The Project Gutenberg EBook of S/S "Styggen", by Burchard Jessen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: S/S "Styggen"

Author: Burchard Jessen

Release Date: October 31, 2010 [EBook #34183]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK S/S "STYGGEN" ***




Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net





Avskriverens bemerkninger: penbare trykkfeil er rettet i denne
e-boka, men forfatterens stavemte for vrig er beholdt.




 S/S "STYGGEN"


 AF

 BURCHARD JESSEN


 4. TUSEN


 FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)
 KRISTIANIA
 1917




 Copyright 1917
 H. Aschehoug & Co.
 Kristiania.


 W. C. FABRITIUS & SNNER A/S.




    INDHOLD

                                          Side

    1. By og bygd                            1

    2. Gjennem pumperne                     14

    3. Nedenom og hjem                      47

    4. Jesabel                              63

    5. Syndens sold                         81

    6. Diplomatiske forhandlinger           97

    7. Mamons trller                      117

    8. Sandheden om briggen                131




By og bygd.


Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en
blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og
havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.

Rundt Vaagen laa husrkkerne og formelig ste varme ut af trvrk og
murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster,
for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.

Over paa Tyskebryggen stod kjbmndene enkeltvis eller et par tre i
klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa
varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som
de ellers pleiet.

I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet
af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al
herlig sti, saa man selv i denne dsige dag fik et indtryk af liv og
rrelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fstningskaien laa en
enkelt rutebaat og forsgte at se smart ud. Det var jo midt i
turistssonen. De elektriske frger vimset frem og tilbage som
sdvanlig og ret udfor moloen laa en liden slbebaad plat stille og
drev.

Det var Styggen, kaptein Jonas Ratje.

Jonas Ratje havde faret tilsjs siden han slap for presten; og det
var lnge siden. Han havde pliet mange have og seet lidt af hvert i
verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjfolk. Han var
blevet ludende lei af sjen endnu fr han var femogtyve aar gammel.
Saa giftet han sig og sjlivet blev ligetil uudholdelig. Men engang
da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle
maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt
nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjen som Ratje
og vel saa det. Men nu havde han faaet ie paa et gammelt vrag af en
taugbaat som var tilsalgs.

Dette var i South Schields.

Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for
spotpris; foretog egenhndig en del hist paakrvede udbedringer, og
seilte nddeskallen over Nordsjen i oktober maaned, de to alene,
eftersom de ikke havde raad til at hyre hjlp, og forresten vist ikke
havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet
betale.

Det var det rene galmandsvrk; men mrkelig nok kom de ikke alene
helskindet over men var ovenikjbet saa heldig at trffe paa en
drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slb og tjente en
ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i
nogenlunde stand paa fillebaaden sin.

Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt
lykken med sig. Siden havde de og Styggen frt en tilvrelse saa at
sige fra haand og i mund med slbning og mere eller mindre legalt
sjrveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og
ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre
skuffelser; men lidt efter hvert havde de lrt alle trick i traden,
og nu efter nogen lange aars lretid havde de vundet frem til en egen
position her nede paa Vaagen.

Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling
eller Styggen; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet
en tunge, som ved passende anledning kunde lgge ord til en situation
paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin
stilfrdige, uudforskelige maade mrke en uven, saa man vogtet sig
for at komme ham tvers for baugen mere end hist ndvendig.

Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at
vre ubehagelig, hvdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet
paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens
undergrundskrig, som aldrig bd et iebliks vaabenhvile.

Alligevel ligte de sig igrunden fortrffelig, for kampen gav dem
stadig mange smaa triumfer. Mangen spnding, som livet op i
hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til
at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig
som forholdene nu engang laa an, var det sundt.

       *       *       *       *       *

Saa laa altsaa Styggen hin solhede sommerdag med stoppet maskine og
drev udenfor moloen. Ratje hang over rattet og Darling stod i lugen
til maskinrummet og trret svetten med en tvistdot.

Desvrre var det ddt i businessen for ieblikket. Det srgelige
faktum var, at de havde ikke havt en job hele dagen; for imorges kom
Sabben og nappet et skudeslb til Salhus lige for nsen af dem.
Begivenheden foranlediget mange undvendige ord fra Ratje og en
stille beslutning om hevn hos Dick.

For at faa en smule aflb for noget af sin galde havde Ratje derpaa
sat kursen for Sukkerhusbryggen, hvor han tog ind ti tons vand fra
byens vandvrk. Samtidig fik han anledning til en srdeles oplivende
krangel med vagthavende havnebetjent, som han snd for tre af de
nvnte ti tons.

Men det var ogsaa alt Styggen og dens bestning havde udrettet
hele den udslagne formiddag, og nu gik klokken alt mod tolv.

Ude ved Heggernsset laa en vedlastet sognejgt med raaseilet
hngende slapt langs masten, mens tre mand i en fring sled for
haarde livet med at bugsere den indover. Ratje tnkte et ieblik paa
at gaa ud og praie den for slb; men bestemte sig alligevel for at
lade vre. Der var liden mening i at brnde kul paa slig en uvis
forretning. I bedste fald kunde han tage ind to tre kroner for
slbet; men sandsynligheden talte for at jgteskipperen, den gnier,
vilde spare sine kroner og lade folkene slave sig ihjel. Det var
langt tilkvlds, og naar bare han var inde og vel fortiet til
natten, saa var vel han tilfreds.

Nu var der intet andet tilbage end et lidet forlorent haab om at
Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, skulde komme og praje dem
for et slb. Slikt hndte iblandt, for Ratje og Trumpen havde sine
smaa hemmelige aftaler, iflge hvilke Trumpen fortrinsvis benyttet
Styggen naar det var noget. Aftalerne var lige fordelagtige baade
for Trumpen og Ratje; men kanske ikke fuldt saa indbringende for Hahn
& Hinken. Desvrre, man kan nu engang ikke drive sjrveri uden at
det gaar ud over nogen. -- Og Ratjes samvittighed var tielig.

       *       *       *       *       *

To kjuagutter havde najet en baad fra en sognjgt inde ved Drggen.
Nu satte de kursen freidig mod fjorden, mens sogningen stod igjen og
raabte og bandte i solstegen. Imidlertid begav det sig, at de to
vikinger rg i totterne paa hverandre om suprematiet ombord. Det
endte med et gallaslagsmaal, som gav sogningen tid til at forflge
synderne landvrts. Flgen var, at da de to i baaden havde fundet ud,
hvem som var den strkeste og havde indrettet sig derefter, saa stod
sogningen paa pynten af Fstningskaien for at standse dem med sin
tales velklang eller paa anden maade.

Han opnaaede ogsaa det. For da de to i baaden kom tvers af pynten,
lagde de sig tilro paa aarerne og optog ordskiftet paa sin side.
Sogningen skjldte, saa godt han havde lrt, og selv syntes han det
ikke var saa lidet; men han opdaget efterhaanden, at han havde fundet
overmnd i den kunst.

Med medfdt veltalenhed udste gutterne sin kritik over den stakkars
bonde. De fortalte ham niagtig og uden omsvb, hvad de syntes om
hans personlige udseende. De gav en kort og drastisk oversigt over
hans familieforhold og afstamning, saaledes som de opfattet det. De
valgte med kyndighed og virtuositet sine udtryk fra det bergenske
gadesprogs rige ordforraad. Sogningen havde fuldt ud flelsen af at
ordene ikke var smigrende. Derfor svor han ved alle sine hjemlige
guder, at fik han saasandt fat i de nederdrgtige byfantene, saa
skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som
folk de frste fjorten dagene.

Ratje var blevet opmrksom paa balladen. Han raabte bort til Dick, at
maskinen skulde sttes igang, og et par slag af propellen bragte dem
over paa den anden side af indseilingen, hvor de havde fuld oversigt
over komedien.

Det var fra frst af pur nysgjerrighed, som bevget Ratje til denne
manvre; men pludselig slog det ham, at her var en liden forretning
at gjre. Han studset et ieblik paa, hvorledes han skulde gribe
sagen an. I grunden var der nok af kjuagutten i hele hans
konstitution til at hans sympatier var helt og holdent paa de to
benglers side; men samtidig var han klar over, at det ialfald ikke
var dem som kunde betale for assistance. -- Og derefter tog han sit
parti.

Sei, du sogning! Eg er enig med gutungerne i, at du ser ud som en
abekat; men det er det samme, ka betaler du meg for at stte deg
ombord i baaden din?

Sogningen bed over agnet. Nu var hvnen indenfor rkkevidde. --En
krone, bd han flot vk.

Gaa hem og blaas. Vil du give ti?

Nai, kom det bistert tilbage. Denne verdens nydelser kan kjbes for
dyrt. Nai, sagde han endnu engang afgjort. En krone og femti! Vil
du saa kom an.

Nai, hermet Ratje og satte sig tilrette paa hyttetaget. De to unge
haabefulde var alt paa vild flugt bortover mod Skudevigen.

To kroner da, og ikke en re mere.

Hr her, din gamle noksagt. Om fem minutter er gutterne kommet
iland, og baaden din er i drift udover fjorden. Vil du saa give fem
kroner for at blive sat ombord, eller vil du ikke?

Sogningen stod ubeslutsom. Synderne var nu nsten helt borte ved
Bontelbo; men fem kroner! Nei piskedausen, det var alligevel for
mange penge, og atter bed han af: Nai!

Ja ja far, som du vil. Farvel, hils hem. Fuld fart forover Dick!

Men det blev formeget for sogningen. Et var at sige nei, saalnge der
var haab om hjlp; men at se baaden og hvnen glide sig ud af
hnderne, det klarte han ikke. Han sukket tungt, trket sig over
ansigtet med hueforet og raabte: Nei stop nu lidt kar. Du har vel
ikke slik braahast. Du skal faa fem kroner da, og gid du maa vre
fordmt for en dyrkrmmer, din byfant.

Ratje lod sig ikke sige to gange. Han lagde roret om og klappet langs
kaien saa elegant, som om det var en lystyacht han frte. Jump
ombord, din grinebider.

Sogningen var saa ivrig efter at begynde jagten, at han nr var
hoppet paa sjen. Driv paa karer, driv paa, sagde han. Han trampet
i dkket af bare utaalmodighed.

Men Ratje tog det med irriterende ro. Han satte sig godt tilrette paa
hyttetaget og gjorde ikke den ringeste mine til at ville komme
afsted. Sogningen var frdig til at fly i flint.

Tag det med ro, din hankat. Jeg liger ikke slige gebrder ombord i
mit skib. Vi har ingen hast. -- Pengene frst, fr kommer vi ikke af
pletten.

Naaja, der gik et kostbart minut til spilde med yderligere vrvl;
men da sogningen saa at gutterne var naaet helt bort til Gert
Meyers boder med al udsigt til at naa land, fr de kunde bli
indhentet, saa tog han det fornuftige parti. Han halte op en stor
hestehandlerportemon og talte forsigtig op paa hyttetaget fire
kroner og femti re.

Endnu i dette hellige ieblik maatte han prutte.

Det er alt jeg har. Du lyt gjre det for det, sagde han afgjrende
og stak portemonen i lommen igjen.

Men da vaagnet Ratje.

Aa du din skidne, stinkende bondeknl, er det mig du vil holde for
nar? Tag dine raadne skillinger og se til at pille dig iland og det
lidt fortere end fort. Din udspekulerte gorilla. Har jeg sagt fem
kroner, eller har jeg sagt fire kroner og femti re? Kom iland, hrer
du, straks paa flyvende flekken.

Sogningen sagde ikke mere. Han halte op pungen igjen og lagde den
sidste femtiringen ved siden af de andre pengene.

Allright! sagde Ratje, han strg pengene til sig i en haug. Full
speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden
Styggen gjre sin pligt.

Jagten var kort men spndende. Gutterne som syntes det drog i
langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele,
og havde ndret kurs udover fjorden. Men da de saa mrket, at de blev
forfulgt, gjorde de et fortvilet forsg paa at naa ind i baadhavnen
ved det militre badehus.

Men Styggen var dem for rap i vendingen. Det blev straks indlysende
at tilbagetoget var afskaaret.

Da tog pokker ved dem. Al deres medfdte gutteondskab tog fart, og
mens bugserbaaden halte ind paa dem, saa det hist kunde vare et
minut endnu, brugte de dette minut til at varpe overbord aarer og
skar, tofter og tiljer. Alt som lst var slang de bortover sjen
saalangt de orket.

Sogningen stod og saa paa delggelsens vederstyggelighed og bandte
saa blaa luen stod ham ud af halsen. Hu! Han skulde lre de
banditterne!

Ratje frydet sig, og selv gamle Dick kunde ikke lade vre at smile.
Hvad fanken var det som randt i dem?

Den ene af gutterne rev nyglen af baaden og sendte den samme vei som
alt det andet, og da det var gjort, reiste han sig og lo frydefuldt
mod solen. Det saa ikke ud til at knegtene var bange for
konsekvenserne.

I samme nu som Ratje hukket baadshagen i baaden sprang begge gutterne
paa sjen og lagde paa svm udover. De havde nok regnet ud paa
forhaand at sogningen frst og fremst vilde tnke paa baaden; men
uden aarer og inventar og uden nygle kunde han i det mindste ikke
forflge dem.

Det gik ogsaa ganske rigtig slig. Sogningen hoppet i baaden sin uden
at tnke paa flgerne, og Ratje, som straks var med paa noterne,
stdte den fra borde med kraft og eftertryk.

Der sad sogningen.

Ratje tog roret igjen og satte efter synderne, som han halte
indenbords lidt mere haardhndt end strengt taget ndvendig. Han var
halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen
fornielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen
skulde holdes udenfor den affre. Det var ikke ndvendig, at en slig
stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besrge det
forndne.

Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig. Han havde
stukket en finger i nyglehullet og havde det ikke bekvemt.

Ratje gjorde atter en sving bortover til ham. Halloi, hvad bljer du
efter? Nu har du jo baaden din. Han stak hnderne i lommen og godtet
sig inderlig. De infernalske spillopmagerne havde virkelig gjort sine
sager upaaklagelig.

Aarene og det andet kram? Nei far, jeg har andet at bestille end at
fare Byfjorden rundt efter vraggods og drivtmmer. Det bliver din
egen sag, som ikke ved, hvad et par gte bergenske kjuagutter kan
finde paa. Desuden det er udenfor kontrakten. -- Men det er det
samme. Hvad betaler du?

Sogningen vilde ingenting betale, og han sagde det med mange ekstra
sprogblomster.

Nei nu er du grov, sagde Ratje. Men ligemeget. Du skal ikke faa
sagt, at jeg er vrangvillig mod en god kunde. Vil du give mig to
kroner, saa skal jeg fiske op det meste saa du bliver hjulpen.

Sogningen vilde fremdeles ikke.

Allright, min mand. Naar du er saa sta, saa faar du have det saa
godt. Jeg skal vente i fem minutter, om du vil ombestemme dig.

Da tre minutter var gaaet havde sogningen udtmt saa meget af sin
galde, at han besluttet sig til at akceptere Ratjes tilbud; men da
hndte noget.

Ratje skulde netop til at fiske op den frste aare, da Dick pludselig
afbrd ham: Lad nu de narrestrekerne fare. Nu er der andet at tnke
paa. Ser du derude i Kvarven?

Ratje lod aaren drive og skygget med haanden over inene mod solen.
Donnerwetter! Det er Midnight Sun! Gudskelov, vi har ti ton
ferskvand paa tanken. Frst til mllen faar frst male. Det blir
femogtyve kroner mindst til os det, Dick! Shake her up, old man. Nu
gjlder det at vre om sig.

Han blev saa ivrig. Men saa kom det som en eftertanke. Men vi kan
ikke lade den arme tosken ligge her og drive.

Vi maa! sagde Dick trt. Kast gutterne overbord og lad dem hjlpe
sogningen.

Ja du siger noget. -- Men nei, det bliver alligevel synd. Han
hukket baadshagen fat i den anden aare, som netop kom drivende forbi
og halte den indenbords. Se her, din vadmelsbrok! skreg han og
kastet aaren over til sogningen. Denne var ikke sen til at gribe den.
Nu klarer han sig altids. Gutterne faar flge med. Vi stter dem
iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.
Han hug nven i rattet. Dick giv hende alt hun kan taale, om saa
kjedlen din gaar tilhimmels.




Gjennem pumperne.


Paa hver sin side af den hitidelige kontorpult i det indre kontor
sad de herrer Hahn & Hinken.

Nede ved dren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje
og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et
bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at fre
ordet der paa kontoret. Men Hinken sad lnge uden at sige noget, han
saa ned i nogen papirer i dybe tanker.

Ratje forsgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.

Der gik et minut og to og tre. Situationen blev nsten lummer, og
Ratje gjennemgik i stilhet sit synderegister. Der var jo desvrre et
og andet punkt, hvor resterne af hans samvittighed ikke var saa
blankpoleret, som den gjerne burde vre. Kunde det vre mulig, at
firmaet havde faaet greie paa de filleprocenterne, som han pleiet at
stikke i arbeidsformanden deres, denne Trumpen som han kaldtes;
eller var de kommet under veir med, at han pleiet at kulle Styggen
fra firmaets kulskuder, uden altid at huske det ved opgjrene. Eller
-- --

Han blev afbrudt i sin tankegang af Hinken: Ved De hvad, Ratje, 57
kroner for de sidste slbene, det er blodpenge.

Undskyld hr. grosserer, naar grossereren betnker at vi arbeidet i
et kjr uden skaffestunder og langt udover natten. Ja De ser, Trumpen
har jo kvitteret for timetallet, og -- --

Ja ja. Lad nu det vre godt for denne gang. De kan hve pengene ude
hos kassereren. Men det var nu ikke nrmest det vi skulde tale om
idag. Hm, sig mig, kaptein, kan De paatage Dem at forsvinde fra
jordens overflade, De og baaden Deres, og han den gamle maskinisten,
hvad er det nu han heder?

Dick Darling.

Javel, det var det han hed. Kan Dere forsvinde totalt i otte dage
uden at vkke opsigt og uden at nogen kommer med ubekvemme
sprgsmaal?

Det kommer saamen an paa det, trak Ratje det tvilende ud.

Ja, det skal naturligvis ikke gjres for ingenting. Vi betaler en
rimelig dagpenge for baade folk og skib.

Kunde ikke grossereren forklare det lidt nrmere?

Nei, frst maa jeg vide om De kan dette eller ikke?

Naar?

Aa, der er god tid. Det bliver ialfald ikke fr om en fjorten dage.

Jo, det kan jeg altids klare. Der er mere end tid nok til at slaa ud
nogen skrner, som nok vil blive troet. Men jobben?

Skal vi snakkes om senere. Midlertid faar De holde Dem klar, srge
for at proviantere for en fire fem dage og fremforalt ikke lade nogen
vide, hvor De skal hen.

Nei, det er vel vanskelig nok det, naar jeg ikke ved det selv
engang. Bliver det langt slb?

Nei slet ikke slb. De skal ud paa andre eventyr og farter
dennegangen. Og er De den mand jeg tager Dem for saa kommer De at
lige Dem godt. De skal faa bud fra mig, naar saalangt kommer. Hinken
fordybet sig atter i sine papirer for at antyde at audiensen var
forbi.

Ratje gik. Det var regnveir, rigtig sipende regn. Folk i Strandgaden
pilte afsted i den graakolde eftermiddag for at komme i hus saasnart
som mulig. Bare en konstabel vasset afsted med langsomme
reglementsskridt midt i gaden. Alle andre havde som sagt hastvrk,
undtagen Ratje. Han blev gjentagne gange staaende i dybe tanker.
Engang var det enda saa paafaldende, at en kjuagut stoppet op og
spurgte om han var ansat som Christiessttte, hvis ikke fik han
flytte sig fra fortoget fr han groede fast.

Ratje smilte og tog sig sammen. Han gik ret ombord i Styggen. Den
laa som vanlig naar den var ledig ude ved Holbergsbryggen. I
salonen sad Dick og Trumpen og spyttet skraatobak udover drken.
Trumpen flyttet sig for at give plads for Ratje: Nu, hvordan gik
det. Gjorde han vrvl, spurgte han.

Nei, han betalte allright nok, og du skal faa dine procenter, naar
bare du giver tid et ieblik. Men frst faar du give mig greie paa,
hvad fanden han har i htten, han chefen din. Ratje berettet
niagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde
ikke frten af nogen ting, saa det hele lb ud i rkeslse gisninger.

       *       *       *       *       *

Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne
ud. Frst al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er
mistnkelig. Og saa tnke sig til, at Hinken af egen drift byder 40
kr. dgnet og frie kul. Nei, det hnger aldrig rigtig sammen. Havde
han budt 20 og jeg havde forlangt 40, saa havde han maattet betale
30, det vilde vret det normale. Men byde 40 og give 40 uden vrvl!
Enten skal vi lastes med nitroglycerin eller smuglegods, det kan du
tage gift paa, Dick. Og naar vi skal gaa syd til Slotter, hvorfor
pokker skal vi da ud Hjeltefjorden og gaa udenskjrs det stykke
nedover, sig mig det om du kan.

Ratje stod ved roret og Dick Darling sad paa maskinskylightet.
Regntunge skyer hang lavt over fjorden og de nakne bjergknauser laa
farvelse og gldelse rundt om. Hist og her kom de forbi en
bondehytte eller et baadnst; men det livet ikke op i landskabet; for
der var over det hele noget fattigsligt og fortrykt. Det var som om
selve luftens raakolde fugtighed lagde en dmper over alt som vilde
udover hverdagslivets ensformighed.

Styggen snftet og bar sig, som om den slet ikke ligte denne uvante
tur, og kulrgen laa som et uldent baand efter den i kjlvandet.

Rundt om kredset maager lavt over vandet.

Er det meningen, at vi skal gaa srover inat, eller tnker du at
ankre op i en eller anden vig og afvente dagen? spurgte Dick.

Ved ikke. Jeg ved i det hele taget ingenting. Det er det forbistrede
ved det. Hinken gav ordre til at gaa denne veien tilhavs og derefter
skulde vi gaa srover, hvis ikke noget hndte i mellemtiden. Men,
sagde han, han antog vi vilde faa nrmere ordre. Hvor den skal komme
fra maa guderne vide. Men for os kan det jo vre lige fedt. Vi har
frti kroner dgnet og frie kul, vi, og kan det more ham at vi flyr
rundt som et spektakel og en flyvende hollnder for den betaling, saa
gjerne for mig. Jeg var bare tilfreds vi kunde farte rundt hele aaret
paa tamp for slig fragt.

Endnu fr Ratje fik talt ud, skjd en fring frem bag nrmeste odde.
Den var bemandet med en mand og en gut. Den lagde sig lige i
Styggens kurs og der blev den liggende og vente til den kunde
praie.

Der har vi bud fra Hinken, sagde Ratje.

Dick bare brummet noget uforstaaeligt.

Hvad er der nu iveien?

Aa bare det, at hvis Hinken har noget hemmeligt fore, saa er han en
tosk til at arrangere.

Ja, begribeligvis. Men hvorfor kommer du med det nu?

For nu har jeg opdaget den femte, som er mere eller mindre indviet i
hemmeligheden og endnu flere bliver det. Det er dumt. En hemmelighed
br kjendes af saa faa som mulig. Men de som kjender den br kjende
den tilbunds.

Du er nysgjrrig Dick, og du er rgerlig fordi du ikke er indviet.

Indviet? Det er jeg jo. Strilen der skal lodse os.

Det stemte. Strilen skulde lodse. Han forlangte, at man skulde gaa
videre med det samme, og stak tilhavs nordenom Sartor. Da var det
allerede nsten mrkt. Men ingen lanterner blev sat ud og i mulm og
mrke bar det sydover langs kysten.

Under Marstenen oplevet de nogen spndende minutter. Det gjaldt at
komme forbi uden at blive opdaget, hvis det var muligt. Ved at holde
langs landet paa nordsiden, og derefter snige sig over sundet og
stikke forsigtig ud igjen paa den anden side, mente Ratje at de kunde
undgaa at blive seet; -- -- men ikke at blive hrt, for Styggen
pset og stnnet, som om den vilde avertere sin nrvrelse for hele
verden. Flgen var at de blev praiet fra fyret; men uden at svare
dampet de videre i natten.

       *       *       *       *       *

Tager man kartet for sig og stter det ene passerbenet paa Slotter
fyr og drager en cirkel omkring det med en tre kilometers radius, saa
finder man at en stor sektor af denne cirkel paa sydsiden af
Slbfjorden er opfyldt af smaa er og holmer med trange sund
imellem. Her er et virvar af smaa viger og smuthul, hvor en liden
damper kan skjule sig om det kniber. Her er sparsomt bebygget med
lange afstande mellem gaard og gaard.

Didind var det Styggen satte kursen hen paa morgenkvisten efter sin
hemmelighedsfulde nattereise, og netop som daggryet dmret i st
ramlet ankerkjttingen ud af klydset. Der laa den nu i en lun liden
afkrog. Rundt om hvet landet sig, saa at ingen kunde se den paa en
kilometers afstand, og knapt nok skulde man blevet var den om man saa
strg lige forbi, for den laa paa indsiden af en holme som skjrmet
fortrinligt.

Ja nu er vi her. Hvad nst? spurgte Dick Darling. Han stod i lugen
sin, svngrtten og sur og gren i den regntunge morgen.

Nu skal vi trkke kaffe og spise frokost, og naar det er besrget,
saa skal vi trne ind og sove til den store guldmedalje.

Vel, det er et program som anstaar mig.

En halv time senere snorksov alle tre.

       *       *       *       *       *

Gamle kaptein Brinkstein paa Ariadne stod paa broen og speidet
forover. Det blaaste en stiv nordvestkuling og gamlingen var krbet i
ly af brotrkket. Sydvesten havde han klemt godt ned over rene og
hnderne var begravet i lommerne paa den store ulster. Styrmanden
stod ved siden af ham og borte ved rattet stod baadsmanden tilrors.

Ser De noget til fyret nu, styrmand? Det er lnge siden vi passeret
Ryvarden, og det er snart saa mrkt at Slotter skulde vre tndt nu.
Dette er den vrste svinejob jeg har havt saalnge jeg har vret
skipper og jeg var en tosk, som ikke sagde nei. Vi har indenbords
1000 gallons wisky som skal losses, guderne maa vide hvor; men paa
Bergens toldbod er det ialfald ikke. Bliver vi knebet saa er jeg en
delagt mand, og bliver vi ikke knebet, saa ved hver mand ombord at
her er ugler i mosen, saa fr eller siden maa det lkke ud. Gjorde
jeg min ret, saa gik vi nu ret ind til Flesland og praiet
toldstationen der og overgav det hele. Saa kunde Hahn & Hinken rase
saameget de vilde, det fik blive deres sag. Min ryg vilde ialfald
vre fri; men sparken fik jeg naturligvis.

Aa ja, det lgs en slber til, siger man; men Hahn & Hinken ved
ellers, hvad de pleier at indlade sig paa. De maa vel have en mening
med, at de har givet ordre til at vi skal have maskinskade saasnart
vi er tvrs af Slotter.

Er De gal mand? Hahn & Hinken har aldeles ikke givet nogen slig
ordre. Har De en anden opfatning br De ndre den snarest mulig.
Hinken har bare skrevet til mig, at hvis vi tilfldigvis skulde faa
maskinskade tvers av Slotter, saa kan vi temmelig sikkert paaregne
assistance, saasnart vi heiser tre rde lanterner for at vise at
skibet er uden styring. Men De indser vel, at det er noget helt andet
end det De vrvler af Dem.

Saa underlig kan det gaa for sig. Da Ariadne fik Slotter i sigte
kom maskinisten op paa broen og meldte, at ikke mindre end tre
rammelagere holdt paa at gaa varme for ham, og hvis han ikke fik
stoppe og kjle dem af saa kunde han ingenting garantere.

Skipper Brinkstein besvor ham ved alt mellem himmel og jord om at
holde det gaaende en stund til, saa de kunde komme sig ind i ly af
skjrgaarden og dryppe anker, og han srget for at baadsmanden ved
rattet hrte hvert ord han sagde. Det kunde vre hndigt at have et
vidne, om der siden blev sjforklaring.

Maskinisten lovet at gjre sit bedste.

Der gik et kvarters tid endnu; men saa begyndte maskinens fart at
aftage mrkbart og ret som det var gjorde den et par dump og stoppet
op fuldstndig. Der laa Ariadne og drev med hele Nordsjen tvrs
paa siden og brndingerne en liden kvartmil nede i l.

Det saa rigtig hyggelig ud.

Faa op ndsignal, styrmand. Tre rde lanterner, saa faar vi se om
der kommer hjlp. Men for sikkerheds skyld faar De se efter om
livbaadene er klar.

Styrmanden gik om sit arbeide og Brinkstein blev staaende igjen paa
broen. Der lagde sig et trt trist drag over hans ansigt.

Men idet de tre rde lys for tilveirs paa formasten, tog han sig
sammen. Han trak i flitesnoren og udover sjen klang der et langt
skjrende ul. Lidt efter ulte det endnu engang og saa endelig for
tredie gang.

Nppe var den sidste dybe tone forsvundet i kulingen, saa svaret det
ensteds langt nede i l. Der kunde ingenting sees; men tre lange
gjennemtrngende hvin arbeidet sig op mod veiret ganske tydelig.

Brinkstein tog kikkerten og gransket kysten nie og et par minutter
efter saa han en liden svart slbebaad pile ud fjorden med kursen ret
tilhavs.

Styrmanden var frdig med sit og kom atter op paa broen og meldte af.
Se der styrmand, sagde skipperen og rakte ham kikkerten. Der
hnder mirakler endnu lader det til. Nu faar De purre ud
andenstyrmand og folkene forud. Det kan blive heisent nok at faa
slberen ud.

Allright, skal blive, kaptein. Vi faar vel tage den nye
manillatrossen?

Ja, den skal vel holde.

       *       *       *       *       *

Samstundes laa en Collin Archer skite med tre rev i seilet bidevind
ud gjennem Korsfjorden med kurs for Marstenen fyr. Den grnne rand om
det sortmalede skrog fortalte, at det var en af statens toldkuttere,
og den omstndighed, at den stod udover nu mod natten i sligt
ruskeveir tydet paa, at den havde et specielt rinde. Det kunde
forsaavidt vre rigtig nok. Nogen fiskere inde ved Haakelsund havde
ladet falde et ord om, at der den foregaaende aften var strket en
liden damper sydover udenfor kysten. Det var jo i og for sig ikke saa
underligt; men den havde foretaget nogen hist besynderlige manvrer
og gaaet i en bue indenfor fyret istedetfor at holde kursen ret
sydover, og den havde ikke frt lanterner.

Freren bestemte sig derfor til at lbe ud under fyret for at hre om
man havde observeret noget der, endskjnt der var vel liden hjlp i
det, for selv om det skulde vise sig at vre rigtig, saa var det jo
nu et helt dgn siden. Man fik gjre sin pligt og heller stikke ind
til Haakelsund for uveir til natten.

Men under Marstenen fik han hre noget som tog natteroen fra ham.
Fyrvogteren kunde meddele, at det var bugserbaaden Styggen af
Bergen, som havde staaet sydover, og den havde undladt at svare da
den blev praiet. Fyrvogteren havde kjendt den paa hosten dens; han
kunde ikke sige, hvor den skulde hen; men han var villig til at stte
sin sjl i pant paa, at den ikke havde rene papirer.

Paa toldkutteren holdt de skibsraad. Den hele historie lugtet
raaddent. Dertil kom at Ratje med sdvanlig elskvrdighed havde
tirret skipperen paa kutteren langt udover al taalmodigheds grnser
her engang i sommer, da den laa i vindstille en dag, den skulde
indover til byen og hente hyre paa toldboden. Da havde Ratje, det
bst, staaet og viftet med en taugende og slngt mange haanende ord
efter sig; men han havde ikke taget tolderen paa slb.

Nu var der udsigt til at faa betale gammel gjld, hvis lykken var
med; saa fik heller natteroen gaa fliten. Det var ikke den frste
nattesvn man var gaaet glip af. Bare der havde vret et lidet
fingerpeg om hvad Ratje havde fore; men forelbig var det hele
jevngodt med at sge efter en synaal i et hils. Den eneste trst
var, at den gamle skranglemaskinen til Dick Darling pleiet at holde
sligt leven, at man kunde hre den halve milen borte i fint veir. Og
en tolder maa have ren saavel som nse.

Det blev besluttet at et forsg skulde der gjres. Her var intet at
tabe og muligens meget at vinde.

       *       *       *       *       *

Styggen fik slberen stukket ud og skjnt det faldt haardt nok i
den hie sj lykkedes det at bringe Ariadne i sikkerhed. Den lagde
sig i ly af den frste den bedste holme i passende avstand fra fyret.
Mandskapet blev sendt tilkis. Bare skipperen og styrmanden blev
igjen paa dkket; men nede i maskinrummet holdt de paa hele natten at
udbedre den skade, som maskinmesteren paastod at der fandtes.
Andenmaskinisten mente rigtignok, at det hele var noget forbistret
tis; men han var ung og uerfaren.

Saasnart der blev rolig ombord blev der stukket en stor gummislange
ud gjennem sideventilen fra salonen. Den anden ende blev anbragt
direkte i Styggens vandtanke, og ret som det var begyndte en vske
at rinde. Dick lurte lidt paa dette, indtil det gik op for ham hvad
det var; men da grebes hans skotske sjl af en nsten hellig gysen:
Forlade min synd, det er jo den rene uforfalskede Highland wisky vi
fylder paa tanken.

Ja gamle dreng, det stemmer, sagde Ratje. Nu begynder vi at faa
sammenhng i lidt af hvert. Men det er saameget du ved det, at hvis
du smager saameget som en eneste draabe, saa hamrer jeg dig slig
igjennem, at du aldrig har vret saa mrbanket i dit syndige liv.
Dette er ikke lnger et picnic forstaar du, men den farligste
business som du nogengang har vret i nrheden af. Save?

Oh yes, save. Dick faldt uvilkaarlig i staver. Om lidt kom det:
Men jagu er det haardt for en gammel synder. Her pumper de forsyne
mig best special Highland blend ombord som om det var det klare
kildevand; this is the oppertunity of a lifetime, som de siger hjemme
i Skotland og saa ikke smage det. Paven og alle hans helgener og
engler kan ikke staa for en slig fristelse.

Hr nu her Dick. Tnk dig lidt om fr du indlader dig paa dumheder.
Du maa jo kunne regne ud ligesaagodt som jeg, at denne lasten tager
vi ikke ind paa tanken for at beholde den der i al evighed. Den skal
altsaa ud igjen en dag, og da kan det vel ikke vre saa nie, om der
kommer ud en ti tyve liter mindre end der kommer ind. Du faar altsaa
dit gallafyld uforstyrret naar du bare giver tid. Vi faar heller
lgge op en dags tid eller to mens det staar paa. Men forelbig
gjlder det: Fingrene af fadet.

Dick hrte paa og mens han hrte indaandet han med velbehag
wiskyduften. Han sukket, som om alverdens synd tynget paa ham: Aa
ja. Du har vel ret; men -- --. Slutningen af stningen forsvandt i
et suk som var endnu tyngre end det frste. Han skruet af den dsige
lampe under dkket og satte den og sig selv ved siden af slangen.
Kunde han ikke faa smage, saa vilde han ialfald fryde sit ie ved
synet af denne mngde wisky, hvis mage han aldrig fr havde skuet.

Timerne gik og det vokset jevnt i tanken; men frst langt over midnat
var de fire ton wisky vel forvaret ombord i Styggen, og da var Dick
Darling sovnet ved siden af slangen fuld som en alke. Han havde holdt
sit lfte og ikke smagt en draabe; men spiritusdunsterne han havde
indaandet i timevis havde alligevel gjort sin virkning.

Ratje bandte, svor og skjldte vrre end nogensinde fr i sit syndige
liv; men da han havde forbrugt hele sit repertoire af eder og
skjldsord, og dertil havde udtmt sin opfindelsesevne i retning af
at lave nye, tog han det fornuftige parti at overveie, hvad der
skulde gjres.

Og det var snart nok besluttet. Han havde jo ikke valget mellem saa
svrt mange alternativer.

Han fik se at komme sig ind i ly af holmen i sundet igjen. Uheldigvis
havde Dick, det asen, forsmt at passe fyren under kjedlen, saa den
var sluknet. Det var en nydelig historie. Ratje alene kunde ikke
passe baade fyringen, maskinen og styringen i dette farvand, saa
forbistret trangt og vrient som det var indover. Og strilen skulde
blive ombord i Ariadne som kjendtmand.

Det eneste var om kaptein Brinkstein vilde laane ham et par mand i
travaljebaaden og bugsere ham ind paa ankerpladsen. Det blev ogsaa
enden paa historien.

Og vel var det, for det viste sig, at her havde lykken vret bedre
end forstanden; for nppe var baaden vendt tilbage lige med det samme
det saavidt lysnet af daggry i st fr Ariadne blev praiet af en
skite som dukket frem af mulmet. Det var toldskiten og tolderen gik
ombord.

Hvad han sagde da han fandt salonen fuld af tomme wiskyfustager skal
vre usagt; men kaptein Brinkstein havde en hel mie med at faa fyren
til at forstaa, at tomme wiskyfader ikke er toldpligtige, og at han
havde en speciel fornielse af at have sligt skrammel i salonen. Det
var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at
tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham.
Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemrke at den i og
for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne.

Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at
fortstte til Bergen?

For maskinskade. Ene og alene for maskinskade. Uheldet var passeret
ret udfor fyret, og var der ikke tilfldigvis kommet en slbebaad og
hjulpet ham ind her i l, saa var skuden sikkert gaaet i stenene.

Slbebaad? Hvilken slbebaad? Hvor var den nu?

Det kunde kaptein Brinkstein desvrre ikke sige. Det hele var hndt
om natten og han havde rent glemt at sprge om slbebaadens navn. Den
havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke lnger
havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvis
sydover. -- Jo det var mulig, at det var Styggen af Bergen; men det
var ogsaa mulig, at det var en anden.

Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.

Men tolderen gik fraborde med den moralske overbevisning at hvis han
bare kunde skaffe beviserne, saa var han sikker paa at kunne afdkke
en af de frkkeste smuglerhistorier som nogengang var passeret paa
disse kanter af landet.

       *       *       *       *       *

I tre dgn laa Styggen med samt dens to eiere fanget som mus i en
flde. For nat og dag laa toldskiten og krydset i Slbfjorden.
Ombord i bugserbaaden turde de ikke engang stikke fyr under kjedlen
for at rgen ikke skulde forraade dem. Det eneste de havde opnaaet i
al denne tid var at Dick var bleven dru igjen; men endnu klaget han
over hovedpine.

Ratje tilbragte dagene med at ligge paa maven oppe paa toppen af
holmen, hvorfra han gjennem kikkerten kunde flge alle skitens
bevgelser. Naar han var kjed af denne ensformige beskjftigelse,
satte han sig til at forbande toldere og alt deres vsen og alle
deres gjerninger systematisk og vldig; men naar han saa sluttet og
atter greb kikkerten, saa laa den forbistrede skiten fremdeles
derude i fjorden med tre rev i seilet og tog det saa rolig at det
kunde rgre en sten.

Men den fjerde dags morgen fandtes der ikke lnger den mindste smule
proviant ombord. Ja ikke drikkevand engang. Desuden var Ratjes
taalmodighed absolut og uigjenkaldelig tilende, saa nu stod det klart
baade for ham og Dick Darling, at store begivenheder var
uundgaaelige. Nu fik man vove noget, og saa fik det briste eller
bre. For sidste gang tog Ratje kikkerten og begav sig op paa sin
udkigspost. Skulde den infame skiten vre der fremdeles?

Vinden var lidt efter lidt gaaet om paa sydvest og var tillige liet
betydelig. Regnet gjorde det heller ikke netop nu, saa at veiret var
usdvanlig sigtbart.

Ratje laa paa maven som almindelig. Han turde ikke staa opreist, for
tnk om skiten var i nrheden, saa vilde han blive seet. Men han for
hele synskredsen rundt med kikkerten uden at se det spor. Han reiste
sig paa knerne og lidt efter stod han opreist. Da var det saavidt
han langt nord kunde ine skiten som stod rumskjdes opover mod
Bjrnefjorden.

Han raabte ombord: Dick, hvorlang tid trnger du for at faa dampen
op?

Tre timer. Vandet er iskoldt paa kjedlen.

Allright, du skal faa to. Stik fyr straks. Vi faar forsge at lure
os st til Brandesund, der er landhandler, saa der kan vi altids faa
kjbt lidt kaffe og mad. Hurry up mand. Forelbig er snushanen blevet
lei; men det er ikke godt at vide naar vi har ham tilbage.

Dick fyrte op. Han stelte med ilden, raget og skuflet kul paa med
kyndighed og mange aars erfaring; for der var ingen som Dick, naar
frst han lagde sig i slen. Det var ikke lnge fr raadampen
begyndte at komme, og da to timer var gaaet kunde han begynde at
lunke maskinen. Han mumlet misforniet iblandt. Det var jo det rene
barbari at forcere fyringen slig paa en gammel raadden kjedel. Det
kunde jo ende med, at man sendte baade den og hele greien til
himmels; men Ratje trstet ham med, at en vis mand havde hjulpet ham
hidtil og nok vilde gjre det fremdeles. Selv stod Ratje og halte ind
ankeret. Tiden var kostbar. De havde ligget her paa fjerde dgnet nu
til ingen nytte. Hinken vilde nok lse dem en lekse, naar han fik
regningen.

Endelig slog befrielsens time. Rokken skranglet rundt og Ratje satte
kursen ud mellem holmerne, gjennem trange sund og smyghuller ret ud i
fjorden.

Men da han fik fri horizont, kvak han til og blev ganske bleg om
nbbet. En liden kvartmil oppe i fjorden kom toldskiten skjrende
med baugen ret mod dem og frit farvand helt frem. Et ieblik stod han
som fjetret, raadvild. Det bst av en tolder! Saa havde det hele
bare vret en krigslist, og han, dumme naut, havde vret saa sikker
paa sin sag, at han rent havde glemt at se sig for, fr han stak
nsen ud fra sit smuthul. -- -- -- Men saa skaket han sig sammen,
slog kloen i rattet og brlte til Dick som forskrkket stak hovedet
op af lugen sin: Shake her up, old man! Giv hende hver smit og smule
hun kan taale og lidt til, for ret nu er gamle Erik ls i alle
papirer, og nu faar vi en dans som vi mindst havde tnkt os.

Dick fanget situationen i et eneste iekast, saa forsvandt han som en
bussemand i en ske. Han forstod hvad det gjaldt, og at nu var
spillet hans saavel som Ratjes.

Her var bare et at gjre. Ratje svinget rattet saa spagerne nppe
kunde sees. Det fik staa til ud forbi Stolmen og nordover eller
udover eller pokker i vold. Det fik blive et kaplb paa haarde livet.
Her var alt at tabe og svrt lidet at vinde.

Dick stak hovedet op af lugen: Nu har hun fuld aabning og hieste
damptryk. Nu faar vi prve hvad Styggen taaler.

Allright! sagde Ratje. Hans ansigt lukket sig i haarde bestemte
linjer. Han bed tnderne sammen saa det knaget i kjakerne.

Ombord i skiten var de heller ikke svnige. Der for en streng af
signaler tilveirs; men Ratje bare keg over skulderen: Giv fanden i
de glorede tilapperne, mumlet han og fortsatte ufortrdent sin
kurs. Hver kabellngdes forsprang han kunde vinde nu var guld vrd.
Damp mod seil, det skulde igrunden ikke vre tvilsomt.

Men skiten stak ud rev efter rev, til storseilet stod i top. Og saa
begyndte dansen.

Til en begyndelse gik det herlig; for saalnge skiten endnu maatte
krydse havde Styggen alle fordele. Stolmen laa allerede langt
agterud fr skiten fik svinget om nsset; men da fik den frst vind
i seilene for alvor. Hu, hei, saa den seilet. Det velbyggede farti
formelig danset fremover fra sj til sj; medens Styggen, som
egentlig var alt andet end skikket for frden, laa og hugget i
sjerne som et traug.

Men nordover bar det. Forbi Mgster og Marsteinen, og endnu var det
uafgjort om afstanden mellem de to vokset eller minket. Det strg
Ratje som en tanke, at egentlig burde han stikke ind Korsfjorden for
siden at forsge paa at gaa sydover igjen indenskjrs, hvor seiladsen
vilde blive saa meget vanskeligere for skiten. Men enten det nu var,
at han ikke fik tid til at overveie denne planen ordentlig, eller det
var det at alle piratens vovehalslyster var vaagnet hos ham, det er
ikke godt at sige; men nok er det, han lod staa til nordover paa
udsiden af Sartoren.

Men saa til al ulykke frisket vinden. Fra frisk bris steg den til
passelig kuling. Skitens frer vidste at udnytte denne chanse til
det yderste. I lbet af nste kvarter blev det klart, at den halte
ind paa sit bytte.

Dick, vi maa have mere fart. Dette ender med fiasko. Giv hende alt,
mand, som kan trkke.

Hun har alt. Det er fuld aabning og strste tilladte damptryk.

Saa giv hende alt, hvad du kan af det som ikke er tilladt da vel.

Der er straf for at fingre med sikkerhedsventilen.

Hu, dit bagbst! Skammer du dig ikke. Der er straf for at seile med
fire ton wisky i lasten ogsaa. Har du endnu ikke begrebet det, du.
Spild ikke flere ord, mand. Shake her up!

Det er farlig. Det gjlder livet, saa gammel og skjr som kjedlen
er.

Blaas i livet! Det gjlder tugthuset, hvis vi bliver knebet. Det er
vrre det.

Vel, som du vil. Jeg har varskuet. Du skal faa din vilje; men du
faar ogsaa tage flgerne.

Aa skidt! Eksploderer den gamle thekanden din, saa faar vi nok begge
tage flgerne, tnker jeg. Men klem paa. Her er ingen tid at tabe.

Dick dukket ned i sit rige, hvor han stngte sikkerhedsventilen og
get trykket til den gamle skranglekjedlen formelig ristet paa
puderne, og dampen piblet ud af lkke pakninger og uttte
naglehuller. Han stod med inene stivt fstet paa manometer og
vandstandsglas. Det dirret nervst om mundvigene hans, og trods
kulstv og smuds lyste ansigtet nsten graahvidt dernede i
halvskumringen. Han vidste jo, hvad dette havde at betyde selv om
Jonas Ratje i sin uforstand var uberrt af hele vovestykket.

Nu gaar det bedre, sang Ratje ud efter en stunds forlb. Vi haler
fra hende. Endnu kan tolderen komme til at faa en lang nse. Giv
hende et par pund til om du kan.

Men Dick svaret ikke. Der fik vre grnser.

Der gik en time. Fremdeles drev Dick kjedel og maskine til det aller
yderste, og fremdeles syntes avstanden mellem Styggen og skiten at
holde sig uforandret.

Saa sprang hoveddamprret. Ikke voldsomt. Men just i bndet ved
paaslipningsventilen piblet der ud en fin kvas glohed dampstraale.
Det kvak ordentlig i Dick med det samme. Ved et rent tilflde havde
han flyttet sig lidt, saa han undgik at blive skoldet, hvad han
uvgerlig vilde blevet, hvis straalen havde truffet ham.

Han greb skruenglen og aabnet sikkerhedsventilen; men han skjalv saa
paa haanden, at der gik nsten et minut, fr dampen buldret ud
gjennem spildrret. Men da seg han sammen paa bnken og hele hans
krop rystet som et aspelv.

Da Ratje hrte dampen rutsje ud gjennem rret, svor han en vldig ed,
slap rattet og lb til lugen: I svingende svarte Jerusalem, hvad er
det som plager dig mand?

Dick saa op, og han hakket tnder, saa han nsten ikke kunde tale;
men endelig fik han da frem: Ikke andet end at spillet er tabt. Vi
kan ligegodt give os med det samme. Hoveddamprret er sprunget lk.

Du kan selv vre lk. Stng ventilen og det straks. Forstaar du da
ikke, hvad det har paa sig at vi lgger os til her nu?

Men Dick bare rystet paa hovedet. Han orket ikke eller vrret ikke at
svare.

Da blev Ratje rasende. I et eneste hop var han nede paa drken. Han
stak sin knyttede nve opunder nsen paa gamlingen og brlte ildrd i
ansigtet: Vil du lystre, din forbandede saapekoger, eller saa
forsyne mig driver jeg til dig, saa du aldrig ser dagens lys mere.
Det er mig som er skipper her. Forstaar du det?

Dick Darling reiste sig bare ganske rolig: Bare driv til, du Jonas.
Du er jo gal mand. Du ved slet ikke, hvad du taler om.

Det virket. Ratjes haand faldt slapt ned. --Men er der da slet ingen
raad?

Ikke som jeg ser. Jeg kan i det hieste holde det gaaende for halv
eller trekvart fart. En times tid kanske, knapt det og.

Hm! Ratje sagde ikke et ord mere. Han bare krb op igjen paa
dkket. Skiten var halt stygt indpaa dem nu, og rent mekanisk gik
han til rattet igjen og lagde baaden paa ret kurs. Han strg sig over
panden. Hvad skulde han nu gribe til?

Pludselig holdt dampen op at buldre. Trykket var gaaet ned og
sikkerhedsventilen lukket sig med et lidet smeld. Ratje mrket
instinktmssig at maskinen gik fremdeles, og at Styggen lystret
roret. Da var det ligesom han vaagnet igjen. I et nu havde han klart
for sig, hvad han skulde gjre. Kanske tolderne endnu skulde faa
nsen i en klud.

Kom hid Dick! bed han i.

Dick kom, muggen nok og spurgte: Hvad nu? De to mnstret hinanden
et sekund.

Du faar glemme at jeg forlb mig; men du kan vide jeg blev hidsig.
Omforladelse gamle ven.

Aa, det er allright, sagde Dick. Han tog den fremstrakte haand og
knuget den som var det et hammerskaft han tog i.

Men nu faar du holde det gaaende saa godt du kan i lngste laget, og
saa faar du stte pumpen igang fra tanken. Der er fire ton, det hiver
vi ud paa en times tid og saa lnge maa vi klare os.

Dick stod et ieblik ganske uforstaaende; men saa gik det op for ham,
hvad det var Ratje vilde. Det var som om man havde forlangt hans
hjerteblod. Hele hans skotske natur gjorde oprr mod denne formidable
tanke: Pumpe? -- -- -- pumpe klare wiskyen ud i Nordsjen? Aa
gudfaderbevaremigvel. Tusen gallon wisky ud gjennem pumperne. -- --
-- End Hahn & Hinken?

Til Bloksbjerg med dem. Det er vort eget skind det nu gjlder, og
dette er den sidste mulighed. Men tiden er kostbar, klem paa.

De kjendte hinanden altfor godt disse to hdersmnd til at imponere
hinanden synderlig i hverdagslaget; men nu var Dick imponeret. Dette
var en stor mands hensynslse greb i farens stund. Tusen gallons
wisky i sjen! Du store alverden. Havde det vret blanke kronestykker
Ratje havde foreslaaet ham at kaste overbord, det havde ikke anfgtet
ham synderlig, saalnge det ikke var hans egne; men wisky. Han gik
agterover og rystet paa hovedet hele tiden. Men han var kuet og han
lystret ordre. Det daget for ham at paa en maade var dette det
strste han havde oplevet. Men da pumpen var kommet igang, og han saa
den dyre drik staa som en armtyk straale ud gjennem aflbsrret i
skibssiden, da kunde han ikke lngere, og han krb ned i sit hul,
hvor han satte sig ned og graad af rgrelse, som et barn man har
skjndt uretfrdig paa. Spndingen havde vret for stor, nu kom
reaktionen. Dick Darling seg sammen som en vaad klud, slap og
delagt.

Men Ratje havde endnu sin hellige stund i behold. Det kriblet ham i
alle nerver. Vilde han kunne holde det gaaende til tanken var tom?
Det var det store sprgsmaal. Hvert halve minut saa han agterover, og
hvergang syntes han skiten var kommet utrolig meget nrmere.

Men det tog sin tid alligevel fr han blev indhentet, og da
skiten endelig var naaet frem paa praiehold havde Ratje den
tilfredsstillelse at se at pumperne ikke lngere tog. Tanken var
altsaa tom. Det gav ligsom rygrad. Han slap rattet og gik agter i
lugen til Dick.

Aabne bundventilen og slip ind saa meget sjvand i tanken, som der
er tid til, sagde han. Og da han saa Dick straks reiste sig for at
efterkomme ordren, satte han hnderne for munden som raabert og
brlte over til skiten en hel skylle af udsgte uforskammetheder.

Hans samvittighed var nu snehvid og selv ikke en kongelig norsk
tolder havde noget at sige ombord i hans skib, de kunde vre saa
beslaaet de vilde baade med blanke knapper og guldtresser baade her
og der. Men da han havde revet af sig det vrste, faldt det ham ind
at paa denne maade kunde han gaa glip af halve komedien. Saa tilbd
han generst at steame ind til Mjvik, om kanske hans hihed vilde
gjre ham den fornielse at flge efter og aflgge ham en visit. Han,
Ratje, vilde fle sig smigret og hdret ved saa megen re. -- Og
tolderen bed over agnet.

Naa ja. I Mjvik fik Ratje sig en koselig stund. Men jamen var det
paa nippet, at Dick, det bagbst, havde delagt det hele. Han havde
ikke kunnet modstaa fristelsen. Da han havde grdt ud, havde han i al
stilhed fyldt en ps med wisky og stillet den tilside til senere
brug. I sidste ieblik opdaget imidlertid Ratje det, og endnu medens
tolderen stod ved siden af ham, slog han med aandsnrvrelse hele
psens indhold overbord.

Den psen skal bare bruges til drikkevand, Dick. Det ved du, saa du
kunde gjerne finde noget andet til alskens suttel og sl, naar du
endelig skal bale med det. -- Men undskyld, jeg glemmer nok min pligt
som vrt, vendte han sig forekommende mod toldbetjenten. Hvormed
kan jeg vre til tjeneste, min herre. Jeg kan ikke tnke mig, at
dette skal vre et toldeftersyn, saasom vi aldrig gaar i udenrigs
fart. Men forvrigt er der intet som er mig kjrere end om det hie
toldvsen vil benytte mit ringe skib som velsesfeldt. Det kunde jo
muligens vre nyttig.

Tolderen bare skulet bort paa ham. Vil De aabne vandtanken for
mig?

Med fornielse, han viste veien ind i salonen og aabnet en luge i
drken. Hele rummet fyldtes ieblikkelig med den lifligste
spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds
smil.

Kan De laane mig et glas? spurgte han.

Nei desvrre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandse kan
klare det?

Tolderen nikket bifaldende. sen kom og tolderen fyldte den til
randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en
vldig slurk. -- -- -- Derpaa spyttet han: Aa fy for al landsens
ulykke. Det er jo sjvand!

Ja naturligvis er det sjvand. Kjre hvorfor spurgte De mig ikke
frst, saa skulde jeg have sagt Dem det straks. Kanske De troede det
var brndevin, De? -- Nei desvrre, saa heldig er vi ikke herombord,
at vi kan have hele tanken fuld af slige sager at traktere vore
gjster med, selvom de er saa hitret som Dem min herre.

Toldbetjenten vendte ret om paa hlen og gik fraborde uden saameget
som at sige farvel.

Men da han var vel afgaarde gik Dick bort til vrktiskabet sit, det
han meget omstndelig lukket op. Han tog kaffespandet sit ud, tog
laaget af og holdt spandet bort under nsen paa Ratje: Det var
meningen min at dele med dig, Jonas; men naar du har raad til at slaa
vk en hel ps wisky, saa fortjener du sandelig ikke at faa noget.
Nu vil jeg drikke, og du kan nie dig med at se paa.

Ratje bare lo. Drik du. Du kan trnge det efter dagens
sindsbevgelser. Imens gaar jeg iland og ser om vi kan opdrive lidt
mad; for jeg er sandelig mere sulten end trst.

       *       *       *       *       *

Paa matten nede ved dren i det indre kontor hos Hahn &. Hinken stod
Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene.

Ved den ene side af den hitidelige kontorpult sad Hahn, taus og
alvorlig, som altid.

Men frem og tilbage paa gulvet mellem vinduet og pengeskabet lb
Hinken skummende af raseri. Ratje havde netop aflagt en fuldstndig
beretning om turens begivenheder og Hinken var misforniet med
resultatet som rimelig kunde vre. Af og til stoppet han op og kastet
nogen iltre sprgsmaal til Ratje, som besvaret dem med knusende ro.

Men gubevaremigvel mand, forstod De ikke, at det var penge De paa
den maaden pumpet overbord? Blanke penge. Fire femtusen kroner kastet
paa sjen.

Ja er det noget at snakke om. Ratjes beskedne ydmyghed var med
engang som strget af ham. Stemmen blev hidsig og agressiv. Det var
vel billig nok sluppet det. Eller kanske De synes, det vilde lnnet
sig bedre at tage et par aars tugthus for at redde de lumpne
kronerne for toldvsenet. For det maa De da begribe, at hvis jeg ikke
havde gjort hvad jeg gjorde, saa var Deres fordmte smuglehistorie
blevet rbet. Det kunde blevet noget andet det end at sidde lunt paa
kontoret, medens andre risikerer baade liv og re for Deres skyld.
Havde De sagt fra paa forhaand hvad hele affren gjaldt saa skulde
pokker havt noget med Deres skidne smuglegods at gjre.

Attaken kom saa uventet. Hinken var ikke vant med at blive overhklet
paa sit eget kontor. Han tabte ganske fatningen: Uforskammet! Der er
dren! Hvad er det De vover, er det mig De skjlder ud?

Take it cooly, old man! Her er en regning som skal betales frst fr
jeg gaar. Syv dgn  40 kroner pr. dgn er 280 kroner, tak. Ogsaa er
der en liden reparation paa et damprr som kommer paa 50 kroner. Det
er 330 alt i alt.

Ikke en re betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine
ine.

Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen.
Og Jonas Ratje aflgger ed paa at den er sand. Save?

Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet
paa Ratje for egenhndig at kaste ham paa dr. Men det skulde han
ikke have gjort. I nste sekund laa den vesle tyksakken paa sin bag
og sprllet med benene borte i krogen ved pengeskabet.

Der gled et blegt smil over Hahns strenge ansigt: Kom her med
regningen, De kaptein Ratje. Jeg skal skrive paa den, saa kan De hve
pengene ude ved kassen. Og saa kan De hilse Trumpen fra mig, at De
skal have slbningen for den kullasten som kommer i nste uge.
Godmorgen Ratje, tak for umagen.

Ratje blev lidt forbauset. Tak selv hr. grosserer, godmorgen.

Men da han vel var ude af dren og Hinken havde faaet samlet sig lidt
sammen borte i krogen, sagde Hahn: Ratje havde fuldstndig ret. Der
var intet andet at gjre, og vi skal vre ham taknemlig for hans
konduite. Det hele var en skidt historie, og nu taler vi ikke mere om
den.




Nedenom og hjem.


Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje,
dette at fle sig som velhaver.

Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i Styggen, den vesle
taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrkke og aldrig var det
lykkedes dem at tjene mere end netop det allerndvendigste fra dag
til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i
fanget paa dem.

Eller kanske nogen vil bestride at 435 kr. netto kontant er stor og
uanet rigdom? Det var netop den sum Jonas Ratje dags dato havde sat
ind i Kreditbanken, og Dick Darling havde niagtig samme sum i sin
indvendige trielomme igaaraftes da han gik iland.

Da han imidlertid ikke var trnet til idag, skjnt klokken gik til
tolv, saa kunde det formodes at belbet for Dicks vedkommende
allerede var reduceret, og at Dick var fuld eller ialfald ikke vilde
vise sig fr han var blevet det.

-- Jo da, de to gamle pirater var pludselig blevet lykkens kjlebrn.

Frst var der nu en vis ekspedition de havde foretaget for de herrer
Hahn & Hinken. Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse
hie herrer havde nsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget
at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt
for tort og svie.

Derefter satte det ind med et vldig sildefiske nede paa
Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente
penge som grs. Styggen havde vret i traden nat og dag i ugevis.
Ratje og Darling havde ikke havt fire timers svn i dgnet i al den
tid, mens de sled ondt som hunder og tjente penge som grosserere.

Og endelig som de var frdig med hele sildesjauen kom der en tysk
havforskningsdoktor med briller og rare instrumenter og leiet
Styggen for 40 kroner dagen i hele fjorten dage.

-- Ak ja, livet var ikke saa vrst, og selv om Dick tog sig et par
dages gallafyld ovenpaa de gode job, saa fik det taales, naar bare
det bagbstet havde varskuet frst, saa Ratje ikke behvet at sidde
her og vente som en anden nar.

Forresten havde han det allright her i styrehuset. Han kunde jo gaa
hjem; men siden Dina Ratje fdt Weidemann igaaraftes havde hrt nvne
de mange kontanter, havde der vret saa mange antydninger og
hentydninger og vink om alle de ting som hun og barnene absolut
maatte have nye, at det kanske ikke var vrd at holde for nr opunder
der for det frste.

Jonas Ratje karvet i piben og belavet sig paa at nyde livet. Han fik
fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt.
Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. -- Nu kunde de
komme og gjre sig vigtige baade Drberen paa Liv og Smaafanden
paa Trygg og alle de andre paverne. Han blste dem et langt stykke.
Ja, om det saa var Jeremiassen paa Storegut, som havde hus paa
Laksevaag og var god for sine tyvetusen mindst, saa kunde han faa lov
til at kysse ham baade her og der.

Ratje stak ikke op for nogen.

       *       *       *       *       *

Vaarsolen spillet i de smaakrusede blger. Det skinnet af blanke
reflekser fra de mange ruder over i de nye murstensgaardene paa
Tyskebryggen og hele Vaagen var fuld af yrende liv. Der blste en
liden frisk bris fra st og inde ved Triangelen stod de kommunale
flag ret ud fra de tre flagstnger. Enkelte B. D. S.-skibe ved
Fstningskaien var ogsaa flagsmykket i en eller anden anledning. Men
inde i styrehuset paa Styggen var det ganske stille. Solen baget
saa behagelig gjennem de store vinduer og Jonas Ratje laa paa ryggen
paa sofabnken og snorket. Piben var faldt i dkket og bankbogen var
blevet liggende paa hans brede bryst.

Pludselig vaagnet han. Dren blev revet op med et kraftig tag, og i
aabningen stod Dick Darling.

Dick var dru. Ratje gned sine ine, han kunde ikke rigtig tro dem.
Dick dru nu middagstider, endda han havde vret i land hele
formiddagen, det var jo forholdsvis utrolig.

Naa er du der, du gamle hallunk.

Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket dren bag sig og satte sig
paa bnken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig
to gange og endelig kom det: Det bliver svinagtig dyrt.

Dyrt? Hvad bliver dyrt?

Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste
vi kan faa det for.

Er du gal, eller er du bare fuld, mand?

Ingen af delene. Jeg har vret tre forskjellige steder og spurgt;
men 635 kroner er allerlaveste pris, det er bandt sikkert det. -- Og
du ved der kommer altid et eller andet lidet til, saa siger vi 700
kroner rundt.

700 djvler. -- Hvad er det du sidder og vabber om mand.

Dick trak betnkt op et papir af lommen sin. Det var krllet og
skiddent; men de store klodsede bogstaverne var ganske lselige. Se
her, kan du selv se. Nyt vevlager i hitrykken 47 kroner, nye
pumpeventiler 15 kroner stykket, og da bruger vi endda de gamle
sderne. Saa maa vi have fem nye stagrr i kjedlen og -- --

Plager hinmanden dig? Hvad skal dette sige?

Skjnner du ikke det, Ratje, at hvis vi skal gaa en dag lnger med
denne vidunderlige submarine baaden vor, saa maa maskinen og kjedlen
repareres. -- Og nu har vi lidt penge, altsaa maa det gjres nu, og
vi maa heller begynde idag end imorgen.

Der kom et forunderlig trk om Ratjes mund. Han sad endnu med
bankbogen i haanden og blev siddende og bladet i den ganske
aandsfravrende.

Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betnkt med lange
mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det
raadeligst ikke at sige noget.

Saa dette var altsaa meningen.

Ikke fr var der et par re tilovers, saa straks var de ude for at
plyndre, baade den ene og den anden. Frst madamen med jeremiader om
klr og sko og guderne maatte vide, hvad andet. -- Og saa Dick med
denne fillemaskinen sin. Nu havde den alligevel skranglet afgaarde i
ti samfulde aar trods der altid havde vret den samme klagesang at
hre bestandig. Men til dato havde nu Styggen hostet sig frem fra
job til job -- og det klarte sig vel endnu en stund.

Jonas Ratje smeldte bankbogen sammen med et klask. Nei saa pined,
kom det resolut. Det skulde ikke ske hvordan pokker det saa gik. Han
puttet iltert bogen ned i den indvendige frakkelommen og knappet tt
til, som om nogen vilde rve den fra ham.

Dick Darling blev siddende som fr. Atter blev der en lang og pinlig
pause. Saa sagde han langt om lnge: Jamen vi maa. Der er ingen bn
for det.

Maa, maa -- nei siger jeg, buste det ud af Ratje.

Tag det med ro mand. Det vi maa, det maa vi. Vi kommer ikke udenom
det. Vi kan ikke holde det gaaende et halvt aar til, og da bliver det
endda dyrere. Desuden, nu har vi penge; men om et halvt aar, saa har
vi ingen. Ialfald ikke jeg; for da har samlaget faaet dem. Jeg
kjender gamle Dick, den fyldehunden, fra fr.

Ja du om det. Det er dine penge; men fr jeg gaar med paa dette, fr
skal vi slge hele skrabejernshaugen efter vgt.

Slge Styggen. Det mener du ikke.

Nu var Jonas Ratjes taalmodighed slut. Han rg op i et gnistrende
sinne, slog i vggen saa det skranglet i hytten og svor og bandte
baade paa det ene og det andet. Det var et stort ordforraad Jonas
Ratje havde til raadighed, naar han var i det hjrne.

Dick var heller ikke renonce for trumfer, og i de nste ti minutter
skjldte de to mangeaarige kammerater hinanden ud i et sprog, som
kunde sat skottene i brand, saa glohede var de gjensidige
velsignelser.

Endelig orket de ikke mere. De sank tilbage hver i sit hjrne af
sofabnken helt udmattede og kobberrde i ansigterne. De var begge
anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i
inene. Det var ikke frste gang disse to rg i totterne paa
hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstd en eller
to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst
sjeldent.

Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de
havde sagt, hvad der kunde siges. Kort og godt situationen havde
naaet det psykologiske moment, hvor den i nste fase maatte slaa om i
det tragiske eller i det komiske.

Det var en flue paa Ratjes nse som egentlig afgjorde det hele. Dick
Darling saa den og fandt den snodig og flgelig smilte han. -- Saa
smilte Ratje og Dick lo. -- Og da lo Ratje med.

Naa endelig. Det var forfriskende; men gudbevaremigvel saa sint du
blev, Dick.

Ja da, og du var ikke det mindste sint, du. Bare sd og elskvrdig,
ikke sandt?

Naa ja ja. Se her har du min haand, grinebider!

Tak. -- Men skal vi saa beslutte os til at reparere?

Nei. Ratjes mund smkket i som en rvesaks.

Naa saa, naa! Dick blev atter stdt og der opstod en fem minutters
evighedspause. -- -- -- -- --!

Du Dick. Skal vi slge hele kassen?

Hvem vil kjbe?

Hahn &. Hinken, ved du.

Ja for halvandet tusen. Det har vi jo snakket om saa mange gange
fr.

Ja, men om vi slger saa beholder vi jo jobben for dagln.

Og bliver andenmands slaver for resten af vort liv. Tak, men det
bliver der ikke noget af.

Hvorlnge kan du holde det gaaende? Et halvt aars tid?

Ja til nd.

Atter pause.

-- -- -- Om vi assureret Styggen, Dick. -- Ja mod totalforlis
selvflgelig.

Dick sendte sin kompagnon et blik. Hvad pokker var det nu som stak
ham?

Assurere? Hm, hvorfor det?

Joooo! Der hnder saa mangt, sagde kobben. Det kan da vre godt for
noget at assurere.

Hm!

Atter en lang pause. -- Det var karakteristisk for situationen, at de
ikke kunde se hverandre i inene. Deres blik mdtes uvilkaarlig
engang; men straks saa de til hver sin side. Netop dette gjorde, at
de forstod saa inderlig godt begge to.

Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde
tusen kroner, og kanske lidt mere.

Ja ha, jo det faar vi nok. -- Men, puh saa kvalmt her er Jonas.
Dick slog dren op paa vid vg og den kjlige friske vaarluft fyldte
hele styrehuset i en gufs.

De aandet begge to ud og suget et par dybe drag, nydelsesfuldt og
velbehagelig. -- Det var som en opvaagnen.

Kom med op paa almendingen og faa et glas l, Jonas. Jeg er saa
trst, at det er ligesom struben skulde snre sig sammen paa mig nys,
du.

Allright, gaa an. Jeg skal bare se efter fortiningerne frst, saa
kommer jeg efter.

       *       *       *       *       *

Naar en dampkjedel angribes af tring, gaar det ofte for sig paa den
maade, at det begynder som et mikroskopisk lidet knappenaalsstik i
en plade; men lidt efter hvert griber tringen om sig i det sunde
jern og der bliver som et saar i det. Man kan gjre hvad man vil, man
kan ikke stoppe det. I slike tilflde forsger maskinisten med soda
og lignende kemikalier at koge sygen ud; men oftest uden held.

Det var slig tring som havde angrebet Dick den dag da Jonas Ratje
havde talt om at assurere Styggen. Det hele var jo ingenting og
selve bemrkningen var jo uskyldig nok; men den tanke som ikke blev
udtalt og som laa bagom, den var giftig. Den aad sig ind i Dicks hele
tilvrelse og blev som et aabent saar, som laa der og vrket og tret
sig dybere og dybere ind i hans bevidsthed. Han var ingen
forbrydernatur; men han kunde forsge hvad han vilde, den giftige
tanke havde faaet fste, og det hjalp ikke at han slog brndevin og
andre destilata i sig for at stanse den. Sygen var der og lod sig
ikke drive bort igjen.

Anderledes med Jonas Ratje. Han var vistnok den som frst havde
fostret tanken; men hos ham var den forlngst glemt da Dick en dag en
maanedstid senere pludselig spurgte: Skal vi saa tage og assurere
vraget, Ratje?

Det kom saa uventet, saa absolut apropos slet ingenting, at Ratje
uvilkaarlig brast i latter. Ja hvorfor ikke?

Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften,
da de laa vel fortiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem,
tog Dick temaet op paany: Du gaar altsaa op og snakker med
assurancefolkene imorgen du, Jonas.

Det er alvoret dit det da, Dick?

Der er ingen anden udvei?

De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker
om dette pinlige punkt. Men ingen af dem turde tale ud. De stod slig
nsten et halvt minut, saa trak de inene til sig. Allright! sagde
Ratje og vendte sig helt rundt paa hlen og gik.

Den nste dag blev Styggen assureret for 3800 kroner og Dick
Darling gik i en rus de flgende otte dage. Ratje derimod smagte ikke
spirituosa; men paa hver side af munden hans grov der sig ind to dybe
furer, og det skjlmske gode udtryk i inene veg plads for et
staalgraat kvast blik, som gav ansigtet et barskt og lidet tiltalende
prg. Dick lagde ogsaa mrke til at Ratje, som ellers alle dage havde
vret pratsom nok, nu var blevet en taus og indesluttet mand.

Dagene gik og lykken var fremdeles med. Nsten hver uge kunde Jonas
Ratje forge sin bankbeholdning. Sommetider bare med en femkrone,
andre gange med mere. Langsomt men sikkert naaede han de 500 og
videre helt op til 600 og forbi, saa han var paa god vei opimod de
700 kroner. Men der foregik samtidig en forandring med manden selv.
Han var blevet pengegridsk. Han drev sig selv og Dick og baaden til
det yderste, undte sig ikke ro hverken dag eller nat, men var
paafrde baade tidlig og sent og pirket op selv den mindste job, paa
hvilken der kunde tjenes en krone. Ja han forsmaaede ikke engang at
ligge til langt ud paa kvldene og samle op lystseilere, som laa i
vindstille bortunder Asklandet og drev. -- Det var forresten
en specialitet som ikke betalte sig saa daarlig. De unge
kjbmandssnnerne var ikke knebne, isr naar der var damer ombord.
Men denslags business gik ud over nattesvnen, og Dick stod mangen en
god gang i maskinkappen og gjspet og smaabandte for sig selv. Men
han tiet klogelig stille. Han havde faaet sin vilje med assurancen,
og han var klog nok til at indse at til gjengjld vilde Ratje have
sin vilje i alt andet.

       *       *       *       *       *

Det var en dag ud i august maaned. Der blste en frisk bris fra nord,
og sjen gik hvidtoppet indover Byfjorden. Ret ud for Dekkevrftet
laa en kolosal Hamburg-Amerikabaad og tog ind kul. Passagererne var
sendt iland som en anden saueflok for at kjre til Flien eller
Fantoft. Imidlertid gjaldt det at blive frdig med kulsjauen fr
passagererne kom tilbage. Oppe paa promenadedkket gik en
snorebeslaaet nstkommanderende og var ubehagelig mod sine
underordnede og andre, som kom i nrheden af ham. Det forbedret ikke
mandens humr da han opdaget Styggen som kom hostende med en
kulskude paa slb. Han sendte en hagelskur af mindre smigrende
hilsener imod den, og Ratje kvitterte promte ved at manvrere slig,
at den skidne kulskuden gnuret sig et langt stykke bortover langs
pakketbaadens hvidmalte side.

Tyskeren frste skjldsord over Ratje, som til gjengjld paa
klingende hamburgerplatt lod ham vide, at det ingenlunde passet
sig for en stakkars nstkommanderende at tiltale en skipper og
selveier saa uhvisk, og hvis han gjorde mere vrvl skulde det vre
Ratje en fornielse at tage lgteren med sig igjen, saa kunde
Hamburg-Amerikalinjens aktionrer spendere en ekstra kjretur paa
sine passagerer mens man ventet paa komplettering af bunkerkullene.

Tyskeren fandt ud, at han havde fundet sin overmand i kunsten at
bruge mund, hvorfor han vendte sig og drev agterover.

Ratje fortiet lgteren og fik to tomme paa slb tilbage til
Laksevaag.

Det var paa denne slbeturen tilbage over fjorden at det hndte og
det gik saa fort for sig, at det var rent forunderligt. Slberen var
kort og det blaaste en frisk liden kuling fra nord. Omtrent
midtfjords tog lgterne et forkjert skjr og drev ind paa Styggen.
Den ene med stevnen midtskibs og den anden paa laaringen. Styggen
krnget saa voldsomt over, at Dick ganske enkelt gjorde en kolbtte
udenbords. Ratje selv fik krabbet sig ud af styrehuset og fik saavidt
huke sig fast i stevnen paa den ene lgteren i samme nu som Styggen
sank som en sten. Den gik ret tilbunds, hang et sekund eller to efter
slberen; men saa smaldt tauget af og Ratje saa bare, hvor sjen
ligesom kogte under ham idet baaden for tilbunds.

Han var en kraftig kar Ratje; men jamen havde han job med at faa
halet sig ombord i kulskuden. Men op kom han.

-- Men Dick! Var Dick gaaet tilbunds? Han speidet ivrig ret ned i
sjen, som om han ventet at Dick skulde komme op der Styggen gik
ned, og han blev ganske perpleks, da han pludselig hrte fra en
ganske anden kant:

Hiv mig en ende ud, du din trefoldige bavian, eller kanske du vil,
at jeg skal gaa samme veien som Styggen.

Saa blev Dick bjerget naturligvis; men han var ikke blid, da han
endelig blev halet indenbords. Han havde den opfatning at Ratje
idetmindste kunde varskuet fr han sendte Styggen nedenom og hjem.
Han sagde sin kompagnon endel smigrende ord, hvoraf saapekoger og
idiot var nogen af de mildeste.

Besynderlig nok svarte ikke Ratje et muk. Han satte sig ret ned paa
polleren med hnderne for ansigtet.

Dick satte sig vis  vis. Han blev saa forbauset over, at Ratje tiet,
at han uvilkaarlig blev taus selv ogsaa. Men han var vaad efter badet
og han frs i kulingen. Han saa sig om efter hjlp.

Borte paa Hamburg-Amerikabaaden havde den guldbeslaaede
nstkommanderende seet, hvad der gik for sig, og da han ungtelig var
sjmand selv om han var ubehagelig, saa var han ikke lnge om at give
sine ordrer, og mindre end tre minutter efter katastrofen pilte en
dampchalup udover med nstkommanderende selv i agterskotten.

Da den kom inden praiehold blev Ratje ndt til at tage hnderne fra
ansigtet og svare, og Dick saa da til sin usigelige forbauselse at
taarerne formelig silte nedover kinderne paa Ratje.

Dick blev saa tankefuld. Han glemte baade at han var vaad og at han
frs.

       *       *       *       *       *

Der havde vret sjforklaring; men nu var den over og Ratje og
Darling stod ude paa gaden igjen. Det var saa forbistret underlig. De
flte sig saa hjlpelse og hjemlse. Hvor skulde de gaa hen, hvor
skulde de gjre af sig? Gaa hjem? nu midt paa blanke arbeidsdagen?
Gaa ombord? Der var jo ikke noget at gaa ombord i.

De drev bortover gaden, og helt ubevidst gik de mod havnen.

Den klarte vi godt, sagde Dick langt om lnge.

Ratje svaret ikke.

Om lidt sagde Dick: Men du kunde jo gjerne varskuet mig frst. Det
var ikke din skyld, at jeg slap fra det med livet.

Tosk, sagde Ratje.

Det kan du selv vre. Dick var stdt. Farvel, sagde han og drev
en anden vei.

Ratje blev staaende og se efter ham. Han tror pinedd, at jeg gjorde
det med vilje. Et ieblik spekulerte han paa at lbe efter Dick
Darling og forklare ham, at det hele var et virkelig uforfalsket
uheld; men saa opgav han det. Han tror mig saa alligevel ikke, det
nautet. Og desuden, naar sandheden skal siges, saa var det bare et
tilflde at det blev et virkelig uheld; for -- -- --

Han var stoppet op ret for Holbergsttten. Han stod rent
aandsfravrende og saa paa den og talte med sig selv. En konstabel
over paa fortoget fikserte ham skarpt: Var manden fuld? Ordenens
haandhver drev nrmere; men Ratje tog sig sammen og ruslet afgaarde.

Fader Holberg stod tilbage med sit broncesmil. Endnu spilledes der en
og anden komedie udi den bermmelige handelsstad Bergen.




Jesabel.


Jonas Ratje, freren af slbebaaden Styggen II, laa og strakte sig
saa lang han var midt oppe i en taugkveil.

Han var inderlig forarget, og rgen fra den korte, smaa snadden kom i
korte hidsige smaa std, som ekshausten fra en totakts motor.

Jeg sad paa polleren og afventet, hvad der vilde komme. En slig
forargelse maatte have aflb, og det kunde vre ganske lrerigt
iblandt at hre Jonas Ratje udgyde sin bitterheds skaaler.

Men der gik fem minutter og der gik ti uden at den forventede
udladning kom. Han bare dampet og dampet paa piben, iltert og
uafladelig, og piben snorket af surhed og elendighed. Mig tog han
ingen notis af. Lod som jeg var bare luft. Jeg var dog ellers en
velseet og ret gjst ombord i Styggen II naar min vei faldt
saaledes.

Det hele var ganske merkvrdigt.

Langt om lnge vovet jeg en liden bemrkning: Hvor er Dick Darling
henne idag? spurgte jeg.

Det var gnisten i krudttnden. -- Ratje sprang op og formelig frste:

Ja kan du sige mig det, du, saa er du klogere end de ti vise fra
sterland. -- Vk er han, vk som et telegram fra Rundemanden, den
forbandede abekatten. Frst lgger han baaden op en hel dag midt i
travleste ssonen; fordi han maa have kjedelsjau. -- Kje-del-sjau,
naar det er travelt. Har du nogensinde i dit syndige liv hrt magen.
Men lad nu det gaa; men mens vi saa ligger bommende stille og alle de
andre bavianerne tager fra os det ene jobbet efter det andet, saa
triner min godeste Dick op efter middag med snip og manschetter og
bonjour og stiv hat, som en anden udenrigsminister og meddeler mig
ganske rolig, at han skal have fri, for han skal paa byen.

Nu har jeg faret paa salt vand siden jeg blev en nve stor; men jamen
er det det stiveste nogen har budt mig til denne dag.

Jeg smilte sympatisk og lidt uforstaaende. Dick iland midt paa dagen,
det kunde sagtens forklares; men maskinist Darling i bonjour og
manschetter en hverdagseftermiddag, det hrtes utrolig og jeg rystet
tvilende paa hovedet.

Hvad pokker griner du efter? Din udslidte kuglespidspen! Tror du mig
kanske ikke? frste Ratje. --Jo far. Det er desvrre altfor sandt,
og handsker havde han ogsaa, den knguruen! Men hvis ikke den
forbaskede nordlandsdukken er la femme i den historien, saa skal du
faa kalde mig gryde saalnge jeg lever.

Nordlandsdukken? Sandelig dette var en dag fuld af uanede nyheder.
Gik Dick paa frierfdder?

N, hvis han endda det gjorde, saa skulde jeg tilgive ham hans
daarskab, saa gammel han er; men vil du tnke dig, den gamle
han-idioten har lagt sig til en guddatter. Han som aldrig har havt
nogen ting at bestille hverken med gud eller dttre. Og en tilkommen
og fornuftig mand skulde man tro. Men no fool like an old one siger
engelskmanden og han har dyre dd ret.

Themaet begyndte at interessere mig. Ratje var nu kommet i farten,
saa nu behvet jeg bare at pirke lidt i ham en gang imellem med et
lidet sprsmaal for at holde ham gaaende.

Naar begyndte komedien?

Aa Dick har altid havt stormandsgalskab, det er min mening; men
siden vi gik i kompani med Hahn & Hinken og begyndte at tjene lidt
penge har han vret uudgrundelig hoven.

Dere tjener penger nu da?

Aa jo saamen, det kunde gaa vrre, men saa ved du det trnges ogsaa,
for vor halvdel i Styggen II fik vi ikke for ingenting, saa der er
baade renter og afdrag at skulle klare. -- Men nok om det. Dick som
jo er ungkar har et par ganger maattet klare afdragene alene. Men det
siger jeg dig, det er det dummeste jeg har indladt mig paa i mine
dage. Den gangen Dick og jeg eiet gamle Styggen, den som forliste,
husker du, da eiet vi halvt om halvt, og da var Dick et skabeligt
menneske at arbeide sammen med; men siden han nu er kommet til at eie
to kroner og femti eller vel saa det mere end mig i denne
fillekassen, saa er der forsyne mig faret en hovmodighedens djvel i
ham, saa det snart ikke er mulig at vre indenbords med ham.

Stiveskjorte og glacehandsker paa en yrkedag, saa skjnner du selv.

Men det er denne fankens jentungen som er skyld i hele uleiligheden.

Ja, jentungen, hvor kom hun fra?

Fra himmerige eller Nordland eller et varmere sted, hvad ved jeg.
Hun kom dumpende ned paa Holbergsalmendingen en dag med parasol og
kruset pandehaar og trange skjrter og det hele, da mindst jeg anet
det. Dick, det asen, blev rd og bleg, og fr jeg fik snu mig, saa
var det: Kjre sde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei
saa morsomt at trffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. -- Du
kunde faa kvalme af at hre paa det. -- Og idioten presenterede mig
for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frken Jensen fra Harstad bd mig
tre fingre og trket dem bagefter af paa lommekluden sin! -- sch!

Sprger du om hun var pen? En lang spd tingest med svai i ryggen og
to kulstykker i ienhullerne og vldig kruset haar. Pen? Ja det var
hun vist, slig som saanne kvindfolkjgere som du kalder pen. Men hvad
business har hun med at vre pen, naar hun bruger penheden sin til at
dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick
Darling. Havde det vret dig hun slog fekten paa, saa skulde jeg ikke
sagt et muk; men stakkels gamle Dick! Og hvad skal enden blive? Nu
kommer hun her nsten hvereneste middagsstund, og onkel Dick her og
onkel Dick der og baade fem og ti kroner i pompaduren sin, naar hun
gaar. Hun ruinerer ham. Det er hvad hun gjr med penheden sin. Han,
tosken, er stok sten blind og smisker og ler og gererer sig som en
nybagt dksgut i Schiedamsche Dyik.

Jamen hvorfor taler du ikke til ham og faar ham fornuftig? Du har jo
ellers talegaver nok.

Sagde du, faa ham fornuftig? Gaa ud paa Nevengaarden du og snak
fornuft til patienterne og se om du faar dem fornuftige. Har jeg ikke
snakket, tror du? Jeg har bedt og bandet, truet, snakket resonerlig
og skjldt ham ud. Alt har jeg gjort; men tror du det hjlper. --

Aanei far. Bare du nvner tsungen er han frdig til at fly i synet
paa dig.

sch. Jeg er saa lei hele filleriet at jeg kunde gaa bort og hnge
mig. Kom med op til madam Olsen i Kortpilsmuget og faa en dram og et
glas l. Hun pleier at have sager i bagvrelset.

       *       *       *       *       *

Det begav sig, at jeg kom ud paa andre eventyr og farter, saa der gik
maaneder fr jeg saa mine venner Ratje og Darling igjen.

Men saa en dag ud paa vaarparten fandt jeg Styggen II fortiet
langs Tyskebryggekaien og jumpet ombord. Dick Darling stod i
maskinkappen og Jonas Ratje stttet sig mod styrehusdren.

Dick var bleg, og saa svrt daarlig ud. Han var blevet saa underlig
gammel og var ligesom mindre end fr. Jeg skulde netop gjre en
bemrkning i den anledning, da jeg blev opmrksom paa Ratje. Han
gjorde de besynderligste ansigtstrkninger, blinket med inene, kort
sagt, han bar sig som han havde voldsom tandpine. Samtidig hyttet han
til mig bag Dicks ryg, og jeg skjnte, at han nsket at telegrafere
et eller andet til mig; men i farten var det mig ikke mulig at
forstaa, hvad det var.

Imidlertid var jeg paa min post og intet usdvanlig hndte; men da
Jonas og jeg var kommet tilsde i styrehuset, og Dick var krbet ned
igjen i maskinrummet forlangte jeg energisk en forklaring paa de
underlige fagter.

Ok, sagde Ratje. Jeg blev saa bange for, at du skulde sige noget
til Dick om Jesabel.

Aa, om den unge damen, som du var saa forarget paa sidst?

Sagde du damen? Ja det var en nydelig dame det. Du ser, hvad hun har
faaet ud af Dick stakkar. Han er blevet en olding, gammel og
indskrumpet og skjlvhndt og syg og elendig, og humret hans er
gaaet i hundene, saa han kan ikke prestere et smil, om han saa haler
det op med en trosse. Men havde jeg hende her saa skulde jeg forsyne
mig tampe hende paa bare enden med mine egne hnder.

Jonas spyttet inderlig forarget. Jeg vilde gjerne hre mere om dette
og holdt flgelig fred. Det kunde vre ubekvemt at komme med formange
sprgsmaal til Jonas Ratje; men tog man ham paa rette maaden, fik man
i regelen vide hvad man vilde.

Han stopped piben sin og dampet en stund i taushed fr han atter
klemte paa.

Ja, du husker sidst du var ombord. Det var endda den dagen han havde
rigget sig til i stiveskjorte og hansker. Efterat du var gaaet, kom
han ombord ud paa eftermiddagen og jenten var med ham. -- Men det
var et syn. Ny hat og ny kaabe, kjole fra Sundt & Co. og lysegule
stvler og slr og langsjal, som hun kunde vre en konsulfrue fra
Kalfaret, og ikke som en anstndig skomagerdatter fra Harstad.

Men Dick, det asen var glad. Han smilte saa kjften gik helt op til
rene, saa lykkelig som om han havde arvet, og ikke som om han havde
lagt ud hundredeogfemogseksti blanke kroner paa det vrste hunafskum
som nogensinde har traadt Bergens gader.

Og jentungen smg sig omkring ham som en slange og onkeldicket ham
til han blev skrubtosket. -- Aa det var vrre end en filmens dronning
i et appachedrama.

Men ret som det var, fik hun det saa travelt med at komme afgaarde,
at det var flt. Hun skulde absolut mde en veninde klokken syv
precis. Onkel Dick maatte endelig undskylde hende. Hun vilde meget
heller have blevet hos sin snilde gamle onkel; men som sagt hun
maatte afsted.

Dick stakkar, syntes han maatte trste hende, fordi hun maatte gaa
fra ham, og saa stak han til hende en tikrone og sagde, at det var
rigtig bra hun maatte gaa, for nu maate han alligevel i kjedlen og
gjre den ren.

Men da tsen var gaaet sin vei, kunde jeg ikke dy mig lngere, og saa
lste jeg op for Dick hvad jeg syntes om baade ham og hende. Det
endte med at vi havde os et regulrt lidet slagsmaal, og da vi var
frdig med det, var stiveskjorten ikke lnger presentabel. Det var i
det heletaget en forholdsvis kostbar dag for Dick den dag.

Da vi havde havt vort opvask, blev han mere manerlig, og nste morgen
var kjedlen ren og alt klappet og klart til at go ahead. Sit arbeide
kan han jo. Og enten det nu var julingen han havde faaet, eller det
var fordi han syntes han maatte gjre op igjen for de mange penge han
havde lagt ud, nok er de flgende dage hang han i som en smed.

Men Jesabel saa vi ikke noget til. Til at begynde med tog Dick det
rolig. Ja han trallet og sang saalang dagen var og var bare solskin.
Han gik omkring og fortalte mig baade det ene og det andet for at
vise mig for en framifraa jente hun var, denne frken Jensen. Hun var
datter til gamlekjresten hans, og hun lignet sin mor op ad dage. Og
hun var saa gjild, at der var ikke maade paa det. Jeg ved ikke alt
det sludder han vrket af sig.

Der gik to og der gik tre dage og hele ugen. Jentungen saa vi
ingenting til. Dick blev mere og mere lang i ansigtet; men han sagde
ikke noget, og ikke jeg heller. Jeg var bare glad vi var kvit hende.

Saa lrdag eftermiddag kom der en spirrevip af en kontorist ombord.
Han vilde fragte Styggen II til en tur rundt Asken om sndagen.
De var nogen damer og herrer som skulde paa plassertur.

Ja vi blev enige om prisen og fyren betalte kontant det jeg
forlangte. Udover natten gik Dick og jeg og skrubbet og pudset
messing og gjorde alting shipshape saa godt vi kunde.

Nei, Styggen har ikke noget passagercertifikat; men vi har jo salon
ombord og det er ikke frste gangen vi har havt passagerer. Vi har
endogsaa vret paa havforskning.

Naaja. Nok om det. Sndag morgen laa vi nede ved Mhlenpriskaien saa
pudset og fin som en lystyacht, og da vi hrte passagererne komme
borte i bakken, stak Dick nedenunder for at gjre maskinen klar. Selv
gik jeg til landgangen for at hjlpe dem ombord.

Det var et flge, vist en fem seks par med rygskker og nistekurver
og flasker som sig hr og br til en rigtig plassertur.

Men hvem tror du var med i flget? -- Jesabel alias frken Jensen
ifrt al den dyre stasen, den hun havde faaet af Dick.

Da hun opdaget at det var Styggen II hun skulde ombord i blev hun
pludselig benauet. Hun stoppet op, pegte paa baaden og spurgte
kavalorten om det virkelig var meningen hans at byde en dame som
hende en slig sjofel baad som den der. Aldrig i livet vilde hun stte
sin fod ombord i den.

Saa blev der opstandelse. -- Arrangementsspirevippen blev evig
ulykkelig og alle de andre samlet sig om hende og tigget og bad hende
om at tage tiltakke. Det var ganske som et cirkus med pantomime.

Det kunde varet lnge, hvis ikke pokker var faret i mig.

Bare trd ombord I, jomfru Jensen. I har jo vret her fr, saa I kan
vise de andre herskaberne veien, sagde jeg og lettet paa huen.

Hun maalte mig med et blik, som hvis blikke kunde tilintetgjre
o.s.v. -- som der staar i romanerne. Men Ratje er ikke saa let at
knuse, ved du. Med min sdeste stemme fortsatte jeg: Og onkel Dick
vil blive saa henrykt over at se Jer.

Hun stod som om hun ikke vidste enten hun skulde lbe sin vei eller
ikke, og for at hjlpe hende over en pinlig situation brlte jeg
ligegodt ned gjennem skylightet til Dick, at han maatte komme op, for
her var en dame som vilde hilse paa ham.

Dick kom og var frst bare solskin. Men da han saa hvor flau og
genert hun var og merket Jesabels onde hjerte, saa blev han saa
underlig lang i fjset og blev staaende og trippe, som han slet ikke
vidste, hvor han skulde gjre af sig selv. Saa snudde han helt rundt
paa hlen og gik ned i maskinrummet igjen. Der blev han forsyne mig
hele dagen uden at vise sig i maskinkappen engang, enda det blev saa
stegende varmt, at det var rent et syn. Hvis ikke jeg havde srget
for at sende drikkevarer ned til ham i passende hyppige portioner saa
tror jeg han havde kreperet. -- Men det bedrver mig at maatte
tilstaa at Dick, det naut, blev mildest talt usmmelig synlig
beruset.

Jomfru Jesabel havde det storartet. Jeg srget for hende paa alle
maader, bad hende vre forsigtig med den pene kjolen, som hun havde
faaet hos onkel Dick. -- Og undskyld frken, skal vi ikke lgge den
hatten forsigtig ned i salonen. Onkel Dick vil ikke lige, at den dyre
presenten hans bliver delagt; og gid frken, der har De faaet en
flk paa det sjalet som onkel Dick betalte tyve kroner for. -- Kort
sagt, jeg kunde ikke vret mere omhyggelig for hende, om hun havde
vret min egen datter. --

Men tror du bstet satte pris paa det. -- Nei far, hun saa ud som hun
vilde de mig hvergang og hun fik spirrevippen til at se nsten lige
saa morsk ud.

Ok ja! Utak er verdens ln. Men jeg tnkte hun kunde have godt av
det; for naar hun skjnte, hvor varmt jeg tog mig af hende, saa
kanske hun ikke vilde trke hnderne sine i lommedugen nste gang,
hun tog en rlig mand i haanden.

Naaja, den dagen fik ogsaa en ende og vi kom omsider ind til byen
igjen. Der vilde Jesabel liste sig iland uden at sige farvel til sin
kjre onkel. Men se det blev der ikke noget af. Jeg srget personlig
for at Dick kom paa dk i sidste ieblik og rakte hende haanden til
afsked. Men saa skammelig utaknemmelig var den svinemr at hun ikke
engang vilde tage ham i haanden, endda Dick slet ikke var vrre end
at han kunde staa paa sine ben.

Spirrevippen vilde lgge sig imellem for at skaane hendes finere
flelser. Men det skulde han ikke have gjort ligevel, for det kom han
til at angre paa. Dick blev olm og langet spradebassen en i synet,
saa han for trekantet bort over dkket. -- Og saa blev der halloi. --
Damerne skreg i vilden sky, og herrerne morsket sig, og Dick gik
bersrkergang, hvad jeg ikke kunde fortnke ham i.

For ikke at faa Styggens renom delagt blev jeg omsider ndt til
at stifte fred. Derfor kastet jeg hele selskabet iland og slog to
pser vand paa Dick, hvilket kjlet ham af saa passelig, saa han
atter trak sig tilbage til maskinrummet. Dernede satte han sig til at
tude som en unge og vrvlet en hel del om en slange ved sin barm.
Sommetider var det mig han mente og sommetider Jesabel. Men han var
jo fuld, saa jeg tnkte det gik nok over.

Mandag morgen havde han hovedpine og bondeanger, som sig hr og br
dagen derpaa. Han vrvlet noget om at han var et elendig og
foragtelig menneske, og at det var rimelig en dame som frken Jensen
ikke vilde have noget at gjre med ham.

Jeg trstet ham og sagde, at det kunde han vre glad for. -- Men glad
var han ikke.

Men jamen kom den frkke tsungen ombord udpaa eftermiddagen. Og
enten du vil tro mig eller ikke, saa blev der stor forsoningsfest;
hun graad og Dick snftet og det hele var saa yndigt, at jeg maatte
op til madam Olsen og tage mig en toddy til at svlge det hele ned
med. Da jeg kom ombord igjen fik jeg vide at hun og Dick hadde
bestemt at gaa i Nygaardsparken om kvelden og hre paa koncert. Dick
var saa idiotisk lykkelig at han spurgte om ikke jeg vilde gaa med
dem. Jeg indrmmer at jeg kunde sagt nei paa en pynteligere maade end
jeg gjorde. Han mente det vist godt, tosken.

Dagen efter var hans humr sort som sod, og da jeg spurgte om han
havde moret sig, saa bad han mig ryge og rende og fare -- naaja, du
forstaar hvorhen. Men det var nu lidt uhfligt af ham; for det var
virkelig ikke min skyld, at Jesabel fandt kontorspirrevippen i parken
og stak af med ham, saa Dick blev staaende igjen som en anden Per
Snott.

Jeg synes han burde vre evig taknemlig for at han endelig havde
faaet inene aabne. Men langtifra! Allerede to dage derefter kom
tsungen og gav ekstragallaforestilling her paa agterdkket paa
Styggen II igjen, og Dick danset efter hendes pibe paany som en
gammel dansebjrn. Det var sandelig baade srgeligt og usmmeligt.
Men jeg havde faaet nok af at blande mig op i hans affrer, saa jeg
tiede bom stille og sagde ingenting, selv da hun gik sin vei med to
gule sedler i pompaduren. Hvis Dick havde besluttet at gaa i hundene,
saa gjerne for mig. -- Men slig gaar det, naar folk ikke faar raset
ud i ungdommen, saa maa de rase naar de bliver gamle, og da bliver de
titusen gange vrre.

Naa ja. Der gik nogen dage, hvor Dick skinnet lidt op igjen, og hun
kom hver middag og onkeldicket ham. -- Men saa blev hun pludselig
borte igjen, og vi hrte ikke mere til hende, fr en dag der kom en
detektiv ombord og spurgte efter Dick Darling. Jentungen var mistnkt
for at have stjaalet et gulduhr fra kontoristen sin. Nu mente
politiet, at hun havde stampet det eller solgt det; men selv sagde
hun, at hun havde faaet penge hos Dick og at det var de hun havde
flottet sig med.

Dick gik iland paa flkken, og Styggen II lagde op hele
eftermiddagen. Du kan vel tnke dig, hvor forarget jeg var.

Men neimen om jeg orket at sige noget til Dick, da han kom ombord
igjen om kvelden. Han var askegraa i ansigtet, og han kunde ikke
samle sine tanker saameget at han kunde sige to ord i sammenhng. Jeg
troede sandelig at han var blevet gal.

Af detektiven fik jeg siden vide, at Dick kom til hende i
varetgts-arresten. Da havde hun frst spillet fornrmet og ngtet
alt; men om lidt var hun stukket i at jamre og grde, og saa havde
hun erkjendt tyveriet og en hel del andet, som ikke var pent og
passende for en ung pige. Dick, stakkar, havde staaet saa hjlpels
som et lidet barn, for hvem hele verden er gaaet istykker, og havde
bare dreiet huen rundt og rundt i hnderne ustanselig, mens taarerne
silte ned over kinderne hans. Det var meget vrre end om Jesabel var
hans egen datter.

Siden gik han ud og lste ind uhret hos pantelaaneren og bragte det
tilbage til kontoristen samme aften.

Men jenten blev alligevel dmt for tyveri og lsgjngeri; for hun
havde nok vret et vidtlftig pigebarn paa mange maader.

Da hun kom ud igjen var Dick selv inde paa politikammeret og hentet
hende, og samme kvelden blev hun skibet nordover til Harstad med
hurtigruten. Dick betalte selv billetten og fulgte hende ombord.

Dermed skulde den historie have vret slut. Da Mercur kom sydover
igjen var Dick ombord for at sprge styrmanden om hun var kommet vel
frem. Men der fik han vide, at hun var stukket af i Trondhjem.
Simpelthen sporlst forduftet.

Ok ja far! Det er altsammen saa srgeligt, at du kunde le dig kvk
ihjel af det.

Dick stakkar er bare et vrag og gaar omkring om dagene som en Jeremi
begrdelsesbog i pragtbind. Du ved jeg bander ndig; men pined kan
man fristes. Jeg synes, at du gamle fyldepen skulde skrive i aviserne
at slige forbistrede pigebrn burde sttes under laas og lukke i al
evighed, amen!

Hjlpe! Nei naturligvis kan det ikke hjlpe, saalnge slige halvgamle
idioter som Dick gaar omkring med en voksklump til hjerte; men er det
ikke fanken, at slig en krltop af et fruentimmer skal kunne delgge
en mand slig da. Kvindfolk skulde afskaffes. Det er min mening. Et
enkelt eksemplar skulde sttes paa spiritus og sendes paa muset til
skrk og advarsel. Det vilde vre mere end tilstrkkeligt.

Jamen du er jo selv gift, Jonas Ratje!

Han glfset i saa gnisten sprutet af ham: Der er vel forskjel paa
kvindfolk og kvindfolk. Dina Ratje fdt Weidemann er et anstndig
menneske, det skal jeg lade dig vide. Hun er ikke nogen jomfru
Jesabel, and don't you forget, eller saa forsyne mig skal du faa
svlge tnder som grynvlling.

Jeg havde et svare strv med at stille ham tilfreds og da jeg
nogenlunde havde beroliget ham piltet jeg iland. Luften ombord i
Styggen II var ikke rigtig klar den dag.

Men for min ven Dick Darling var jeg dybt bedrvet.




Syndens sold.


Jonas Ratje tndte sin pibe og gik om paa styrbords side af
styrehuset, hvor han stillet sig op med begge hnderne i
bukselommerne og stirret over mod Fstningskaien med en bister og
fortnkt mine i sit ellers saa joviale fjs.

Ratje havde sin bestemte hensigt med denne manvre. Han var en mand,
som i det hele taget sjelden gjorde noget uden bestemt hensigt. Netop
nu, i dette hellige ieblik stod Trumpen, formanden hos Hahn &
Hinken, inde paa Holbergsalmendingen og skreg sig hs paa: Styggen
hoi!

Det begav sig at Ratje og Trumpen ikke var perlevenner for tiden;
derfor var det skipper Jonas Ratje syntes merbemeldte Trumpen kunde
have godt af at staa der en stund og brle. Den svinepelsen! Havde
han ikke i sidste kulopgjret noteret de to ton kul, som han og Ratje
var blevet enige om skulde gaa af som svind. Intet under, at da
Ratje stod oppe hos Hahn & Hinken paa kontoret og fik den salve midt
i synet, saa havde han paa et hngende haar forsnakket sig og rbet
visse transaktioner som firmaet helst ikke skulde have sin nse i.
Hahn & Hinken eiet halvdelen af Styggen II. Trumpen, maskinisten
Dick Darling og han selv eiet resten; men der bestod visse hemmelige
aftaler og arrangements, som gjorde, at kontorets halvdel ndig
maatte vide, hvorledes den anden halvdel disponerte uofficielt.

Nok om det. De to ton kul var netop en af de ting som kun vedkom den
farende del af rederiet og det var derfor noget henimod forrderi af
Trumpen, den klodsmajor, at han havde opgivet disse kullene i sidste
maanedsopgjr.

Som en konsekvens af dette misgreb eksisterte der nu en aaben konto
mellem ham og Ratje. Vistnok havde skipperen i sidste ieblik bidt
sig i tungen og derved undgaaet at rbe sig; men hvis Trumpen
indbildte sig at han skulde faa d i synden, saa var han gaaet feil i
byen; for han kjendte nok ikke kaptein Jonas Ratje ret.

Dick Darling stak hovedet gjennem maskinkappen: Trumpen staar inde
paa Nyalmendingen og brler som han skulde have betaling for det,
Ratje.

Lad ham brle. Skipperen spyttet over rllingen og skiftet piben
over i bagbords mundvig.

Ja men; han vil have fat i -- --.

Lad ham brle, det asen. Pas du dit, saa skal nok jeg passe mit.

Dick skjnte at Ratje var nok ikke naadig idag. Han rystet paa
hovedet og sagde ganske sindig: Ja ja Jonas, saa stter jeg maskinen
igang, da.

Du gjr fanden heller! Du kan bare understaa dig til at rre den fr
jeg giver besked. Det er mig som er skipper her, ser du.

Dick tiede. Han forstod her foregik noget som han ikke havde rede
paa; men han kjendte Ratje og da det ikke syntes at vre noget som
specielt angik ham selv, saa holdt han sig nitral og niet sig med
at holde ie med Trumpen inde paa bryggen.

Minutterne gik og Trumpen brlte. Ratje fuldendte sin pibe og stoppet
sig en ny.

Pludselig blev der fart i Dick: Dd og plage. Der kommer Trygg og
Trumpen praier den.

Hvad siger du? Ja, det skulde bare mangle at den plimsolleren skulde
tage jobben fra os. Fuld fart forover, Dick. Skynd dig. Ratje stak
piben i lommen, gik over til bagbord, satte hnderne for munden som
raabert: Halloi. Nu kommer vi. Og dermed for han ind i styrehuset.
Men derinde bandte han, saa blaa flammen stod ham ud af halsen. Hm!
Den Trumpen. Han skulde jamen faa vide, hvad han var gjort af, det
kunde han tage gift paa.

Med et flot sving klappet Styggen II op langs bryggen; men Ratje
gik ikke ut af styrehuset. Oppe paa bryggekanten stod Trumpen og
raabte en besked. Ratje keg gjennem ruden; men han rrte sig ikke.
Det frydet ham at se, at Trumpen blev sintere efterhvert. Tilslut
hoppet han ombord og for henimod styrehusdren og idetsamme han rev
den op, biet Ratje sig over talerret til maskinen: Fuld fart
forover, Dick.

Frst derefter vendte han sig mod den anden: Nei, goddag Trumpen.
Hvad i alverden er det du har det saa braadt om idag?

Braadt om? Her har jeg staaet og skreget og brlt paa dig i snart en
halv time; men du er nok stok sten dv, du. De to skuderne i
Laksevaagsholen, som skal over til Heggerns. Er det meningen, de
skal komme over idag?

Har du staaet og praiet? Jeg har ikke hrt dig, jeg. Saa det var de
to skuderne. Ja, vi skal hente dem med engang.

Trumpen vendte sig forarget for at gaa igjen; men opdaget saa at
Styggen II alt var kommet midt ud paa Vaagen med kurs for moloen.
Han satte i en fleskeed: Hvad skal dette betyde? Vil du se at stte
mig iland igjen, og det lidt fort. Den vesle fyren stod og trippet
af bare ivrighed; men Ratje, stor og svr, stod ganske rolig ved
rattet og rrte sig ikke, styret bare samme kurs.

Hvad er dette for narrestreker, Jonas. St mig iland, hrer du. Jeg
har det travelt og har ikke tid til ablegier nu.

Ikke jeg heller. Det haster med skuderne, ved du. Og desuden er det
bedst, du flger med og passer paa, at der ikke forsvinder to ton kul
fra dem underveis. Ratje smilte bredt og tilfreds.

Der gik et lys op for Trumpen. Han begyndte at forstaa et og andet,
og da han fik tnkt sig om blev han endnu sintere end fr, hvilket
han ikke lagde skjul paa. Han skjldte skipperen ud efter noder; men
Ratje tog det med ro.

Du kan nu pibe eller gale som du vil; men du faar blive med nu.

Og Trumpen maatte flge med frst til Laksevaag og siden til
Heggerns. Men derude sprang han paa land straks han kunde. Han var
saa fortrende sint at han sprutet gnister.

Ratje sagde ingenting. Frst da han havde hjulpet til at faa begge
skuderne fortiet saa han op paa Trumpen som endnu ikke var frdig
med at skjlde ud.

Ja ja, farvel da, Trumpen. Du foretrkker at spadsere indover til
byen igjen du; men jeg har det travelt, saa nu gaar vi.

Det gik op for Trumpen at han havde begaaet nok en dumhed. Men da var
det forsent, for Styggen II stod indover igjen for fuld fart; og
Ratje, den skjlm, biet sig ud af styrehusdren og vinket saa venlig
med haanden til afsked.

       *       *       *       *       *

Dick, brlte Ratje. Kom her op Dick!

Op fra maskinrummet stak Dick Darlings sodede ansigt. Han trket sig
med tvistdotten over panden. Bevares er det gamle Erik, som er ls,
slig som du blger?

Ja, netop han. Se nu paa de skuderne som Trygg slber afsted med
der. Hvis det ikke er Hahn & Hinken sine, skal jeg lade mig flaa
levende.

Da slipper du at blive flaaet dennegangen, skjnt du havde rligt
fortjent det. Nu er det tredie gangen i denne ugen at Trygg faar en
job som vi skulde havt. Skammer du dig ikke, Ratje?

Skammer mig. Hvad mener du? Er det kanske min skyld at Trumpen -- --
-- --.

Oh yes! Trumpen er god at skylde paa, han. Men det var dig, Jonas,
som gav Trumpen den lystreise til Laksevaag og Heggerns. Og der har
du betalingen. Dick gjorde en talende gestus over mod Trygg, som
netop seilet forbi med to digre lgtere i slbet. Skipperen derover
tillod sig ovenikjbet at hilse med tre smaa std i fliten idet han
strg forbi, og Ratje, som ellers ikke savnet herredmme over
sprogets bitre gloser, tiet bom stille.

Tilfldet var usdvanlig og gav kanske bedre end noget andet udtryk
for, at kaptein Jonas Ratje var saaret paa et meget flsomt punkt.
Dick, som for en gangs skyld merket at han havde overtaget, kunde
ikke dy sig. Idet han dukket ned maskinleideren smald det:

Du burde huske paa, at der er flere end dig, som har part i Styggen
II, og denne hersens kassen vor skulde helst vre en forretning.
Istedet derfor gjr du den til et flydende cirkus og flyver rundt paa
havnen og giver opvisninger i clownekomik, som en anden fordrukken
bajads. Huf! At nogen skal vre ndt til at -- -- -- --

Men nu var sinnet kogt op i Ratje: Shut up! din hylende hyne, eller
jeg slaar hovedet dit ned i maven paa dig, din svarte, sodstinkende,
fedtkogende, talgsmrende djvel.

Dick skjnte han var gaaet et skridt for vidt, hvorfor han behndig
smat nedenunder; mens Ratje gik ind i styrehuset og slog dren i
efter sig saa det kunde hres over hele Vaagen. Derinde fortsatte han
at prve sprogenes velklang i mange og malende udtryk, fra alverdens
havnesteder, og han gav sig ikke fr han var saa udmattet, at han
simpelthen ikke kunde lngere. Frst da satte han sig ned, stttet
hovedet i hnderne og gav sig til at tnke.

Det var en lang og pinefuld proces; men da han endelig var frdig
smilte han noksaa forniet. Men fr han gik ud paa dkket igjen trak
han frem sin vldige hestehandlerportemon og undersgte omhyggelig
dens indhold.

Paa middagsstunden, da alle slbebaadene laa stille ved
Holbergsbryggen ofret Ratje sin middagslur og aflagde en visit ombord
i Trygg. Det endte med at de to skippere stak op til Eide paa
almendingen for at faa sig et glas l. Det ene blev til to og tre og
fire. Siden da samlaget aabnet blev der kjbt aquavit og mere l som
blev fortret i styrehuset paa Styggen II.

Desvrre maa det bekjendes, at srlig skipperen paa Trygg blev
synlig beruset. Srdeles meget synlig, saa han gik og vvet og tullet
til spot og skjndsel for alle paa havnen. Han kaldte Ratje for sin
bedste ven og forpligtet sig til at slaa en vis Trumpen helsels,
saasnart han fik ham under hnderne; thi havde ikke samme Trumpen
snydt ham blodig og meget og havde ladet sig betale for at Trygg
skulde faa nogen elendige slb for d'herrer Hahn & Hinken, uagtet
dette glorvrdige firma havde givet udtrykkelige ordre til at han,
Hansen paa Trygg, skulde have alle de slb som hans ven Ratje ikke
kunde overkomme. Men han, Hansen paa Trygg, var meget for god kar
til at lade sig snyde af en slik elendig skinhellig luseknkker som
Trumpen, og nu vilde han fluksens og uopholdelig begive sig op paa
kontoret til Hahn & Hinken og meddele dem hvilken simpel og utro
tjener de havde i sndfjordingen Trumpen. Havde kanske ikke Ratje
sagt, at han bare skulde forlange tilbage de 27 kroner, som den
infame bondeknl havde stukket i lommen for de stakkels tre slbene,
som han havde havt i ugen. Ratje, den hdersmand, den fuldtro ven,
skulde vre hans vidne for Gud og mennesker paa, at han, Hansen paa
Trygg, var mand for at mestre slig en snigende, pengegrisk
kjltring, hvilket det nu var hans agt at bevise ved ieblikkelig at
fordre de omtalte penge tilbage af firmaet.

Hansen sjanglet opover almenningen. Men da var det at Ratje tog sin
nyvundne ven om livet og lempet ham ombord igjen og frte ham
nedunder i salonen paa Trygg, hvor han heldte endnu mere
brndevin paa ham til han ikke lngere kunde gaa. Derpaa laaste Ratje
ham inde og overlod ham til sin skjbne.

Og nu Dick, har jeg atter engang givet opvisning i clownekomik som
en anden fordrukken bajads. Lg dig det paa minde, Dick. Og glem
ikke, at det er 27 kroner Trumpen skal dele med os. Der er endnu en
dram tilbage paa flasken. Den er dig vel undt, Dick; men faa saa
rokken igang, for nu har vi andet at bestille end at drive flydende
cirkus. Vi faar se at komme ud i Sandvigen efter den sildeskuden som
skal ind til Tyskebryggen. Hurry up, mand! Vi har alt kastet bort to
timer af dagen. -- Men kjua Trumpen, han har noget at glde sig til
nu.

       *       *       *       *       *

Augusta Victoria, Hamburg-Amerikalinjens flotte paketbaad, var
netop frdig med kullingen. De hvidkldte matroser var allerede igang
med spylingen under kommando af en guldbeslaaet trediestyrmand.

Mens Trumpen var nede i maskinmesterens lugar for at faa paategnet
modtagelsesbeviset for kullene, tog Styggen II en sviptur ind til
Sukkerhuskaien med sjauergjngen; men langs siden af turistbaadene
laa endnu en ensom kullgter, og det gjaldt om at skynde sig for at
faa den bort fr turisterne kom tilbage fra sin kjretur til Flien.
De var snart ventende, for allerede klokken syv skulde damperen
fortstte nordover.

Det var Trumpen som skulde styre lgteren under slbet tilbage til
Laksevaagsholen.

Men saa bandsat gik det for sig, at da Styggen II med lgteren var
midtfjords slap slberen og det var et held og et vidunder at ikke
Styggen II fik den i propellen.

Trumpen stod tilbage ombord i skuden og skreg sig hs paa Styggen
ohoi. Men Ratje var vist baade dv og blind, for han fortsatte
uforstyrret sin kurs, og frst langt borte paa fjorden tittede han ud
af styrehusdren.

Der kruset sig et lumsk smil om hans mund, da han lagde roret haardt
bagbord og svinget tilbage.

Han lagde sig et par favne fra lgteren, slog stop i maskinen og lod
drive. Saa gik han ud paa dkket og halte slberen indenbords.

Frst da det var gjort, tog han en smkker line, kveilet den op i
haanden og kastet den over til Trumpen, som skreg unvnelige ting til
ham oppe fra skuden.

Det viste sig at linen var for kort, og alt det Trumpen strakte sig,
saa naaede han den ikke, den faldt i sjen.

To gange til hndte det samme og Trumpens tale var hverken from eller
tkkelig.

Men Ratje tog det med ro, meget roligere end hans vane var.

For fjerde gang kveilet han linen op, og denne gang suste den som en
lasso gjennem luften og svang sig et par gode trn omkring Trumpen,
som stod og strak sig over lgterripen for at faa tag i den.

Der er ingen mennesker, som tr paastaa, at Ratje gjorde det med
vilje; men faktum er at linen fik et lidet ryk i det samme, og
Trumpen tabte ballancen og gik paa hovedet i Puddefjordens vover.

Trumpen kunde ikke svmme; men han fik fat i linen med hnderne og
klynget sig krampagtig fast til den, mens Ratje sindig og langsomt
halet den ind haand over haand til han fik havaristen langs siden.

Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig
godt tilrette paa rllingen og nd synet af den forulykkede
sndfjording.

Der laa Trumpen og frset og spyttet sjvand og svor ved alle himlens
og havets guder: Trk mig op, din satan! skreg Trumpen.

Fy, din tale er usmmelig, din uciviliserte tosk, sagde Ratje. Tal
hflig til din overmand. Hflighed koster ingen penge.

Trk mig op, eller saa skal hinmanden --

Ratje slakket en halv favn eller saa paa linen og Trumpen fik sig en
ordentlig dukkert. Da han kom op til overfladen stnnet og spyttet
han vrre end fr; men lektionen havde vret lrerig. Vr nu
skikkelig og trk mig op, Ratje, bad han pyntelig.

Se se, vi begynder alt at lre opdragelse, sagde Ratje; men han
gjorde ingen miner til at hjlpe synderen indenbords.

Da blev Trumpen rd, og der skjalv frygt i hans stemme. Aa, kjre
Ratje, hjlp mig op nu, er du snild. Du ved du skal have det saa godt
igjen, klynket han.

Ratje godtet sig. Ja ja, -- godt igjen. Du sagde ikke det forleden,
da du lod Hansen paa Trygg faa slbene og stak provisionen i lommen
uden at dele med Dick og mig, endda du ved saa vel hvad aftalen er.

Jeg har ikke faaet nogen provision!

Dick Darling kom op fra maskinrummet i det samme for at se, hvad det
var som var iveien og Ratje raabte til ham: Kom her, Darling,
Trumpen siger, at han fik ingen provision af Hansen paa Trygg.

Dick kom. Med et eneste blik opfattet han situationen. Han stak
hnderne i lommen og plystret en lang forstaaelsesfuld node.

Hvad skal vi gjre med ham? spurgte Ratje. Han brd sig slet ikke
om at Trumpen begyndte at brle om hjlp alt det han orket.

Dick kastet et foragtelig blik udenbords. Lad ham gaa tilbunds. Det
er jo bare en sndfjording, sagde han ligegyldig.

Aa, Gud bevare mig arme synder, stnnet han. Trk mig op. Jeg
klarer ikke at holde mig oppe lngere nu.

Aa jo da. Du klarer det lnge endnu, sagde Ratje, han gav den
ulykkelige Trumpen en ny dukkert.

Hvormeget var det du fik hos Hansen? spurgte Ratje, da han kom op
igjen.

Jeg fik ikke en re, hrer du, jamret det udenbords.

Atter slakket Ratje et par alen paa linen. Hvormeget var det du
fik? kom det uforstyrreligt.

Ti kroner, skreg han langs skibssiden i sin yderste nd.

Fy, at du kan lyve nu i din sidste stund. Ratjes stemme var mildt
bebreidende og Trumpen gik under paany.

Hvormeget var det saa du fik?

Syvogtyve kroner. Trumpen var blevet myg som voks nu. Han skjnte
det hjalp ikke at komme med lgn lnger.

Syvogtyve kroner? Og nu vil du dele med Dick og mig? Vil du ikke
det, Trumpen, vennen min.

Jo bare hal mig op, jeg greier det ikke lnger.

Og saa vil du forre Dick og mig din part, fordi vi er saa snilde at
lre dig af med din begjrligheds synd?

Nei, saa skulde da f-- -- --

Resten druknet i de salte vover. Hflig, fremforalt hflig, naar du
taler til en kaptein, din flerfoldige sndfjordstril, der du er. Vil
du forre mig og Dick din part eller vil du ikke?

Aa jo, trk mig op, saa skal du faa det.

Naa endelig, nu bliver du medgjrligere, lader det til.

Ja, ja, bare trk mig op, saa skal du faa det med engang, -- Aa du
din blodtrstige -- -- --.

Naa hflig! siger jeg, kom det advarende. Rk portemonen din til
Dick frst; og nu faar det gaa lidt gesvindt, for nu er jeg lei af
denne komedien.

Der kom en baad roende indover; men Trumpen kunde ikke se den der han
laa.

Trk mig op frst, saa skal du faa pengene.

Aa langt fra. Pengene frst, sagde Ratje, han gav Trumpen en lang
dukkert, lngere end nogen af de forrige.

Har du bestemt dig nu?

Trumpen graad sine modige taarer. Men han havde endelig lrt. Uden et
ord mere fik han med mie og besvr portemonen op af lommen med den
ene haand og Dick biet sig udover og tog den fra ham.

Saa, hal mig nu indenbords, sagde Trumpen.

Nei stop lidt. Se frst efter, Dick, om der er penge nok. -- -- Saa
der er det? Ja ja, da kan du hive stormleideren ud til ham, den
elendige stymper, og giv ham en haand, saa han kommer ombord.

Idetsamme robaaden svang om agterstavnen paa Styggen II saa at
Trumpen kunde se den, blev han halt over rkken af fire kraftige
hnder.

Men Trumpen var saa rystet at han satte sig ret ned paa polleren og
graad som et barn.

Tja, sagde Ratje. Jeg haaber det har vret dig en velsignet stund
til belrelse og eftertanke. Men du kan understaa dig til oftere at
lade Hansen paa Trygg faa slb, naar jeg er i nrheden, saa kan du
bide dig i nsen paa, at du skal faa med mig at bestille. Tror du
kanske at du din noksagt kan komme kaptein Ratje tvrs for baugen,
ustraffet? Uf at slikt naut skal faa lov til at leve. Jeg angrer
nsten paa, at jeg drog dig op igjen.

Men nu faar vi se at faa fat i skuden igjen, Dick. Har du pengene?
Lad mig faa 13 kroner og 50 re og lad den stymperen faa igjen sit
raadne mammon.

Fuld fart forover, Dick!




Diplomatiske forhandlinger.


Jeg skulde mde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg
vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjre af mig i mellemtiden.
Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet
mistrstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for
himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa
koldt og ufjlgt som om vi skulde vre i februar.

Jeg stod og overveiet, hvorvidt jeg skulde bestemme mig for en
caf eller kaffistova, da jeg pludselig blev var en liden
grnmalet skorsten som stak op for enden af kaien ude ved
Nicolaikirkealmendingen. Da var jeg ikke i tvil lnger. Det var en
evighed siden jeg havde hilst paa mine venner ombord i Styggen II,
saa skjbnen kunde ikke give mig et tydeligere vink. Skorstenen var
ikke til at tage feil af. Der fandtes bare den ene af den
konstruktion og farve paa hele Vaagen.

Styrehuset var lukket, men jeg hrte stemmer indenfra. Det var frst
min mening at praie, men det faldt mig ind at det var ganske
overfldig og jeg steg stille ned paa dkket.

De inde i huset var saa optaget af sit, at de ikke lagde mrke til
den smule sti jeg gjorde, og jeg hrte de var hirstede. Det var
frst Jonas Ratjes sterke trompetrst som sagde:

Aa gamle Hahn er ikke saa vrst; men Hinken er og bliver en
blodsuger alle sine dage. Han var saa sta som et muldyr.

Ja, og naar Hinken ikke vil, saa staar du og gaber og ved ikke ud
eller ind. He, Hinken vil ikke. Asch, at du ikke skammer dig Ratje!
Det var Dick Darling som gnldret dette, og det slog mig at han var
ualmindelig ophidset. Det lignet slet ikke Darling, som ellers var et
af de roligste mennesker jeg kjender.

Et ieblik var jeg fristet til at blive staaende for at faa hre
videre, hvad det hele dreiet sig om; men saa syntes jeg ikke det godt
gik an at belure mine gamle venner, og derfor aabnet jeg dren med et
raskt greb.

Der blev pludselig saa stille, idet de saa mig. Det var tre ialt.
Kaptein Jonas Ratje som stod bred og majesttisk midt i rummet. Dick
Darling, maskinisten, i det ene sofahjrne og Trumpen, kulformanden
hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandre alle tre,
som folk gjr naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale.

Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet
mig, og jeg flte mig oprigtig talt lidt stdt og lidt skuffet.

Goddag, sagde jeg. Jeg kan godt gaa min vei igjen.

Ratje tog sig sammen. Nei for noget sludder. Stig bare paa og luk
dren efter dig. Goddag pennevisker! Det var bare noget vi sad og
snakket om, og saa kom du saa uventet. Det var derfor vi blev lidt
altereret med det samme du aabnet dren.

Jeg lod mig ikke nde. Min nysgjerrighed var vakt og her var jo
iensynlig noget i gjre, men for anstndigheds skyld fandt jeg at
burde bemrke: Jamen hvis jeg kommer til uleilighed, saa -- --

Nei langt fra. Tvertimod, du kan kanske hjlpe os, naar du faar hre
hvad det er, sagde Ratje, og Darling gjorde plads for mig i sofaen
og trykket min haand, hvad der var ligesaagodt som en skriftlig
sanktion af skipperens udsagn. Bare Trumpen spyttet lidt
demonstrativt; men vi var ikke vant til at tage nogen notis af hvad
Trumpen mente eller ikke mente. Jeg dalte ned midt i sofaen uden
videre palaver:

Altsaa fortstter vi der hvor vi slap. Hvad er det Hinken ikke vil?
og hvorfor skal Ratje skamme sig? Det var saalangt vi var kommen, da
jeg havde den re at gjre min entr.

Fordi han er en tosk, svarte Darling.

Hvem, Hinken?

Nei, Ratje. Hinken er et asen.

Aa saaledes! sagde jeg; men jeg var fremdeles ikke med paa noderne.

Du prater du, replicerte Ratje til Darling. Naar du er saa meget
bedre end jeg, saa kan du jo gaa op og klare braserne selv da. Det er
let nok at sidde der i sofahjrnet og bruge kjft; men faa den
snydenstruppen til at slge, det er betydelig vrre det. Du kan bande
paa at han ved lige saa godt som du og jeg at Styggen II giver sine
femogtyve procent saavist som den giver noget. Det er Hahn & Hinken
som er bogholdere for denne kareten her, saa du behver ikke fortlle
ham noget om den ting. Du kan lide paa, at han ved hvad side af
smrrebrdet der er smr paa. Han har vel sine provisioner som vi
ikke faar vide noget om, som vi har vore, som han muligens aner; men
som ialfald ikke staar i bgerne hans.

Ja, men netop derfor er det han maa og skal slge. Vi skal have
denne baaden for os selv, og naar vor halvdel giver 25 pct., saa
giver den anden halvdel ogsaa 25 pct. Flgelig er det bedre at have
hele greien selv.

Visdom, Darling. Visdom hvert eneste ord. Der er bare den hage ved
det hele, at Hahn & Hinken ikke vil slge.

Tja, det har du sagt et par ganger nu; men det er slet ikke det som
er kjernen i sprgsmaalet. Her er ikke tale om hvad kjbmand Hinken
vil. Her er tale om hvad vi vil og hvad han maa. Og er ikke du saapas
kar, at du kan greie den biffen, saa er du betydelig mindre kar end
jeg har holdt dig for. Det er det hele.

Du har kanske midler til at tvinge ham du, Dick.

Se, din vesle taagehjerne begynder at skimte en tranlygte gjennem
skodden nu, lader det til. Jeg siger ikke, at jeg har midler til at
tvinge ham; men hvad jeg mener er at vi maa arrangere det slig at
Hahn & Hinken vil slge naar vi vil kjbe.

Du vil kanske vre saa venlig at antyde, hvorledes du har tnkt dig,
at det skal foregaa? Jonas Ratjes stemme var kvas af sylspids ironi,
men Darling lod som han ikke mrket det. Han sad lidt og saa ud for
sig, saa spurgte han: Var det umulig at faa ham til at nvne en
pris?

Gudbevaremigvel. Er du fuld eller er du bare dum? Den sidste halve
time har jeg holdt paa med at faa dig til at begribe, at Hahn &
Hinken ikke vil for nogen pris.

Allright, Jonas. Du giver altsaa det hele op for a bad job. Saa faar
jeg forsge. Vil du vre med op nu straks, eller skal jeg gaa alene?

Nu med en gang?

Ja nu!

Pokker til hastverk. Du faar idetmindste vaske dig!

Nei, det kan gjres bagefter, det. Dick reiste sig og gik. Ratje
fulgte brummende efter. Trumpen, som jo ogsaa var medeier for en
sjettepart, blev slet ikke spurgt om han vilde vre med og blev
siddende tilbage; men da han ikke var videre underholdende, saa gik
jeg min vei.

       *       *       *       *       *

Det var frst senere at jeg fik hre, hvorledes det var gaaet paa
Hahn & Hinkens kontor. Hahn var gaaet og Hinken sad alene, da de to
taugbaadsfolkene tren ind i det indre kontor. De lod dren staa aaben
bag sig, saa kontoristen og lbergutten kunde hre hvert ord.

Hinken svarte ganske kort paa Dick Darlings venlige godmorgen: Naa,
hvad var det saa?

Dick gik ikke lige paa sagen. Han blev staaende og dreiet den fedtede
sekspencehuen mellem fingrene fr det kom:

Det er bare det, at Styggen maa under vrksted og faa maskinen
ordentlig overhalet, og vi vilde gjerne vide hvadforet vrksted det
skulde vre?

Hinken saa op: Vrksted? Kaptein Ratje har ikke sagt noget om det.

Ratje sagde ikke noget. Han ante ikke hvor Dick vilde hen, derfor
tiet han.

Baaden er jo flunkende ny, og aldrig har jeg hrt et ord om, at
nogenting var iveien, sagde Hinken, da han ikke fik noget svar.

Baaden er snart fire aar gammel den, saa det er paa tide at maskinen
bliver overhalet. Dick slap en diger spytteklyse midt paa
linoleumen.

Hinken blev rd; dette var mangel paa respekt; men han holdt sig i
tmme og sagde noksaa hflig: Der staar spyttebakke der ved ovnen,
Darling.

Ja, jeg ser det! sagde Dick uendelig ligegyldig. Og pludselig
vendte han sig til Ratje: Du Jonas, har du nogensinde seet noget saa
snodig som kjbmand Hinken sin nse? Den er grn paa tippen, get.

Ratje skjnte fremdeles ikke hvor det bar hen; men han vidste at Dick
Darling var dru den dag, saa han forstod han havde en hensigt, og
Ratje var villig til at sttte sin ven for alt han var vrd og svarte
kjapt nok: Ja pined! Jamen er den grn, det har jeg aldrig lagt
mrke til fr.

Hinken frte uvilkaarlig haanden op til nsen. Han blev stupende rd
og i mange sekunder kunde han slet ikke faa ord for sig; men endelig
brlte han: Er dere fulde begge to?

Dick smilte blidt og sagde henvendt til Ratje: Har du set saa galt?
Jeg tror han bliver sint fordi vi beundrer nsen hans. Gad vidst om
han faar et anfald?

Aa nei da! Han overlever det nok. Men han burde se sig selv i et
speil, saa vilde han bedre kunne forstaa hvor nydelig han er.

Ja, isr nu naar han er saa rd i fjset. Det rde og det grnne
staar ypperligt til hverandre. Se saa fint det schatterer. En av
disse moderne malerne maatte kunde faa et skkende fint skilderi af
det derre der.

At Hinken ikke fik et apoplektisk anfald er ubegribeligt. Han stirret
fra den ene til den anden, og guderne maa vide hvad han tnkte om
dem: men de to stod saa uanfgtet og hverdagslig, som om det var den
naturligste ting af verden at diskutere chefens nse i hans egen
nrvrelse.

Ude i det ydre kontor hang Olsen hjlpelst over kassebogen. Han bed
sig tilblods for ikke at sprkke af latter. Det var hans lykke at
Hinken ikke kunde se ham.

Ud, ud med dere! brlte Hinken.

Du skal se han vil kaste os paa dr, sagde Dick uendelig forbauset.

Ja kanske det. Han ser ud som han kunde finde paa lidt af hvert. Gad
vide om et glas vand vil berolige ham.

Og nu vi havde det saa morsomt og hyggeligt. Dick rystet
misbilliggende paa hovedet.

Ud, siger jeg. Hinken var ikke lngere sig selv mgtig. Han reiste
sig og kom frem mod Dick med nverne knyttet og med mord i inene.

Lad vre Ratje. Lad vre, dit f, dette er min affre og ikke din.
Det var Darling som skreg, og det var akkurat saavidt han fik grebet
Ratjes vldige nve fr den faldt. Men i samme nu havde han selv
Hinkens knyttede haand plantet i sit venstre ie. Det var et kraftig
slag saa han var nr ramlet overende; men han stod sig alligevel. Han
ravet bare bortover til Ratje og lagde armen om halsen paa ham. Br
mig ud! Fort! Manden er jo gal! Han lod som om han besvimet, saa
Ratje blev ndt til at holde paa ham.

Ud, dit asen, hvisket Dick.

Ud af mit hus, brlte Hinken.

Ratje havde mest lyst til at knuse Hinken som havde slaaet hans ven;
men Dick hang tung mellem armene hans og han kunde ikke for skams
skyld slippe ham. Han lftet ham op og bar ham ud gjennem det ydre
kontor og ud i gangen. Der kom Dick pludselig til sig selv igjen, og
smidig som en aal smat han ud af Ratjes trofaste favntag.

Saa tak. Du behver ikke bre mig helt ud paa gaden, Jonas.

       *       *       *       *       *

Hvad jeg ikke kan begribe, sagde Jonas Ratje, da vi siden paa dag
diskuterte begivenheden over et par flasker l paa Tyskebryggens
caf, er at du, Dick, kunde besvime, fordi om du fik den
guttaperkanven hans i synet.

Dick smilte svagt, og smilet var ganske grotesk, for hele fjset hans
var meget ophovnet paa den ene side. Han havde vasket sig nu; men
netop derfor blev det forslaaede ie saameget pragtfuldere at skue.
Nu var det ham, som var blaa og gul og grn i ansigtet. Der er saa
meget, du ikke forstaar idag, Jonas, sagde han trt. Jeg skulde
kanske ladet dig svimeslaa ham?

Ja, det var netop det du skulde. Du kan bande paa, at han skulde
ikke slaaet dig for ingenting. Forresten skal han nu faa sin juling
alligevel. Jeg er ikke vant til at staa som passiv tilskuer og se paa
at mine venner bliver bunkeslaaet af den frste den bedste flab.

Du kan bare vaage dig! Kanske du tror, at jeg har anstrengt mig til
det yderste for at erhverve mig et blaat ie, for at du skal gaa hen
og delgge det hele med dine bamsetag. Neitak! Dette synemrket skal
pleies og passes med omhu, for det skal bruges, og hvis vi ikke med
skjnsomhed og omtanke kan faa det til at vre vrd sine to-tretusen
kroner, saa er det vor egen skyld. Dick drak ud fr han fortsatte:
Og nu gaar jeg op til doktor Srensen og faar attest for at jeg er
skammelig mishandlet?

Bliver du lnge?

Nei, jeg kommer saa snart jeg kan, for bagefter maa jeg op paa
kontoret og tale et alvorsord med Hahn. Det er mulig han foretrkker
at slge Styggen II istedetfor at udstte sig for skandalen. Det er
sandelig ikke greit for ham stakkar, som har en saan ustyrtelig
hidsig kompagnon.

Hvad vil du sige ham da? spurgte jeg.

Sige? Sandheden naturligvis. Her kommer Ratje og jeg op paa kontoret
fredelig og ordentlig for at snakke om forretninger, og saa kommer
jeg til at ytre et par uskyldige bemrkninger om rent ligegyldige
ting, og saa flyr Hinken paa mig og slaar mig helsels. Stakkars Hahn
maa jo kunne forstaa, at ethvert samarbeide mellem firmaet og os er
en umulighed efter dette. Vi er jo ikke trygge for livet engang paa
den maade. Nste gang skyder Hinken kanske med revolver. Ratje her
kan bevidne, at jeg ialfald ikke kunde optraadt fredeligere under
omstndighederne end jeg gjorde.

Det var rent rrende at se den uendelig krnkede uskyld som straalte
ud af hele Dicks vsen. At selv en saa brutal fyr som Hinken skulde
nnne at lgge haand paa saa megen dyd samlet i en person var nsten
ufattelig. Med rette bar Dick Darling sin krnkede person med en
vrdighed som viste, at han selv idetmindste forstod at vurdere sit
eget sande vrd.

Ogsaa Jonas var synlig imponeret. Da Dick forsvandt gjennem dren med
et gemytlig afskedsnik, brast det ud af Ratje: Pined, han er
storartet. Du skal se han klarer det nok.

Og vi blev ikke mindre imponeret, da Dick en times tid senere
atter traadte ind til os. Jeg havde aldrig i mit liv tnkt mig,
at der kunde gjres saa meget ud af lidt renset bomuld og lidt
forbindingsgaze. En haardt saaret fra krigen er ikke saa omhyggelig
emballeret, som han var. Men det havde ogsaa taget paa ham. Han
vaklet for hvert skridt og det frste han sagde var: Du bliver ndt
til at sttte mig under armen, du Jonas, hvis jeg skal magte at komme
mig op til Hahn. Jeg vidste det var galt; men jeg vidste ikke at det
var saa galt, som doktor Srensen har forklaret mig. Det viser sig
nemlig, at i bedste fald bliver jeg ikke arbeidsfr paa mange dage;
men der kan ogsaa indtrffe kombinationer og komplikationer med fine
latinske navne. Doktor Srensen var saa venlig at skrive dem op for
mig. Det er jo altid hyggelig at vide, hvad man feiler, og det gjr
et storartet indtryk paa en jury, hvis det skulde vise sig, at sagen
maa gaa saa langt fr den kan helbredes -- nei, ordnes mener jeg.

Jeg har forresten ombestemt mig. Jeg vil ikke sge Hahn paa kontoret.
Jeg vil gaa hjem til ham iaften. Det er mere diskret og saa undgaar
vi den skrkkelige Hinken. Den fyren tager paa nerverne mine. Jeg
taaler ham ikke. Og kontorist Olsen er en slarvebtte som kunde komme
til at sige noget bare for at vre Hinken til behag. Nei alt ialt
tror jeg, jeg bestemmer mig for at gaa hjem til Hahn selv iaften. Du,
Jonas, du faar hjlpe mig ud og ind af drosjen. Ja for jeg er for
svag, jeg blir ndt til at kjre.

Og du skriverkarl! sagde han til mig. Du kunde gjerne faa ind i
avisen en liden stump om dette her, saa folk faar vide, hvor farlig
han er. Det gaar jo rent ls paa den offentlige sikkerhed dette herre
her.

Men da sagde jeg pas. Ganske vist er det pressens hellige pligt at
verne om den offentlige moral og paapeke brutalitet og andre
misforekomster i samfundet; men -- naaja, her var jo grunde for at
det kanske var heldigst at holde et ret publikum udenfor. -- Det
blev forresten et helt arbeide at faa Dick Darling til at indse
berettigelsen af disse grunde, og til denne dag er jeg ikke sikker
paa at han har tilgivet mig min ubegribelige tvrhed.

       *       *       *       *       *

Der gik hele to maaneder fr jeg nste gang mdte mine venner. Det
var en herlig varm julidag, at jeg efter invitation fra Jonas Ratje
tog en tur med Styggen II ud i Mangerfjorden for at se paa
brislingfisket der ude. Ratje som nu optraadte som reder og
enevoldshersker paa baaden var mgtig stolt og glad; men det var
frst ud paa eftermiddagen, da vi laa forankret ved et af
brislinglaasene i den aabne fjord, at han fik tid til at tage sig
lidt af mig.

Vi var blevet fine nu ombord i Styggen II. Vi havde solseil over
hele agterdkket som var lastet med kasser og is for brislingens
skyld. Om solseilet var der for min eller isens skyld skal jeg ikke
kunne sige; men det er ligegyldig. Hovedsagen var at der i den
smaahakkede is laa forvaret et halvt dusin selters, og at vi havde
det som ellers hrer til.

Vi ventet til Dick Darling fik gjort alting klar nede i maskinrummet
og gik derpaa over til den alvorlige del af forhandlingerne.

Fjorden spillet og blinket mangfoldig smaakruset udover. Maager
kredset i tusindvis rundt brislinglaasene og fyldte luften med iltre
skrig.

Motorskiter tffet frem og tilbage og lagde strimmer af ildelugtende
stank efter sig hvor de for. Men de gav billedet sit prg og gav os
ogsaa et begreb om den mgtige flydende industri som er vokset op
omkring vore hermetikfabrikker. Inde om styrbord skimtet vi taarnet
paa Manger kirke. Det pegte som et omvendt udraabstegn ret ind i den
hie himmel med de hvide drivende skyer som kom sigende ind fra
havet.

Kort sagt sceneriet var udmrket og livet var godt at leve. Hvad
under da at vi strakte os velbehagelig der paa agterdkket. Snadderne
var fyldt med Pioner-brand, som Jonas havde skaffet tilveie, Gud ved
hvorfra, men Bergens toldbod havde den neppe passeret, ligesaalidt
som den D. C. L. wisky som perlet i glassene sammen med den iskolde
selters.

Naa, Hahn & Hinken maatte give sig tilslut? spurgte jeg for at faa
konversationen ind paa det emne som unegtelig interesserede mig ikke
saa lidet.

Dick Darling smilte saa munden gik helt op til rene. Ja, de gav
kjb, sagde han; men mere sagde han ikke.

Men Jonas sagde temmelig utaalmodig: Du kunde nu gjerne fortlle,
naar manden sprger dig.

Fortl selv, du var jo med, og du snakker meget bedre for dig end
jeg gjr.

Aa, du behver ikke skabe dig, Dick. Du klarte snakkingen godt nok
den kvelden, og det vil jeg sige, at den nationale scene tabte en
stor skuespiller, da de ikke fik dig; for komedien var upaaklagelig
den; men et held var det at selve politimesteren var tilstede og
hrte paa. Det havde sin betydning.

Gik dere til politiet med historien? spurgte jeg. Dette begyndte at
blive spndende.

Nei, det gjorde vi ikke; men det var ligesom en hiere styrelse greb
ind og hjalp os. Der er en hiere retfrdighed i livet, som griber
ind, selv naar menneskene tror de ikke har brug for den. Det gaar
ikke an for en brutal natur som Hinken hensynslst at slaa til en bra
mand som Dick der for ingen verdens ting, uden at straffen kommer
over ham paa en eller anden maade. Der gaar en Menesis igjennem
livet.

Nemesis, skjd jeg ind.

Ja ja, Nemesis da. Jeg har ikke greie paa disse fine latinske
ordene. Nei, politimesteren var i bostonlag hos Hahn den kvelden, og
det var saamen Hahn selv som bad han komme ud og se paa Dick. Men det
er vel bedst at fortlle i sammenhng.

Du ved jo hvad som var hndt, og du saa selv hvor medtaget Dick var
om eftermiddagen. Udover kvelden blev han vrre og da drosjen stanset
udenfor konsul Hahns hus var det saavidt han med min hjlp kunde
komme sig op til entrdren. Det var stuepigen, som lukket op for os,
og hun blev saa rd da hun saa denne skrkkelige saarede manden, at
hun slet ikke vilde slippe os ind, og hvis ikke foden min
tilfldigvis var kommet imellem, saa tror jeg nsten hun havde klemt
dren igjen for os. Men det var fruen selv som viste os ind i det
smaa anretningsvrelset mellem kjkkenet og spisestuen. Og det var
hun som varskuet gamle Hahn.

Da Hahn kom ud til os var det svrt smaat med Dick stakkar. Han bare
anket sig og mmet sig, og det var mig som maatte forklare
kjbmanden, at vi var kommet opom for at varskue om, at vi ikke kunde
tage det slbet ud til Fotlandsvaagen som vi havde aftalt skulde
besrges nste dag.

Hahn saa jo selv, hvordan det stod til, saa han fandt sig i det
uundgaaelige; men han vilde have greie paa hvordan det var gaaet for
sig.

Det var da Dick saavidt fik stnnet frem: Overfald hr. grosserer,
overfald paa sagesls mand. Og med det samme besvimet han -- yndig,
forsikrer jeg dig. -- De gjr det ikke bedre paa den nationale.

Hahn lb ind i stuen og kom tilbage med en konjakflaske og et glas,
og lige i hlene paa ham kom politimesteren.

Der kan du selv se, sagde Hahn til ham. Der ser du, hvorledes
sikkerheden paa aaben gade opretholdes.

Politimesteren forsgte at smile; men han fik det ikke rigtig til, og
det saa nrmest ud som han bed sig i lben.

Imidlertid fik vi slaaet en god slurk konjak i Dick, og det var rent
hyggelig at se, hvor det kvikket ham op. Han fik bevidstheden igjen
og med det samme han slog inene op, sagde han: Det var ikke paa
aaben gade, det var paa Deres kontor, hr. grosserer.

Tja. De trngte ind paa Dick og skjnt han forklarte dem, at han
helst ikke vilde tale noget mere om det, saa gav de ikke fred fr han
blev ndt til at fortlle dem allesammen om Hinken og hans
brutalitet.

Da var det Hahn som ikke fik det til at smile. Men politimesteren
smol noksaa lunt, han.

Enden paa visen blev at baade Dick og jeg blev tilsagt at komme op
paa kontoret nste formiddag. -- Og det var det hele.

Ratje lnnet sig bagover og tmte pjolterglasset sit tilbunds. Han
satte det tilbage med et lidet klask og blev siddende og stirre ind i
den lyse himmel han ogsaa med et smil som var strkt i familie med
det som forherliget Dicks fjs.

Jamen, hvordan gik det da videre? spurgte jeg.

Videre? Det var ikke noget videre da skjnner du. Resten var jo bare
formaliteter, naar undtages at Hahn & Hinken en stund forsgte at
holde prisen temmelig stram.

Men vi fik hende rimelig tilslut, skjd Dick ind. Doktor Srensens
attest og de mange latinske navnene gjorde kanske udslaget, og
politimesteren havde jo med egne ine seet hvordan jeg saa ud. -- Ja,
det var en lykke at Hahn havde bostonlag den kvelden.

Og Hinken? spurgte jeg.

Ja at ikke Hinken sprak af sinne, det skjnner jeg ikke, sagde
Jonas om lidt.

Aa, du ved, han vilde nok helst givet mig en paa det andet ie ogsaa
han. Men Hahn er svrt rd for skandaler, og det er nu ham, som har
mest at sige i firmaet, saa Hinken fik bare tie.

       *       *       *       *       *

Atter snket tausheden sig over os. Det var en lang stund fr Jonas
hvet glasset:

Skaal karer!

Skaal og gratulerer med skuden! sagde jeg.

Lad os drikke for Hahn & Hinken, sagde Dick.

Det gjorde vi.




Mamons trller.


Det er vldig saa du er blevet velhavende i det sidste, Jonas,
sagde Dick Darling og stemmen var fuld af bidende ironi.

Strilen laa med en sklastet baad langs siden af Styggen II. Han
vilde have slb til byen og havde budt Jonas Ratje fem kroner for at
hnge bagpaa indover saalangt som ind forbi moloen. Dette var et
stykke ude i fjorden og den strilebaaden vilde igrunden slet ikke
hefte noget strre. Alligevel havde Ratje afvist tilbudet kort og
fyndig i udtryk som kun hans tunge kunde prestere magen til.

Dagen var en fortryllende maidag med hvide drivende skyer, med blank
smaakruset sj og med skiftende lysvirkninger indover de graa
fjeldknauserne, hvor enkelte lyse birker netop havde kldt sig i
grnt. Hvide maager kredset hit oppe i rummet og hele landskapet saa
ud som en flot skitse i hvidt og ultramarin med enkelte stnk af
andre farver inde imellem.

Men trods at fjorden var blaa og himlen hi og luften fuld af sol og
vind, var humret ombord i Styggen II ikke saa lyst som det kunde
vre.

Selv sad jeg paa forpolleren og iagttog folk og forhold og ting uden
at sige noget. Det interesseret mig at faa rede paa de underliggende
motiver, som fik mine venner til at snu vrangsiden ud. Men jeg skulde
vel vogte mig for at gaa mellem barken og veden.

Som sagt Ratje vilde ikke slpe strilebaaden og Dick Darling vilde.
Deraf den ironiske bemerkning som indleder disse linjer.

Ratje bare gryntet stdig, hvorfor Dick fortsatte: En skulde tro, du
fandt femkronerne strd alle steder. Du er blevet saa stor paa det,
at du gidder ikke bie dig og plukke dem op om du fandt dem paa
gaden.

Han spyttet forarget over lu rkke saa alt spyttet drev ind
paa dkket, og jeg noterte mig, at naar Dick kunde vre saa
usjmandsmssig maatte han sandelig vre ordentlig forarget.

Strilen blev liggende der han laa. Ogsaa han havde merket at det var
uoverensstemmelse mellem de hiere magter. Han haabet fremdeles at
kunne spare sig roturen til byen. Men han kjendte ikke Jonas Ratje
saa godt som jeg.

Hr her du din striletamp. Lad gaa af rkken der, ellers skal jeg
lre dig. Tror du dit skidne kadaver, at du kan klnge dig ind paa
en rlig bymand med dit fysiognomi og din sorte sjl, saa tager du
pined feil, far. Lad gaa, siger jeg, og Ratje hug med stvlehlen
efter strilens fingre saa han slap taget.

Men det blev formeget for Dick. Han kom omkring maskinskylightet,
rakte sig ud over rkken og raabte til strilen: Lang mig fangelinen,
mand. Og strilen var fort i vendingen da han hrte det. Dick slog
bugten af linen omkring slbebilen og slang enden ned i baaden
igjen.

Ratje stod og saa paa og hans mgtige aasyn blev mrkt som Jupiter
tonans under en tordenbyge. Han trak rolig tollekniven og fr nogen
af os vidste ordet af sad strilen med stumperne af en kuttet
fangeline i hnderne og bandte saa godt han havde lrt. Det var ikke
stort i forhold til hvad vi var vante med ombord i Styggen II, men
fra et almindelig missionsmde-standpunkt var det meget respektabelt.

Da fangelinen var kappet stak Jonas kniven i sliren igjen, knyttet
nverne og holdt dem opunder nsen paa Dick Darling: Og nu, du
elendige fedtkoger, nu ser du at komme dig nedenunder og faa skrangle
vrket igang lidt fortere end fort, for ellers sker her noget som du
ikke liger. Save?

Dick sagde ikke et ord mere. Han bare trak medlidende paa skulderen
henover mod mig, som om han vilde bede mig om undskyldning og antyde
at Jonas ikke var rigtig vel bevaret.

Jeg vogtede mig vel for at tage parti. Jeg holdt mig urokkelig
nitral.

Et ieblik efter skjd Styggen II over stevn og Ratje tog roret.
Det bar indover til byen, mens skummet stod hvidt om baugen og
propellen kjrnet op en stribe af boblende seltersvand i kjlvandet.

Jeg fik fyr paa piben og indrettet mig paa at underholde mig selv,
for det saa ikke ut til at Jonas vilde bli synderlig underholdende.
-- Men det tog jeg feil i. Hans hjerte var fuldt og han maatte have
aflb.

Det skulde bare mangle, at vi herombord i Styggen II nogensinde
skulde falde saa dybt, at vi gav en haand til udsugervsenet, kom
det iltert. Her ligger en slig svinehund af en stril inde ved torvet
og tager to kroner for en liden palesei; -- to kroner -- og det af
fattige smaafolk som ikke ved hvor de skal faa maden i munden engang.
Jeg saa en stakkar kone forleden dag. Torvet var stappende fuldt af
blanke seier, og kjrringen stod og graad for hun ikke kunde faa
kjbt middagsmad til ungerne sine, endda hun hadde penge til rimelig
kjb, og ligevel stod den strilegapen og flirte og lo og forlystet
sin svarte sjl over elendigheden. Og sligt skal man tage paa slb?
Nei han kan dyre dd slide paa aarene til ryggen hans gaar af, den
bandsatte flaaeren. Hvis han tror at Jonas Ratje slger sjlen sin
for hans lusede femkroning, saa tar han feil.

-- -- -- Om det er den samme strilen? Det ved jeg ikke. Det er
ialfald samme sorten baade udvendig og indvendig. Og den skarve Dick,
gaar han ikke der og er saa eggesyg for at faa fat i nogen luserer
af blodpengene han ogsaa. Siden han begyndte at jobbe er han blevet
saa gridsk at det er en skam.

Jobber han? spurgte jeg pligtskyldigst.

Om Dick jobber? Ja det kan du lide paa han gjr. Han er god for sine
tyve tusen, saavist som han eier en krone. Helt siden ifjor sommer
har han ikke gjort andet end at sope ind penge, og han snakker ikke
om andet end aktier og udbytte og salg fra morgen til aften, og jeg
tror fra aften til morgen med. Han snakker jobbing i svne, mand. Min
fredelige hyggelige Dick er blevet en mamonstrl, en guldkalvdanser,
en -- en -- Jonas ledte efter ordet, som han mod sdvane ikke fandt.
--En kapitalist, en pengepugende kapitalist. Der var en verden af
opsparet foragt i tonefaldet.

Men nu havde Jonas Ratje faaet udlst lidt af sin galde og trak sig
tilbage ind i sit skal. Han lukket styrehusruden som for at betyde
mig at audiensen var forbi og jeg blev siddende der paa polleren og
rge og stirre ind i de nye merkelige perspektiver som aabnet sig for
mit blik. -- Jonas Ratje som filantrop og Dick Darling som
pengepuger, og to gamle venner paa nippet til at blive fiender bare
for en lumpen femkrones skyld og for en stril. -- Sandelig verden
holdt paa at blive vendt op og ned.

       *       *       *       *       *

Det var nogen dage senere. Dick og jeg sad paa Tyskebryggens caf med
en flaske l mellem os. Jonas Ratje var oppe i byen for at faa
klarering for nogen slb hos Hahn & Hinken, som efter den store brand
havde faaet kontor langt inde i Kong Oscars gade.

Jeg havde bragt episoden fra forleden dag paa bane og Dick viste sig
at vre meddelsom:

Ja er det ikke besynderlig med Ratje. Det er akkurat som om fem
kroner ikke var penge. -- Det der som du siger om den konen -- ja
kanske er det sandt og kanske er det ikke; men hvad kommer det os
ved. Kan nogen se paa en femmer enten en har tjent den hos en stril
eller hos en herremand kanske?

Jamen Jonas sagde at du var kapitalist, en pengepugende kapitalist,
skjd jeg ind.

Dick rdmet der han sad, saa jeg kunde se at han blev rd helt
opunder haarroden endda han var temmelig skidden i fjset. --Sagde
Ratje det? Ratje?

Tja, det sagde han, og jeg lyver ikke. Kanske han lyver, kanske du
ikke er kapitalist og pengepuger?

Det var stygt af mig; men Dick vred sig som en orm der han sad, og
jeg kunde ikke for mit liv lade vre at give skruen en omgang til.
Det havde jeg aldrig troet om dig Dick, sagde jeg dydig.

Saa det har Ratje sagt, Ratje som selv -- --

Hvad behager?

Ja sandt for dyden, naar han sladrer af skole, hvorfor skulde jeg da
tie. Ratje skulde passe sig selv, han som sopte ind femtentusen
kroner bare paa Belleaffren.

Femten tusen?

Ja netop. Du ved hun blev kjbt for firehundretusen og solgt igjen
for en million to hundrede tusen tre maaneder efter. Jonas var med
der og femtentusen var hans part. Og du maa ikke tro det er hans
eneste job. Nei far, han var med paa Stalton og paa Fredheim og
Anna og Peik og -- nei han skulde bare tie. Han snakker om
kapitalister og jobbing. For hver femhundrede kroner jeg har tjent
har han tjent dobbelt saa meget. Jonas snakker om kapitalist, han som
vasser i penge. Han kan lgge op hvad dag det skal vre for den del.
Det er derfor han er blevet saa storsnudet; men han skulde dyre dd
bare tie stille. Jeg kan endnu mindes de dage da vi vilde vret glade
ved en femkroning for et strileslb. -- Nei jasaa, saa Jonas snakker
om kapitalist?

Dick blev ganske hs af bevgelse. Han biet sig helt frem over
bordet til mig og hvisket: Ved du at han vilde slge Styggen?

Sludder, aldrig i verden, sagde jeg.

Dick slog kors under hagen med en graasvart pegefinger akkurat som
gutungerne, naar de rigtig skal bedyre et udsagn. Slge Styggen II,
sagde han med gravrst og kunde nsten ikke tale for bare
sindsbevgelse, og jeg spurgte med inene for at faa nrmere
forklaring, for jeg skjnte jo at overfor saamegen sjlsfordrvelse
gik det ikke an at sprge hit.

Ja da. Vi fik et bud paa hende. Jeg siger ikke at det var et daarlig
bud; men alligevel, efter al den mien vi hadde for at faa fat i
hende, saa -- --. Slge Styggen II og det til de blodsugerne. Nei
fr skal jeg gaa naken paa gaten og tigge.

Hvilke blodsugere? Dette begyndte at bli dramatisk og nu vilde jeg
tilbunds i den historie.

Hahn & Hinken naturligvis. Hvem andre. Tnk slge Styggen II til
dem.

Dick hadde ganske ret, dette nrmet sig helligbrde. Jeg blev
siddende og stirre ind i et minde. Jeg syntes jeg saa Dick hin
mindevrdige dag da han drog op til Hahn emballeret som en ekstra
prima frsteklasses krigsinvalid med bandager baade her og der for at
pointere hvorledes Hinken bavde maltrakteret ham. Det var det som
skaffet mine venner saa rimelig kjb paa baaden; og nu havde altsaa
Ratje villet slge den til disse samme gamle eiere.

Hvad bd de? spurgte jeg.

Syvogfrtitusen.

Og dere kjbte hele kareten for atten?

Ja!

Jonas Ratjes synd begyndte at bli noget mindre. En avance paa
niogtyvetusen var ikke slig at lbe fra i disse vanskelige tider. Jeg
dristet mig til at sige saameget til Dick.

Han bare knuste mig med et eneste blik. --Nei, det siger Jonas
ogsaa. Han slger gjerne baade konen og barnene sine om nogen bd ham
lidt for dem.

Ja tro det.

Han vilde slge Styggen II! Dick dunket i bordet saa glassene
danset. Dick var ungkar og Styggen II var mere vrd for ham end
kone og barn, ialfald mere end andre folks barn og koner. Men jeg
har nu sagt ham meningen min. Slg du bare du, sagde jeg. Slg baade
baaden og sjlen. Stop saa alle pengene op i en sk og gaa op paa
torvet og sig til alle du trffer: Her er min sjl! Se saa om du faar
det bedre da. -- Ak ja, det er ikke saa let; men at min prgtige
Jonas skulde blive en slik mamonstrl, det skulde jeg bandt paa var
lgn. Og Dick sukket saa tungt, saa tungt.

Det slog mig forresten, hvor disse to igrunden var lige i mangt og
meget, og jeg fandt forklaring paa et og andet i deres mangeaarige
venskap, som hidtil havde vret mig dunkelt nok.

Saa gik dren op og Ratje kom ind. Han skulet fra den ene af os til
den anden, og satte sig ned med et mut nik til mig. Dick nset han
ikke. Ratje vinket til opvarteren og da varerne kom skjnket han
rundt og drak selv graadig hele glasset og et til. Saa trret han sig
om munden med haanden og sagde nrmest henvendt til den elektriske
lysekrone: Nu staar hun i femtitusen!

Dick krb sammen paa stolen. Han blev saa underlig liden der han sad
og hviskende spurgte han: Hvad svarte du?

Jonas saa paa ham. inene hans var bistre, der luet en ild i dem som
jeg aldrig havde set der fr og Dick frs under det blikket.

Svaret? Hvad skal en svare. Du vil jo heller fly kysten rundt efter
femkroners slb end at bukke din ryg og tage op penge som folk
formelig slnger efter dig.

Situationen blev uhyggelig. Jeg tnkte paa at fordufte og sad bare
og pnset paa et par passende avskedsord. Jeg skjelet bort paa Dick.
Et ieblik saa det ud, som om han vilde fyge op i et gnistrende
sinne; men saa hndte der noget som jeg ikke havde ventet.

En blank taare piblet frem i ienkriken. Den funklet et sekund som en
delsten og trillet saa nedover det sortsmuskede og furede kind og
tabte sig i den pjuskede knebelsbart. Og den ene fulgtes af flere. De
trillet efter hverandre og tegnet et helt lidet bkkefar der de
trillet.

Jeg saa bort paa Jonas. Ogsaa hans udtryk var en hel studie. Det
sammenbidte bistre udtryk veg frst for den mest maabende
forbauselse; men lidt efter lidt steg der op i inene en vaagnende
forstaaelse og medlidenhed som var nsten rrende.

Dick, gamle idiot! Dick da, du kan da forstaa vi ikke slger
Styggen II naar du tager det slik. Ikke for hundredetusen, ikke for
alle de penge som findes i verden. Og han rundet af sit udbrud med
et sekslbet kraftudtryk af de saftigste det nogen gang er faldt i
min lod at hre.

Men Dick stakkar sad der flau og flad. Det gik ind paa ham, at han
saaledes havde gjort sig til et skuespil og en flab. Han trret
rgerlig taarerne vk; men opnaadde bare at smrre skidt og salte
taarer udover i malerisk blanding, og jeg kunde ikke hjlpe for at
der gled et smil over mine lber, skjnt hele mit hjerte var hos
Dick.

Men det vidste jo ikke Jonas og for at faa bugt med sin egen rrelse
overfuste han mig: Hvad flirer du af, blkhorn. Her er dyre dd
ingen ting at flire af, saa meget du ved det, og hvis du ikke
svindter dig med et se anstndig ud, saa forsyne mig pynter jeg ikke
galionsfiguren din slig, at din egen mor ikke skal kjende dig igjen.
Kanske du tror at en mand som Dick er til at flire af, din
skidtstvel. -- Et slikt blksmrrende ubegavet vsen, hvad i
dundrende er det du flirer af?

Havde ikke Dick lagt sig imellem, saa tror jeg sandt for dyden han
havde klemt til mig. Men Dick stak frem en sodet nve og famlet den
bort i Jonas Ratjes. Tak Jonas. Jeg vidste jo hele tiden, at du ikke
orket at slge Styggen II du heller.

Jonas brummet noget grdet langt nede i struben. Det hrtes som
rullende torden langt borte.

Men slig kunde det ikke vedblive. Folk begyndte at se bort til vort
bord og opvartertosken blinket med iet til en stamgjst og gjorde en
nsten umrkelig bevgelse med hovedet henimod os. Jeg havde ikke
andet at gjre for at stoppe hans usmmelige friheder end at
telegrafere til ham efter to flasker til.

Ja, det er netop det vi skal have, sagde Jonas med et forlegent
smil som skulde dkke over hans usikkerhed. Men saa tog han sig
sammen og reiste sig op, slog ud med haanden til de ti tolv gjster
som sad rundt i lokalet.

Gentlemen, brlte han og smilet blev bredere og bredere. What do
you want? Opvarter, seks flasker champagnevin. Jeg betaler, jeg Jonas
Ratje! -- Og nu var han pludselig igjen den gamle myndige Ratje som
jeg frygtet og holdt af. Hvdingen som kunde kommandere mennesker.

Mine herrer, raabte han og rsten runget. Jeg vil dere allesammen
skal drikke en skaal med mig, for min gamle ven og kammerat Dick
Darling som sidder her, og den som ikke det vil slaar jeg hovedet ned
i maven paa. Save?

Dick stakkar han blev rent overvldet af saa megen re. Han var saa
flau og saa undselig at han knapt vidste hvor han skulde snu sig. Han
bare tysset og tysset paa sin brautende skipper som ikke vilde give
sig.

St dig ned, Dick, du gamle mamonstrl. St dig ned og hold mund.
Dette er min dag og dermed basta.

Men Dick vilde ikke vre mindre end Ratje og bestilte ligeledes seks
flasker champagnevin. Jeg saa en forvirret kjkkenpige pile forbi
bagvinduerne med en stor kurv. Slige bestillinger kunde cafen ikke
effektuere uden varsel.

Slig gik det til at mit hoved kom i ulag i mange dage, for champagnen
var saa som saa, selv om prisen var den samme som for Pommery grand
sec.

Det gjorde ikke noget. Jonas og Dick havde fundet hinanden paany. Det
var vel vrd kalaset.




Sandheden om briggen.


Du som tror du kan skrive, du skulde heller fortlle lidt om
dengangen Dick bjerget briggen udenfor Marstenen, end alt det juks du
har klint ihop.

Piben var gaaet ud. Jeg tndte selv en cigar og rakte Jonas en ogsaa.
Han tog imod den og lagde den op i karaffelhylden over sofaen; men
lidt efter betnkte han sig og tog den ned igjen.

Byder du cigar, saa skal jeg byde paa vin, og saa kan du faa den
historien om Dick og briggen.

Fra hjrneskabet kom der frem en flaske og to lglas. Jonas skjnket
i. Det var en sd seig vino duro af den sort som man kjber i visse
smaa vinsjapper i nrheden af Rambla i Barcelona. Det er et mrke som
ikke faaes andetsteds; men Jonas Ratje havde visse forbindelser, hvis
varer ikke var opfrt paa nogen faktura og som gik udenom Bergens
toldbod. -- Vinen lod sig drikke og da vi havde smagt og smattet og
sagt: ah! lagde han sig velbehagelig tilbage, rgte et par drag og
fulgte rgen med inene.

Du husker, sagde han, at Dick og jeg i sin tid kjbte Styggen --
gamle Styggen som gik tilbunds udenfor Jgtevigen. Det var borte i
Shields. Det var ikke nogen yacht; men vi fik hende billig og vi saa
en chanse. Sandt at sige var jeg dengang ikke videre modig paa
handelen; men baade Dick og jeg gik derborte uden et job og uden
udsigt til at faa et. Vi havde nogen center og Styggen, som
forresten dengang hed Duke of Northumberland, kunde faaes for
skrabejernspris. -- Og, som Dick sagde, der var metal i hende for
mere end halve kjbesummen, saa i vrste fald kunde vi hugge hende op
og faa vore penge igjen paa den maaden.

Men da vi frst var blevet eiere af hende, havde ingen af os hjerte
til at skille os ved hende. -- Sprgsmaalet var hvorledes vi skulde
faa hende over Nordsjen. Det var i oktober maaned, og du husker for
en nddeskal det var. Dertil kom, at maskinen ikke var noget at
skryde af. Kjedlen lkket i nrsagt alle skjtningerne og skroget var
ikke stort bedre. Men Dick gik an med diktemeisel og hammer. Han sled
som et bst baade dag og nat, og paa mindre end en halv maaned var
han kommet saalangt, at han mente vi kunde vove farten.

Var vi heldig kunde vi kanske hakke os over Nordsjen paa et par
dgn, og saalnge kunde vi sagtens holde ud. Var vi ikke heldige gik
vi nedenom og hjem til kingdome come annyhow. Slige bagateller som
kompas og kronometer fandtes der naturligvis ikke ombord; men
mrkelig nok fandt vi et gammelt fillet Nordsjkart i sofabnken. Det
var alt vi havde at gjre bestik efter, saa du skjner, det var ikke
rare greier.

Vi kjbte os et par tons kul, de var billige dengang. Desuden lagde
vi ind nogen beskiter, en skinke og to flasker whisky. Det var hele
udstyret. -- Og saa bar det ivei.

I begyndelsen gik det herlig. Det blaaste en liden bris af sydvest;
men sjen var smul og blikspandet vort viste sig at vre bedre end vi
havde ventet. Vistnok slarket maskinen vor som et paternostervrk og
Dick turde ikke stte mere end tredve firti punds tryk paa kjedlen.
Men vi fld og vi kom frem. Det var alt vi begjret. Jeg behver vel
ikke at tilfie, at vi havde ikke havt nogen veritas-survey paa
kareten. Men Dick er saa god som seks veritasagenter, saa saalnge
han var forniet kunde sagtens jeg vre det. Kort sagt, forelbig
artet det hele sig som et yndig lidet picnic.

Men ud paa eftermiddagen frisket brisen stadig og vi fik lidt sj ret
agtenfra. Dick blev alvorlig. Ikke saa at forstaa, at han sagde
noget; men jeg mrket det jo alligevel. Han sad pal ved siden af
maskinen sin og lyttet efter alle dens lyd. Han havde en skiftengle
i haanden, og ret som det var var han borte i en mtrik baade her og
der. Oljekanden stod paa bnken ved siden af ham.

For mine ine saa det ud til at vre allright altsammen; men du ved
det var ikke stort jeg saa; for jeg havde jo rattet at passe. Det var
ikke nogen aflsning for nogen af os. Der vi var fik vi vre til vi
kom i havn.

Nu er at berette at veiret get paa lidt om sen. Brisen blev frisk og
blev til kuling som efterhaanden blev stiv. Vi havde hele tiden
veiret ind ret agter og det hjalp jo paa farten; men Dick havde det
ikke morsomt. Det var paa den reisen det gik op for mig hvad en
dygtig maskinist er vrd i sit yrke. Du skulde seet ham. Han havde
throtlevalven i haanden hele tiden, naar han ikke tilfldigvis skulde
bort i en skrue eller smre et lager eller sligt; men du kan tage mit
ord for at han ammet og dgget og kjlet for den skranglerokken sin
som der aldrig er blevet stelt med en kvadruple ombord i en
torpedojager, hvor de er to mand til at passe paa hver smrekop.

Og vel var det; for uden Dick var vi aldrig kommen over Nordsjen.
Det var Dick og bare Dick all round. Han klarte det saa fint som
flskevlling. Det var ikke stort jeg kunde gjre andet end at passe
rattet og det kunde en hvemsomhelst dksgut gjort.

Vi brugte to dgn over til vi saa land paa norske siden. Og i al den
tiden levet vi paa trre beskiter og whisky i vand. Skinken som vi
havde gldet os til blev ikke rrt, for ingen af os havde tid til at
stege flsk eller koge kaffe eller noget, for vi havde hnderne
fulde. Men vi lovet os selv, at saasnart vi kom ind i smult vand
skulde vi have os et ordentlig maaltid og derefter trne ind til en
lang vagt tilkis. Vi syntes vi trngte det, vi begyndte at blive
slitne paa resten.

Det var tidlig paa morgenen tredie dgnet, at vi frst saa land; men
det var langt lid paa dagen da vi fik kjending, saa vi vidste hvor vi
var, og da var vi under Marstenen og var sikker paa at vi skulde
ligge vel fortiet til natten.

Men se det blev der ikke noget af.

For just som det begyndte at skumre var det vi fik se ndblus fra en
seilskude en mils vei opunder til bagbord.

Jeg raabte til Dick, at han fik komme op, og da han kom forklaret jeg
ham at seileren havde blusset og foreslog ham at vi skulde gjre en
afstikker bort til den forat vi siden kunde give melding til nogen,
som kunde gaa ud og hjlpe hende.

Giv melding i helvede, sagde Dick. Hvad faar vi for at give
melding? Nei, enten gaar vi nu ret ind ved Marstenen og giver pokker
i den plimsoleren, eller ogsaa gaar vi ned og tager hende paa slb.
Nu kan du vlge.

Frst troede jeg at manden var gal eller fuld. Vi havde vaaget i
toogethalvt dgn, og skulde vi nu tage seileren paa slb fik vi
mindst tolv timers ekstra arbeide. Det var det; men du maa ogsaa
huske paa at vi havde en stiv kuling af sydvest og ikke saameget som
en taugstump, ja ikke en smekker line engang ombord.

Saa fortalte jeg Dick hvad jeg mente om ham og hans id. Men det
kunde jeg sparet mig; for han havde ogsaa en mening og tilstrkkelig
mange skjldsord til at give dem vgt.

Tilslut spurgte jeg om han virkelig troede at rokken hans var i den
stand at den kunde taale et sligt slb i hi sj?

Well,, sagde han. Det er det som skal vise sig. Vi har ialfald
ikke kjbt denne dreadnoughten for at bruge den til lystfart. Den er
kjbt til bugserbaad og nu sender herren i sin visdom dig en seiler
at bugsere, og saa vil du liste fra det hele fordi du er lidt svnig.
Du burde skamme dig. Jeg ved ikke om maskinen taaler jobben; men jeg
ved hun trnger en ordentlig overhaling under vrksted i Bergen fr
vi kan tage traden op for ramme alvor. -- Og derborte, en liden mil
nede i l ligger pengene som skal betale den reparationen. Hvis vi nu
ikke plukker sedlerne op saa fort vi har lrt, saa er du kanske saa
venlig at skaffe dem andetsteds fra. Du har formodentlig en udstrakt
blankokredit paa Dogger bank, saa du greier det nok; men kanske det
var lige saa hndig at tage de zechinerne som ligger her og slnger
paa alfar vei. Briggen derborte ligger og tigger om lov til at
betale.

Naa ja, det parlamentet blev ikke lngere. Han fik sin vilje og i de
nste fjorten timer sled vi saa vi havde blodsmag i munden.

Briggen var en gammel radbrkket russefinne, som maatte holdes
flydende paa pumperne. Hun var forresten ikke vrre medtaget end at
hun burde have kommet sig ind ved egen hjlp; men folkene havde
draget hele Nordsjen gjennem pumperne og nu var de krakilske. Hun
havde desuden faaet skade paa roret. Det var derfor hun var kommet ud
af kurs. Hun skulde nemlig ind i stersjen med kullasten som hun
havde under lugerne.

Jamen hvorledes fik du slberen ombord? Du sagde jo selv, du havde
ikke saameget som en smekker line engang. Og du skulde manvrere
Styggen og hive trossen ind og gjre fast og alt; for du vil vel
ikke fortlle at det ogsaa var Dick -- all round?

Det var ingenting. Jeg gik opunder agterenden paa hende og alt der
var at gjre var at fire trossen ned til mig; for de havde jo
mandskab nok der ombord og -- -- --

I det samme kom Dick frem i styrehusdren. Han var utrolig skidden;
for han kom lige fra skudebunden, hvor han havde havt noget at gjre.

Da han saa vi havde vin paa bordet lyste han op saa de smaa
tandstumperne hans skinnet i det svarte fjset og uden videre palaver
tog han Ratjes glas og tmte det tilbunds.

Jeg saa der flammet op et vredeslyn i inene paa Jonas, men han
betvang sig og sagde noksaa pyntelig: Velbekomme; men nste gang kan
du hente dig en kop og ikke tage mit glas.

Aa kjre, gjr ingen uleilighed for min skyld, jeg klarer mig saa
godt med glasset. Du er jo ren i munden vel, sagde Dick.

For at afvrge uveir skjd jeg ind: Jonas sidder her og fortller
mig om dengangen du bjerget russefinnen udenfor Marstenen.

Jeg bjerget? Jeg --, det var den mest uforstilte forbauselse i Dick
Darlings ansigt. Det var Jonas Ratje som bjerget russefinnen, og det
greiet han solo. Og hvis han har fortalt noget andet saa lyver han
til den store guldmedalje lige saa freidig som han li ved
sjforklaringen efterpaa.

Jeg saa fra den ene til den anden. Jonas var lidt rd i kammen, men
det kunde vre af vinen. Tis, sagde han bare.

Det er ikke tis, kom det hidsig fra Dick. Jeg tiser ikke med
sligt, og vendt mod mig klemte han paa: Har han fortalt dig,
hvorledes han fik trossen ombord? Har han fortalt dig, at det var det
fineste stykke sjmandsarbeide som nogengang er gjort? Har han
fortalt dig, at vi havde nsten opgivet det som haablst; men at
netop som vi skulde begive hele jobben, fik han ie paa et stakkels
fortvilet kvindfolk ombord paa briggen. En kvinde med et lidet barn
paa armen; og for hendes skyld gjorde han det kjmpearbeide at faa
den trossen ombord til os. -- Det var himlende hav og holdt paa at
blive mrkt, og vi kunde ikke komme opunder briggen saapas, at de
kunde hive en line over til os. Men hvad gjorde Jonas? Han sprang
overbord gjorde han og svmmet bort under l af finnen og kom tilbage
med linen mellem tnderne. Og gjennemvaad og stivfrossen, mens
klderne nsten blev is paa hans krop halte han og sled han, til han
fik den trossen ombord og gjort fast. -- Og han havde ikke sovet i
nsten tre dgn, alligevel stod han efterpaa tilrors i de samme
klderne indtil briggen kastet anker paa Bergens red.

Aa hold kjft! Du overdriver, det var ingenting, sagde Jonas. Nu
var han blodrd helt op under haarroden.

Jeg godtet mig. Se saaledes saa altsaa den historie ud fra den anden
side. Dick godtet sig ogsaa, det kunde jeg se paa ham: Nei, se det
har han ikke fortalt. Men hvad i svingende svarte Helsingland har han
saa fortalt? For jeg gjorde ingenting, bogstavelig talt ingenting
andet end at give en haand her og der som enhver dksgut kunde have
gjort bedre.

Saa det gjorde du ikke, bed Jonas i. Det var kanske ikke dig som
skruede fast sikkerhedsventilen og satte et pres paa den stakkers
radbrkkede mishandlede maskinen din til vi holdt paa at gaa til
himmels? -- Og da det blev rigtig galt, hngte du huen din over
manometeret, for at det ikke skulde fortlle dig, hvilken sindssvag
vaagehals du var. -- Naa, stik den du! vrinsket han triumferende.

Men Dick blev ikke imponeret. Er det noget at snakke om? End om der
nu var gaaet noget galt og de havde spurgt mig i sjretten, hvor
stort tryk jeg gik med. Hvad skulde jeg saa have svaret, hvis jeg
havde siddet og gloet paa manometerviseren hele tiden? Saalnge huen
hang der kunde jeg med god samvittighed svrge paa at jeg ikke vidste
hvad tryk der var for der var noget iveien saa jeg kunde ikke se det.
Men hvor tror du vi havde havnet, hvis vi havde gaaet med de fattige
seksti pundene, som kjedlen var konstrueret for?

Vi behvet slet ikke kommet i sjretten. Vi kunde afgjort det hele i
mindelighed med skipperen. Det mente jeg dengang, og det mener jeg
den dag i dag.

Det mente du slet ikke. Du mente det samme som jeg, at der skulde
klemmes ud af finnen hver penny vi kunde faa til at reparere
Styggen for. Det var frst da hun, fruen hans, kom og tog dig i
haanden og takket dig med taarer i inene fordi du havde frelst
livet hendes og livet til barnet hendes, at du pludselig fik
stormandsgalskab og vilde tage tiltakke med de lumpne tohundrede
kroner som den gnierfanten vilde slnge i dig. -- Men tak skal
du have. Det blev der da gudskelov ikke noget af. Dick snuset
foragtelig ud i luften og henvendt til mig sagde han: Det vrste
jeg ved er et hundredekilos mandfolk, som bliver hysterisk fordi
om et skjrt giver sig til at vande hns. -- Og det en gift mand
ovenikjbet med kone og fem barn. Hvad tror du Dina Ratje vilde sagt,
hvis hun havde faaet hrt det hele slig som det virkelig var. Tror du
hun vilde sagt ja og amen til de tohundrede -- -- --

Hold Dina udenfor eller ogsaa maser jeg dig til hakkemad, saa meget
du ved det.

Oh, yes! hold Dina udenfor! Men om du nu var blevet liggende derude
i Nordsjen, hvem skulde saa skaffet maden til hende og barnene dine?
Javist skal vi holde Dina udenfor!

Der arbeidet sig op noget i Jonas, noget midt mellem et ustyrlig
sinne og en trang til at retfrdiggjre sig og pludselig eksploderte
han. Han formelig brlte det ud: Idiot! Det var jo netop derfor jeg
gjorde det.

For at blive liggende i Nordsjen? Jonas, hvad siger du?

Det siger jeg ikke. Jeg siger det var for Dinas skyld jeg jumpet
overbord. Tror du jeg nogen gang kunde seet hende ind i inene mere,
hvis vi havde reist ifra en kone og hendes barn i havsnd?

Men pludselig gik det op for ham, at han stod her og blottet sit
inderste flelsesliv for os to, og med engang blev han uendelig
skamfuld. Hans ine, som netop i samme sekund havde gnistret og
flammet, veg unda og turde slet ikke mde vore. Fanden, bandte han.

Der blev ganske stille i styrehuset paa Styggen. En pinlig pause.
Den varet sikkert i mange sekunder. Saa pludselig langet Jonas ud med
sin vldige lab efter Dick som stod i draabningen og han faldt
sprllende ned i sofaen. Pak, sagde Jonas og skridtet forbi ham ud
paa dkket. Han slog dren i saa det skranglet i hele skuden.

Da Dick Darling fik samlet sig lidt, sad vi to frst et ieblik og
sagde ingenting; men lidt efter lidt brd der frem et smil paa Dicks
svarte ansigt. Et stort og straalende smil: Skulde du have seet paa
magen, sagde han. Saa tog han flasken som endnu stod paa bordet og
skjnket sig et bredfuldt glas af Ratjes vino duro. Den var af mere
end tolv procents alkoholstyrke; men Dick tmte sit bger til bunden
vendte mod taget. Saa satte han det tomme glas fra sig og hans
huldsalighed var endels. Han tittet forsigtig ud gjennem koiet i
agterkanten og vinket til mig at jeg ogsaa skulde se. Jonas vagget
opover kaien. Hans brede ryg var skuttet og rund. Det vistes i hver
dens linje at eieren rgret sig kollosalt.

Men Dick lo. En stille klukkende forniet latter.

Hvad griner du af. Jeg synes det er alt andet end morsomt, sagde
jeg, og det var sandt. Jeg ligte slet ikke at vi havde fornrmet
Jonas Ratje.

Hvad jeg ler af? Jo endelig en gang fik jeg da sandheden ud af ham.
I mange herrens aar har han liet for mig, for ikke at tale om de
skammelige lgne han svor paa i retten dengang.

Var det saa groft?

Om det var. Assessoren gjorde sit bedste for at vi kunde faa
ordentlig bjergeln; men Jonas var rent besat. Han hvdet med nb og
klr, at det hele bare var -- assistance. Og finnen, det udyr,
stttet ham af alle krfter. Det hjalp ikke hvad jeg sagde, endskjnt
jeg bare fortalte den ngne sandhed, at briggen havde ndflag oppe,
og at Jonas vovet livet, og at hele briggens mandskab havde gaaet
nedenom til Fidlers green uden os. Retten kunde ikke give os
bjergeln saa gjerne den vilde. Vi maatte nie os med assistance
under farefulde omstndigheder og det gjr en betydelig forskjel
skal jeg sige dig. -- Han sagde bagefter, at han syntes synd i den
finneskipperen. -- Hrt sligt nonsens? Men nu kan han komme. Nu ved
jeg bedre. Og Dick gned sig i hnderne, hjertelig vel forniet.

Jamen han var ordentlig sint, da han gik.

Ja gudsketak, det var han. Men han bliver nok god igjen. Alligevel
er det kanske klogest at du fordufter inden han kommer tilbage. Se
her, vi tager os et glas til fr du gaar.





End of the Project Gutenberg EBook of S/S "Styggen", by Burchard Jessen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK S/S "STYGGEN" ***

***** This file should be named 34183-8.txt or 34183-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/4/1/8/34183/

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
