder.
Strax ombord han, som Matros,
skulde i _the Albatross_,
sendt til erne at gribe
Rvere og Slaveskibe.
Men da Pigen hrte dette,
syntes hendes Sorg at lette.
del svrmersk og hihjertet
Reisen hun et Korstog kaldte,
ja en Tidens Ridderfrd,
hit om Englands Hder talte
og om Sortes Brodervrd,
sagde Afskeden ei smerted,
skjndt de rdforgrdte ine,
Barmens Blgen, Stemmens Klang
rbede de stolte Lgne,
som hun over Lben tvang.
Og da ieblikket kom,
da i Baaden Francis stiger,
segned hun, som andre Piger,
i sin Moders Arme om.--

Medens Francis Alt saalunde
fik mig kortelig fortalt,
havde ind mod Land vi halt,
saa man Folk paa Kaien kunde,
med sdvanligt je, nok
kjende ifra Steen og Stok.
Men imod Forelsktes je,
naar de To har maattet dje
Savnets vrste Kval: at vente,
strbefngt er Falk og Glente.
Thi, skjndt endnu tusind Alen
borte fra vort Landingssted,
springer Francis op som galen,
rykker nr min Arm af Led,
svinger Hatten: det er Hende!
Fa'r se der! Hun maa mig kjende.
Ja ved Himlen! ja hun gjr!
Seer du Anna der? Hun vinker
tydeligen med sit Slr.
Skuldermand! hal ud, hal ud!
Ve, om en Sekund du sinker!
Det er Anna, Fa'r--min Brud!

Men et Trf--et af de rette
sorte Trf--som Pileskud,
ondskabsfulde Magter stte
midt i Hjertet af de hvide--
netop et af rette Art
til at faae de bedste Glder
vexlede til bitter Kvide
om i faa Sekunders Fart..
netop saadant et var hndt,
for at faae en Lykke endt,
et som Fryd ei Fryd tilsteder,
og fra Hendes Favn, der klager,
Elskeren med Vee forjager.
_Anna_ var--hvad Francis ikke
saae med de forelskte Blikke--
Anna var i Srgeklder.
Frst han seer det, da han seer,
at hun i hans Arme grder,
fler, hun ei kysser meer,
hrer sagt med samme Stemme,
som han fra Farvellet kjendte:
Francis, skynd dig med din Fa'r!
O I kom som Himmelsendte!
Thi jeg er saa ene hjemme:
bort idag man Moder bar.

At min Francis srged som
kjrligst Sn for mmest Moder;
at hans Fyrighed blev from,
Elskeren medeet en Broder;
at, til Skjul for hvor han srger,
om de mindste Ting han sprger;--
at det _mig_ som haardest grmmed,
at jeg ikke ovenjorde
skulde kunne takke hende
for hvad mod min Dreng hun gjorde,
da han, viet ind Elende,
sad ved Fdrearnen fremmed;--
at jeg ved min egen Dr,
liig en arm Forbryder, standser,
da jeg Stakkel ikke tr
indad den i Stuen trde
fr jeg har holdt op at grde
og er kommet lidt til Sandser;--
at jeg, pludseligen glad,
brer som et Barn mig ad,
eller som de Maanesyge,
ved med Fladen af min Haand
Vg og Stolper at bestryge
og befle Bord og Planker,
som om jeg tilbagekalder
i min atter vaagne Aand
fra en Drm adspredte Tanker,
eller overtydes vil
om at Alt ei sammenfalder
som et luftigt Taagespil;--
at jeg ei alene Det
ved det frste Skue finder,
men i Alting, holdt saa net,
smukke fine Spor af Kvinder--
dette Alt, de simple Trk,
ere kun Naturens Flger,
gjemte i hvert Hjertes Folder,
om af Blod det indeholder
ikkun faa, men friske, Blger.
Derfor jeg dem slifer vk--
dem og al Beretning om
hvordan Livet gik og kom.
Nok, at de Forelskte fandt,
at det Elskoven ei skaded
meer end Regnen Rosenbladet,
om der var lidt Sorg iblandt.
Ja saa fyrigt Anna svrmed
(og da smilte hun af Glde)
at hun saae sin Moder nrmed
tidt sig til det vante Sde,
hvor hun altid fandt dem Begge,
for paa dem sin Haand at lgge.

Hvad mig selv angaaer, jeg vilde
ei en Dag i Edens milde
palmekrandste Dale bytte
for en Time i min Hytte,
dersom blot jeg kunde glemt,
faaet vilden Tanke tmt,
som bestandig efter _Hende_,
den Fortabte, hvorom Ingen
noget til Oplysning vidste,
svrmed uden Maal og Ende,
liig den Blinde, frt i Ringen,
hvori ei er Frst og Sidste.
Altid standste den ved Dden,
som var sikkreste Beretning;
men med hvert et Morgengry
vaagnede den ufortrden
som en ny og sikker Gjetning,
der fli ud paa Jagt paany.

Sidste Gang Skjrsommertiden
--o! det er ei lnger siden--
havde jeg min Francis ment
med sin Elskte at forene.
Brdet kunde han fortjene
med mit eget Lodspatent,
hvilket selve Admiralen,
om han slog sig nok saa galen,
ikke havde kunnet mgte
en saa gammel Karl at negte.

Men hvad skeer?--just otte Dage
fr det smukke unge Par
skulde Bryllupssdmen smage,
--St. Johannisdag det var--
holdtes i en liden By,
ifra Cowes nogle Mile,
som hvert Aar, en landlig Fest
af et reent mrkvrdigt Ry,
hvortil Moden var at ile
milevidt ifra til Gjst.

Selv fra Brighton By, ja lng're,
kom Peeresser, Viscountesser,
Hertuginder, Baronesser,
fulgte i en Svrm tilhest
af fornemme Lediggjng're
rundt de glimrende Karether,
til den saa bermte Fest,
som de kaldte _fte champtre_.

Ved en Grnsvrsplan, af Ege
fra de Saxers Tid beskygget,
var et Slags Theater bygget,
hvor paa Bnke Bnke stege.
Om hinanden der man finder
Bondepiger, Hertuginder,
som den muntre Ungdoms Lege
paa den grnne Plan besee,
Den beklappende, som vinder,
Dem, som tabe, de belee;
ge ubarmhjertigt Skammen,
leende af Hjertet sammen.

Snart der brydes, snart der skydes;
men, paa gammelengelsk Viis,
kun med Armbrst eller Bue;
snart et Veddelb der bydes
om en Sovereign til Priis,
snart tilmaals et Landsekast,
frt med Beduinens Hast.

Men af hele Dagens Skue
synes dog den hje Mast,
som er opreist midt paa Sletten,
mest at gjre Alle glade,
stjende jo meer det lider
imod Klattringen omsider.
Thi det spnder Alles Gjetten,
at paa Knappens lille Flade
ligger--dette veed Enhver--
hjest Priis, som Ingen seer.
Kun naar gjennem Skovens Toppe
Solen kaster Straaler did,
viser sig et Blink deroppe,
eggende til Veddestrid.
At Forelskede indfinde
sig isr i Mngdeviis,
er naturligt ganske vist,
hvor der i en Gldestvist
kjmpes festligt for en Priis,
skjndt igrunden tre at vinde:
_Hendes_ Bifald frst og fremst,
Hderen dernst fornemst;
endelig til _Hende_ skjnne
Sager, som vil nok belnne
endnu noget bedre end
Prmien, den raske Svend.

Ikke blot at Veddelysten
sig til Egnens Ungdom strkker.
Alle Byer, alle Flekker
langsudover hele Kysten
byde op de bedste Krfter;
men isr de strbe efter,
En, et Byesbarn, at stille,
som er Karl at prve paa
noget meer end blot at ville
Prmien paa Masten naae.
Raskeste blandt sine Svende
maatte altsaa _Cowes_ sende;
og at her ei var at gjette,
at han _Francis Johnson_ hedte,
vidste Brnene paa Gaden.
Sikkert var det og at Staden
enig i sin Mening var,
at i hele Pigeraden
Francis' _Anna_ Prisen bar.

_Anna_ havde faaet Plads
midt iblandt Noblessens Stads,
ved den ene Hertugindes
Side, som til denne Fest
kommen ifra Brighton findes;
altsaa Festens Dronning nst.

Bag dem Begge, nsten gjemt
bag om Damens store Fjedre,
som til Annas Side blged,
havde jeg en Plads, forklemt
nsten midt imellem Flget,
saa jeg tnkte, lidt forstemt,
at jeg kunde valgt den bedre.

_Francis_ af og til vi saae
under Egene at gaae
spekulerende alene,
hviftende fra Panden Sved
nu og da med friske Grene.
Thi han havde hele Dagen
sig i Legene udmrket,
og det mod det Vrste leed;
thi nu stod tilbage Vrket,
som skal krone hele Sagen:
ubekjendte Prmies Tagen
ifra Masteknappen ned.

Mangen Ungersvends Anstrengen
vkker Moro kun og Latter;
Mangen glider, Mangen dratter
fra den glatte Stang, som Bly.
Men nu kom min Sn paa Engen,
maalte Masten som en Fiende,
hvormed an han agter binde,
maalte atter den paany,
som om han ei kunde nok
udstudere denne Stok.

Men medeet han gjr et Sprang..
--Otte Fod fra Jord han hang.
Der han sidder til han flyttet
Foden har og Armen knyttet,
Kraften maalt, som til den hele
Reise han maa viist fordele.
Frst da det var gjort med mere,
syntes han at avancere--
frst kun sagte, Spand for Spand..
O den smukke unge Mand!
Lykkelig Hvo ham har fd!
Damen livligen udbrd,
og til nogle Kavalerer
videre hun konverserer:
Se, hvor slank og lvestrk!
Se hvor smidig han som Slangen
       frem sig ormer,
knugende sig fast til Stangen!
Og bemrker hvilke Former!
Mine Herrer, _der_ er Normer
for et plastisk Kunstnervrk,
for en Nutids Ganymedes,
medens Jorden gjennemledes
i Neapel overalt
efter nogle skimmelgrnne
Levninger af en Gestalt
af en Torso, halv og halt,
men som dog skal kaldes skjnne.

_Anna_ smilte stolt og glad
ved de Ord, som hun forstod;
men ved Resten, rd som Blod,
hun med bjet Aasyn sad,
indtil Raabet: Se Hurra!
Snart har _Frank fra Cowes_ seiret--
bragte hende derifra
til med Fryd at see iveiret.

Men to Alen eller trende
--ikke fleer fra Stangens Ende--
sad en Stund han ganske kvar,
som om Han ei til det Sidste
rigtig torde sig fordriste,
som om Noget, Han kun vidste,
paa det Sted ivejen var
--for Exempel falske Kviste,
som igjennem Veden skar.

Men medeet den Hertuginde,
som begeistret har ham fulgt,
og som viser ufordulgt,
at hun nsker han skal vinde,
op ifra sit Sde staaer,
brusende af Flor og Fjedre,
raabende: o, endnu bedre!
O hold ud! hold ud! vr tapper!
Nok et Tag! _Encore! encore!_

Og min Anna, Anna, rrt
ved de Lovord, hun har hrt,
om den Elskte--_Anna_ klapper
jublende i sine Hnder.
_Francis_ seer og hrer det;
thi han Hovdet didhen vender,
ryster det, men ganske let,
som om Noget han vil sige,
nikker venligt til sin Pige,
griber til endnu et Greb..
endnu et--alt Stangen svajer,
saa jeg hit af Skrk maa skrige..
endnu eet--igjen den vajer
som en Mast med slappet Reeb..
eet endnu...det sidste skeer..
Prisen i hans Haand jeg iner
(just en Bryllups-Slvpokal)...
Jeg vil haardt til Francis tale,
raabe til ham og befale;
men i al den Jubelskrald,
som i vilden Sky nu hves,
       Rsten hiner
jeg af al min Magt forgjves.
Da medeet--det sidste Tag
var alt gjort--et Knk! et Brag!
Det er Masten!.. Jeg ei seer,
nemmer eller sandser meer
i de frste ti Sekunder..
Kun, idet min Sands gaaer under,
hrer jeg i Folkets Skrigen
hje vilde Raab fra Pigen,
Jammeren ifra min Sn
og mit eget dybe Stn
i det samme som jeg falder
om blandt Damens Kavalerer.
Men mit Navn, mit Navn, mit eget,
Johnny Johnson! saadan skreget
som naar Glas mod Glas man skjrer,
hastig mig tilbagekalder.
Op jeg springer--ved min Fod
segner blegnet Hertuginden..
Blegnet? Nei besvimet.. Kinden
farvet var med Sminkens Blod.
Dog, saa godt som hun var malt,
havde jeg igjenkjendt alt,
ved det frste Blik jeg kasted,
og af hendes Stemmes Tone,
_Mary Ann_, min egen Kone,
_Mary Ann_, min egen Viv.
Men jeg satte Alt tilside;
kun min Sn tilhjlp jeg hasted ...
Ak, tilhjlp?--nei, for at vide,
om der skulde vre Liv.

Ak, min staute, vakkre Sn,
alle Sorgers rige Ln,
som en Alderdom mig loved
mere end min Ungdom skjn,
laa med snderspaltet Hoved...

Af den skrkkelige Dag
ikke meer af mig erindres.
Thi, skjndt Dden burde ventes
af de allertyngste Slag,
hvortil Grunden hisset hentes,
dog, ved Slvheds kle Plaster,
som sig over Vunden kaster,
ved en Sandsernes Bedven,
ved en Tnkningens Berven,
endnu lnge den forhindres.

Da jeg syntes jeg blev vakt
af et venligt Haandtryks Magt
--Lgens Sgen om det svage
Pulseslag, der kom tilbage--
fandt jeg hjemme mig tilsengs
ligeoverfor et Billed,
som, fortrukket, kridehvidt,
kun af Anna havde lidt,
skjndt det hende forestilled...
Anna, ak min stakkels Drengs
Efterladte da betd
denne Form saa bleg og stiv,
hvor kun Taarerne, der fld,
viste der var endnu Liv?
Da hun saae mig aabne jet,
at mit Hjerte, skabt af hrdet
Jern, sig atter vilde hve
for isnderknust at leve,
sank hun ned i Bn, med bjet
Pande gjemt i Hovedgjrdet.

Men hun taug om Ham, hun vidste
var mit Hjertes allersidste
Tanke, da isvn det faldt.
Lgen lod mig vide Alt.
Francis's Jordefrd var feiret
glimrende, for Hertugindens
Regning, fast af hele Byen.
Men han skjnte ei af Skyen,
som saa dunkelrd paa Kindens
spidse Tinder strax sig leired,
at jeg leed ved hvad jeg hrte,
at det kun mit Sind oprrte.
Nei, min Doktor han blev ved
at hilove Hertugindens
dle Kristenkjrlighed,
som til gammel ddssyg Nste,
havde _Ham_ til Lge sendt,
som i Landet var bekjendt
for den lrdeste og bedste.

Siden fik jeg og at vide,
at hver Dag ved Aftenstide
pleiede den hje fromme
Dame til mit Leje komme,
hvor med Anna hun tilbragte
Aftnen knlende i Bn;
og at Begge sig anklagte,
som om hver af dem alene,
ved hiin rdselsfulde Scene,
havde drbt min kjre Sn:
Hertuginden ved at hrde
til Dumdristighed hans Mod,
Anna ved den Frydgebrde,
hun forledet sig tillod.

Men i Skumringen jeg atter
af en dsig Slummer vkkes
ved at mine Hnder dkkes
saa med Kys og saa med Taarer.
Anna, er du der, min Datter?
hvisker jeg; men intet Svar--
Anna, kom dog til din Far!
Uden Grund din Sjel du saarer
med din mrke Selvbeskyldning.
Damen, Hun, Uhyret har
drbt vor Elskling ved sin Hyldning.
Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed
--o en rdsom Hem'lighed!--
at saa grusomt ingensinde
Himlen straffet har en Kvinde.

Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt!
--hulked bag mit Senggevandt
_Mary Ann_ med brudte Rst--
For en Moder, som beskyldes
af sig selv for Snnens Mord,
for en Viv, som brd sit Ord,
gives ei paa Jorden Trst;
ja jeg frygter, under Jord,
om med Steen end Graven fyldes,
kan ei Ro for hende ventes.

Mary Ann!--afbrd jeg blidt--
Lad Gud Herren vre Dommer
over hvad med Francis hndtes,
det du bittert har fortrudt!
Alt hvad du ved det har lidt--
o, det fast mig forekommer,
er en Straf i Herrens Planer,
for hvad Du, om sandt jeg ahner,
har mod mig, din Mand forbrudt.
Dog fortl! I Dette ei
nrmest dmmer Gud, men Jeg.

Johnny!--jamred Hun--o skaan,
skaan mig, o, for Det alene,
som vil bringe mig dit rene
Hjertes Ringeagt og Haan!
Sprg ei! Hav Barmhjertighed!
og tilgiv hvad ei Du veed!
Deel min Rigdom! Lad mig flytte
ind med den i denne Hytte!
--ikke som din Hustru meer;
dertil jeg uvrdig er--
men som Annas Moder--Eller
lad os drage sammen heller
over til mit eget Slot,
Montbrillant i Normandi,
tvende Miil fra Kysten blot.

Jeg alvorlig afbrd: Ti!
At jeg Dig tilgiver, Kvinde,
er det Hele Du kan vinde.
Mellem os maa alting vre
--fler Du det ei?--forbi.
Jeg har kun af hele Livet
Eet igjen; det er--min re.
Du?.. Nei, hvad jeg end faaer hre,
vrre end min Fantasi
hvisker ind i Sjelens re,
Mary Ann! er du tilgivet.

Haanden, flux tilbagetagen
ved Feiltagelsens Opdagen,
at det ikke var min Datter,
som jeg talte til saa mildt,
raktes Synderinden atter.
Og hun greb den nsten vildt,
slap den ikke frend Alt
under Graad og Krampelatter
var udst, bekjendt, fortalt.

Kun i Omrids, Gentlemen,
kan jeg give det igjen,
som i Skilderier stedse,
hvori Djvelskab er malt,
det kun sees som lette Kredse,
ind i Skyggen dunkelt flyttet,
kun til nogle Streger knyttet,
men som dog, beseet nje,
er en rdselfuld Gestalt.

Og ved hvad jeg hrte stivned
af Forferdelse mit je,
Hjertet standsede som kvalt,
Haaret reistes som belivet,
som der siges det skal skee,
naar Gespenster man faaer see.
Det var Helved ei med hvide
fromme Spgelser opfyldt,--
nei, et luende forgyldt,
Helved fra sin Glimmerside,
Jordens Helvede, hvori
jeg den Aften blikked ned:
Helved, som det findes i
vore egne hje Stnder,
og som Folket ikke kjender,
skjndt den allerbedste Ved,
hvoraf glimrende det brnder,
hvoraf det sin Nring suger
og uhyre Tal forbruger,
er dets Brns Uskyldighed.

...Gentlemen fra Norge, hvor
i den friske Folkestamme
ingen svlgende fordrvet
Adels-Snylteplante groer,
sugende hvad i sin Sved
Folkets, kun af Fromhed feige,
strke Arme har erhvervet,
dende som Krftens seige
snigende og sorte Flamme,
trende som Raadenhed...
...Gentlemen ifra et Land,
fattigt, men saa lykkeligt,
at det har ei Adelsmand
--i Europa som et Digt,
som en Gyldenalders Rest--
ja, hvad kanskee der er bedst,
frit for Guldets Adel, fuld
af et vrre Overmod:
Fdslens krver, om saa lysted,
Denne kjber for sit Guld
Folkets Dttres Uskylds Blod,
Konen Manden ifra Brystet,
og til Alting Lovens Tysthed...
Gentlemen, det skal I hre
af min stakkels Hustrus Skriften,
skjndt det er en sand Forgiften
af et nordisk, skyldlst re.
Ja hvis Nogen ind vil see
i hiin lastefulde Verden,
med Uskyldigheds Forfrden
er det kun, at det kan skee.
_Mary Ann_, ei mange Dage
efterat hun op var bragt,
skulde hjem fra Cherbourg tage,
da hun ved Mylord, der sporte
Rygtet efter paa sin Yacht,
blev af nogle guldbesnorte
franske Tjenere med Magt
i en lukt Kalesche stukket
og saa hurtigt frt, som Spandet
Sletjet ud fik strukket,
til Paris, til selve Lorden,
til Paris--o Navn forbandet!
det vanhelligste paa Jorden!
Mens paa sidste Poststation
friske Heste forespndtes,
forekom det som det hndtes
af den vimse Artighed,
som tilhrer _den_ Nation,
at den prgtigst galonerte
Skurk, som frte Reisen an,
sprang fra Kudskesdet ned
og i Dren prsenterte
Mary et Glas Viin og Vand...

Virkningen var strk: Hun sov
til hun alt var Lordens Rov.
Da hun vaagned, alt vanret
havde hun en Time vret.
Fr til en Fortllings Ende
Synderen var kommen om
Elskovs Raseri for hende;
at fra Orlogs hendes Mand,
som ei kunde eftersprges,
neppe meer til Cowes kom,
men at der i Engelland
for hans Far og Barnet srges;
at i Glands og Lyst hun skulde
nyde Livet nu tilfulde...
netop da det Sidste hrtes
som en Susen, Marys Pande
af en Febers hede Brande
indtil Raseri berrtes.
Raseriet stred sig mat,
og oplstes i en Nat,
der i Uger hylled ind
Marys snderknuste Sind.

Ak, endnu var Sjelen reen;
men da Livet kom igjen,
og hun laa med halvlukt Blik,
hvorforbi det Hele gik,
Hun en Hevn, en slangefiin,
under det betnkt udrugte--
en, som hende selv vel slugte
og fordrved Sind og Hu,
en, paa hvis Udviklingstrin,
et for et, den Engel faldt,
som Beboer var endnu
af den krnkede Gestalt.
Men den Hevnplan, om den gled
efter alle hendes Traade,
maatte i Elendighed
styrte hastigen Hans Naade,
gjre ham liig et udsuget
gjennemsigtigt Mygskelet,
dinglende i et udbuget
vldigt Edderkoppenet.

Verdens Kjendere bemrke
--hvad i tusinde Tilflde
for Undtagelse maa gjlde--
at den frste stjaalne Nyden
kan en Flammes vilde Syden
hos Vellystningen forstrke.
Man har ogsaa sig notert,
at til Sjel og Charakteer,
og ei blot til Legem, er
Don-Juanen enervert.

Planen, som den hule Kvinde
havde klkket som idrmme,
var da, over ham at vinde
uindskrnket Herredmme,
og derefter langsomt spnde
Slaven ud paa Pinebnken
for den voldelige Krnken,
han forvede mod hende.
Derfor, skjndt hun overlegen
var i Charakterens Styrke,
hun beslutted dog sin egen
Aand med anspndt Flid at dyrke.

Den Beslutning hrte Lorden
jublende og henrykt paa.
Nu er Alting i sin Orden;
nu vil hun til Ro sig slaae,
tnkte han, og nste Dag
finder bukkende langs begge
Forgemakkets lngste Vgge
Professorer for hvert Fag.
Nogle Maaneder passerte,
Ntter, Dage hun studerte;
inden selv hun tnkte det,
var en Dame hun komplet.

Prisen hjere, hver Gang
Lorden nrmed sig, hun hang;
og naar rasende han gik,
kunde med et enkelt Blik
Mary Ann om sine Fingre
Lorden i hans Rasen slingre.

Kort da gamle Lorden just
opgav sidste Aandepust,
over Snnen, som man sagde,
for det Levnet i Paris,
som han hemmelig tilbragte,
Ingenting ivejen var;
men i Kirken _St. Sulpice_,
til et offentligt Beviis,
bleve de et gtepar.

Nu kom Planens anden Akt:
at faae Lorden delagt,
gjre Resten af hans Dage
(og hos slig tilbunds Fortret
havde der alt lnge vret
liden Levekraft tilbage)
til en Kval, der kunde drive
Uslingen til sig at tage
i en Ruus maaskee aflive.
Og han var alt meer og meer
ganske hendes Slave vorden,
saa det lykkedes med Lorden.

Kun deri Forskjellen er,
at, af Lngslerne forbrndt,
--disse Lngsler af hvis Vkken
Mary gjorde kun en Gjkken,
som for ham blev aldrig endt--
havde han en Nat sig lukket
inde med en Kurv Burgunder;
og da Dren op blev brukket,
finder man ham steendd under
det med Flasker fyldte Bord,
hvor den sjette ud var drukket.
Saadan dde da Mylord.

Fr hun vel det kunde tnke
Mary var en fornem Enke.
Barnls, engelsk, smuk og rg,
ung og i Paris at leve--
var jo Alting i Forening,
som kan En i Velten hve,
gjre topmaalt lykkelig
efter hver Parisers Mening.
_Lady Norris_ (Marys Navn)
virkelig kom snart i Mode.
Snart af _Ducs_, som vil i Havn,
snart af Grever og Markier,
der vil see igjen paafode
sine synkende Formuer,
svrmedes hun stedse om,
liig af sugelystne Bier,
magre Myg og sultne Fluer
honningfyldte Rosenblom.
Medens Hun, af Indfald blot,
der som Engelsk liktes godt,
syntes Engelske at sky,
hendes Omgangskreds isr
--stedse strre, stedse ny--
gammel fransk Noblesse var;
og ud af sin Frierhr
Hun i sine Planer har,
Den at vlge allerhelst,
som er adeligst og ldst.

Gjort var Valget. Thi i slige
Fortrin kunde Ingen hamle
op imod den gode gamle
underlige Emigrant,
Hertugen af _Montbrillant_
--en Figur, der ikkun fandt
i det hele Frankerige
i hans eget Speil sin Lige:
kldt, staffert, Frisuren reist
som for hundred Aar tilbage--
som om fra Regentens Dage
kommen var igjen en Geist.

Vel for Tiden uden Slot
var den gode gamle _Duc_
i sin gammeldags Paryk;
men ved Hjlp af Marys Penge
og en Prokurator blot,
lykkedes det at fortrnge
Den, som under Robespjerre
havde kjbt det af Nationen
og som uforstyrret siden
havde vret Godsets Herre.

Og for nu at stte Kronen
paa det Hele nsten inden
Mary vented det i Tiden:
Maaned efter, at han var
i Triumf med Gemalinden
draget ind ad Slottets Port,
Hertugen i Pomp man bar
ud af den. Da var den sort,
og med ddbleg Maanskinsglands
funkled i det Sorte hans
(nu hans Enkes) store Vaaben--
_la Duchesse de Montbrillant's_.
Men da i Alleen Hoben
med den Smule var forsvunden,
hvortil Storheden og Naaden
endelig var reducerte,
trred hun, med Smiil om Munden,
hastig Sporene af Graaden
(af den kunstig prparerte)
bort fra jnene og Kinden;
og, henslngt paa en Divan,
atter drmmende en Plan
for sit Liv hun udstuderte.

Hertuginden slog sig ned
i en stille Enkefred.
I den stolte Glimmerkaabe
af det franske Navn indhyllet,
kunde sikkert Skjul hun haabe,
og imellem Engelskmnd
frdedes hun nu igjen,
som om under en fortryllet
Fortunati Hat hun gik,
hvorpaa Ingen je fik.

Trende Gange, ved sin franske
Kammertjener, havde hun
i en bld Erindringsstund
underhaanden ladet granske
efter mig og Francis, men
faaet gale Svar igjen.
Altid snvled den Franzos:
Eders Naade, den Matros
ganske sporlst er forsvunden,
som en Steen, der gaaer til Bunden;
Drengen ude var og foer
siden han var nvestor;
Fremmede--Gud veed hvorfra--
alt forlngst i Huset boede:
Moer og Datter, stille Kvinder;
artige--bevares ja!
srligen for Britterinder;
men, naar Alt han skulde sige,
som han i sit Hjerte tro'ede,
var hans Mening: ei saa lige
de hinandens Ord forstode.

Mary hrte, med den Glde,
som ei smiler, men vil grde,
med en falsk og hyklet Tro
paa en Tilvxt i sin Ro,
denne haltende Fortlling
--dobbelt dunkel, halv og skjv,
da hun kunde ei betro
til den gamle Buxekjlling
hvad der egentligen drev
den fornemste Adelsfrue
blandt Provindsens Hi-Noblesse
til en saadan Interesse
for en Sjmand og hans Sn.
Ja hun drev den selv saa vidt,
at hun endog spurgte tidt
om Detaljerne i Stuen;--
for Exempel om den var
endnu overstrgen grn,
om der hang et Fuglebuur,
om der stod et Stueuhr,
som et gammelt Inventar,
paa hvis blomsterkrandste Skive
tvende Gjge vare malte,
som for hver en Time galte
ligesom de var ilive,
samt om han ei havde nogen
gammel Vugge seet i Krogen
og saa videre med meer,
hvoraf kun den Gamle leer.

Mary elsked den fornemme
Verden, hvori hun var bleven,
som en Fd og Baaren, hjemme;
men hun elsked den af Trang,
medens endnu hendes Hjerte
ved den simple Verden hang,
hvorfra hun var selvfordreven.
Hun sit Hertugindeliv
elsked kun som Tidsfordriv,
som en Dven af den Smerte,
der paa hendes Indre aad,
som en Latterkuur mod Graad,
som en Ruus, der lod forglemme
stundom gamle Minders Stemme,
der med gnedne Glasses Lyd
gjennemskar den hele Fryd
...Stundom kun?--nei, Mary heller
sjelden saa lyksalig var;
thi hun i sit Hjerte bar
paa en skaansells Fortller,
som i hver en ensom Stund
--ja selv midt i Assembleen
og i Kontradands-Karreen
det til hendes Rdsel hndtes--
aabned pludselig sin Mund
til Historien, som endtes:
Ve! i al den Glands du har,
hvad Du _er_ og hvad Du _var_!
  Hvor forgjves
_high-lifes_ Glde gjennemleves!
Hun i herligt Selskab nsten
al Europa gjennemstrg,
trngte til Jerusalem
og Damask mod sten frem,
gjorde, da hun tog derfra,
for at gjennemfare Vesten,
Libanons Zenobia,
Lady Stanhope, et Besg.
Men naar hun, der var forresten
sprudlende af Vid og Spg,
pludselig i Vognen faldt
(som man kalder det) i Staver,
ingen anden Ting det var,
end den gamle Orm, som gnaver:
hiin Fortller, som just har
sin Historie fortalt.
Just paa en af disse Turer,
som udretted Alt, undtagen
Eet alene--Hovedsagen:
ei blot jet at adsprede,
med den Syge at helbrede,
som i Brystets Indre sturer...
paa en saadan Tur for Lyst
ifra Brighton og til Bath,
langs Kanalens skjnne Kyst,
faaer hun paa det Rygte fat,
at en Folkefest beredes,
og da Damen ikkun jog
efter dygtig at adspredes,
tnkte hun: jeg kan jo dog
see derpaa, imens der bedes.

At idag jeg hende mder
paa det Sted, hvor altid Saaret,
som om ganske nylig skaaret,
i os Alle friskest blder,
enten er et af de hvasse
sorte Trf, der altid passe
med sin Spids i gammelt Saar,
saa det altid aabent staaer,
eller har til Hensigt, Penge
paa min Fattigdom at trnge,
derfor ud at spionere
hvor nu Jeg og Anna ere.

Thi da nu min fordums Kone
havde for mig skriftet Alt,
var tilgivet og betalt
--ja betalt til sidste Krone,
som jeg havde i mit Eje,
Doktor, Jordefrd og Pleje,
udbetalt til sidste Hvid,--
skjndt det bed som Slangebid,
at den rige Moder torde
ei sit Barn, sit eget, jorde:
da nu Dette vel var endt,
Anna til en Frnke sendt,
forat nyde Kvindepleje,
flytted jeg, med alt mit Eje
--Baaden og mit Lodspatent--
ifra Cowe's til Hastings, hvor
Havets store mrke Ager,
hvorpaa Brd for Lodsen groer,
nrmere mod Land sig drager.

Men Fortjenesten blev mager:
uden Hjlp, i Baaden ene,
var der intet at fortjene.
Sygdom dertil haardt sig slog--
kort hver Dag min Nd tiltog,
saa alvorlig tnktes paa,
ud en Dag tilsjs at gaa,
men ei komme meer tilbage
uden trukken i en Hage.
Medens i saa mrke Tanker
jeg udover Sjen saae,
hvor de andre Lodser laae
og Enhver sin Skude sanker:
sagte det paa Dren banker,
og en Sjgut, net som drejet,
bukked halvt og halvt han nejed,
saa jeg ahned Uraad alt
fr han mig om Halsen faldt.
Da faldt ogsaa Sjmandshatten,
og med nsten Rdsel Haaret
--langt og glimmersort som Natten--
saae jeg ganske tt afskaaret.

Fa'r! min Eneste!--Hun bad--
Ingen Os maa skille ad.
Derfor maa Du ei forskyde
hvad din Datter har at byde:
det at vre dig en Sn!
Du kan ikke leve ene.
Francis lrte mig at ro;
derfor sammen godt vi To
kan vort Brd tilsjs fortjene.
Hvert et Skib, vi see, Du jager;
Du alene gaaer ombord.
Baaden hjem igjen jeg tager--
Kjre Far, det er et Ord!

For slig Vind fra bedre Egne,
mild som Blomsterdufte, sendt,
af mit Skib paa Timen drev.
Som hun vilde foretegne,
som Hun sagde, saa det blev;
og fr Ugens Rest var endt,
gik det vel saa godt for Os,
som for nogen Hastings-Lods.
Deraf, Gentlemen, forklares,
hvi en gammel Ulk som Jeg,
da der af fra Briggen bares,
hemmed mine Taarer ei.
Tausheden, den timelange,
indtil Baaden var forsvunden,
Bnner var, jeg tusind Gange
mumled uden Hjlp af Munden,
indtil det sig tnke lod,
at, ved Hjlp af Tid og Flod,
_Anna_ havde Havnen funden.



           IX
      Agterspeilet

_Anna_ havde fundet Havn
i Gud Faders egen Favn.

Efter nogle Dgns Forlb,
vi Southamptons Havn forlode:
London bd os bedre Kjb;
og Kanalen op vi stode.
Da, idet vi drev med Tiden,
Kysten nr, for slappe Seil,
frer Strmmen hen til Siden
Brdtet af et Lodsbaadsspeil,
hvor i Hvidt paa Sort vi see:
_Hastings, Pilot, Numero three_.

       *       *       *       *       *

--O Tilflde underligt,
som maa mere synes hjemme
i et Fee- og Alfe-Digt,
end i vore haarde Dage,
da med tr prosaisk Stemme
Alt fortlles som det skeer,
     strengt og strikte
som det monne sig tildrage,
med Forbud imod at digte;
og hvor Mennesket, skjndt Aand,
ikkun troer hvad jet seer
og hvorpaa det fat kan tage
med den tunge plumpe Haand.
...O Tilflde, sandt og skjnt!
Da jeg, rystet dybt, mig lner
over Rlingen, paa Speilet
tvende Sommerfugle seiled,
tvende deilige Falner
trygge der forelskte leged,
som om Brdtet var et grnt
Eiland, op af Havet steget.
En var hvid, meer hvid end bleget
Snekkeskal derindpaa Stranden,
blaa, meer dunkelblaa den Anden
end Skjrsommerdags Azur
i den tropiske Natur.

Eller mon i Aandens Magt
fri Gestalten ned er lagt?
     Da kanhnde,
af en sd uskyldig Smag,
som vi Mennesker selv kjende,
Francis' og hans Annas Sjele
samme Lyst har maattet dele
til, en vakker Sommerdag,
atter Jorden at besge,
og som to Falner spge.
Ja kanhnde da--Gud veed--
at de Elskende, der blevne
ere fra hinanden revne
fr Forening har havt Sted,
kunne, Sdheden at smage
af en jordisk Kjrlighed,
vende for en Tid tilbage
snart i Form af Nattergaler
mme Sisgener og Svaler,
snart som Sommerfugle skjnne,
for at leve saa en Sommer
ganske for sig selv alene
i det friske Livsensgrnne
under Skovens dunkle Grene,
indtil Efteraaret kommer.
Da, en Kvel, af Stjerner klar,
naar de blinke som man kunde
tydelig fra deres Munde
hre baade Raab og Svar,
svinger sig det sde Par
opad opad til det glade
Hjem, de nu ei meer forlade,
da vor Jord ei Mere har.
...Tomme Drmme! Thi tilvisse,
Francis ei og Anna vilde
eet Minut af Tiden spilde
med at flagre om som Disse.
Nei, til gode gamle John
vilde Begge sammen haste,
frygtende, den strke Aand
sin Natur, den klippefaste,
har for denne Gang fornegtet
     og ei mgtet
sidste sorte Trf at tvinge,
saa hans Sands har maattet springe,
Glasset liig, man tvinge vil
over Stemmens Omfang til
endnu hjere at klinge.



            X
     London. Bedlam

Har Du nok af _London_ seet?
blev jeg spurgt ved et Glas Ale
af min brave Skibskaptain
just som vi paa Drurylane
havde nr af Stykket leet
begge To os reent ihjel.

Nok af Folkets Storhed? Ja--
Ja og nei, som man det tager--
meer end Nok dog af dens stygge
over London faldne Skygge:
Menneskers Elendighed,
bundls, dybere mod Helved,
end som Folkets Storhed rager
op i Hiden imod Hvlvet.
Men, Kaptain, fr vi herfra
til vort kjre Norge drage,
maa i jesyn vi tage
Bedlam, det til nu forsmte,--
Bedlam, et mrkvrdigt Sted,
maa tilsidst vi tage med.

Bedlam?
       Netop, det bermte.
Verdens strste Daarekiste.

Ah, jasaa! Jeg ei det vidste,
i den Tanke, at om Rangen
selve London og Paris
holdt i Kamp hinanden Stangen,
hvert dog galt paa egen Viis.
Men lad gaa! Imorgen da
frst til Bedlam! Saa en Flaske,
ud det triste Syn at vaske!
Saa ombord! og saa herfra!

       *       *       *       *       *

----Luk, Bevogter! Himlens Gud.
Hvad jeg saae i denne Celle!
Blev jeg hundred Aar ilive,
ingen nye Rdsler drive,
kunde det af Mindet ud.
Men lad Portneren fortlle
dig, Kaptain, om denne Gale.
Du kanhnde af hans Tale
kjender gysende igjen
en agtvrdig engelsk Ven.

Ja--Bevogteren begyndte,
halvt at snvle, halvt at grynte,
med en Overlges Mine
og et tvivlsomt Blik paa Os--
_Johnny Johnson,_ ikkun Lods,
Nummer... lad mig ikke lyve...
Nummer Tusind syv og tyve,
gal ved Tab af alle Sine
eller af--hvad Nogle kalder
lidt fantastisk--Hjertesaar.
Mandens Galskab just bestaaer
deri, at han vil fortlle
Hvem som kommer til hans Celle,
om en Ting, han siger falder
paa hans Hoved, hvor han gaaer,
og som _sorte Trf_ han kalder.
Dog han siger undertiden,
at de ramme ind fra Siden,
saa hans Hjerte, om man blot
undte ham saa meget Godt,
ud af Brystet det at skjre,
af de mange faldne Skud
som et Kogger maa see ud,
fyldt med Pile, alle smykte
med en Krands af sorte Fjre,
ud af Djvlevinger rykte.

Vogteren i Bedlam standste
i sin bedste Passiar,
som om Ting han eftersandste.
Men den sande Aarsag var,
at han med sit Ugleje,
der i Mrket kunde see,
som igjennem tynde Flor,
havde seet en Dame bje
om i samme Korridor--
En af hvem en fuld Guinee
hist sandsynlig var at vente.
Men han vilde see sig for;
bad os midlertid at vente.
Ikke fr han Ryggen vender,
fr, dybt rystede, vi trykte
grdende hinandens Hnder,
og imens afsted han render,
jeg Kaptainen med mig rykte
     bag den Pille,
der var Cellens ene Skille.

Under Vogterens Fortllen
Damen Hul for Hul beseer,
sparende ei paa Guineer;
og hun kommer saa til Cellen,
hvori Johnny Johnson er.
Portnere og Slige stedse
gravitetisk selvtilfredse
meget hellere berette
iagttagne Fnomener,
sre _casus_ og Symptomer,
end de Papegjesvar,
hvortil kun de Ordre har;
og hvad _Selv_ Hans Viisdom mener
noksaa modigt de fremstte
som Sentenser og som Gnomer,
uomstdte Axiomer.
Derfor Damen holden var
i geskjftig Passiar
om den Gales Fixideer
samt hvad derved var at gjre
--Notabene rationelt--
uden at hun Navn fik hre
eller af den hele Rre
noget Sammensat og Heelt.
Dog hun til en Kavaleer,
af hvis Arm hun sig betjener,
hvisker: hist interessante
ere disse inkonstante
Aandens Sygdoms-Fnomener.
Men luk op, Monsjeur! Jeg tr
see ham rolig ind i jet;
og hvis godt han er fortjet
eller stille, aabn hans Dr!

Strax, Mylady! strax paa Timen!
...Laasen klirrer og med Bragen
Egedren aabner sig...
Damen med et rdsomt Skrig
styrter om som lynildslagen
i en dyb og lang Besvimen,
selve Dden ganske liig.

Seer I Trffet? skreg den Gale.
Seer I nu, det hjlper ikke
sig i Jorden at forstikke,
hjlper ikke at forskandse
sig mod Skrmt fra svundne Dage
i Palladsers Marmorsale,
eller Verden rundt at jage,
for ei meer sig selv at sandse!
Og ved pludselig at bje
sig som Tigeren til Sprang,
med en Flammen i sit je,
der tilside Alle tvang,
fat paa Damen greb den Gale
skrigende, idet han plukte
Fjer for Fjer af hendes Hat:
Af med denne Paafuglhale!
Perlebaandet op han lukte,
str'de rundt omkring dets Skat;
rullende til alle Kanter
Gyldenringe, Diamanter,
plyndrede af Damens Fingre,
imod Kvadergulvet klingre.
Langsomt jet op hun slog;
men som den Forryktes Fange
syntes hun meer glad end bange,
saa hun ei sig fra ham drog;
meget mere hun tilbage
vinked' Flget sig at drage.

_Mary Ann!_--blev _Johnny_ ved--
Naadigste Fru Hertuginde!
siig mig i Oprigtighed,
om du kunde--siig mig, Kvinde!--
al din Herlighed forsage
og tilbringe dine Dage
_her_, just _her_, just _her_ paa dette
grsselige Sted med mig?

Johnny! o!--brd _Mary_ ud,
kyssende hans magre Hnder--
o, saasandt en Dommens Gud
gaaen er med mig irette,
at jeg _her_ og hvorsomhelst,
Johnny, leve maa med dig,
vil jeg som et Tegn betragte,
at Han sig til Naade vender,
at min arme Sjel er frelst.
Ingen Magt skal heller mgte
mig fra dette Huus at rive.
Der mit Liv jeg vil forblive,
hvor jeg har den Trst i Eje,
daglig Dig at kunne pleje.

_Johnny_ blev medeet saa stille,
at den sidste Perle, frt
af et Lufttrk, grant blev hrt
Korridoren langs at trille.
Og da op han saae tilsidst
vare inene saa milde.
Slukt i Taarer var den vilde
urofulde Vanvidsgnist,
saa at til en Kavaleer
hviskede betnkt vor vise
Gale-Vgter-Medikus:
Endt er nu, saavidt jeg seer
af hans hele _habitus_,
Patientens Hovedkrise.

_Mary Ann_, nu er du prvet;
--sagde _Johnny_ mildt betonet--
prvet er du og tilgivet
...meer end det: du har udsonet!
Thi din Kjrlighed har Livet,
skjndt forspildt, fordt, bedvet,
ikke fra dit Hjerte rvet.
Derfor kom! En Krog, en stille,
vi paa Jorden sge ville,
hvor den Verden, som sig trnger
ved sit Guld med al sin Last
mellem Dyden og dens Lykke
ikke skal forstyrre lnger
tvende Hjerter, som sig trykke
atter til hinanden fast--
En hvor vi forsonte kunde
leve vore Aftenstunde,
indtil Budet fra vor Dommer,
Dden, til os begge kommer,
for os, med sit tause Sprog,
(Fingren paa vort jenlaag)
venligt sammen at indbyde
til det yndige Paulun,
hvor som Engle De nu nyde
Saligheden _Han_ og _Hun_,
som vi mindes men ei nvne,
at ei Sorgen, ene ved
Navnets Tone, sig skal hevne
paa vor neppe vundne Fred.

Ak, hvor findes saadant Sted?
Neppe, neppe! _Mary_ klagte:
Et for din tilbagebragte
Ro og min Taknemlighed?

...Jo, i Norge tusind Steder
byde hvad I nske Eder
--sagde min Kaptain, traadt frem--
Derfor, Johnny, flg mig hjem!
Der er tusind stille Dale
hvorom Ingen har hrt Tale,
og som kun en enlig Trost
har for tause Skove rost--
Dale, hvis vidunderhje
almagtslige Majestt
ganske vist af fremmed je
ei endnu er bleven seet.
Men, endskjndt, saa vist som Bryst
Hjerte har og Ansigt ie,
hver en Dal sin Indsj har,
himmelblaa og stjerneklar,
fjernt omkrandst af Aaser hje,
nrved af en Blomsterkyst,
og endskjndt en fyrig Elv
overalt ved Siden flger,
med en Lyd af friske Blger,
friskere end Havets selv:
kan jeg, Johnny, nok mig tnke,
at den gamle Sjmands Lngsel
efter Havet vilde hale,
som med en usynlig Lnke,
snart dig bort, som fra et Fngsel,
ifra Landets indre Dale.
Derfor, Johnny, maa du vide,
Havet har i Uroldstide
Landets Alpebelte sprngt
og er til dets Indre trngt,
strmmende i dybe lange
Fjorde, som sig indad slange,
gjennem hine brudte Svlg.
_Der_ en yndig Plads dig vlg
enten paa en skovkrandst Tange
i en venlig liden Bugt
i en Dal af Alper lukt,
eller paa en grnkldt Bred
skraanende mod Fjorden ned!

       *       *       *       *       *

Fr et Jevndgn alt vi vare
nsten helt af Themsen klare;
og da vore Passagerer
(_Johnny Johnson, Mary Ann_)
kom paa Dkket, Engelland
under Havets Bryn sig skjrer
    som en bleg
neppe synlig Taagestreg.

Og nu bar det for hver Klud
lige ret nordostenud!
Ostnordost og retsaa nord,
til i fjerde Morgens Gry
Manden ned fra Merset skriger:
Ret i Nord en snehvid Sky,
der i Hiden stedse stiger,
liig en buet Slvergjord
over Horizonten spndt!

...Hurra! det er gamle Norges
snebedkte Klippeborges
morgensolbelyste Tinder,
    som os minder,
at Seiladsen snart er endt.



           XI
        Hardanger

Gives Sted paa Jorden, hvor
gammel Kummer, ved at stemmes
i Naturens blide Toner,
kan bedves og forglemmes,--
hvor sig Had med Had forsoner,--
hvor usalig Lyst til Synder
dmpes, Lidenskaben tmmes,
Lven liig i Barnets Snor,
kun ved Syn af Egnens Ynder,
Tanken om en Guds Nrvr
i Naturens Majestt,
i hans Almagts Hihed kldt,
og ved Flelsen af Freden,
der er over Egnen gleden
som et paradisisk Skjr,
som en Glories Straalere
hvormed Hj og Tinde pranger:
--da forvist det Sted maa vre
i det deilige _Hardanger_.

Gives Sted paa Jorden, hvor
gudls Last, som kommer did
flygtig, ved et vildt Tilflde,
bliver from medeet og troer...
Sted, hvor en fortvivlet Anger
fler klart sin Skabers Vlde,
men ei Giften af sit Bid
mere Hjertet at fortre:
--o da maa vel Stedet vre
i det deilige _Hardanger_.

Gives der paa Jorden Sted,
hvor, om tvende Fiender mdes,
uvilkaarligen de ndes
til at standse sine Fjed
og udrkke Haanden begge,
venlig Arm i Arm at lgge,
slagne af den sde Fred
i Naturens Herlighed...
hvor Forfngelighedsflammen
synker i sin Aske sammen,
og Erobrer, hvis han kom,
om med Blusel vilde vende,
retsom bange forat skjnde
hellig viet Tempeldom...
hvor Naturen taler Trst:
Fjeldet som den issehvide
brnekjre Oldefader,
der sin gamle Favn oplader,
Dalen med en Moders blide
uforglemmelige Rst,
Elven som en trofast Sanger,
der vil Hjertet atter lre
gamle Toner, svunden Lyst:
--o da maa vel Stedet vre
i det deilige _Hardanger_.

Ak, om saa livsaligt Sted
findes paa vort Jorderige,
hvor i blaanende Geled
Alper frem af Dalen stige,--
hvor ved den krystalne Br
blomstrer snehvidt Abildtr,
medens i en Snefonns Spoer
vilde Rose lystigt groer,--
hvor en Kilde frst sin Sang
kun mundharpespd begynder
murmlende blandt Mos og Stene;
men saa under Orregrene
fra sin Afdal ud sig skynder,
dreven af ungdomlig Trang
til med Hoveddalens Ynder
i sin Glands sig at forene;
og, liig David Harpeslager,
fra en Hyrde bleven til
Dalens Konning ved sit Spil,
stolt og mgtig gjennemdrager,
under tordnende Befalen,
alt sit skjnne Rige, Dalen...
ja, hvor findes saadant Sted:
Majestt og Yndighed
i en inderlig Forening,
hvor ifra den hvide Fonn
brede sig i vid Forgrening
Fagerliers grnne Baand,--
hvor de blide Bakkehld,
som forbinde Fjord og Fjeld,
glide ud i lvbekrandste
grnne Odders Fryndserad,
der sig speile som i Bad,
hvor de synes halvveis standste,
saa de ei forentes med
Fjordens anden skjnne Bred,
og hvorfra et Hyttehjem
titter mellem Birke frem,
fra hvis Tag, med mild Betoning
over Alt, en Rg fremblaaner,
og det hele Synet laaner
af et Offer og Forsoning--
o hvor findes saadant Sted,
disse lvbekrandste Tanger
med den fromme Hyttes Fred,
uden i din Herlighed,
underdeilige _Hardanger_?



          XII
        Besget

_Der_ paa en af disse Tanger
i det deilige Hardanger,
hvor en Runebauta graa
ragte frem deryderstpaa,
liig en Viking, i sin stive
Pandserskjorte end ilive,
men af Roser fangetagen
i en Kappe af Skarlagen...
_der_ endnu lidt lnger oppe
paa den lvbekrandste Tange,
i en Hytte under lange
side Hngebirketoppe,
hvor den vilde Humle spandt
sit Tapet om alle Vgge
og saa legende forsvandt
i et Vildnis af Moreller,
jeg endnu i Sommer begge
vore gamle Reisefller
rolige, tilfredse fandt.
Det var Sndagmorgen. Hytten
aaben stod, som om til Lytten
efter frste Klokkelyd
fra den lille vakkre hvide
Kirke paa den anden Side
ligeoverfor i Syd.
Solen alt den blomstbesaaede
Trskel med sin Straale naaede,
vkkende med frisk og gylden
Glittren mellem Rankefylden,
hvormed Karme og Gesimser
vare yndigt krandsomvundne,
alskens Sommerfuglevimser,
som for Natten i de brede
Humleblades sammenspundne
Klaser havde fundet Rede.

Men det var vel ei Indbildning,
men en jets Tryllehildning
(thi jeg svrge kan derpaa)
at imellem dem en blaa
og en perlehvid jeg saae
flaggre indad Dren dristig,
som af Solens Skin forledte,
som om, spredt paa Gulvet, dette
vilde begge fange listig.
Og ved efter dem at skue
i den landlig nette Stue,
_Mary Ann_ faldt jet paa.
Der hvor endnu Skyggen laae
sad hun bjet ved sit Bord
lsende i Herrens Ord.

Johnny kommer strax--hun sagde
med et Haandtryk, varmt og lindt,
dog af Styrke og gesvindt,
som et fyrigt Hjertes Slag--
Han er blot ved Stranden nede,
Frdingsbaaden at berede
til vor Kirkefart idag.

Knapt hun havde udtalt fr
gjennem Hyttens aabne Dr
Kirkens klare Klokker hrtes
over Fjorden af og til,
som et pauseafdeelt Spil,
som en olsharpes Klang,
eftersom af Vindens Gang
over Fjorden Lyden frtes.

_Johnny_ kom.. Hvor sund og karsk!
Kun i Aasyn mindre barsk.
Trykkede min Haand trohjertet,
saa dens Fingerender smerted,
mumled ud en Strm Velsignen
paa sin Engelsk om Hardanger,
hvoraf op jeg kun en Lignen
med en Himlens Forgaard fanger
og et Sprgsmaal, om jeg troer
Kashemir, det Landskab, hvor
endnu der skal findes lette,
i et Vildnis skjulte, Spor
efter Paradisets Flor,
vel er skjnnere end dette.
Hvisked saa til Mary Ann:
Skynd dig, Kjre, hvad du kan!
Baaden ligger alt paa Vandet.
Fr vi rkke Kirkelandet
kunde det alt sammen ringe.
Derpaa vendt til mig: Min Ven,
flg os eller bliv igjen.
Men for _Os_--_Vi_ maae afsted.
Thi fra Herrens Huus histover,
hvorfra Kaldelsen nys ld,
altid vi tilbagebringe
til vor syge Sorg, der sover
i Naturens milde Skjd,
himmelsk og balsamisk Fred.

O, hvor fryded den Tilstaaen
meer end hans Irettegaaen!
O, hvor inderligt et Amen
til hans sidste Ord jeg bad!
Og da just det ringte sammen,
klang det som om Engle drog
gjennem Luften under Kvad;
og deraf jeg Varsel tog,
at den Gudstro, som de Tvende
i de syge Hjerter bar,
vil Naturens Kuur fuldende,
saa taknemlig de erkjende
det for Livets bedste Mening,
at ei Sorg paa Jorden findes
saa fortrende og svar,
som af Gudstro, i Forening
med Natur, ei overvindes.





End of the Project Gutenberg EBook of Den engelske Lods, by Henrik Wergeland

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN ENGELSKE LODS ***

***** This file should be named 12844-8.txt or 12844-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/2/8/4/12844/

Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders

Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
