The Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Ambrosius

Author: Chris K.F. Molbech

Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS ***




Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed
Proofreading Team.







AMBROSIUS.

SKUESPIL I FIRE AKTER

AF

CHR. K. F. MOLBECH.



NIENDE OPLAG.

KJBENHAVN.

1893





#PERSONERNE.#


#Baronen.#

#Abigael#, hans Datter.

#Bodil#, hendes Kammerpige.

#Geheimeraadinden#.

#Junker Claus#, hendes Sn.

#Ambrosius Stub#, Student.

#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien.

#Jrgen#, Kammertjener.

#Magister Sren#, Sogneprst.

#Peder Rasmussen#, Degn.

#Niels Bruus#, Ridefoged.

#v. Reinsberg#, Captain.

#Gjster#.


Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#.



FRSTE AKT.




       *       *       *       *       *

#Have, med Trer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et
gammelt Egetr med en Bnk foran. I Baggrunden et lavt Gjrde, over
hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne.
Hiinsides Gjrdet lber en Vei, som frer langsmed Haven op til
Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.#

       *       *       *       *       *




FRSTE SCENE.


#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Hire).#

_Abigael._ Det er ikke Umagen vrd at gaae lnger, Bodil! Herfra kan vi
see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen
brnder strkt, omendskjndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig
Regn inden Aften.

_Bodil._ Troer Frkenen det?

_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har
jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed
ikke hvad.

_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fstemand hid
i Formiddag.

_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfgte mig stort, enten Hr.
Kammerjunkeren kommer eller gaaer.

_Bodil._ Men Frken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med
Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Hst, naar
Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjbenhavn?

_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke
saa nie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det
er saa lnge siden.

_Bodil_. Saa lnge siden?

_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var kldt i Liert og Hue og laa paa
min salig Moders Skjd, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning frste
Gang. Jeg blev jo dbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump
Aar siden.

_Bodil_. Det er vel Frkenens Spg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa
Vuggen, men siden har I jo....

_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig
ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men
beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har
min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.

_Bodil_. Uden at sprge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da
bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?

_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hrt paa
ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget klgtig; men
han rider godt og danser udmrket.

_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?

_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde
jeg nu min Bsse, saa var Morten vk! Saa, nu slap han ind bag en
Grftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du,
man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du
og din Student engang kommer sammen i et lidet Prste-eller Degnekald,
hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjrligheden til Hjlp, for at
bde paa den magre Indkomst; men er man adelig fdt og har Midler nok,
saa gives der bedre Tidkort end at nbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa
ulykkelig ud--det bliver nok et Prstekald.

_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjr mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en
Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine
Forldres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fstemand Hans
Lauritsen tnker som jeg og vil vre tilfreds, blot Vorherre under os
det daglige Brd. Men det gjr mig ondt, at Frkenen taler saa
ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den hieste Lykke. Thi det
veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte
mig min Kjrlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.

_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjlder for dig og
dine Lige, gjlder nu engang ikke for mig og mine Lige. "rnen sidder
paa hien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
vel Kjrligheden hre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg
ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jrgen Friis eller
Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem
Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjr? Jeg har endnu ikke givet
mit Lfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil
selv vlge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hnges!... Nu
maae de vel forresten snart vre her. Naar min Fader er med, gaaer det
rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
faaer je paa Vognen.

_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Hire).# Nei, endnu
er der Intet at see; der er ikke en levende Sjl paa hele Veien. Jo, fra
den anden Kant kommer der En.

_Abigael_ #(som har sat sig paa Bnken).# En Bonde?

_Bodil_ #(skygger med Haanden for inene).# Nei, skjnner jeg ret, er
han kjbstadkldt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
midt i Solskinnet og brer Hatten paa en Kjp.

_Abigael_. Kommer han her forbi?

_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er
den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fstet!

_Abigael_. Paa din Anbefaling.

_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjrestes, for selv er jeg ikke
kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de
fulgtes ad til Akademiet i Kjbenhavn.... Hr, kan I hre ham synge?
#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nrmere.)#
Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjn Rst, og Viser
kan han ogsaa digte.

_Abigael_. Ei, ei! det maa jo vre en sjelden Fugl af en Skriver.

_Bodil_. Der er han!

#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjrdet. Han brer Hatten og en
lille Vadsk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for
Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer ie paa
Bodil.)#




ANDEN SCENE.

_De Forrige. Ambrosius_.


_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
har vel hjemme her, kan jeg tnke. Frer denne Vei ret op til Gaarden?

_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og
fornemme Gjster. For Tyendet og Hovbnderne gaaer Veien om ad
Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at flge, naar de har
rind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Hire.

_Ambrosius_. Hrer I kanskee til Tyendet?

_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frken.

_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjrlig Hilsen
til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi
lidt, nu kommer jeg over til Jer.

_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjnt gaae
tilbage, om ad Ladegaarden.

_Ambrosius_. Skam, der gjr! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer,
kan jeg vel og trde, omendskjndt mine Fdder er strre end Jeres. Vi
er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjrdet.)# Saa, her
har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen
hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra
Jer Fstemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen
staaer for Dren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og
kommer hid paa Veien. Det skal blive Lier! Vi har ikke seet hinanden i
tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal,
den rlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme!
#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tmt! Jeg fik den i Kroen,
hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den
igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er
Baronens Have. Der er ellers nok saa kjnt udenfor, synes mig; der har
man en friere Udsigt.

_Abigael_. Saa skulde I vre bleven derude.

_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!

_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den
naadige Frken.

_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frkenen!

_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder
ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besvrede mig
derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Lsgnger.

_Ambrosius_ #(stolt)# En Lsgnger! #(godmodig).# Naa ja, det er
jeg vel i Grunden og, det kan Frkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo
prve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa
Dren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I
Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre lse Fugle
gjr hver Dag, baade Skader og Stre og Finker og hvad de allesammen
hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.

_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?

_Ambrosius_. Saamnd, naadige Frken! Jeg synger med mit Nb, ligesom de
andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe.
Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!

_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
Skaderne skrpper for nsviist, saa skyder man dem.

_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Tret
udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?

_Abigael_. Jeg tnker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil
forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
skikkelig Person. Hvor kommer I fra?

_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjbenhavn for tre Aar siden, har jeg
konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
lst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.

_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?

_Ambrosius_. Ak, naadige Frken! det var saadan en Skjbne. Jeg har havt
smaa Kaar fra Barndommen af og har vret vant til at hjlpe mig med
Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om fr. Nogle
Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en
Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjbenhavn. Siden lste jeg en
Stund for Kosten med en ung Person, som var Sn af en Viintapper, jeg
kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lre, og saa blev der slaaet
Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig vret; jeg boede
paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).#
Ja, Eders Kjrest, Jomfru Bodil, har vret mig en trofast Ven. Han havde
saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med
mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Prken oven i
Kjbet, maa I troe.

_Bodil_. En Prken?

_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bgerne. Han gik nu
altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
lille Svinkerind til Hjre og Venstre.

_Abigael_. Ja, har I vret saa vidtlftig i Alt, som I er i Eders Tale,
saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
hvorfor I overgav Studeringen.

_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Frken! nu kommer det. Ret som jeg
var bedst i Gang med at lse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som
var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Rg.

_Abigael_. Hvad gik op i Rg?

_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Bger, min Smule Klder, min
Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i
den store Ildebrand, som overgik Kjbenhavn for tre Aar siden. Jeg var
gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som
begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hrte jeg Klokkerne
kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var
ikke Andet for mig at gjre, end at reise over til mit Hjemsted her i
Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige
Frken, og jeg takker Gud for det ikke gik vrre.

_Abigael_. Saa maa I vre nisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke
for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?

_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo vre
omkommen i det brndende Huus eller have mistet sin Frlighed for
bestandig.

_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo
hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag.
#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan nies med Lidt, siden
der ikke er beskaaret Jer Mere.

_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte
min Fod og drage min Aande? At jeg kan fle Solen varme mig og Vinden
kle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tnder sine Stjerner
for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lgge
mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til
min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa vre rig,
naar I kan kalde alt det Lidt!

_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan vre Lidt for en
Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I prker godt. Men
I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.

_Ambrosius_. Jeg tager Frkenen paa Ordet og siger Tak som byder.

_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme;
skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et
Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel
og giftes og stte Bo, kan jeg tnke. I kan jo ved Leilighed lade mig
hre, hvordan Eders Rst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang fr,
da I kom gaaende?

_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Frst skulde jeg da
have mig en Fstem, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frken,
for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjrlighed, troer jeg. Eller
ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som
for alt Andet! Men Kjrlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa
bar Mark, end at vre bunden til en Tornebusk.

_Bodil_. Der kan Frkenen hre; der er Andre, der tnker om Elskov og
Giftermaal ligesom jeg.

_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en
Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig
derefter.

_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Frken! Fornemme Folk har saa meget
Andet at tnke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske
sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.

_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer
Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.

_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig
ikke i Hu....

_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I fr kom gaaende?

_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som
faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med
det samme. Jeg skulde nsten troe, det var Tilfldet fr, for jeg
mindes, der fli en Lrke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over
Engen, og saa tnkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig
hiere og hiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke
hvad; men muntert har det vret, for det var Lrken, jeg sang omkap
med.--Men lyster Frkenen at hre en anden Vise, saa staaer jeg til
Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det
andet paa Ryggen.

_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjnner jeg med det
samme, om I kan gjre Fyldest i en Kirke.

_Ambrosius_. Det tnker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang,
baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel,
om det behves--men det Instrument frer jeg ikke med mig. Ja, saa skal
det vel sagtens vre en Psalme?

_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men
ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig.

_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Frken! saa det kan vi lettelig enes om.
Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit
Hjertes Glde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at
grnnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, prluderer et ieblik og
synger derpaa, til en munter Melodi, flgende Strofer:)#


"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
        Forandrer sig
        Saa lempelig;
Den barske Vind, den mrke Sky
        Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud
Skal mde dem, som vil gaa ud;
        Thi lad os gaae
        At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
        og leer."

"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
        Den varme Krands
        Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
        Paa ny.
See Fuglene i Flokketal
I Luftens vide Sommersal;
        Her flyver en
        Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straa
        Saa smaa."

"Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grnne ienbryn!
        Den hie Top
        Skal kldes op,
Og Vaaren pynter Bgen ud
        Til Brud.
Hist vogter Hyrden Kvg og Korn;
Et Hundebjl, en Lyd af Horn
        Er alt hans Spil;
        Men hr blot til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa.
        Derpaa."

"Ak, see, hvor speileklar og glat
Den S dog er i Lave sat...."


#(Sangen afbrydes af den flgende Replik.)#




TREDIE SCENE.

_De Forrige. Baronen._


_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Hire, kldt i Reisedragt. _Ambrosius_
og Bodil trkke sig under den frste Replik noget tilbage).#

Hvad Djvlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfrdig, du
holder Concert og Assemble her i Haven, i Stedet for at tage imod de
Gjster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjrende med
Geheimeraadinden og hendes Sn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen
Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!

_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og
velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke strre, end at den kan
rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned
for at see ud efter Vognen.

_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier
dog ellers at have ine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.

_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med,
tnker jeg.

_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke lnger god nok?

_Abigael_. Ikke lngere? I veed jo ei, om han nogen Tid har vret det.
Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hnde, han
har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var
ifjor, saa....

_Baronen_. Hvad saa?

_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro vre bedre.

_Baronen_. Hr, Abigael, gjr mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din
salig Moders Dd har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal
det, Vorherredd, have en Ende! Du er fstet til Junker Claus fra du var
Barn, I har vret sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen
hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjre en anden Vej? Nei,
saa gid...!

_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har
sin Tid, maa du tnke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands.
Frst skal Tiet kjbes til min Brudekldning, og saa skal det skres og
syes og....

_Baronen_. Sprttes op og syes om og forkortes og forlnges ... aa, jeg
gider ikke hre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte
Klder efter Reisen. Naar hun er frdig, maa du selv gjre din
Forsmmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender
sig, faaer han je paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad
er han for en Landstryger, og hvad har han at gjre her i Haven?

_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den
Skriver, som....

_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er
ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og
Visekrmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der
faaer han at vide, hvad han har at gjre. Han faaer sit Kammers for sig
selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter
han paa?

_Ambrosius_. Paa at hre, hvad den naadige Frken behager at sige om min
Rst.

_Baronen_. Hvad for noget?

_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og
spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.

#(_Jrgen Tjener_ kommer ind.)#




FJERDE SCENE.

_De Forrige. Jrgen_.


_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg sprge? #(til
Jrgen).# Har han noget at sige mig, saa vent!

_Abigael_. Der har jo tidt vret Tale om, at Degnen skulde sttes paa
Aftgt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da
jeg hrte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tnkte
jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjlp og siden lse
ham af, naar det gjordes forndent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at
jeg kunde hre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov
baade for hans Rst og Frdighed.

_Baronen_. Saamnd, det var ikke saa ilda betnkt. Blind Hne finder
ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da vre Degn om Sndagen og Skriverkarl
om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smkke. Ja, ja, nu faaer
vi see, hvordan han skikker sig.

_Jrgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at
blive Degnens Eftermand i Kaldet?

_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er
mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.

_Jrgen_. Men naadige Herre, betnk at....

_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et jeblik over i
Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Srg nu for, at
Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er,
skulde vre noget pikeret, #(til Jrgen.)# Hvad var det saa for et
rind, han havde til mig?

_Jrgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er
greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjle Kvas i
Folehaven. Ridefogden sprger, om han skal paa Trhesten, eller om
Herren vil have ham paa Vand og Brd i Hullet.

_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Trhesten, siden det ikke var Andet end
Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan flge med og lade Jrgen vise ham
Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Trhesten
staaer, saa kan han lre at ride med det samme.

#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jrgen_ til
Hjre.)#

_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig
over, men det varer ikke lnge. Det var nr gaaet ud over Skriveren, om
jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den
Person ... hvad var det, han hed?

_Bodil_. Ambrosius Stub.

_Abigael_. Han er en kjn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han
var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at vre,
For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at trde paa dem,
bare for deres Underdanigheds Skyld.

_Bodil_. Da synes mig ellers, Frkenen talte ham haardt nok til, isr i
Begyndelsen.

_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel
lbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mrke med Noget.

_Bodil_. Siig ikke det, Frken! Det er ei alle Tanker, som komme til
Tinge, veed I.

_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen,
saa er den Sorg slukt.

_Bodil_. Det kunde dog vre, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte
under luvslidt Kjortel, og....

_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte
vre stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med
en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en
fattig Student, naar det lyster mig.

_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frken! Og hvad Hjertet
angaaer, saa tnker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar
alene, men kan vre ligesaa rekjrt hos en ringe Tjener som hos en
fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem
Fattige og Rige.

_Abigael_. Hr, Bodil, jeg synes, du begynder at prke mig noget meget
paa den senere Tid. Det er nok Prstekonen, som stikker dig i Kroppen
allerede. Det kan vre priseligt nok, at du tager din Stand og dine
Kjendinge i Forsvar; men skal Mndene vre Text, er det bedre, du hrer
til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere
bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hrt Mage! En Skriverkarl skulde
vre for stiv, til at jeg kunde bie ham under min Villie? Paa sine bare
Kn skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler!
Troer du det ikke? Det kunde nsten lyste mig at prve det Spil, om det
ikke var at nedlade mig for meget.

_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frkenens Alvor?

_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine
Ord igjen!

_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til
ham, at han er ingen taabelig Gjk, omendskjndt han er ung og munter.

_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at
jeg....

_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige
Frken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.

_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok srge for. Jeg sidder vel saa hit
til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stnkes. Nu har du egget
mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din
Fstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvds, at inden Maaneden er omme, er
Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa
tyndslidt som hans Kjortel?

_Bodil_. Naadigste Frken, jeg beder Jer saa bnlig....

_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men
vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hrer du!




FEMTE SCENE.

_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra
Hire.)#


_Geheimeraadinden_. Naa, her trffe vi endelig den bortfline Fugl! Fy
skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjnder, at du
saadan absenterer dig.

_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds,
at tage imod Jer, men....

_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal vre dig tilgivet. Kom saa hid og
giv mig et Kys til Velkomst.

_Junker Claus_. Skjnneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fdder!

_Abigael_. Ak nej, gjr det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist
fugtig endnu af Morgenduggen.

_Claus_. Ha, ha, Skjlmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at
kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har
embelleret Jer siden ifjor--det er magelst! Har jeg ikke Ret, Mama?

_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjreste!... Goddag, Bodil!... Og
altid saa smagfuldt kldt, efter den sidste Faon.

_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore
Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres
_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig vre ligesaa vellykket, men
denne charmante Overgang, den har de ikke.

_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den
"charmante Overgang"; I gir mig jo heelt rd i Hovedet med Eders
Komplimenter.

_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til?

_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestts Kammerjunker?

_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestt havt den Naade ved
Allerhistsammes Kroningsfest at udnvne mig til opvartende Kammerjunker
hos Hendes Majestt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter
Eder, skjnneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnvnelse, som er
mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke
Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I vre ret aimable, saa fi blot et
lille Ord til, som for Exempel....

_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med strste Fornielse. Altsaa, Junker
Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trnger vist
ogsaa til en Forfriskning. Jeg tnker, Frokosten er alt serveret; min
Fader kommer om et ieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.

_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg
kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg
bliver saa let echaufferet.

_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet.
#(_Bodil_ gaaer ud til Hire.)# nsker I heller ikke Andet, Junker
Claus?

_Claus_. I Eders _prsence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller
Trst. Men en lille Bagatel....

_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee?

_Claus_. Tak, hvis det findes.

_Abigael_. Et Par Skiver Skinke?

_Claus_. I er altfor god.

_Abigael_. En lille Agerhne eller to?

_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhns er en af mine Livretter.

_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm!

_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _prsence_ tnker jeg
hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt,
om det saa var....

_Abigael_. Agerhns?

_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen!
Men I skal have Lov dertil, thi det klder Jer allerkjreste. Den finere
Spg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes
Majestts Hoffrkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er
_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ...
meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i
Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er
cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer
superb, naar I engang kommer til Hove.

_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrknerne? Saamnd,
det kunde vre fristende nok.

_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende?

_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjre Baron!




SJETTE SCENE.

_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).#


_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede
saa Skam, I sad veds Frokosten for lnge siden.

_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.

_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig,
foretrkker jeg min Sjl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er
nok saa lkker, det bekjender jeg frit.

_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!

_Abigael_. Jeg har en Bn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde
gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det
ellers kan forenes med hans Tjeneste.

_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Ln, saa maa han
vel gjre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig
dertil, saa for mig gjerne.

_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?

_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til
Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.

_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en
Skriverdreng?

_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at
indvende.

_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Sn have at
indvende.

_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?

_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa vre en sjelden
Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.

_Abigael_. Saamnd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forkldt
Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.

_Baronen_. Konge! Det skulde da vre Stodderkonge, ha, ha, ha!

_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!




SYVENDE SCENE.

_De Forrige. Jrgen_.


_Jrgen_. Naadige Herre, der er serveret.

_Baronen_. Naa, det var sandfrdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som
en Trsker.

_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhnsene op!

_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa
jeg byde Jer Armen, elskvrdige Abigael?

_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om
Alting er i Orden.

_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?

_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden
og Skriveren hsblsende hid, og som det lader til, er de i Skjnderi
med hinanden.

_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.




OTTENDE SCENE.

_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under hjrstet
Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).#


_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brnder
Gaarden, eller hvad er paa Frde?

_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Kngt har
understaaet sig....

_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min
Dristighed....

_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han frst, Niels, og lad
mig hre, hvad der er i Veien.

_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye
Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr.
Baronens Ordre lod jeg den Brndetyv, Skytten bragte hid, stte paa
Trhesten. Da det var besrget, gik jeg over i Stalden, for at see, om
Kjrehestene var trret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at
vandes. Det varede en Stund, for Bsterne var temmelig svedige endnu.
Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var
gaaen for sig?

_Baronen_. For Djvlen, det er jo det, jeg sprger ham om!

_Niels_. Saa var Trhesten Pinedd tom, var den. Der var ikke mere
Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden,
var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde lst Krabaten
og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?

_Baronen_. Jeg synes, han er en rtekjlling, Niels Bruus, at han ikke
gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for
Brndetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lre den Monsieur,
hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.

_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hr dog frst, hvad Skriveren har
at sige til Undskyldning.

_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde vre! Naa,
tal da! Kan han lukke Munden op!

_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over
mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.

_Baronen_. En gammel Mand?

_Ambrosius_. Ja, gammel og skrbelig. Han kunde jo neppe staae paa
Benene, da de kom slbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det
skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget
bldhjertet af mig. Jeg kom til at tnke paa min egen gamle Fader, som
ogsaa er svag og vanfr, Gud bedre det!

_Niels_. Da havde han dog Krfter nok til at bre Brndet hjem paa sin
Ryg, den Kjltring!

_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!

_Ambrosius_ #(til Niels).# Krfter nok! Han segnede jo om paa Jorden
for Jeres jne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Brt, med
Brndeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans
Fdder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde
ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trlbunden? I
hrte jo, hvor han grd af Pine, den vrkbrudne Stakkel, og
alligevel....

_Baronen_. Var han vrkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jrgen?
Hvem er det?

_Jrgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre!

_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brkkede
Benet sidste Vaar?

_Jrgen_. Ja, naadige Herre!

_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo
tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.

_Niels_. Jeg tnkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.

_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hnger det saaledes
sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel vre strix, men
der er Maade med Alt. En vanfr Mand stter man ikke paa Trhest, ham
har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og
ladet ham gaae med en Advarsel.

_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanfre og lidet
Brndsel paa Godset herefterdags.

_Baronen_. Raisonnerer han? Gjr, hvad jeg siger, eller det gaaer ud
over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden
Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar
han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade
hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.

_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tmme den paa
Herrens Velgaaende.

_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et ieblik. Min Fader har
tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers
har Lyst dertil.

_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glde, naadige Frken? Paa Lyst skal det
visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.

_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil
imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalnge! #(gaaer ud til
Hire.)#

_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu tnker jeg da, vi har Madro. I maa
forlade, at jeg lod Jer vente.

_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og
det har vret mig og min Sn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne
Leilighed at see en Prve paa Eders fortrffelige Hjerte. Ikke sandt,
Claus?

_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!

_Baronen_. Og nu skal du faae en Prve paa mit fortrffelige Kjkken,
Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse,
ha, ha, ha!

#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Hire.
_Ambrosius_ hilser og flger lidt bag efter.#)

_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jrgen betragte
hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jrgen?

_Jrgen_. Jeg siger, den er grov, Niels!

_Niels_. Den fordmte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret,
saa begynder han alt at gale.

_Jrgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op
endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han hiere, det kan du
lide paa. Saae du, hvor Frkenen smidskede til ham? Hun har givet ham
Lfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.

_Niels_. Ja saa, har hun det?

_Jrgen_. Men kanskee han betnker sig og hellere vil vre Ridefoged.

_Niels_. Han skal i Helvede! Fr skal jeg knkke hans Halsbeen.

_Jrgen_. Det skal du ikke gjre, Niels; det er bedre, at han selv
besrger det.

_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak?

_Jrgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som
han kunde bryde sin Hals paa.

_Niels_. Hvad skulde det vre for en Steen?

_Jrgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved
Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tvrs.

_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae
til, Jrgen?

_Jrgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.

#(Tppet falder.)#

       *       *       *       *       *




ANDEN AKT.




       *       *       *       *       *

#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dr med Reoler paa hver Side. Dre til
Venstre og Hire. Et Skrivebord, Stole.#

       *       *       *       *       *




FRSTE SCENE.


_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et
synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem
de Bger, jeg skal gjre Register over. Det er fuldt af alskjns Viser,
baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har
sanket alle dem sammen. Det har ventelig vret et Fruentimmer, for
Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom
Vimmelskaftet i Kjbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran,
#(lser)# "Denne Bov er min, kjv dig en, saa er det din. Ane Sofie
med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og stter
sig derpaa ved Bordet.)# See, her trffer jeg gamle Kjendinge. Her er
Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille,
og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehien.

#(lser:)#


"Jeg lagde mit Hoved til Elvehi,
Mine ien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale."


#(taler:)#

To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en
Frken....

#(lser:)#


"Den ene begyndte en Vise at kvde
Saa faurt over alle Kvinder.
Striden Strm den stiltes derved,
Som frre var vant at rinde."


#(taler:)#

Det er lierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frken, som faaer
mig til at tnke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er
der ligegodt det i hendes ine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at
see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.

#(lser:)#


"Striden Strm den stiltes derved,
Som frre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne."


#(taler:)#

Nu har jeg vret her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og
musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende.
Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over
Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nr, kan det vre som
hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun
er en adelig Frken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo
vre god for sig, tnker jeg. #(lser sagte videre.)# Jeg gad ellers
vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort
fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er
nsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder
det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i re.
Visen ender saa underlig alvorligt.

#(lser:)#


"Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elvehi
Og lgge sig der at sove.
Siden jeg hende frst saae."


#(taler:)#

Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred
kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer
ikke mit Register ved, om der er Mening i Bgerne eller ei. En
Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjre. #(skriver.)# Nummer
223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhrende.... Jomfru
eller Frken? Aa, lad hende vre Frken.... Ane Sofie.... og saa en
Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og
tager fat paa den nste. #(Han gaaer op i Baggrunden, stter Bogen paa
Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjftiget
tiermed, gaaer Dren op, saaledes at den skjuler ham for de
Indtrdende.)#




ANDEN SCENE.

_Ambrosius. Jrgen. Peder Rasmussen_.


_Jrgen_ #(i Dren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest
slippe ind til Baronen. Br Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt.
Frst beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjlpedegn paa den Condition,
at I selv lnner ham.

_Peder_. Ja men det gjr jeg ikke.

_Jrgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I
ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele
Indtgten af Embedet ... i det frste Aar.

_Peder_. Hele Indtgten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjlpedegn?

_Jrgen_. Hr Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?

_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg rgrer mig sort over den
Skriverdreng.

_Jrgen._ Det skal I aldrig gjre, Peer, det er Synd for Jert kjnne
Ansigt.

_Peder._ Men det frste jeg trffer ham...!

_Jrgen._ Ja vel, men gjr nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen
sprger, hvem den Hjlpedegn skal vre, saa nvner I ikke mig, forstaaer
I, men siger blot, at Magister Sren har lovet at rekommandere Jer en
duelig Person.

_Peder._ Hvad er det da for en Person?

_Jrgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig.

_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?

_Jrgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Sren skylder
mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har
ogsaa lovet at gjengjlde mig.

_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjlpedegn?

_Jrgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham
ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste vrre end det Frste,
for saa bliver det den nye Skriverdreng.

_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedd, om han skal! Lad mig saa
komme ind til Baronen.

_Jrgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer.

#(idet han vender sig, trder _Ambrosius_ frem.)#

_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede.

_Jrgen._ Hvad! Staaer I her og lurer?

_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens rind. Har I sagt Noget, jeg ikke
skulde hre, saa er Skylden Jer egen. Lnlig Ting skal man lnlig bre,
veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen
ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.

_Jrgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Drvogter nu, tilligemed Eders andre
Bestillinger?

_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig
komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!

_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra
Kjbenhavn.

_Peder_. Fra Kjbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt
Foden i Kjbenhavn.

_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.

_Peder_. Er jeg?

_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul
Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.

_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager
han mig for en Anden.

_Ambrosius_. Skam om jeg gjr! Er I kanskee ikke Peer Degn?

_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg
vedblive at vre, til Trods for alle Lurendreiere og ientjenere.

_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke
ogsaa Jer, som tr synge i Kap med hvilken Degn det skal vre?

_Peder_. Jo gu tr jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjbet.

_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan stbe Voxlys?

_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.

_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en
Pandekage?

_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!

_Jrgen_. Tys, tys! ikke saa hirstet, Peer!

_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane?

_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hr, go'e Karl! nu gaaer det,
Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jrgen!

_Jrgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer
aldrig godt; I maa styre Jer.

_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane?
Slip mig, siger jeg!

_Jrgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for
Jer.




TREDIE SCENE.

#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Hire).#


_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke
befalet ham at holde Folk fra Drene, Ambrosius?

_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men
Degnen vilde ikke lade sig sige.

_Baronen_. Hvad for Noget! Stter han sig op imod sit Herskab, Peer
Rasmussen?

_Peder_. Nei jeg gjr ikke, naadige Herre! Jeg rer og agter mit
Herskab, baade Baronen og den naadige Frken, og salig Fruen i hendes
Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...

_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?

_Peder_. Jeg rer og agter dem alle tilhobe; men _det_ tnkte den
hivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og
Palmetrer ... _det_ tnkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar
siden, at hans Livtjener, som han elskede saa hit og gjorde til Degn og
Kirkesanger her paa Stedet fr sin salige Ende ... at han skulde blive
skammelig forhaanet og udskjldt for en Hane.

_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham
for en Hane?

_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralgge sig det, om han
kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.

_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har
tilladt mig den Skjemt; men Degnen trngte saa haardt paa, at jeg maatte
vrge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu,
som jeg kjendte fra Kjbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer,
og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele
Anledningen.

_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vkker han mig
op af Svne! Har han ikke Andet at besvre sig over Skriveren for,
saa....

_Peder_. Men det har jeg, hivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han
har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Sndags, som var
den femtende Sndag efter Trinitatis....

_Jrgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjr jo kuns Ondt vrre.

_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Himesse og
Altergang....

_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?

_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang,
som jeg sang det frste Psalmevers, saa tog han den. #(til
Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan!

_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I
har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?

_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!

_Peder_. Ja men....

_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke hre paa hans Snak.
Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For
Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med
Brnene for det frste; hvad der videre skal skee, vil jeg betnke mig
paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig!
Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jrgen_, som vil
flge:)# Stop lidt, Jrgen, og gjr Rede for sig! Hvad havde _han_ at
skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at vre
Degnens Fortaler?

_Jrgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg
kunde.

_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden
Skriveren, som gjr Register over Bgerne.

_Jrgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru
Geheimeraadinden.

_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog?

_Jrgen_. Det er ... en Historiebog.

_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nvne
Titelen!

_Jrgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om
Rosanie, fdt af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens
Hjlp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette
Aar.

_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her?

_Ambrosius_. Det gjr den vel, naadige Herre; men det er kuns en
maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg
ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller
Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig
udkommen i Trykken?

#(Bodil ind fra Venstre).#

_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjret, og lad mig saa
have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bger?




FJERDE SCENE.

#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.#


_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frkenen, at siden Veiret er saa skjnt,
vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at
flge med.

_Baronen_. Skriveren ... med Frken Abigael?

_Ambrosius_. Den naadige Frken nskede nylig at faae Navnene at vide
paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af
har havt Kjrlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den
Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg vret Frkenen behjlpelig
med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.

_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?

_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jrgen:)# Her er den Bog,
I forlangte.

#(_Jrgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)#

_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bgerne lbe jo ikke fra ham.

#(_Baronen_ ud til Hire.)#

_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de stvede Bger! Nu skal
vi ud i det Frie og hre Fuglene synge.

_Bodil_. Det faaer I vel knap at hre saa seent paa Sommeren.

_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger
baade Vaar og Hst, og aldrig har den sunget saa skjnt som siden jeg
kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjr det.
Hvor er Frkenen?

_Bodil_. I Havestuen.

_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!

#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)#


Skuepladsen forandres til:

#Et Kabinet med Dre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole,
Portrter paa Vggene.#




FEMTE SCENE.

_Geheimeraadinden og Jrgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden
lgger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)#


_Jrgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi
jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade nskede den. Men jeg
havde intet andet Vrge. Thi nu tr En jo ikke stte Foden i Bogstuen
engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.

_Geheimeraadinden_. Det skal vre ham tilgivet for denne Gang. Giv mig
kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.

_Jrgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst.

_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han
sagde, at Frken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ...
Skriverkarlen?

_Jrgen_. Ja, den naadige Frken skikkede Bud efter ham for lidt siden.
Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som frer til Enghaven.

_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?

_Jrgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frken Information ...

_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik.

_Jrgen_. Ja--nei han lrer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme
Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.

_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frkenen med ham?

_Jrgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen.

_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne
Skriverkarl? Hvor stammer han fra?

_Jrgen_. Fra Gummerup, Eders Naade.

_Geheimeraadinden_. Gummerup?

_Jrgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han fdt, hans
Fader er Skrder.

_Geheimeraadinden_ Skrder! Men han maa jo dog have faaet nogen
Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?

_Jrgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive
Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl
som i den Tid, han har vret her, har vidst at insinuere sig hos den
naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretr og
Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han
saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig
vide, _hvor_ langt han kan komme.

_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med
Frkenen? Det maa jo vre en meget habil Person, #(fornem.)# Som
sagt, det skal vre ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne
Leilighed. Veed han, om min Sn er tilstede!

_Jrgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Flge med
Herren, og de kom ridende hjem sammen.

_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg nsker at tale med ham

_Jrgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?

_Geheimeraadinden_ Ikke for ieblikket.

_Jrgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke
rigtig--jeg tnkte det nok.

#(Jrgen ud til Venstre.)#

_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener,
og det er let at mrke, at Skriveren er ham en Torn i iet. Men der er
alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro
til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine
Inkonvenientser for ieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig
ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt.




SJETTE SCENE.

_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)#


_Claus. A votre service, chre maman_. Jeg nsker Jer en god Morgen
#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama
idag. Har I sovet godt?

_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig,
og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit
Giftermaal angaaende. Vi har nu vret her i over fjorten Dage, og endnu
er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften
naturligviis, som Baronen og jeg forlngst har aftalt imellem os. Men om
Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet
adskillige Kldninger og Smykkesager fra Kjbenhavn, saa vilde jeg
virkelig troe, at hun aldeles ikke tnkte, hverken paa Jaord eller
Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre
Besked.

_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.

_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver
Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som
informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.

_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget.
Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i
den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur;
Tra la la, la la!"_

_Geheimeraadinden_. Det skal fornie mig, om det ikkun er Blomsterne,
hun er passionneret for.

_Claus_. Hvorledes mener Mama?

_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du
lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en
gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjre Flge.

_Claus_. Jeg? _Dieu m'en prserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei
igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en
Grftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke
hvad.

_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.

_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig
Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frken Abigael ...
_ah fi donc!_

_Geheimeraadinden_. Min hjerte Sn! jeg troer, at du behandler denne
Sag--ligesom, _en passant_ bemrket, adskillige andre Sager--altfor
legert. Du glemmer, at din hele Velfrd dependerer af dette gteskab.
Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjld, og skal din Stilling ved
Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjlp af et rigt Parti. For et
saadant har jeg itide srget, men eftersom Intet er sikkert uden Dden,
og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde vre paa
din Post og ikke negligere nogen Omstndighed, som kunde have
Indflydelse paa din Fremtids Lykke.

_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig vre Mamas
Alvor?

_Geheimeraadinden_. Hvilket?

_Claus_. At Frken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor
morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig
Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tr vel
sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig
sandelig ikke til at troe.

_Geheimeraadinden._ Man har dog hrt saa galt fr. Husk paa Birgitte
Krag, som lb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig
tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som
Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som
paa en Rose.

_Claus_. Ikke hos en Dame med Frken Abigaels Education--Mama maa
virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa
Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun
eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrkke ... nei,
det er paa re umuligt, aldeles umuligt.

_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et
Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?

_Claus_. Hvor kan I sprge, Mama? I, som har den fineste Tone og det
mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!

_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa
havt en Passion, da jeg var ung.

_Claus_. Mama er jo ung endnu.

_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden
for mit frste ungdommelige Svrmeri?

_Claus_ Var det ikke Papa?

_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte.

_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krllede Haar og de
sorte ine?

_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget
Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i
Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.

_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Nse og Mund af Forbauselse.

_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af
Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i
det mindste lre saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel
opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg
kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes
Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilflde er overhngende
Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den
Sag. Under alle Omstndigheder br denne fortrolige Omgang ikke
fortsttes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad
Skriveren angaaer....

_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det
frste, jeg trffer ham i Abigaels _prsence_, skal jeg begegne ham
saaledes....

_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjre Ondt
vrre. Du maa behandle ham....

_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er
just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frken Abigael Forskjellen
paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ...

_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjbet er Sn af en Bondeskrder.

_Claus_. Af en Skrder! Det er magelst! En _tailleur de campagne_, ha,
ha, ha!




SYVENDE SCENE.

_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Hire).#


_Baronen_. Der er nu forspndt, om Eders Naade har Lyst at flge med og
besee min Planteskole?

_Geheimeraadinden_. Med strste Fornielse. Det vil vre mig af
srdeles Interesse.

_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?

_Geheimeraadinden_. Min Sn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende
imde, som er ude at promenere med ...

_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er
en honnet og vellrt Person.

_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke
distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fste Tanken paa det,
som er mere magtpaaliggende?

_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade?

_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opstter bestandig at tage
Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.

_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tnker jeg. Min
Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke
presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun
ventede nogle Kldninger, eller hvad det var, fra Kjbenhavn.

_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just
Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at
Hendes Majestt allernaadigst har behaget at sprge hende, om min Sns
Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde
i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min
Sns Permission desuden udlben.

_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Dd og Pine, saa er det jo den hie
Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?

_Claus_. Et Par Gange har jeg berrt det--med al mulig Delicatesse
naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.

_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt
reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg
gjre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fdselsdag, jeg
pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i
den Anledning. Magister Sren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan
Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver
det.

_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Sns og
egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsger Abigael og
meddeler hende den gldelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den
vestre Allee, saa trffer du hende sikkert endnu i Enghaven.

_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa
Kjrlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)#

_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjre Claus! Saae Baronen,
hvor han straalede af Glde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets
og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?

_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde
jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man
veed Pinedd ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne
Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefljen.

#(Begge ud til Hire.)#




OTTENDE SCENE.

_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden.
Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og
Blomster.)#


_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv trre dem,
nu veed jeg Besked.

_Ambrosius_. Lyster Frkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over
efter Luthen?

_Abigael_. Aa nei, ikke for ieblikket, jeg er altfor varm af at gaae;
kanhnde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med
Selskab, om I ellers har Leilighed.

_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frkenen vil tage tiltakke.

_Abigael_. Jeg lider godt at hre Jer tale. I fortller mig altid et og
andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.

_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte
med, men naar Frkenen er niet....

_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens
de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker
Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i
Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Ngle; I faaer holde det for
mig, om I vil.

_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig
vet i den Gjerning.

_Abigael_. Betyder Intet, den lrer I snart. #(Hun giver ham Garnet og
viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa
der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et ieblik og hrer derpaa lidt op)#
Det var ellers srt, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters
Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de
forskjellige Vxter hver isr havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor
falder I paa Sligt?

_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjr mig, naar jeg
spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og
Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frken!

_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det?

_Ambrosius_. De fdes jo og voxer, opdrttes af Vorherre i det Frie
eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og der--hvad gjr vi
Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _fdt_ er vel en Trst, men bedre
vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _dd_ er hele Sagen." Det
kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.

_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?

_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver
eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore ine, naar vi sover ind,
og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har lst, at der gives Vxter i
fremmede Lande, der trkker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen
rrer dem med ublid Haand.

_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af
Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ...
#(hrer op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne fler
Kjrlighed?

_Ambrosius_. Det gjr de sikkerlig. Jeg tnker for Exempel, at de har
stor Kjrlighed til Solen.

_Abigael_. Hvorfor tnker I det?

_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et
Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjr.

_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket.

_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frken! Men
desforuden sger Blomsterne jo og at komme Solen nrmere; de rkker sig
jo ligesom op efter den med deres Blade.

_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nrmer
sig Den, man har kjr? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?

_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det
sagtens ikke til.

_Abigael_. I maa komme lidt nrmere hid til mig, ellers kan jeg ikke
vinde ... endnu nrmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I
holder Jer saa fjernt.

_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig
Skriverkarl lider Jer eller ei.

_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I
talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Grs
og den rige Rosenblomme.

_Ambrosius_ #(med Liv, idet han trder et Skridt frem).# Troer I da
ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne fler?

_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjr. Pas paa, nu er I kommen mig
altfor nr.

_Ambrosius_ #(trdende tilbage).# Forlad mig, jeg tnkte ikke derpaa.

_Abigael_. Efter Eders Ord at dmme, skulde man nsten troe, at Urter og
Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.

_Ambrosius_. Saamnd, naadige Frken! Jeg har mangen Gang tnkt det
Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Trerne fik Mle, og
som Blomsterne fortalte mig Allehaande.

_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg hre Noget om.
Kom nrmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang
... hvad troer I, denne Rosenknop fortller? Det er vel ikke Stort, thi
den er ikke ret udfoldet endnu.

_Ambrosius_ #(som har nrmet sig)# Omendskjndt den er ung, fortller
den ikke saa lidet, naadige Frken! Den fortller, hvorlunde den frst
var en Kime, der laa og drmte i Jordens Mrke, indtil den en
Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret
omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Nring af Jordens Bryst og
slukkede sin Trst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede
den i sin grnne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjr faldt
hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste
op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og
Smerte paa een Gang i den Forlngsel. Og alt som den skjd sig hiere i
Veiret og lvedes tttere, blev ogsaa dens Attraa strkere, og en Dag
samlede den al sin drivende Lngsel ligesom i eet Aandedrag--og saa
brast Svbet for dens unge Kjrlighed. Knoppen skjd sig rdmende frem
af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og
de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens rde Mund,
og saa ...

_Abigael_. Hvad saa?

_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa dde den.

_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.

_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den.
"Vel _dd_ er hele Sagen".

_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa
_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig tnkt paa tilforn. Troer I, den
stakkels Blomst flte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg
saa vist nske, det var ugjort.

_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg tnker, den vilde hellere brydes
og de for saa skjn en Haand, end leve, uden at I ndsede den.

_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for nr. I maa passe Afstanden,
Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.

(#_Ambrosius_ trder et Skridt tilbage.)#




NIENDE SCENE.

_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).#


_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskvrdigste Abigael! Jeg har min
Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.

_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg
havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan
Monsieur Ambrosius vidne for mig.

_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke
fortryllet, saa er I paa min re fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg
kommer da ikke til Forstyrrelse?

_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri
Audients.

_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire ine. #(til
Ambrosius:)# Han kan gjerne forfie sig bort.

_Ambrosius_. Befaler Frkenen, at jeg skal gaae?

_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa frst vinde Garnet til Ende.

_Claus_. Tillader I, skal jeg....

_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestts
Kammerjunkere! Jeg er desuden strax frdig.

_Claus_. Hvor allerkjreste det klder Jer at vinde det rosenrde Garn
med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen,
hvad var det nu hun hed...?

_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.

_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frkenen
veed nok, hvem jeg mener.

_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare
smigrende.

_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!

_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa vre Prinds Theseus,
eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem
er saa Uhyret?

_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin
Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv
mig Garnet!

_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I
kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans
Tjeneste.

_Claus_. H, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten
aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders
Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af vre vant at omgaaes med
Traad og Garn.

_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?

_Claus_. Efter hvad jeg har hrt, skal han jo vre Sn af en
Bondeskrder?

_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skrder af
Profession, og jeg skmmes ingenlunde derover. Skrderiet er jo et
nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjrligt Haandvrk.

_Claus_. Menneskekjrligt--hvad vil han sige dermed?

_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der
skylder Skrderen Alt, hvad de gjlder og gaaer for.

_Abigael_ #(smilende).# Saamnd, I har ikke saa ganske Uret.

_Ambrosius_. Desforuden er Skrderiet en rvrdig Haandtering; thi det
er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrdere.

_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal?

_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke
Vorherre, som hvert Foraar smykker den ngne Jord og skjrer den en
skjn Dragt af Blomster og grnne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven
nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der
staaer i Evangeliet, at det er ham, der klder Lilierne paa Marken?
Eller veed I ikke ...

_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller
bruge til en af sine Viser; jeg skjtter ikke om Meer af den Tnde,
#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit rind; thi siden
vi ikke kan blive alene ...

_Abigael_. Haster det saa strkt, at I ikke kan opstte det et jeblik?

_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed
dependerer deraf.

_Abigael_. Bevares, hnger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig
at faae det sagt.

_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fdselsdag, og han har paa
mine indstndige Bnner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne
Leilighed bliver declareret.

#(_Ambrosius_ gjr uvilkaaarlig en Bevgelse.)#

_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet
over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad hrer jeg? Saa det har min Fader
samtykket i ... paa Eders indstndige Bnner?

_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit rind, at jeg skulde
underrette Jer derom, saa I kan vel tnke, hvor presseret ...

_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders rind? I
mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I vre foruden, naar I har min
Faders?

_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjreste Frken, I har jo ingen Tid
sagt Nei dertil.

_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I
Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Lfte?

_Claus_. Vidner! Men, _ma chre amie_, jeg beder Jer indstndig. Vi har
jo vret trolovede fra vi var ikke strre end saa. I er jo dog den sammo
Abigael og jeg den samme Claus, der blev fstet til hinanden som Brn,
med vore Forldres _consentement_.

_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Slikjole og
Faldehat og har en Slvbjlde hngende om Halsen?

_Claus_. Slikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?

_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Brneklder, saa er jeg vel ogsaa
voxet fra _mine_, tnker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel
tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og
aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...

_Ambrosius_. Har Frkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader
I vel, at jeg fjerner mig?

_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ...
og mig selv med, troer jeg nsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at
jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg
efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders
Umag!

_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.

_Claus_. Ah, _dieu soit bni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, mrker
jeg.

_Abigal_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den
ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae
tomhndet. Her er den Rose, I fortalte mig om fr ... I kan jo kaste den
bort, naar den er vissen.

_Ambrosius_. Kaste den bort!

_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun rkker ham Rosen.)#

_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Frken!

_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjb paa Blomster, at ...
hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?

_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Sger imellem Planterne.)# See
her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.

_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den
saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.

_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I sprge Monsieur
Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab.

_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_.

_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.

_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.

#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i
Baggrunden.)#

_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?"
#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og
udbryder forbittret:)# Torskemund!

#(Tppet falder hurtig.)#




TREDIE AKT.




       *       *       *       *       *

#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.#

       *       *       *       *       *





FRSTE SCENE.

_Abigael. Bodil._


_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan
du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt
forkeert.

_Bodil_. Frkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok frdig.

_Abigael_. Bring mig de Krller i Orden, og fst saa en Blomst her paa
Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun
stter sig, _Bodil_ pynter hende)#

_Bodil_. Venter Frkenen Fremmede?

_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.

_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?

_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?

_Bodil_. Jeg meente, at ... Frkenen maa ikke blive vred; men I veed,
han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tnke paa, hvad der
vilde skee, hvis Frkenen gjorde Alvor af Eders Spg; det kunde komme
ham dyrt til at staae.

_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mrk Tale, jeg forstaaer ikke,
hvad du mener.

_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig fstede sit Sind til Jer i
Kjrlighed.

_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han
kunde gjre.

_Bodil_. Ja men gte ham, det kan I jo dog ikke.

_Abigael_. #(med en Bevgelse).# gte ham! Er du galen, Pige? Har du
nogen Tid hrt, at en adelig Frken gtede en Skriverkarl?

_Bodil_. Hrt derom har jeg vel, men ...

_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hnde der har vret Den,
som var saa lidet rekjr. Men aldrig agter jeg at stte en Gaasefjer i
mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa!

_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frken, over al den
Venlighed, I viser ham?

_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre vrd, end at sprres inde i en
Daarekiste.

_Bodil_. Forlad mig, naadige Frken! men nu er det mig, som ikke
forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lrt, veed I nok, og jeg
skjnner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.

_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... St
mig den Blomst noget hjere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de
Tanker at vise dig, at din Kjrestes Ven er bagt af samme. Deig, som
andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?

_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Vddemaal, ikke
sandt, Frken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....

_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu
mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag!
Saa, lad det nu vre nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.

_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besg
hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjre Ambrosius.

_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom?

_Bodil_. Ja, det nvner han ikke.

_Abigael_. Skulde det vre om en anden Plads?

_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.

_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjr du en
Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget
Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?

_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frken! Men ... ja, I
faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget
Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjnner Alt, hvad der gaaer for sig
i Andres.

_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du
eller Nogen lst til Ende.

_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller.

_Abigael_. Kan saa vre, at der er Blade, jeg ikke har lst endnu. Men
hvad jeg skjnner og veed af Erfaring, det er, at man kan bie en Mand
som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai
endda. Mndene tkkes man gjennem iet, skal jeg sige dig, og der er
lang Vei fra ie til Hjerte.

_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Frken! Kjrlighed er som Taaren,
hedder det for et gammelt Ord; den begynder i iet og falder i Barmen.

_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjrlighed med
Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg tnkte, den var idel Fryd og
Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fstemand.

_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.

_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamnd, det kan
vre, du har Ret; jeg skal tnke derover.--Ved du, om min Fader kommer
hjem til Middag?

_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og
har taget Ridefogden med. Han vil nok kjbe Stadsheste til den nye
Karosse, har jeg hrt.

_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ...

_Bodil_. Den, som hrer til Frkenens Brudestyr.

_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har
ikke Brug for dig lngere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu
bliver altsaa Hestene kjbt, og en Dag bliver der spndt for og
Vogndren lukket op, Jrgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger
Farvel, og saa ager Abigael til Kjbenhavn i Flge med ... Aa ja,
hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad
skulde jeg da svare? Det er srt nok, men det er aldrig faldet mig ind,
at Nogen kunde sprge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens
Frnder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjr det? Der er dog
Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil
ha'e.--Af Kjrlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i iet
og synker i Barmen. Saamnd, ifald man kjendte den.--Skulde det mon vre
sandt, at Kjrlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om
den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og
afsted til Kjbenhavn!




ANDEN SCENE.

_Abigael. Geheimeraadinden_.


_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Dren til Venstre).# Er den
naadige Frken alene?

_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling.

_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har
igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig
vide, at Fru Christense Kaas agter at slge sin Gaard nstved
Helliggjstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjbe sig en
Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om
Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to
Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ...

_Abigael_. I selv?

_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender
den. Deilige Stuer, syv Alen hie, med prgtige Malerier paa Vggene og
svvende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har vret
der i min frste Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe
i sligt et stateligt Huus?

_Abigael_. Saamnd, det kunde vre artigt nok.

_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet
Huusgeraad?

_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.

_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulrer lider du
bedst?

_Abigael_. Jeg? Aa, Rdt og Gult, tnker jeg! det er de mest levende.

_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjnnest ud fra Gaden, naar der
skinner Lys igjennem dem i de mrke Vinteraftener Saa staaer de
Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer
kjrende--prgtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med
Lbere foran.

_Abigael_. Med Lbere, siger I?

_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den re.
Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer
de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene
hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge
Folk?

_Abigael_. Hvilke unge Folk?

_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos
dig og Claus naturligviis.

_Abigael_. Naa, det er os, som gjr Selskab. Eders Naade seer frem i
Tiden.

_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?

_Abigael_. Ja, hvem kan vide?

_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at
regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.

_Abigael_. Men det kunde jo vre, Vinteren kom seent, eller at det slet
ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid
og Ribsbuskene begyndte at grnnes i Januari.

_Geheimeraadinden_. Hr nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord
sammen. Kom hid og st dig hos mig. Jeg lgger vel ikke stor Vgt paa,
at du og Claus blev fstet til hinanden som Brn; thi meget kan
forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Tr af.
Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Sn saa vel,
at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjr saa
vist ingen Rverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt
saa nie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbielighed
for dig, og bliver han din Husbond, vil han bre dig paa Hnder.

_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?

_Geheimeraadinden_. Kjrlighed gi'er Krfter og gjr Alting let.

_Abigael_. Ja ... Kjrlighed.  _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at
han brer Kjrlighed til dig.

_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjr han vel, paa sin Viis.

_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvds om, _naar_ det
skal vre.

_Abigael_. Tilvds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvds ... kanske for
meget.

_Geheimeraadinden_. Hvad mener du?

_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?

_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu br tages endelig Beslutning i
denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie,
at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fdselsdag.

_Abigael_. Det veed jeg, Eders Sn har sagt mig det.

_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at
vredes; thi det var ingen Befaling, men et nske.

_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas nsker, de banker ikke
paa Dren, de gaaer lige ind i Stuen.

_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre grmmet sig derover, og nu
frygter han....

_Abigael_. For hvad?

_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde
Jaordet ud.

_Abigael_. Hm, skal det vre, kan det jo skee lige saa godt nu som
siden.

_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du?

_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde
mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert
ieblik.

_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(hit)# Nei, nei, mit
kjreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjre
os Alle den store Glde, saa lad det blive afgjort med det Samme.

_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.

_Geheimeraadinden_ Der vltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig
embrassere dig, min allerkjreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa
kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde
hende den gldelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjber
Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een
Familie.--Og hr, _ propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu
hrte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og
desuden, naar du kommer til Kjbenhavn, kan du jo lade dig instruere af
Stadens frste Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestts egen
Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Brn.

_Abigael_. I mener, jeg skulde hre op at synge med Monsieur Ambrosius?
Aa ja, kan hnde, det var det Bedste.

_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og fielig idag,
min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose
klder dig smukt!

_Abigael_. Ikke sandt, den er kjn endnu? Og den har dog staaet i Vand
Natten over.

_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at
han ikke har ndig at indfinde sig tiere. Du behver jo ikke at lade ham
vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.

_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behves ikke.

_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til
Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_
Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig
Skriveren. _Adieu, ma chre! Au revoir!_

#(Hun gaaer ud til Venstre)#




TREDIE SCENE.

_Abigael. Ambrosius_.


_Abigael_. Kom ind!

_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frkenens Befaling.
Jeg veed nu ikke, om Frkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke
Planter, som igaar. Himlen er hi og klar, og Luften skikkelig varm for
Mikkelsdags Aften at vre.

_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.

_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frkenen da ikke vel?

_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i
Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres frdig. Min Fader skal have
den til Fdselsdagsgave.

_Ambrosius_. Saa har Frkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?

_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen.

_Ambrosius_. Men i Overmorgen?

_Abigael_. Nei, ikke for det frste ... ikke fr Fdselsdagen er omme.

_Ambrosius_. Ikke fr!

_Abigael_. Der jo kun tre Dage til.

_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed.

_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa.

_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Trer og
Urter. St nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev
de og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frkenen
meer.

_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fdselsdag! Det var en
underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?

_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik,
som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa
den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan
faae smukke Hstdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil
jeg vente, til Frkenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.

_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa
synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer
Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?

_Ambrosius_. Fordi Frkenen sagtens vil lee mig ud og tnke, jeg er for
gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at
Rosenknoppen--den, Frkenen skjnkede mig igaar, allerede var ganske
bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og
det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en
Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare
evig. Og Frkenen har vel Aarsag til at lee.

_Abigael_. Jeg leer ikke.

_Ambrosius_. Gjr I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?

_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa
kastede I den vel bort?

_Ambrosius_. Nei.

_Abigael_. Hvad gjorde I da med den?

_Ambrosius_. Jeg ...

_Abigael_. Naa?

***

_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte
jeg den.

_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig hre.

_Ambrosius_. Ak, naadige Frken, det er kuns en simpel Vise; den fld
mig saadan i Pennen af sig selv.

_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjre
Vers?

_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og
andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op
af sig selv ligesom Grs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med
Grsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.

_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den
Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "fld Jer i Pennen",
som I kalder det?

_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og
tnkte, hvor skjn den havde vret og hvor stor Glde den havde
forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tnke paa, hvor kort den havde
levet, og hvor hurtig alt det Skjnne forgaaer, og ... ja, saa gik det
med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en
underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste
op og udtale, hvad der rrte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den
dde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede
og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers
forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.

_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog
mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjld.

_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke vrd at gjre sig kostbar for. Jeg kan
sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.

#(Han tager et Papir op af Lommen og lser flgende Digt:)#


"Du deilig Rosenknop,
Lad mig dig ret betragte
Og paa den Sknhed agte,
Som meer end Konst og Pragt
Er i dit Bger lagt."

"Du deilig Rosenknop,
Hvis Blade gjer saa mange
Smaa Labyrinters Gange
Og dufte Luften op,
Du deilig Rosenknop!"

"Du deilig Rosenknop!
Igaar sad du med Glde
Smukt paa dit Tornesde;
Men du blev brudt, og see,
Idag du visnede."

"Du deilig Rosenknop,
Din friske Farve svinder,
Dit matte Rdt mig minder,
At Herlighed forgaaer
Og Sknhed Ende faaer."

"Du deilig Rosenknop,
Naturens Mesterstykke!
Ak, hvor er nu dit Smykke?
Igaar Du blomstrede,
Idag du visnede!"


_Abigael_. Vil I skjnke mig den Opskrift?

_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frkenen vil vrdiges at modtage den. Havde
jeg tnkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee
bleven kjnnere.

_Abigael_. Det er et Sprgsmaal. For mig er den kjn nok.

_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan vre kjn nok
for Jer, naadige Frken!

_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tve lngere.

_Ambrosius_ #(rkker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I
har Taarer i inene! Jeg har dog vel aldrig krnket Jer med noget Ord?

_Abigael_. Vist ikke ... Farvel!

_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Frken, gaa ikke saaledes bort! Har
jeg vret for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for
nr, saa beder jeg bnlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bre Eders
Vrede.

_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?

_Ambrosius_. Er I da bedrvet?

_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men
ved at hre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tppe til Side
foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjnnere end
denne, og som jeg ikke fr havde Kundskab om.

_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?

_Abigael_. Det maa det vel have vret. Men det er jo Daarskab og
Indbildning Altsammen.

_Ambrosius_. Nej, naadige Frken, det er det visselig ikke! Thi paa
selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til
udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets
Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den
skjnneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var
mrkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak
en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som
et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer.
Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar
jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er
skjnnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drmt om!

_Abigael_ #(med tilkmpet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur
Ambrosius! I taler over Jer.

_Ambrosius._ I har Ret, naadige Frken! Jeg taler over mig ... tilgiv
min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa
forunderlig glad! Den Glde vil I dog aldrig berve mig?

_Abigael_. Kan I gldes over saa Lidt, skal det vre Jer vel undt. Jeg
hrer Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lrt mig,
baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.

_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi?

_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet,
som I forhen sagde.

_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Frken! Nu troer jeg ikke
lnger, at de visner!

_Abigael_. Farvel!

#(Hun rkker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker
_Claus_ ind fra Baggrunden).#




FJERDE SCENE.

_Abigael. Junker Claus_.


_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tte 
tte_...?

_Abigael._ Som nu er forbi.

#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).#

_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(hit).# Jeg er saa
lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i....

_Abigael_. At gjre min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket.

_Claus_. Og mig til Glde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i
Eders Tanker ... ikke?

_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist.  _Claus_
#(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(hit)#
Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det
vre bekjendt ved Hove.

_Abigael_ #(som fr).# Allerede?

_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at
naae Kjbenhavn. Og er den gldelige Nyhed frst indenfor Slotsporten,
saa farer den som en Lbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en
Sprgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk?
Er hun hi? Er hun lille? Har hun sorte ine eller blaa ine...?

_Abigael_ #(som fr).# Hvem mener I?

_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske mrkvrdigt,
saa distrait hun er. #(hit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv,
elskvrdigste Abigael.

_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg
havde ikke Tankerne med mig.

_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevget, troer
jeg. _Mon dieu_, Eders smukke ine er jo ganske rde! Er der gaaet Jer
Noget imod? Eller har I tnkt paa Noget, som har afficeret Jer?

_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu
maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med.
Vi sees ved Middagsbordet.

#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).#

_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen
kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevget og seer ud, som hun
havde grdt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og
desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men
ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer
mig. Jo meer jeg tnker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi!
Il faut le mettre  la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan
jeg skulde gribe det an.




FEMTE SCENE.

_Junker Claus. Jrgen_ #(fra Baggrunden).#


_Claus_. Ah, er du der, Jrgen! Du kommer meget _ propos_.

_Jrgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?

_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider
jeg kanskee Baronen imde. Hr Jrgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden
har talt med dig igaar?

_Jrgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.

_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa
Gaarden.

_Jrgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg nsten
ogsaa, Hendes Naade gjorde.

_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun
spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med
Situationen.

_Jrgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?

_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hr Jrgen!

_Jrgen_. Hr. Kammerjunker?

_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.

_Jrgen_. Skriverkarlen?

_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trnger sig ind
allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig.

_Jrgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer.
Men ... hvordan skulde jeg bre mig ad med at skaffe ham af Veien? Han
er jo svrt i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frken
ogsaa.

_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende.

_Jrgen_. Aa nei saamnd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade
et Ord falde til Frkenen derom.

_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har
naturligviis ikke tnkt paa at der kunde vre noget Stdende deri; hun
er saa god, saa nedladende. Nei, jeg prfererer, at han kommer vk.
aldeles vk!

_Jrgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i
Sadlen, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jrgen; kan du ikke paa en
eller anden Maade faae ham....

_Jrgen_. Til at tabe Stigbilerne! Jo ... jeg har jo nok tnkt paa det.

_Claus_. Hvad har du tnkt paa? Du skal ikke gjre det omsonst, Jrgen!
Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar
jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tnkt paa?

_Jrgen_. Jeg har tnkt, at man muligens kunde faae ham til at forlbe
sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa
Porten.

_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare
lnge.

_Jrgen_. Ikke saa lnge endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er
svrt hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og
Skriveren ta'er nu ikke saa nie vare paa sin Mund ... isr naar han har
Noget i Ho'edet.

_Claus_. Drikker han?

_Jrgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en
Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget.

_Claus_. Naa, og saa mener du...?

_Jrgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjlpe lidt til. Om tre Dage er
det Naadigherrens Fdselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og
paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer
bliver der dkket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke
at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tnker jeg nok,
man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et
godt ie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ...

_Claus_. Ja, hvad hjlper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit
Kammer og sover Rusen ud.

_Jrgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men st nu, den naadige
Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet
med Sang og Spil?

_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Trs bien_, det er meget
godt udtnkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud
efter ham?

_Jrgen_. Ja, men det gjr han bestemt, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert?

_Jrgen_. Jo, for det srger Hr. Kammerjunkeren for.

_Claus_. Ah, du mener, at jeg....

_Jrgen_. Og den naadige Frue....

_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det?

_Jrgen_. Ja, men ikke fr efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt
Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.

_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren....

_Jrgen_. Kunde forlbe sig ... jo, det tnker jeg nok, naar der bliver
pirret lidt ved ham.

_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fdselsdag srger _du_ for....

_Jrgen_. At Skriveren faaer god Bevrtning? Jo, det kan Hr.
Kammerjunkeren forlade sig paa.

_Claus_. Det Andet skal jeg nok besrge.

_Jrgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme
ud fr Tiden.

_Claus_. Jeg? Du kan vre ganske rolig, min gode Jrgen! jeg er
Diplomat. Naar man har vret sex Maaneder _Secrtaire intime_ hos Hs.
Majestts _Envoy_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire
delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dr, og jeg ... jeg gaaer ud
ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt
om.

_Jrgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.

#(De gaae hver ud ad sin Dr.)#

#Skuepladsen forandres til:#

#Ambrosius's Kammer. Dr ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.#




SJETTE SCENE.

_Hans Lauritsen. Bodil_.


_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdren.)# Nei, her er heller Ingen.
#(Han trder ind, _Bodil_ flger.)#

_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke vre langt borte, for
her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med,
naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke
var i Bibliotheket.

_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i
Eenrum, fr jeg reiser videre.

_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo
knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!

_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og
lnges efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har
han ikke Ro paa sig, fr han seer mig paa den samme Prdikestol, hvor
han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.

_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.

_Hans Lauritsen_. Det gjr jeg, og med Guds Hjlp kanskee ogsaa hans
Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behver at vente
paa hans Dd for at komme sammen. Saa lnge han lever, deler han Bolig
og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre
for.

_Bodil_. Nei, for den Glde, det skal vre at boe under Tag med Jer, min
kjreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders
Forldre en kjrlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har
Villie. Nu har jeg kun eet nske tilbage ...

_Hans Lauritsen_. Og det er?

_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi
her er ikke godt for ham at vre.

_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I
dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?

_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere,
men det fik vre det samme, naar blot....

_Hans Lauritsen_. Naar blot?

_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Frken driver et underligt Spil med
ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.

_Hans Lauritsen_. Hvorledes det?

_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let
hnde, han fstede sit Sind strkere til hende, end godt var.

_Hans Lauritsen_. Skulde det vre muligt?

_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns
een Slags Kjrlighed, det er den, jeg brer til Jer, Hans Lauritsen; men
det har jeg da hrt sige, at der er den Elskov, som kan volde et
Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant
skulde hnde den gode Ambrosius.

_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet
rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan
Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo fr, jo
heller--og det skal jeg nok srge for. Thi det trffer sig saa heldigt,
at det Tilbud, jeg har at gjre ham, og som han neppe vil undslaae sig
for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin
Tjeneste og reise herfra.

_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der
kommer han over Gaarden, jeg kan hre ham synge.

_Hans Lauritsen_. Lad os saa vre ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden,
jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen
bliver forspndt, og saa tage Afsked med hinanden.

_Bodil_. Ak, allerede!

_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og nste
Gang, jeg kjrer herfra, tnker jeg nok, vi bliver to i Age-Sdet,
Bodil! #(_Bodil_ ud, et ieblik efter _Ambrosius_ ind.)#




SYVENDE SCENE.

_Hans Lauritsen. Ambrosius_.


_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius!

_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjreste Ven, er du her?
#(omfavner ham.)# Glden strmmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer
du lige fra Kjbenhavn?

_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre.

_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her
en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det
er ogsaa dit, saa lnge du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok
til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar
jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjr
Gjengjld.

_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjre Ambrosius! Men jeg kan
destovrre ikke tage derimod; thi mine Forldre venter mig til bestemt
Tid.

_Ambrosius_. Ja, saa hjlper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et
Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en
Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjnket mig. Det er
en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En.
#(Han trkker Flasken op og skjnker.)# See her, hvor den spiller i
de grnne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa
dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans
Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da
aldrig at komme over, den var for hi for mig.

_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius.
Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et
Brev.)#

_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem?

_Hans Lauritsen_. Ja gjt engang!

_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjbenhavn, det jeg veed af,
siden du er borte.

_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din
gamle Velynder, Professor Holberg.

_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter
Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Tnker han virkelig
endnu paa mig--paa "Sanglrken", som han kaldte mig for min Rsts Skyld?
Herregud! Han, som kunde vre saa vranten og iilsindet mod mangen
Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos
ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i ret og
sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland,
men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bger, at der kan blive noget
Andet af ham end en simpel Sanglrke--hrer han det! Gud vre med ham!
Gaa nu og luk ikke Dren for hit op, thi saa trkker det!"--Og han har
tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?

_Hans Lauritsen_. Ls nu frst Brevet, saa skal du faae nrmere Besked.

_Ambrosius_ #(lser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans
Lauritsen, der nu med strste Honneur har absolveret sin _examen
theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei
engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller
_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lgge ham
alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at
forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget
sig at instruere ham. Vorherre har skjnket ham ugemene Gaver i
adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig
Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans
omflakkende Levnet--men som det nu ved en srdeles god Tilskikkelse er
lagt udi hans egen Haand at gjre frugtbringende, saavel til re for ham
selv, som til Gavn for Fdrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det
gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis
og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa lnge
har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede
_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med
samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke,
som jeg siger, idag vlder al Glde ned over mig! Kom her, Hans
Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve
lnge og skrive mange Comedier endnu!

_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see
paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?

_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op
igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har
at gjre mig.

_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung
Person, Sn af en rig og agtbar Borger i Kjbenhavn, til Udlandet, hvor
han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri
Reise og det ndvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur
af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil vre
tilstrkkelig til at fuldfre dine Studeringer og med Guds Hjlp
absolvere den theologiske Examen.

_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvlge
mig?

_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har
rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at
"Sanglrken" endnu var i Live og sad paa en liden Grstrv herovre i det
fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du
seer saa alvorlig ud med eet?

_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa
uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?

_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Flge med mig
over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjre din
Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn
lige til Odense, der faaer du Penge til de frste Udgifter.

_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.

_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen.

_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen.

_Hans Lauritsen_. Ja, lnger gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg
har givet mit bestemte Lfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han
videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at
geleide ham.

_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.

_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige?

_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er forniet i min Stilling;
hvorfor skulde jeg saa reise?

_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en
beskeden Lykke, den.

_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa hit; jeg er tilfreds med den Grstrv,
du fr talte om.

_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Grstrvens Skyld ... der stikker
Andet under.

_Ambrosius_. Hvad skulde det vre?

_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har vret Venner fra Barndommen af, vi
har slidt Skolebnke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med
hinanden i Kjbenhavn ... har du nu ikke lnger Fortroende til mig?

_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?

_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit
Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hrt en Fugl synge derom.

_Ambrosius_. Om hvad?

_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig
Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.

_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har
tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker
hende.

_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankelst og uden Overlg!

_Ambrosius_. Uden Overlg ... det kan saa vre; thi det er med
Forstanden, man overlgger, men det er Hjertet, man elsker med. Men
tankels er min Kjrlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange
Tanker, som nu, og den ene skjnnere end den anden.

_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun
Lygtemnd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange
dig i sine Snarer.

_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har
Fristeren vret saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har
mine Tanker vret renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det
usleste Kr paa Jorden kunde jeg nnne at gjre Fortrd, saa lyksalig er
jeg idag. Det er som jeg havde vret blind og var bleven seende. Alting
er nyt for mine ine; Himlen er hiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer,
er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke
ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glde!

_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa vre, at det ikke er ondt i sig selv,
saa er det dog ondt i sine Flger. Husk paa den vilde Abild, som har
skjnne Blomster, som dog brer beske Frugter. Saadan et vildt Tr er
ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det
fre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjrlighed til. Hun er
over din Stand, og du kan hverken lfte dig op til hendes, eller vente,
at hun skulde nedlade sig til din for at gte dig.

_Ambrosius_. gte ... hvem tnker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see
hende og hre hende tale--intet Andet. Min Kjrlighed er som Himmerig,
hvor der hverken giftes bort eller tages til gte.

_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Svrmeries Skyld vil du
stte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun
nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?

_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa
slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!

_Hans Lauritsen_. Men tnker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et
Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?

_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig
... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han krver en strre Rente,
end jeg har Kaft til at yde....

_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfrdig! Du skulde
vel vogte dig for at kaste Bulxe til Vorherre, thi han kan let vende
det Skarpe igjen. Gud krver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig
har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde
takke ham paa dine Kn og ikke stte dig op imod hans Villie. Thi det er
Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem
til hans re og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har
skjnket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for
Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjnne
Konst, som kan trste og fornie baade dig selv og Andre, naar du dyrker
den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter
en skinnende Drm, efter en Sbeboble, der brister!

_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drm er hele min Lykke og alt
det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!

_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart
vre udbrndt.

_Ambrosius_. Lad saa vre! Saa lever jeg rigt og kort--jeg nsker ikke
bedre.

_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du
faaer vel tage Livet, som det gives dig. St, du nu kom til at leve
lnge og fattigt, hvad saa?

_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end
Velstand og gode Dage.

_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og
Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa,
for at nies med et Minde! Man skulde sandfrdig troe, du var elleskudt.

_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der
gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?

_Hans Lauritsen_. Men der kan vre Andre, som har samme Magt.

_Ambrosius_. Troer du?

_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig nsten saa. Men er du elleskudt, saa
lad mig vre Hanen, som vkker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet
i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Flg bort med
mig endnu idag, saa kjre vi sammen til Odense.

_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop
bortreist og ...  _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en
skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.

_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke
til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans
Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.

_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det
dit sidste Ord?

_Ambrosius_. Ja.

_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen S. Mands Villie
er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjr det,
han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for
meget, Ambrosius! Gud vre med dig og Farvel!

_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?

_Hans Lauritsen_. Visselig gjr vi det. Jeg bryder ikke med en gammel
Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjr det mig for dig,
Ambrosius, bitterlig ondt.

_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad
os tmme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen
... #(bevget.)# Tak for alt Godt og ... br over med mig ... Jeg kan
ikke Andet! Og lev saa vel!

_Hans Lauritsen_. Lev vel!

#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)#

_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ frst saae!

#(Tppet falder.)#

       *       *       *       *       *




FJERDE AKT.




       *       *       *       *       *

#(Sal. Dr i Baggrunden. Sidedre. Et strre og et mindre Bord, Stole m.
m)#

       *       *       *       *       *





FRSTE SCENE.

#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister
_Sren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjster_ (komme ind fra
Venstre). Strax efter _Jrqen_ og _Bodil_.#


_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders
Naade!

_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_

_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister!

_Magisteren_. Jeg nsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain!

_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at
smge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til
Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter
den Konst, ha, ha, ha!

_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron.

_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!

_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. St et Par Bouteiller Rhinskviin herind,
Jrgen ... af den ldste.

_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# nsker Eders Naade en Kop Kaffe?

_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn!

_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med.

_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretrkker jeg en, Kop Kaffe, som er
tilberedt af Frken Abigaels hvide Hnder.

_Abigael_. Dermed kan jeg desvrre ikke tjene; Kaffen er kogt af
Huusholdersken.

_Baronen_. Og hendes Hnder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha!

_Gjster_. Ha, ha, ha!

_Claus_. Men i det mindste skjnkes den mig dog af Eders Haand.

#(Han faaer en Kop, som rkkes ham og senere tages igjen af Jrgen.)#

_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr.
Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller
ikke?

_Captainen_. Jeg takker rbdigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er
edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen.

_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behver I jo ikke at genere
Jer for at tmme Bouteillen. I er saa vist ikke den frste Captain, der
har drukket sin Familie op, ha, ha, ha!

_Gjster._ Ha, ha, ha!

_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det vre mig tilladt at
bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel
hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--nst efter
ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn,
har vederkvget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin
Bolig i denne skrbelige Hytte. Thi ligerviis som man beklder og digter
et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan
trives og fle Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvger man
ogsaa sit Legem, for at ...

_Baronen._ Ja, kvg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar
Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker
bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter
Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme,
saa havde vi det at forslaae Tiden med.

_Jrgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens
Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)#
Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Srg I nu blot for,
at han bliver kaldt herop.

_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige
Gratulationsvers?

_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den
Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke
Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man frst sat
Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke
sandt, Hr. Captain?

_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne
op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsl, at de springer, ha,
ha, ha!

_Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an,
at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik?

_Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke tnkt
paa.

_Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen
vilde tillade ... men maaskee gjr Skriveren Vanskeligheder, naar der er
Fremmede tilstede?

_Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjr Vanskeligheder, naar
jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jrgen, og siig med det
samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde
Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders
Naade har vel ikke Noget derimod?

_Geheimeraadinden_. Bevares! det gjr altid et godt Indtryk paa Tyendet,
at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang
imellem, ikke for ofte.

_Baronen_, Naa ja, saa gjr, som jeg siger, Jrgen! #(_Jrgen_ gaaer ud
i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning
Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger
... ikke sandt, Abigael?

_bigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjsterne
har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet?

_Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen prfererer
det. Hvad mener I, Magister Sren?

_Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give
_min_ ringe Mening tilkjende herudi ...

_Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den!

_Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet
staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske
nie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille
meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind
Fodskridt gaae."

_Baronen_. Staae eller gaae! Ja I brer nu som sdvanlig Kappen paa
begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det vre?

_Magisteren_, Jeg er i det Sprgsmaal aldeles af samme Mening som Hr.
Baronen.

_Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge!
Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister?

_Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrkker
ungtelig--med den naadige Frkens gunstige Tilladelse--at staae,
_stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet.

_Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjr de Andre ventelig
ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain?

_Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter
Tromlen og trnger ikke til Motion. Jeg prfererer, med Hr. Baronens
Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha,
ha!




ANDEN SCENE.

_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels
Bruus_ og _Jrgen_ #(fra Baggrunden).#

_Peder_ #(trder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frkenen og
begynder strax)# Den Gldens Sol paany op over Jorden rinder....

_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet,
jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men
sandt at sige ...

_Peder_. Den Gldens Sol paany op over Jorden rinder....

_Ambrosius_ #(halv hit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord
paa Munden endnu.

_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale frst,
din Kylling!

_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?

_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at
Hanen br gale fr Kyllingen.

_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.

_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!

_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?

_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit
Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ...
jeg er ikke ret oplagt til at synge idag.

_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min
Fdselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?

_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som
sagt....

_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjr ikke min Fader vred,
Ambrosius! I kan jo tnke Jer, at I synger for mig alene.

_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge!

_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til?

_Claus_. Virtuosen gjr sig kostbar, troer jeg.

_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...?

_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa,
Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Ndsfald lave en Vise paa staaende Fod,
det har han jo fr viist Prver paa.

_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg tnker just derpaa.

_Claus_ #(sagte til Jrgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok,
Jrgen!

_Jrgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer p om
p. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu.
#(hit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjnker for Skriveren og
Ridefogden?

_Baronen_. Ja vel, drik sig frst et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer
Geisten nok over ham.

_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot
finde de rette Ord!

_Baronen_. Gjr det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!

_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man mrker, det er
Improvisation).#


Jeg synge skal en Vise,
Velan, jeg er bered;
Det Bedste vil jeg prise,
Som jeg i Verden veed:
Musikens muntre Lyst
Og Druesaftens Trst,
Men frst og sidst den Elskov, der tndtes i mit Bryst.

Den gyldne Viin mig kvger
Og gjr mig glad og fri;
Men har jeg tmt mit Bger,
Saa er den Fryd forbi.
Musik og lystig Sang
Fornier mangen Gang,
Men Glden svinder hastig alt med den sidste Klang.

Nei, meer end lifligst Drue
Og deiligste Musik,
Jeg priser Elskovs Lue,
Som til mit Hjerte gik.
Den af et Ord blev fd
Og flammed op til Gld,
Men slukkes kan den aldrig, den brnder til min Dd!


_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjr g.

_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter
Fruentimrenes Smag, de holder af den sde Confect. Om lidt maa han gi'e
os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjnk i for Skriveren,
Jrgen! #(det skeer).#

_Peder_. Den Gldens Sol paany op over Jorden rinder ...

_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tmmer Glasset
paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler
paa engang ... ligesom Kjrligheden. Giv mig et Glas endnu, Jrgen!
#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en
Skaal for hende, jeg har kjr, hvad enten hun er fjrn eller nr!...
Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig
fattig Svend god eller ei!...

_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet,
Captain!

_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hrer ikke
til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha!

_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er hi eller lav, elske hende
vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)#

_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha,
ha!

_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke
Jer selv mgtig.

_Ambrosius_ #(halv hit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er
ikke mig selv mgtig.

_Abigael_ #(som fr).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt,
lngst ude, ved det gamle Egetr, hvor vi frste Gang saaes, der trffer
I mig. Har I forstaaet det?

_Ambrosius_ #(som fr).# Ja.

_Abigael_ #(som fr).# Og drik saa ikke Meer ... hrer I!... For min
Skyld!

_Ambrosius_ #(som fr).# For _Eders_ Skyld!

_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael
hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den
var mntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette
faaer en Ende.

#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Dren til Venstre.)#

_Peder_. Den Gldens Sol paany op over Jorden rinder....

_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det
var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud
paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for lnge ud.

_Peder_ #(halv hit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat
til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale.

_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit?

_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren,
som skal gaae for sig idag.

_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag!

_Captainen_. Ah, jeg gratulerer rbdigst, Hr. Baron feirer also en
dobbelt Fest.

_Gjster_. Gratulerer rbdigst! nsker underdanigst til Lykke!

_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente
endnu, Eders Naade! Magister Sren er nok desuden ikke ret frdig med
sin Middagslur ... ha, ha, ha!

_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til
mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har
tnkt at holde til det unge Par.

_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok
vare Jer ad, naar Tiden er der.

_Ambrosius_ #(afsides).# Hrte jeg ogsaa ret? Det suser for mine ren
som rygende Blst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves
idag?

_Jrgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr.
Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Hiden. #(til Ambrosius, hit.)#
Et lille Glas endnu, Ambrosius?

_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjnk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer!
#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)#

_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele
Festivitet, da det dog frst og fremmest er Svigerfaders Fdselsdag, vi
hitideligholde.

_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare
en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter
til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke
kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjnk i for ham,
Jrgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til
Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe!

_Peder_ #(halv hit til Jrgen, som skjnker for ham).# Den
Grnskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint,
gjr jeg!

_Jrgen_ #(halv hit).# Vr rolig, Peer! Den, som ager med Stude,
kommer og frem.--Hrte I ikke, hvad Skriveren og Frkenen talte om for
lidt siden? De stod jo her nst ved Jer.

_Peder_ #(som fr).# Hvad skulde jeg hre efter den Pludder for! Jeg
er saa gal i Hovedet, at....

_Jrgen_ #(som fr, til Niels Bruus).# Hrte du heller ikke Noget,
Niels?

_Niels_ #(halv hit).# Jo, mig syntes Frkenen snakkede noget om at
gaae i Haven, og om det gamle Egetr ... men jeg regarderede ikke videre
derpaa. Det hrte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke
drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan nies med idag.

_Jrgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetr #(seer sig
om).# Og Frkenen har absenteret sig ... nu skal vi see Lier!

_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller
synger han ikke? Nu maa han vel sagtens vre oplagt?

_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise,
naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om
Ungersvenden, som blev elleskudt.

_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ...
jeg kjender det ... i Ryggen.

_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det,
skal I vide.

_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu lber
det rundt for ham, ha, ha, ha!

_Alle_. Ha, ha, ha!

_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)#


Jeg lagde mit Hoved til Elvehi,
Mine ien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale.
Siden jeg _hende_ frst saae.


#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men
den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde
paa Jord! Hendes ine var som den blaae S, og hendes Haar skinnede som
Solstraaler ... og saa havde hun en Rst, naar hun kvad ... saa faur
over alle Kvinder, #(synger:)#


Striden Strm, den stiltes derved,
Som frre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne.


_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har vret for en
Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha!

_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver
morsommere siden ... For saa reiste Hien sig paa rde Ple, og der blev
skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer.

_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djvlen! Ha, ha, ha!

_Alle_. Ha, ha, ha!

_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin
Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor?
For han var egentlig en Fr....  _Alle_. Ha, ha, ha!

_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeine. Nei, #(halv
sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre
Intet af. #(hit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak
... og Prsten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde
Ingen af dem see, ha, ha!

_Alle_. Ha, ha, ha!

_Ambrosius_ #(synger:)#


De dandsed ud, de dandsed ind
Alt i den Elvefrd;
Alt sad fauren Ungersvend
Og sttted sig til sit Svrd.


#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Trer og Buske og Stene
... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det lb Altsammen rundt. Og
saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig
Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rd, den var fyldt til
Randen med liflig Mjd ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke
Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som hrte
det ... #(hit.)# Men saa slngte han Kalken ud af sin Haand #(han
slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det
Samme...!

_Baronen_. Halli! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er
nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig
en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv.

_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det!

_Baronen_. Flg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under
Vandspringet, til Rusen er gaaet over.

#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)#

_Claus_ #(sagte til Jrgen).# Men nu slap han jo fra os!

_Jrgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en
Slde i Veien.

_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den
syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men
naar llet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke
sund Sands i Alt, hvad han sagde.

_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen!

_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra
Djvlen, der er Lgnens Fader.

_Geheimeraadinden_. Kan hnde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr.
Baron!

_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det vre for Mening? Undskyld, at
jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele.

_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund.

_Baronen_. Kan vre. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte.
Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tnke paa.--I er vel
frdig med at memorere Talen, Magister Sren? For ret nu skal Comedien
gaae an.

_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at
forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende
haabefulde Skud af del Stamme, som i Forveien have forbundet deres
Hjerter i Kjrlighedens Pagt.

_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne?

_Geheimeraadinden_. Kald paa Frkenen, Bodil!

_Bodil_ #(som har vret beskftiget ved Kaffebordet).# Frkenen er
gaaet ud for en Stund siden.

_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun
gaaet hen da?

_Bodil_. Jeg tror, den naadige Frken gik ned i Haven.

_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optier! #(til Bodil.)# Saa gaa
ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid!

#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)#

_Geheimeraadinden._ Det er ungtelig en curieus Idee af den kjre
Abigael at gaae herfra netop i dette ieblik.

_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven.

_Jrgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frkenen har Selskab, Hr.
Kammerjunker.

_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det.




TREDIE SCENE.

_De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)#


_Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens
Hoved sat i Lave igjen, Niels?

_Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han lb fra
mig.

_Baronen_. Lb han fra dig?

_Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld
Fiirspring ned igjennem Haven, og saa tnkte jeg, det var bedst at lade
ham rende Rusen af sig.

_Jrgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren
nu, hvad jeg meente?

_Claus_ #(afsides).# _Sacr nom!_ #(hit.)# Kjre Svigerpapa maa
excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person
befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv
gaae hende imde, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt.

_Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen
Stratenrver, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae
hende imde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke
foretages Noget, fr hun kommer igjen, den Landlberske! Behager Eders
Naade?

_Geheimeraadinden._ Med Fornielse.

_Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalnge,
Magister Sren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I
fr. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjre Jer Selskab.

#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden.
_Magister Sren_ og nogle _Gjster_ ud til Hire.)#

_Jrgen_ #(til Junker Claus, halv hit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa
jeg vre saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad?

_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som
paa Naale.

_Jrgen_ #(som fr).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae
ad den stre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetr; der
troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren trffer den naadige Frken.

_Claus_ #(som fr).# Hvorfor troer du det?

_Jrgen_ #(som fr)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til.

_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei.

#(Han gaaer ud i Baggrunden).#

_Jrgen_. Lad os flge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo vre, der
blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens,
Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den
Gldens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse
for Jeres Gratulationsvers.

#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)#

Skuepladsen forandres til:

#(_Haven_ fra frste Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer
over til Solnedgang.)#




FJERDE SCENE.

_Abigael_ #(siddende paa Bnken. Strax efter)# _Ambrosius._


_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstrklde i
Uorden).# Her har I mig, Frken, Ellepige, Abigael! Gjr med mig,
hvad I vil! #(Han kaster sig halv knlende over Enden af Bnken.)#

_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius?
Reis Jer op og vr rolig; jeg vil tale med Jer--hrer I?

_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer
for mine ren ... saa, nu tier de ... nu hrer jeg kun Klangen af Eders
Rst.

_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger
Jer.

_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Frken! Jeg veed, hvad I vil
sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig fr. I skal
troloves idag ... ikke sandt?

_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hrt af Bodil, at
I har faaet et godt og hderligt Tilbud, som kan lgge Grunden til Eders
Lykke....

_Ambrosius_. Til _min_ Lykke!

_Abigael_. Ja, og til re og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud
maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjre
Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?

_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Frken!

_Abigael_. Hvorfor ikke?

_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.

_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I?

_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og
det gjres mig ikke lnger. Og det er for silde, for ...

_Abigael_. Nu?

_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg
dog ikke glemme Jer mere.

_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behver I jo ikke heller.

_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?

_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel.

_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger
jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nrhed. Det har
jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker,
end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med?

_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig,
Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders
Skriver, og jeg er hans Datter.

_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I vret
mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og
smilte til mig, og skjnkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig
mere sanke Blomster med hinanden?

_Abigael_. Nei, aldrig meer.

_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa
den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens
ingen Blomster visnet.

_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa,
I vil ikke reise herfra?

_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nnner I dog
ikke ... vel?  _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til,
#(sagtere.)# jeg mindre end nogen,

_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er
sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her,
jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er
lben fort! Det er jo som det var et ieblik ... men med en Evighed i
sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste
slet ikke, hvad Glde var.

_Abigael_ #(betragter ham bevget.)# Veed I det da nu?

_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres
mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped
Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i re. I er jo dog ingen
Ellepige? Svar mig, Abigael! Rk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om
Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne!

_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun rkker ham Haanden.)#

_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa fle,
hvor jeg elsker Jer! #(Han knler og bedkker hendes Haand med Kys.)#

_Abigael_ #(lgger bevget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels
Ambrosius! #(De blive et ieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun,
idet hun sger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds
Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa
faaer I tage Flgerne!




FEMTE SCENE.

#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._
(komme ind fra Hire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jrgen og Niels
Bruus_.#


_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa
Frde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved hilys Dag, eller holder min
Datter Stvnemde med Skriverkarlen?

_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous fr Trolovelsen ... det er virkelig
meget ... meget morsomt, ha, ha!

_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spge med Sligt! Det er
naturligviis et ganske tilfldigt Mde.

_Captainen_. Natrlich ... ganz tilfldig ... men meget ubehageligt,
Eders Naade!

_Baronen_. Tilfldigt! Er det kanskee ogsaa tilfldigt, at den Slyngel
ligger paa Kn for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for
mine aabne ine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?

_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ...

_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djvlen, kan hun lukke Munden op?

_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskrkker hende.

_Abigael_ #(faar ie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det
betyder, at jeg har vundet mit Vddemaal! Ikke sandt, Bodil?

_Baronen_. Vddemaal! Hvad for et Vddemaal? Red for dig og det strax?
Jeg la'er mig ikke stte Blaar i inene.

_Abigael_. Det Vddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa
dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver
ligge paa Kn for mine Fdder. Bodil kan bekrfte mine Ord ... om det
ellers gjres behov at fre Vidne i den Sag.

_Geheimeraadinden_. Tnkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig
Spg.

_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spg ... et Vddemaal!

_Claus_. Ah, _une petite comdie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg
trkker Veiret igjen.

_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er
attrapirt!

_Ambrosius_ #(som fr.)# Et Vddemaal ... En Spg!

_Baronen_. Naa, saaledes hnger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide
det? Du har slaaet tilvds med Bodil, siger du...? Det ndrer jo
rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger,
den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter
... Hvad har han at sige til sit Forsvar?

_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har vddet om
mit Hjerteblod!

_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedd ogsaa faae Ln som
forskyldt!

_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mgtig.

_Ambrosius_ #(trder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse
for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget
med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frken, og jeg kuns et ringe
Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske
har ikke Lov til at pine det andet tildde. Hvad Synd har jeg begaaet
imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig
jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders ine den Stund, I allerede
lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet
deri? Var den Brde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden?
Nu vel, saa har jeg nu bdet derfor med den bittreste Kvide. Hvad
forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa
river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt
den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og
hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frken! og nsker Jer saa gode
Dage, som Gud efter dette vil skjnke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig
gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg
endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)#

_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes
slipper han ikke! Ned paa sine Kn og bed om Naade, elendige Pjalt, som
han er, eller jeg skal...!

_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og
knlet for et Afgudsbillede ... det gjr jeg ikke mere. _Jeg_ bier fra
nu af kun Kn for min Gud og Skabermand.

_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I
Hundehullet med ham, paa Vand og Brd, til han neier sig og be'er om
Naade!

_Jrgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken
Degn eller Ridefoged, Niels!

_Ambrosius_. Gjr med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ...
eller saa kort, som den rkker.

_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld,
Frken! hav dog Medynk med ham og lg Jer imellem!

_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bnlig, lad
ham frit gaae herfra! #(halv hit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og
lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjr. Det Lfte
vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa
svrger jeg ved Gud, den Almgtige, jeg giver aldrig Junker Claus min
Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_
jeg ikke.

_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han
forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens
Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer
Tilhold om aldrig meer at stte Foden paa Eders Grund.

_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbn for ham, saa lad ham da
slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels
Bruus.)# Flg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i
en Fart, giv ham en Maaneds Ln og kjr ham saa paa Porten! #(til
Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa
Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!

_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det
Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig
meer. Kan hnde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men
skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet
vre Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mrket.
Jeg har Guds hellige Ord til min Trst, og jeg har Sangen til at lette
mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al
min Ringhed mere hibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men
endda bres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der
kunde overleve Eder!

_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer
ud til Hire, fulgt af _Niels Bruus_.)#

_Captainen_. Maa jeg gjre Hr. Baron min Compliment for den Execution.
Hr. Baron frer en famos Commando.

_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr.
Captain!

_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter
denne lille Distraction tnke paa at faae Ceremonien fra Haanden?

_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister
Sren kanskee saa lnge paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha!
Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.

#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jrgen_ og _Gjsterne_ ud
til Hire.)#

_Claus_. Elskvrdigste Abigael! Jeg brnder af Utaalmodighed. Tillader
I?

_Abigael_. Om et ieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis
I vil gaae forud, skal jeg strax flge efter.

_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for lnge borte, thi saa kommer
jeg paa re og bortfrer Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud
til Hire.)#

_Bodil_. Har den naadige Frken Noget at befale?

_Abigael_. Nei, jeg nskede kun at vre et ieblik alene.

_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae.

_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad grder du for?

_Bodil_. Kan I sprge derom?

_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at
grde over?

_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden,
hvor han hverken har Brd eller Huusly?

_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.

_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som
var skyldig.

_Abigael_. Bodil!

_Bodil_. Forlad mig, naadige Frken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er
I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?

_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til
Hire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?

_Bodil_ #(seer ud til Hire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt
han gaaer og seer ned for sig!

_Abigael_. Stille! Kom hid bag Tret ... hurtig, at han ikke faaer ie
paa os! #(De trde over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer
langsomt gaaende fra Hire, henad Veien hinsides Gjrdet. Han sttter
sig til Stokken med den ene Baand, i den anden brer han Hat og Vadsk,
Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen lfter han
Hovedet, standser et ieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven.
Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause.
_Abigael_ lber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden.
Lidt efter kommer hun tilbage)#

_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!

_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose

_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den!

#(_Bodil_ tager den op og rkker hende den. _Abigael_ betragter den et
ieblik taus, derpaa siger hun:)#


"Du deilig Rosenknop,
Igaar du blomstrede,
Idag du visnede!"


#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hnderne.)#

_Bodil_. Grder I? Over ham? men Frken, saa elskede I ham jo! Og
alligevel...!

_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke fr nu?

_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har
voldt det Altsammen, bliver lnnet med Pryd og Herlighed!

_Abigael_. Jeg ... lnnet!

_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lnnen!

#(Junker _Claus_ kommer ind fra Hire.)#

_Abigael_ Eller Straffen!

#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imde, falder
Tppet.)#

       *       *       *       *       *














End of the Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS ***

***** This file should be named 13599-8.txt or 13599-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/3/5/9/13599/

Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed
Proofreading Team.


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
