The Project Gutenberg EBook of Fra Fr, by Carl Srensen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Fra Fr
       Fire Fortllinger

Author: Carl Srensen

Release Date: December 30, 2010 [EBook #34786]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FR ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret.




 CARL SRENSEN

 FRA FR


 DET SCHUBOTHESKE FORLAG




 Oplag: 1000 Ekspl.

 Omslaget tegnet af E. KRAUSE




 CARL SRENSEN


 FRA FR


 FIRE FORTLLINGER


 KBENHAVN

 DET SCHUBOTHESKE FORLAG

 J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG

 1906


       *       *       *       *       *




LIPPEN




Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dnninger. En efter en
gled ind under Stvnen, hvede Baaden op paa sin Ryg, vippede den
som for at prve dens Vgt og gled derpaa agterud, godmodigt
smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jttestyrke.

Et Sekund svvede Forstavnen i Luften, idet Dnningen gled bort under
den. Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet
sprjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Blgedalen og
begyndte at krybe op over den nste Blge.

Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt
slynget over Blgedal fra Blge til Blge. Snart laa de dybt nede med
Vandvggene skraanende op til alle Sider. Snart laa de og vippede
usikkert paa Toppen af et glidende Vandbjrg, og da kunde Fiskerne se
langt ud over Havet, der arbejdede tungt og trt og med store, lade
Blger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte hvede sig op af Havet
som en sort, takket Mur.

De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad Elias, en mager, sejg
Skikkelse, indtrret af Vejr og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans
Hnder var brun og rynket, som var den forbrndt, og hans Haar, de to
strittende Buske over jnene og det lange, blde Skg var vissent og
graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen
over den som en graadig Flamme, der frst var udslukt, da den havde
fortret al Legemets Saft. Men nu og da rbede et Glimt i jnene, at
der endnu laa et Par Glder og ulmede i Askedyngen.

Elias var en af Bygdens mere fremragende Mnd. Som ung havde han
vret rask og kvik, dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og
Lystighed, Drik og Spil. Og senere havde han vret en af Bygdens
Foregangsmnd, en Mand, der gik paa og vovede Pelsen. Nu han var
bleven gammel, var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig paa
Flasken. Det var vel rigtig nok, som Kbmanden sagde, at der var
Mennesker, der ikke kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af
dem.

Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og rrig som en ung Mand,
naar Gigten da ikke netop var i Lag med ham. Men den kunde pludselig
kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en
Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han
Tnderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at
komme nr i lange Tider efter.

Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa
Aarerne. Han skulde kun passe at holde Baadens Stvn op imod
Dnningen og saa ved Hjlp af Klippetoppene inde paa Land holde den
paa samme Sted over Medet, hvor Fiskene stod.

Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende Mand, lille, men tt
og strkt bygget. Brsterne i hans kraftige, rde Haar og Fuldskg
strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa
et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende
Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men
svrt ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det.
Han halede i Snren med korte, energiske Ryk. Som en gte Fisker
holdt han nje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst.

Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads forude. Han var en ung
Kns paa knap en Snes Aar, lang og oplben. Han havde sin Snre ude
paa Baadens anden Side og halede i den med lange, jvne Tag.
Efterhaanden som Dagen gik, havde hans Ryg krummet sig mer og mer,
medens han halede Torskene ind den ene efter den anden; han havde
for lngst opgivet at holde Tal paa dem. Nu stod hans Ryg spndt
bagud som en Flitsbue. Hans Nse var stor og kraftig, hans Hage bld
og hans Kinder dunede og rde.

En stor Blge kom rullende og lftede Baaden hjt til Vejrs. I et Nu
lod Elias sit Blik lbe Horisonten rundt for at se efter de andre
Baade, der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De fleste havde
allerede taget Snrerne ind, faaet det lille Raasejl hejst og stod nu
hjemad. Saa stirrede han lngselsfuldt mod Land; han var forlngst
ked af det hele.

Han bjede sig ud over Rlingen og spyttede langt.

"Jeg synes ikke, det bider mer," bemrkede han ligegyldigt. "Men nu
er det jo ogsaa snart mrkt."

Thomas lftede Hovedet fra Snren og saa hastigt ind mod Land for at
forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden
af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.

Han vidste nok, hvad det var, Elias fljtede for, men han havde ingen
Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt
antagelig.

Han tog atter fat paa Snren.

"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'."

Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knsen forude. Et jeblik
fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op. Men da der ingen
Helleflynder kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde saa bestemt
ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig stor Helleflynder, og han
havde vret overtydet om, at han vilde faa den. Det vilde jo vre
saadan en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at han holdt
af hende.

Men han havde efterhaanden som Dagen led, og det altsammen blev Torsk
og Torsk, de fiskede, mistet Haabet og tabt Interessen. Men
naturligvis, kom der en Helleflynder, saa -- Men der kom ingen.

Det gav et Ryk i Snren. Han rykkede igen. Fisken blev hngende, og
han halede ind, saa Vandet fra Snren stnkede omkring ham.

De to andre vendte sig og saa, at det kun var en Torsk, han halede
ind paa.

"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, "ikke saa meget som
en eneste lillebitte Flynder kan vi faa."

"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, idet han stirrede mod
Land. "Naar vi kunde faa en stor, saa. -- Men i Dag faar vi ingen.
Nej, nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men en pn Fangst
har vi da. Vi har allenfals ikke ndig at skamme os, naar vi kommer
hjem."

"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu," sagde Thomas. Han
begyndte at blive ondskabsfuld over den andens Hjemve.

"Hvad siger du, Johannes?"

Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde endnu travlt med at hale ind
paa sin Torsk.

"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt. Der er Dage,
hvor man ikke har Held med sig. Det ved baade du og jeg, bitte
Thomas, og saa kan det ikke nytte at ligge og vente. -- Vi faar ingen
Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas. Jeg er en gammel Fisker, skal jeg
sige dig."

Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik ogsaa han Bid og maatte
til at hale ind.

Elias gabede.

"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja, ja, ja. Dem er der nok
af."

Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa Bunden af Baaden.

Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, standsede pludseligt.
Hans Ansigt undergik en slsom Forandring, og idet han holdt i Snren
med begge Hnder, rejste han sig halvt op fra Toften. Snren var
spndt som en Buestreng, og sknt han halede af al Magt og med begge
Hnder, kneb det for ham at vinde ind paa den.

De to andre blev opmrksomme. Elias lod Aarerne hvile og bjede sig
spndt forover. Og Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i
Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen ud, men lod baade
Snre og Torsk falde ned i Baaden, idet han rejste sig.

"Er den der?" spurgte Elias.

"Gu' er den saa," ld Svaret fra Thomas, der stod bjet over Linen.

"Den er stor, hvad?"

Men Elias fik intet Svar. I det samme tog Baaden en Overhaling. Med
et tungt Kladsk slog den ned i en Blge, saa Vandet sprjtede over
Mndene, og Johannes, der havde staaet op ude i Forstavnen og stirret
paa Thomas' Snre med opspilet Mund og jne, tumlede ned paa Toften.

"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."

Thomas var arrig, og hans Snre gled nu med Lethed ind over Rlingen.

"Er den vk?" spurgte Elias spagfrdig og begyndte atter at rre
Aarerne.

"Selvflgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?"

Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen.

"For Satan, Kngt, skynd dig at faa Snren ud. Den maa sku staa her i
Nrheden."

Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snren
plumpe overbord og gaa til Bunds. Men Elias, der flte en Smule
Samvittighedsnag, det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet
Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsgte at retfrdiggre
sig.

"Hm. H. Det sker saa tit, at de slipper, de Bster."

"Det gr Fanden gr det," imdegik Thomas. Han havde travlt med at
faa Torsken halet op, saa han atter kunde faa Snren til Bunds efter
Helleflynderen.

"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan sidder og slider i
det," klagede han, "at det hele saa skal delgges, fordi du ikke kan
passe Aarerne."

Men nu blev Elias gal. Han havde lnge nok spillet Martyr, nu var han
trt af den Rolle. Og han lnede sig frem over Aarerne mod Thomas.

"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas. Og det er, at det
eneste, som vi med Bestemthed kan sige, er det, at det var dig, den
slap fra. -- Akkurat sku."

Og idet han atter lnede sig tilbage og tog et langt Tag med Aarerne,
fjede han til lidt sagtere, ligesom for sig selv:

"Hvis det da har vret en Flynder."

Skrattende rg Blyloddet ind over Rlingen med den lange Jernbue, fra
hvis Ender Snrerne med Krogene hnger ned. Og idet Thomas bjede sig
frem og tog fat i den ene Snre, der var spndt som en Streng,
halede han en Torsk paa henved en halv Snes Pund ind i Baaden.

"Det var sku da alligevel en pn Fisk," bemrkede Elias forsonende.
Det var jo, naar alt kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord
i Striden.

Men Thomas havde travlt med sine Snrer; han havde ogsaa faaet den
anden Snre ind og saa nu, at Silden paa den store Krog var urrt.
Saa vendte og drejede han den fangede Torsk.

"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod Elias. "Her har den
haft fat i Torsken, Bstet."

Elias undersgte Biddet.

"Det har vret en stor Tamp, den."

Johannes havde rejst sig forude og saa over Elias' Hoved hen paa
Biddet. Snren holdt han i Haanden og bevgede den mekanisk op og
ned. -- Pludselig strammedes den, og han kunde ikke rre den. Havde
den mon faaet fat i en Sten paa Bunden.

Han halede til med begge Hnder og fik halet et Par Tommer ind. Saa
halede han atter af al Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. -- Hvad
Fanden var det?

Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken falde ned i Baaden,
plantede sin Haand paa Elias' Skulder og satte i et Spring forud.

"Vr forsigtig, Dreng. For Satan, vr forsigtig. Hal langsomt,
ganske langsomt, ellers river du det hele i Stykker."

Formaningen var for saa vidt overfldig, som han allerede selv havde
Tag i Snren og halede ind paa den.

"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om. Men denne Gang passede
han paa og manvrerede omhyggeligt med Aarerne.

"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas,
der selv stod og halede ind paa Snren.

Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke,
hvad han skulde gre med sine Hnder. Han syntes, det var overfldigt
at formane andre, naar man samtidig tog Snren ud af Hnderne paa dem
og bemgtigede sig deres Fangst, og han gjorde i en beskeden,
surmulende Tone Thomas opmrksom paa sin Mening i den Retning.

Thomas tog endnu et Par Tag.

"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snren hen mod Johannes. "Men
vr forsigtig med den, Kngt."

Det var jensynlig kun med Uvilje, han gav Snren fra sig, med saa
jensynlig Uvilje, at Johannes nsten generede sig for at tage den.
Men det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu mer, hans frste
Fisk.

Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens Thomas stod og saa
til, foroverbjet og jensynlig parat til at gribe ind ved frste
Lejlighed. Elias sad halvt vendt og manvrerede aarvaagen og vet
Baaden op mod Sen, medens han samtidig sad og mumlede Formaninger
halvhjt i Skget.

"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" Samtidig sad
han og holdt skarpt Udkig efter Serne, der kom rullende mod Stvnen.

"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? det ku du li'. Men
det bliver Lgn, gamle, det bliver Lg------n."

Han lnede sig tilbage og trak med et sikkert Aaretag Baaden op paa
en hj S. Saa hvilede han, medens Sen gled bort under Baaden, og
trak saa til op over den nste. -- Spndende var det sku med saadan
en Fisk. Elias havde ligefrem Mavekneb af Spnding, sknt han var en
gammel Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men denne lod jo
ogsaa til at vre en svrt stor en.

Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man
kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen.

Men saa strammedes Snren pludselig og blev saa tung, som bar den et
Klippestykke.

"Vr nu forsigtig, Kngt," formanede Thomas, medens han lnede sig
forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den.
"Vr endelig forsigtig."

Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred sig mer og mer
fremefter, medens han gjorde rene Kunstvrker med sine Aarer.

"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det var lige saa meget Sen
som Fiskerne forude, han formanede. Han havde en underlig Uro over
sig, srlig i Benene, og flte det krible gennem hele Kroppen.
Spndende var det sku med saadan en Fisk.

"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud
og fattede med begge Nver om Rlingen og klemte til.

Det var helt meningslst med disse Formaninger, thi kun ved at hale
til af alle Krfter aarkede Knsen at faa Tomme efter Tomme af Linen
ind over Rlingen. Han laa tilbagelnet med begge Fdder stemmet mod
Baaden og var aldeles rdblaa i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde
ikke give sig men blev til Slut ndt til det.

Modvillig rakte han Snren mod Thomas, der greb den uden at mle et
Ord, medens Johannes satte sig paa Toften og pustede ud.

Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var en mgtig stor
Helleflynder, der slog om sig, saa det knagede i Baaden, og Vandet
skvulpede ind over Rlingen.

Thomas laa paa Kn paa Bunden af Baaden og holdt i Linen, medens han
stirrede ondt paa Fisken. Han kunde ikke mer.

Johannes sad og gloede raadvild paa den mgtige Fisk. Men Elias smed
Aarerne og havde allerede faaet det ene Ben over Toften.

Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, frst langsomt, saa
hurtigere og hurtigere. Den gik til Bunds som en tung, tung Sten,
medens Linen hven over Rlingen.

"Hm," sagde Elias og tog atter fat paa Aarerne. "Det var en svr
Tamp, den."

"Det var det," stnnede Thomas. Han kunde daarlig faa Vejret, og hans
Arme sad ligesom lse. "Men den var for levende til at faa ind i
Baaden."

Thomas havde nu helt sluppet Linen, der lb ud med rivende Fart. Nu
opdagede Johannes pludselig, at han havde stukket sin ene Stvle ind
i en Lkke paa Linen og begyndte at sparke med Benene.

"Tag Stvlen af," brlede Thomas. Og da den anden betnkte sig, tog
han fat i Stvlen og trak den af; i samme jeblik rg den ud over
Rlingen og forsvandt med et Plump under Vandet.

"Er du gal, Kngt," skndte Thomas. "Er det en Maade, maa jeg sprge,
hvorfor Satan ser du dig ikke for? Du havde faaet Benet brkket som
en Pibespids."

"Hvad er der i Vejen?" kom det interesseret fra Elias.

"Hvad der er i Vejen? Han havde knkket Benet som en Svedske," og
Thomas skndte videre.

Saa dukkede Stvlen op agterude.

Der gled et glad Smil over Knsens Ansigt.

"Der er den," raabte han og pegede med Fingeren.

"Ja, der er den," sagde Elias og saa efter Stvlen, der fld i
Vandskorpen med Bunden opad.

Men Thomas havde allerede igen Tag i Linen, der nu var lbet ud.

"Ro til! Kom frem med Baaden," kommanderede han.

"Jeg vil ha' min Stvle frst," protesterede Johannes.

Elias var tvivlraadig.

"Ja, Stvlen," sa' han.

"Skidt med Stvlen, den kan du altid faa. Du vil vel ogsaa ha'
Fisken, vil jeg tro. Det er jo din Fisk."

"Ja, men det er ogsaa min Stvle," protesterede Knsen. "Jeg vil ha'
min Stvle frst."

"I er sku et Par knne Fiskere," smldede Thomas.

Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde efter Stvlen.

"Gu' skal han ha' sin Stvle."

Han bjede sig over Rlingen og hev Stvlen ind i Baaden. Saa roede
han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at
have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden.

Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev
hurtig trt -- han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken --
og lod Johannes faa Snren.

Ogsaa han blev hurtig trt. Elias havde siddet og ventet paa det.

"Pas saa Baaden og lad mig faa fat."

Han halede ind paa Linen som en rolig og kyndig Fisker uden at
forhaste sig, naar Fisken var let, og uden at overanstrenge sig, naar
den gjorde Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at vise sin
Overlegenhed som ldre overfor de to andre. Og da de mente, de kunde
igen, overlod han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer. Han
fik saamnd alligevel ikke Lov til at tage den Fisk ind.

Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde de atter faaet Fisken
op til Overfladen. Den havde ikke gjort saa megen Modstand denne Gang
og var kendelig svagere, da den kom op.

"Rk mig Kleppen[1]," raabte Thomas til Elias, der nu igen sad ved
Aarerne.

 [1] Kleppen, en stor Jernkrog, indfldet i et kort, klleformet
 Stykke Tr; bruges til at hale store Fisk ind i Baaden.

"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen bleven af?"

Ingen havde tnkt paa Kleppen fr nu. Elias stod omtrent paa Hovedet,
medens han rodede i Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk.

"Skynd dig, Johannes, og hjlp ham at finde Kleppen."

Men Johannes var ikke hurtig nok.

"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas godt paa den."

Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under Torskedyngen. Men idet
han kom forud med den, tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen.

"Saa for Satan; det tnkte jeg nok!"

Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Trn omkring en Aaretoft.

"Men nu er du der, forstaar du."

Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og holdt den. Saa begyndte
han varsomt at hale ind igen.

"Et Guds Under er det, at den hnger der endnu," sagde Elias og
spyttede resigneret. Nej, det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov
til at hale Fisken ind.

For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den var nu saa udmattet, at
den kun havde Krfter til et Par Smaatjat med Halen.

Thomas slog Trn om Aaretolden med Linen og gav den derpaa til
Johannes.

"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa lftede han Kleppen i
begge Hnder og huggede den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved.

"Nu er den der. Kom saa."

Han og Johannes laa nu begge paa Kn i Bunden af Baaden og stak
Enderne saa langt bag ud mod den anden Rling som muligt for at holde
Baaden i Balance.

"Saa op med den. -- En, to, nu gaar den -- Ohj."

De to Mnd lftede til, saa Baaden sitrede under dem. Elias havde
smidt sig ud over den anden Rling, saa han nsten laa i Vandet.

Et jeblik laa den mgtige Fisk oppe paa Kanten af Baaden og tyngede
den ned, saa Vandet pillb ind over Rlingen. Saa gled den med et
tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i samme jeblik var
begge Fiskerne over den med deres Knive.

Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var den dd.

"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde rejst sig og stod og
trrede sit Ansigt med sit Skjorterme.

"Ja, den er stor," indrmmede Elias, der mnstrede Fisken som
Kender. "Og fed. Op mod et Par hundrede Pund vel."

Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, bleg af Anstrengelse
og saa ud, som om han havde ondt.

Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad over en stor Fangst.
Og i sin Glde over Helleflynderen klappede han Johannes paa Ryggen
og forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok skulde blive en
dygtig Fisker. Johannes tog imod Klappene, men saa ikke srlig
overbevist ud.

"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias.

Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for at overtyde de andre
om, at han ikke fejlede noget srligt.

"Ja, lad os saa se at komme hjem."

Frst nu saa de, at det var blevet mrkt omkring dem. Sen havde lagt
sig lidt, og Havet var tungt og mrkt som smeltet Bly. Landet
skimtedes kun svagt som en mrk Skygge der langt borte mod den graa
Himmel. Ude over Havet var Himlen kulsort, og det var begyndt at
blse op ind mod Land.

I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat, og Baaden strg nu
hjemad.

I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran ham sad Johannes, der
nu var kommen sig lidt efter Sindsbevgelsen, og holdt Skdet. Og
foran ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas og holdt
Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne Vind kunde blive til, hvad
det skulde vre.

Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads. Hurtigt strg det
indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort,
truende Skygge i det graa Halvmrke forude.

Saa naaede de ind under den hje, lodrette Fjldvg, der i Mrket
syntes at lude frem over Baaden. Og de strg om Pynten, hvor
Brndingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og
slyngede sit spgelselyse Skum hjt op i Mrket.

De var nu i L bag Pynten. Sejlet blev bjrget og Roret taget ind. Og
alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke
langs Kysten op til Bygden.

Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd
inde fra Fjldet. Sen var rolig her, men man kunde hre Vandet
smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved
Strandkanten og skimte Skumstriben, der hvede og snkede sig mod den
sorte Stenvg.

Da de kom forbi et Ns, fik de det frste Lys fra Bygden i Sigte. Og
saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og
smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjrner, der tndes
paa den mrke Himmelhvlving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mrket
som et enligt Stjrnebillede.

Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene.

"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.

"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme."

"Ja, det har alligevel vret en drj Dag og en lang Dag."

"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Sen bli'r urolig nu."

"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad siger du, Johannes, er
du trt?"

"Aah ja."

"Ja, det kan vre drjt nok."

"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet fra Knsen. Nu er vi jo
ogsaa snart hjemme. -- Naa, Kngt, hvem skal saa ha' Lippen[2]?"

 [2] Kdet lige for Maven paa den hvide Side af Flynderen; tjener
 ofte den friende Fisker som Buket.

Det gav et St i Knsen. Om han ikke hele Tiden havde siddet og tnkt
paa den Lippen. Om han fik den eller ej.

"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.

"Ja, gu' Lippen selvflgelig. Hvem skal ha' den? Fisken er jo din,
saa du skal ha' Lippen. Og du ved vel, at man gi'r sin frste Lippen
til Kresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil du vel ikke lave
om?"

"H, h," glentede Elias. Men Thomas klemte paa.

"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"

Johannes var svrt glad ved, at han vendte Ryggen til, saa de ikke
kunde se, at han rdmede. Det var saa flovt at rdme i den Alder.

"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" blev Thomas ved.

"N-h, det er det vist ikke, hm," glentede Elias.

"Eller er det maaske din Sster! Hvad?" Thomas prvede sig frem.

"Hi, hi," klukkede Elias.

"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er
det selvflgelig."

Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag.

"Det er din Sster, der skal ha' den, selvflgelig."

Thomas gjorde en Kunstpavse.

"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt
umuligt."

Thomas var kommen i Humr; han vilde vre morsom for en Gangs Skyld.

"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa gammel, han var,
interesserede han sig endnu stadig for Krestehistorier.

"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev Thomas ved. Saa
slog han pludselig om.

"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"

"Det er det nok. Det er det nok," nikkede Elias.

Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne.

De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke
oppe paa Fjldsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra
Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mrket. Forsigtig
manvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskrene.

Thomas lagde sine Aarer ind, lod Sstvlerne glide af sine Fdder ned
i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne.

Ganske langsomt smg Baaden sig ind mellem Smaaskrene, der ligesom
svndrukne stak de sorte, tangkldte Hoveder op over Vandet paa begge
Sider af Baaden. Klen gled skrattende over et Skr, og Thomas sprang
op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.

Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. Og der udveksledes
Hilsener, spurgtes til Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige,
lavmlte Lyde, der faldt sammen med Mrket omkring dem.

De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og hev nu Fangsten ind paa
Klipperne, hvor den blev skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst
kom Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede i Baaden. Alle
var nede at beundre den.

Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det.

Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mnd og Kvinder
med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem
over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten,
fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover
mod Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op
paa Klippen over Landingsstedet og krt ind i Baadehuset; blev den
staaende nede ved Stranden, kunde Brndingen maaske splintre den.

Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte
Klipper laa nu forladte og ensomme i Mrket, medens Blgeskvulpet
slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.

Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom
bredte Armene ud imod dem gennem Mrket.

De var trtte og talte ikke sammen, bare slbte sig fremover i de
lange Sstvler.

Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.

"Hvor blev Gutten af?"

"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt videre, vilde ndigt ud af
Farten; det er saa svrt at komme i Gang igen, naar man er rigtig
trt og saa staar stille.

"Jeg synes, jeg saa et Skrt hist ovre."

"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"

"H, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias tilbage over Skulderen.

Men Thomas blev alligevel staaende og saa over mod de to Skikkelser,
han lige kunde skimte i Mrket. Et jeblik smilte han bittert, men
saa blev han alvorlig.

"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet
flaske sig, som det bedst kan."

Og han drejede sig energisk paa Hlen og gik hjem til sin svagelige
Kone og sine otte smaa Brn.

Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa
hinanden. Det er svrt at faa begyndt, naar man er forelsket, og det
var, som om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.

Det var Sanne, der maatte begynde.

"I blev lnge ude i Aften."

"Var du bange?" spurgte Johannes kejtet.

"Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor skulde jeg vre det!"

Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde.

"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?"

"Ja, hvad tror du?"

"Jeg ved ikke."

"Gt engang."

"Det er vel din Snre, Johannes," gttede Sanne, sknt hun allerede
havde set, hvad det var.

"Nej, nej," triumferede Knsen.

"Hvad er det da?"

"Det er noget til dig."

"Til mig! Hvad kan det vre?"

"Ja. Men sig mig frst, om du kan li' mig."

"Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. Hvorfor skulde jeg ikke
kunne li' dig, Johannes?"

"Ja, jeg mener, om du holder af mig."

"Holder du da af mig, Johannes?"

"Ja, det gr jeg, Sanne. Det kan du stole paa."

Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det
mgtige Stykke hvide Kd op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.

"Vrsaagod," sagde han.

"Nej, men, Johannes." Sanne var overvldet. "Holder du virkelig saa
meget af mig?"

       *       *       *       *       *




BRYLLUP




Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer
end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale
om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for
alle de nrliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation.

Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet
Skinsakjt[3] i Massevis. Der var kbt Bunker af Svedsker, Rosiner,
Gryn, Saft og Kulr til Sdsuppen, Bnner, Cikorie og Sukker til
Kaffen og 120 Potter Brndevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til
Resten.

 [3] Skinsakjt, letsaltet Bedekd, Hjtidsspise.

Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Kbstaden paa den anden Side
Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren[4] gaaet over
Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med
Prsten.

 [4] Stor Baad, der roes af 10 Mnd.

Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvflgelig
kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var
blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.

De sidste Dages Sndenvind varmede endnu op i Kroppen paa nderne,
der laa i Bygdens mange Mddinger, og gjorde dem endnu mere
snadrevorne, end de var i Forvejen. Hnsene trippede rundt og nippede
til Mddingaffaldet saa sippede og snrpede, som var de alle
Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom.
Og verst paa Mddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og hjtidelig
ud, som om det var den, der skulde have Bryllup.

Der var Feststemning over de smaa, tjrede Trhuse med de mange,
store Mddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred
sig mellem Husene, knkkede sammen langs Gavlene og gjorde sig
ngstelig tynd for at naa frem mellem de mange Mddinger.

Der var Feststemning over Fjldet, der hvede sig som et mgtigt
Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin
Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa hjt,
hjt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hnge og
drive paa en Fjldtop.

Der var Feststemning over Himlen, Fjldet, Havet, Husene,
Mddingerne, nderne, Hnsene og over de tre Flag, der hang og dasede
over tre af Bygdens smaa Trhuse. Alt saa saa glad og fornjet ud,
undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede
nu rundt og snuste misfornjet til alt.

Underligt var det, at man kun saa Hns, nder og Hunde og ikke et
eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddd.
Men lagde man ret til de tynde Brddevgge, kunde man hre det
snorke derinde, for der havde vret Dans hele Natten. Og inde i det
midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive,
Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gsterne og Bygdens Folk, der
havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfrdighed
omkring de lange, hvidskurede Trborde, der bugnede af Skrpekd og
kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og ndte Folk og sknkede
Brndevin af Trepgleflasker, paa hvilke der stod Hvidtl og
Gammelvin.

Endelig kom Prsten.

Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af Husene, gabede og strakte sig,
harkede og spyttede og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de
saa med Hnderne i Bukselommerne og smaasnakkede og gloede ud over
Fjorden, hvor Prstebaadens hvide Sejl dansede op og ned.

Prstebaaden strg ind til Landingsstedet, og Prsten gik i Land. Han
trykkede hver Mand i Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Sen
var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa
gik han op til Skolelreren for at gre sig frdig til Vielsen. Og
Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig. --

Og pyntede var de, da de en Timestid senere kom ud af Husene, med
skve, rynkede Bukseben, korte, krllede Jakker, trangbrystede
Frakker og posede Diplomater; var det virkelig de samme Mnd, der fr
saa saa kraftige og smukke ud i deres Knbukser, strikkede Trjer og
brune Kofter. Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskg passede
daarligt til de skve Kravebryster og rundpullede Filthatte.

Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' knne og statelige Kone, der
gaar der i sine stivede Skrter og Gud ved hvad og ligner en
Sukkertop. Og Thomas selv. Krumbjet og trykket vandrer han afsted
ved Siden af Konen, klemt og pint af Stadsen, stiv og hjtidelig som
en Degn foran Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om Benene paa
ham, saa han det ene jeblik er hjulbenet, det nste kalveknet og
undertiden begge Dele paa en Gang og paa samme Ben.

Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbrstede, men udtraadte
Fjedersko, og paa Hovedet har han en stiv, rundpullet Filthat, der er
grnlig som af Skimmel. Diplomatfrakken hnger og dasker ned ad
Ryggen paa ham. Og den Mand er ens dygtigste Fisker og dristigste
Fuglefanger. Det er baade til at le og grde over.

Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse
plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget knt,
men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget
godt. Men til Slut lftede Prsten Stemmen og talte om de 120 Potter
Brndevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nvnede dem
ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne
hslige Last. Saa var Hjtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af
Kirken.

Der var kun en Mening om den Prken, en svag Indignation. Prsten var
en flink Mand og en personlig meget elskvrdig Mand, en Prst, man
ellers i alle Maader kunde vre tilfreds med. Men han havde aabenbart
intet Kendskab til Brndevin, og det var taktlst af ham at stille
sin Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.

Men hvad saa Prsten sagde eller ikke sagde, saa var de 120 Potter
Brndevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god
Behold, medens Prsten derimod allerede var midtvejs ude paa Fjorden.
Og derfor begav Folk sig op til Gildehuset efter Brudeparret,
der roligt og vrdigt gik i Spidsen og ikke et jeblik tabte
Aandsnrvrelsen, sknt Byens gamle Forladere knaldede dem om Hlene,
hver Gang de passerede et Hjrne. Sligt hjlper at holde Troldpakket
borte fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.




SKAFFEREN


Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv var ikke stort, og
Vrelserne var smaa. Men ved at fjrne to Vgge havde man faaet tre
Stuer gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede Stue
optog hele Huset med Undtagelse af Kkkenet og en lille Forstue.

Der var kommen Dug paa de lange Borde, og et Utal af Kvindfolk for
frem og tilbage mellem Kkkenet og Stuen med Knive, Gafler,
Tallerkener og Glas og dkkede Bord.

Der ld en ustandselig Syden og Kogen og Snakken ind fra Kkkenet, og
Emen fra de mgtige Sdsuppekedler stod ind gennem Dren som en
Taage, der lagde sig varm og mild over Borde og Bnke og til sidst
fyldte hele Stuen fra Gulv til Loft med sin sde Vellugt. Og midt i
Taagen sad den ldste af de mandlige Skaffere ved et Hjrne af
Bordet.

Han sad og indsnuste den behagelige Em og nd Hvilen. I hjre Haand
holdt han en Trepgleflaske med Brndevin, og der stod flere oppe paa
Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. Han var parat til at
tage fat og gaa rundt og sknke, saa snart Gsterne kom. Hovedet hang
halvvejs ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil stirrede han
fremefter ind i Taagen, hvor unge Piger og gamle Koner for frem og
tilbage, undertiden trnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede hen
ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv var gennembldte af Sved og Em,
og Ansigterne blussede, som om det var dem, der skiftedes til at staa
og brase ude i Kkkenet.

Den gamle Mand sad og frydede sig over det store, lune Rum og den
varme, sde Em, frydede sig over de lange Borde, de hvide Duge og
Lysene, der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og lyste saa
festligt. Og han frydede sig over Kvinderne, der for frem og tilbage
gennem Emen, ikke fordi det var Kvinder, for man er som Regel frdig
med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi de havde saa travlt. Det
var alligevel rart at vre en gammel Mand og sidde og se de andre
lbe frem og tilbage, trne sammen og tabe, hvad de havde i Hnderne.

Han sknkede sig en Snaps, drak den og flte, at han blev varm om sit
gamle Hjrte af Medlidenhed med Ungdommen. Herregud, Herregud, at de
dog skulde tosse saadan rundt. At Folk dog ikke straks blev gamle og
fornuftige og satte sig stille hen i en Krog. At det var saa svrt at
lre at blive gammel, og at Folk skulde vre saa lnge om at lre
det. Ungdommen har saa travlt, saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt;
og hvorfor, hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de fik
sat nogle Brn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog. Og det kunde
de saamnd, naar de bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget
lettere fra.

Den gamle Mand tnkte paa sin Barndom, den lykkelige Tid, da Livet
kun er som at sidde og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra
Barndommen var han gledet ind i Ungdommen som alle andre og havde set
Billederne blive levende og trde sig i Mde. Da havde han set, at
Fjldet var grnt, Himlen blaa og Havet mrkt og alvorligt. Og han
havde set paa Fjldet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest,
havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede,
ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at
favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en
Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde. Men
han havde vret taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, at saadan
skulde det vre.

Han havde vret ung, selvflgelig. Blodet havde kogt i ham, som
Sdsuppen nu stod og kogte derude i Kkkenet og trommede mod Laaget
for at slippe ud. Og Glden havde staaet om ham som en Em, der
blindede ham og andre. Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for
at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene,
havde Skbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde
han set mere og mere sprgende paa Kvinden, og til sidst havde han
holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele
Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind
til sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad.

Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. Men han huskede, at
hele den lyse, straalende Verden en Dag havde ligget falmet foran
ham, nedtraadt og skiden som en Grsmark om Efteraaret. Den Dag
skimtede han Hjulene i Verden omkring sig og i sig selv. Da var han
ikke lnger ung.

Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig paa ham, at det nsten
havde taget Vejret fra ham, for han havde vret glad som faa og hrt
til en varmblodig og hedhovedet Slgt. Han huskede endnu, hvorledes
han havde overvejet, om han ikke hellere burde d, og han smilte nu,
det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom
Manddommen.

Hans Mund blev smal, hans jne blev kloge og klare, og hans Tanke
kold, mens han strbte mod sit Maal, Krogen. Det var drje Aar, fulde
af Slid og Slb. Det var triste Aar, fulde af Sorg og Grmmelse. For
det er haardt at leve, naar man ikke lnger er ung, og Verden er
falmet, og man har Maalet givet, og Maalet er en Krog.

Men han havde stridt sig igennem og havde naaet Maalet. Og nu sad han
i Krogen og smilte ad de andre, der lb rundt i Emen og trnede
sammen og tabte, hvad de havde i Hnderne.

Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch, for Stumperne rundt i
Stuen. Saadan er Ungdommen. Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Vk, og saa
maatte man endda samle Stumperne op.

Den gamle Mand sknkede sig endnu en Snaps og drak den. Og han
stirrede ind i Emen, der nu var tttere, og hvor de rde Ansigter
strg frem og tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene nu
skinnede med store Ringe i Emen.

Hvordan var det nu, hvordan var det nu? Jo, det var Ungdommen. Den
stakkels, stakkels Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Nsen.
Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. Ggl. Nej, Alderdommen. Den
njedes med lidt. Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget
Skidt. Og den njedes med lidt. Med ganske lidt.

Ganske forsigtig sknkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det.

Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog
ondt af den Ungdom.

Han blev vaad paa begge Sider af Nsen og snftede af Medflelse,
mens han sad og stirrede ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt
og rundt som store, rde Klatter, der kom og forsvandt og atter kom.

Og han saa til Siden ud over mgtig store Snemarker, hvorover
Stjernerne lyste mat.

Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. De var som ordnede i
Rkker, i lange, lige Rkker over Snemarkerne. Og saa syntes han, han
skulde kende dem igen.

Var det nu ogsaa Stjerner? -- Nej, det var vist alligevel ikke
Stjerner. -- Men hvad var det da?

Et jeblik syntes han, han var ved at hitte ud af, hvad det var. Saa
gled det atter bort fra ham, langt bort over de store, hvide
Snemarker.

Saa kom han i Tanker om de 120 Potter Brndevin, de 60 Potter Rom og
de 40 Potter Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der var en eller
anden Forbindelse mellem Stjernerne der og Brndevinen. Vist saa,
vist saa. Stjernerne var Brndevinen, kun Brndevin, ikke Spor af
andet end Brndevin. Det var derfor, det hed Brndevin, for
Stjernerne lyste. -- Kun derfor hed det Brndevin.

"120 Potter Brndevin, -- 60 Potter Rom -- og -- --." Saa sank hans
Hoved ned paa Brystet. Og da Bryllupsgsterne kom, sad han i sit
Hjrne og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden. Og
hvor meget de andre end ruskede i ham, var det ikke muligt at faa ham
vaagen. Han mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og sagde Po.
Men lngere kom han ikke. Naar de ruskede i ham igen, begyndte han
atter paa de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po. Og da de
ikke paa nogen Maade kunde faa ham vkket, hvor meget de end ruskede
i ham, opgav de det og lod ham sidde. Saa meget mere som de
allesammen godt nok vidste, hvad det var, han mente.




DEN UNGE MAND


Jeg husker Fjldet, Taagen, Husene, Mddingerne, nderne, Hnsene,
Hundene. Jeg husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone. Jeg
husker ligeledes Kirken, Prsten, Brudgommen og Bruden og de ti
Brudesvende og de ti Brudepiger. Og jeg husker Hjtideligheden, jeg
sad nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod. Jeg husker egentlig
meget godt forelbig.

Jeg husker ogsaa Prstens Tale og srlig Slutningen med de 120 Potter
Brndevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved
Siden af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt hans
Ansigtsudtryk, da Prsten kom til at berre dette Punkt, samt at
flere Fuldskg i Nrheden bevgede sig, som om Ejermndene var i Frd
med at synke noget, de ikke havde faaet rigtig gennemtygget.

Jeg husker ogsaa, at Prsten rejste straks efter Vielsen, og at vi
gik op i Brudehuset. Jeg husker Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne
og Emen. Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et Hjrne af Stuen
og sov med en Flaske i den ene Haand og et Glas i den anden. Og jeg
ved, hvad han mente.

Brudeparret blev anbragt i Hjsdet, og Brudesvendene og Brudepigerne
blev anbragt nrmest ved dem, og vi andre lngere borte. Jeg kom til
at sidde paa Bnken op mod Vggen, og det er jeg glad ved.

Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sdsuppe, Lammesteg og
Lagkage. I det hele taget er min Hukommelse meget skarp lige til
Lammestegen; men fra den Tid af er det, som om den har faaet et Knk.

Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den var udmrket. Og jeg kan
huske, at der blev holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt, kan
jeg ikke huske.

Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i Bordet; hvorfor han
gjorde det, var der ingen, der fattede, og selv har han aldrig senere
kunnet give nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der sad lige
overfor mig ved den anden Side af Bordet, hldte Brndevin over sin
Lammesteg og troede, det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo
vilde gre ham opmrksom paa Fejltagelsen, men opgav det efter at
have vltet 2 Glas og en Platdemenage, hvorpaa han njedes med at se
til, medens Thomas med jensynligt Velbehag fortrede Stegen.

Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet ikke huske. Men maaske
kommer det deraf, at den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet
var i en forunderlig hoppende og drejende Bevgelse, der forhindrede
Festdeltagerne i at gre sig fuldtud bekendt med de Genstande, der
befandt sig paa det, samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde
Mrke til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende,
ligefrem maatte sidde og lure og gribe til, naar Brndevinsflasken
kom forbi. At denne mrkvrdige Cirkelbevgelse ikke kunde vre sund
for Festens Deltagere, isr da disse, saavidt jeg saa, undertiden
selv deltog i den, ansaa jeg for saa rimeligt og naturligt, at det
ingenlunde forbavsede mig, at den ene efter den anden af dem
ombyttede deres Pladser paa Bnkene, der under slige Forhold langt
fra kunde anses for betryggende, med Sidde- og Liggepladser paa
Gulvet.

Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at Thomas fik mig gjort
begribelig, at vi skulde danse.

Jeg husker, at vi kom ud i Mrket, og at der blev peget mod et Lys og
angivet, at det var det Maal, vi skulde styre efter.

Vejen var meget ujvn, og af og til gik den ligefrem gennem Luften.
Jeg husker ikke, om der var nogen rimelig Grund til en saadan
Forsigtighed, men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet
tillod, og rykkede frem i Skyttekde, samt at vor Fremrykning
hindredes en Del af et Par Huse og flere Mddinger. Da Husene var
vanskeligere at forcere end Mddingerne, valgte vi fortrinsvis de
sidste.

Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden strre Lemlstelser; kun
var det mig paafaldende, at jeg undervejs havde faaet min Hue
ombyttet med en gammel, graa Filthat; men det var mig umuligt at
huske, i hvilken Mdding Ombytningen havde fundet Sted.

Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til Visen om Dronning
Dagmar og Junker Strange; saa var den alvorligere Del af Festen
forbi, og Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang jeg drog
afsted" og til Grindevisen og til Ormen hin lange og Erik hin unge og
Brkatttur[5] og til den lyse Morgen.

 [5] Buksevisen; yndet Skmtevise om en uheldig Fisker.

Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den
foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede
som Sild i en Tnde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevgede sig
som et Skibsdk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Vggene,
der bjede sig og nejede for hinanden, og Bilggerovnen, der stod og
hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind
i Kden. Og Thomas, der stod ved Ovnen og sknkede Brndevin til de
dansende i et stort lglas, ham husker jeg ganske tydeligt.

Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig, herlig Drm.

Jeg husker Braget, der ld ud i Natten som ens feberhede Pulsslag,
jeg husker Hylet, der hang og skjalv over Bygden som Rgen over en
Fabriksby. Jeg husker Blgerne, der laa og smaasnakkede fornuftigt
nede ved Stranden, og Fjldet, der stod saa ret og lige op i Luften
og undredes over, at noget kunde gaa saa skvt. Og jeg husker, at jeg
var ude at spadsere med min Dame.

Vi sad oppe paa Fjldsiden og lyttede til Larmen, der steg op imod os
gennem Natten som Bobler fra en mgtig Hexegryde, der sydede og
sydede og kogte over.

Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens Idiot kom ind i
Dansestuen, kyssede en Pige og blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas
og jeg forlod Dansen og gik ud i Mrket.

Det var mrkt, saa mrkt som paa Bunden af et Blkhus, og vi
forvildede os i en Mdding. Her skiltes vi og kunde ikke finde
hinanden igen, sknt vi begge raabte og ofte var hinanden meget nr.

Jeg husker, at vi langt om lnge fandt hinanden i en Grft, og at vi
der fornyede vort gamle, prvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en
Stald, hvor der stod en Tllepraas, nogle glade, glade Mnd og en Del
strre og mindre Tnder.

-- Det var de 120 Potter Brndevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter
Cognac.




IDIOTEN


Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt som netop Ordet
Idiot.

Han havde da ogsaa lnge flt, at det var et stygt Ord, og havde lrt
at dukke Hovedet for det, lnge fr han vidste, hvad det betd.

Han lrte egentlig aldrig, hvad det betd, det Ord, for han var jo
Idiot. Men han lrte hurtig, at det var et Ord, der hrte ham til, og
han bjede Hovedet for det, som man bjer sit Hoved for sin Skbne.

Straks da han blev fdt, var der noget galt ved ham. Jordemoderen
kaldte ham et Haneg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et
nyfdt Barn at vre. Og Forldrene og hele Slgten sagde, at han var
forbyttet af Troldpakket.

Men selv anede han intet. Han lb og legede den lyse Barndom igennem
som de andre Brn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen
om Vinteren. Men han var urimelig bange. Han var bange for det
stejle Fjld, hvor de andre Brn kravlede rundt og legede Fuglemnd
og gjorde beundringsvrdige Forsg paa at falde ned og knkke
Halsen. Og naar selv den allermindste Kngt i Bygden stillede sig i
Positur foran ham med fremskudt Mave, skrvende Ben og Hnderne i
Bukselommerne, blev han imponeret. Og naar Purken tilmed spyttede og
kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu
mere og luskede bort som en vaad Hund.

Han var bange for Stormen, der buldrede ls oppe i Fjldene, saa det
ld, som om en var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa
det hvinede om Hjrnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene
stnnede og vaklede, da rystede han og grd af Skrk. Og han blev
frst rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens Triumfhyl ld
langt ude over Fjorden.

Han frygtede for Brndingen, der kunde ligge i ugevis og rive og
slide i Fjldet med sine store, kladskende Nver. Han var bange for
Hanen, der stod og kroede sig paa Mddingen, og han var bange for
Gasen.

Men han vnnede sig efterhaanden til Frygten, lrte at dukke Hovedet
og gaa af Vejen.

Saa kom han i Skole sammen med de andre Drenge. De andre gik frem i
Kundskab, lrte at skrive og regne og mange andre Ting. Lreren
roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forldrene, og de, som
hverken Lreren eller Forldrene roste, blev rost af andre. Alle de
andre blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. Men der var
heller ingen Grund til det, for han lrte ikke engang at stave.

Lreren baxede lidt med ham, men det hele Udbytte, han havde af sit
Slid, var, at de andre Brn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav
han det og lod ham sktte sig selv.

Han mdte i Skolen hver Dag og fulgte med, saa godt han kunde, men
han var akkurat lige saa dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar
han kom, og saadan gik det Aar efter Aar.

Men Idioten mrkede det ikke, sknt han blev lngere og lngere og
mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte
Hjrne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig
spndt til, sknt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af
Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre,
at man blot behvede at gaa i Skolen for at lre noget.

Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.

Det blev en drj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Sprgsmaal,
om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre.

I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste.

Idioten gik i flere Dage i stor Spnding.

Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hrte sig til. Og da
Prsten ikke havde noget imod at konfirmere ham sammen med alle de
andre, gennemgik han denne Handling med samme Selvflgelighed, som
han i sin Tid var bleven fdt, dbt og engang med Tiden vilde d og
blive begravet.

Men den Strid var ikke gaaet saa sporlst hen over Idiotens Hoved som
saa meget andet. Han havde som saa ofte fr flt, at der var noget i
Vejen med ham. Men denne Gang havde han flt, at det var noget
alvorligt.

Han kunde ikke lre noget i Skolen, og han kunde hverken lse eller
skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drftet. Men det vidste han,
var der flere i Bygden, der heller ikke kunde.

Han havde egentlig vret bange for, at det var hans Frygtsomhed, det
var galt med. Der flte han Brodden, og den pinte ham. Den var der
imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget
ved Skolen, der var galt.

I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere
sr, end han var i Forvejen.

Han havde ikke lrt noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen
som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bjet over sine
Bger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han da ikke lrt noget?

Og en Aften, han som sdvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og
mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hngt meget
over Bgerne for at indhente det forsmte, saa han kunde blive
konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lrte noget af
den Bog. Han saa nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, men
han lrte intet af dem. Bogen var ikke skrevet for ham.

Da tog han sig sammen for frste Gang i sit Liv. Han vilde opdage,
hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var
skjult for ham alene.

Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive
Bogstavrkker, til Bogstaverne til sidst lb sammen til store, sorte
Klatter oppe i Hjrnen paa ham. Men han blev ikke klogere.

"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge
Taarer ned i Bogen. "Det hverken stormer eller blser. Hvad flber
han da for?"

Men hun standsede og blev forskrkket, for Knsen saa op paa hende,
og saadan havde hun aldrig set ham fr. Det var ikke hans sdvanlige
bundlse jne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at
dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knsen. Det var
nsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.

Men Knsen sagde ingen Ting. Han flte sig saa uendelig hjlpels
overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrkker og overfor Menneskene
og sig selv.

Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.

Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han grd, grd, til han ikke
kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han
havde grdt.

Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bger.

Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham.

Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af.
Men ham var der ingen, der tnkte paa.

Og efter den Tid blev det vrre og vrre for ham, efterhaanden som
hans Kammerater voxede op og blev Mnd. Han syntes, de voxede fra
ham.

De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem med dejlige Torsk, og de
gik til Fjlds efter Fugle og Faar med de andre Mnd; men han gik
hjemme i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt paa
Skotrokken[6], hvis han da kunde faa Lov til det. Endnu var han bange
for Hanen og Gasen, og selv den allermindste Purk i Bygden kunde
imponere ham.

 [6] En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet.

Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver
Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang
var de vigtigere og mere fremmede.

Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der
ingen, der vilde have at gre med. Og hver Gang han nrmede sig en
Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, var det, som om
de allesammen pludselig forandredes, de lo og blinkede til hinanden.
De lo ad alt, hvad han sagde.

Han gik og tossede rundt i Bygden ganske alene, og alting blev mere
og mere fremmed for ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud paa
Fiskeri, stod han nede ved Stranden og nskede, at han kunde komme
med. Men der var aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden,
og han havde ikke selv Mod til at sprge. De vilde naturligvis bare
le ad ham, som de plejede.

Men naar det var ondt Vejr og haard S, naar Baadene gik ud, krb han
sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i
Dag var en, der spurgte ham.

Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han
kunde le ganske hjt, uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde
ogsaa skjule Ansigtet i sine Hnder og grde, grde, fordi han var
Idiot og ikke vidste, hvad det var.

Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pne, unge Mnd,
der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa
saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham,
og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.

Tiden gik, og de unge Mnd giftede sig den ene efter den anden. De
byggede Hus, giftede sig og fik Brn. Men han fik ingenting. Da flte
han, som saa ofte fr, naar Mndene gik til Fjlds, gik paa
Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget,
der gik fra ham. Og saa grd han i sin Krog. Men han fik ikke engang
Lov til at komme med til Brylluppet.

I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen med til Bryllup.

Brndevin fik han ikke. Det vilde vre at spilde Guds Gaver. Han var
saamnd gal nok i Forvejen. Men endda var han i Feststemning; og han
blev stadig gladere og gladere, jo lngere Brylluppet skred frem.

For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket
ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt
Hyl, og nu krte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende
af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i
store Kredse som en Skibsmast i ond S.

Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det
strittende, rde Skg, der formelig stak en i jnene, naar man saa
paa det, han havde lige vret henne og trykke ham i Haanden. Hans
rde Skg havde vret saa forunderlig bldt, og der var lbet noget,
der lignede Taarer, ud af jnene paa ham. Idioten havde ligefrem flt
Medlidenhed med den strke, dygtige Thomas; han havde snakket godt
for ham, og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde bjet Hovedet
og nikket og taknemlig trykket hans Haand, og derpaa var han trnet
frst mod den ene og saa mod den anden Drstolpe. Nu dansede ogsaa
han rundt derinde i Glasstuen[7].

 [7] Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf
 Navnet.

Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til
Vederkvgelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et
Hjrne af Rgstuen, og nu stod han i Dren ind til Glasstuen. Benene
var lange og ngstelig forvredne, og den verste Del af hans tynde
Krop ludede fremefter, som om han var knkket flere Steder i
Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind i Dansestuen, og det spidse
Hoved hang med et saligt Smil hjt oppe over de dansende som en Pre
paa sin Stilk.

I Rgstuen[8] bag ham hang en Lygte og lyste svnigt oppe under
Hanebjlken; den var for lnge siden ked af det hele. Og paa Bnkene
langs Vggen sad de, der havde danset sig trt, og hvilede ud samt
Bygdens ldre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen
kritiserende, hvad der allerede var sket, og drftende, hvad der mon
fremdeles vilde ske. Men han hrte dem ikke, anede ikke, de var der;
han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange
Lys.

 [8] Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul verst i Taget
 tjener som Vindu og Skorsten.

Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hnderne, saa
de dannede en Kde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de
gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt
bevgede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle
sprnge Vgge og Loft og splintre Gulvet, sang Mndene med Stemmer,
der var hse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele
forrige Nat og Halvdelen af denne.

Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mrkede det. De
rde, blussende Ansigter gled stdvis fremefter i lange Rkker,
hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, nsten
gnavne, Mndenes skinnende og skraalende; men alle var de rde som
nyflaaet Kd, og Vandet drev af dem.

De sang om gve Kmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der
spndte sit Svrd ved Lnd og satte Hjlmen paa Hovedet. De sang hans
smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes
han listede sig bag paa Dragen for til Slut at flde den i aaben
Kamp. Og Stemmerne hvede og snkede sig, og Rkkerne skiftede
Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dmpede og dybe,
og Rkkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de
djrve Hug og Dragens Hvsen. Da hvede Stemmerne sig, blev hje og
skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Svrd, medens
Rkkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mndene
stampede og sparkede, hvede Hnderne i Vejret og svingede dem,
medens de sprang alenhjt i Vejret. Da kunde man se den gve Ridder,
hre Kampgnyet, Svrdets Hvin og Dragens Ddsrallen.

Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst,
han nsten krb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spndt
for i nste jeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og
forskrkke den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans
Mandighed under Striden og hans Glde og Sejrsstolthed efter Kampen.

Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en
Sol. Folk puffede og stdte til ham, idet de myldrede ind og ud,
brydende Kden for at komme ud og hvile sig eller atter trde ind i
Dansen, medens Kden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han
mrkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med jnene.

Se Skafferen, der staar dkket bag Kakkelovnen og sknker Brndevin i
et lglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod
ham, saa holder han Glasset til deres Lber og flger med, til de har
drukket frdig. Og se Hullet i Rkken histovre. Nej, det er intet Hul
alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rkken og nu
flger de dansendes Bevgelser med aarvaagne jne og gr Trinene
efter.

Nu er de frdig med Kmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers.
Langsomt standser Dansen, Kden brydes, og de dansende samler sig i
Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en hj Fistelstemme henne i
et Hjrne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kder, der vugger
frem og tilbage og sger efter Takten. Men Kderne sluttes sammen,
Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten
langsomt stiger til Drn, en stadig rullende Torden.

En, to, tre-fire. -- En, to, tre-fire --.

Aldrig havde Idioten vret saa glad som denne Nat. Alle disse Mnd,
som han aldrig fr havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han
ikke deres Glde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte
Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu frst, nu kendte han dem. De
Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden
kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham.

Han flte, hvorledes Modet, der saa lnge havde vret stngt inde i
hans Bryst, brd alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det vre.

Han styrtede ind blandt de dansende, brd Rkkerne og arbejdede sig
frem til Midten af Stuen.

Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som
Mllevinger, tvang Folk tilbage.

Og han for rundt i Kredsen og fgtede med Armene. Godmodig trak de
dansende sig tilbage, til de stod i en tt Kreds langs Stuens Vg.

Kredsen blev tttere og tttere, thi Folk strmmede til gennem Dren.
Og alle smilte de forventningsfuldt.

Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle
de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde
glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gre.

Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brd Kredsen og
polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mndene
begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne
smilte.

Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen,
trak hende til sig med sine store, plumpe Hnder og kyssede hende.

Hun strittede imod. Men alle Mndene hylede og skreg af Begejstring,
og alle de andre Piger smilte.

Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den
anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han
gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig
sin Plads og sin Pige.

Og medens Tilskuerne jublede, bjede han sig ned for atter at kysse
Pigen.

Men Pigen blev rd, og hendes jne blev blanke, og med begge Hnder
stdte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nr
var faldet.

Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de
lo ad.

Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod
intet af det hele, men Latteren rev og flngede i ham, og med dukket
Hoved listede han ud af Stuen.

Men da hans Ryg forsvandt i Dren, kunde man se, at den havde faaet
endnu et Knk.




PIGEN


Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang Rkke af Piger, thi i
Dansestuen er det som i Kirken, at Mnd og Kvinder som Regel
afsondrer sig fra hinanden.

Han var kn, syntes hun, den fremmede; en fremmed er ofte kn. Hans
Ansigt straalede, og hans jne gldede, og den gamle, graa Bulehat
kldte ham, og han bar den stolt trods Mddingpletterne.

Hun kunde ikke lade vre med at se paa ham, paa hans straalende
Ansigt og gldende jne. Og hun saa maaske nok for lnge paa ham, for
tilsidst syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller hvem
det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn derhjemme paa
Vggen. Det var de samme jne, den samme Pande. Det lange flagrende
Haar havde han ganske vist ikke, for han havde grumme lidt Haar; men
alligevel, ogsaa Haaret lignede.

De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en
hj, mager rkebisp eller Kardinal med graat Asketskg og brogede
Klder og med en mgtig stor og umaadelig dekorativ Kvlerslange
snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa.

Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var,
han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa lnge, at hun kom
ud af Takten. For naar en Pige frst er begyndt at sammenligne en
Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden
Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvlerslange om Livet,
er det ved at blive galt fat.

Hans jne svvede ud over Rkkerne, og pludselig slog de ned i
hendes, og han smilte.

Hun snkede jnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og
kikkede. Atter slog hans jne ned i hendes. Han smilede igen, og hun
slog jnene ned som fr.

Hun flte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed
Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gre det oftere.
Men mens hun gik og rodfstede denne Beslutning, slog jnene atter
ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rdmede
ved det.

Det morede ham aabenbart dette med jnene. Lade vre med at kikke
kunde hun ikke. Men hun forsgte at passe paa og vare sig, naar
jnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en
anden Kant af Stuen, vendte han sig, og jnene slog ned i hendes,
inden hun fik sig dukket.

Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik
hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der
ikke.

Hun kikkede og kikkede, frst med snket Hoved og sky jne. Men da
hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hvede sig, og
jnene gik sgende rundt.

Det gav et St i hende, og hun snkede atter jnene. Han var traadt
ud af Dansen og stod i et Hjrne af Stuen og smilte og saa paa hende.
Han havde set det hele.

Langsomt bevgede Kden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu
passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjrnet. Nu maatte han
vre lige bag ved.

Alt hendes Blod stod stille af Spnding. Saa greb han hendes Haand,
brd Kden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det,
som om noget i hende knkkede sammen.

Hun blev rd og turde ikke se op, men alligevel mrkede hun Mndene
smile og Kvinderne se, medens Rkken gled forbi dem. Saa bjede han
sig ned og talte til hende.

Hun vidste ikke, hvad han sagde, hrte det vel nppe nok. Men han
havde saadan en fast, bld Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid
til, og som man adld. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og
hun svarede meningslst.

Hvor lnge det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brd han Rkken,
traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kden efter dem. Da saa hun
op et jeblik, saa de mange listige Smil i Mndenes Ansigter og
Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa.

Det var mrkt udenfor. Himlen var sort som en Pljemark, men Sneen
laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og
op over Fjldet.

Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mrket og
Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede
sklmsk op over Fjldsiden foran dem.

Nu og da mdte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som
veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde
mrke, at han smilte, og hun blev rd, sknt hun ikke vidste hvorfor.

Hun gik med snkede jne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres
Fdder. Og Stenblokkene stod mrke og alvorlige ret op og ned i den
hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i
Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som
holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mndene.

De sad oppe paa Fjldsiden og saa ned over Fjldet. Han talte, og hun
sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hrte intet. Det
var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men
ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se.

Saa tav han.

Forunderligt, hun havde frst set ham i Dag, og nu sad hun her ved
Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.

Hun havde aldrig set ham fr, og det undrede hende, at hun sad her
ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa
naturligt og selvflgeligt, kunde umuligt vre anderledes.

Og hun flte, at han ikke var som de andre Mnd, hun kendte. Hun
flte, der var noget strkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke
havde.

Da smilte han og bjede sig frem over hende og kyssede hende roligt
og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande.
Fjldet gled bort, Himlen lftede sig og forsvandt. Og det blev til
ham alt, alt sammen.

Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned
mod det haarde Fjld.

"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljels. Og de gik ned over
Fjldet.

Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og
viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og
rundt, som vilde den aldrig hre op.

Han stod henne i Hjrnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa
dem smile.

Saa lftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled
hen over Rkken, men det standsede ikke ved hende.

Dansen malede rundt og rundt med drnende Fodslag. Han havde atter
vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af lglasset,
og hans Blik gled atter ned over Rkken, denne Gang langsomt og
sgende, nu var det lige ved hende.

Hendes Hjrte hamrede hjt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk.
Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set,
hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det
videre ned over Rkken, langsomt og sgende som fr.

Nu standsede det. Det var en lille, rd Jente, der havde faaet Tag i
det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og
at han smilte som overrasket.

Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kden og dansede nu
bjet over den lille, rde Jente, der smilte mod Gulvet.

Hun saa, hvorledes de dansendes jne rettedes mod de to, hvorledes
Mndene smilte sklmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.

Og hun flte, hvorledes jnene nu og da vendte sig mod hende, og at
Mndene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i
deres stive Ansigter var der Haan.

Hun flte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som
havde hun aldrig kendt dem, sknt hun kendte hver eneste en iblandt
dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte
hun dem ikke.

Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og
blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner.

Mndene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt
dem, saa kun mod Dren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog
ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.

Da var det, Idioten styrtede frem i Svrmen, brd Kderne og
arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som
Mllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds
langs Stuens Vg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske.

Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men
hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der
pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille,
rde Jente og huskede kun ham. Hun hrte atter Sneen knirke og
smaasnakke under sine Fdder. Og hun smilte.

Da flte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og
trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bje sig ned
over hende, og hun flte hans kolde, klamme Lber mod sine.

Hun hrte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare
hjlpels ned over Rkkerne.

Da fik hun je paa ham. Han var traadt ind ad Dren med den rde
Jente og stod og saa og smilte.

Alt Blodet skd hende til Hovedet, og med sine knyttede Hnder stdte
hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nr var
faldet.

Hun hrte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag
hende. Men hun saa intet, sansede intet, fr hun hrte det knirke og
smaasnakke under sine Fdder. Da lftede hun Hovedet og saa Sneen
lysne mellem de smaa, tjrede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun
gik hjemad.

Og hun brast i Graad. -- -- -- -- -- --




Maden var spist, Tnderne var tomme. Brylluppet var slut.

Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Ntter i Trk
fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og
Skinsakjtet, og det var slut med de 120 Potter Brndevin, de 60
Potter Rom og de 40 Potter Cognac.

Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og
taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne
og op over Fjldet. Og en svag Blst strg fra Fjorden ind over en,
rullende trge, dorske Blger foran sig ind over Strandens Sten og
Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet
Landevej med opkrte Hjulspor.

Bygden laa snavset og tavs midt i Slet og Taagen og lignede
en eneste stor Mdding, og den var som uddd. Kun nede ved
Landingsstedet var der Folk. Mnd, Kvinder og enkelte Brn. Kvinderne
var byltrede ind i Tpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad
der var op og ned paa dem. Mndene var trge og tavse med blege
Ansigter, vildt Skg og rdrandede jne. De havde endnu ikke faaet
Bryllupsglden sovet ud.

Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krb de
fra Land med tunge, trtte Aaretag. Det var Bryllupsgsterne, der tog
hjem.

Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa
Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede
sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved
Stranden.

Saa stdte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den
var kommen lidt ud, standsede den, og Mndene hvilede paa Aarerne.

Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strg Huen af og svang den
mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen,
syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod
en hj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og
raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. -- Det var Idioten.

"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge
Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa
Toften ved Siden af ham.

"H, stygt Minde," vrngede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa
rusten som et gammelt Spiger, og hans rde Skg strittede som Piggene
paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det
Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan
Morgen og ser det rigtig efter i Smmene. -- Rk os Flasken, Elias."

Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.

Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brndevin, de 60
Potter Rom og de 40 Potter Cognac.

       *       *       *       *       *




MAGTESLS




Det var hen i Oktober. Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet
med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjldene havde den
bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den
deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over
Dale og Bygder som en Rovfugl.

Nede i Bygden var man utryg. Man kunde fle dens stirrende, graa jne
og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og F.
Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blse fra Syd.

I tre Dage blste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og
larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de
styrte sammen. Stormen sled i Fjldene, som vilde den rive dem op med
Rode. Og Svand og Regn piskede ind over Land.

Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det
blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl.

Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt
nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjldtoppene hang dens nye, hvide
Lagen, forjasket og snderrevet, i Laser ned over Fjldsiden. Det var
atter Sommer.

Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til gruppens Hovedstad
med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der frst
skulde op i Fjldet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De
maatte vente til den nste.

Femte Dags Morgen drog 6 Mnd afsted fra en af de nrmeste Bygder med
Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Sen rolig; men Himlen var
overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de ikke Svejen til
Hovedbygden, men njedes med at ro den halve Mil over Fjorden, trkke
Baaden paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen til Fods.

Frst hen paa Eftermiddagen havde de faaet deres rinder forrettede
og begyndte Hjemturen. Det var allerede ved at mrkne, Himlen var
sort, og det var begyndt at blse fra Nord.

Blsten tog jvnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor
de havde Baaden, begyndte det at regne.

Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med
store, tunge Draaber for at ophre lige saa pludselig, som den er
begyndt. Det var en Regn af dem, der begynder fra en blgmrk
Himmel, der hele Dagen har trukket sammen og fortttet sig, en Regn,
der begynder ganske smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt og
sindigt bliver strkere og strkere, tttere og tttere, og som
bliver ved og bliver ved at ple ned, til man til Slut ikke sanser
Forskel paa Himmel og Jord.

Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blsten strkere og strkere.
Det var en Blst med gode Lunger. Roligt og besindigt gede den sin
Styrke, stadig blsende fra samme Kant uden at puste og uden at gre
et Sidespring. Det var en Blst af dem, der ved, hvad de vil, og som
kan vare og stige i dagevis.

Sligt Vejr er farligt, isr naar Vinteren staar bag og flger det i
Hlene.

Da de 6 Mnd kom til Bygden, hvor de havde deres Baad staaende,
var de drivvaade. Og Sen var allerede nu for oprrt til, at de
turde vove sig ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en
Hjrtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele Dagen. Og saa holdt de
Raad.

Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne sad derhjemme og ventede
paa dem og vilde sikkert blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var
endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil
lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres
Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige
Omstndigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3
Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.

Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blsten tog stadig til og
Regnen ligesaa. Men en Smule Blst var jo for intet at regne, sligt
var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller
ikke ukendt med den, og gennembldte var de i Forvejen, saa det var
rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem trt Tj
derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa lnge de gik.

Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, thi der var kun en
Bonde og en Bondegaard i hele Bygden, strre var den ikke, daarligt
nok kunde huse de 6 Mnd. Det kunde jo endda gaa, thi de Folk var
ikke krsne med et Nattelogi; men alligevel, rarest var det jo at
komme hjem til sit eget.

De sad paa Bnken langs Vggen i Rgstuen og drftede Sagen. Vandet
drev af dem i stride Strmme, saa Katten og Hnsene krb ind under
Komfuret og gemte sig. Bonden var gstfri, som alle Bnder, han vilde
gerne huse dem alle. Men Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre
bestemte sig til at blive og de tre til at gaa.

Bonden vilde endelig traktere dem, inden de gik. Men nu, da de havde
besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som
muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu
havde gaaet hele Dagen uden at spise.

De tre besindige, der havde besluttet sig til at blive, forsgte at
overtale dem, men de vilde ikke hre noget, havde bare travlt med at
komme afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, der ikke
vilde med. Saa gik de ud i Regnen og Mrket.

Paa Frerne har man ikke Landeveje. Dels er der ingen Penge til at
anskaffe dem for, dels er det klippefulde og stejle Terrn ikke egnet
til Vejanlg. En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, saa Vejen
kun markeres af en Rkke Stendynger, Varder, paa de hjereliggende
Punkter, saaledes ser en frisk Vej ud.

Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden befrdes kun af Folk fra
Bygderne og endda kun, naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen srlig
afmrket Vej findes derfor slet ikke.

Da de tre Mnd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i
den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strmmede
ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres
gennembldte Klder ydede dem ingen Beskrmelse mod Regnen og
Stormen. Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad
de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage
af slig en Smule Vejr.

Samtalen var munter og spkket med Spottegloser over de tre, der var
bleven tilbage. Lidt efter lidt dde den dog hen. Og de gik tavse
fremad.

Man hrte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, Regnens plaskende Slag
mod Stenene og den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin i det
opbldte Dynd.

Den unge Kns gik efter de andre med ludende Hoved.

Han havde siddet og befundet sig saa vel inde i den varme Rgstue,
saa vel, at han syntes, at Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de
to andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. Og han havde
smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betnkelige Miner.
Hvad var den Stump Vej vel vrd at tale om.

Men da han rejste sig fra Bnken, og da Dren aabnede sig foran ham,
og Mrket og Regnen slog ham i Mde, havde han flt, at han var trt.

Han havde let Trtheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage.
Men Mrket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav.

-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
galt alligevel, at jeg gik med.

Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han
gik efter.

-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
galt alligevel, at jeg gik med.

Men nu var det jo for sent. Han havde vret med til at le ad de
andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde
ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive
det.

-- Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og
ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var
alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." -- Hvor vil
da Spottegloserne regne ned over mig. Og naar jeg saa tier stille og
ikke svarer dem imod, da vil de efterhaanden holde op med at spotte
og bare staa tavse og se paa mig, og se, at jeg er mindre, end de
troede. Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar
Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa
maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror."

Og saa. -- Ja saa var han mrket for Resten af sit Liv, kunde aldrig
blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar
de ikke nnned at spotte ham, vilde det vre endnu vrre.

Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde tnkt sig dette som en
Bedrift, som en Udmrkelse. Skulde det nu blive til en Skamplet, der
altid vilde klbe ved ham.

Hvor roligt de gik der foran uden saa meget som at vende sig om og se
efter ham. De var sikre paa, at han kunde gaa med. De anede ikke,
hvad det var for Tanker, han gik med. De anede ikke, ingen anede, at
han var saadan en Svkling, saadan en Pjalt.

Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, lune Rgstue og talte
om dem, der gik afsted gennem Mrket og Regnen. Hvor vilde de ikke se
paa ham, hvis Dren gik op, og han traadte ind i Stuen. De vilde
smile til ham og sige, at han havde baaret sig fornuftigt ad. Men
hvordan vilde de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han maatte
holde ud, nu han var begyndt.

-- Men det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.

Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev at gentage og gentage
det, ikke heftigt, men lavmlt og roligt, som den taler, der ved, han
har Ret.

Han kunde vre bleven tilbage hos de andre. -- Men nu.

Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.

Saa opdagede han, at han var ved at sakke agterud.

"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."

Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundls
Afgrund, blev ngstelig og gik hurtigere til for at indhente de
andre.

Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af
Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde
sin Plads.

-- Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo
godt.

Det var Lgn, men der var alligevel en Slags Trst i de Ord. Og det
var, som om det gik bedre efter den Melodi.

Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, vidste han ikke, hvor
Fdderne traadte. Og hver Gang der kom et strkt Vindstd buldrende
imod dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men endnu tyggede
hans Hjrne i Takt med Fodslagene paa de samme Ord.

-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.

Det var nu blgmrkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og
der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De
kunde knap skimte deres egne Fdder i Mrket. Men stadig gik det
fremad mod Storm og Regn.

Vden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strm.
Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og
koldere. Det var som at kmpe sig frem paa Bunden af en Elv,
foroverbjet og snappende efter Vejret.

-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.

Han tumlede frem over Stenene, snart til hjre og snart til venstre,
kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujvnheder.

Han hrte en af Mndene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mlet et
Ord i lange Tider. Han forsgte at stramme sig op med den Tanke, at
der nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. Han var trt,
ddtrt.

Han mrkede, han sakkede mer og mer bagud. Men han kunde ikke hjlpe
det. Saa hrte han den forreste standse.

"Han kan ikke vinde med," hrte han ham sige. Den anden mumlede i
Skget og gik nogle Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom
modvillig.

Han gik fremad imod dem, forsgte at gaa fast og jvnt.

"Er du trt?" spurgte den frste.

"N," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa
underlig langt i Halsen paa ham.

"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter
fremad mod Storm, Regn og Mrke. Men langsommere.

-- At du alligevel ikke vendte om, tnkte han. Men nu er det for
sent, nu er det altsammen for sent.

Det lysnede i Mrket under dem. De passerede en Elv, der styrtede sig
fraadende ned over Fjldsiden med et rasende, uafbrudt Brl. Saa gik
det atter ind gennem Mrket.

-- Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad saa. -- Men det gr de
ikke. Nej, det kan de ikke gre.

Der kom et Vindstd og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og
vltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge
Hnder for ikke at falde. Der stod han.

De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen
til ham.

"Du er trt?"

"Ja."

"Kan du ikke mer?"

"Nej."

"Lad mig hjlpe dig. -- Tag ved hans anden Arm," fjede han til til
den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem.

-- Nu maa du holde ud. Nu glder det. Nu maa du holde ud.

Han vaklede afsted hngende mellem de to Mnd og blev ved at gentage
det for sig selv.

-- Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.

Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast.

-- Bare der var et Lys at gaa efter, tnkte han. Men der var kun
Mrke, Mrke.

Og da var det med et, som om Mrket kastede sig over ham og tyngede
ham til Jorden, ned i Mrket.

Saa hrte han en Stemme over sig:

"Kom nu op."

Der var en sr haard Klang i Stemmen. Og han kom op.

"Kom saa."

Og atter slbte de afsted med ham gennem Mrket.

Han vaklede frem med lukkede jne som en Svngnger. Nu og da
svigtede Bevidstheden ham, saa blev han trukket og puffet afsted.

Der kom et Vindstd farende og standsede dem alle tre. Det varede
lnge, inden de kom i Gang igen.

-- Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, at de ikke kunde se,
at det ikke nyttede.

Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De kunde ikke holde ham
oppe, og han faldt forover imellem dem med Ansigtet mod Jorden.

"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."

Men han rrte sig ikke; bare hvile, hvile.

De tog fat i ham og forsgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav
efter og kunde ikke bre ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.

-- Hvis de nu gaar, tnkte han. Men han flte intet ved Tanken og gad
ikke engang aabne jnene for at se, om de allerede var gaaet.

Mndene stod et Par Skridt derfra og talte sammen. Det var bleven en
alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage.

"Kom nu op; nu gaar vi."

Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet.

Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke.

"Vi kan ikke lade ham ligge her og d som et andet Stykke Kvg. --
Hvad gr vi nu?"

"Ja, hvad gr vi nu?"

De stod lidt og overvejede. Regnen plede ned over dem, og Stormen
rev og sled i deres Klder.

"Vi maa stte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg
gaar til Bygden efter Hjlp. Der kan kun vre en halv Mil igen nu. --
Hvem kunde ogsaa have tnkt sig det."

Saa satte de Knsen i L med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af
Mndene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod
Bygden for at hente Hjlp.

Ddtrt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blst. Han
tumlede afsted gennem Mrket, snublede over Stenene og gled ud i
Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastvrk
og ikke kan se.

Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden
i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej
da aldrig faa Ende?

Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt
fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede
nsegrus til Jorden og blev liggende.

Vandet, der pillb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed,
han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjlp, opdagede, at han laa
i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hnder og Fdder over de
glatte Sten i Elvens Bund.

Endelig naaede han over Elven og krb op ad Breddens Skraaning. Men
da han fik Hoved og Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham og
tvang ham atter ned bag Diget. Atter krb han op. Og med Hovedet og
Brystet blottet for Stormen stirrede han frem i Mrket.

Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig
Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers
foregik omkring den. Men foran ham fljtede og peb Stormen hen over
Jorden. Det ld, som om den hylede og grd og lo og skreg. Han kunde
ikke se en Fod frem for sig, saa mrkt var det. Og alligevel. Han
skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der laa der midt i Mrket paa
Spring, strakt hen over Jorden imod ham.

Et jeblik blev han liggende paa Hnder og Fdder og stirrede frem
mod Uhyret, der blste og blste og truede med at blse ham om paa
Ryggen. Han kunde nu skimte det mgtige, udspilede Hoved med de
store, tykke Kinder, der hang ud over Marken til begge Sider. Det
gled nrmere og nrmere mod ham og blste, saa det sved og flaaede i
hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede
imod. Frst da Uhyret naaede helt hen til ham og stdte til ham med
sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag
Diget og sank tilbage i Elven.

Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig
over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den
vilde fortlle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand.

Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned
over Jorden. Stormen buldrede ls oppe mellem Fjldene, for hvinende
og hujende frem mellem Haugens Sten og Klippestykker, greb
Regndraaberne om Livet, rev dem med sig og slyngede dem i Forbifarten
mod Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede langt bort,
eller tabte dem i Hastvrket med smaa Plump i Vandpytterne mellem
Grsset og Mosset.

Alting silede af Vde. Selv Stenene syntes at vre fyldt og
overmttet med Regn. Og midt i Mrket og Vden sad en Mand
sammenkrben bag en Sten med en bevidstls Kns ved Siden af sig, og
ventede paa Hjlpen, der skulde komme.

Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og
ventede, medens Vandet sivede ned over ham. Stormen og Regnen for
hrgende frem over Haugen og fyldte Mrket omkring ham med sre,
uhyggelige Lyde. Og medens han sad og stirrede frem for sig og
anstrngte sig for at finde et Holdepunkt derude i Mrket, ved
hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, sad han og
kmpede en afmgtig og haabls Kamp med en Tanke, der ubnhrlig
trngte paa og vilde frem.

-- Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var.
Han havde vret saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den
Pjalt Vej. Og han havde skrppet op som en ggesyg Hne og spottet
de andres fornuftige Indvendinger.

-- Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre
havde stemt i med og hjulpet ham; og saa.

Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det var ham, der havde
foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at ngte
det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede
afsted i Mrket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen.

-- Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede.

Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knsen. Hvis
Knsen nu sad der og dde for ham, inden der kom Hjlp.

Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand,
der laa i hans som en dd Fisk.

-- Store Gud, om han nu sad og dde for ham. Eller maaske han
allerede var dd.

Han flte op over den kraftlse Arm og naaede op til Ansigtet. Det
var vaadt og klamt som Haanden og hang bjet ned mod Brystet. Han
famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte
Knsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trkning rbede, at hans
Stemme blev hrt.

-- Hvis han nu allerede var dd?

Hans Arm stivnede af Skrk, og han rev hastig Haanden til sig.

-- Dd. Dd.

Han sad og stirrede frem i Mrket, medens Stormen larmede, og Regnen
sivede ned omkring ham.

-- Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det vre. Og han var Morderen
og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet.

-- Hvad var det, rrte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede
og sled i Stenen, bag hvilken de sad.

Han lyttede og lyttede. Hvert jeblik for han sammen, skrmt af
Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knsen,
der rrte sig, stnnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det
lnger, han maatte have Vished.

Han samlede alt sit Mod, lnede sig frem over Knsen og rrte ved
ham.

Han gs, da han rrte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde
Haanden presset mod hans Bryst.

-- Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske
svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke dd endnu. Men hvor lnge
vilde det vare; hvis Hjlpen ikke snart kom, saa.

Hvor blev den Hjlp dog af. Den kunde have vret her for lnge siden,
for lang, lang Tid siden. Hvor lnge havde han siddet her, sikkert i
Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente
ved Siden af en dende.

Han lyttede. Nej, der hrtes intet andet end Stormen og Regnen. Han
stirrede ud i Mrket, men der var intet Lys at se.

-- Hvor blev dog Hjlpen af, hvor blev dog Hjlpen af. Og hvor det
regnede.

Han strakte atter Haanden ud og rrte ved Knsens Bryst. Det bevgede
sig endnu op og ned, men svagere end fr. Og Lemmerne var vist ved at
stivne.

-- Store Gud, han sidder og dr for mig.

Og han blev pludselig greben af Skrk for at sidde her i Mrket ved
Siden af en dende Mand. Naturmenneskets Rdsel for Dden kom over
ham; og han klynkede som et Barn.

-- Hvad skal jeg dog gre, hvad skal jeg dog gre?

Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i
Mrket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over
ham, at det blev lyst i Mrket omkring ham, og han saa tydeligt i
Lyset sin Kammerat ligge nsegrus kastet til Jorden foran sig.

Da rejste han sig og raabte om Hjlp. Raabte og skreg ud i Mrket,
som vilde han sprnge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i
Mrket.

Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mrke, hvorledes
Knsen ved hans Fdder ganske langsomt vltede sig over paa Siden og
greb hans Ben og kneb det.

Han skreg.

Og greben af en panisk Rdsel styrtede han afsted, lb, lb ud i
Mrket. Han gled og faldt og han lb til han atter faldt, bare lb og
lb, lb som en gal, lb som for Livet. Han maatte bort, bort.

Da pludselig fortttedes Mrket foran ham, og han lb Panden imod.
Han havde ikke Krfter til at vige til Siden og lbe videre. Hans
Hnder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant.

Og medens hans Hnder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant,
gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus.
Krumbjet og stnnende famlede han sig frem over Vggen, til han traf
et Vindue.

Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hrte, der kom Liv i
Huset. Og da han hrte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end
fr og sank bevidstls ned ved Vggen.




Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas.

Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede
frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset
i et tykt Lag ned over Fjldet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og
Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprkkerne i de tjrede
Trvgge.

    Som Morgendug mit Liv hensvinder,
    Som Strmmen skynder Tiden sig,
    Maaske naar nste Dag oprinder,
    Den rinder ikke op for mig;
    O, hjlp mig Gud, at hver min Dag
    Maa bruges dig til Velbehag.

Gammel og affldig stod Kirken der i Sneen med lave Vgge og lave
Ruder. Og verst oppe paa Tagrygningen ludede det lille firkantede
Skur, hvori Klokken hang, som en faldefrdig Skorsten.

Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjrede Gavl, mens han stod
og stirrede over mod Kirken.

Og Sangen sivede ud imod ham.

    Hvor flygtig er al jordisk Gode,
    Selv Ungdom, Styrke, Munterhed.
    Maaske, naar vi det mindst formode,
    Til Dd og Grav vi segne ned.
    O, lr mig alt at bruge saa,
    Som det, der snart skal Ende faa.

Hvor ld den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var
Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor
fattig.

Nej, et Menneske skal srge stille for sig selv. Eller klage og
jamre, til Fjldene sprngtes, og hans eget Hjrte brast.

Men det er Lgn alt, alt sammen. Fjlde og Hjrter kan ikke briste.
-- Det havde han flt. -- Ja, det havde han flt.

Sangen sivede og sivede ud imod ham.

    Et er forndent, dertil ene
    Du satte os paa Jorden her,
    I Tro og Sandhed dig at tjene
    Og vorde gode Mennesker;
    O lad den Dag, som svinder hen,
    Berede mig til Himmelen.

At de kunde synge saadan noget. At de kunde synge, -- synge og
virkelig tro, at de srgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende
latterligt. De flbte som Brn, gjorde de.

Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og
peb som en gigtsyg Mus.

Han greb for sig mod Vggen med begge Hnder og stirrede ud over
Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op
over Fjldene, der svulmede i strke, faste Former under Sneen.

Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var
gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de
holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet
derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet
de andre. -- Og nu.

Hans Blik flakkede hjlpelst rundt og rundt, som var han ved at
drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hngende ved Kirken,
der stod og krb sammen ved Foden af Fjldet og peb og klynkede af
Sorg og Kulde.

    Vr hos mig, Fader, Herre, Dommer,
    Du kender mine Dages Tal,
    At Livets Aften, naar den kommer,
    Mig uberedt ej finde skal;
    Og naar du kalder mig herfra,
    Forbarm dig, o forbarm dig da.

Det var den samme Sang som fr, ussel og fattig. Men hvor srgelig og
hjtidelig klang det ikke nu.

Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Vg og frem imod ham
gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham,
knugede ham og vilde tvinge ham i Kn.

Nej. Han kunde ikke njes med Floskler og Godtkbsforargelse over de
andre. Hvad kom de andre ham ved. Han vidste jo, han havde Skylden.
Han og han alene.

Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa han knap kunde se ud af
jnene. Drukket, saa han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der
var ned. Men det hjalp ikke.

At han dog heller ikke kunde holde sig borte fra den Kirke. At han
dog ikke gik langt, langt op i Fjldet og lagde sig der i Sneen med
sin Sorg og sin Kfer, langt, langt borte fra det altsammen. -- Men
han kunde ikke, han var som tjret til den lille, sorte Kirke.

Hvad mon Prsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som
troede han, han kunde fange Prstens Ord. Det var naturligvis om ham,
han talte. Og det var ham, som hrte han Prstens Stemme.

Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han
nvnede Navnet, blev hans Stemme hjere og skarpere, og han slog i
Stolen, som han plejede, naar han var vred.

Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det
er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham.

Og hele Menigheden sad andgtig bjet med Salmebgerne i Skdet og
lyttede til og nikkede og tnkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og
ingen af os andre.

Han vred sig op imod Vggen.

Var den Prst dog ikke snart frdig. Var det dog ikke snart nok.
Hvorfor skulde han pines saadan.

Og Prsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Brn.

Og han talte om den unge Kns, der var, bleven slbt med, og som
endnu levede, da Mndene fandt ham bag Stenen.

Og det var Thomas, der havde drbt dem. Thomas, Thomas.

Atter hrte han Slagene i Prkestolen, og atter saa han de snkede
Ansigter lude frem over Salmebgerne. Alle nikkede de og mumlede de:
Thomas, Thomas.

Han greb for sig i Vggens Fjl for ikke at falde. Sludder og Vrvl,
han stod jo fuld her ved Gavlen af Huset og kunde umulig hre, hvad
Prsten sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke hre en Lyd.

Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Prsten
oppe paa Prkestolen. Og Prsten blev ved at tale. Det var, som kunde
han lse hans lnligste Tanker.

Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mrket og Regnen. Nej, han
spgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de
havde indladt sig paa, glemte det og gik Dden i Mde i Stedet for at
vende om, mens det endnu var Tid.

Og saa var han en Pjalt. Da Knsen blev trt og ikke kunde mere,
standsede Elias for at hjlpe ham. Men Thomas lod, som om han intet
mrkede og gik videre. Han var rd som en Hund, rd for dette der
bagved.

Og havde han saa endda vret en Mand og var bleven ved med at gaa. Da
havde Elias vel opgivet at slbe Knsen med sig alene og var gaaet
med Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen til Bygden, Hjlpen
var bleven sendt ud, og ogsaa Knsen var bleven frelst. Var han bare
vedbleven at gaa.

Havde han bare vret saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da
havde de vret frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange
for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa
videre, sknt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det
eneste rigtige.

Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjlpen, Elias, der var
gammel. -- Og havde han ikke siddet saa lnge og maabet bag Stenen og
ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knsen og maaske
ogsaa Elias.

Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da
havde de alle vret i Live. Men nu.

Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af
Kirken og hen imod ham.

Det var, som om Ordene svbte sig om ham og stirrede ham op i
Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De grd imod ham.
De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham,
ham.

Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han
var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han
Nven og rystede den truende mod Kirken.

Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han
stod der hjlpels og ene. Men det var ondt gjort, nederdrgtigt
gjort.

Men han skulde hvne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hvne
sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en.

Grusomt, grusomt vilde han hvne sig. Og han rasede og slog med
knyttet Nve mod Vggen.

Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og
forslidt, som han havde mdt hende forleden. Og han saa Knsens Far,
stiv og alvorlig, ene og ukrnkelig i sin Sorg.

Og de Folk vilde han hvne sig paa. Han vilde hvne sig paa dem, der
havde Retten. Det var jo dem, der skulde hvne sig paa ham.

Og hvorledes vilde han bre sig ad med at hvne sig, Pjalt som han
var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og
det var det eneste.

Han krb sammen bag Hjrnet, medens Flget gled ud af Kirken. En
efter en dukkede de frem af Kirkedren, alvorlige og sortkldte var
de alle. Og han nvnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom.

Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Prsten.

Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod
Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden.

Nu snkede de Kisterne i Graven, Prsten forrettede Jordpaakastelsen,
og saa vilde de atter dukke frem om Hjrnet og komme lige hen imod
ham.

Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke
rive sig ls, sknt han ikke for alt i Verden vilde have, at de
skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de
Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom.

Saa drejede den frste omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham.
Det var Prsten. Thomas stod med snket Hoved og lyttede til
Skridtene, der kom nrmere og nrmere. Han turde ikke se op, og han
kunde ikke rre sig til Flugt. Saa standsede Prsten foran ham.

"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop
dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nrmest paa det
sidste."

Prsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa
at sige dig, der hrte deres sidste Suk."

Men Thomas stod stille mod Vggen. Han stod med snket Hoved og
mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tnkt sig. Dette havde han
ikke ventet. Saa mildt Prsten talte; og saa stod han her drukken,
drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at vre dru nu i
dette jeblik.

Da strakte Prsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bjede
Hovedet frem imod ham.

"Hvad siger du?" spurgte han.

Men Thomas stod og mumlede som fr. Han vilde give sit Liv for at
vide, hvad han vidste nu, og vre langt, langt borte.

Da frst saa Prsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig,
som havde han brndt den, og veg et Skridt tilbage.

"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt.
"Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hrte Slagene i
Stolen.

"Og det paa saadan en Dag. -- Svin."

Det gav et St i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt
sammen, som hang han slapt ned over Vggen naglet fast af Prstens
Blik.

Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et St.

"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg.
Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slbe paa; thi Kisterne, I
begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da
selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder,
Morder, Morder."

Da gik der som en Lysning over Prstens Ansigt, og hans jne mistede
Brodden. Han traadte et Skridt nrmere og strakte atter Haanden ud
mod Skikkelsen foran sig.

Men Thomas veg til Side for ham.

"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du
mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke.
Hrer du. Svin, det taaler jeg ikke."

Aarerne stod spndt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede,
hans Mund savlede, og Stemmen sklvede, saa han knap kunde faa Ordene
frem.

"Gaa, gaa," skreg han.

Og uvilkaarlig veg Prsten tilbage.

"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe.

Da vendte Prsten sig og gik skamfuld bort.

Men da Thomas saa Prstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede
sig op foran ham og sprrede hele Verden. Og han strakte Nven ud og
truede den i afmgtig Rasen.

"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin."

Saa brast det for ham, han knkkede sammen og sank ned ved Vggen.

Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de
knyttede Nver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring
ham. Og han hylede som en rasende:

"Svin I er. Svin I er."

Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken.

Da bjede Mndene sig ned over ham, lftede ham op imellem sig og bar
ham ind mellem Husene.

Og han hang imellem dem som et hjlpelst Barn og tudskraalte, saa
det kunde hres over hele Bygden.

       *       *       *       *       *




NIELS




Havet laa og krb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede
fra dets Overflade som fra tusinde Skl. Og saa langt jet rakte,
saas kun Vand, der gled langsomt og lydlst fremad.

Der var ganske stille derude. Nu og da rg en Fisk op gennem
Havfladen. Det var et Blink og et Knk, saa saas kun Ringen, der
bredte sig lngere og lngere bort fra Stedet, langsomt vuggende op
og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.

Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige
som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Svnen gnedet af
jnene, saa begyndte de at rkke og strkke sig og kravlede hjere og
hjere op paa Himlen. Og der verst oppe laa en stor, tyk Sky, der
slugte dem, efterhaanden som de kom.

Da den store Sky havde spist frdig, var den bleven uformelig tyk;
den bredte og vendte sig, saa den nsten dkkede hele Himlen, lagde
sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Svn.

Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte
Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et.
Der var stadigvk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede
ned, og saa nr klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede
og gned mod hinanden med en underlig tr Knitren som af garvet Lder.

Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmdre
med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de
holdt sig srlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svmmede en
ldgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der frte an, og hele Flokken
fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa
den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden
Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snft
gik den atter paa Hovedet ned i Vandet.

Et jeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skr, fra hvis
Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt
ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op
og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og
forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der trnede
sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, ld
der et langt, snftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og
forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over
Flokken som en Taage.

Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store,
sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.

Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og fre an, naar det er sigtbart
Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval
flte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se,
at der ikke var noget at vre bange for. Men saa kom Taagen.

Havet blev mrkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mrk, og Skyen
deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig.
Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var
jo den, der havde Ansvaret for det hele.

Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom
nrmere og nrmere. Og sknt den gamle Hval endnu ikke kunde se
Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.

Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede
fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nrmere og nrmere og blev
strre og strre. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en
Dugklokke, der blev mindre og mindre og tttere og tttere.

Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de
er dog dens nrmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa
Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere
srgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa
klam og trist.

Den gamle Han, der frte an, lod frst som ingenting og svmmede
roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav
forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op
og ned paa Kryds og tvrs i alle Retninger og at puste ngsteligt.

Men Taagen blev tttere og tttere. Og da der var gaaet en Tid,
mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at
gre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde
sammen paa Flokken bagved, at svmme ls og lade som ingenting. Men
det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken
bagved endnu mere urolig.

Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om
den skd en vldig Fart. Men den blev nsten paa samme Sted, for den
vidste ikke sine levende Raad.

Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mrkede den,
at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse
hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik
fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade
kunde vre bekendt.

Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde jne, der ikke saa
andet end graat i graat, snftede besindigt og med Vrdighed og lod,
som om den var helt rolig og kendte Vejen, sknt den var meget nervs
og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev
roligere og atter fulgte efter saa nr som muligt i dens Klvand.

Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo lngere
Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo
roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare
gaar godt, kan man vnne sig til alting, ogsaa til Taage.

Da var det, at en af de yngre Hanner, der svmmede ved Siden af den
gamle, der frte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem
Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen
atter vk.

Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op
igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhjre og gik
tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var
den ldste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var
dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.

Den gamle Hval lod, som om den ikke mrkede noget og fortsatte roligt
sin Kurs. Og den strste Del af Flokken fulgte den.

Men havde den vret oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide
forbi forude, havde den betnkt sig, for det var en Baad, der havde
hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.

Doktoren laa tilbagelnet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at
bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var
Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da lftede Taagen sig et
jeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned.

"Grind!" raabte han.

Men Taagen snkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede
Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tnkte de, at
Doktoren var et godt F, men hjt sagde de, at det havde vret en
Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skldte og bandede. De
gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa
Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mnd for
at se den.

Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for
Land; dens mrke Omrids gled tt forbi Flokken og forsvandt atter i
Taagen.

Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De
pustede ngsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de
spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte
sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den
skulde vende sig.

Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere.
Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i
Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem
og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og
voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.

Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas
Land som en mrk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og
inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet,
og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra  til .

Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mrk Flade afgrnset af
sorte Fjldsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad
Fjldene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stdte fra Land paa
begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt
drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.

Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig
forrest, men den frte ikke lnger an. Den sansede intet, den havde
lukket jnene og lod sig stde og puffe af Sted af Flokken bagved.
Men nu var det heller ikke lnger den, der havde Ansvaret. -- -- --
--

       *       *       *       *       *

Et Hoved dukkede frem over ggen og spejdede ned, saa svang en hj,
kraftig bygget Karl sig ud over Fjldet. Et jeblik hang hans Legeme
ned over Fjldvggen, saa fandt hans Fod Sttte paa en fremspringende
Knold, han satte fra med Hnder og Fdder og faldt ned paa den smalle
Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og bldt
faldt han, at Faaret nedenunder intet mrkede. Niels trak forsigtigt
Lemmerne op under sig og stirrede ned.

Fire Alen under ham stod et Faar og grssede paa en Afsats, der saa
ud, som om den svvede i Luften. En halv Snes Favne lngere nede kom
Fjldvggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skd sig frem
og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede
400 Fod lngere nede.

Niels laa og stirrede paa Faaret, og han flte, hvorledes hans Lemmer
spndtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede
sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Sttte mod den
store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den
var sikker nok.

Men hvorfor! hvorfor vilde han gre det? Hvorfor vilde han kaste sig
over Faaret dernede og stde Kniven i Struben paa det. Det var jo
meningslst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter,
der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Sn, ligge
her og stjle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter.

I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer,
og han blev grebet af en knugende Kraftlshed. Han flte, at han ikke
var i Stand til at rre en Fod eller rejse sig, hans Hjrne blev
uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig
over Stenen, hans Hnder knugede om den. Nej, han vilde ikke give
sig.

Med lukkede jne laa han og stnnede over Stenen. At han ogsaa altid
blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav
efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningslse
Drifter.

Lnge laa han over Stenen og stred: Tyv! skldte han sig selv,
Morder! Hund! -- Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og
kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke rre sig, evnede
det ikke. Og sknt hans jne var lukkede, traadte Faaret dernede
pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes
endog, han kunde hre det bevge sig og slide i Grsset.

Selvflgelig var det Indbildning, maaske havde det hrt ham og var
flygtet.

I samme Nu laa han bjet ud over Fjldet og stirrede ned. Hans Legeme
var atter spndt, og hans Hjrne klar. Han maatte lgge voldelig
Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.

Atter lukkede han jnene og knugede Hnderne om Stenen i stille Kamp.
Atter flte han Kraftlsheden fra fr falde over sig, atter blev hans
Hjrne slv og uklar. Han flte Fjldet svingle og glide under sig, i
nste Nu styrtede han i Afgrunden. -- Da flte han, at det ikke
nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu;
men det skulde ogsaa blive den sidste.

I samme Nu flj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod
traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vgt faldt han over Faaret og
vltede det. Et jeblik kmpede det under ham, saa fik han Kniven
frem og jog den i Dyrets Hals.

Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem
Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, jnene brast; det var
ddt.

Lnge laa Niels over det dde Faar og stirrede ned i Havet der dybt,
dybt nede. Hans Hjrne og hans Legeme var saa slappet efter Springet
og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var
sket. Frst da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Ds.

Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa ddt for hans
Fdder med brustne jne og Kniven gennem Struben.

Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og
havde drbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet
igen. Hans jne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det
drbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog srgeligt alt, alt
sammen.

Men Dd og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en
Fart og faa det skjult.

Hans Hjrne var atter klar som fr, og hans Energi vaagen. Han rev
Kniven ud af Saaret og trrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets
Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smld, fik Faaret paa Nakken
og begyndte Opstigningen.

Det var livsfarligt at stige op ad den stejle Fjldvg med
Faaret; men han kantede sig frem ad Omveje. Da han naaede op paa
Fjldskrnten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret,
saa han op og fik je paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved
og plirende Rottejne; han sad bjet fremover oppe paa ggen med
Benene dinglende ned over Fjldet og stirrede paa Niels.

Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen
deroppe. Hans Hjrte var som Is, og hans Hjrne hvirvlede rundt som
et susende Hjul.

Saa var det da sket, det han havde frygtet saa lnge; grebet, grebet
paa fersk Gerning. Et jeblik tvede han og saa ned over Fjldet
under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste
lodrette Stykke op.

Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i
Stenene paa ggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et
Stykke ind paa Fjldet, medens Niels smed Faaret op over Fjldkanten
og langsomt fulgte efter.

"Naa, saa det er dig, der stjler mine Faar," sagde Mandslingen. Han
havde begge Hnder dybt i Bukselommerne og skrvede med de korte,
spinkle Ben.

"Ja, jeg har forresten lnge tnkt mig det."

Den hje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hngende
slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedvet ned i Grsset
foran sig, evnede ikke at tnke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt
i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget.

"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.

Der gik som et Std gennem Karlen. Aldrig havde han tnkt sig det at
blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjrne begyndte igen
at arbejde, febrilsk, planlst; det var, som om det frygtelige Ord
gav ham Evne til atter at tnke.

"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."

Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag.

Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hvet Hovedet en Kende og
stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen.

Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over ggen
ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han
var Tyv.

Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen
vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen
der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt,
hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et
Spark ud over Fjldkanten, og han var frelst.

Langsomt hvede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet
foran sig med et fortnkt, forpint Blik.

"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din
Tyvekngt."

Niels hrte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Lber bevge sig
ivrigt forarget. Og der trak nsten som et Smil op bag hans fortnkte
Ansigt.

Om han ikke nsten flte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der
stod der og skrvede og kaldte ham Tyvekngt lige op i hans aabne
jne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjldet,
og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var
ddsens i samme jeblik bare et eneste Baand slappedes i hans
Modstanders Hjrne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit
Liv, han stod jo der som groet op af Fjldet, groet op af Samfundet
under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden
og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han
ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige.

Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjrne, der var
syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de
andre havde Ret paa deres. Men drbte han Manden der, drbte han mere
end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han
kunde ikke drbe ham.

Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.

"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hvede Haanden i
Vejret. "Sagen er klar nok."

Da flte Karlen, at der skd en strk Harme op i ham, et Slags Raseri
mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa
sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skrmme ham, det kunde
dog gaa galt.

Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa.

I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfrdelse. Han
holdt Hnderne afvrgende frem for sig og veg baglnds ind over
Fjldet.

"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og lb
hurtigt ned mod Bygden.

Niels stod og saa efter ham, mens han lb. Endnu var der Tid. Endnu
kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han flte, at Manden
dernede lb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde
ikke flytte en Fod for at lbe efter ham; thi hvad saa, selv om han
indhentede ham, vilde han dog lade ham lbe igen.

Der sneg sig en underlig hjtidelig Flelse over ham, mens han stod
og saa paa Mandslingen, der lb dernede. Det var hans Terning i
Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjldet. Hvert Skridt han
tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fldes.
Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken.

Saa, nu var det for sent.

Med en tung Stnnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham
umuligt at tnke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet
Bygden, nu passerede han det frste Hus og smed det ind ad Dren hans
gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa
det saa tydeligt for sine jne, hvorledes han gik frem midt igennem
Bygden, slbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Stvet. Og
Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag
vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. -- -- -- --
-- --

Der kom en ung Mand lbende ned over Fjldet. Han lb i strk Fart.
Huen svingede han i Haanden, det lange, rde Haar blgede og flakkede
om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rdt og glinsende af
Filipenser og Varme.

Da han fik je paa Niels, lb han henimod ham.

"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med
hele Kroppen undtagen netop Benene, der lb.

"Der er Grind i Fjorden, Niels."

Men Niels hrte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned
over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet.

I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn,
som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans jne vilde, og hans
Lber bldte.

At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjldet. At han dog
havde ladet ham lbe, sknt han var i hans Magt. Havde han ham nu
foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden,
mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. -- Og
nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle,
prgtige Far, at han var Tyv.

"Hvad fejler du?" spurgte den rdhaarede. Han stod og rystede Niels i
Skulderen og saa helt befippet ud.

Niels saa et jeblik op i Vennens runde Ansigt, saa snkede han
jnene.

"Er du syg?" spurgte den rdhaarede.

Niels bed Tnderne sammen og nikkede.

"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var
tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt.

Niels bed Tnderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at fje
ham.

"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rdhaarede ivrigt og
betaget som fr. "Hrer du, der er Grind i Fjorden." Og fr Niels
kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjldet.

Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fdder, og
Lufttrykket peb dem om rerne. Det var, som om Luften og det hurtige
Lb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.

Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som
Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjldene hele Fjorden rundt.

"Se, se," raabte den rdhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor
Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte
Prikker.

"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa
Fjorden med sine lyse, spillende jne.

"Nej, se nu, se nu!"

Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og
stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens frste Huse tittede op.

"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haablst ld det,
at Vennen studsede midt i sin Glde og vendte sig imod ham.

Niels flte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde
ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjrnen.

"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."

"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfrdet.

Niels nikkede tungt.

"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rdsel, "nej, det
er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig."

"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonlst som
fr.

"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du
stjaalet?"

"Faar," sagde Niels kort og plumpt.

Vennen stirrede et jeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund,
der havde aabnet sig for hans Fdder.

"Det er skrkkeligt, det er forfrdeligt," sagde han og tog Vennen i
Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?"

Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at
drive bort fra Stedet, planlst som et surmulende Barn.

Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange,
det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans
Ansigt klarede op.

"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod
Bygden. "Vi maa ned og fortlle Nyheden dernede, de har endnu ikke
set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."

Niels fulgte viljels med.

"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen ld
som hos en Mand, der har vret ved at drukne og nu atter fler fast
Grund under Fdderne.

Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men
stadig gik den rdhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt
medlidende, halvt bange Mine fra fr.

De nrmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. Saa begyndte Niels
at sagtne Farten.

"Det er skrkkeligt for Far," sagde han pludselig og standsede.
Graaden pressede ham op i Halsen, og han begyndte at grde med
pludselige snappende Hulk som et Barn.

"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt overlegen, "tag dig
nu sammen, du maa se at komme over det."

"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men jeg. Aah, hvor det er
frygteligt for min stakkels, gamle Far."

"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, "det kan ikke gaa, du staar
her og flber, saadan et stort, voksent Mandfolk."

Lidt efter passerede de gennem den Klynge Huse, der dannede Byens
Fortrop.

"Grind, Grind!" raabte den rdhaarede og svingede med Huen. Men ikke
et Menneske viste sig, ikke en Lyd hrtes fra Husene.

"Det er underligt. Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den
rdhaarede, "men vi stod ogsaa saa lnge og snakkede."

Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden.

Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg
en forvirret Larm og Raaben op til dem. Mnd, Kvinder og Brn for
frem og tilbage mellem Husene og Stranden med Hvalspyd, Olietj og
lignende, og nede ved Stranden myldrede og summede det om Baadene,
der blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede fuldt
lastede med Mnd og fld ude paa Vandet. Og ude paa Fjorden kom
Baadene drivende indover med Hvalerne.

Det var et stolt Syn. Frst kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en
Klump og pustede og snftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde
vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over
Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller
fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri. Men
de, der efterhaanden var stdte til fra Bygderne op langs Fjorden,
var store og bemandede med 10-12 Mand. De lange Hvalspyd stak op for
og agter i Baadene, saa de lignede Vikingeskibe, og oppe i Masten paa
den forreste Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det var den, der
frst havde opdaget Grinden.

"Hurra! Hurra!" raabte Mndene derude i Baadene og svingede med
Aarer, Spyd og Huer. "Hurra! Hurra!" raabte Mngden inde paa Land.
Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr.

Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels
ikke. Men pludselig saa han den rdhaarede springe ned i en Baad, og
i Baaden sad Mandslingen fra fr og kiggede op paa ham med sine smaa
nysgerrige Rottejne.

Niels behvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se,
at de vidste alt.

"Kom nu," raabte den rdhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte
Hnderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden."

"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, hj Bonde, der stod
stttet til sit Hvalspyd lngere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig
ikke," gentog han og saa sprgende rundt paa Mndene, "om vi kan vre
flere hernede."

Der blev en Pavse, en lang, ddsstille Pavse; alle stirrede op paa
Niels.

"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og slog overbrende ud med
Haanden, "det gr ikke saa nje med et Faar i Slagtetiden."

Der blev let dernede, en tr, forstaaende Latter. Niels oversaa i et
Nu de haanligt smilende Ansigter og den rdhaaredes brede, dumme
Fjs. Saa blev han bagfra stdt ned i Baaden, og Mndene satte fra.

Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede som en Flok Faar i en
Fold. De bagerste pressede paa de forreste, og de forreste pressede
tilbage paa Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og ned,
sprjtende og pustende, og de sorte, glinsende Sider gned knitrende
imod hinanden.

Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og ventede, medens Mndene
rettede Spydbladene og sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de
ikke haft Tid til, fr de kom af Sted.

Der var nu nsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i
Vandet, medens Mndene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land
stod Tilskuerne i spndt Forventning. Den eneste Lyd, der hrtes, var
Hvalernes Snften og Pusten og Hvalformndenes Raab og Kommanderen.
De stod forude i deres Baade, der strg frem og tilbage bag
Baadrkken med de lange Flag slbende efter sig i Vandet. Og deres
Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til
hjre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor
maatte de raabe saa hjt. Men der var ingen, der hrte paa dem. Man
ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hse, at
de ikke kunde mere; thi fr blev det alligevel ikke til noget.

Endelig begyndte Drabet.

Alle Baadene roede frem. Spydene haglede ned over de bagerste Hvaler,
og Mndene hylede og skreg, saa Fjldene skjalv.

Et jeblik flte de forreste Hvaler Stdet af Flokken, der for imod
dem. Saa jog hele Grinden mod Land, rivende Vandet med sig i en
mgtig Blge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand og Hvalkroppe.
Saa rislede og sivede Vandet tilbage ned i Bugten. Men da Vandet
faldt, laa hele Bredden dkket af strandede Hvaler.

Der var et Virvar af Baade, Mnd og Hvaler, og et Myrderi. Der blev
myrdet oppe paa Land, og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten
var rd af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og piskede i deres
Ddskamp det blodfyldte Vand til Skum.

Inde paa Land kmpede Mndene med de strandede Hvaler, og ude i
Bugten roede Baadene rundt, medens Mndene stak og huggede til alle
Sider ned mellem Hvalerne.

Den Baad, Niels var i, var kommen tt ind til Land. Niels stod stadig
oprejst midt i Baaden, som da han blev stdt ned i den. En eller
anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke.
Det var, som om Virvaret omkring ham havde dysset hans Sanser i Svn.
Saa skete der noget, der fik ham vkket.

Den hje, unge Bonde, der havde modsat sig, at han kom med i Baaden,
havde faaet hugget en Sknarkrog[9] fast i Hovedet paa en stor Hval.
Nu kom han springende gennem Baaden for at kaste Linen ind til
Mndene i Land.

 [9] Meget stor og svr Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges
 ved Grindefangst.

I Forbifarten stdte han mod Niels og brugte Mund.

"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols."

Niels var vaagnet saa meget op ved Stdet, at han lige netop forstod,
der blev talt til ham.

"Hvad siger du?" spurgte han.

Det var et simpelt Sprgsmaal, men den anden, der nu havde kastet
Linen i Land og atter havde vendt sig, opfattede det som en Protest.

"Tyvekngt," spyttede han ham ind i Ansigtet. I det samme sprang han
ud over Rlingen.

Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det sved ham, som da han
hrte det frste Gang. Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med
Spydet hvet stod han og stirrede ned i Vandet, hvor Hvalen og Manden
kmpede. Mndene inde i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens
Karlen stod i Vand til midt paa Brystet og flnsede i Dyrets Nakke
med sin Kniv.

Niels flte, hvorledes hans Arm spndtes som en Fjeder, uvilkaarlig
havde Spydet rettet Spidsen mod Manden dernede. Saa spndt var
Musklerne i hans Arm, at de smertede.

Et jeblik stod han saadan. Han saa kun Manden dernede utydeligt som
gennem en Taage af Blod. Det svimlede for ham, og han flte, han
maatte kaste. Men i det samme, han lukkede jnene for ikke at se det,
der nu vilde ske, var det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt
den fast.

Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i Baaden havde alle travlt
med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa
Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var
veget fra hans jne. Han saa, hvad det var, han havde vret i Frd
med at gre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet,
sprang ud af Baaden og vadede i Land.

"Hvor skal du hen?" hrte han en Stemme raabe. Han standsede og saa
den rdhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik
han videre op over Fjldet, hjemad.

De to Mil op over Fjldet og ned igen paa den anden Side gik han som
i en Ds. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal.
Saa gik han videre. Frst oppe paa Fjldet over Hjemmebygden
standsede han. En Stund stod han og stirrede paa Gaarden dernede, saa
begyndte han Nedstigningen. Aldrig havde han tnkt sig, at nogen Gang
kunde vre saa tung at gaa.

Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Snnen traadte ind, vaad og
rystende af Kulde.

"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde Fa'ren og saa op.

"Det var jeg ogsaa," svarede Snnen og viste paa sine vaade Klder.

"Gaa ind og skift Tj, min Dreng."

"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om frst."

Niels lod sig falde tungt ned paa Bnken. Fa'ren sad og saa paa ham,
syntes knap, han kendte ham igen, trt og elendig saa han ud, og
Ansigtstrkkene var saa underlig forvredne.

Hans Ansigt blev graat og hans jne bange, mens han sad og stirrede
paa Snnen.

"Hvorfor gik du?" spurgte han.

"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske."

"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage.

Snnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa
Fa'ren.

"Fortl."

"Det var midt under Drabet. En Karl kom til at stde til mig, jeg
stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et
stygt Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet, Spydet
vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte mod ham; jeg troede ikke,
jeg kunde holde det, lukkede allerede jnene for ikke at se det, der
vilde ske. Da var det, som en strk Haand greb min Arm og holdt den
tilbage, og med et blev jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Frd
med at gre. -- Saa kastede jeg Spydet fra mig og gik herhjem."

Fa'ren sad og stirrede paa Snnen, og det var, som sank han sammen i
Stolen.

"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte.

"Tyv. Tyvekngt," jamrede Niels; han ligesom spyttede Ordene ud i
Graad.

Fa'ren var knkket helt sammen henne i Stolen. Hans Ansigt var
askegraat og ligesom ddt, der var kun Liv i jnene, der stirrede paa
Snnen.

"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa
Jorden og krb hen til Stolen.

"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r."

Den kmpestore Bondes Hnder rystede om Stolens Arme, mens han sad og
stirrede ned paa Snnen, der laa for hans Fdder og tryglede med
Blikket som en Hund. Saa strg han med rystende Haand gennem Snnens
Haar.

"Stakkels Niels."

"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?"

"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du
stjaalet?"

"Faar, Faar. -- Og Bonden saa det. -- Og har sagt det i Bygden. --
Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan
pludseligt. Som da jeg var nrved at drbe Karlen."

Niels laa paa Kn foran Fa'ren som et Barn og grd ud med Ansigtet i
hans Skd. Og Fa'ren sad og strg ham med rystende Haand gennem
Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen; og nu var hans
Stemme rolig.

"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa dig saadan. -- Hrer du,
Niels. Hrer du. Jeg har ogsaa stjaalet."

"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men Fa'ren saa ham fast i
jnene og nikkede.

"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men jeg slap godt fra det. Kan
hnde, du har arvet det. Kan det ikke trste dig."

Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede jne. Men han vidste,
Fa'ren aldrig lj.

"Var det -- var det ogsaa Faar?"

"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar."

Tidlig nste Morgen kom den strke, selvsikre Bonde fra Sund gaaende
ned til Stranden, hvor Folk havde travlt med at flnse de fangede
Hvaler.

Ved Siden af ham gik hans eneste Sn, der, som Gud og Hvermand
vidste, Dagen fr var grebet i Faaretyveri oppe i Fjldet over
Bygden. Han gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans Sn.

"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" spurgte han og saa ned. Det
saa nsten ud, som var det ham selv, der var grebet i Tyveri.

"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen og satte Hnderne i
Siden; "jeg var ellers paa Vej til Sysselmanden for at melde din
Sn."

Hvad der blev talt de to Bnder imellem, fik ingen at vide. Men Hans
Joensen opgav sit Klagemaal over Snnen og gned sig i Hnderne.

Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin Sn til Damperen. Han
skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv.
-- --

       *       *       *       *       *

Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde
bjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden
Snnen rejste. Sjlden kom han udenfor sine Enemrker. Men hver Gang
Postdamperen kom til en, gik han den fire Mil lange Vej over Fjldet
for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra
Snnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig
som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i
Fjldet og lse Snnens Brev.

Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme
lidt med Folk og aldrig om Snnen, og der var ingen, der vovede at
sprge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Snnen godt
derovre i det nye Land.

En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Snnens Afrejse bragte
Posten som sdvanlig et Brev fra Snnen.

Det var et langt Brev, og det ld saaledes:

    Kre Far.

Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har vret
for mig siden min Bortrejse. Du har altid vret en god og krlig
Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.

Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brde over paa
dine strke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt
Menneske. Det var ikke din Skyld, at det gik, som det gik; men det er
vel saadan, at et Menneske aldrig kan faa rettet det, han engang har
kroget i sit Liv.

Frst beder jeg dig tilgive mig, at jeg har bedraget dig og ljet for
dig i mine forrige Breve. Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg
havde det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det ondt.

Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv herovre med nyt Mod. Jeg
havde Lyst til Livet, og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen
foran mig og troede, den var aaben for mig som for alle andre. Hvad
der var sket, syntes mig en ond, trist Drm; men at denne Drm havde
Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig ind. Jeg var jo en
anden nu. Jeg vilde blive et godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde
rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig.

Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden
mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og strkere
Rdder i denne Verden. Jeg havde drbt Fortiden bag mig og arbejdede
mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brde bort.

Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde
ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde
mine Tanker for et jeblik dvle derved med en underlig mild
Srgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som
jeg havde vret; men saa skd jeg det atter bort langt ud i Fortiden,
hvor det hrte hjemme. Jeg havde jo vret syg den Gang, hvad kom det
mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved ikke, om jeg kom for let
over det. Jeg ved ikke, om der i det hele taget er nogen Mening i
vort Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til at blive et
sundt og godt Menneske ikke var mere vrd, end at den skulde trampes
snder af dumme og tankelse Mennesker.

Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde stjaalet, ved jeg ikke, og
jeg har aldrig eftersporet det. Jeg mrkede ikke, hvorledes der lidt
efter lidt aabnede sig en Klft mellem mig og de andre, mrkede ikke
deres Gaaen af Vejen og Skumlerier i Krogene, fr jeg en Dag fik
Ordet Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig Klarhed
hele mit Liv, alt mit Arbejde delagt, og jeg flte, at nu var det
slut altsammen.

Men det var ikke Tyvsmrket, der pinte mig mest, det var Fortiden,
som jeg havde tiet ihjel, og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt
nede. Det var den, der nu sprngte alle Baand og kastede sig over
mig og snderflngede min Sjl. I samme Nu, jeg hrte Ordet Tyv, var
det som om Jorden svandt bort under mine Fdder, og jeg flte atter,
som frste Gang jeg hrte Ordet, at jeg var Tyv.

Jeg kunde vre bleven et godt Menneske, og det bedrver mig for din
Skyld, at jeg ikke naaede at blive det. Men fra det jeblik, jeg
atter hrte Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg maatte se
tilbage, stirre mig blind paa det bagved. Dage og Ntter tumlede jeg
med det, og jeg led mere, end noget Menneske kan tnke sig. Det, der
fr havde staaet for mig som en ond Drm, steg frem, groede op for
mig som en grusom, hjrtels Sandhed, jeg ikke kunde komme om ved,
ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drmt mig bort fra det virkelige
Liv, og nu var Drmmen slut.

Hvor jeg led, isr den frste Tid. Jeg flte, hvorledes Fortvivlelsen
tog mig mer og mer. Havde jeg ikke haft dig, var jeg bleven
Selvmorder allerede den Gang, men jeg kunde ikke dynge den Sorg paa
de vrige.

Senere blev jeg roligere. Jeg lrte at se paa det, der nu skete, som
en retfrdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at
dmre som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes jeg, at jeg
skulde og maatte igennem dette, thi frst da kunde jeg naa det, jeg
strbte efter.

Og atter begyndte jeg at kmpe. Atter gik jeg ud blandt andre
Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de
saa min Ro, blev de dristigere, skamlsere i deres Haan. Jeg bar det,
thi jeg forstod, at dette vilde hre op, og det hrte op.

Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige
Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og
aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker
trods alt ikke var onde, de var tankelse og dumme, dumme. Var jeg
ren, vilde jeg staa op og belre dem, som man lrer Brn. Og jeg
skulde tvinge dem til at hre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret
og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet
mere at leve for og intet at strbe efter.

Da dukkede Ddstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere,
mere grundmuret end fr. Men for din Skyld vilde jeg ikke d. Jeg
vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mrket som
fr.

Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for Livet. Men hver Gang, jeg
naaede op, blev jeg stdt tilbage. Saa blev jeg trt. Til Slut kunde
jeg ikke mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre, om Natten
med mig selv. Den prgede mig, gjorde mig sr. Det var Kainsmrket,
der brndte sig fast paa min Pande. Jeg lrte at forstaa de andre
trods deres Dumhed, lrte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed.
Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da flte jeg, at
jeg ikke evnede at bre den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min
Brde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjrge mig op igen. Den
aad sig ind i min Sjl og prgede mig mer og mer. Min Tanke blev syg,
min Aand svkkedes.

Da flte jeg, at jeg havde stridt Kampen til Ende og maatte d, inden
det blev for sent, inden jeg helt gik til Grunde.

Kre Far, tak for alt, hvad du har gjort for mig; det er din Skyld,
jeg fik kmpe saalnge, at jeg ikke behvede at drbe mig i et Anfald
af Fortvivlelse, men kan drbe mig nu med rolig Samvittighed, fordi
jeg ser, mit Liv er spildt og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er
din Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa hjt, som mit Liv
kunde naa. Fra nu af kan det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid
eller Forvorpenhed. Derfor gr jeg nu Ende paa mit Liv.

Kre Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort dig, og tilgiv mig,
at jeg nu sger Dden. Naar du har lst dette Brev, vil du kunne
forstaa, at jeg ikke kan leve.

Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld Forstaaelse med min
Samvittighed. Jeg har kun den ene Bn: Tilgiv mig, Far.

                                                Din Sn Niels.

Nogle Dage efter mdtes Bonden fra Sund og Hans Joensen hos Kbmanden
inde i Byen.

Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken. Nogle hang hen over den
lange Disk, andre sad paa Bnken udenfor Butikken. Der blev snakket,
rget og drukket l.

Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud over Mylderet. Der var sket
en stor Forandring med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt at
gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. Men alligevel var han
ikke den samme som fr Historien med Snnen, der var en sr
Hjtidelighed over alt, hvad han gjorde.

Han sad med Fdderne trukket op under Stolen og den svre Krop
ludende forover. Albuerne stttede mod Knerne, og Hagen hvilede i
Haandfladerne. Han sad og fulgte det, der skete foran ham med
aarvaagne jne, som vilde han indprente sig selv de mindste
Enkeltheder.

Der blev snakket meget, og der blev drukket meget, og jo mer der
blev drukket, jo hjere gik Snakken. Og en af dem, der drak mest og
snakkede hjest, var Hans Joensen. Han var kendelig fuld i Dag.
Hvorledes det gik til, var der ingen, der rigtig vidste. Men
pludselig standsede al Snakken i Butikken, og der blev ddsstille.
Hans Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra Sund for Tyv.

Kmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol. Ikke en Muskel fortrak
sig i hans haarde Ansigt. Han sad og stirrede lige ud i Luften, som
om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrvede og
fyldte op foran ham.

Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden.

"Tyv."

Kmpen lftede langsomt sin svre Krop, saa han sad oprejst i Stolen.
Saa skd han Albuen ind over Disken, lnede Hovedet mod Haanden og
saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrvede.

Der var ingen Vrede i det Blik, men det var et underligt Blik, og det
tvang Hans Joensen et Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der
stod bagved, over Terne.

"Av for Satan."

"Han fgter nok med Hlene."

"Og med Kften," ld det fra Klyngen bagved.

Hans Joensen var bleven ildrd i Hovedet.

"Tyv," raabte han for tredie Gang.

Kmpen paa Stolen rrte sig ikke, blev bare ved at se paa ham med
samme rolige Blik som fr. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en
vred Mumlen, der blev hjere og hjere, strkere og strkere. De
begyndte at knubse Mandslingen i Ryggen og Siderne. Et jeblik til,
og han vilde vre til Latter, drukne i Grin.

Da strakte han Haanden ud og pegede paa Manden i Stolen.

"Sprg ham selv," skreg han. "Sprg ham selv, siger jeg, om det ikke
er sandt. Har jeg ikke hrt ham i sin Sns Nrvrelse kalde sig selv
for Tyv."

Klyngen bagved begyndte at blge raadvild.

Men da rejste Kmpen sig med et St, saa Stolen vltede bagover. Saa
ret som et Lys stod han i sin hele Hjde foran Klyngen og lod sit
Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke en eneste, der ikke
flte sig som en Dreng under det Blik. Saa saa han ned paa
Mandslingen. Hans Joensen forsgte at retirere baglnds bort, men
Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham.

"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans Joensen," sagde
Kmpen, "saa maa du ikke tro, det er fordi du kalder mig for Tyv, for
det er det ikke. Men jeg gr det som Minde om min Sn, og saa fordi
du trnger til det. Det kunde jo vre, det kunde gre dig lidt mere
spag.

Men frst skal du vide en Ting, og det er, at det, en Far gr for at
redde sin Sn, er mere vrd end at blive traadt paa af saadan et
lille Fjols som dig.

Og saa skal du vide en Ting til, og det maa I alle sammen hre, det
er, at min Sn Niels trods alt naaede det, du aldrig naar, at blive
et godt Menneske.

Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen Mand, men jeg har til
Tider banket Brn, naar de trngte til det. Nu faar vi se, om jeg kan
endnu."

Et jeblik efter laa Hans Joensen oppe paa Disken og sprllede og
hylede, medens Bonden fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt
bearbejdede hans blottede Bag med et Sberis.

Siden den Dag saa man meget lidt til Hans Joensen. Men Bonden fra
Sund gik omkring, som om intet var sket.

Nste Gang Postdamperen kom, mdte Bonden som sdvanlig for at hente
sin Post. Men denne Gang var der kun Avisen.

Postmesteren gjorde en Bemrkning om Brevet. Det var frste Gang, det
udeblev siden Snnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet,
smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han
Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad.

Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved
Stranden nedenfor Fjldet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet
ned.

I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits, der meldte, at Snnen
var faldet overbord fra en Lystdamper og druknet.




INDHOLD


                     Side

 LIPPEN                 6

 BRYLLUP               33

 MAGTESLS             81

 NIELS                115




KNUD HJORT


SYNER

Kr. 3.00

"Det kan ikke ngtes, at man af store Partier af Bogen fler sig
strkt fngslet." (Nationaltidende)


HJEMME FRA EGNEN

Kr. 3.00

"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der er skrevet med den Lidenskab, der
betinger al god Kunst." (Politiken)


STV OG STJERNER

Kr. 3.00

"Fuld af Sknhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en
forvirret og fortryllende Bog -- 'Stv og Stjerner'." (Samfundet)

"Kun en fdt Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan
Bog." (Nationaltidende)


KRAFT

Kr. 3.75

"Kraft" er en krnesund Bog, svulmende af Styrke og Tro paa de
Vrdier, som Fremtiden skal leve paa og som frer ud af Dekadencen."
(Nordjylland)


FOLK

Kr. 4.50

"De Lsere, som interesserer sig for Udviklingen baade i stort og
smaat, godt og ondt, skal lse denne Bog." (Dannebrog)


TO VERDENER

Kr. 3.50

"Bland de yngre danska frfattarna synes mig Knud Hjort hra till de
interessantaste. Hans kcka och friska naturell, kraftiga fantasi och
energiska stil gra honom till en sympatisk och fngslande
berttare." (Dagens Nyheter)


                    DET SCHUBOTHESKE FORLAG





End of the Project Gutenberg EBook of Fra Fr, by Carl Srensen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FR ***

***** This file should be named 34786-8.txt or 34786-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/4/7/8/34786/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
