The Project Gutenberg EBook of Et forfrdeligt Hus-Kors, by Johan Brunsmand

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Et forfrdeligt Hus-Kors
       Eller en sandfrdig Beretning om en gruelig Fristelse, som
       tvende fromme gte-Folk i Kige for nogen rum Tid siden
       har vret plagede med

Author: Johan Brunsmand

Editor: L. Pio

Release Date: July 23, 2012 [EBook #40310]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET FORFRDELIGT HUS-KORS ***




Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men den oprindelige stavning og tegnstning er i vrigt
bevaret. Originalen er trykt med frakturskrift; i nedenstende tekst
er antikvaskrift gengivet med ~tilder~, s p a t i e r e t tekst med
_understregning_ og fed skrift med #firkanter#. Fodnoter er markeret
med {krllede parenteser} for at undg forveksling med [firkantede
parenteser] anvendt i originalen.




 Et forfrdeligt
 Hus-Kors,

 Eller

 En Sandfrdig
 Beretning
 Om
 En gruelig Fristelse, som tvende fromme
 gte-Folk i Kige for nogen rum Tid
 siden har vret plagede med.

 Ved
 ~Dr.~ Johan Brunsmand.

 Efter Udgaven af 1684 ved
 L. Pio.

 Kbenhavn 1870.
 Immanuel Re's Forlag.
 Louis Kleins Bogtrykkeri.




Forord af Udgiveren.


Den Skrk for Hekse, der fra det 14de til det 17de Aarhundrede greb
Evropa og foranledigede saavel Pave Innocens den ottendes
Banbulle{1}, som den berygtede Bog "Heksehammeren", -- en vidtlftig
Vejleder til at udfinde og behandle Hekse, -- maatte naturligvis
snart udbrede sig til vort Fdreland, og vi finder ogsaa
Hekseforflgelsen i fuld Gang heroppe navnlig efter Aar 1500. En af
de mest bekendte Processer af denne Art er den, der 1608 blev anlagt
mod nogle Troldkvinder i Kge, som beskyldtes for at have "forgjort"
en derboende Kbmands hele Hus. Den har navnlig Interesse derved, at
en af Hovedpersonerne, bemeldte Kbmands Hustru, efterlod sig en
skriftlig Beretning om hele Trolddommens eller som det kaldtes
"Huskorsets" gradvise Udvikling, hvorved vi bliver istand til ret at
vurdere den Forening af Overtro og Uvidenhed, der maatte eksistere i
alle Samfundsklasser for at de blodige Resultater kunde fremkomme,
som Nutiden ser tilbage paa med berettiget Afsky og Gru. Denne
Beretning, som i over 50 Aar cirkulerede i Afskrifter i Kge, og
hvoraf der bevares et Eksemplar i den Thottske Manuskriptsamling{2},
benyttede Rektoren ved Herlufsholm Skole, den lrde Magister Joh.
Brunsmand til sin i Aaret 1674 udgivne Bog: "Et forfrdeligt
Huus-Kaars, eller en sandfrdig Beretning om en gruelig Fristelse,
som tvende fromme Egte-Folk i Kige for nogen rum Tid siden har vret
plagede med. Kbh. 1674 hos Chr. Wering," -- som vi paa de nste Blade
skal forelgge Lseren ~in extenso~. Skriftet ledsages af en
_Anbefaling_ af Sjllands Biskop, Jens Bircherod, og lstes med
Begrlighed saavel i som udenfor Landet, hvorfor det ogsaa oversattes
baade paa Latin og Tysk. De bekendte Udgaver er, foruden den ovenfor
nvnte fra 1674, flgende:

 {1} Af 5te December 1484.

 {2} Fol. No. 176. Kige Huss Kaarses Beskrivvelse. -- Det ender
 saaledes: Denne Copie har ieg Mathias Jockumsen udskrevedt effter
 et andet, som er vist og Sandferdigt nok at saaledes passerit er.
 Kige d. 6 Apr. Ao. 1663.


_Danske Udgaver:_

 Joh. Brunsmand. Et forfrdeligt Huus-Kaars.
 Kbh. 1684, hos Chr. Wering.

 Samme Bog. Kbh. 1691, hos Samme.

 Samme Bog. Kbh. 1700, hos Just Hg.

 Samme Bog. Kbh. 1710, hos Willads Jersin.

 Samme Bog. Kbh. 1757, i Kgl. priv. Bogtrykkeri.

 Samme Bog. Kbh. 1820, hos Schovelin.


_Latinske Oversttelser:_

 [~Joh. Brunsmanni. Energumeni Coagiensis. Amstelodami
 (1685?)~. Hos van den Dalen. Denne Udgave
 findes kun omtalt i Bekkers Wereld ~lib. IV Cap.
 XXVIII~.].

 Samme Bog. ~Lugd. Bat.~ 1693 hos H. a Damme.

 Samme Bog. ~Lipsi.~ 1695, hos Melch. Lieben.

 Samme Bog. 2den Udg. ~Lips.~ 1695 hos Samme.


_Tyske Oversttelser:_

 Das gengstigte Kge. Durch M. I. I. F. --
 Leipzig. 1695.

 Samme Bog. Leipzig. 1696, hos Samme.

 Samme Bog. Leipzig. 1697, hos Samme.

       *       *       *       *       *


Til Forsvar mod nogle Angreb, der var rettede mod hans Bog, udgav
Brunsmand endvidere:

En liden kort og enfoldig Erklering om noget Kige-Huus-Kaarsis
Historie angaaendis. Kbh. 1700; hos Bockenhoffers Efterlefverske.

Udfrligere Omtale har Bogen fundet hos Bekker paa det ovenfor
citerede Sted; hos Nyrup, almind. Morskabsl. p. 205; i Werlauffs
Antegn. til Holbergs Komedier p. 445 (den nye Udg.), og endelig i
Cabiros udvalgte Feuilletoner. Kbh. 1870.

       *       *       *       *       *

I den nrvrende Udgave har jeg udeladt de, Sagen uvedkommende
udenlandske Besttelseshistorier; ligeledes har jeg forandret
Retskrivningen til en nyere uden dog dermed at rre ved selve
Stningsbygningen. Da Bogen egenlig kun har Vrd og Betydning ved sit
Indhold og da den gamle Retskrivning vilde forvilde de fleste Lsere,
saa antager jeg ikke, at der kan indvendes noget imod det skete.




Samtykke til Trykken.


Denne Historie, som hderlig og hilrd Mand, Magister Johan
Brunsmand, ~illustris schol Herlovian rector~, haver sammensanket
og opsat om et forfrdeligt Hus-Kors, af Dievelen tvende Egtefolk i
Kige paafrt, efter sandfrdige Beretninger og Akter, som med
Tingrettens Protokoller og Bger sammesteds klarligen bevises, haver
jeg igiennem lst, og intet derudi befundet, som kan vre imod Guds
Ord, men heller det som lres udi de hellige Skrifter om Dievelen og
hans onde Gierninger ved saadanne og andre Exempler klarligen at
stadfstes, hvilket de vantro kan tiene til bedre Eftertanke, naar de
saadanne Historiers visse Omstndigheder ret igiennemsee og deraf
eragte, sig endog ved synlig Forfarenhed at kunne ledes til den
Sandhed, som de hellige Historier derom medfre. Aar 1674.

                                                Janus Birckerodius.
                                                  ~S. S. Th. P. P.~




Indgangen til Historien om det Hus-Kors i Kige.


Den onde Aand Satan, der gaaer omkring som en brlende Lve og sger,
hvem han kan opsluge, plager os arme Mennesker i mangfoldige Maader.
I somme stter han an paa Silen, den enten ved Angst og Banghed
piner eller ved Vantro og Ugudelighed ganske stder og drber og ved
alt aandeligt Liv aldeles skiller. Saa som han gir ved alle
ugudelige, hvilke han holder fangne efter hans egen Villie. Og dette
praktiserer det menneskelige Kins afsagte Fiende ved de fleste.
Derfor kaldes han i Aabenbaringens tolvte Kapitel den gamle Drage og
Satanas, som forfrer den ganske Verden. Nogle plager han og
legemlig, saa som den fromme og taalmodige Hiob, der han fik Lov af
Gud ikke alleneste over hans Brn, Gods og Hiem, men endogsaa over
hans eget Legeme. Saadan Dievelens Tyranni er og andre Tider
fornummet. Iblandt andre Exempler er dette efterflgende passeret
udi en Mands Hus i Kige ved Navn Hans Bartskir, hvor denne onde
Gist efter Guds Tilladelse paa syv Aars Tid forfrdeligen har raset
og de fattige Folk pint og plaget. Hvilket Kvinden i Huset, Anna,
skriftligen har berettet.

Og ville vi nu strax hendes egne Ord om dette altsammen hre, som ere
i et eget lille Skrift, kaldet nu almindeligen Hus-Kors, af hende
forfattede. I hvilke Ord, eftersom de ere af en Kvindesperson
skrevne, man faar dermed lade sig nie, at Sagen er sandfrdig
beskreven, og ikke see enten efter sirlig Orden eller hie Ord og
Tale; i Synderlighed efterdi og Sandheds bedste Kldning er
Enfoldighed. Man kan ikkeheller vente, at der i altsammen det
indeholdes, som passeret er, fornemmeligen efterdi det varede i syv
samfulde Aar og ikke derfor muligt var, af hende alt befattes kunde;
desligeste er og denne Beretning ikke strax antegnet, men frst nogle
Aar efter at alting var passeret.

Der findes og Beretninger om samme Sag som af andre skrevne ere; men
de ere forfattede efter de Ord, som af Kvinden hrte ere eller
uddragne af denne og derfor ikke nr af den Vrd, som hendes egen
Tale:

    Af Kilden selv man tryggest Vand kan hente,
    Thi det, som renest er, er der at vente.

~item~:

    Det flyvend' Rygte gaar, fra Mand til Mand det vanker;
    Hos dig det noget faar, hos Nabo noget sanker. --

Men frend vi komme saa vidt, ville vi hre Borgemester og Raads i
Kige deres Attest og Vidnesbyrd om samme Kvindens Skrift, som lyder
Ord fra Ord som flger:

 #Christen Caspersn og Rasmus Skiler, Borgemester udi Kige, og
 Jacob Pomeyer, Raadmand ibidem, kiendes og gire vitterligt:#

At eftersom Mag. Johan Brunsmand, ~rector schol~ paa Herlufsholm har
ladet for os andrage, at han haver isinde til Trykken at forfremme en
Historie om et svart Huskors, som for nogen rum Tid siden er passeret
her i Kige i en Mands Hus ved Navn Hans Bartskir eller Hans
Krmmer, som nu for mange Aar siden er dd, og var paa de Tider
Borger og Indvaaner her i Byen: og det Fornemste af Historien
befattes i et Skrift kaldet Huskors, og af bemeldte Hans Krmmers
Kvinde Anna, som og for mange Aar siden dd er, i Pennen er
forfattet: og haver af os vret begirende, vi ville vor Guds Sanding
derom sige, hvad vi derom vide, nemlig om det skal vre Sanden, som i
samme Skrift derom berettes, saa at man ikke har at befrygte sig for
nogen Bedrag derudi: saa kan vi intet andet dertil svare, end at vi
intet andet vide, end det jo er Sanden, har og af vore Forfdre hrt
saa at vre passeret, desligeste befinde i Tingbgerne paa de Tider
antegnet meget om samme Handel til Tinge vidnet, som vilde falde
langt at opregne; hvilke Tingbger Mag. Johan Brunsmand have vret
overleverede, deraf at kolligere, hvis passeret er. Derfor ikke andet
vide og fornemme end det jo saa er i al Sandhed.

              #Actum# Kige den 14 Januarii Anno 1674.

               Christen Caspersen. Rasmus Skiler.
                          Jacob Pomeyer.




Flger Kvindens Skrift, kaldet Huskors.


Frste Kapitel.

Det frste vi fornam Forfrdelse i vort Hus, var en Nat, som min
salige Husbonde Hans Bartskir og jeg laa i vor Seng; da kom der
under vores Hoved som en Hne, der klukker sine Kyllinger tilsammen.
Hvoraf vi bleve ganske forfrdede og rdde, og vidste ikke hvad vi
skulde tnke, og beklagede os for Godtfolk. Somme sagde, det skulde
vre en Hugorm. Saa toge vi lange Stnger og kastede Halmen op i
Sengen. Men vi fornam intet. Noget derefter om en Aftens Tid imellem
ni og ti, der jeg vilde trine udaf Dren i Gaarden, kom der en
forfrdelig Skrubtudse gaaende fra vor Port paa to hie, smalle Been
som en Hne, og var ganske forskrkkelig til at see paa. Jeg lb
hastig ind og raabte vore Folk ud, at de skulde see det underlige
Syn, men der de kom ud, forsvandt det.

Om Natten derefter kom et stort Skrig paa det mindste Barn. Saa
kaldte vi den ene Pige op at tnde et Lys. Hun blev lnge ude. Der
hun kom ind, saae hun ganske forfrdelig ud og var slet forvendt. Vi
spurgte, hvorledes det var fat med hende. Hun svarede, at der var
ondt hos hende. Og blev derpaa saa meget syg, at vi paa et halvt Aars
Tid maatte holde en Pige til hende, som maatte bre hende ud og ind.
Dog blev hun ved Guds Hielp omsider tilpas igjen.

Der dette var skeet, begav det sig, at vor liden Datter, som var ved
otte Aar gammel, der hun om en Aften gik og legte paa Gulvet, kom hun
grdende til hendes Fader og mig og sagde, at hun ikke turde blive i
Stuen for den store Mand, der kommer til hende om Aftenen. Thi, sagde
hun, naar det begynder at mrkes, saa kommer der en stor Karl til
mig og haver herlige Klder paa og en Kappe med et Flyels Opslag og
haver to store Knebelbarte og to store slemme ine; jeg er saa rd
for ham! -- Vi toge det ikke for andet end for Skrmt. Men om Aftenen
derefter, der hun skulde gaa iseng, grd hun bitterligen og sagde, at
hun turde ikke ligge i Kammeret; thi, sagde hun, imorgen naar min
Fader gaar fra mig, saa kommer den store Karl til mig og tager mig
bort. Saa snibbede vi ad hende og lagde hende i Sengen. Om Morgenen
derefter, som hendes Fader stod op fra hende, begyndte hun
hierteligen at grde og skrige. Der vi kom ind til hende, var hun
ganske forvendt. Gud veed da, hvad Sorrig vi fik, at vi saae saadan
Ynk paa vort kire Barn og ikke vilde tro hende, den Tid hun
beklagede sig for os. Hvad vi gav hende i tre Ntter og Dage, det gik
altsammen ud af hendes Mundviger igien. Men vi med alt Folket i Huset
raabte til den alsommgtigste Gud om Hielp og Raad, hvilken ogsaa
som en naadig Fader, der ikke forlader sine Brn, kom os til Hielp,
saa at Barnet blev saa smukt igien, at der kiendtes intet ondt paa
hende.


Andet Kapitel.

Noget derefter reiste salig Hans Bartskir til Tyskland. Fiorten Dage
derefter kom en stor Rdsel i Huset, og hvor vi kom, da var det flt.
Nu havde vi en liden Dreng hos os, som var ved tolv Aar gammel, og
var samme Dreng salig Hanses Morbrors Sn. Som han om Aftenen skulde
gaa tilsengs, begyndte han at klage sig og grde. Og sagde, at han
ikke turde ligge paa Loftet, thi der var saa meget ondt hos ham. Saa
lagde jeg ham i vort eget Kammer. Der han nu havde lagt sig, begyndte
han lidet derefter ynkeligen at skrige og give sig. Vi lbe
hasteligen til ham; da rystede alle fire Sengestolpene med ham, og
hans ine stode, ligesom de kunde vret opspilede, og ingen kunde
lukke dem sammen. Og hans Mund var saa haardt sammenknyttet, at
ingen kunde vriste den op. Som vi nu lnge havde staaet over ham, kom
han til sit Maal igjen og kaldte. Vi spurgte ham ad, hvor det var fat
med ham. Han svarede: Det maa Gud vide; jeg veed det ikke. Der vi nu
havde vaaget over ham indtil Klokken var to om Natten, faldt han i
Svn og sov til om Morgenen Klokken var ti. Der han stod op, saae han
saa flt ud, at man maatte rddes for ham.

Om Aftenen, som vi fik Nadvere, stod han tilbords og skulde faa sig
Mad. Da sagde jeg til ham: Jacob, faa dig Mad og gak i din Seng og
lg dig og befal dig Gud i Vold. Vil du saa begynde, som du giorde i
Nat, da forfrder du os allesammen, saa vi maa lbe ud af Huset. --
Som jeg det sagde, sloges Stuedren og Stegersdren paa Vg. Og blev
han hasteligen henrykt fra Bordet hen udi Gaarden og blev opdragen
halvanden Alen fra Jorden. Og hngte saa i Veiret med oprakte Arme,
aabne ine og sammenknyttet Mund. Hans Hage sprang op og ned, ligesom
han skulde have mistet den. Vi toge paa begge hans Been og Axler og
droge af strste Magt og vilde have ham til Jorden. Men vi kunde dog
ikke rokke ham nogensteds. Saa faldt vi da alle paa Kn i Gaarden og
raabte til den evige Gud, at han vilde tnke paa Naade og
Barmhiertighed. Som vi nu havde giort vor Bn til Gud, blev han ls
og kom paa Jorden at staa, men hans Mund var endnu sammenknyttet, og
kunde han slet intet tale. Saa toge vi en Slvskee med et slet Skaft
og vristede Munden op; saa sukkede han og hans Tunge lsnedes og kom
til sit Maal igien. Vi spurgte ham ad, hvor det var med ham. Da
svarede han og sagde: Jeg haaber til Gud, det bliver nu godt. Thi den
Tid i faldt paa Kn i Gaarden, da veg han bort og foer af Brnden paa
Vedhammeren.

Jeg spurgte ham, hvad det var, der veg bort. Han svarede, at det var
Satan. Da bleve vi ganske forfrdede, at saadan en Gist var kommen
til os. Jeg spurgte ham videre ad, om han ikke havde besvoret sig med
ham. Da svarede han mig, grd hiertelig og sagde: Kire Moder, i
haver stor Synd, at i tnker mig dertil; mine kire Forldre have
ikke dertil optugtet mig. Som han det sagde, kom der et stort Bulder
i Gaarden, ligesom det havde vret en Rst, hvilken dog ingen kunde
forstaa. Men Drengen sagde, han talte med ham. I det samme kom der en
gloende Ild og skid sig fra den ene Side af Gaarden til den anden.
Da sagde Drengen, at den onde Fjende skid Ild af sin Hals. Saa fik
vi ham ind i Stuen og lste for ham indtil Klokken var to om
Morgenen. Da kom han i Rolighed indtil Klokken var elleve om Dagen.

Derefter kom han atter til ham; og blev det saa Dag fra Dag jo
lngere jo strre Forfrdelse udi det ganske Huus. Her giver jeg
enhver rlig Mand og Kvinde at betnke mine Vilkaar, hvordan de
haver vret. Jeg med mine smaa Brn maatte stedse leve i stor Frygt
og Rdsel; min salig Mand var ikke hiemme, men forreist til Tyskland,
og jeg turde ingen lade vide min store Nd, frend han selv kom hiem
igien.

Ellers sagde Satan til Drengen, at han havde gaaet efter hans
Husbonde i fiorten Aar og ikke maattet for den store Mand (Gud i
Himmelen) gjre ham noget ondt, fordi han ligger ham i rene Dag og
Nat. Men nu haver jeg Lov af den store Mand, at plage dig for ham.
Saa grd han og vnede sig meget og bad Gud bedre sig, at han nogen
Tid skulde have kommet til Danmark i sine Dage.

Derefter fristede Satan Drengen jo haardere og haardere. Undertiden
korsfstede han ham, at ingen kunde bie ham: nedbiede hans Hoved
til den ene Side og lagde hans Fdder tilsammen, ligesom vor Herre
Christus staar naglet til Korset. Det hvide af hans ine vendte han
ud, ligesom han havde vret dd.


Tredie kapitel.

Der salig Hans kom hiem, mdte ham denne srgelige Tidende. Saa lod
han gire Bn paa Prdikestolen i vor egen Kirke, saavelsom i alle
omliggende Kirker paa Landsbyerne. I vort eget Hus holdt vi tre
Sndage Bededage, at ingen maatte de eller drikke, enten Mennesker
eller Kvg.

Der dette skete den frste Sndag, og Drengen sad paa en Stol, kom
Satan og hakkede paa Vinduet ligesom med et Nb: hvorfor han skreg og
gav sig ynkelig og sagde, han vilde have ham udaf Vinduet. Og blev
han seet af somme som en Ravn, af somme som en Gaas, og frte et
stort Mrke for Huset.

Som han nu var fristet en lang Tid og ikke havde sovet en Maaned, kom
han omsider i Svn. Og der han vaagnede, var han saa smuk, som han
havde intet skadt, og samme ganske Nat var det smukt i Huset, hvor
man kom.

Om Morgenen sagde han til os: Jeg takker Gud, som haver denne Nat
ved sine hellige Engle mig bevaret og forkyndt mig, at jeg faar
bedre, Gud vre lovet! Jeg vil gjerne med Taalmodighed lide, hvad Gud
mig vil paalgge. Jeg veed, det faar en god Ende, og at jeg faar min
Helbred igien. Thi han maa ikke skade nogen Lem paa mig. Da sagde vi
til ham: Det bliver nu godt med dig med Guds Hielp, det skal du
visseligen tro. Nei, sagde han, jeg haver nu Frist for ham idag
indtil i Aften Klokken er elleve; saa kommer han igien og plager mig
en Tid lang. Men det bliver ikke dermed giort: her bliver alt mere
af. Den gode Gud kan hielpe naadeligen! det vil alt gaa haardere til.
Gud hielpe Moder, den fattige Kvinde, med hendes smaa Brn.

Om Aftenen, som han havde sagt, kom den onde Gist igien med stor
Forfrdelse og blev saa hos ham indtil Paaske. Og kunde vi ikke noget
Sted i Huset vre fri for Spgeri. For somme var han at see som en
Prst, saasom det enten kunde have vret Hr. Hans Kiuse i Karlslund
eller Hr. Matz i Herflge. For somme som en Kibmand, for somme som
en Hund, for somme som et Svin. Somme blste han op i Ansigtet og paa
Hnderne, at de hovnede og bleve saa store, at man neppelig dem
kiende kunde. De smaa Brn skrege og grde og gave sig jammerlig,
naar han lod sig see for dem. Vi havde et lidet Drengebarn paa andet
Aar. Det rev ud Haar af sit Hoved og sin Skiorte af sit Liv, og ingen
kunde faa Raad dermed. Og pegede der som Satan stod og raabte: Der!
der! see! see! at det var stor Ynk at see derpaa.

Men den Dreng, som fr er talt om, der fristet blev, naar han fornam,
at den onde Aand skulde komme, bad han, de skulde tage Brnene bort
af Huset og sagde: Ret nu kommer han til mig.

Engang kom Jakob Meiers Pige ind og havde deres lille Barn med sig,
da bad strax Drengen hende, hun skulde gaa hiem med samme Barn eller
hun foer vist ilde. Men hun vilde ikke. Og blev hun saa opblst, at
hendes Ansigt og Hnder bleve saa store, at man neppeligen hende
kiende kunde, og saae stor Ynk paa hende; dog fik hun bedre paa
tredie Dag derefter.

Engang havde vi laant en fattig Kvinde Hus; som vi nu vare gaaede
tilsengs, begyndte hun at raabe og skrige og sagde: Hvor er jeg
kommen her ind? her er en underlig Kompan hos mig, han er ligesom
Simeon Fryndt{3}, og er en stor Forfrdelse hos ham. -- Saadant og
andet raabte hun gruelig og rev sit Haar af sit Hoved. Samme Tid
havde vi en liden hvid Hund, der laa i Stuen; han blev optaget om
Hovedet og slaget op og ned paa Gulvet. Men man kunde ingen see, der
ham havde fat. Der den nu omsider krb under Bnken at skiule sig,
blev den uddragen igien efter Hovedet og Nederparten slbte paa
Gulvet. Om Morgenen blev Hunden forbistret, saa at han vilde skamfere
alle, der ind kom, hvorfor vi maatte lade slaa ham ihiel.

 {3} Navnet paa en Borger i Byen.

En Lverdag, som vi sade og beklagede os, vidste ikke, hvor vi skulde
bre os ad udi dette vort Huskors, da kom Thomes Hiulmand ind at
besge os. Han blev saa anfgtet, at han sagde: Dersom jeg ikke
tilforn vidste, at Satan var til, da fik jeg det nu at vide.

Som vi nu atter beklagede os, begyndte Drengen at rkke sig op i
Sengen, som han laa, og fgtede imod Satan med Guds Ord og sagde: Vig
nu bort du arrige Fiende Satan, som haver saa lnge pint mit Legeme.
Nu skal du pines igien i den Sted, som dig er bered i den evige Pine,
som aldrig faar Ende. Tvi vorde dig Satan til evig Tid; du som en Tyv
har stiaalet dig her ind at plage mit Legeme. -- Saa lste han mange
smukke Stykker af den hellige Skrift og af Davids Psalmer og satte
sig paa sine Kn i Sengen og lste Budordene, Troens Artikler, Fader
Vor, Daabens og Alterens Sakramentes Ord; og ingen han passede paa.
Saa lode vi hente Folk ind, som skulde hre derpaa. Der han nu
skulde skilles fra den onde Fiende, da lagde han sine Hnder sammen,
rakte dem op iveiret og sagde: re vre Gud, som haver forlst mig
fra Satan. -- Saa vendte han sig om til den ene Side, kyssede sin
Haand og gav den fra sig og sagde: Vr nu velkommen, du sande Guds
Engel, som staar hos Guds hire Haand. Vig ikke bort fra mig, bliv
hos mig enten jeg far tillands eller vands; med mange andre Ord, som
paa den Tid blev talet. Kyssede saa atter paa Haanden, rakte hende
fra sig og lagde sig ned i Sengen under Klderne, at vi intet saae af
ham uden Kronen af Hovedet. Og da hrte vi ligesom et lidet Barn med
klein Rst havde sunget: re vre Gud i det hie, Fred paa Jorden og
i Menneskene en Velbehagelighed.

Saa kastede han Klderne af sig og stod op af Sengen, som han intet
havde skadet. Tilforn kunde han intet, uden vi skulde hielpe ham og
var saa kroget, at hans Ansigt biedes ned til Jorden, og man ikke
kunde rette ham op. Men efter den Tid blev han karsk og sund igien.
Da bleve vi meget glade og tnkte, at alting var nu bleven godt.
Hvorfor vi lod ogsaa takke i Kirken.


Fierde Kapitel.

Men nu kom den allermgtigste Gud, hvis Raad og Villie er
urandsagelig, og tilstdte endnu strre Hiertesorg at komme os paa.
Thi efter at det var blevet godt med Drengen, blev min kire Husbonde
anfgtet Nat og Dag, saa ingen kan det tro eller tnke, uden jeg, som
var ham nst; og dette varede hver Dag fra elleve til to Eftermiddag,
desligeste om Natten fra elleve til to.

Det frste vi paany fornam noget i Huset, var en Sndag under
Himesse, og var jeg selv hiemme hos et af vore Brn, som var sygt.
Som vi nu alle vare i Stuen, kom os saadan en Rdsel paa, og der blev
saa grumt i Huset, at vi allesammen faldt ned, somme paa Bnke, somme
paa Gulvet, som dde Mennesker. Men Gud kom os til Hielp, at vi kom
til os igien. Vi faldt paa Kn og giorde vor Bn til den gode Gud;
saa blev det godt, og det onde forsvandt. Om anden Dagen derefter
skulde vor Pige Anna gaa paa Loftet. Der hun kom ned igien, var hun
ganske forfrdet og sagde, der var en underlig Kompan paa Loftet
skabt som en Abe.

Anden Dagen derefter gik vores yngste Datter ved Navn Lisabeth paa
Loftet og skulde hente sig Pennefiedre, som hun skulde have med sig i
Skole. Der hun nu kom derop, gav hun et stort Skrig af sig. Vi lbe
hastelig op til hende. Da klagede hun sig, grd og sagde: Den slemme
Kompan er nu kommen igien, han havde fat i min Trie og sagde, at han
skulde have mig; han var saa slem og havde to ine som to Brikker, og
hans Fdder vare som Hnsekler. Den Tid vi kom ned med hende, gik
jeg ind til hendes Fader og gav ham det tilkiende. Hvoraf han blev
meget bedrvet. Og derforuden havde han gaaet udi tre Uger meget
selsom og underlig, og ingen vilde han lade vide, hvad ham skadte.
Dog blev det Dag fra Dag vrre med ham; ja, det blev saa flt i det
ganske Hus, som tilforn ikke havde vret.

Saa bad jeg ham, han dog for Guds Skyld vilde sige mig, hvad ham
skadte, og hvor det var med ham. I det samme segnede han ned paa
Bnken, som han sad, og besvimede. Der han nu kom til sig igien,
sagde han: Gud, som er en naadig Fader og altid hielper sine Brn,
som af Hiertet raabe til ham, han tnke paa Naade og Barmhiertighed
og hjelpe os med vore smaa Brn! Jeg fristes saa hart af den arrige
Fiende Satan, som lgger sig omborde med mig Dag og Nat, at mig synes
Himmelens og Jordens Tynge ligger paa mig. Du haver ikke lnge Mand i
mig, og dine Brn blive snart faderlse. Den gode Gud, som haver
lovet at vre Enkers og faderlses Forsvar, han hielpe eder. -- Saa
blev han Dag fra Dag jo mere og mere anfgtet, og bekiendte han, at
den onde Fiende laa hver Dag fra Klokken elleve til to paa hans Ryg
som en stor Kornsk. Og var han og ellers knyttet undertiden i hans
Side som et Hnseg. Han sagde til mig: Du veed ikke andet, end du
haver Gud og din kire Husbonde hos dig, da haver du Satan hos dig.
Gud forlse mig og det ganske Hus.

Derpaa var jeg begirende, at der maatte gires Bn i Kirken af
Prdikestolen baade i vor By, saavelsom i Landsbyerne deromkring. Jeg
agede selv hen til Hr. Jakob i Norderup og bad, han vilde gire Bn
for os og skrive hen til andre Prster, de vilde gire det samme. Der
jeg nu skulde tilbage igien og kom i Skoven, da blev Vognen saa tung,
at Hestene neppe kunde drage afsted, og var dog intet til Ls uden
Vognmanden og jeg. Den Tid vi agede fra Hr. Jakob var Klokken to
Eftermiddag, der vi kom i Vesterstrdet, slog Klokken et om Natten. I
det samme begyndte Trerne i Haven at knage, og kom os saadan Rdsel
paa, saa vi troede ikke at komme derfra med Livet. Thi der blev
opreist for os et stort, grueligt Tingest hit op i Veiret som et
stort Taarn, som flyttede sig og havde en skrkkelig Rst. Dog kunde
vi ingen Ord forstaa. Da raabte vi til Gud og sang: Vor Gud han er
saa fast en Borg, etc. Dermed kom vi Gud skee Lov derfra.

Som jeg nu kom hiem, gik jeg i Seng og lagde min hire Arm over mit
Hoved. Og idet jeg faldt isvn, kom en forfrdelig Rotte og fik min
ene Finger i sin Mund. Jeg raabte og skreg og drog af min strste
Magt vel et halvt Kvarter. Min salig Husbonde bad mig vre tilfreds
og sagde: Han maa dog intet ondt gire dig. -- Mig syntes ligesom min
Finger skulde vret af Leddet. Men der jeg kom tilrette igien, da var
den hverken brun eller blaa, ei heller hoven, og ingen kunde see, at
den skadte noget. Dog kunde jeg ikke rre den i en Maaned derefter.

Anden Nat derefter, som vi laa i Sengen, kom os saadan en Hede paa,
som vi skulde brnde op i Sengen, og som det havde vret en stor
Torden-Hede; saa havde vi ingen Ro den ganske Nat. Om Morgenen vi
stod op, bleve vi var, at under os paa Lagenet og Sengedynen fra
Hovedet ned til Fdderne var ligesom det var overstret med store
Rotteskarn og alt to og to tilsammen, ligesom de havde hngt i en
Traad, og saa mangfoldig, at man neppe kunde see det underste Lagen
derfor. Hvilket og Naboerne saae med stor Forundring. Anden Dagen
derefter blev min salig Mand saa hart anfgtet, at han ingen Ro faa
kunde. Ingeborg Meiers besgte os paa samme Tid, og som hun kom ind i
Stuen, hrte hun en stor Latter og saae ingen. Der hun turde ikke
lnger vre inde og var bortgangen, blev min salig Mand atter saa
hart anfgtet, at han daanede paa Bnken, som han sad. Der han nu kom
noget tilrette igien, fik jeg ham i Seng. Saa tog jeg Brnene og
Folkene til mig og satte os uden for Dren i Bislaget, paa det han
kunde faa nogen Rolighed og komme isvn.

Som vi havde siddet nu ved en Time, bad jeg min ene Pige Johanne gaa
ind saa sagtelig og hre om han sov. Hun kom igien og sagde, at han
sov; thi hun kunde ikke hre ham. Derpaa sad vi endda noget, indtil
Klokken var ni, thi det var om Sommeren. Der vi nu kom ind, og jeg
vilde gaa iseng til ham: borte var han. Gud veed da, hvad mit Hierte
var. Vi ledte allevegne, og ingensteds vi kunde finde ham indtil
lnge derefter, da kom vi paa et lidet Kammer; der laa han og gav sig
saare. Og holdt det saa paa samme Sted den ganske Nat med stor Jammer
og Uro. Ligesaa anden Nat paa en liden Sal, saa tredie Nat i Stuen og
fierde Nat i Sengekammeret.

Som vi der laa begge sammen i Sengen, kom der en forfrdelig Rotte
springende op i Sengen og lb paa alle fire Sengestolper, og omsider
hen under hans Hoved og lftede to Puder og Hoveddyner og en
Sengedyne op, tog et Stykke bort af den underste Sengedyne, saa stort
som et Spunds paa en Tnde, saa at Fieren fli op i Sengen og omkring
i Sengekammeret. Den Forfrdelse glemmer jeg aldrig. Da sagde den
salig Mand: Far nu bort, du fordmte Aand, til den Sted, som du est
kommen fra, til den evige Dd, som dig og dine er beredt til evig
Tid. re vre Gud, som mig haver forlst! Der haver du alt det du
haver vundet. -- Saa blev han fri efter den Dag og ikke mere fristet.


Femte Kapitel.

Der vi nu havde ladet takke paa Prdikestolen og tnkte alting var
godt, saa kommer den almgtige og gode Gud og tilsteder endnu mere
Hiertesorrig. Vi havde en liden Dreng, som var paa niende Aar. Han
blev saa underlig, at vi ikke kunde tnke, hvad ham skadte. Han
sagde, det lb i hans Bug og stak ham. Vi tnkte at det havde vret
Skiver{4}. Hvorfor vi lod ham bade og brugte adskillig Raad dertil,
men det blev jo lnger jo vrre. Saa sendte vi Bud efter
Bartskireren, at han skulde forfare, hvad ham skadte. Han vidste
ingen Raad, men eftersom her paa samme Tid var kommen til Byen en
Doktorske, sagde han, vi skulde hre hendes Betnkning derom. Hende
lod vi ogsaa hente; hun sagde, at han var besat med den onde Aand og
vidste ingen Raad uden en hellig og alvorlig Bn til Gud i Himmelen.
Gud veed, hvad Sorrig vi da fik, at saadan en Gist var kommen igien.
Som jeg nu stod i Stuen og dette Barn laa i en Kurveseng, blev Sengen
optagen halvanden Alen fra Jorden og begyndte at springe op og ned.
Jeg lb til salig Hans og kaldte ham ind. Der vi kom ind, var han
tagen af Sengen; han stod paa Hovedet og Benene i Veiret med
udstrakte Arme, og var med stor Nd, at vi kunde faa ham ned i Sengen
igien. Efter den Dag saae vi stor Ynk paa ham. Den onde Aand lb op
og ned i ham som en Gris og reiste hans Bug op, at det var grueligt
at see, skid Tungen ud af hans Hals og trillede den tilsammen som et
Klde, og Blodet fld af Munden. Han smadskede i hans Bug som en
Gris og knytted hans Lemmer saa hart tilsammen, at fire fre Karle
vare ikke strke nok til at skille dem fra hinanden. Han galede som
en Hane, giede som en Hund, frte ham op paa vore Bielker i Stuen,
desligeste paa Vedhammeren i Gaarden. Og naar han havde frt ham
derop, forlod han ham. Saa sad Barnet der og grd og kunde ingensteds
komme. Han kastede ham og over Plankerne ind i Jakob Meiers Gaard.
Han drog hans ine ind i hans Hoved, desligeste ogsaa hans Kinder, og
giorde ham saa stiv som en Stok, saa at den det ikke vidste, skulde
ikke andet sige, end at det var et Tr. Vi reiste ham op til Vggen.
Der stod han uden al Bevgelse som et Trbillede. Hvo, som ellers
ikke letteligen kunde grde, den maatte jo da grde.

 {4} En Brnesygdom.

Engang var jeg gaaet i Aftensang. Den Tid jeg kom hiem igien, da var
Stuen fuld af Folk. Og havde han da anfgtet min Moder, at det maatte
sig Gud derover forbarme. Hendes Mund havde han vredet op til den
ene Side, hendes Ben sprang op og ned, at ingen af strste Magt kunde
holde dem til Jorden. Der sad den arme Kvinde, grd og jamrede sig,
klagede ynkeligen over mig og sagde, at jeg havde taget hendes Sko af
hendes Fdder og ilde slaget hende. Det kunde intet hielpe, at jeg
sagde nei, og hvad gode Ord jeg gav hende, da hialp det intet. Om
Morgenen derefter lod jeg hente nogle Kvinder, som skulde tale med
hende, men hun blev hart ved de samme Ord. Dog kom hun strax tilrette
igien. Der han nu kom til Drengen igien og talede af hans Mund, sagde
han til salig Hans: Jeg giorde din Kone en stor Harm dermed, at jeg
skabte mig i hendes Lignelse og pinte hendes Moder, at hun ikke andet
vidste, end det var hendes Datter. Hvorfor hun klagede hart over
hende. Der vare og nogle, som troede det var Sanden, at hun slog sin
Moder. Men havde jeg maattet for den store Mand, jeg skulde saa
handlet med hende, at den ganske By skulde have grdt for hende. --

Om Aftenen, naar vi sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, eller
lste, vrinskede han som en Hest og giorde den allerstrste Spot
deraf, som han kunde; spyttede den salig Mand op i inene, at det
fld ned i hans Skig og satte dragne Knive for mit Bryst. Naar jeg
bad ham slaa til i Jesu Navn, saa faldt Kniven. Han sagde til salig
Hans: Du maa ligesaa gierne vre tilfreds; forhast dig ikke, du faar
mig ikke herud, frend de faa Skam, som mig haver her indfrt. Den
store Mand vil det saa have. Endog jeg er en lgnagtig Aand, saa maa
jeg alligevel undertiden sige Sanden; thi den store Mand tvinger mig
dertil. Jeg var tilfreds at min Tid var kommen at rmme denne Bolig.
Da sagde salig Hans: Naar kommer den Tid? Da svarede Satan af Barnets
Mund: Det veed vel den store Mand og ikke jeg. Naar han siger: pak
dig, saa maa jeg rmme.


Sjette Kapitel.

Der den salige Mand havde nu udstaaet saadan stor Bedrvelse og
Fristelse baade paa sit eget Legemes saavelsom ganske Huses Vegne,
saa kom den gode Gud og forlste ham fra al Jammer og Elendighed og
kaldte ham fra denne onde Verden til sit evige Riges Herlighed og
Glde.

Men jeg med mine smaa Brn maatte blive her tilbage i den store
Sorrig og havde inden mine lukte Dre den arge Fiende Dag og Nat. Den
alvidende Gud, som ingen Ting er forborgen, allene veed den store
Sorrig jeg maatte lide. Og var Under at hre paa de Ord, som Satan
talede af Barnets Mund.

Nogen Tid derefter, som min salig Mand var dd, skulde jeg age hen
til Haarlv og der krve nogen Gild ind hos Prsten sammesteds, Hr.
Samuel. Og Erik Brygger i Vesterstrde kirte selv for mig. Som vi nu
kom en halv Mil fra Byen, blev jeg saa slsom, som jeg sad i Vognen,
at jeg havde ingen Ro. Hvorfor jeg maatte staa af og stte mig ned
paa Jorden. Der jeg nu havde siddet ved et halvt Kvarter, blev jeg
tilpas igien og vilde stige i Vognen; men borte var Mand, Heste og
alting. Jeg kunde see Fugle flyve, men Mand, Heste og Vogn kunde jeg
ikke see. Som jeg nu lnge havde gaaet omkring paa Marken og intet
Menneske kunde komme tilords med, og det led hen over Middag, og jeg
saa gik og vnede mig, for jeg vidste ingen Raad ei heller Vei at
komme til, blev jeg henfrt til et Morads, som var fuldt af mange
smaa Buske. Mig syntes, jeg vilde gaa paa dem og tog mit Forklde fra
mig og vilde have skaaret det isnder og bundet det tilsammen, at jeg
kunde dermed opkilte mig. Og saa antvordede jeg mine Brn og mit
ganske Hus den evige Gud ivold, thi jeg tnkte aldrig at see dem
mere. Der jeg nu vilde skire Forkldet isnder til et Kiltebaand,
syntes mig langt borte ligesom der havde vret to Krager tilsammen,
hvoraf jeg blev endda mere bedrvet. Men det var mine Heste, som jeg
omsider med Vognen blev var. I det samme hrte jeg, at Erik kaldte
paa mig, og jeg kaldte igien paa ham, indtil vi kom tilsammen. Og
vare vi begge saa bange, at vi neppe kunde tale. Han sagde, han havde
spurgt om mig, men ingen kunde sige at have seet mig. Saa gik han til
den Mose, jeg vilde gaaet over, og tog et langt Tr og vilde maale,
hvor dybt det var. Men han kunde ikke naa Bunden. Jeg maa vel sige,
at Christus Guds Sn var hos mig og hialp mig. Saa kom vi dog omsider
vel hiem til Huset igien. Men frend vi kom hiem, havde den fule Aand
af Barnets Mund sagt, hvor langt han havde fulgt os, og hvorledes han
vilde have omkommet mig, havde han maattet for den store Mand; men
dog gldede han sig derved, at han havde saa forfrdet os.


Syvende Kapitel.

En liden Tid derefter skulde jeg drage til Kibenhavn, og forberrte
Mand, Erik Brygger, kirte for mig. Da havde den arrige Satan truet,
at han skulde flge mig til Kroen. Som vi nu kom ud ved lsemagle ved
Stranden, begyndte Hestene at fnyse, og Vognen lb trindt omkring som
et Hiul, og Klderne og hvad i Vognen var fli af den. Jeg havde tre
eller fire Par Hns, som jeg vilde forre bort. De bleve alle lse og
sade paa Marken, dukkede og vare meget rdde. Som vi nu havde samlet
Klderne og Hnsene op igien og aget et Stenkast bort, blev Erik var,
at han havde tabt sin Sk, som var noget Havre udi. Der han lb
tilbage at hente den igien, bar han saa tungt paa den, saa ham
syntes, at han aldrig bar saa tung en Byrde. Jeg troer vist, sagde
han, at Dievlen er i Skken, thi han er saa tung, alligevel her ikke
er uden en Skippe Havre udi.

Han bandt Skken bag paa Vognen, men som vi havde lidet aget: borte
var hans Sk igien. Jeg bad ham, at han vilde lade Skken fare, jeg
vilde gierne betale ham den. Erik svarede, han ikke vilde miste samme
Sk, thi han havde om Lverdagen tilforn givet fire og tyve Skilling
for den. Saa tog han ham og bandt ham for i Vognen og satte sig selv
derpaa. Men det hialp intet; thi den trimlede imellem hans Ben og
faldt ud paa Jorden.

I det samme kom en Mand agende; ham bad jeg, han vilde kire for i
Veien, jeg vilde betale ham derfor. Hvilket han ogsaa giorde; men det
kunde intet lide dermed. Hvorfor samme Mand drog sin Vei til
Kibenhavn. Der han var borte, kom vi til en Bk, hvor vi bleve
siddende, og Vandet gik ind i Vognen; Hestene kunde ei heller
nogensteds komme. Saa maatte han bre mig og min Datter frst til
Land og siden hvad som var paa Vognen og endda have Hielp at han
kunde faa Hestene op og Vognen med. Det holdt os saa, at vi med stor
Misommelighed kom til Kroen. Siden kom vi ubehindret frem. Der vi
agede fra Kige, var Klokken imellem fire og fem om Sommeren aarle om
Morgenen; der vi kom til Kibenhavn, slog Klokken syv om Aftenen. Fr
jeg kom hiem, havde Satan talt af Barnets Mund og sagt, hvor langt
han havde fulgt os og hvad Skielmeri han havde giort.


Ottende Kapitel.

Saaledes holdt jeg Hus med den arrige Fiende to Aar efter min salig
Mands Dd med stor Hiertesorrig. Hvilket den gode Mand, Magister
Niels Glostrup, min Sogneherre, gik til Hierte saavelsom alle andre
mine gode Venner, og kom Mag. Niels tidt og ofte og selv besgte mit
Hus og talede den onde Fiende til; giorde og Bn af Prdikestolen for
os.

Som han kom engang at besge os, sagde Satan til ham: Maatte jeg for
den store Mand, jeg skulde saa handle med dig, at du skulde faa Skam.
Du beder saa inderlig til den store Mand for dette Barn og det ganske
Hus og piner mig dermed. Idag sad jeg i Smmen paa din Kiortel, men
den Tid du bad for den lille Dreng, da faldt jeg ned og slog mig et
Fandens Slag, saa jeg fik Skam. Mag. Niels svarede: Du haver Skam
nok, du fordmte Aand. -- Da svarede Satan: Det veed jeg vel selv. --
Mag. Niels spurgte ham ad: Naar vil du fordmte Aand rmme denne
Bolig, hvor du har stiaalet dig ind, og forlade dette fattige Barn,
som du piner Nat og Dag? -- Den onde Aand svarede af Barnets Mund:
Vil Du have mig herud? -- Dertil svarede Mag. Niels: Den
allermgtigste Gud skal drive dig herud og hen til den Sted, som er
dig bered i den evige Ild. -- Satan svarede: Naar den store Mand
siger: pak dig, saa maa jeg rmme. Saa talede Mag. Niels Latin til
ham. Satan svarede af Spot, at han ikke gad brudt sit Hoved dermed.

Men han sagde til ham: Maa jeg vre din Gist til Aften, da vil jeg
komme til dig? Da sagde Mag. Niels: Gud skal bevare mig fra dig!
Satan svarede: Jeg kan komme ind der, som et lidet Sandkorn ikke kan
komme igiennem; gak hiem og giv den lille Dreng et Stykke af den
Steg, som din Kone haver paa Ilden. Da svarede Mag. Niels: Gud
forbande dig Satan, du lgnagtige Aand, til evig Tid. Hvad veed du af
den Steg? Det er Sanden, sagde Satan, at jeg er en lgnagtig Aand,
men det er vist, at du haver en Steg paa Ilden. Jeg var i Kibenhavn
til dit Bryllup og vilde saa gierne have giort Perlament og sad i
Dren, men jeg maatte ikke for den store Mand. Dog var det nr, at de
havde kommet op at slaas om Dandsen. -- Saadant og andet lod han
hre.

Men den alsommgtigste Gud, som raader over alting havde dog forbudt
ham at skade noget Ledemod paa dem, som han af Guds Tilladelse havde
plaget og anfgtet. Og der den naadige Gud nu ikke lngere vilde
tilstede ham at bruge sin Ondskab imod os, saa maatte han endelig
rmme, og det ganske Hus blev saa rent som det tilforn var. Hvorfor
Guds hellige Navn vre lovet, som ikke forlader sine Brn, som af
Hiertet raaber til ham.

Dette haver jeg skrevet til en Ihukommelse om det min kire og salige
Husbonde Hans Bartskir og jeg med vores smaa Brn og ganske Hus have
af Dievelen og hans Lemmer udstaaet. Saa sandt som Gud skal hielpe
mig og er en naadig Gud og jeg et syndigt Menneske, da er dette
forskrevne Sanden. Hvilket ogsaa vitterlig er de hderlige og
vellrde Mnd Mag. Niels Glostrup, nu Bisp til Opslo, paa den Tid vor
kire Sogneprst; Hr. Bertel Hansen i Duebrdre; Hr. Peder Mand i
Jersie; Hr. Jakob i Nordrup; Hr. Jesper i Roeskilde; Hr. Lauritz i
Liemark og Hr. Niels i Vallensby; af hvilke nogle leve endnu, nogle
ere hensovede. Hr. Peder Mand af stor Medynk tog Barnet til sig og
havde det hos sig nogle Ugers Tid. Siden jeg blev Enke havde Mag.
Niels Drengen hos sig paa et halvt Aars Tid. Og som han var bleven
tilpas igjen, og de fik deres Ln, som saadant ondt havde kommet
afsted og indfrt Satan i vort Hus, levede han indtil den store Pest
kom, som var Aar 1620. Saa kom den gode Gud og kaldte ham fra denne
onde Verden af al Jammer og Elendighed til sit evige Rige og
himmelske herlige Glde. Gud skee Lov og Tak fra nu og til evig Tid.
Amen.

Hvo som staar, han bede Gud Dag og Nat at han ikke falder.

Man kan ikke sige, hvad et Menneske kan tilkomme frend man lgger
det i Graven.

       *       *       *       *       *

Hidindtil Kvindens egne Ord, saasom de i de trovrdigste Exemplarer
befandtes. I somme af de andre lgges en Drm til, som ikke er meget
at lide paa, ikke heller hrer synderlig til Sagen. Hvilken vi dog
ville her for deres Skyld fremfre, som kunde begire den at vide, og
hvis den ikke her fandtes, skulde klage, noget var af Historien
borte. Og henfres samme Drms Beretning til Enden af det tredie
Kapitel og lyder saaledes:

Sndagen nst efter den Lverdag, som Drengen Jakob blev den onde
Aand kvit, der Folkene kom af Himesse, kaldte han mig -- (forstaa:
Kvinden i Huset,) -- til sig, bad jeg vilde hre, hvilken Drm han
havde havt denne Nat. Han sagde: Mig tyktes, at en gammel Mand med en
hvid Kiep i sin Haand kom og tog mig af min Seng og satte mig paa
Marken. Saa tykte mig, at den gode Engel, som havde vret hos mig i
min Sygdom, kom og tog mig op og frte mig i Luften. Saa kom den onde
Engel Satan, som og havde vret hos mig i min Sygdom og tog mig fra
den gode Engel og frte mig til en stor bred Port, som skulde vre
Helvedes Port. Der jeg kom derind, da tykte mig, at der vare mange
grumme og slemme Trolde derinde, og Belsebub sad paa et gloende
Hynde, bunden i en Jernlnke og sad for sig selv allene. Og mig
syntes, sagde han, at der var en lang Skive, derved sade mange slemme
Trolde og havde mange store Bger og Penne for sig og skrev. Og andre
Trolde, som ikke skulde vre saa meget agtede, de stode og tiente de
andre og gjorde Regnskab for hvad de havde giort her i Verden imod
Menneskene, saasom om Mord, Manddrab og anden Ulykke. Saa frte han
mig derfra igien og udi et stort Hus. Derudi stod et langt Trug,
deraf stod en gloende Lue. Derom stode mange Mennesker, som vare
kosteligt kldte. Saa sandt som Gud skal hielpe mig, sagde han, jeg
kiendte de Mennesker deriblandt, som jeg har kiendt her i Verden for
nogle Aar siden. Og idet de stode saa udstafferede, da kom disse
Trolde med gloende Brande og sloge paa disse Mennesker og kastede dem
ned i den gloende Lue, at de skrege meget ynkeligen. Saa frte han
mig derfra og i et stort Hus. Der stode Snedkere og giorde Stole. Jeg
kiendte de Mennesker, hvis Stole Satan viste mig, at de vare nr
frdige. Saa frte han mig derfra til et andet Hus, som var meget
Slv og Guld udi. Og sagde til mig: Alt dette vil jeg give dig, om du
vil vre hos mig. Da tykte mig, at jeg svarede nei. Saa frte han mig
ud af den brede Port igien, og saa kom den gode Engel og tog mig fra
den onde og frte mig udi Luften som tilforn og satte mig paa den
grnne Sted. Saa kom den gamle Mand med sin hvide Kiep og frte mig i
min Seng igien. --

Saa vidt Drmmen, hvilken enhver for sit Vrd kan skattere. Men at
Kvinden den skulde have skrevet, er hel uvist. Thi baade er der mange
trovrdige Exemplarer, i hvilke den ikke findes, saa er der og udi et
af dem disse efterskrevne Ord i fortalevis antegnede: Der ere nogle,
som have denne Historie skreven og noget mere indfrt, end som den
Dannekvinde selv har optegnet. Men denne nrvrende er en rigtig Kopi
af det hun selv med sin egen Haand har skreven. -- Hvoraf er let at
slutte at saadant ikke af Kvinden selv er giort, men snarere af
andre, der have ladet dem forlyste at lgge noget dertil. Og dette
maa saa vre om Kvindens egen Beretning.




Flger:

Videre Forklaring om samme Sag, til mere Forsikkring derom.


Hidindtil om Kvindens egne Ord, hvilke i Frsten ene var agtet til
Trykken at befordres. Men siden er videre Forklaring derom bekommen,
endel af Kige Tingbger, som de fornemme Mnd Mag. Ole Lxdorff,
fordum Sogneprst der i Byen, og Rasmus Christensn Skiler,
Borgemester samme Sted, have meddelt at lse og dem derfor br at
takkes; -- endel af gamle trovrdige Folk der i Byen, som derom
vidste at sige. Hvoraf den gode Lser til Underretning skal meddeles
hvad forekommer.

Og synes det altsammen bedst at kunne afdeles i #Personen#, #Stedet#,
#Tiden#, #Begyndelsen#, #Fremgangen# og #Enden#.

Belangende #Personen#, denne Handel fornemmeligen angaar, da er
Mandens Navn Hans Bartskir. Hans Nring var Kibmandskab, for hvis
Skyld han og udi Kige Tingbger kaldes gemenligen Hans Krmmer. Hans
Kvinde og gtehustru, som hed Anna, og den forrige Beretning skreven
haver, dde han fra to Aar fr dette Hus-Kors fik Ende, efter at han
ved Rettergang tvende Troldkvinder, som hans Hus havde fortryllet,
havde ladet dmme og henrette med Baal og Brand, som de havde
forskyldt. Af hans Brn, som Aar 1674, da denne Bog blev frst trykt,
var endda i Live og boede i Kige: Lisbet Hans Bukkes, en Enkekvinde
paa halvfiersindstyve Aar, som hun selv sagde for mig, der dette
beretter, og sig at vre fdt Aar 1603, havde i forrige Tider vret
Borgemester-Kvinde der i Byen; men var saa kommen tilagters, at hun
levede nsten af Folks Almisse. Hendes Moder, som hun berettede,
havde Hans Bartskir i sytten Aar. Sad saa Enke i fire Aar. Havde
siden Kort Richter i nitten Aar. -- #Steden# anlangende, da har dette
svare Hus-Kors vret i den Hirnegaard paa Torvet, hvor Nrregade
begynder, i hvilken Aar 1674 boede den gode Mand Jakob Pomeyer,
Raadmand der i Byen, som havde i forrige Tider tient Kort Richter og
vidste meget af denne Handel at sige, hvis Velvillie til at meddele,
hvad ham bevidst var, jeg for mange Stykker i denne Beretning har at
takke.

#Tiden#, paa hvilken det er begyndt, er omtrent Aar 1608 og 1609; thi
Aar 1612, da det allerede nogle Aar havde varet, lod Hans Bartskir
sge disse Troldfolk med Lov og Ret, saa de to fornemste af dem samme
Aar bleve brndte. Men han levede ikke lnge derefter, og synes han
at vre dd enten i Enden paa samme Aar eller i Begyndelsen paa det
efterflgende. Hvorfor han og i Tingbogen Aar 1613 d. 5. Juli nvnes:
salig Hans Krmmer, saasom han da var dd. Men Hus-Korset varede to
Aar efter hans Dd, som i Kvindens Beretning staar i Begyndelsen paa
det ottende Kapitel. Og skal derfor uden Tvivl vre endt ved Aar
1615. Vor vidtbermte ~Dr.~ Th. Bartholinus, i hans Skrift ~de morbis
biblicis~, melder om noget saadant ved hans Barndomstid i Kige
passeret, og at en af Satan paa en underlig Maade er bleven fristet,
saa at han endogsaa undertiden frte ham om i Luften. Og ingen af
Prsterne turde besge ham, uden han havde levet et ustraffeligt
Levnet. Thi den besatte bebreidede dem, hvad de lnligen havde
beganget. Saa vidt den gode Mands Ord, hvilke han for mig selv
saaledes har forklaret, at han har hrt saadant i hans Barndom for
vist at fortlles. Skal derfor ikke feile meget, at de, det har
berettet, jo har havt Henseende til noget i denne Historie.

#Begyndelsen# til al den hele Handel er denne, at en Troldkvinde ved
Navn Johanne Thomesis fattede en svar Vrede og Had til Hans
Bartskir. Hvortil fortlles disse Aarsager, nemlig at bemeldte
Johanne Thomesis, som pleiede i Frsten at have god Kundskab med Hans
Krmmer og ofte kibslaa med ham, blev af en anden Troldkvinde ved
Navn Kirsten Snedkers udlagt for at have Gemenskab med saadanne Folk,
og der det kom i Rygte, vilde han som en Mand, der haver Afsky til
saadant Pak, ikke mere kiendes ved hende, og om han nogen Tid mdte
hende paa Gaden, gik han hende forbi, som han ikke vidste, hvem hun
var. Hvorover hun skal vre bleven meget forbittret paa ham,
fornemmeligen for der ogsaa ved samme Tid en Gaard blev tilkibs, som
bemeldte Johanne hel gierne vilde have, men Hans Krmmer fik fr ja
paa den og kibte den bort for hende. For saadanne og andre Aarsagers
Skyld fatter hun, som sagt er, saadan Had til ham og derfor med andre
Troldfolk, som hun dertil brugte, lagde sig efter at fortrylle ham og
hans Hus. Og har saa opmanet Dievlen til at fre den ind i hans
Gaard. Hvilket efter deres egen Bekiendelse til Tinge skal vre skeet
to Gange: den ene Gang i Johanne Thomesis egen Gaard, hvorom i
Tingbogen findes d. 14. Juni og 5. Juli 1613 antegnet, at en af dem
ved Navn Annike Christoffers Datter har bekiendt og derpaa gaaet
tildde, at de havde vret tilsammen i Johanne Thomesis Gaard og ved
hendes Brnd opmanet Dievelen, saa den er opkommen i en brun,
stakket-stiertet Rottes Lignelse. Den anden Gang uden for Byen ved en
Bk, som ligger strax udenfor Broporten paa den hire Haand, [naar]
man kommer ud af Byen og kaldes Banghors-Bk. Der har de slemme
Mennesker ladet sig finde tilsammen at mane den onde Aand. Derom
findes i Tingbogen antegnet den 11. September 1612, at en af dem ved
Navn Kirsten Lauritzdatter, som havde tient Johanne Thomesis og blev
samme Dag dmt fra sit Liv, bekiendte, hun havde hrt af samme
Johanne Thomesis, at baade hun selv og en anden Troldkvinde ved Navn
Mette Banghors, samt andre, som vare udlagte, vare med at opmane den
onde af Bkken og frte ham i Hans Krmmers Hus.

Videre berettes, at der de manede den onde, har han i Frsten stillet
sig som han ndig vilde komme og abet dem med dette Giensvar, at han
havde Horn paa Hovedet, men de ikke, derfor vilde han ikke komme;
hvorpaa den slemme Mette Banghors har hentet en Gryde, sat den paa
sit Hovede og sagt til den onde, han skulde herop, thi havde han to
Horn, saa havde hun tre. Derpaa skal han vre opkommen i en Rottes
Lignelse og i saadant Gestalt paa en Sndag ad Aften i Hans
Bartskirs Hus indfrt.

Derpaa er det onde begyndt at tee sig i de fromme Folks Hus og faaet
saa sin #Fremgang#, hvilket, hvor det er passeret, i det forrige
Skrift med Kvindens egne Ord fortlles. Hvortil man kan lgge dette,
som i Tingbogen findes antegnet d. 5. Oktober 1612, at fire
Dannekvinder, hvis Navne der opregnes, have med Ed vundet, de havde
vret i Hans Krmmers Hus d. 22. Sept. nst forleden og der seet,
hvorledes Drengen, som sagdes at vre besat, sprang af Sengen op paa
Bordet og fra Bordet op under Bielkerne og hngte sig ved Benene som
en Kat. Tilmed at den onde sagde af Barnets Mund: Han hed Pibere.
Item Mette Gaardls, og at hans Frue hed Mette Banghors, med mange
flere og slemme Ord, som ikke er fornden at omtale. Saavidt
Tingbogen.

Anlangende #Enden# og #Udgangen#, da foruden det i Kvindens egen
Relation fortlles, er dertil at henfre, hvorledes disse
Umennesker, (at jeg saa skal tale) som det onde med Trolddom i
Mandens Hus indfrt have, ere omsider en efter anden aabenbarede,
fast tagne og med Lov og Ret til Baal og Brand forfulgte. Den frste
af dem skal vre en Boel Peders i Eghi, om hvilken der fandtes
skreven i et Exemplar af Hus-Korset, at samme Boel Peders med sin
Datter er bleven brndt og har udlagt det andet Selskab. Saa meldes
og i Tingbogen d. 24. August 1612 at denne Boel Peders har vret deri
delagtig.

Den, dernst blev fasttagen, var bemeldte Johanne Thomesis. Og er hun
bleven rbet ikke alleneste af den Boel Peders, men endogsaa af en
Taterkvinde. Hvorom der staar i Kige Tingbog skreven d. 22. Juni
1612, at for fire Aar tilforn er en Taterkvinde ved Traminde ved
Lybek kommen til Hans Krmmers Tiener Jakob, som fra Kige paa sin
Husbondes Hans Krmmers rinde did var forseilet. Denne Kvinde har
sagt ham alt det ham i Hans Krmmers Hus var vederfaren. Desligeste
at Johanne Thomesis havde frt Dievelen ind i samme Hans Krmmers Hus
og giort det, for han havde kibt Gaarden fra hendes Husbonde. -- Saa
vidt af Tingbogen.

Ellers berettes der, at saa ofte samme ugudelige Menneske gik Hans
Krmmers Vindue forbi, raabte den onde Aand af Drengens Mund, han
havde besat: Der gaar min Frue, der gaar min Frue. Desligeste stod
der i et Exemplar af Hus-Korset skreven, at Satan raabte af Barnets
Mund i Hans Krmmers Hus: Lader mig faa min Frue, Johanne Thomesis i
Byesgaard, brndt. Over hvilket og andet deslige hun kom i stor
Mistanke, fornemmeligen for hun og tilforn for Trolddom og Gemenskab
med Troldfolk var berygtet.

Men eftersom hun var af Formue, turde ingen vel lgge hende det til,
frend der blev forhvervet Kongebrev, hun skulde paa saadant Rygte
gaa i Kilderen.

Derpaa blev hun sat ungefr frst i Mai 1612, og strax d. 8. Juni er
der sexten Nvningsmnd tilnvnet, som skulde forfare i Sagen. Hvorom
saaledes lses i Tingbogen paa samme Dag at vre passeret: Matz
Jensen, Borger her i Kige, paa Hans Krmmers Vegne med Fuldmagt, som
idag inden Tinge blev lst og paaskreven, opkrvede Nvningsmnd, som
skulde granske, udlede og udi ret Sandhed forfare om Johanne
Andersdatter her i Kige, boende i Byesgaard, kan findes udi
Trolddoms Konst skyldig at vre og med Trolddom haver medvret at
opmane Dievelen og indfrt udi Hans Krmmers Hus her i Kige, som
legemlig kan have besat hans Dreng, den ene efter den anden, som hun
er besigtet for, og offentlig for Dom og Retssag given, saa hun
derfor br at lide etc. Saa vidt af Tingbogen, hvori siden opregnes
sexten Mnd ved Navn, som dertil paa samme Tid ere forordnede. Og
staar videre: At de inden Tinge derom skal gire deres Afsigt til
Laugetid efter Recessen, som de for Gud allermgtigste og Menneskene
ville ansvare.

Siden fremfres Vidnesbyrd imod hende, hvilket skete d. 22. Juni og
6. Juli. Iblandt dem var dette, som Taterkvinden til Hans Krmmers
Tiener havde sagt til Traminde og tilforn er fremfrt. Derforuden at
hun har lovet adskillige ondt, og de havde saa faaet. Saa ogsaa at
hun i Byfogdens Hus har engang falden paa Kn for Hans Krmmer, som
da var kommen derind, og bedt, han hende vilde benaade. Ydermere at
en Aften har en Kvinde ved Navn Anna Simonsdatter staaet ved
Fngselsdren og hrt, at Johanne talte hit derinde, klagede sig og
sagde: Du har forfrt mig fra mit Gods og Biergning og frt mig i
dette skidne sorte Hul. Tvi vorde dig, jeg vil intet have med dig at
gire; Mag. Laurs skal vel forsvare mig. Disse ere hendes Ord. Den
Mag. Laurs, hun ommelder, skal vre Prsten i Byen paa de Tider,
efter hvilken kort derefter kom Mag. Niels Glostrup at vre Prst der
samme Sted. End er der vidnet hende paa, at hun kort fr denne Tid
har staaet i Dren til Kirsten Snedkers (som fr disse Tider, der hun
for Retten blev tiltalt, udlagde denne Johanne Thomesis), og der
denne Kirsten beklagede sig for Johanne og sagde: Jeg er saa meget
bange, at jeg veed ret aldrig, hvort jeg vil; jeg tnker, jeg vil
rmme min Kaas, eller jeg bliver sat. Da sagde Johanne: Hvad i gir,
da rmmer ikke. Dersom i det gir, da tager i Sagen med eder. Bliver
i sat og bliver hart ved nei, da kan de ikke komme lnger med eder.

Omsider har hun og selv bekiendt, at hun i al den Tid hun sad i
Kilderen intet aad. Derfor staar der, at d. 18. Juni har hun sagt
for Retten, at siden hun i Kilderen er kommen at sidde, da haver hun
ikke dt nogen Smule Brd eller nogen Mad, dog hende haver hver Dag
vret buden baade Mad og l i timelig Tid, og det som godt er.
Desligeste staar der d. 7. Juli antegnet: Johanne Thomesis bekiender
endnu som tilforn, at nu paa ottende Uge hun haver siddet i Fngsel,
haver hun ikke dt nogen Krumme Brd eller anden Mad i hendes Liv. Og
som hun blev tilspurgt, om hun ikke desimidlertid har havt sit
legemlige Behov, vilde hun slet intet svare dertil, enten ja eller
nei. Tilmed at hendes Mand, Jens Nielsen, havde bekiendt, at: Ihvor
lnge hun sidder, da der hun intet af Hans Krmmers Mad, om hun end
sad et halvt Aar. Men dersom jeg eller hendes Brn maatte give hende
af vor egen Mad, da skulde hun vel de strax.

Saa vidt af Tingbogen. Men at hun ganske intet vilde de af den Mad,
hende blev tilbaaren, skete, som Folk berette og Udgangen lrer,
deraf, at Dievelen hende havde indbildt, Folk skulde deraf tnke, hun
var uskyldig. Hvorfor hun og siges at have sagt, hendes Gud skulde
vel opholde hende, alligevel hun intet aad, og derved vise, hun
usandfrdig for saadan Gierning var beskyldt. Ikke desmindre, som
godt Folk i Kige, der levede paa den Tid dette Skrift blev trykt af
Frsten, vidste at sige, blev der imidlertid allevegne i Byen Stege
og anden Mad borte. Og det saaledes, at ingen kunde vide, hvor de
skulde vre henkommen. Blandt andet er det synderligt som fortlles
om en fornem Mand, hvis Navn vi ville forbigaa, der engang havde
budet adskillige godt Folk til Gist, hvilke han blandt andre Retter
vilde forestte en hel skin Kalkunshane. Denne bliver, idet der
rettes an i Kikkenet, mellem Folkenes Hnder borte, hvoraf bliver
en stor Forundring, som omsider gik derud oppaa, at en af Pigerne fik
Hug derfor. Imidlertid begynder den onde Fiende i Hans Krmmers Hus
udi den besatte Dreng overlydt at lee og sagde, han lo ad det Pigen
fik Hug for den Steg, hans Frue i Kilderen med sine Tnder slider.
Dette kommer for vrigheden, som strax lader visitere og befinder saa
at vre, som den onde sagt havde. Saaledes kunde trovrdige Folk
derom berette. Skal udentvivl i Pennen have vret forfattet i nogen
af de skriftlige Vidnesbyrd om samme Sag, som d. 22. Juni vel meldes
at vre for Retten lst og paaskreven, men dog nu ingensteds fandtes.
Og vare disse frst nogle Prstemnds Vidnesbyrd, nemlig
Herreds-Provstens, Mag. Clauses i Herflge, Hr. Knud Koldings i
Roeskild, Hr. Peders i Ringsted. Dernst et Bevis, som en Soldat ved
Navn Georgius Subbert, som laa udi Hans Krmmers Hus, havde givet
beskreven. For det tredie Steen Hansens skriftlige Vidnesbyrd.
Dernst Falkvord Pundfrs Vidnesbyrd. Og for det sidste Christen
Povelsns Vidnesbyrd.

Ellers blev og samme 22. Juni Landsdommers Dom og Vidnesbyrd mod
samme uddiske Menneske paa Kige Ting fremfrt, lst og paaskreven.
Men hvad der i den indeholdtes, staar der ikke. Dog at det ikke har
vret godt, er deraf at slutte, at der hos lses, at hendes Mand Jens
Nielsen da i fire Ting havde begiret hans Hustrues Skudsmaal, og
ingen har turdet understaa sig at give hende noget Skudsmaal imod
Landsdommers Dom og Vidnesbyrd.

Den 20. Juli er antegnet, hendes Husbonde Jens Nielsen at vre for
otte Dage tilforn given kongelig Varsel at mde samme Dag til Tinge
paa hans Hustrues Vegne at svare til det, de samme sexten Mnd vilde
fremfre. Den 27. Juli staar der, at samme sexten Mnd ere af samme
Jens Nielsen indstvnet for Landsdommeren, og at Stvningen til Tinge
samme Dag er lst og paaskreven. Ikke desmindre have samme sexten
Mnd den 3. August fuldkommet deres Tag og: Endrgtelige (saa lyder
Ordene i Bogen) hver efter anden lagt Haand paa Bog og bedet dem saa
sandt Gud hielpe og hans hellige Ord, som de udi denne Sag ikke
rettere udi Sandhed kan forfare, end Johanne Thomesis jo har vret
Aarsag udi den onde Medfart, som er vederfaret Hans Krmmers Dreng,
som siges at vre besat, og at de kunde ikke rettere sige, end hun jo
skyldig er udi Trolddoms Gierninger og Konster.

Den 24. August bliver hun atter stillet for Retten, saasom den, der
samme Dag skulde lide for sine Gierninger. Og meldes, at hun da som
tilforn har bekiendt det, som hun var beskyldt for, desligeste udlagt
Voldborg Bdkers, Maren i Rinsbierg, Mette Banghors og en Pige ved
Navn Kirstine, som havde tient hende, og at de vare saa slemme i
Trolddom og end vrre, end hun var, og derpaa vilde hun gaa til sin
Dd.

Derforuden meldes, at de sexten Mnds Tag over hende samt
Vidnesbyrdene ere til Landsting dmt for fulde, og at Landsdommers
Dom derom er inden Tinge lst og paaskreven.

Ydermere at bemeldte Matz Jensen paa Hans Krmmers Vegne samme Dag
til Tinge har vret begirende Dom og Ret over hende, og at hun
derfor er dmt fra hendes Liv og for hendes onde Gierninger at
straffes paa Baal og Brand efter Loven.

Samme Dag giver og Matz Jensen paa Hans Krmmers Vegne Mette Banghors
fuldkommelig Sag, og: At hun (saa lyder Bogens Ord) med Boel Peders i
Eghi, fornvnte Johanne Thomesis og flere have vret med at opmane
Dievelen og frt det onde i Hans Krmmers Hus og i saa Maade Aarsag i
den Medfart, hans Dreng, som siges er besat, er med beladen, eftersom
de nu tvende derpaa ere gaaede tildde; og var han begirende en
niagtig Borgen for hende etc.

Den 11. September meldes Johanne Thomesis at vre henrettet.
Desligeste staar der, at den Kirsten (eller Kirsten Larsdatter), som
hende tient havde og var udlagt af hende, er samme Dag stillet for
Retten at dmmes og lide for sine Gierninger, som hun havde tilforn
bekiendt og da ogsaa for Retten kiendte, nemlig at hun havde giort
den uhrlige Gierning med Fonten i Kige Kirke at besmitte, og at en
Troldkvinde ved Navn Skiel-Annike flyede hende en Skammel, som hun
tog i en af Stolene; den stod hun op paa, mens hun det giorde. --
Dommen faar hun, at miste sit Liv og at straffes paa Baal og Brand.

Og dermed begynder Vidnesbyrd at fremfres mod Mette Banghors.
Iblandt hvilke ere disse, at bemeldte Kirsten for Retten samme Dag
bekiendte, hun havde hrt af Johanne Thomesis, at baade Mette
Banghors og de andre, hun havde udlagt, var med at opmane den onde og
at indfre ham i Hans Krmmers Hus.

Den 21. Septbr. vidnes hende paa, at der hun af Kathrine Markusdatter
blev tilspurgt, om hun havde hrt noget om Johanne Thomesis Handel og
om hun havde skikket den onde ind til Hans Krmmers, undskyldte hun
hende og sagde, Johanne deri var uskyldig. Ikke desmindre, der
Kathrine spurgte, hvem det da havde giort, svarede hun og sagde,
somme vare levende og somme vare dde. Til hvilket Vidne Mette, som
da stod for Retten, sagde nei, og at hun ikke saa har sagt. Dog
bengtede hun ikke, at Johanne var ligesaa uskyldig som hun er i
denne Sag.

Den 5. Oktober fremfrtes det foromtalte Vidne af fire Dannekvinder,
som saae, at den besatte Dreng sprang op af Bordet og hngte sig
under Bielken ved Benene som en Kat og hrte den onde sagde af ham,
hans Frue hedder Mette paa Banghors.

Den 26. Oktober meldes, hun paa Raadhuset har udi Borgemester og
Raads Nrvrelse adskilligt bekiendt efter en skriftlig Fortegnelse,
som derom blev oplst. Desligeste at hun samme 26. Oktober denne
Bekiendelse var gestndig og sagde, hun af ganske Hierte fortryder,
hun havde givet sig Fanden ivold.

Samme Dag efter Matz Jensens Begiring paa Hans Krmmers Vegne
forordnes sexten Nvningsmnd, som skulde granske, udlede og udi ret
Sandhed forfare, om hun er skyldig i det samme, Matz Jensen har givet
hende Sag for. Samme sexten Mnd opregnes derefter ved Navn.

Den 9. November bekiender hun for Retten, at: Voldborg Bdkers var
med at indfre (saa lyde Ordene) det Dievelskab og onde Medfart, som
den lille Dreng til Hans Krmmers er beladt med, og at vre ligesaa
god som hun er. -- Dog at samme Voldborg ikke var med at opmane den
onde, men at hun var med at bre den onde ind i Hans Krmmers Hus, og
hendes Apostel hedder Smukker, og at Mette, Johanne Thomesis og
Voldborg Bdkers, de vare samtlige om at bre den onde ind i Hans
Krmmers Hus.

Den 30. Novbr. fuldkomme de sexten Mnd over Mette Banghors deres
Tag. Hvorom staar antegnet, at de samme Dag lagde Haand paa Bog og
endregteligen svore Eed og Jevneed og afsagde, at fornvnte Mette
Banghors er skyldig i den onde Medfart og Hus-Kors, som Hans Krmmers
Dreng er med beladt, og at vre skyldig udi Trolddomskonst, saa hun
derfor br at lide.

Den 7. Decbr. meldes der, at samme Tag er af Landsdommeren kiendt ved
Magt, og at hun derfor samme 7. Decbr. er sagt fra hendes Liv, at
straffes med Baal og Brand. Dermed lod Hans Krmmer Sagen fare.
Derfor staar der antegnet Mandagen den 13. Decbr., at efterat Mette
Banghors var af sexten Mnd kiendt skyldig i det hun blev beskyldt
for, har Matz Jensen paa Hans Krmmers Vegne sagt sig fra Sagen og
intet mere at ville have dermed at bestille.

De andre Dievels Lemmer sgtes af vrigheden i Byen og andre, dem
mistnkt havde. Og begyndtes saa Proces mod Voldborg Bdkers og
Annike Christoffersdatter. Og toges Aar 1613 den 22. Februar
Nvningsmnd over Annike og den 22. Marts over Voldborg. Samme 22.
Marts, saavel som den 29. dito og den 10. Mai fremfres og Vidnesbyrd
mod denne Voldborg, iblandt hvilke ere disse de mrkeligste:

Hans Pottemager vidnede at Voldborg var engang kommen ind til hans og
der faldt tre Gange i Kn for hans Hustru og vilde have Barnet at
lege med; men der hun ikke fik det, begirte hun at besee nogle
Potter og fik dem ikke heller at see; gik saa vred paa Dren. Og
derefter er strax en ganske Ovn fuld af Arbeide snderslaget og
fordrvet, alligevel ingen Mennesker rrte derved. Saa og er hans
Hustru bleven langsommelig Tid syg. For hvilken Skade og Sygdom han
gav hende fuldkommelig Sag.

Peder Lademager og andre adskillige vidnede om en Guldsmedsvend, som
havde ligget en Nat til Voldborgs, at han har beklaget, samme Nat var
ham en ond Nat, og at Voldborg og hendes Pige have frt ham over
Trtoppe ind paa Gammel-Kige Kirkegaard og der gravet en Trv, som
de vilde have ham derned. Og at han i nogles Paahr har sagt til
Voldborg: Gud forlade eder for Nat, i have giort mig fattige Karl. I
have giort mig en ond Nat; i og eders Pige ere lige gode. I burde at
vre brndt paa en Ild for ti Aar siden. -- Desligeste at han samme
Nat barbenet og i Skiorten med et draget Vrge i Haanden er kommen ud
af Voldborgs Gaard og til hendes Nabo Peder Lademager og bedet for
Guds Skyld, at de vilde lade ham ind; ellers, sagde han, tage de
Livet af mig.

Rasmus Rafn og Lars Bdker med oprakte Fingre vandt efter Loven, at
de i Peder Karmagers Hus har seet, at som de bedst talede tilsammen,
kom Peder Karmager at sidde i et Kar som var ved fiorten Tnder Vand
udi, og ingen saae eller vidste, hvor han kom derudi. Og havde de
ikke strax faaet fat paa ham og taget ham op af Karret, da havde han
deri druknet. Videre at Bartskiren M. Hans og hans Sn Casper vandt,
at der de efter Begiring kom at forbinde samme Karmagers Kvinde,
viste hun noget levende i sit Laar, som lb op og ned som en spd
Gris. Og der M. Hans vilde skire et Hul derpaa og mente det skulde
vre af Sygdom, gav det sig strax op i Hovedet, saa Hovedet slog op
og ned, at nogle Kvinder det maatte holde.

Desligeste at der han atter kom derhen, har hun spyttet ad ham og
med en slsom Skik revet Plasteret af og vilde ingen Salve lide.

Saa vandt og Thomas Birnsn og Matz Jensen med oprakte Fingre, at de
have engang vret i Peder Karmagers Hus og samme Tid seet og hrt
mange underlige Ord af hans Kvindes Mund, saavel som og underlige
Fagter, saasom hun var besat. Og der den onde blev tilspurgt, hvad
han var for en, svaredes af Kvindens Mund: Jeg er Lucifer. Min Frue
Voldborg Bdkers kom mig ind i dette Menneske at jeg skal pine hende;
at samme Voldborg var hans med Krop og Sil til evig Tid. -- Det
samme meldes og flere at have vidnet. Iblandt andre Gregers Guldsmed,
som og lagde dette dertil, at den onde sagde, Voldborg havde besvoret
sig med ham, for hun kunde faa Slv og Penninge nok.

Den 29. Marts stilles Annike Christoffersdatter for Retten og selv
bekiendte, som hun havde giort mange Gange tilforn, at hun var
skyldig i det, hun blev anklaget for. Udlgger og samme Voldborg
saavel som Else Holtugs, Birthe Rokkemagers, Karen Eriks og Kirsten
Vverkvinde. Siger og at Kirsten Vverkvinde i Fngslet har vret
begirende, hun vilde aarsage hende. Samme Kirsten, som stod der til
Vedermle, brd omsider ud og begirede den hellige Kirkes Forbn
for sig, at hun kunde komme til en sand Bekiendelse og Poenitentze.

Men Annike faar samme Dag af sexten Mnd dette Tag, at hun var
skyldig i Trolddomskonst og haver medvret at opmane Dievelskab, som
udi Hans Krmmers Hus er indfrt, saa hun br derfor at lide.

Den 14. Juni stilles hun atter for Retten, og meldes de sexten Mnds
Tag over hende den 2. Juni nst forleden til Landsting at vre dmt
ved Magt efter Landsdommersdom, som blev lst og paaskreven. Annike
bliver og i sin forrige Bekiendelse bestandig, og foruden de andre,
hun havde udlagt, udlgger og Maren Bysvends og siger, at Karen Eriks
har begiret af hende i Fngslet, hun vilde undskylde og aarsage
hende.

Blev saa dmt fra hendes Liv, paa Baal og Brand, til Hi og hedensk
Jord.

Voldborg Bdkers meldes den 10. Mai, den 7. og 14. Juni at vre rmt.

Ikke des mindre bliver den 7. Juni over hende af sexten Mnd afsagt,
at hun i Trolddoms Konst og Gierninger skyldig er og derfor br at
lide.

Den 14. Juni rber omsider Karen Eriks sig selv for Retten og bad
Byfogden for Guds Skyld, hende maatte benaades hendes Liv; hun vilde
gierne forsvrge Landet.

Den 5. Juli siges Annike at vre henrettet; antegnes og Vidnesbyrd
imod Maren Ringsbierg, der og skal vre udlagt. Iblandt andet
bevises, hun har ladet sig bruge til at vise igien og med adskillige
Personer brugt allehaande Kogleri og Signeri, som her ikke gires
Behov at opregne, saa og spaaet om dem, og at hun har sagt om ens
Sygdom, som hun blev tilspurgt om, at han var ikke forgiort af onde
Folk, og at han staar aldrig op af den Syge og der lidt efter
Paaske, som og skeete.

Samme Dag beskikkes sexten Mnd over Karen Eriks, hvilke den 30.
August dmte hende at vre skyldig i Trolddoms Konst og Gierninger,
og at hun derfor br at lide.

Den 13. Marts begyndes Proces mod Anne Olufs for Trolddom og
fremfres Vidnesbyrd iblandt andet, at Kirsten Pedersdatter
beklagede, der hun havde faaet engang at drikke af Anne Olufs l, fik
hun ondt, saa det begyndte at lbe i hendes venstre Lg og saa langs
opad og stdtes i hendes venstre Skulder, som det havde vret en Mus,
hvilket hende holdt ved fiorten Dages Tid og skyldte hun Anne Olufs
derfor.

Anne Niels Ibsens vidnede, at efterat Anne Olufs havde engang lovet
hende ondt, blev hun angreben med en underlig og heftig Sygdom og
krb det omkring i Livet paa hende, og rev og sled, saa hun ingen Ro
havde, og var det ligesom det havde vret en levende Snog og somme
Tid som en Mus baade omkring Navlen, Skuldrene og Nakken.

Den 26. Juni meldes Anne Olufs at vre henrettet. Samme Dag er og
sexten Mnd forordnede at kiende: Om Else Holtugs (saa lyde Bogens
Ord) kan befindes at vre skyldig udi det Dievelskab, som var hngt
paa Lars Krogs Tag, som kunde give eller vre Aarsag udi Lars Krogs
Ulykke og i hans Tieners Jrgens langvarige Sygdom.

Derforuden andre sexten Mnd over Birgitte Rokkemagers, om hun kan
findes med Trolddom at have forgiort hendes forrige Husbonde, og udi
hvis mere hun paa adskillige Tider er beskyldt og udlagt for.

Den 17. og 24. Juli fres Vidnesbyrd mod Else Holtugs og Birgitte
Rokkemagers. Iblandt andet en skriftlig Fortegnelse paa Maren
Murmesters Bekiendelse, som hun var gaaet tildde paa. Men hvad der
stod i den meldes ikke. Derforuden at Ellen Hendrik Snedkers vandt og
hitideligen beklagede baade for Gud i Himlen og for Verden, at
hendes Mand engang var kommen i Skienderi med Birgitte Rokkemagers,
og at hun truede ham og derefter manede den onde ind i deres Hus, saa
at de slet ingen Ro kunde have derinde Nat eller Dag, og de ndtes
til at slge Boligen derfor, og at hendes Mand siden blev syg og
grueligen pintes og brndte saa saare som af gloende Ild og pintes
saa i otte Aar til han dde, og i sit yderste gav Birgitte Skyld
derfor.

Didrik Snedker vandt desligeste saadant om Hendrik Snedker, og at han
havde saadan Hede og saadan Brynde indvortes, at naar man lagde koldt
Smr paa hans Bryst, da stod det og sydede, som det kunde staaet paa
en Ild.

Peder Pedersen vidnede, at Birgitte Rokkemagers havde paa en Sndag
hentet l for en Skilling hos ham, og om Mandag Morgen derefter kom
han gaaende ud i sit Bryggers, og ret som han lod Dren op, kom der
en Ting lbende fra Urtekarret og imod ham, ligesom en Hare, og havde
to ine som en gloende Gld, og siden den Dag kunde han aldrig faa en
god Brygning l, og derfor skyldte han Birgitte fuldt og fast.

Den 21. August bleve de begge kiendt skyldige i Trolddom.

Den 18. Septbr. faar Birgitte Rokkemagers sin Dom til Baal og Brand,
til Hi og hedensk Jord.

Den 19. Oktober opkrves sexten Mnd over Mette Navnes, som af
Birgitte Rokkemagers var udlagt.

Den 6. November fres Vidne imod hende. Saa siger hun selv, at hun
kunde dve Ildebrand ved to eller tre Ord, og det kunde hun gire,
sagde hun, for hun var et Sndagsbarn og sagde, det var ikke
Trolddom.

Den 20. November dmmes saaledes af sexten Mnd, at efterdi hun
af adskillige Troldkvinder er udlagt at vre medvidende udi
Trolddomskunster, og haver forgiort hendes egen Mand, hvorpaa nogle
af dem ere gaaede tildde, saa har hun og i mange Aar havt et ondt
Rygte for Trolddom, og intet godt Skudsmaal hende af nogen bliver
meddelt, er ogsaa bevist, hun haver lovet ondt og Ulykke, og de, hun
har lovet det, har saa faaet, da kunde de ikke skire eller purgere
hende for Trolddoms Sag; men hun udi samme onde Dievels Konst og
Trolddom skyldig er, saa hun derfor br at lide.

       *       *       *       *       *

Saa vidt om denne forskrkkelige og grusomme Dievelens Vold og
Tyranni og det vrige af Historien; thi videre Kundskab om noget, der
vrd er at fortlle, var ikke at bekomme. Og dette er saa Enden og
Udgangen paa denne Handel.

                Gud os naadelig fra alt ondt bevare!





End of Project Gutenberg's Et forfrdeligt Hus-Kors, by Johan Brunsmand

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET FORFRDELIGT HUS-KORS ***

***** This file should be named 40310-8.txt or 40310-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/0/3/1/40310/

Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
