The Project Gutenberg EBook of Germanernes Lrling, by Karl Gjellerup

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org/license


Title: Germanernes Lrling

Author: Karl Gjellerup

Release Date: November 3, 2012 [EBook #41277]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GERMANERNES LRLING ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt bevaret. _Understreg_
er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst, mens ~tilde~ angiver
kursiv tekst.




 KARL GJELLERUP

 GERMANERNES LRLING

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
 NORDISK FORLAG
 KBENHAVN OG KRISTIANIA
 1908


 Efter Originaludgaven (1882).

 FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
 KBENHAVN




I.


-- Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhre dem,
der bekmpe Massens Tyranni. Derfor, Vlgere, er det, at jeg idag har
stillet mig mod et Parti, som ... hvis ledende Mnd have ... hm ...
ikke har skyet at anvende et revolutionrt Middel for at opnaa deres
rgerrige Hensigter ... et Middel, som--m ... m, hm ... som maa
standse Statens Maskineri og Samfundets ... Sam--fund--ets --
Samkvem, -- som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes ... m, hm
... jeg mener, som ved sin Gennemfrelse maa kaste os i Armene paa
Socialisterne og indfre i vort fredelige Land grske -- ja jeg
betnker mig ikke paa at sige: -- spanske Tilstande.

Taleren pustede, trrede Sveden af sin hje Pande og rullede et
virkningssgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vlgerfolket var
aabenbart tilbjeligt til at tage de spanske Tilstande med en
gemytlig Ro. Kun hist og her ld en sagte Fnisen eller et beroligende
Aa! -- Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en
Bemrkning om Forsamlingens Uro, sa sig ndsaget til at indstille
denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse
af sin Nse med et gulnet Lommetrklde, medens hans langsynede je
fortvivlet sgte at finde sig til Rette mellem de Blkstreger, der
syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det
endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes
Lsladelse.

Det var en hj, strktbygget Mand. Et tt, sort Helskg, der grode
hjt op paa de rdmussede Kinder, fremhvede hans hele Prg af
Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevgelse af de voldsomme Ord, der
gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin
stride, tjrnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svkkedes i hj
Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de
roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog
de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han
stod usikkert, forsgte af og til, naar han befandt sig paa et
forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem
Stilling, foroverbjet, med den venstre Albu lnet til Rkvrket, --
men opgav det igen, angst for at det spinkle Tr skulde knkkes og
aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde
haft meget vanskeligt ved at bestige.

Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med
Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med
det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den
bjede Nse, opstrammet af en pedantisk Vrdighed, der undertiden
oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren krte fast paa uvante
Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkrte Chauss.
Naar Ordene blev foruroligende strke, krb hans Haand med en nervs
Begrlighed hen over Rkvrket til Formandsklokken, uden at hans Blik
skiftede Retning; men den sortskggede opfangede strax Bevgelsen i
et skelende Blik og bjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret
over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple
Taleren i en Forhaanelse af Folket, der gik som en Flok Faar til
Valgurnen, havde han nr vltet Klokken og fik hurtig Haanden til
sig, gennemboret af en Splint af det slet hvlede Tr.

Bagved, langs den umalede Vg af Valgtribunens Brddeskur, sad
Stillerne, foroverbjede, med ludende Hoveder og Armene hngende ned
mellem Knene, eller med Hnderne begravede i Frakkelommerne. Flaget
baskede ovenover med smaa Smld. Faste, soltoppede Skyer sejlede
under den mrkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det
flade, skovlse Land, der bredte sig langt bort med sine Grsmarker
og lysegrnne Firkanter af spirende Vintersd, rde Pilehkker, Huse
og Gaarde med Rkker af ensgrenede, oplbne Popler og spredte
Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevgelig Mylr af sorte og
graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskggede
Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Trklder, sorteblaa Kldes- og
graablaa Hvergarnsfrakker -- en Forsamling paa et Par tusind
Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Nppe nok,
at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporlst syntes
Talerens frygtelige Syner at svve bort over den: -- Straffefangernes
lsslupne Bande, Socialisternes Pbelhorder, og endelig den
prjsiske Hr, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i
det ubefstede Kbenhavn for at anektere et Land, der havde mistet
sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle
disse frygtelige Trsko, Transtvler og Hestehove ikke saa meget som
bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.

Udenfor den store sammentrngte Masse af Tilhrere havde der hist og
her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig
i Mngden. Langt borte stod to Herrer i Pelsvrk, en Dragt, der mere
syntes at vre Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Vrn
mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Vrdighed
begravede et lst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskg
i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En
graa, opkrammet Kldeshue spidsede sig nbformet frem over hans
Sidemands magre Ansigt, hvis lange blde Skg sitrede, medens han
talte med en hurtig, underdanig Stemme.

-- Nej, det er det jeg siger -- der skal vre nogen Vanskelighed ved
at skyde Fasaner, naar der skal vre nogen Morskab ved det.

-- Ja--a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan -- --

-- Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dr maa man jo nok
passe godt paa ...

-- Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig --

-- Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det glder rigtignok om at
vre gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, -- saadan som han ...
kan Greven huske? Kammerjunker Holck --

-- Ja, ja vel, ja ... h, h, h. Og det falmede Korsskg lo ned til
Sobelskindet med en lille doven Brgen.

-- Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ...
Holder Greven foran?

-- N-- ... lige paa -- altid lige paa.

-- Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa
er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det _jeg_ maa
bekmpe hos mig selv.

-- Saa--aa ... aa ja.

-- Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i
Halsen, -- det er jo et meget smukt Skud.

-- Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.

-- Har Greven forresten nogensinde prvet det? ... det er ellers
noget, jeg har haft stor Fornjelse af: at skyde Dyr med Kugler.

-- Naa--aa ... ja, det -- --, Greven lod sin Stning udmunde i en
lydelig Gaben, medens han med de missende jne tilkendegav den anden
sin udelte Sympathi med denne Sport. --

Imellem Pelsvrket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her
havde man ikke hvet sig til en saa fornem Fjrnhed fra Dagens
politiske Kvl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den
bjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis
mumlet mellem Tnderne et edeligt nske om at se de treoghalvtreds
anbragte paa Lygteple i Omegnen af Kristiansborg og brummende
besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der
beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos
denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det verste af den
runde Silkehat en jevn, fremadbjet Kurve, hvilket i Forbindelse med
hans Buldogge-Fysionomi gav ham en strk Lighed med disse herrekldte
Hunde, som man ser paa Brnebilleder. Men han talte med en spinkel,
sukkersd Stemme, som i det hje Register havde Lyden af en klen
Kats Mjaven.

-- Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he!
det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han
maatte lfte Armen meget hjt for at pikke Herredsfogden paa
Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa -- gu gr de det --
De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig
Brockdorffs Dage svrmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men
forresten er De jo med al Deres Sklden og Smlden det godmodigste
Menneske --

-- _Jeg_? ... Er _jeg_ det -- det var som --

-- Jo, det -- det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ...
det ved Gud han har ... det -- det er det, jeg altid siger: ...
Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad
Fa--Fanden! lad ham fa--fare op -- han mener sgu ikke noget med det
--, pludrede en ny Stemme ud.

-- Nej, hr min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden
Side, -- fej De for Deres egen Dr, og lad vre med selv at tale om
Strikken --

-- Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.

-- Aa, det er sandt! brd vrighedspersonen af, idet han gjorde en
brysk Vending om mod ham. -- Det er sandt! den Historie skulde jeg
have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordmt Kltringepak,
De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger,
De havde taget til Daglejer i Hsten, og som gjorde Indbrud ...
Pokker til Fyr -- ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste
os, hvordan han var krbet gennem Vinduet ... det med Jernstngerne
for i den nye Staldlnge -- fuldstndig Aal ... Naa, og nu forleden
var det en af Husmndene -- Anders Nielsen fra Oreby -- en af jeres
egne Husmnd, Hjstrede! ... Han havde stjaalet -- hvad Fanden var
det nu? -- gammel Htyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gre
sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som
havde alle de Historier ... Det er jo noget fordmt Svineri.

-- Ja--a, ... det er jo ikke altid de strkt hornede, der er de
bedste Tillgsdyr.

Det var maaske tilfldigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord
blinkede med sine smaa, farvelse Grisejne til Kammerraad Sommer.
Men den svrlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans
tyklbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tjeri. Han var en
stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han
kunde kende de bedste Malkeker paa en bestemt Form af Hornene, en
Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde delagt
Bestningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn
var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde
tilladt sig en noget nrgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum,
thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed,
som findes hos Mnd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved
hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nrgaaende Gemytlighed,
dbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Kngte have
staaet Fadder.

Kammerraaden spillede da heller ikke lnge den fornrmede, men
henvendte sig med sit tykke, stundeslse Mle, hvori Tungen bestandig
slog Sludder, til en lille tt Mand foran ham, der ogsaa sa ud til
at vre en velstaaende Forpagter. Han stod med Hnderne borede ned i
Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt
havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var
trukket paa Snur ned i Panden.

-- Naa, Provsten var godt krende idag, hvad? ... Brillant krende
... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg
sige, det glder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen
... De parrer smukt sammen -- nydeligt ... rene Stadsheste ... men
isr den grnne --

-- Grn? Vallaken? ... den er jo rd -- fuksrd. Der existerer over
Hovedet ingen grnne Pattedyr.

-- Undtagen ganske unge Mennesker, bemrkede Godsforvalteren og
skvede hen til anden Fuldmgtig paa Herredskontoret, en nybagt
Kandidat, der forsgte at udstraale den strst mulige Sum af
bureaukratisk Foragt over Bnderne gennem sin Pincenez, men nu
pludselig blev ildrd i Hovedet.

-- Fuksrd? ... naa--aa ... aa ja saagu! ... naa, jeg plejer nu at
kalde den Fa--Farve grn, -- den kaldes grn her paa Egnen, for jeg
er jo saadan en Slags Autoritet, -- ja det er De jo ogsaa, det er
ikke for det ... Men--n, hr, ... sig mig, hvad fik De den saa for?

-- Halvottendehundrede.

-- Halvottende ... naa, ser vi det ... naa, det vilde Per Andersen
dog, -- han var sgu ellers svrt forlibt i ham ... Ja, hr vd De
hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel ... smuk
Handel ... brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er
ikke for det ... Fdt Hestehandler, hvad? ... Hvor gammel? -- 4, ja
jeg kan tnke det, det er lige til llet ... men saa er han jo strk
... Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han
var Plag -- og Fl med ... Og saa har jeg jo en Broder til ham ...
falden efter Usserdhingsten ... brillant Dyr ... Naa, og saa er der
n Ting, det skal De lgge Mrke til: det er et taknemligt Dyr, han
trives ... Ja, det har sgu meget at sige, -- det har meget at sige
... Der er dem, der bliver Skindmrer, om de saa faar aldrig saa
megen Krne ... Men han! -- ja, jeg kan grne sige: Provsten kan
stte ham paa Halm, han bliver smldfed alligevel, .... ja det er sgu
sandt ... smldfed, forsikrer jeg Dem.

-- Han falder vel?

-- Falder, nej hvorfor skulde han falde? Lbet er jo brillant, --
prima sorte --

-- Jeg mener _ham_ deroppe -- Fuldmgtigen paa Godskontoret --
Jessen.

-- Naa _han_, -- ja han falder sgu -- det er klart. -- Aa, det er jo
mere en Formsag ... Denne Gang maatte vi jo stille En op.

-- Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken,
hvsede Herredsfogden. -- Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.

-- Ganske vist, -- naturligvis ... Intelligensen, hm! ... maatte vise
sig. Men--n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere
Stemmer end vores.

-- Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. -- Jeg vil da for Pokker
haabe, Ravn, at jeres Husmnd --

-- Ja, vel!

-- Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i
alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand -- Jessen.

-- Ja--a, -- til at falde igennem kan han vre god nok, sagde
Godsforvalteren. Ellers ... som Reprsentant ... vil jeg nok sige ...

-- Fuldmgtigen er desvrre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul,
skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med
et noget skrumpent, tandlst Ansigt, men med livlige jne over
Hudposerne bag de store cirkeljede Briller. Under den brede, strkt
svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede
som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der
faldt ned paa den falmede Fljlskrave. Hagen, der var lidt
fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa
Ragningen fra sidste Sndag, og det var sandsynligt at det hvide
Halstrklde, som ved Omlgning frembd sorte Rande paa underlige
Steder, skrev sig fra samme Dato. -- Han er efter min -- srgelige
-- Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og -- jeg maa dog sige ...
at ... naar man opstiller en Hjrekandidat --

-- Hvad Fanden kommer det Politiken ved? -- Undskyld, Pastoren kan
ikke lide, jeg bander. -- -- Men jeg sp'r, hvad S-- hm! hvad har
Vlgerne med Mandens religise Overbevisning at gre?

-- Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden
umulig fastholde; ... det ... det indifferente ... det ... vi har jo
dog en Folkekirke --

-- For mig kan han vre Mahomedan, naar han blot ikke har flere
Koner.

-- Dansk Lov 3-16-16-8, citerede mekanisk anden Fuldmgtig paa
Herredskontoret.

Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet.

Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en oplst Tilstand, raabte
en ungdommelig Stemme tt ved. De nrmeststaaende Bnder lo og raabte
opmuntrende: Hng bare i, Hjorth! ... Klem paa, De kan kanske stte
Fuldmgtigen igennem endnu.

Kredsens hidtilvrende, _mangeaarige_ Reprsentant i Tinget,
Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet, rettede
Formanden med et spottende Smil, idet han understregede
mangeaarige. Der ld et vedvarende Bifald.

-- Ah, det er jo vor Ven Lrer Beck, der leder Valghandlingen, sagde
Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Nse. -- Det
er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kre Krarup, jeg
var srdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredlse Skole;
... srdeles tilfreds.

-- Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemrkede
Godsforvalter Ravn.

-- Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte
Herredsfogden. Jeg lagde Mrke til ham: han var hele Tiden paa Nakken
af Fuldmgtigen, .... men han kunde ikke komme til.

-- Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

-- Hvad? hvad for noget! udbrd Provst Storm, medens hans Ansigt
forstenedes i en myndig Indignation ... Venstre? ... er Beck Venstre?
... Det Dyr! ... Det skulde jeg have vidst fr Examen, saa skulde jeg
have gaaet ham anderledes efter i Smmene.

Pastor Krarup sa ned mod Jorden, medens der i Skamflelsen paa
Standens Vegne blandede sig en lille privat Glde over, at Provsten
prostituerede sig. Den gode Prst lste ikke blot theologiske
Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet
af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men isr
af den danske Bibeloversttelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion
-- siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog -- og fra dette
Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere
Triumfer i Retning af Profeterne, sa han dybt ned paa den intet
lsende, forpagterlignende Provst, den fdte Hestehandler,
Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde
en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets
Gejstlighed, var altid ~en garde~, myndig, spndt i en overanstrngt
Vrdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa
et Cirkulre til mine undergivne Prster havde faaet et Brev
adresseret til vor overgivne Provst. Men han indsa denne Gang at
have forlbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rmmede
sig et Par Gange og tilfjede:

-- Man maa -- hm -- sandelig have et je paa hver Finger i disse
Tider ... Og disse -- Politikere, de forsmmer altid deres Sager.

-- Ja--a, det vd jeg dog ikke ... sknt der ganske vist er en Fare
... Men Provsten var dog ogsaa meget fornjet med min yngste Lrer
Hjorth i Yderslev, -- som jeg selv stter megen Pris paa --

-- Naa, ja ... men er han da ogsaa --

-- Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte
Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.

-- Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske
anden Sag ... Nej, jeg tnkte kun paa den tendentise Politik.

-- Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden.
-- Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.

Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke
bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at vre en god Kristen.
Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsls
Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede grne
Prsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af
Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kltringepak, samt ved idelig
at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have
Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. -- Han gentog,
idet han bjede sin smallbede Mund ned til Prstens re:

-- De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor
... Han lader til at vre en mere kristelig Mand end Jessen.

-- Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.

-- Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke
hre, he! -- Han magter da ikke det levende Ord.

Kristen Pedersen var ungtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed
ingen Taler. Men hver Gang Bnderne talte om deres Reprsentant, der
havde siddet saa lnge i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en
betydningsfuld Mine: Han har aldrig talt i Salen -- en Meddelelse,
der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: Aa nej, --
det kan jo vre troligt nok eller et dristigere: Nej, gu' har
Kristen Pedersen ikke det. Man tnkte i Modstning til Salen ikke
blot paa Udvalgene, -- hvor han for vrig havde erhvervet sig en af
hans Fller misundt Evne til at sove smmeligt, -- men der lodes
endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld
Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos
Landbefolkningen, for hvem det ikke at forlbe sig er den til en
Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. Han talte aldrig i
Salen -- det var ikke lnger en simpel Udtalelse af en Kendsgerning,
det var en bestemmende Ros til at stte paa en Gravsten, en
Velsignelsesformel med en hjtidelig, nsten gammeltestamentlig
Basunklang.

Han var en temmelig hj Mand, svrskuldret, med et firskaaret,
bredtrkket Ansigt. Han stod stt paa Valgtribunen; Armene, der buede
sig som et Par Hanke, stttede sig med Haandknoene fast paa
Rkvrket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned.
Det var med det drvende, lidet bestikkende sydsjllandske Tonefald,
at han ganske sindig fangede de Fraser, der svrmede om i Luften og
trevlede dem op i deres naive Bestanddele, -- en efter en: --
Paastanden om Regeringens Imdekommen og Folketingsflertallets
forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af
revolutionre Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets
Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer.
Ngtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige
tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde
vre stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hnderne
paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres
Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom.
Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade
Finansministeren og Consejlsprsidenten havde fortalt deres Vlgere,
at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstrket tilbage. Det havde
slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde grne sprge om
dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brd sig ikke noget om
Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og
forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa
Flsket.

Store Ord og fedt Flsk! raabte en Stemme.

Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flsket var fedt, og at deres Ord
var store --

Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord, raabte den samme
Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et
uforstyrreligt Humrs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke
var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fljlskraven krummede
sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af
disse politiske Huer, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende
Staalspnde sendte til hjre Side aristokratiske Straaler i jnene
paa Bnderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og
tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert jeblik kom han med en
Afbrydelse, en Vits, der haarklvede Talerens Ord, et eller
andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet
fra Fdrelandets Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de
nrmeststaaende hrte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt
efter som han vurderede det til. --

-- Det er jo Hjorth, som staar dr, sagde Provsten. Han lader til at
vre meget ivrig.

-- Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt,
bemrkede Prsten.

-- Hm, ja han er jo en munter -- en lystig Fyr, det har jeg nok
mrket. Naa, men der hrer jo virkelig meget Mod til saadan at trde
aabenlyst frem med en modsat Anskuelse ... Det er jo et helt Srsyn
... Lrerne er jo desvrre saa afhngige af Bnderne.

-- Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersn, Per
Anders, sagde en lille Bonde.

-- Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte ... Naar det nu kan
more ham ... Den Grnskolling ... Han har jo ikke Alderen til at
stemme -- ikke engang til at vlges.

-- Aa nej ... aa ja ... det kan jo vre saa rimeligt, indrmmede den
tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i
Trpibehovedet.




II.


-- Puh! saadan en Hoben Fraser, man har staaet og revet af sig idag,
Hjorth ... Det var sgu i Grunden godt, at jeg ikke blev valgt, for
saa skulde det da vre blevet ved paa den Maade i alle de Halvlgne.
Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen
... Jeg fler mig saa prstelig. Jeg var lige ved at kalde min
Fjende, Pastor Krarup, for kre Embedsbroder. -- Og Fuldmgtig
Jessen lo, idet hans store hvide Tnder skinnede frem gennem det
sorte Kratskg.

-- Det kunde maaske vre gjort med mindre. Jeg synes, rlig talt, du
smurte temmelig tykt paa.

-- Naa--aa, nej det er ikke det, jeg mener ... Giv mig en Svovlstik
... Ja, disse -- saadan -- retoriske -- de -- de ligger sgu'tte
rigtig for mig ... nej, det gr de ikke ... Men -- alligevel -- det
var ikke saa galt -- sandt var det Pinedd ... Nej, men--n, man maa
jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov.
Fanden i Vold! ... Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke ... Er
disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?

-- Nej, naturligvis ... de har jo slet ingen Sans for de hjere
Interesser.

-- Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer
sig ikke engang paa deres egne Interesser, -- og det er dog det
mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele
Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at sttte
-- Bnderne? --

-- Ja, det er jo nrmest deres Stand --

-- Ja, men Interessen, kre Ven -- deres Interesse ... Gi'er Bnderne
dem noget? -- nej, gu gr de ikke nej ... Faar de Arbejde hos dem,
som er vrd at tale om, som de kan leve af? ... Nej de lever af os,
af Herregaardene -- og saa naturligvis Proprietrerne.... Og saa gaar
de alligevel hen og stemmer med Bnderne, mod os.

Jessen sagde os med en Selvflelse, som om han ejede Skovvang Gods,
paa hvis Kontor han var Fuldmgtig med en elendig lille Gage, som han
lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare
her.

-- Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tjet gr de. De er strblinde ...
Og alt det Vrvl kan vi takke _ham_ for. -- Han pegede paa Frederik
d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsjle, forsgte at
hve den slet grusede Trekant, hvor Chaussens og Krevejens Hjulspor
skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.

Nej, De skal da ikke ... det er -- virkelig -- altfor --

Gud bevares! -- det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! ... det
er mig virkelig en Fornjelse.

Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den
pelskldte, nbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne,
brende paa en tt pakket Haandkuffert.

-- God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og
lettede skdeslst paa Hatten. -- Hvordan staar det sig?

-- Jo Tak, Hr. Greve.

-- Men st dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa
-- dr -- og --

-- Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting ... Den er saa let
som en Fjer, forsikrer jeg Dem ... aldeles som en Fjer.

-- Naa -- De -- faldt igennem. -- Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa
... Men--n -- hvad jeg vilde sige ... det var virkelig meget
paasknnelsesvrdigt af Dem, at De stillede Dem ... Det ... det ved
Gud, det var ... Farvel, Jessen.

-- Farvel, Hr. Greve.

Greven stolprede videre, besvret af sin Rejsepels. Han og hans
tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i
Valgflkken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af
Indkrselsallen blev de standsede af et Par Bnder, der bukkede og
skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde
af en trivelig Middelhjde, og en lang, yngre Mand, mrk og med et
dvask Udtryk i det skglse Ansigt. -- De vilde da saa meget grne
hilse paa Greven; det var jo saa sjlden, at Greven var dr paa
Godset.

Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?

Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Snnen Hans. De
havde da talt engang fr med Greven; men det kunde Greven vel ikke
mindes? Nej, de kunde tnke det. -- Det var den Gamle, der talte;
Snnen indskd kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i
Svne.

Hvordan de havde det.

Jo Tak, -- man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo
Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de
det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde sprge
Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og
saa nogen Henstand.

Hm! ja -- Greven bed sig fortrdelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke
saa let for ham ... saadan ... midt paa Landevejen ... Desuden --
Hsten ... Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden
klagede jo ogsaa ... men -- paa de mindre Gaarde ... dr --

Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage
paa -- forsaavidt ... Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tkket
ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo
baade spiret og raadnet, og Vgten var jo farlig ringe ... Meget
havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde
... og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for ... Og
Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det nste Aar, for Sden var jo
bleven ltet ned i en meget ubekvem Jord -- --

-- Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel vre
rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er
jo Mands Himmerig, som man siger, -- raabte den sortskggede Herre,
der flte det som sin Pligt at komme Greven til Hjlp. Han havde
endelig bekvemmet sig til at stte Haandkufferten fra sig paa en
Stenkiste ved Vejen.

-- Ja, Hr. Overfrster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde
Ole Rasmussen.

-- Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilfjede Hans.

Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.

-- Ja men ... hr nu ... jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa
.... hvis I vil hjlpes af Godsejerne ... saa ... det -- gaar sgu dog
ikke an -- --

Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet
ikke Politikere; nej, de sknnede, at der kunde vre Ret og Uret paa
begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde
ogsaa have nogen Ret --

-- Men hvorfor Fanden stemte I da --?

Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage.
For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt?
Det vilde vre ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen;
-- det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.

-- Ja det ved Gud -- ha, ha! -- stemme paa Kristen Pedersen -- haa,
haa! udbrd Overfrsteren.

-- Ja men ... man maa dog vre en Mand ... man maa dog virkelig have
en Overbevisning --

Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var
jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen
valgt, det havde jo vret en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have
sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e
dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det
kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller
Greven vre tjent med.

-- Aa nej... hm ... naa ... ja det -- --

Om saa Greven vilde vre saa naadig, at ettergi'e dem Afgiften for i
Aar, saa vilde de vre Greven evindelig taknemlige.

-- Ja, naar I har det saa knapt i Aar, saa ... Naar I ikke kan betale
... aa, det kommer vi jo nok ud af ... Man tager det jo ikke saa
strngt ... naa, Farvel, Farvel! -- --

-- Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret
med det, sagde Overfrsteren, medens de gik videre. -- Men vi trffer
jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.

-- Nej, det glemmer jeg sgu ... Det vilde jo give en Helvedes Uorden
... Nej, men man maa jo vre human -- naar man taler med Folk -- i
disse Tider ... Aa, men lad os nu se at komme afsted. --

Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise
sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt
gik han og sa mrkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende
Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare
Sind, der idag var bulnet op til en sygelig mtaalighed. Og da
Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og
rullede ham forbi, tilstnkende hans Frakke, medens Greven nikkede
med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser
overfor en ubetydelig Undergiven, -- da greb han sig i den Tanke, at
hvis Bnderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de
var Narrene. Jessen var usdvanlig gnaven, og han tilbd ingen at age
med sig; men han krte meget sindig hjemover med de simple
Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.

Hjorth var krende til Valgflkken med sin Svigerfader, Per Andersen.
Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den
begrndsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit
Agerum, gennem hvis hyggelige Mrke man sa en Stump bleg Himmel
brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspnderstnger, og
med sin lange lave Faade, der med de buede Ruder blinkende i
Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som
om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske
Myteskikkelse, der knejsede dr paa alfar Korsvej som en politisk
Afviser, en national Herme.

For Kroen var en Hjrekro.

Derfor havde ogsaa Mller Kristensen, der var en Mand med faste
Principer, sagt:

-- Hr, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodplse. (Det
var Krovrtens Navn.)

Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin
Overbevisning, havde svaret:

-- Gu om vi gr ... Nej, vores Bajere og Akkevitter, og hvad vi nu
saadan ellers kan ville spendere, dem ta'er vi hos Niels Spegesild
... Han er en god Venstremand, saa det er jo itte mer end rimeligt
... Og saa kan han jo kun holde Bevrtning af og til, ved hjtidelige
Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv ... Men se at naar vi
har undt ham Fortringen, saa kan vi jo grne gaa over og sidde lidt
paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkrslen.

Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen.
Men ikke alle havde haft saa m en Venstresamvittighed som han og
Mlleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den
Indtrdende i denne ophedede Luft, hvor Brndevinsdunsten og Stanken
af Fedtstvler havde blandet sig med Brndeosen og den ejendommelig
brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle
Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; -- og alt dette
svmmede saa atter ud og oplstes i den bitter-vamle Rg af
Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Blgning og fortttedes
ved nye blaa Ringe og Sjler fra de dkslede Pibehoveder og pustende
Lber. Gennem denne Dis skinnede hist og her rde Ansigter som
nedgaaende Sole, graasprngt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har
sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene,
lange, lerede og tilsprjtede Stvler strakte sig ud paa det snavsede
Gulv. -- Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske
unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Rster af Ungkarle,
der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem
Tnderne, vel nrede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhse
Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebtter; -- men alle sang
de i samme Toneart -- Egnens drvende, svagt syngende Maal; -- og
alle var de hjrstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var
hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.

Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrkkelig havde
udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dr i Kredsen var der jo
slet ingen Spnding ved Valghandlingen, og Hjre kunde da ikke klage
over, at de ikke blev hrt; nej, da var der ganske anderledes Sjov
andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa
tidlig frdig, og kre et andet Sted hen; man kunde godt komme
tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen.
Nogle vare stemte for den nrmeste Kbstad, hvor Udfaldet var meget
svvende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet
Bestikkelsessystem for at stte Ministeren igennem. Men andre raabte,
at man skulde kre til en Valgby, der laa halvanden Mil lnger borte,
og hvor man kunde vente endnu strre Spektakler, thi en Del
af Vlgerne plejede altid at ankomme ganske overkrte, paa
Hjre-Komitens Bekostning.

Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drftede Landbruget.
Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrmmede,
at Sdens Givtighed var god nok, men Vgten var ringe og Halmen
udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pljet
to Gange og vinterlagt sin Grnjord; men lille Jens Persen var endnu
ikke frdig med at sa; det havde derimod Jens Persen slet og ret
vret frdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet
torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen
havde faaet sin Hst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han
skulde jo aldrig bre sig ad som de andre; naar alle andre skyndte
sig med Hsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke
noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde krt for tidlig ind, for
han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord,
at Sden heller maatte fordrves ude end inde ... Forresten var det
farlig simpelt med Vintersden; den pippede jo op ligesom en syg
Kylling, der ikke kan komme ud af gget. Og saa var der de Satans
graa Snegle, som ikke engang var blevet delagte af den skrappe
Nattefrost; det var den rene delggelse for den tidlig saaede Rug og
for Grsmarkerne, som de gnavede Rdderne over paa. Men store Jens
Persen vidste et Raad: man skulde besa Marken med en Blanding af tre
Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve
Pund til en Tnde Land.

I et Hjrne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om
Brndboringerne, som Selskabet i Kbenhavn havde foretaget rundt om i
Egnen for at skaffe Vand til Mlkerierne. Paa Bjerredegaard havde man
boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa
dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nr, paa Skovvang havde
man kun boret henved hundrede Fod, og dr kom der Springvand.

Men den strste gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa
Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som
Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen ... Den
havde ikke Tnder som en ordenlig Harve men ligesom en Rkke
Staaltalerkener, der lb rundt som Hjul; og den, der krte den,
traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man krer
Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu
vre meget bekvemt; -- men ellers blev man snart enig om, at den nok
vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad
Kammerraaden havde indfrt af nyt.

I en Stue ved Siden af blev der spillet Kort.

-- Aa, dr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene.
-- Har man tabt Kandidaten undervejs?

-- Han turde ikke trde Dirigenten for jnene; du viste saadan en
ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for rene.

-- Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vd vi
nok.

-- Er der Ingen, der har set Per Andersen?

-- Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan vre ganske rolig. For
ellers kunde det nok vre, at han havde Lyst til at tage Hr. Lreren
i Skole ... Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal
du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Kbet.

Yderdren gik op, og ind traadte Ole Rasmussen med Snnen Hans.

Ole var i hj Grad oppe. Han fik sig et Glas Pns og han fik to og
tre -- og saa begyndte han at diske op med sine gamle Historier. Der
var isr en Mngde Historier om den gamle Distriktslge Doktor
Falkenstjrne, ham, der altid begyndte et Sygebesg med den Formel:
-- Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs eller
din unge Lemmedasker -- alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex.
hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesg ude i
Vindrup Overdrev, og Falkenstjrne han bandede jo noget ugudeligt,
for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da
ogsaa -- at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen
spndt langt nok ned, og de maatte spnde om igen et Par Gange. Da
han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han:
Nu skal du, Fanden piske mig, kre ordentlig til, Ole Rasmussen,
hvortil Ole svarede: Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end
som at Doktoren kan flge med dr bagi.

Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen,
om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da
han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte
Pibespids, blinkede han med de smaa jne og sagde: Jeg stopped for
hart, lille Jens, hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung
og stoppede igen af den andens: --

-- Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen
ogsaa, bemrkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa
haardmundet som mine Bster.

-- Aa, dr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; -- skal I
ikke have noget at drikke?

-- Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mlleren.

-- Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?

-- Ja akkurat, dr hvor I andre ogsaa sku' v't, sagde Per Andersen
bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand fler, naar
han ser de forsmmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt.
Der havde hverken vret synderlig lunt eller hyggeligt i det
lange lolignende Rum med de simple Trborde og Bnke og den
pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels
holdt Saln.

Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de
evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende
Frost snart vilde gre det umuligt at holde Kreturet lnger ude, hvad
man trngte i hj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden
beklagede, at Frosten ikke havde vret strk nok til at drbe
Sneglene. Per Andersen sad og hrte til med et lunt Smil om sine
tynde Lber. Pludselig vendte han sig om og sagde: --

-- Har I aldrig hrt Historien om Prsten, der skulde mane Regn?

-- N ... Lad os faa den, Per Anders.

-- Hvad skulde han --? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen
med Pastor Krarup.

-- Ja, det var saadan en svr Trke, og saa lovede Prsten Bnderne,
at han skulde mane Regn ... Men, det er at forstaa, det var saadan i
gamle Dage ... og -- jeg vd nu ikke, om det kan vre troligt -- det
maa de Lrde om --

Provsten knejsede med Hovedet og stak Maven frem, kildret ved denne
Titulatur, som han flte, at Pastor Krarup lo indvendig af.

-- Aa jo ... i gamle Dage ... det er meget muligt ... da gik der saa
meget i Svang, da de var Katolske ... Fortl kun videre.

-- Ja, det er kun saadan som jeg har hrt det ... Naa, Bnderne de
kommer da op paa Gaarden, og Prsten han gaar da ud til dem, og han
siger: Naa Brnlille -- ja for det var nu saadan en Maade at tale paa
i gamle Dage -- Naa, Brnlille, siger han, hvad vil I mig saa, ... er
det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. -- Ja, siger han saa,
nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. -- Nej,
raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa
vil jeg da ndig have Regn. -- Ja, ja da, siger Prsten, -- saa lad
os sige Tirsdag. -- Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi
hnge Tj ud, og saa maa vi have Trvejr ... Naa, kort at fortlle,
saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. -- Og saa
sagde Prsten: Ja, ser I nu Brnlille, naar I ikke kan blive enige,
og her er dog kun Mndene fra t Sogn, hvor kan I saa forlange, at
Vorherre skal gre alle Menneskenes Brn tilpas i hele den vide
Verden.

-- Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde
Provsten med et kort Nik.

-- Ja, formelig med Livsfilosofi, bemrkede Pastor Krarup.

-- Aa, ja ... Det er nu ... saadan ... som man ... fortller det,
svarede Per Andersen beskedent, medens han forsgte at faa en
Svovlstik til at fnge i Asken nede i den udgaaede Pibe -- --.

-- Nej Jessen, raabte i det samme en hj Mand tilbage til
Spillestuen, som han var i Frd med at forlade, -- Jessen det er en
rigtig storsnudet Herre ... Han har ikke saa meget som en af os,
Fuldmgtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de
fornemme selv.

Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde
arvet en af de strste Gaarde i Yderslev. Trods det halvslve Udtryk
i hans regelmssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knse
i Sognet. Han var kbstadkldt.

-- Aa ja, det er ikke aa ngte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu
Greven, -- det er en meget rimelig Mand aa have at gre med. Naar man
bare altid kunde gaa lige til ham.

-- Ja, det er saa vist, tilfjede Hans og satte Punktum med en
Spytteklat.

-- Saa--aa, tvivlede Lars Persen.

Men Hjorth havde rejst sig.

-- Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. --
Det er en Mand med Overbevisning -- men du --

-- O, ho! ... har jeg stdt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok
ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? -- Det
skal vre skrapt, saa du lser i den senere Tid ... Hun faar nok en
lrd Mand --

-- Har du tabt meget derinde?

-- Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet,
end hvad jeg kan betale ... Men hvis du tabte et Hundred Daler -- ja
det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader --

-- Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth
skarpt og vendte ham Ryggen. --

-- Nej, nste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprmt
Tone, saa vil jeg stille mig. -- Hvad siger I til det? ... Jeg skulde
da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.

-- Ja--a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede
Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil ... Men--n, at, -- min
Stemme, den faar De sgu'tte.

-- Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?

-- Nej da ... N, ser De, et er at vre Provst, et andet er at vre
Politiker. En kan jo ikke du' til alting ... Ja, Talegaverne har
Provsten, dr skal ikke mangle noget. Man kan nok mrke, naar
Provsten kommer og prker, -- saadan til Ordination og Kirkevielse og
-- det er ikke en simpel Prst ... det gaar akkurat ligesom en
Trskemaskine, det er saa vist. -- Men--n, se--at--det er jo ikke
alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have
andre Folk... Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.

-- Ja, det haaber jeg med. -- Naa Farvel!

-- Farvel, Hr. Provst! ... Farvel, Hr. Pastor. -- --

-- Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste,
sagde Mlleren.

-- Nej, det kan jo vre mulig nok, men forresten tog han sig da
rigtig pnt i det.

-- Jeg maa sige, bemrkede Beck, at jeg finder det meget heldigt, at
Provsten fik en over Nsen, han holder den -- om jeg saa maa sige --
vel langt frem, -- sknt stumpet er den da ... Ja, jeg har flere
Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig -- --. Der var
nu f. Ex. dengang ved Besttelsen af det gode Embede i Gyvelse -- --

Men Per Andersen og Mlleren vare nu enige om, at de tilstrkkelig
havde faaet varmet sig op udvendig, hvorfor Gaardmanden klappede
Hjorth paa Skuldren, trykkede de nrmeste i Haanden og forlod
Selskabet med sine to Ledsagere.

Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Lnger var halvt
fuld af Kretjer, nsten lutter simple Fjervogne med et Par
Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddkkener
vare henslngte. Gennem de mange aabne Stalddre skimtede man inde i
Mrket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede.
Nsten alle Jagtvognene vare krt hjem, men Provstens blev netop
forspndt. Per Andersen gik over til sin kre Fuks, der stod urolig
og rykkede sig tilbage i Tjet, skrabende paa Stenene med sin
blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens
Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, strke Hals
med den lange, gulige Manke.

Provsten, der netop havde faaet Forlderet knappet og samlede
Tjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: --
han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde
Fejler.

-- Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han
klappede den paa Halsen.

-- Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke vret noget
... Aa, men nu har de jo spndt Krydslinerne forkert.

-- Ja, han skulde da have Underlinen, han -- han knejser da nok til
det ... Nu skal jeg nok -- naa din Skabhals, kan du staa rolig?

-- Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemrkede Pastor Krarup,
medens han ngstelig betragtede dens Gebrder.

-- Ja -- ha! vist er den saa. Den fik saamn paa Vejen herhen det ene
Ben over Skaglen.

-- Saa; aa ja ... Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamn nok.

-- Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider,
forsgte Prsten sig.

-- N--h! ... det har ikke noget at sige ... Saadan noget skal jo
alstille gnave i hvad det kan komme til. -- Han er jo da heller kun
et Barn! --

-- Nej, Krybbebider, kre Krarup, hvor vil De dog hen? ... Farvel,
Per Andersen! ... Naa, kom saa da ... Nej, det begynder ganske
anderledes -- --

Mlleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa
Bagsdet.

-- Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo
skille mig af med ham ... Man skal dog heller ikke slaa for stort
paa ... Og dr hos Provsten faar han det godt; -- der er bare de
lange Visitationskrsler. -- Og han sa mismodig paa de halvgamle
g, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af
Efteraarspljningerne i den vanddrukne Markjord. --

-- Ja vel blev Prsten lumpet ... Men jeg havde jo varet ham ad ...
Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene
kan man nok faa god, men den anden er der Pinedd altid Fejler ved
... Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa
har de et Par ... Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der
drev det ... Naa, ja -- enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo
itte noget at sige paa, -- men, at -- det er li'egodt ikke saa
behageligt for den, der bli'er lumpet. --

Hjorth tndte en Cigar og lnede sig tilbage i Agestolen. Den
politiske Hue var god til Rejsebrug, han kunde bekvemt slaa Kraven op
om rene.

Himlen var blst ren, og Aftenrden oplste sig i en rolig Farvedd.
Nede i den sartgrnne Mellemtone straalede Venus; oppe i det ttte
Dunkelblaa anede man Stjrnerne. Chaussen strakte sig lige ud,
mellem Dobbeltraden af de kullede Popler, med en Smule Aftenlys i
Pytterne og de vaade Hjulspor. Telegrafstngerne snurrede med en
lang, hendirrende Tone. Nu og da brgede en Flok Faar, og en Hund
glammede pludselig op, langt borte. Paa den flade, halvmrke Jord
begyndte Lysene at blinke frem rundt om.

Tusmrket i det store Rum, Trtheden efter en hel Dags Frden i fri
Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i
Sdet, -- alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig
til vage Drmmerier ... Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag,
men det forstemte ham ikke. Han flte sig som en lykkelig Mand, --
eller dog nsten lykkelig.




III.


Niels Christian Hjorth var Nordslesviger.

Hans Faders Gaard laa i Vonsbk og nade med sine hegnede Marker
nsten op til Prsteskoven, hvis yderste Kmpebge spejle sig i
Haderslev Fjord, der her bugter sig rolig frem mellem Skove og
Brinker, som en stor Flod. Jordene var gode, og den store Frugthave
gav altid et betydeligt Tillg til Indtgten; Faderen havde som
ung lidt efter lidt bygget det hele om, og den smukke store
Beboelseslnge, med sin hje Kvist midt paa, kunde ved Solbjrgs Lag
straale langt ud med sine mange udbuede Ruder, ligesom med et
Guldsmil af Velstand. Eller man kunde undertiden om Natten langt
borte fra se den i et tindrende Festskrud, med Lys i alle Vinduer,
baade den lange Rkke forneden og Kvistruderne foroven, ligesom et
Halvkors af Stjrner, der var faldet ned paa Bakken foran den
sortblgende Skovkending -- saaledes som Hjorth nu syntes han sa
den, medens han med sin Svigerfader krte hjem til Yderslev, og
Lysene tndtes rundt om; -- og isr hvis det var efter fireogtreds,
saa kunde man vre sikker paa, naar man kom nrmere, at hre den ene
Fdrelandssang tage fat hvor den anden slap med sit sidste Vers, og
den, der da traadte indenfor med en dansk Hilsen, han vilde faa mange
kraftige Haandtryk og komme til at drikke Skaaler paa Genforeningen,
til hans Hjrne var r af Punsch og Kaffekngte.

For Jrgen Hjorth var en dansk Mand, dansk lige ind i Hjrterdderne
og ud i Neglerdderne. Han kunde helt forivre sig, naar han kom op
at toppes med Smeden, der i Mands Minde havde vret den eneste
tysksindede Mand i Vonsbk, det danskeste af alle Sognene i
Nordslesvig, det man frst og fremmest gjorde Regning paa: -- var det
en Adresse, en Indsamling i patriotisk jemed, en politisk
Demonstration af hvilken som helst Art -- Vonsbkkerne, det var de
sikre Mnd, det vidste man, og det vidste de selv med en usigelig
Stolthed. Han kunde som sagt forivre sig, men ellers var Jrgen
Hjorth en rolig Mand. Han var som Racen i det Hele er: i det ydre
stor, strkt bygget, lidt knokkelfr, i det indre tavs, stt, af en
lukket Selvstndighed, en Mand, som man tager, hvor man stter ham.
Der var et fast Drag om hans Mund; han var af dem, der i ingen
Betydning af Ordet gi'er sig. Men Konen, lille og temmelig fed, var
let bevgelig baade til Latter og Graad, aabenhjrtig og aabenmundet,
med en udprget Lyst til at sige imod og smaadrille.

Det kunde ikke vre andet, end at en Mand som Hjorth maatte nyde stor
Anseelse baade i og udenfor Sognet og faa adskillige Tillidshverv
betroet: han var Formand i Sogneraadet, Medlem af Bestyrelsen for
Sparekassen for Haderslevs Omegn og med i Dyrskue-Komiten.
Paa Dyrskuets aarlige Fest sad han ved den fine Ende af det
hesteskoformede Bord i Harmoniens dannebrogssmykkede Festsal; men
han holdt ingen Tale.

Det er en Selvflge, at Jrgen Hjorth og hans Kone vare med ved
Slesvigernes Besg i Kbenhavn baade i enogtreds og i femogtreds.
Siden den Tid var det de urustelige Minder fra disse Septemberdage,
der altid i hjtidelige jeblikke hentedes frem fra Hjrnekisten som
et kostbart Familje-Service og pudsedes op til hele deres gyldne
nationale Festglans, der fyldte Medlemmerne med en adelig Stolthed:
-- der var alle de andgtig blottede, bjede Hoveder, i det
hjtidelige Halvmrke, rundt om Frederik den syvendes guldkransede
Egekiste, under Domkirkens mgtige Hvlvinger, der syntes at sklve,
medens den fantaserende Organists slesvigske Begejstring opsendte
bredtonede Hymner til Hrskarernes Gud og atter druknede Tyskerne
ligesom Pharaos Hr i de slvskummende Blger, der vltede sig under
Orgelpibernes Storm: -- der var Tivoli-Aftenen med den prgtig
illuminerede Basar, som et Slot af delstene, og med det urolige
Fakkellys ind under den hvidgule Rand af sitrende Bladmasser og
henover den blgende Menneskevrimmel, der overdvede Orkestrets
Instrumenter, idet alle som n istemte Fdrelandssangene; -- der var
frst og sidst selve Festdagen ved den slesvigske Sten, under den
solskyede Septemberhimmel, med det klige Lys over brunlige
bredkuplede Bge, gulladne Grsblger og Sundets mrkeblaa Strimmel,
med det endelse Pilgrimstog, de vajende Dannebrogsfaner, Talerne og
Sangene, -- og om Aftenen det lejragtige Gildelag, som havde et
Offermaaltids glade Hjtidelighed, og hvor Rusen var hellig under de
mrke Bgekroner, hvorover Stjrnerne tndtes, -- og saa ud paa
Morgenen den syngende Hjemkrsel paa Kapervognene langsmed det blanke
Sund, der hvidnedes i et dmrende Gry.

Det var denne Billedrkke, der sysselsatte den femtenaarige Drengs
Fantasi. Denne Tids Navne, Navne som Orla Lehmann, Clausen, Ploug,
havde for ham den Klang, hvormed Helgennavne kildre Abatens re; --
og han sa disse Mnd busteagtig, som overnaturlige Hoveder, under en
Tronhimmel af Dannebrogsfaner, over Guirlander af Bgegrene. Saaledes
var han fra Hjemmet af hjre og nationalliberal, uden at vide det.
Thi det varede endnu lnge, inden han fik Frten af, at der ogsaa var
andre, ja ganske modsatte Meninger og Stemninger overfor disse Mnd
og disse Ider, at der kunde rettes Kritik, ja endogsaa rejses
Anklage mod dem og fldes Dom over dem. Og da han fik det at vide,
kunde han mde disse ktterske Vaaben, usaarliggjort ved den sejge
Haardhudethed, som bestandige, ubrudte Barndomsindtryk fremhrde just
i et bjeligt Sind, og sikret mod at lokkes ud paa vildsomme Stier
fra den fdrene Kongevej ved disse Patent-Skyklapper, som
Nationalbevidstheden nst efter Religisitet er aller dygtigst til at
binde om Panden paa dem, hos hvem den bliver en herskende, tyrannisk
Flelse.

Gaarden i Vonsbk hrte til de strre; den var paa 130 Tdr. Land. Men
Niels Christian var den tredje yngste af en temmelig betydelig
Brneflok, saa det gav sig af sig selv, at han ikke fik nogen Gaard,
hvis han da ikke giftede sig den til. Gaarden maatte for enhver Pris
ikke deles; -- alle de rede Penge og lidt til var gaaet med til
Faderens Byggeforetagender, saa at det ikke blev stort, der kunde
udbetales til de yngre Sskende, og endda vilde Jens, der arvede
Gaarden, ikke komme til at sidde overdrevent godt i det. Men han
hjalp sig nu med et gammelt Husraad: -- han gtede en rig
Gaardmandsdatter, som han havde danset med i Harmonien ved
Dyrskuet, rigtig en flot Pige af dem nordfra, der stillede i
Silkekjole og med kunstige Blomster.

Niels Christian havde altid vret skrap til Bogen, og saa blev det da
bestemt, at han skulde lse til Skolelrer. Fik han saa ikke Gaarden,
saa havde han dog den Fordel fremfor Jens, at han blev sin egen
Konges Undersaat og Embedsmand og slap for at komme under den
prjsiske Korporalstok.

Da han var sexten Aar, kom han saa paa Seminariet, og man valgte et,
hvor en Slesviger var Forstander. Det laa kun en lille halv Mil fra
Yderslev, og han fik Logis og Kost hos Per Andersen.

Det var slet ikke det, han forstod ved en god Bondegaard. Et Vrelse,
der var saa lavt, at man frygtede for at stde Panden mod
Tvrbjlkerne, sparsomt oplyst gennem de smaa, skve, tilsmudsede
Ruder med en sjattet sirtses Gardin-Kappe, en simpel, lang Trbnk
langs Vggen under Vinduet, foran den et umalet, tilfedtet
Fyrretrsbord og saa nok en Trbnk, henne i det altid halvmrke
Hjrne en stor Seng med en uhyre blaadigtens Dyne -- ligesom stoppet
til Sadel for en Mare -- og i det andet Hjrne en brunrd Kiste, --
det var Skuepladsen for Familiens Frden, for saa vidt den ikke
foregik i Kkken, Klder, Stald eller Mark. Noget i Retning af hvad
man plejer at kalde Mbler fandtes kun, i en mager og forkrblet
Tilstand, i det lille firkantede Vrelse, hvor Per Andersen modtog
disse mere standsmssige Gster, hvem han trakterede med en Bajer og
en sort Cigar. Men hvor var den egentlige Storstue henne? Hvor var
den med sin lange krlhaarsstoppede, damaskbetrukne Familiesofa, med
Mahognibordet, med de tulipanblussende Lnestole og perlesyede
Fljelspuder tittende koket frem gennem Aabningerne i de hvide
Antimakasser, med sin Duft af Lavendler og Ovnlak, med sine
Slagscene- og Helte-Lithografier paa det blomstrede Tapetpapir, og
med sit Klaver, paa hvis gulnede Taster Datteren i det tarveligste
Tilflde kunde spille den tapre Landsoldat og Paaskeklokken kimer
med n Finger? --

En Datter var der imidlertid, sknt hun ikke kunde udfre disse
musikalske Kunststykker. Hun var temmelig hj og slank, endnu ikke
fuldt udviklet, og havde et lille brunet Hoved, med store vandblaa
jne, der ikke laa dybt nok, en lille sluttet Mund, og uden den hos
Landets Dtre sdvanlige Opstoppernse, der syntes at ville give
Betragteren et Indkig i Hjrnen, og som var Hjorths Aversion. Hendes
ufrdige Bevgelser havde, naar hun blev livlig, den godlidende
kejtede Ynde, som er det bedaarende hos en halvvoxen Hundehvalp. --
Da Hjorth havde bt et Par Maaneder hos dem, begyndte hun at gaa til
Lsning. Ofte, naar han efter at vre kommen hjem fra Seminariet sent
paa Eftermiddagen, havde faaet Maden i sig, og trt satte sig til at
lse sit Pensum af Judas og Israels Konge-Historie, bankede det
nsten uhrlig paa Dren, og efter hans gentagne Kom ind! smallede
Kristine sig paa Hosesokker gennem en beskeden Drsprkke ind i det
lille Kammer. Hun sku' da hilse fra Mo'er ... og be'e Hr. Hjorth ...
om han itte vilde lgge noget yd ... for hende ... i Lrebogen ...
for ... hun ku' da'tte ... sl ... hitte yd ... a' 'et. -- Saa
begyndte han da, idet han lnede sig tilbage i Stolen, et naivt,
pedantisk Foredrag, som udfrligere gentog en eller anden frygtelig
Forklaring af Luthers Katekismus, medens hun, siddende yderst paa
Hjrnet af en trevlet Rrstol, krammede og drejede Spidsen af sit
Forklde til en Snegl, udstdte et fortvivlet jou, og stirrede paa
den underlige urolige Skygge, som hans Hoved satte paa den kalkede
Vg, medens Tanen paa Tllelyset krummede sig og den osende Flamme
slog op, -- indtil hun tog Mod til sig og snd det med Fingrene. --
Efter at have udskudt sit sidste jou og mumlet et mange Tak,
listede hun atter lydlst ud af Dren, stak sine Fdder i Trskoene
og traskede bort, idet hun plaprede: Vand gr det vistnok ikke men
Guds Ord, som er nede i Vandet og Troen, som forlader dette Guds Ord
i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blaat Vand, det er ... det
er ... Og stakkels Kristine standsede ganske r i Hovedet og
tnkte fortvivlet paa den nste Dag, der var en af dem, paa hvilke
den pligtivrige Pastor Krarup bragte Katekismus-Guden sit
to-Gange-ugentlige Brneoffer, idet han kedede Konfirmanderne ihjel
gennem tre stive Klokketimer.

Per Andersens Kone, Ane, var svagelig og from. Omtrent hvert andet
Aar rejste hun til Kbenhavn for at consulere en Lge, hvem hun
dyrkede med en overtroisk Beundring, sknt han var temmelig ung,
sknt han var Jde, sknt han nsten ingen Recepter skrev (hvilket i
Begyndelsen gjorde hende mistroisk), og sknt hun derved paadrog sig
Distriktslgens, den gamle Doktor Falkenstjrnes, Had og udfordrede
hans skrkkeligste Eder. Hun var en af de faa, der ikke blot stillede
i Kirken paa Omgang med Husbonden, Karlen og Drengen for at holde
Gaarden reprsenteret. Hjemme var hun temmelig stille og ofte lidt
klynkende. Hun holdt af at lse og elskede Blomster, som hun havde
fyldt Vinduerne med. Hjorth snakkede kun sjlden med hende.

Heller ikke med Per Andersen havde han meget at gre. Det var ikke
nogen ordesls Mand, og han flte ingen Trang til at give sig
synderlig af med et sextenaars Fldeskg. Hjorth, paa sin Side, kom
snart til at se dybt ned paa Egnens Beboere i det Hele, som paa Folk,
der vare blottede for hjere Interesser. Han kom jo fra en Egn, hvor
Storpolitiken og Nationalflelsen, der ligesom hyppig beskaarne Trer
havde faaet en kunstig Frodighed, bestandig holdt Sindene smykkede i
en hjtidsfuld Srgedragt, og han forstod ikke, at saaledes kunde det
ikke vre overalt, at der maatte vre andre Steder, hvor Sjlene
nsten aldrig affrte sig deres Arbejdskittel. Naar han saa en Gang
imellem kom med til et Gilde, var det nppe nok, at Kongens og gamle
Danmarks Skaal blev drukket, end sige at Samtalerne bestandig
kredsede om det store Sprgsmaal; flove Anekdoter, mer eller mindre
smudsige Historier, smaa Vitser, skaarne over samme plumpe Lst, og
saa Kortene -- det var deres Festlighed. -- Og det gik ikke hjere,
naar han hrte dem snakke paa Tomands-Haand. Naar Per Andersen fik en
af de gode Mnd ind i det Allerhelligste, hvis Vg var smykket af
et Lithografi forestillende Frederik den syvende paa Castrum doloris,
omgiven af Kandelabre, der lignede en All af Bomuldstrer, naar
Gsten var bleven klemt ind i det haarde Sofahjrne og havde faaet
sknket sin Bajer op med Topskum, og naar man havde tndt en af hine
sorte Cigarer, som paa Kasselaagets Inderside fremstilledes som
hrende til den fortrinlige Kvalitet, der ryges af en ung Mand i
meget vide Lrredsklder og med en uhyre Panamahat, hvilken unge Mand
i et overnaturligt Blad bares af fire magre Negre gennem en Urskov, i
hvis fjerede Kroner de massive Rgskyer forvildede sig -- ja, naar
disse hjtidelige Forberedelser var trufne: -- saa var det Spring i
Rugen, Kastningstilflde blandt Kerne, Kapitelstaxten, som Prsten
havde sat tolv Skilling for hjt. -- I Slesvig snakkede man
naturligvis ogsaa om Rugen, Kvget og Kapitelstaxten, men det var,
som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en
frimureragtig Understrm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som
Symbol paa den store Ulykke og det hjrtenagende Savn. Det kunde
undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes
Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig
Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Hslt
gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa
at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.

Engang imellem kunde det vel hnde, at Samtalen gled over paa
Politik. Men det var kun sjlden, for i de Aar var der ikke megen
Grde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom frst det Hele
den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt
Fedteri af Splid og Partikvl, for saa vidt som han da overhovedet
kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfldet.
Og Politiken -- det var dog det samme Felt, som man levede paa
derovre: -- det var den samme Jordbund, som dr havde avlet en
sjlestammet, kuppelkronet Bgeskov, hvor Hvnens rne byggede Reder,
og som her dkkedes af lavstammede Purrer, fulde af hse Krager! --
Hvad var det saa for et Folk?

Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med.
Jo lettere derfor hans Foragt hvede sig over denne Landbefolkning,
der omgav ham, desto ldigere maatte han som Modvgt gre sin
andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget
mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var
stdt paa den, -- hint Parti af Folket, der herskede iflge sit frie,
dannelsesskrpede Syn, sin idbaarne Vilje, sin kamp-rede
Patriotisme, -- de Mnd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige
Kamp for Snderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet
de kimende Sange, men hvem han nu sa blive betragtede som lydende
Malme og klingende Bjlder af alle disse rundt om ham. Det undrede
ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der vre
mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til
Jordklumpen klbende skvede til dem, hvis Isser syntes at stde mod
Stjrnerne.

Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens
Kvkken fra sin Foragts tavse Tinde.

En Dag, da han havde hrt Per Andersen sammen med en Ven inde i det
mbelholdige Lnkammer stbe politiske Kander med Stiftstidendens
Leder som Potteskive, -- spurgte han sin Vrt, hvor det kunde vre,
at det var saa slemt at vre nationalliberal, da det var godt
baade at vre national og at vre liberal. Dette var en logisk
Vanskelighed, som Per Andersen ikke fr havde klaret sig, men han
sgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump,
som han havde tilbage fra Besget, indrmmede han: Jou, -- det er
meget rigtigt ... det er for saa vidt ikke aa ngte ... Vi vil jo
alle vre nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget... Og
naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det
jo da heller kun for at rose Manden. Nu mente Hjorth at have vundet
Spillet og vilde slutte, at det var udmrket, naar man var begge
Dele. Men Per Andersen afbrd ham: Ja, saadan at forstaa, hver for
sig ... Men--n se, at -- det er med nationalliberal ligesom med
Lejesd ... Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig
trt; -- og Sden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af
... Men -- tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor
meget af det iaar. -- Og da Hjorth saa trngte ind paa ham for at
faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde
begaaet, blev han maalls ved at hre, at de blandt andet var Skyld
i, at vi havde mistet Hertugdmmerne.

Fra det jeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nr som
smaafjollet.

Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk nsten hvert Minut af
hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige
Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige
Vandringsmnd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra
forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig
Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian
Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede
Fremgangsmaade vare blevne fjrnede fra hinanden; -- der var en
drbende Masse Religion: Lrebog med Forklaringer til Forklaringerne
og Skriftsteder nok, til at en sterlnder kunde have bedkket Mure
og Vgge i en hel By dermed, Udenadslsning af hele Evangelier med
forkerte Parallelsteder til de andre, og Bibelhistorie i Detailler
indtil de allermindste Profeters tvivlsomme Levetid -- der var lidt
Geografi og Historie, saa vidt mulig aftrret til Kalendre af Bynavne
og Aarstal, hist og her oplivet af Anekdoter, der hang som Kdtrevler
paa et Skelet, -- og saa var der endelig, til opmuntrende Tumleplads
for den frie nordiske Aand, nogle Eddamyther, der udlagdes moralsk og
kristeligt, eller en ligeledes moralsk og kristelig Saga om en eller
anden gammel juridisk Trtte om en Stenlod paa Island, som endte med
at den, der havde Uret, brndte Huset ned over sin Kontrapart, eller
med en Tvekamp, hvori den overvundne, idet han bandt de udhngende
Tarme op, beviste sin ophjede Foragt for Liv og Evighed ved at
anvende sine sidste kostbare jeblikke til at deklamere et Par
fuldstndig meningslse Vers, uden Rythme, og hvis Ord vare rystede
sammen Hulter til Bulter, som Lotterinumre i en Pose. -- Udenfor den
bestemte Tid var der frivillig Undervisning i Musik, men denne Kunst
havde slet ingen Tiltrkning for ham, og han lrte kun det aller
ndtrftigste, at klimpre lidt efter Noder paa en gammel Violin, saa
at han med Besvrlighed kunde lre sig en ny Salmemelodi. -- En Smule
dansk Literaturhistorie og Anthologi var det eneste lysende Punkt,
men det belystes af en vindtr Person, som interesserede sig mere
for, om man burde skrive Skbne med j og med e eller , end for
Literaturens bestemmende Strmninger, som helst njedes med at
paaklistre Forfatteren de interessante Etiketter ophjet Fantasi,
uudtmmeligt Humor, del Melankoli o. s. v., og som trak sine
Elever om ved Nsen i det gyselige Ufre hinsides Holberg, medens han
aldrig nade til at overskride Oehlenschlger. Det vsentlige
blivende Udbytte af denne Undervisning var for Hjorths Vedkommende
senere i Livet en Erindring om, at den frste danske Avis paa
Kristian den femtes Tid blev skrevet paa Vers af en Person, hvis Navn
han havde glemt.

Han sgte at holde sig skadesls for Seminariets Kedelighed ved
allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest
opfindsomme af Disciplene. Isr frygtede alle Lrerne hans nrgaaende
Interpellationer; og Religionslreren, der i sin Tid vilde have vret
Prst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjrne var bleven helt fortumlet
ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, -- ham lb det
ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse
spidsfindige Krydssprgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende
Dogmatiker eller Skeptiker -- hvilken af Delene var det endnu
vanskeligt at have nogen Mening om.

Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans frste
Lreaar, at Kristine sgte Bistand hos ham mod Lrebogens
Ubegribelighed. Senere vilde han have vret mindre redebon til at
give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke
have vakt hos hende denne ydmyge refrygt, som en dunkel Sikkerhed
altid vkker hos en svag Aand, hvem den trder myndig imde.

Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gre
med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv
Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller
i Kkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger
og Knse, der maatte holde for; -- han var jo selv af dem, der i al
Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa
Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemrkninger, der
viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om
sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen
og den patriotiske Lftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde
saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid,
dde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, sknt
modstrbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i
disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af lngere Pavser med
Mlkestraalens sprjtende Strippen i Pjsen eller Skureviskens
Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i
Grsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i
Arbejdet, naar Albueleddet spndte sig ganske blankt, og de fine
Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun lftede op, beundrede han
hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet
til sine Bevgelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en
harmonisk smkker Figur.

Der var et Sted bag i en Udkrog af Haven ved en halvaaben Lde, der
hang ubevgelig paa sine rustne Hngsler, og hvis raadnende Lgter
havde boret sig ned i Jorden. Midt i et Vildnis af Stikkelsbr- og
Ribsbuske, som Hnsene puslede om imellem, stod en gammel Brnd, hvis
Vippestang oppe over de frnnede Krgers bladfattige Kroner bjede
sig under Kampestenens Vgt. Paa saadan en rigtig lun Sommerdag, naar
Solen fra en skyls Himmel brndte ned over den tyndtskyggede Have og
syntes at tnde Kalken paa Huslngen, der overalt lyste gennem Lvet,
da var det en Nydelse at bre hendes Spand herhen, hvor midt i den
vellystig bagende Hede, fuld af Sommerfuglevinger og Bisummen, en
frisk Klighed sivede op mellem de altid fugtige, mostykke Sten og
aandede ud gennem de gabende, lavspttede Brndbrtter. Medens hun
bjede sig frem for at lade Spanden gaa ned og med et kraftigt Klask
dukke under i det dybt blinkende Vand, var hun, selv om hun havde
villet, ude af Stand til at vrge sig mod hans Arm, der lagde sig om
hendes Midje; -- og naar saa Spanden skulde trkkes op, var det
fristende at hjlpe til og i Forvirringen fstne sin Haand om hendes,
der var stor og velformet, medens han sa hendes leende Ansigt nrme
sig der nede fra det fugtige Mrke vuggende paa Vandspejlet i den
dinglende Spand. -- --

Kort efter at han som meget duelig havde bestaaet sin Afgangsexamen
ved Seminariet, fik han Plads som Hjlpelrer ved en fynsk
Landsbyskole. Men De kommer vel nok igen over til os, Hjorth?
sagde Kristine Aftenen fr Afrejsen. -- Ja, det haaber jeg da,
svarede han; det er vel ikke en Afsked saadan for Evigheden. --
Ja, for der er jo nu Hansen, ... han kan vel ikke holde ud saa meget
lnge endnu ... og saa kunde jo Fader nok ... i Sogneraadet ... hvis
De da havde Lyst til at bo her. -- Denne trofaste Fremtidsplan
smigrede ham meget, sknt han ikke fstede synderlig Lid til den. Ved
Afskeden var Kristines jne rdkantede, og han var ogsaa noget
beklemt ved at sige Farvel.

Den gamle Lrer, hvis Medhjlper han var bleven, var en affldig
Stakling, som, meget snavset, med pjusket langt Haar og Skg, i
ukendeligt Linned og en trevlet Frakke, sjokkede om i udtraadte
Morgensko, pattende paa en forstoppet, stumpbidt Pibe, hvis Porcelns
Hoved og Svampedaase fra Tid til anden faldt ned i Snoren og ste
deres Indhold ud over hans af Tidens Omskiftelser mangefarvede Buxer.
Han var nsten ganske slv og aldeles ude af Stand til at lre Nogen
noget, saa at hele Herset med en ganske uvidende Skoleungdom tilfaldt
Hjorth. Kun et Arbejde havde den gamle Petersen forbeholdt sig selv
at nysle med; det var Expeditionen af Breve og Aviser, thi Skolen var
Sognets Brevsamlingssted. Varetagelsen af dette vigtige Hverv optog
en stor Del af hans Dag. Tiden indtil Middag var ikke for rigelig til
Pakningen af Posttasken, der maatte hnges ud paa Ledstolpen ved
Landevejen en halv Time fr Tiden, hvilken resterende halve Time saa
tilbragtes med at gaa frem og tilbage til Byens Udkant og kigge ud ad
den snorlige Vej efter Vognen, der aldrig syntes at ville komme. Naar
saa Posttaskerne var byttede og de krumbenede Krikker havde sat den
klodsede, gamle Karet i en haabls Bevgelse, -- saa var det
Ordningen af Aviserne, som toges ud af den sorte, sprukne Ldertaske,
og hvis Indhold burde underkastes en flygtig Undersgelse af hans
Hornbriller, og den interessante, men vanskelige Sortering af
Lrredsskkens Indhold: Brevene og Postanvisninger, hvilke sidste var
hans stadige Kilde til Sorg, da han aldrig kunde komme ud af at regne
og give igen, men blev ved at staa og vrvle og klynke over det uhyre
Ansvar, der var lagt paa hans Skuldre, indtil en arrig Stemme inde
fra det andet Vrelse, hvortil Dren stod aaben, gav ham en skarp
Ansporing. Det var hans vrdige Mage, der nsten altid laa begraven
under en uhyre Dyne, sknt hun ikke fejlede andet end en perennerende
Gnavenhed. Saaledes var hun mindst ubehagelig. Naar hun viste sig i
opstaaet Skikkelse, var hun dobbelt gnaven over dette Offer og endnu
mere snavset og sjusket end Manden, og udbredte en Parfume af gammel
indelukket Sovekammerluft.

I disse uhyggelige Omgivelser, som han saa vidt mulig isolerede sig
fra, grde Savnet frodig op. Han lrte i disse ensomme Timer, hvor
meget han var kommen til at holde af Kristine, hvorledes hendes
Selskab var bleven den fordringsfuldeste af hans daglige Vaner; og
han undrede sig over, at han saa let havde kunnet skille sig fra
hende. De fyrige fynske Piger kunde spare deres indbydende Blikke og
tilladende Smil til den knne, unge Lrer. Han spgede grne en Aften
bort med dem, men det var den stille, noget trge Sjllnderinde, der
holdt hans Tanker med Selskab i disse betydningsfulde Minutter, da
de sge en sikker og dyb Ankerplads, inden de lade sig hvirvle
rorlse bort af Drmmenes lunefulde Blger. Og naar han i et ensomt
Drmmeri digtede sig ind i en lille naiv Krligheds Dialog, saa sang
den anden Stemme ikke i det opskrmmede maal, men drvede lidt paa
det flade Sydsjllandske.

Nogen Omgang fik han dog snart med Prsten, hvis Have grnsede op til
Skolens. Pastor Lindekr var en lrd Theolog; ved Siden af sit
Studerekammer havde han en rigtig Biblioteksstue. Den hje,
duknakkede Mand, hvis behagelige Ansigt havde faaet noget af
Pergamentbindenes blege Glans, lagde grne sine Kommentarer til Side
for at tale med Hjorth. Han fandt noget distingveret ved den nye
Lrer, hvis Vsen var let og utvungent, snarest som en Students,
uberrt af Seminaristernes sdvanlige ubehjlpsomme Stivhed. Men han
var ogsaa en velst Gst i det mindre stille Familje-Paulun, -- enten
det nu var den store vinterlige Dagligstue med Lyset fra Brndeilden
i den firkantede, blomstersnirklede Kakkelovn spillende let hen over
det grnne skotske Gulvtppe, med det aabentstaaende Klaver, med
Rafaels Kartoner paa Vggene og den store gyldenkdede Hngelampe
over Mahognibordet, og med tungtfoldede Gardiner langs Vinduerne, der
havde en Krystalkant af Is, og gennem hvilke Gaarden indstraalede sit
grelle Snelys, -- eller ogsaa det var den mindre, lyse Havestue med
de aabentstaaende Glasdre ud til store, sdtduftende Linde, der
kuplede sig, fulde af Fuglekvidder, hjt op over Taget, overskyggende
en stor Siddeplads, hvor Hus og Have ligesom gik i et. Naar han
indfandt sig her, -- helst paa den Tid, da Dugen var bredt til
Eftermiddagskaffen, og den messingstraalende Samovar sendte sine
Dampskyer ud --, saa var han sikker paa en hjrtelig Modtagelse af
den lille Prstekone med det lysende og varmende Smil, som blottede
hendes smukke Tnder, og med den Smule norsk Akcent og de uvante
Udtryk, der kldte hende saa henrivende og syntes at gre hende
dobbelt venlig, idet hun hyppig tilkastede ham sit kre, ledsaget
af en Opfordring som: vr saa snil at rkke mig Sukkeret, eller
kortere: Tak for lidt Flde, medens hun stellede med Kaffetjet,
omringet af sin Brneflok, hvoraf den ldste Datter snart skulde gaa
til Prsten, medens den yngste, der iflge Navnet maatte hre til
Hanknnet, blev baaret ind af Ammen.

Undertiden kom religise eller halvtheologiske Emner paa Bane mellem
ham og den lrde Pastor Lindekr. Og da Hjorth engang havde vovet sig
til at ytre nogle Skrupler angaaende Rigtigheden af Biblens
Skabelseshistorie, laante Prsten ham en Oversttelse af Godets
Foredrag. Saa studerede han trolig denne overfladiske Franskmand, som
lige uforstaaende overfor Oldtidens barnlige Fantasitro og Nutidens
mandige Forskerviden sger at slaa Bro mellem begge, -- og han flte
sig beroliget derved.

I det hele skrpede denne Omgang hans Videbegrlighed. Han syntes sig
selv saa udannet og langt tilbage. Kun at kunne t Sprog forekom ham
nu nsten en Skam. Og da de lange Vinteraftener gav ham lnger
Arbejdstid, begyndte han mjsommelig at lre sig selv Tysk efter
Prstens Anvisning.

Saaledes levede han i jeblikket ret behageligt, trods sit nrmeste
uappetitlige Selskab, ved Hjlp af nyt Bekendtskab og meget Arbejde.
Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax
inde i sit simple, men ordenlige Vrelse, hvor Bgerne ventede ham
paa Bordet; -- og fra sine Besg i Prstegaarden medbragte han en
duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber nsten
rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa
tildels beskrmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens
Daglig- og Spisestue. -- Men sin strste Tilfredshed havde han af
Skolen, der fra en frygtelig Forsmmelighedstilstand efterhaanden gik
bemrkelig frem, saa at Prsten efter den aarlige Examen kunde
bevidne ham sin srdeles Tilfredshed.

Ogsaa for Fremtiden var hans Udsigt gunstig. Den gamle Petersen kunde
umulig synderlig lnge holde sig paa den Plads, som han aldrig havde
udfyldt, og naar han afskedigedes i Kongens eller Ddens Naade,
henholdsvis med eller uden Pension, saa var der al Sandsynlighed for,
at Hjorth vilde blive hans Efterflger, da han understttedes af
Prsten og var kendt af Sogneraadet som en dygtig Lrer. Det galdt
blot om at holde ud nogle Aar paa Posten, saa vilde han i en ung
Alder faa et forholdsvis godt Embede med et nyt, rummeligt Hus, en
frugtrig Have og en stor Lod fed Jord, -- et Embede, der magelig
kunde fde sin Mand og hans Kone med, ja endogsaa et begrnset Antal
Brn.

Ved denne Udsigt havde Hjorth altsaa slaaet sig til Ro. Men saa lste
han en Dag i Stifts-Tidenden, at Lrer Hansen af Yderslev i Sjlland
var dd og Embedet opslaaet vakant ... Herregud! var han nu frdig!
Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende sa for sig
denne komiske Strrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskdede,
kortrmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklder, der sa ud
til at maatte trkkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han sa disse
Ben skridte op ad Kirkegulvet og hrte ham af sine Lungers fulde
Kraft falsk istemme Offersalmen Med hj og festlig Jubelklang.
Saa begyndte den stvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i
Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle
Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte
Halsbind og det tynde, graasprngte Haar vandkmmet over Issen; men
yderst i en af Stolene paa Kvindesiden sa han Konens sygelige Ansigt
med et sdligt Trk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk
ubevgelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat ... Det faldt
ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde vret saa stolt
af, maatte vre bleven gammel og de kirsebrrde Silkebaand falmede.
Hvor det var underligt! det var et jeblik forekommet ham saa
hjemligt, som om han slet ikke havde vret borte fra dem. Og
pludselig blev han overvldet af en ubndig Lngsel efter at leve
igen paa samme Sted som hun.

Hvad om han sgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde
lovet at faa Faderen til at gre sit Bedste for at skaffe ham det.
Mon hun endnu var ligesaa begrlig efter at faa ham til Yderslev? ...
Han kunde jo dog prve ... Rigtignok var Udsigten bedre, naar han
ventede ... Men n Fugl i Haanden -- man vd hvad man har o. s.
v.... og desuden --

Saa brd han over tvrt og skrev et Brev som en Forskrift til Per
Andersen med et inden i til Kristine.

Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine
som Sekretr; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. -- Det
var rigtig pnt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde
vel ogsaa nok lade sig opfre. Over det at Embedet jo hrte til de
vovere, som der ikke var saa begrede. Det volded den gamle Hansens
Srheder, at han havde siddet dr saa lnge. Han havde jo ikke
nogensinde tnkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde
sit Udkomme, og gad ikke vre over at flytte sig og lre et andet
Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de
forrede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; -- han
rg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis
Hoved revnede af Skorpen. -- Men for en ung Mand var det jo da
ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa vret Tale
om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Prstestien. Men der
blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde vret
meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.

Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnvnelse.

Pastor Lindekr blev ubehagelig overrasket og lod ham fle det paa en
halvt smigrende, halvt stdende Maade; men den lille Prstekone sa
lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget lnge og
fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den
gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu
skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen
snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.

Saa rejste han.

I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken,
og Konen paa et af sine kbenhavnske Lgebesg. Kristine kom ind fra
Kkkenet og bd ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun
anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med
hvilke der smiles i Anledning af En, hjst til En, aldrig ind i En,
-- et af dem, der ligesom netop nar jeblet og saa glider af, ud
til Siden, man vd ikke selv hvorhen, -- til en Anden, til Alle, til
ingen Ting ... Han takkede hende: -- det var jo hendes Skyld, at han
var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen
fr han rejste. -- Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den
Sag hen, begyndte hun at sprge ham ud om, hvordan det var gaaet ham
i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa
maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i
gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at
lede efter Ordene, og faldt under Sgningen i disse Pavser, der
deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vkkeuhret over Sengen,
og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdr det slog ud som Rg, hrte
Lyden af Trskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren
og de regelmssige, korte Syd af det kastede Korn. -- Kristine havde
hget sig ved at tage et pnt Forklde paa; hun sad nu og snde dets
Hjrne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han
forklarede hende Katekismen. Pludselig sa hun op og sagde:

-- Har De Lyst til at se mit Udstyr?

-- Udstyr! ... Skal De giftes?

Kristine blev rd i Hovedet:

-- Ja--a, det skal jeg vel nok -- en Gang ... Hvis da Nogen vil ha'e
mig, tilfjede hun smilende, med udfordrende Beskedenhed. -- Men nu
skal De se! vi har vret flittige.

Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en
Uendelighed af Linned og Lrred: Underklder, Dkketj og Lagener,
skinnende hvide, mrkesyede med vldige blaa Navnetrk. Hjorth blev
ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lrredet, som han
havde set Krmmerne gre, strg varsomt glattende Haandfladen over
Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun
fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes
Bevgelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde
gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans
pludselige Sprgsmaal havde presset sig frem.

-- Naa er I allerede ved Linnedet? udbrd Per Andersen, der kom ind,
paa Trsko, uden Frakke, men med tvrstribede Uldtrjermer stikkende
ud gennem Armhullerne paa den lige nedhngende Vest, der spillede i
Lavens grnne og gulige Toner. -- Velkommen tilbage, Hr. Lrer! ...
Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar l. -- Kom nu her
ind til mig.

Saa blev Hjorth bnket i det haarde Sofahjrne med Udsigt til de
blomstrende Bomuldstrer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik
sin topskummende Bajer sknket op og tndte sig en Cigar af hin
fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en
ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kmpeblad gennem Urskoven. --
--

Hvis der endnu havde vret nogen Tvivl tilbage, om han virkelig
elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den
Kvinde, man vilde tage til gte for Gud og Mennesker efter at have
raadfrt sig med Gud og sin Samvittighed, -- saa var denne Tvivl
bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes
Udstyr. Den jeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, sknt
han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdtre
tnke paa Udstyret fr end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der
tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel,
hvormed han havde snappet hendes Ord: Dersom da Nogen vil ha'e mig,
og hendes Smil, der syntes at sige: Tag mig, hvis du vil -- alt
dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i
denne Pige. --

Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens
Gaard, med de solide Kampestenslnger, hvis netslyngede Kalkstreger
vare sortspttede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over
hvis rde Tegltag man sa Toppene af et Par Frugttrer, bag ved den
grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et
officielt Insignies Vrdighed. For at indrette sig konomisk aftalte
Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han
kendte jo Madstedet fra fr, og de kendte Gsten. Saaledes sa han
Kristine daglig, nsten lige saa ofte, som da han bde dr.

Han mrkede snart, at han ikke var ene om at foretrkke Kristine for
de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og
hrte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes
at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme
med de lade Bevgelser ligesom udstrmmede en magelig, bevidst
Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hanknnet. Og saa var hun jo
ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Nsten alle de unge Karle gjorde
Haneben for hende. Men isr havde hun en erklret Tilbeder i
Gaardmandssnnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra
Tjenesten som en smuk, ung Mand med den befarnes flotte Vsen og en
bestikkende Duft af Kbenhavns Mysterier ... Denne Medbejler
foruroligede undertiden Hjorth en Smule, men i det Hele smigrede det
ham at se hende saa attraaet.

En Sndag, da de passiarede sammen efter Middag, fortalte hun Hjorth
om et Besg hos Henriks Forldre Dagen fr. Isr dvlede hun
beundrende ved et Fotografi af Henrik, som hang i en Guldramme paa
Vggen. Han var fremstillet i en straalende Uniform med vajende
Fjerbusk og dragen Sabel, sprngende frem i Forgrunden paa en
fnysende Hest med flagrende Manke, medens man i Baggrunden sa en
brndende By.

-- Ja, men at -- Henrik Larsen stod da li'egodt ved Infanteriet,
etter hvad jeg har hrt, bemrkede Per Andersen skeptisk.

-- Og vi har da Gud ske Lov heller ikke haft Krig saa lnge, at han
har vret med, tilfjede Moderen.

Hjorth trak strkt paa Smilebaandet, og Kristine blev rd i Hovedet.

-- N--, ... det var da heller kun Hovedet, der var hans, sagde hans
Moder ... Men--n, at -- li'egodt var det da grumme pnt.

En Maanedstid efter Hjorths Ankomst, da Sden for lnge siden var
kommen ind, holdt Per Andersen Hstgilde i sin nye Lo. Her udfoldede
Henrik Larsen rigtig hele sin Storhed. Han dansede som Jonen fra de
kbenhavnske Buler, svingende Pigerne, saa Skrterne flj om dem og
viklede sig om Benene, til den rigtige og til den forkerte Side i
pludselige, skarpe Vendinger, med Overkroppen tilbagekastet og en
trekantet Albu eller en stiv Arm, der ryddede Banen rundt om ham.
Imidlertid, -- alt paa sit Sted; dette var en landlig Fest, og
han fandt ikke, det var i Stilen, her at vise sit belevneste
Hovedstadsgalanteri. Derfor gik han ned langs Bnken, paa hvilken
Pigerne sad som Hns paa en Pind, og idet han strakte sin knyttede
Nves Tommelfinger ud imod dem, tilkastede han dem et indbydende
eller tilladende V's go'! -- Paa denne Tommelfinger som paa en
Limpind fangede han en efter en de tilhoppende lystne Fugle. Men
Kristine hoppede ikke. Saa gik han tilsidst hen til hende og spurgte,
hvorfor hun ikke vilde danse med ham. -- ... Det havde hun ikke sagt,
hun ikke vilde.

-- Synes du da ikke Tommelfingeren er nok?

-- N--.

-- Ja, ja, Ki'sten, saa faar du da ta'e hele Haanden. Saa lagde han
Armen om hendes Liv og tog hele Gulvlngden i n tvetrinnet
Mazurka-Vending. De blev nsten eneste Par.

Hjorth stod i en Krog og rgrede sig. Han var ingen Danser af Rang,
og nu var han tydelig nok overfljet. Hun frtes forbi ham i
stormende Fart, hvirvlet i en vellystig Viljeslshed af den strke
Arm, og han sa hende, blussende rd, med bjet Hoved og halft
snkede jelaag, nsten daane under det hede Aandedrt, der bevgede
de spredte glinsende Nakkehaar under hendes opbundne Fletning. -- --

Henrik Larsens Ord den Aften havde jo vret mer end et halvt Tilbud,
og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen,
og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var
begge to knne Fyre; Henrik Larsen hjere og kraftigere, men saa
havde han et dvask Udtryk og stridt Skg, medens Hjorth havde smukke
graablaa jne og et bldt, blond Skg, som hun havde Lyst til at
stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Vsen
end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pn Mand som
Hjorth, og saa kaldte han hende Ki'sten; desuden havde hun en
Anelse om, at han ikke vilde vre let at tumle, selv om man havde
ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog
ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det
med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det
bedste Parti, det var ikke aa ngte; men der var det ved Hjorth, at
hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelrer;
men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om
Forholdene i Slesvig; disse snderjydske Bnder forekom hende at hre
til en hjere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres
Patriotisme og de hjere Interesser, for alt det blste hun et
langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke
kunde komme noget ud af; -- nej, men dette at de havde en ordenlig
Dagligstue med Klaver og pne Mbler og Puder ligesom oppe hos
Prstens, og at Mndene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker
og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler -- et Kldningsstykke, hun
aldrig havde set -- det var da noget, man kunde tage og fle paa. Og
saa var hans Fdernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel
Proprietrgaard! Lindedal i Fredlse Sogn var kun 120, og dr boede
en rigtig fin Herre, som hun havde set kre til Jagtselskab paa
Skovvang, naar Greven var hjemme. -- Hjorths Vgtskaal sank. -- --

-- -- Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom
havde for Skik at svrme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her,
udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte
Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Rkke
ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende
til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grften, hvor
den yderste hvinede, -- alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i
en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de
enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerkken blev brudt af dristige
Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget hjrstet
drog forbi Gaarde og Huse, indbydende de nlende. Blandt de Par, der
havde sluttet sig til Pigerne, var Henrik Larsen og Kristine; blandt
de nlende Hjorth.

Henrik Larsen bode paa sin Faders Gaard, der var flyttet ud en halv
Fjerdingvej fra Yderslev. Han var kommen tidlig til Byen den Aften og
havde besgt Per Andersen. Saa havde han henad ni foreslaaet
Kristine, at de skulde slikke Maaneskin. Det fandt hun ingen Grund
til at afslaa, sknt hverken hun eller Forldrene syntes rigtig om
det. Isr mente Moderen, at det Jav i Maaneskin tidt var noget
ugudeligt noget, og saadan i Efterhsten kunde det let slaa sig paa
Brystet; hvortil Henrik aandrig svarede, at dr sad jo Hjrtet.

Hjorth havde rejst sig fra sine Bger, saasnart han sa Toget komme
forbi. Han skraade over til Per Andersens og fik at vide, at Kristine
var ude. Paa Gaden var der ingen at se. Saa gik han om bag
Sognefogdens Gaard, hvor Aftenens selskabelige Del plejede at
foregaa.

Paa den lange Bnk op til Lngen langsmed Keglebanen havde Selskabet
taget Plads. Kun nogle Drenge og ganske unge Karle stod op ved
Enderne. Henrik og Kristine sad i Midten. De var som sdvanlig
begyndt at synge.

Oktobernatten var mild og stille. Gadekret foran laa tinblankt med
en sort Stribe inde under Hyldebuskene, hvis bunkede Masser ludede
som Svampe, der havde suget Vandglansen op i deres umttelige Mrke,
medens ovenover de yderste Blade paa Hngepilene drejede sig som
Slvlancetter. Lidt lnger borte stod Kirken med Tagets og Taarnets
takkede Gavle massiv mrk mod en disblaa Himmel, hvis Stjrner
tindrede mat gennem et fint Maaneslr; ved dens Fod, paa den hje
Kirkegaard, grinede et Par Marmorkors. Der var en fugtig Glans paa de
lderblanke Valnddeblade, som hang ud over Havegrdet, krydrende
Luften med deres ggende Duft, og Karvillerne gldede i en mrk
Karmoisin. Rundt om gled Maanelyset bldt ned over de mossede
Straatage og sad fast, med en kold grnlig Tone, paa Lngernes
Kalksider. -- Kun et enkelt stikkende rdt Lys brd forstyrrende ud
af denne afdmpede Farveharmoni, der fortonede sig over den fredelige
Landsby.

Det vrste Livstykke blandt Karlene, en ung Spirrevip med smaa
hvidlige Knebelsbarter, havde netop som en Indrmmelse til denne
vemodige Nattestemning sunget for i den gamle, hjdrvelige Vise om
Herman og Amanda, og under ualmindelig langdrvede, sljfede Toner
var Amanda gaaet tilbunds med sin ulykkelige Krlighed. Nogle unge
Pigejne stirrede endnu sentimentalt ud paa Gadekret, hvor den sorte
Stribe syntes at vre et Hul i Tinfladen, en aaben Oubliette.

-- Nej hr nu, raabte Henrik Larsen, nu vil vi sgu ha'e en ordenlig
gemytlig Vise oven paa det Klynkeri. Og saa en, hvor vi alle kan
synge fra Leveren.

-- Ja op med en, Henrik!

-- Nej, jeg har jo sunget for.

-- Aa ja, du har ka'ske sunget nok for iaften, sagde Kristine.
Karlene lo og de unge Piger stak fnisende Hovederne sammen, idet de
gottede sig ved Erindringen om et Par utvetydige Viser fra
Sangerindeknejperne.

-- Nej nu staar Lreren for Tur, raabte Henrik. Lad ham vise, at han
kan synge for udenfor Kirken ogsaa.

-- Ja, dr har du nok inte meget Plaser af hans Stemme, bemrkede
Kristine.

-- Lad gaa da; men saa glder det en Plads midt paa Bnken, sagde
Hjorth, der stod op foran dem, lnende sig til Keglebanens
Kuglerende.

Kristine gjorde Plads for ham ved Siden af sig, idet hun skubbede
Henrik helt over paa et fyldigt Pigebarn, der hvinede og lo.

Hjorth valgte en Krlighedsvise, der var paa Mode det Aar, og som
endte med de beskedne Ord:

    Du kan aldrig faa en bedre Mand,
    End naar du gifter dig med mig. --

Medens hele Rkken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor,
trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun
bjede sig frem og lo.

-- Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrd Henrik ...
Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du?

-- Jeg siger, at Visen kan vre god nok, men man skal vre en
anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine,
idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lgge om
hendes Liv.

-- Jeg synes Ki'sten er saa flt vrangvillig iaften, Henrik,
bemrkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. -- Hvad siger du
til en Runde bagom Haverne?

-- Jeg siger: Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur, sang den
ufortrdne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur.

Selskabet oplste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige
Sammenkomst begyndte.

Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussen,
hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider,
ind gennem en lille, forsmt Skov, paa hvis affare, grsblde Vej de
lydlst bristende Dugperler knustes under deres Fdder, medens
Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske
Hstlv, skraanede som brede Slvbarrer ned gennem Granernes Mrke og
syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et
Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra
Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt
sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig
en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt
Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde er og underlige
Landtunger, medens Horisontens Skyer begrnsede det, som en
eventyrlig Bjrgkde af Slv.

Saaledes stod han i dette lykkelige jeblik, medens hans Arm laa om
hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at
tilhre en anden Natur, dr, hvor man i det ngterne Dagslys kun fik
je paa en temmelig flad og almindelig sjllandsk Egn.




IV.


Skolestuen er mrk og kold. Det lave Rum staar fuldt med en Del af
den dryppende Taage, der udenfor lader alt smelte og synes at faa
Stenene til at grde -- selv de grovkornede Kampesten i Lars Persens
Lnge; -- men her indenfor er den tilsat med Osen af dampende Klder
og med snavset Lugt. Gulvet er tilslet med hvad der kan klbe til en
Snes Trsko af det sjappede Sneplre, som siver og pytter sig ud paa
Gruspladsen og den opkrte Landevej.

Ifrt en gammel Vinterfrakke sidder Hjorth paa Forhjningen bag den
sorte Pult, tt ved en lille, fritstaaende Kakkelovn, der synes at
holde sig usikkert paa de fire tynde Jrnben eller snarere hnge i
det klodsede Rr, der knkker sig frem hen under det gistne, sodede
Gibsloft. Men Ilden er for lnge siden gaaet ud, og i den klamme
Kulde kommer man til at fryse endnu mere ved at se paa den. Hjorth
knapper den verste Knap, Brnene puste paa deres rde Fingre, gnide
sig i Hnderne og slaa Knoene sammen. De mindste Piger lade deres
smaa Ben svinge som Penduler; hist og her begynder en Dreng at trippe
og stampe, indtil han faar et irettesttende Blik.

Over alle disse blonde Hoveder synes Kedsomhedens usynlige Aand at
svve -- som en Husgud.

-- Men var der da ikke andet end de og Tomhed, Jens Peter?

-- Jou--ou, -- ded svved over Vandene.

-- Naa, ... men hvad var det, der svvede? ... Det maa du da nok
kunne huske.

-- Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede
ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kle.

Hjorth nikkede, og Koret raabte: Og Guds Aand svvede over Vandene.

Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede
Lektien frem, saa at kun et vet re kunde flge denne ensartede,
pludrende Strm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et
ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene
sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: --

-- Og han lod Jorden fremskyde Urter og Trer den fjerde Dag _satte_
-- Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre
Stjrner _til_ -- at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til
_at_ -- inddele Tiden efter den femte Dag skabte -- --

Men han afbrdes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod,
hvorledes der kunde vre lyst tre Dage fr Solen og Maanen og
Stjrnerne blev skabte til at lyse. -- Hjorth var paa Nippet til at
komme frem med sin Lrdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab
havde vist Muligheden af dette, som de Vantro lnge havde spottet
over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; -- men
han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor
Opbyggelse for de smaa Tilhrere, og indskrnkede sig med et stille
Suk til den Bemrkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa vre
saaledes. Den blege Dreng sa ud, som om han dog vilde have anst
det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og
Maane og Stjrner. Men Mngden var tilfredsstillet, saa meget mere
som den med levende Misnje havde set Tvivleren afbryde hin rivende
Strm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det fornskede
Maal.

Fra nu af gik Overhringen fortrffeligt. Efterhaanden kom der mere
Liv i Brnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers
enstemmig, med en Understrm af Jubel, der passede for de gladsynede
Ord:

-- Og Gud sa alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og
det blev Aften og det blev Morgen -- den sjette Dag men paa den
syvende Dag hvilede Gud fra al sin Grning, og han velsignede og
helligede den syvende Dag.

Den syvende Dag var den nste, og den sidste Time var strax udlben;
-- derfor Jublen. Hjorth indsa, at der hverken var Tid eller
Stemning til Meddelelse af de nrmere udfrende Betragtninger, som
han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: -- han var
ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret lste, havde der
blandet sig deri en gudsbespottelig Rst: --

    Natrlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt,
    Und selbst am Ende Bravo sagt,
    Da musst' es 'was gescheidtes werden.

Han kunde ikke slippe for at hre dette mephistopheliske Vers, der
pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det
maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det
nu krb frem, som lokket af Fljtetoner, spillende med sin Giftbraad.
Han havde moret sig med det i sit eget Vrelse; men her i Skolestuen
var det en uhyggelig Fremmed, en brdebringende Gst, sknt ubuden.
At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans re, som her
kun var vant til at fyldes af en skikkelig drvende og plaprende
Enfoldighed! -- Han var nsten bange, for at Brnene skulde hre det;
det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen
Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den
overstrmmende Gkkevornhed, som Skoletiden med sin religise
Slutning havde dmmet op for. Siddende paa Kathedret sa han slvt ud
ad Vinduet, da de lb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen,
puffende til hinanden, medens Pytterne sprjtede om dem. --

Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrvede over den
lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og
traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Vrelse,
med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den
lngste Vg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt
Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmnstrede Tapetpapir glode
overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrdes det af et
fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs
lange Husrkke strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og
overraget af Marie-Kirkens hje Tag med det lille Midterspir som en
Pegepind op mod Himlen; -- og ligeover for, over det lille spinkle
Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe
smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strnge
faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebrt dannede Pendanter
hver paa sin Side af Sovekammerdren. Den ene Hylde paa en lille
Hngereol glimrede med en Rkke brede, strkt forgyldte Bogrygge,
medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebger.
-- Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede
nogle vvre Luer; han stak en Fidibus derind og tndte sig en Pibe;
medens han bakkede strkt og med inderlig Velbehag sa Rgen sprede
sig i Vrelset, pikkede det paa Vinduet og en Nsetip klistrede sig
fast paa den graa Rude.

-- Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrkker
mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.

Hun havde for Slets Skyld lftet Skrterne meget hjt op foran i sin
venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om
hans Hals og faa et Kys.

-- Ja vel er det mig. Jeg lb herover, saasnart jeg sa Ungerne gaa
... Har du klt dem noget idag?

-- Det vd du jo nok, jeg ikke plejer.

-- Da havde de ellers godt af at blive hrpede, de skidne Unger, isr
Tsene ... De var da uvane nok i min Tid.

-- Din Fader plejer at sige, at man krer bedre med Havren end med
Pisken.

-- Ja, men han krer ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg
krte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det
var smurt ... Han krte dem ogsaa ordenlig af, de rde ... Tju --
tju! ... Der er da li'egodt Driv i det.

Hun stod og svippede i Luften med Spanskrret, som hun havde fundet i
en Krog. Men da hun bemrkede en misfornjet Trkning om hans
Nsebor, kastede hun det, satte sig paa Skdet af ham og redte med
sine krummede Fingre hans blde, krusede Skghaar. --

-- Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spg
... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en
skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ...
Hvad? ... en bitte Kende?

-- Vist ikke! ... Jeg tror du vil. --

Hjorth flte sig lidt urolig ved at have det krnesunde Pigebarn paa
Skdet og blive klappet og kysset. Han blev kligere, end han mente
det. Men hun lod ikke til at mrke noget.

-- Ah! det lugter bedre end Faders, udbrd hun, idet hun indaandede
Tobaksrgen. -- Lad mig prve? -- Og hun forsgte at ryge, idet hun
nd at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det
morede hende at puste Rgen langt bort med fremspidsede Lber og
endnu mere at faa den i Vrangstruben, -- indtil hun trt af Latter og
Hoste lnede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklrede, at Tobak
var noget ledt Griseri.

-- Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet
hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine
Trsko, og spjttet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa
Hosesokker til dig --

-- Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde lse Lektier med dig --

-- Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Ts? Ja men, hr, var det nu
ikke ogsaa noget flt Vrvl? Daaben er ikke blot Vand alene -- men,
men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid,
det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det --

-- Fy, skam dig Kristine!

-- Ja, det er godt, jeg ikke skal vre Lrer ... Nej, men vil du nu
bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Stvler til bare for at
sjoske herover.

Hun lftede igen Skrterne undvendig hjt op, saa at hun fremviste
sine kraftige, blaastrmpede Smalben.

-- Lad mig se! de stakkels Stvler! sagde Hjorth, idet han bjede sig
ned.

-- Nej, fy dog ... Maa jeg nu vre her? ...

-- Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Stvlen er kommen
noget til.

-- Nej, vr nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt
... Lad os stte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone -- ja,
det vil da sige, saadan til Maade.

Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet
imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske stte Bo til
Sommer. Det maatte vre meget indskrnket; en Pige til Stadighed
kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besrge de
Dele. Forresten burde han gre Vrvl om den jordlod ude ved
Prstestien, som havde vret paatnkt til Skolen; naar det galdt
Svigersnnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre
Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forgelse var Embedet ligegodt for
lille til at blive i, navnlig naar nu Brnene kom til; -- men
Provsten var ham god, saa naar der blev et strre ledigt i Provstiet,
kunde han vel nok gre sig Haab.

-- Jou vel, -- Pro'sten og Prsten og de Folk, de li'er dig jo svrt
godt, over det at du er saadan en ivrig Hjremand. Men at, det er dog
li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bnderne ikke saa
grne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svrt ivrige. Og det er
dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at
det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de
holder da li'egodt ikke af det; -- og saa paa et nyt Sted --

-- Jo, det er desvrre sandt nok. Men det kan der jo ikke gres noget
ved.

-- Ja, se at, jeg synes nu grne, du ku' la'e det vre. Jo, hr vd
du hvad, Niels, -- det er jo da li'egodt noget Vrvl baade det ene og
det andet, og -- jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte
os ved, og -- der kommer da heller ikke noget ud af det, og -- saa
ku' du da grne vre li'esom de andre --

-- Men kre Kristine --

-- Se nu er der jo for Exempel Beck --

-- Ja, men han mener det jo.

-- Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene.

-- Men du kan da ikke mene, at jeg skal vre enig med dem, der altid
udsklder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom.

-- Ja Barndommen -- det -- vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom
-- og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa
det --

-- Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, -- det er Beck
maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa
sammen med de Drvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres
Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet
ingen Fdrelandskrlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder
sig ikke noget om Slesvig. --

-- Jou, det er jo meget drveligt med det smukke Land og saadan nogen
store Gaarde paa over hundrede Tnder Land, at de skal gaa i Tyskens
Lomme -- det er saa vist -- og -- det si'er Fa'er ogsaa, og -- han
skylder da Hjre for, at det er kommet saa akavet afsted --

-- Det er jo uforskammet! det er en dum Lgn, som han har faaet tudet
i rene af Venstrefrerne! ... Nej det er til at blive gal over! --
at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og
grebet til Vaaben for os og -- -- Hvad har saa disse Trvetrillere
her gjort for os?

-- Ja--a, -- der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup
Overdrev, se at -- han er jo da li'egodt fulden ved Dybbl.

-- Naa ja, Herregud! det var han jo ndt til, naar han blev indkaldt
og en Kugle ramte ham; -- havde han vret en prjsisk Bondekarl, var
han maaske ogsaa falden ved Dybbl ... Nej men Viljen, den var hos de
andre, hos Folkets Ledere -- og Fanden skal ta'e mig --

-- Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behvede saadan at buse
ud med, at du er Hjremand baade i Tide og Utide og alstille rgre de
andre.

-- Aa, naar noget irriterer mig, naar det brnder i mig, saa maa det
ud, om det saa kommer gennem Sidebenene.

-- Ja, ja, Niels, tnk nu over det, og se til, om du inte kan mindske
det lidt, ... det ku' vre godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg
nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og
dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du lser i?

Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dr laa en lille tyk Bog med
marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og
bladede i det graalige Avispapir med det ttte Tryk.

-- Aa, det er en Versebog; -- og saa er det jo ikke Dansk ... Du er
dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad?
... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde
fra Kbenhavn? Kan du huske?

    Og slaar mig engang Lykken Klik
    -- Kli, kla, kli, kla Klik --
    Saa ta'er jeg mig en Heinerik
       Hi, ha, Heinerik.

Naa, du behver da ikke at gre sure Miner for saa lidt ... Jeg
tnkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ...
Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? -- Det volder det, jeg
aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrdre har vret hos Fader for
at fri -- men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en
kbmandsgv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Prstens den
mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Trknub af en
Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Mddingen, og
den bvede Pranger Anders Jrgensen med den nye Gaard, som han har
bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel -- og
forresten hvem jeg vilde ha'e -- og det blev dig, Niels.

-- Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste.

-- Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel!

-- Farvel, min sde Pige! og Tak fordi du kom herover.

Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Dren, medens hun trippede
gennem Slet, hoppede over Pytterne, med Skrterne trukne op, idet
hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og
tilsprjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem
og tilbage. Der var blevet mrkere; Skret fra den uttte
Kakkelovnsdr flammede af og til op over Vg og Loft, og gennem
Spjldet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes
Stvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et
Bundfald af Misnje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor
eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik je paa
Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade
i den.

Det var en Godtkbsudgave af Schillers Vrker, frste Bind.

Ved Die Gtter Griechenlands standsedes hans Blik af en hslig sort
Finger, som hun maatte have sat. Den stdte ham. Han fik fat i et
Viskelder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den
Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin
Ret, og han fik kun Bladet krllet -- -- -- --

    Da ihr noch die schne Welt regieret,
    An der Freude leichtem Gngelband
    Selige Geschlechter noch gefhret,
    Schne Wesen aus dem Fabelland!
    Ach, da ener Wonnedienst noch glnzte
    Wie ganz anders, anders war es da!
    Da man deine Tempel noch bekrnzte,
    Venus Amathusia!
    -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Han forstod ikke helt Ordene i den bermte Elegi, hvori saa mange
Sknheder, der aldrig have vret til, og saa mange uddde Ting, der
aldrig have vret sknne, klages levende og grdes sknne,
forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af
de fagertklingende grske Navne tonede gennem hans Hjrne, uden at
nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; -- eller undertiden var det
kun, som rrte der sig i en Hjrnegrav et halvoplst Legeme for at
gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Uddelighed -- men de
muldnede Knogler brast, Legemet sank navnlst ned, og Navnet flj
legemlst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fr ukendt og
halvkendt forbi -- ligesom et fjrnt Sus af usynlige Vingeslag -- den
forenede sig med Grundtonen, forlngende den til det Ubegrnsede og
uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrngtes dragende Sknhed.
Det var en Aabenbaring fra en sunken Sknhedsverden, et Fortids-Land,
blandt hvis Ruiner hans Tanke nppe havde traadt end sige hvilet, og
som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes
Disslr, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde
erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv
maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens
han sad dr i det halvmrke Vrelse med de taageskoddede Vinduer,
byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, --
svimmelhje Sjler i uendelige Aller, hvis fjrneste blaanende
Rkker kun synede som mrkere Striber ind i den dybe Himmel, med
Lvkapitler, der grde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjlker,
hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydls, duftende Regn og
bredte et Tppe for Fdderne af statueagtige Vsener med Guldgevanter
over Elfenbenshud; ... og det grnnedes og grode op med hjlndte,
bjrgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af
Traander, og i hvis klige Skygger Kildeskummet klang som
Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og lftede
Bryster, medens Fjldtoppen ovenover steg stenstrk op gennem
blgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som
maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som
et Hav, hvori erne svmmede violette som Skyer i Aftenglansen,
medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med
Fljteklang strg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden,
hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbltede, borgkronede Stad
med Templer og Paladser, Buegange og Sjlehaller, Gader og Torve,
stimlende fuld overalt af sknne, glade Mennesker, Mnd og Kvinder,
hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede
som Vimpler. -- -- --

Og med en halvbegyndt Strofe, med et: Schne Welt, wo bist du? paa
Lben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, --
andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.




V.


Det var under sit Ophold i Fyn, at Hjorth begyndte paa at lre sig
Tysk. Med megen Besvr slog han sig gennem Lsebogens Fabler og de
lngere Prosastykker og nade endelig til Digtene, hvoraf de fleste
vare underskrevne med Navnene Goethe og Schiller.

Han begyndte at fle sig stolt. De to Klassikeres Vrker straalede
over et Par Hylder bag Glasruderne i det blanke, aareflammede
Nddetrs Bogskab i Prstegaardens Dagligstue. Det var ham, som
bekldtes han med en ny Vrdighed, da dette Poesiens Palads slog
Fljportene op for ham, og en af dets fornemste Beboere overgav sig i
hans fromme Hnder.

Men han havde en Skuffelse. Hans sunde, lidet gennemkultiverede Natur
var ikke fintbestrnget nok til at vibrere med Werthers Lidelser;
hans principstrammede Seminariesind, hans kapitel-kldte og
paragraf-hgtede Uerfarenhed havde ikke rmegab nok til at favne
Lidenskabens Fritnkeri, hans Aand, der var en digegrnset Havn
for Traditionens Smakker, laa ikke vindaaben for Storm- og
Trngselstiden. Saa fandt han da, ligesom i sin Tid vort salige
theologiske Fakultet, at Bogen var umoralsk; og herimod var der jo
fra Prstegaardens Side intet at indvende.

Glimrende kronedes imidlertid hans nste Forsg: Wallenstein.
Der var nsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde
Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han
hutle sig igennem Lejren. Men dobbelt krt blev saa det dyrekbte,
dobbelt hans eget det tilkmpede, naar han i et flydende Gennemsyn
samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede
Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og
blanke Blikhuer, Svrd, Kuglebsser og Hellebarder, Kyradser,
Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstvler,
lftede Stob, Trninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag
og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og
Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grnne Holckiske Jgere, af
hvilke den lange Peter fra Itzeho syntes ham saa fortrolig, fordi
han engang som Dreng havde vret med sin Fader i den holstenske
Flkke. Han begejstredes for den dle Max og forelskede sig i den
fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige
Krlighed, over hvis tunge Dgnliv Krigens og Forrderiets
skbnesvangre Rnkespil har spundet sine Jrnmasker. Og bag denne
forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og
det svrmeriske, elskende Par, hvede sig saa Wallensteins tavse og
stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskggede
Generalissimus-Ansigt, ubevget af drift-brutal Livslyst og
af mme Lngsler, forstenet i kold Beregning, men furet af
Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mrk Skbnetros Sky over
den aarede Pande, rgerrighedens blodlse Dmon midt iblandt den
dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme,
den alttrodsende Krlighed Haand i Haand med den altofrende
Pligttrofasthed -- saaledes som Digterens Mesterhaand har
uddeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der
for frste Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig blde Kmpehaand:
-- Historien, den han fr kun havde kendt som et muskellst,
livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kdeliggjort
imde, i sit tragiske Hjtidspurpur kun saa meget mere blndende for
hans kritikfri Blik. For frste Gang levede han i en fjrn Tid, og
indaandede dens strke Luft i sine skolestvede Lunger. Og var der
end paa Amorinvinger flagret Weimarske Flelser ind i det Pilsener
Standkvarter, -- han kunde ikke sklne dem, og for ham var det ene
som det andet nyt og stort.

Da han rejste fra Fyn, forrede Fru Lindekr ham en gammel Udgave af
Hermann und Dorothea, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive,
guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en
hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne
Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils mhed vendte de
tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imde en hyggelig,
forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn
med det klig harmoniske Skr af den ravgule Druesaft i de havgrnne
Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund sa han sit og den Elskedes
Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det dle Spejl.

Saasnart han kunde faa Raad dertil, kbte han Schillers Vrker og
et Udvalg af Goethes. -- Studiet af dem blev hans stadige
Sysselsttelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i
dem.

Salige Dage, I, da vor mrkefamlende Sjl frste Gang trder ud i
Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig,
morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig
indpodede Forestillinger frostsvides fr Blomstringen, vore
rodspredende Flelser visne bort i trkemtte Aarsgange, og paa en
Stormdag knkkes vore Haab; -- ogsaa vore Venskaber rive sig fra os,
og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor
frste Krligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; --
men hvad I har sat og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra
os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhrdes den hin Gang
fostrede Lrlinge-mhed overfor de Mestre, der frste Gang vakte vor
Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden
river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kmpe under
andre Faner; men _dem_ ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har
vundet sig Hderskranse, han vil dkke _deres_ Blottelser med det
selvvundne Lv, han vil rive Kransen snder og lgge Lavrbrbladenes
svalende Lgedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem
-- for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!

Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.

Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der
grede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det
smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige,
hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de
germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes
Hyttetaget at maatte sprnges, var det end lagt med Straa fra
Bethlehems-Stalden.

Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjlden og
glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det
indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige
Organisme; kun af og til strejfede Oplsningsprocessen en Nerve, som
gav et smerteligt Sting.

Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret
tankels paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig
for ham i et nyt Lys, hsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde
komme ham paa tvrs i hans Skolegrning, standse Ordet paa hans Lbe,
gre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de
Ord, hvormed der skulde tales til Bnderbrnene, vilde ikke indfinde
sig, sknt han kendte dem saa godt.

Eller ogsaa kunde det vre et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af
disse uvilkaarlige Bevgelser, der ofte klarere end Ord synes at
aabne en Fold af det inderste Vsen, som forfulgte ham, skurrende i
hans re som en Mislyd, irriterende hans je som et Stvgran. Hun
havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde vret Krester;
hun viste mere og stundom noget, han nskede uset. Af og til maatte
han, halvt ubevidst, indrmme for sig selv, at hun kunde have lignet
Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, -- for ikke at tnke paa
Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.

Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens
klige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en
tungeklbende Trke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge
udtrster rkenvandreren. Han lededes ved Brndvand og forsmgtede
efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbgret, ikke
Nadverkalken, som hans Sjl stundede mod.




VI.


-- Find Dem en Cigar, Hjorth ... dr ... paa Pulten, sagde Pastor
Krarup gennem Nsen, gabende over et Porcelns-Pibehoved, som han
derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrd i
Ansigtet.

De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studerevrelset,
et mrkt, tilrget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en
apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en
gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt
Tr uordenlig bedkket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade,
religise Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en
Jrn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Prsten
Lrdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes
Indflydelse skyede det gteskabelige Sovekammer. Den graastrgne
Kalkvg grinede frem gennem de verste Hylder paa Reolen, hvor kun
nogle sorte Salmebger og Nytestamenter hldede sig, medens
nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forldede theologiske Bger
havde samlet rvrdigt Stv. Over den hjbenede Fyrretrs-Pult med
tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosard,
taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokvrk havde portformige
Gennembrydninger, ophedede Vrelset til et betnkeligt Gradeantal.
Men udenfor frs Haven, vridende Frugttrernes ngne Grene mod en
zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentrer ligesom Vaage-Koste
stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en
lsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.

-- Naa, har De saa tnkt over det? ... hvad siger De til den Id?
spurgte Prsten, idet han svbte sig ind i den palmede Slaabrok, som
sa ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lnede sig
tilbage i Skyggen og pustede store Rgskyer ud i Lyset, hengivende
sig til den behagelige Sndagshvile inden Annexturen.

Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv,
vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke
var Trk i.

-- Ja det, som Prsten siger, det -- kunde jo ikke vre saa galt ...
Jeg har saamn ogsaa nok Lyst ... sknt det skam aldrig fr er faldet
mig ind ... Men -- Sagen er, jeg vd ikke rigtig, hvordan det skulde
kunne lade sig gre --

-- Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, --
det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja,
ja -- det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar
De frst er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ...
Aa, saadan noget kommer man ud over, det -- kommer -- man -- ud --
over.

-- Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa
Studeringerne.

-- Sent? ... naa, ja ... men -- De er jo dog en ung Mand, Hjorth ...
hvad? ... De er jo en pur ung Mand --

-- Ja, jeg vd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede
sig paa det ene Ben. -- Jeg synes nu, jeg begynder at ldes, jeg er
saamn snart fireogtyve --

-- Aa, men saa er De jo en ren Grnskolling, hi, hi, hi ...
Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vd De hvad, saa kan De
saamn ogsaa vre Prst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De
jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ...
Ja jeg mener ikke nrmest materielt, -- sknt vi er jo da alle noget
Materialister, -- men en Mand som De, De vil ikke i Lngden kunne
fle Dem tilfredsstillet ved Skolelrer-Virksomheden. -- De strber
videre ... De er som en lling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet,
he! ... Nej, De behver saamn ikke at fortlle mig det, jeg har jo
nok mrket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se
Prst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver --
jo, saamn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en
ypperlig Hukommelse, -- De vil netop kunne blive en Prdikant.

Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa
Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at
faa dem fyldt med en maadelig Prdiken, som han saa endda maatte
lse op. Han var ingen Prdikant.

-- Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og -- hvad
der gr mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.

-- Saa, hvordan det? De fler alligevel ingen rigtig Lyst?

-- Jo paa en Maade nok Lyst -- men, jeg vd ikke rigtig, hvad jeg
skal sige -- jeg er bange -- jeg -- det at vre Sjlesrger for en
Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar -- og saa synes jeg
ikke, man br tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald
--

-- Ganske vist, det -- er jo meget sandt, -- saadan i Almindelighed
... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hnge Dem for meget i det,
Hjorth ... Man--n -- kan saamn ogsaa gre for meget Vsen af det
indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der
mener, det skal komme over Dem paa n Gang, ligesom med Ildtunger,
ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de frste
Gang kommer til Herrens Bord ... Men--n, det gaar jo ikke altid
saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vd bedst, hvorledes han
skal komme til hvert enkelt Hjrte ... Det er som vi synger i vor
gamle Salme: Her vil ties, her vil bies --

-- Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig
alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet
bedre i en anden Stilling --

-- Naa, ja, De tnker paa Provst Storm --

-- Ogsaa paa ham, ja.

-- Vor kre Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men -- har
Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads
i sin Kirke, som -- ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han
virker dog meget -- anerkendelsesvrdigt? ... Nej, naar det slet ikke
kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben
imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vr De blot ikke
bange for det ... Vorherre lgger sin Velsignelse til, naar De blot
tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og
efterhaanden som De ved Videnskabens -- hm! -- Haand trnger --
dybere -- ind i -- disse -- hm, hm! -- evige Sandheder ... De skal
se, det vil alt vende sig til det bedste.

Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at
have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han
atter tilbage til sin nye Yndlingsid med en betnksom, haardnakket
Stemme, der syntes bestemt paa at fjrne alle Hindringer.

-- Og selv om det nu ikke netop blev som Prst, saa -- man vd jo
ikke, hvordan det kan fje sig -- der kunde jo ogsaa aabne sig andre
Udveje -- -- for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslrer --
det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der -- ikke
sandt? -- Nu -- der er jo for Exempel den nye theologiske Professor,
Doktor Petersen, -- en udmrket dygtig Mand, ganske udmrket -- han
er ogsaa bondefdt, -- ja, han er saamn her fra Sognet ... Jeg har
kendt hans Forldre godt ... De bde omme bag Mllen ... Det var
Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, -- dr kan man se!

-- Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?

-- Ja--a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamn ikke noget at
sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ldre
Professor, saa kunde det saamn gaa an endnu ... Men jeg synes
Kakkelovnen ryger, -- brd han pludselig af, idet han rejste sig.

-- Ja, den er ikke helt fri for det.

-- He, det er dog ellers mrkeligt! ... Det er ellers saadan en
udmrket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften
god, den ventilerer, aah! -- jeg behver slet ikke at lukke Vinduer
op ... Min Eftermand, han vil saamn komme til at prise mig mange
Gange for den Kakkelovn, -- ja, for jeg har jo selv ladet den stte
op, det er min Id; -- nej, disse nymodens -- hvad er det nu? --
Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, -- til at
kvle Folk med ... Det er saamn ogsaa mig, der har fundet paa at
lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til
... Ja, min Eftermand, han -- han vil saamn ikke komme til at bande
mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth -- man kommer til at tnke
paa Eftermanden ... ~Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient~,
som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar
ikke Latin.

-- Nej endnu i al Fald ikke.

-- Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hndes, jeg kunde faa
Dem til Kapellan, Hjorth; -- hvis jeg kan holde ud saa lnge.

-- Aa, hvad det angaar --

-- Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rrig af min Alder, hvad!
... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih
du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand,
Ferdinand! ... Naa, dr kommer han allerede for Dren. -- Stine! har
du pakket Kjolen ind? og den _gamle_ Prstekrave?




VII.


-- Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag -- dette med den ny
Prst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig
tilrette i Kontorstolen, som han havde vret i Frd med at springe
ned fra. -- Han ... hvad er det nu?

-- Frederiksen.

-- Ja vel ... Har De set Regnskaberne efter, Jessen?

-- Jo, vist har jeg saa -- men --

-- Naa, hvordan --?

-- Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brnde i lang Tid.
Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hvd.

-- Hm! -- ja, det tnkte jeg nok, sagde Ravn, og lnede sig tilbage,
dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa
den tilklattede Voxdug.

-- Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde
truffet Greven i Selskab, og Greven havde vret meget forekommende og
sagt, at det maatte vre en Misforstaaelse, -- han skulde naturligvis
have Brndet ligesom Formanden --

-- Naa saadan -- ja vel! -- he! Godsforvalterens lille runde Mave
syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Lber og
fik et musikalsk Udtryk i en lang Fljtetone. Derpaa kastede han
Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet
han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

-- Ja, hr vd De hvad, Jessen, -- De kan saamn godt skrive til
Prokurator Meyer imorgen.

-- Hvad mener Godsforvalteren? -- om --

-- Ja, netop ... Jo, gu frer vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende
Fistelstemme, medens hans missende jne gldede sig over deres
overlegne Skarpsynethed.

-- Men naar vores Bger -- --

Men en nedladende, belrende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet:
--

-- Ja men, det er de andre, der skal fre Beviset, go'e Mand! ...
Nej, gu udleverer vi ikke vores Bger ... Ja, lad dem forlange dem
... Vi vd ikke noget af det; -- Regnskaberne er kommet bort; der har
vret en rdsom Uorden paa Godskontoret -- i den forrige Forvalters
Tid naturligvis ... Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa -- --.
Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan
Prsteregnskaber, nej, det kender jeg saamn ... Hvem er det, der
gaar over til Dem? -- aa, det er jo Lrer Hjorth, -- ja det er sandt,
nu skal han nok ikke vre Lrer mer --

-- Hvordan det?

-- Naa har De ikke hrt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven
af Dem. Jo, jeg var saamn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, -- en
lille Lhumber, forstaar De -- og han fortalte, at Hjorth vilde til
Kbenhavn og studere Theologi; -- det var saa godt som afgjort. --
Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham ... Det er jo en opvakt
Fyr ... Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; -- nysselig
skabt, -- det ved Gud -- --

Godsforvalteren havde stampet sine Stvler fast i de pletfri
Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han
havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade
Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fdslen, fuldendende
Ryggens og Nakkens rvrdige Kurve med sin agtbare Kuppel, -- og hans
behandskede Haand strakte sig velvillig frem: --

-- Farvel, Jessen.

-- Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken.
Vi skulde vel snart til at tage fat paa den -- Synet udsatte jo en
hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, -- ja
De var jo selv med --

-- Ja vel, ja. -- Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til
Brndet ... Hvor kan det ellers vre, De er bleven saa kirkelig? ...
Naar det endda var mig, hvad? ... men De, -- he, De skulde saamn
hre, saadan som Pastor Krarup --

-- Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget --

-- Saa, synes De det? -- he! det var da ellers en parte Mening,
afbrd Godsforvalteren ham -- med forkert Betoning paa aparte ...
Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet
... Men apropos om Deres Kirkelighed, -- hvad er det, Pastor Krarup
fortller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?

Jessen blev blussende rd i den lille Stump Kinder, der var synlig
over hans sorte Skg, medens han med et fortrdeligt Smil mumlede:

-- Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det --?

-- Men Deres Datter, kre Jessen -- det er rigtig en vakker ung Pige
-- srdeles vakker ... men De kan dog ikke lade hende voxe op uden
Religion, -- det gaar dog virkelig ikke an -- --

-- Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de
Omraader -- --

-- Ja, Gud bevares, -- der maa enhver flge sin Overbevisning, -- det
giver jeg Dem fuldstndig Ret i ... Det holder jeg altid paa ... Ja,
jeg selv er, som De vd, religis anlagt ... Flelsesmenneske -- naa,
men Gud bevares! ... Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optrden
... Et saadant usdvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mrke
til, -- der vilde blive talt overmaade meget derom, -- og jeg finder
nok -- at -- i Deres Stilling -- Ja, ja, kre Jessen, ser De, --
saadan, -- dette, -- et Gods, et Gods -- (og Ravn gjorde en bred,
besiddelses-tagende Haandbevgelse) -- det er -- til en vis Grad --
en _In_stitution, -- og enhver -- der indtager en Stilling ved en
saadan _In_stitution, -- maa -- til en vis Grad -- bje sig -- og --
i sin ydre Optrden -- rette sig -- efter den Aand -- som -- hersker
ved denne _In_stitution -- (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa
frste Stavelse, som om hans Tanke standsede dr af Glde over det
trffende Ord).

-- Det vil sige Grevens Aand?

-- Det vil -- naturligvis -- i sidste Instans -- sige Grevens Aand,
indrmmede Ravn, medens han i en forget Vrdighed druknede sin lille
indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt
Sideblik gennem jenkrogen udspejdede, om Fuldmgtigens Ansigt viste
en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Trk forraadte intet, og
Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skg.

-- Naa, men hvad er det vrdt at gre Vsen af? ... det hele drejer
sig jo om en Ceremoni ... Se nu Herredsfogden, -- ja, De vd jo selv,
hvordan han har det: -- han siger jo altid: Fanden lyne i de
Prster, det er ikke andet end Lgn og Vrvl ... Ja, han har jo
saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kre Herredsfoged ...
Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere ... Det er jo en ren
Formalitet. -- Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det
-- hm! ... men--n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger
... Blot ikke aaben Opposition! ... Hvor kan det ogsaa falde Dem ind,
kre Jessen! De, som ellers er saa konserva_tiv_, saa konserva_tiv_
... Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, -- betnk -- det Ansvar ...
En Mand, -- naa, ja -- men en _Kvinde_! ... Betnk, hvad er en
Kvinde! ... Ja, De kender vel Figaro? ... guddommelig ... Ja Musik
er nu mit Svrmeri ... Musik og Kvinder ... (Hans Stemme blev klen,
drmmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans je) ... Wer nicht
liebt Wein, Weib und Gesang ... Ak ja! det var en Guds Mand, den
Luther ... Nej men, at en Kvinde er irreligis, det er unaturligt,
-- det er ukvindeligt! ... netop det svage i den kvindelige Natur, --
det uklare, dragende, -- dette -- hvad skal jeg sige? -- denne
oversanselige Duft -- hm -- er ikke den religise Stemnings
Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfre, hvori
denne Blomst skal oplukke sig? -- Ja, De forstaar mig nok, sknt jeg
ikke kan finde Ord, der -- --. Jeg er nu engang et Flelsesmenneske,
en Romantiker, om De vil; -- ja, jeg vd, det er nu gammeldags, men
--. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem lnger, kre Jessen, men tnk nu
over Sagen. -- Farvel, Farvel!

-- Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Ngleknippet ud af
Kontordren og sa efter sin Foresatte, der med en katteagtig
Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den
de, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis ngne
Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske
Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets
Glug, fulgte ham til Drs med en doven Knurren.




VIII.


-- Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke ... Pastor Krarup
er meget ivrig af sig, vd du nok, naar han har faaet en Id -- --

-- Han faar heller ikke mange af dem --

-- Men jeg har jo rigtignok tnkt en hel Del derover siden, og ...
jeg skal ikke ngte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var
fornuftigere end at blive ved --

-- Nej, hr, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det
fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere
eller Vrvlere --

-- Naa, naa Jessen --

-- Ja, for det maa de da vre, en af Delene eller begge Dele, -- jeg
vd Fanden ikke.

Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort,
stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en
pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skv
Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmgtigen gik med den
slbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mrke, lave
Vrelse, hvis Loftsbjlker han nsten fejede med sit tynde Haar;
Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu
mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis
brunrandede Dksel smldede, naar han tog den ud af Munden og
gestikulerede, idet han talte sig rd helt op i Tindingerne.

-- Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Nser i alle andres
Sager? ... naa, hvad mener du? dr kommer nu forleden Pastor Krarup
op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde
dog vret for -- og det har han jo engang forsgt, saa dr er vinket
af, det vd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. -- Hun
skulde vel nu snart konfirmeres. -- Nej, det havde jeg ikke tnkt
mig. -- Men det var dog virkelig snart paa Tiden. -- Jeg tvivlede
paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. -- Ja men det gik
aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte
som Prst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det
stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes -- og -- og
alt saadan noget, hvad de nu kan sige. -- Og saa sagde jeg rigtignok:
-- nej hr, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle
Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn
til at de et surt ble og saa javed hende ud af Haven. -- Naa, saa
blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og hre paa mine
Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg
svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at
lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit
Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at
hun behvede at tygge Oblater drfor -- ja for jeg blev jo ogsaa
heftig, -- det kan jeg ikke ngte, -- det blev jeg ... Det skulde jeg
nu ladt vre med -- naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde
med Dren ind i Huset til En. --

-- Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge
Pige, der bd ham Kaffe og Sukker.

-- Nej, jeg vil saamn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et
trodsigt Smil om de temmelig tykke Lber, stolt over at have Del i
Faderens Uafhngighed og over at handle anderledes end sine
Jvnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker,
bed det over med sine Fortnder, der vare ligesaa hvide som den
bestandig skvt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa
paa Bagbenene foran sig, lftede det, indtil den sitzede, holdt det
hen mod Snuden og trak det bort, til den gede, medens den stedse
beholdt sit tnderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at
vre kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med
den endnu barnlige Opstoppernse og med store, tindrende mrke jne
under den lave Pande.

-- Ja men -- det var jo dog egentlig i en god Mening -- og -- det var
vel ogsaa Prstens Pligt at gre det, sagde Hjorth langsomt, medens
han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme
virkede velgrende i den kolde Fugtighed, der trngte ind i
Lejligheden og fik det Brnde, som skulde bekmpe den, til at sive
dsigt i Kakkelovnen.

-- Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor
skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver
dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mlle ... Nej, slaa du
dig til Taals ved de Pligter, som du _har_ af den Sort, de kan saamn
vre slemme nok ... Lre Brnene alt det Sludder og Vrvl! ... De
stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle
jdiske Eventyr ... og saa Katekismen.

Nelly lb baglngs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i
en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tnderne.
Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo hjt
og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lrer. Thi hun var for
nogen Tid siden begyndt at lse Tysk med Hjorth.

Fuldmgtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte
uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at hre hans
Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den
til Side med et bldt Spark af den broderede Morgensko, som
uformeliggjorde hans Kmpefod.

Jessen var en blandt mange Brn af en jvn Borgerfamilie. Den
normerede Vanekristendom havde hrt til Familiens Traditioner; den
var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent
hveranden Sndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om
Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at
slippe nogenlunde over Terminen var usdvanlig fordunklet, tnkte man
lidt mere paa Gud end ellers, -- det gik som af sig selv ved en
Naturndvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning
ikke havde nogen Grde i den Retning, frte dette ogsaa som ved en
Naturndvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religis.
Forldrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Brnene
et godt Exempel; Brnene tridse med. Siden naar de blive deres egne
Herrer, hre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt.
Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gr
saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give
deres Brn et Exempel, og endelig -- man bliver alvorligere, det gaar
ned ad Bakke med Fornjelserne i denne Verden, man maa begynde at
tnke paa dem i den nste. -- Men dette normale tredje Stadium nade
Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmgtig paa
Herredskontoret, forlovede han sig med en Lges Datter, og da han fik
sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde
i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religise Omraade;
-- som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser
ved Haandspaalggelse, Ddeopvkkelser og Jomfrufdsler. Det varede
ikke lnge, fr hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig
mod den kirkelige Kristendom. -- Et Aars Tid efter Nellys Fdsel dde
Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det frste egentlige Sammenstd
med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin
Bekymring for denne Sjls Frelse, der aldrig havde sgt Guds Hus og
Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i
sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Prsten
til at dmme om hendes Overbevisning? trngte hun til hans hyklede
Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl vret en sandere Kristen end
de andre i deres slve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem
dem. Fra dette jeblik var hans religise Oppositionsstilling, der
fr havde vret skjult indenfor Privatlivets Vgge, draget frem og
udpeget for Menighedens jne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure
og genlydende Hvlvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne
Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i
verdslige Anliggender maatte bje sig for sine Foresatte, tiende til
Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig.
Dertil kom, at han, idet han hvdede denne Srstilling, dyrkede sin
Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde
forsgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen krest,
der bre Mrker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trngte hans
Sind nu til Religionens Trst; thi et tungt Gemyt som han var,
vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brdhvervs-Arbejde var just
ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og
specielle sthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde
han ikke. Saa frtes han da naturlig til et vedholdende Forsg paa at
uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han
ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle
Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons
dengang udkommende Bger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik,
deres deistiske Reminiscenser af det statutariske i Kants
Spekulation, deres Tro paa en Religion indenfor Grnserne af den
blotte Fornuft; -- senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter,
Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastdte hans sunde
Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur,
lavkrattede Udlbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem
Tbingerkdens Hjskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags
Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste
nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens
evige Trst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes
Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den stvede
Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud,
Frihed, Uddelighed. -- Han blev deres Lrling, en begejstret,
lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet
Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det
overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mngden forkaster som
et plumpt Sansebedrag. -- En underlig Fremtoning, denne robuste,
landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og
hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Ugthed, om
det Paulinske Lrebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! --

Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det
begyndte at mrknes i Stuen, strende sine forngtende og
bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan sade i
den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig
paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte
sig paa, naar han vilde bestige en Prdikestol.

-- Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gre Rede for og sige
dig imod ... Jeg er jo ikke lrd i det, saadan som du ... Naar man
saadan hrer paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger,
rigtig fornuftigt ... Men--n, -- det staar nu saadan for dig, og du
kunde naturligvis ikke vre bleven Prst ... Men jeg har jo dog
Troen, -- saadan i det hele -- og naar jeg faar lrt noget ordenligt,
saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hnger sammen, og hvorfor det
maa vre saadan.

-- Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med
meget i sig, som man ikke mrker, at det ikke kan forliges ... Troen,
den er -- ja, det er med den ligesom med et Viskel'er, -- ser du,
det er, naar man trkker det ud, at man ser Sprkkerne og Blrerne
... For Resten har jeg da heller aldrig mrket, at du flte noget
Kald til at blive Prst.

Den sidste Bemrkning slog Hjorth, der blev saa rd i Hovedet, at
Jessen kunde se det gennem Halvmrket.

-- Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke -- saadan
ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuvrende
Stilling.

-- Tror du, jeg er tilfreds i min?




IX.


Dette Jessens Afskrkningsforsg fik den modsatte Virkning af den
tilsigtede.

Samtalen havde sat Hjorth i en strk Bevgelse. Han havde vel ofte
hrt Fuldmgtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig fr saa
kraftig, saa sammenhngende, og han havde heller aldrig fr vret saa
oplagt til at hre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, ndt til at
flge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin
Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vgt, uden at
vre i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde
komme. -- Hvad havde han ikke alt faaet at hre, nu han tnkte over
det bag efter! Hvor meget af hvad han havde trt fuldt og fast, havde
Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han
aldrig havde trt og som han gs tilbage for som Nonsens, havde
Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han trde paa det andet! -- Og
han stod raadvild over for alt dette.

Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte
Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lre Brn som Livets
Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtnkt, prvet i alle
Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke
kunde forlige med sin vrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem,
ude af Stand som han endogsaa var til at afgre, om det nu ogsaa var
ndvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.

Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lrere. Og vel
sagtens med de fleste Mennesker, naar man sa rigtig til; for var de
ikke alle deres Brns Lrere? -- raadede de ej over Brnenes Tro?

Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om
ham. Og _han_ maatte undersge alt dette indtil Bunden, eller leve i
en Halvlgn, ja, hvad der var brdefuldere, leve af en Halvlgn,
skre sit daglige Brd af den og de sig selv til Doms, som der stod
hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed,
som Livets Brd, naar det blev undersgt, -- for ham vilde det vre
en Halvlgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i
andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart
indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.

Saaledes var allerede det, der fra frst af kun havde vret det
selvflgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal,
Prstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.

For det kunde jo hnde, at Garnet viste sig at vre i Vildrede, en
ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa?
-- Prst kunde han saa ikke blive; -- og Lrer igen? -- den Dr var
nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den --
udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.

Saa tog han endnu en Gang Sagen for til Beslutning, som det hedder
i Degnesproget. Han satte det vrste Tilflde. Han forestillede sig,
at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro,
saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af
Forngtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at
han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at
skaffe sig Livsophold. Og han sa sig selv grangiveligen som en af
hine romantiske Vandringsmnd, der utilfredse flakke om i den kolde
Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjrte og en let Randsel.
Mdig, med gammelt Vejstv paa de hullede Stvler, kom han op ad
Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Lber, da
hans gamle Kyndinge, Mller Kristensens Pudel og Niels Larsens
Hnsehund og Per Andersens ugte Grvling og alle de gte Ktere gde
og bjffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at
se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Trk fra Skolebnken,
Husmdre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmnd, der rg
deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, -- naturligvis.
For lnge siden havde han set Solen gaa ned bag Mllen, som endnu
stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene
begyndte at tndes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen
blev netop baaret ind af den tkkelige Kone, og Manden sad leende med
en rdmusset Dreng paa Skdet, hvis Gyldenhaars Krlrand opfangede
Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, stttende sig
paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke,
mumlede han i Skgget: -- Saaledes kunde du nu have siddet derinde,
dersom du ikke var draget ud for at sge Kundskab. Thi det er et
sandt Ord, at hvo som forger Kundskab, forger Grmmelse. -- Da
spurgte Hjorth sin Dobbeltgnger: Fortryder du da paa, at du drog ud,
og nsker du det gjort tilbage igen? -- Men Vandringsmanden, med det
kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede:
Nej, heller vil jeg vre en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste,
heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare. --

Men naar han foretrak det vrste, hvad var der da mere at betnke sig
paa?

Saa tog han Prstens Flyve-Indfald som sin Skbnes Vink. --

Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde vre
slukket virkningslst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og
Minen var alle de Drifter, som den fremmede Lsning havde vakt,
Vandrelyst og Lreiver, Sknhedssavn og Lngsel efter nye storstilede
Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede
Jamber, -- Trang til at fle alle sine Evner spndte i en stor Kamp.

Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod
sine Brn ramse op, vilde vre gledet uflte af, dersom ikke hedenske
Vers havde rokket nsten umrkelig ved hans Barnetro, havde lidt
efter lidt smulret dens troskyldige Flelses-Grundvold bort med deres
sdtklingende Rythmeblger og indskyllet en ny, hvori allerede de
samme Tvivl og Sprgsmaal, ja de samme forngtende Svar spirede, som
han nu fik at hre fra en Vens Lber.

Det var ikke lnger Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde
til ham: De skulde virkelig tnke derpaa; ... De kan saamn vre
Prst, naar De er et Par og Tredive, -- det var dybt inde i ham de
fremmede indladte Aander, som raabte: Frem, frem! -- kun bort fra
denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvles.




X.


-- Men Per Andersens? -- det var Hjorths frste Tanke den nste
Morgen. Om Aftenen havde han nppe tnkt paa Kristine.

Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pljede ude ved
Vejen. Da han vilde tale frst med ham om Sagen, gik han ud af Byen.

Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede
Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede,
hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler
strakte sig lige ud, mrkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der
dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spndte ud fra t
Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud
fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den frste
Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt
bort med Heste, der laa hldede frem i Drttet, sank i, og hvert
jeblik nsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjrten med den
ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtjlerne, som han havde
over Nakken, medens han udstdte et langtrukkent Ny-!. -- Paa en
Stenkiste ved Vejen laa en Trje og en Madkasse. I en af de yderste
Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hnderne paa Ryggen, indtil
han nade Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjrne af Marken,
hvorpaa han ligesaa langsomt nrmede sig, idet han nu og da sparkede
en Sten ned i Grften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem
Fingrene.

-- God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet
... Du er ellers svrt morgenduelig idag.

-- Aa ja. -- Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde ls med
Sagen ... Naa hvordan staar det?

-- Aa jo, -- vi kan jo ikke sa endnu, andet end plje ... Og det er
endda li'egodt hart for Bsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er
en Ynk --

-- Hvad gr de?

-- Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i t Lummer, isr her hvor
vi har Madjord, og -- det er jo ikke at undres paa -- etter det
Nedslag ... Og -- vi kan saamn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi
inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for -- her blinkede Per
Andersen polisk, medens han smilende strg sig om den magre
stubbeskggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven -- for Hullet dr
ovenover, det er li'egodt stort.

Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spg.

-- Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.

-- Aa ja, det kan saamn ogsaa grne hnde ... Ja, se -- det er jo
rigtig blanket op derude, -- og, -- han spyttede paa Fingren og holdt
den i Vejret, -- ja gu' er Vinden sprungen om.

Da Hjorth nu sa sin Svigerfader i helt godt Humr, fandt han det
raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.

-- Hr, -- hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tnkt
paa en strre Forandring.

-- Saa--aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven
skudt frem, Skuldrene strkt snkede og de tvrstribede snvre
Uldrmer stukne dybt ned under Glpen, -- ja, jeg vd jo nok, du vil
forandre dig, men--n ... at ...

-- Ja, ser du, jeg har tnkt meget paa at opgive min Stilling som
Skolelrer og tage til Kbenhavn og blive Student, og saa studere
Theologi, saa at jeg siden kunde blive Prst.

Per Andersen skd Maven endnu lidt frem, fik Armen ned nsten til de
spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte
Halsklud.

-- Naa saa _det_ vil du? ... lse til Prst! ... he! det er ellers
aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke
-- ... Men--n, har du ogsaa talt med vores Prst derom?

-- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamn Prsten, som frst satte
det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gre Alvor af det.

-- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa
det jo ogsaa kunne lade sig opfre ... Han maa jo da kende til de
Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrd Per Andersen, idet han
tog Trjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa
ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der
slbte Hamlerne efter sig.

-- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det
sgu' ... Hvis nogen har spndt for, for at kre til jeres Bryllup,
saa kan de saamn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tsen er jo da
heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da
noget at bie etter, for at vre Prstefrue det er jo immer bedre end
som at vre Degnekone, det er ikke aa ngte ... Og se, -- Lrer, det
kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de
voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan
faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. --
--

Karlene, der havde sat sig paa Bnken, trak Skuffen ud og tog deres
Trskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en
Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mlkegrden paa
Bordet.

-- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har vret saa slem
idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?

-- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom
du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa
tales ved om.

Det ld ganske hjtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med
bankende Hjrte, som om hun skulde katekiseres, medens Forldrene tog
Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.

-- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa sken med
de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den
Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en
Komode, imellem et Sparebsse-ble af malet Potteler og en stor
takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.

Det blev nsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids
af, slikkede Mundstykket rundt for at fstne Dkbladet, knkkede et
Par Svovlstikker og endelig fik en til at fnge paa Buxerne, ventede
en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tndte sin Cigar
saa lnge, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den
opbrndende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da
Fortllingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Rgskyer.

Kristine hrte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit
Forkldehjrne. Da Faderen var frdig, sagde hun ganske stilfrdig:
--

-- Og vi, som skulde vret sammen til Sommer, det bliver der nok ikke
noget af.

-- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.

-- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --

-- Vi kommer til at bie paa hinanden, kre Kristine.

Men pludselig brd hun ls: --

-- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og
dr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end
jeg -- og saa vil du ikke vide af mig lnger -- og jeg faar dig
aldrig mere igen -- aa -- aa --

Hun lagde Hovedet ned i Skdet og hulkede. Moderen lftede rmet op
til jnene og snftede, reflexmssig.

-- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.

Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende
Fantasi udmalet sig den Herlighed at vre Prstefrue. Men pludselig
kom saa den Id, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa
hjt paa Straa. For hende, der allerede sad i Prstegaardssofaen, var
det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, bervet sin
retmssige Ejendom, -- og hun flte en inderlig Medlidenhed med sig
selv. Jeg stakkels, forskudte Pige, hulkede det inden i hende,
medens ukunstlede Taarer gennemvdede hendes Forklde.

Hjorth var bleven ganske forblffet og ulykkelig ved denne pludselige
Scene. Han bjede sig over hende, fik hendes Hoved lftet, trak de
modstrbende Hnder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun
vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig
om nogen anden? ... hun skulde vre hans egen lille Kone ...

Men hun tog stum mod hans Krtegn, medens hun sad som fortabt,
trrende sine jne, af og til med en nervs Trkning over Skuldrene
af Graadens Efterdnning og med en lille ulykkelig Grube i den runde
Hage.

-- Naa, naa min Ts, tag det nu med Ro.

-- Nej, Mndene! ... aa, Gud! ... det er saamn ikke saadan, klagede
Moderen.

Hjorth vedblev at trste Kristine. Denne halvkvalte Graads
Svaghedstilstand, den modstandslse, frygtende Sorg rrte ham, medens
den kildrede hans Stolthed, Bevgelsernes viljelse Slaphed, naar han
lftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede
ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et bldt Tonefald og
fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde
han vre den sorteste, utaknemligste Usling --

-- Ja, det mener du _nu_, afbrd hun ham med et mat Smil.

-- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er
ikke aa fragaa ... Der er en Fare dr ... Naa, det var jo ikke fulden
mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med
Instinkter ... Men--n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da
li'egodt vre noget ved enhver Ting ... Man maa jo lbe en Risiko,
naar man vil have en Gevinst ... Man maa stte noget ind, det er saa
vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er
vrd at vove paa.

-- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prkestolen og hre
ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt vre
den bedste Stund, jeg har levet.

-- Ja, der kan du hre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo,
det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at
Prstelodden kun skiltes fra hans bylbne Jorde ved en smal Strimmel
Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Mller Kristensen, til at afhnde
for en rsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg
tnker over det, houer det mig svrt godt.

Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske
trstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skgget og kaldte ham sin
lille Prstemand.




XI.


-- Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrd Pastor Krarup,
hjrtelig glad over at have faaet sin Id frem. Han gned sig i
Hnderne, idet han allerede sa sig som Opdageren af en ny Stjrne,
Grundlggeren af en glimrende Lbebane. Hvis han selv blot havde haft
f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end
til simpel Landsbyprst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes,
ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ...
Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med
en srlig lille Have; -- naa den var jo ikke stor, men Herregud! for
et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dr, han vilde
saamn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel,
han maatte jo med Tiden have en Medhjlp ... Men nu var det det
nrmeste. Han kendte en Lrer i Kbenhavn, der havde et Kursus til
Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortrffelig Mand! Ham
vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat
forberedt, -- ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?

Den lille magre Prstekone med det tandlse Smil, der syntes at rgre
sig over at skulle vre til, blandede saa megen Malurt som muligt
i Velkomstbgret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den
lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i
Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde vre gjort
betydelig svrere, siden hendes Mand tog den. Men den understsige
Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af
lde blde Kager, behandlede ham med usdvanlig Forekommenhed, idet
hendes Stumpnse allerede syntes at vejre Velrvrdigheden. --

Da han den nste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne
oprmt, med vederkvget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have
slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe fr sex og om
Sommeren fr fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Hjden af
den nys-tndte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium
fr Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulrerne,
Indberetningerne og Ansgningerne, der i pap-hftede Bger,
afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske
Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetrsbord, truende
med at vlte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store
Porcelnsskrivetj, hvor et Ark Embeds-Frimrker struttede
bureaukratisk mellem Blkhornet og Sandbssen.

Da han sa Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke
Papirer hen til sig for at vre den strkt sysselsatte, medens han
dampede voldsomt af Piben, som man gr det i Distraktion under meget
Arbejde. -- Han fik netop Tid til at se op.

-- Ah, Lrer Hjorth! -- god Dag, kre Hjorth, god Dag. -- Han fik
endogsaa Tid til at stikke Pennen bag ret og give Haanden. -- De har
noget srligt at tale med mig om? -- Hm; -- ja jeg kan -- n--nsten
tnke mig ... Sid ned, kre Hjorth -- sid ned ... Nu skal jeg strax
-- h --

Han fik Pennen fra ret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk
Ansigt ud i Hjrnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende
Sving sit Storm under et Cirkulre, der syntes at maatte fare
rasende over Provstiet, afblsende Prstegaardenes Straatage og
rivende Skolelrere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler
-- medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til
Prsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning
om Antallet af Fdte og Dde.

-- Naa! --

Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betnksom, af og til
opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af
Munden.

-- Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige
Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige. -- Provst Storm
understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for
at hre, hvilket han grne valgte som det mest passende for en
Overordnet. -- Naa, ja, -- det ... jeg kan jo ikke andet end billige
-- naar De har Lyst -- hm! -- naar De fler dette Kald -- saa -- ja,
jeg skal tage mig af Sagen. -- Her nikkede han saa beroligende, at
Hjorth allerede syntes at fle Prstekraven om Halsen, sknt det var
ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne
i Grunden vilde bre sig ad med at tage sig af Sagen. -- -- Sknt
det, naturligvis -- paa en vis Maade -- er mig ubehageligt at skulle
miste en saa dygtig Lrer, -- en intelligent, fremadstrbende ung
Mand, -- der -- efter hvad jeg har ladet mig sige -- ogsaa i politisk
Henseende hylder rosvrdige loyale Anskuelser ... Naa. -- men -- Guds
Vilje ske! -- det er -- vi vil haabe det -- ham, der kalder Dem til
en strre Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansgning, saa
skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud vre med Dem!

Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgrende Skridt
nu var gjort, med denne fremskyndende Flelse i Hlen af at have
sparket Broen bort.

Men hverken til Prsten eller til Provsten havde han sagt noget om
sine udadhigende, ubestemte Lngsler og sin urolige Drift efter at
komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade
Velrvrdigheden og Hjrvrdigheden vilde have vret af samme
Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar
det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds
enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde
forvilde dig i Bjrgene og maaske komme til at danse som en af de
fordmte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rrfljte.




XII.


Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mrke til, at
Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans
Legekammerater, Prstens egne Snner, glemte, som om de var betalt
for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning
fik Forldrene til at lade ham studere, -- da gjorde han sig vel
allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tnkte
ogsaa undertiden, at han vilde blive en lrd Mand, men han anede
dog ikke i sit Hjrtes Beskedenhed, at han smurte det Trkplaster,
som omtrent tredive Aar senere skulde fstes paa Katedret i
Universitetets strste og tommeste Hresal og blive det frelsende
Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strmning mod det tomme,
theologiske Rum.

Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som
et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i
vort fredelige Land. Den talte -- som et hsligt Modbillede til
Aandens Udgydelse -- i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med
Dyrets Mrke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor
Markgrnse, disse moderne, svovllugtende Ider ere blste ind over
vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen,
den Mand, som Tiden krvede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han
kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. -- Hans ru Fladhed var som
en Lysskrm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i
blndende, straalebrydende Facetter eller i snderklvende Eg. Hans
Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rdt af
Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Lber, med
Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end
Kbebenene, brynls forneden over vandgraa jne, og foroven fladt og
ligesom vandkmmet dkket af hrgult Haar, -- dette hvidfdte,
enkelte, kdfulde Ansigt hvede sig over det gule Kateder som en from
indfdt Protest mod det mrkladne, markerede, nervse, alt det med de
fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Id-Gnister i
Nerverne. -- Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjrgmandshytte,
Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra
Trvemosens Husmandsrnne.

Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfldet. Slgter, som, fr
Avisernes Tid, aldrig havde lst andet end Bibelhistorien og
Lrebogen, Generationer, som, klbende til Jordklumpen, ikke
nogensinde havde faaet anden aandelig Nring end den Smule Manna,
der dryppede til dem i deres rk fra de gamle Degnes og Prsters
Lber, -- saadanne Forfdre maatte have arbejdet Led efter Led for at
fuldfre denne Hjrne, der paa n Gang var saa vid og saa snever, --
ligesom Trlle-Generationer maatte arbejde paa Opfrelsen af de gamle
Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever,
netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjrge med
det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som
Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt,
langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin
Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde
ud. Og som Strukturen, saaledes alle de frste Indtryk; -- det var jo
kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene
aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de
efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde
komme endnu flere, og de strmmede derind -- Kirkefdre-Sprog og
Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en
mylrende Mngde, -- og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde
og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skrmmedes tilbage af de
snevre Ganges gyptiske Mrke og vilde have en lys Sti, ingen, der
var for stolt til at bje sig i deres Lavhed, og som vilde hvlve sig
en hj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde sprrede Gangen
for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, -- ingen af
alle disse kunde trnge gennem Stenbjrget, de blev holdt langt,
langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen,
hvor Mumien laa, Kristendommens allergteste lutheranske Mumie,
udrenset for det ldgamle katholske Hjrte og de middelalderlige
Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstv,
svbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler
og Stridsartikler.

Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke vre Tale, kun om
Vxt. Og det var hans Held; -- Udvikling er allerede halvt Ktteri;
-- lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og
Spencer? Vxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne
Vxt var Universitetet i sin davrende Tilstand en fredhegnet
Planteskole. Han besgte frst flittig sine Kollegier, indtil han,
uden Belring af Mefistofeles, opdagede, at Professoren ikke sagde
andet, end hvad der stod i Bogen. Saa spildte han ikke Tiden bort i
Hresalene, mere end strngt ndvendigt, for Hfligheds Skyld, lste
de i Mode vrende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans
utrttelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden,
gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Prceteris i
Hovedkarakter, der kun skmmedes af t Laud. Det var noget uhrt i
Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man
udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa
mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig
selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trtte af at
lovprise hans Lrdom og holde Forventningen i Aande.

Efter tilstrkkelig at have fstnet sin Stilling, glimrede han
halvandet Aar ved sin Fravrelse, idet han med et stort Stipendium
foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hrte de samme Mnd, hvis
Bger han havde lst. Kun n Fremmed kom han lidt i Berring med, det
var Baurs Discipel, Tbingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem
en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog
ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Ktter, af hvem
han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis
interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den
Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.

Saa vendte han tilbage til Kbenhavn, levede i nogen Tid indesluttet
med meget faa Manuduktioner og disputerede en skn Dag paa
trehundrede Sider med et Forsg paa Bidrag til Fortolkningen af
Philippenserne II, 6-11.

Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte
ham til Universitetet og harmedes nsten paa disse gamle sejglivede
Professorer, der holdt ham borte fra hans retmssige Plads, og som
syntes, lamme, blinde, dve og stumme at ville lade sig slbe op paa
Katedret for at d dr. Da han begyndte sine Doktorforelsninger, var
Studenternes Tilstrmning nsten en Demonstration.

Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom
lagte til Rette for ham. --

For det frste vare de Studerende nsten komne til Raseriets
Hjdepunkt af Kedsomhed ved at hre disse Professorer, som med en
enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affldige Mnd, ude af Stand til
at stte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse
syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom
Skaldepanden i Fritz Jrgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan
bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa
ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nr ved at koge over
og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da
Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor
Del af dem personlig, alle havde hrt Ros over hans ligefremme
venlige Jvnhed, hans praktiske velse i Manuduktion gav Haab om en
Vejledning af ny Art fra det ophjede Kateder.

Dertil kom, at den Smule Strmning, som havde fundet Sted i den
theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundlbne
Fakultet. -- Der var paa den ene Side Resten af den gamle
holdningslse danske Rationalisme, reprsenteret af Professoren i det
ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et ddfdt Legeme, ham,
der trak paa Skuldren, naar Snnen, den udmrkede unge theologiske
Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et
godmodigt Smil bemrkede: Ja, er det ikke underligt, hvad de unge
Mennesker kan tro paa i vore Dage! Han var til Forargelse med sine
kejtede Bortforklarings-Forsg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning
med den moderne Videnskab, -- og han var en Latterlighed med sin
stedse tilbagevendende pedantiske Forelsning om Johannes'
Aabenbaring: Det store Dyr -- nu--u -- der er trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr -- nu--u -- men
De behver ikke at kunne dem alle sammen -- Paa den anden Side
begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske
spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori
Slgten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af Dagen
efter, man begyndte at smaal af Martensens Aandrigheder om
Vorherre, der maa sige Jeg til sig selv og dutte en anden, man
tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske
degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder.
-- I skarp Modstning til disse forktrede Retninger var Doktor
Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme,
han gik omkring som den i Kdet komne Hutherus redivivus, hans
Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes
Tronbestigelse.

Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig,
mod al Forventning, lagde sig til at d, og tog de trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.

Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det
theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans
Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Id var ligesaa god en
Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var
ved sin Lngde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes
gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir,
Universitetets nyfdte Sol, hvorefter dets gamle rn stirrede
sin Broncehals stiv, Danmarks Trst. -- Thi fornylig havde netop
en af hans Kolleger med sin snvlende Stemme forkyndt udi
Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa
Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at falder det theologiske
Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa
falder Danmark.

Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trst.




XIII.


Men anderledes sa det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige
Himmelrdme i Vest forjttede en skn Morgen (Math. 16, 2). I denne
Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. --
Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trtte Oxer og den
vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer
Solglden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Grdet (Math.
21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Ln
udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mdige Vandringsmnd
sge til Byen for at finde et gstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.).
Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede
af legende og dansende Brn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i
Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges
lange Klder slbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) -- dette Torv
byder ikke lnger Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle
enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvle endnu paa
Hjrnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der
neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin
Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hrte
Udraabernes Basuntoner, naar Fariserne uddelte deres Almisser (Math.
5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Drene ere nu
lukkede, Husfaderen og Brnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister
kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil
skjule deres Frd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1-2).

Det var Professor Petersen, som lnet tilbage i sin Arbejdsstol lste
denne nylig skrevne Side hjt for sig selv. -- Affattelsen af
saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en
novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi sgte sig et uskyldigt
Udlb. Han gldede sig over det levende og naturtro Billede af jdisk
Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Lseren og gav
Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette den Vandrendes
til Vandrerens, fordi det faldt ham ind, at det frste kunde lses
som den Vand-Rendes, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han
dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring
af de galiliske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og
ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Dren; --
Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhrt.

-- Kom ind! --

Dren gik op. Det var en ung Mand med rdligt Skg, tarvelig kldt og
med en ny Studenterhue i Haanden.

-- God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget sprgende
Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.

-- God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at
hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor
Krarup i Fredlse.

-- Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Prsten dr? ... En vakker
gammel Mand ... Vr saa god at tage Plads, Hr. --?

-- Hjorth.

-- Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt
paa min Forelsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ldre
Student?

-- Nej, jeg er Rus.

-- Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ...
Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne?

-- Ja, jeg har i nogle Aar vret Skolelrer ... Jeg var sidst i
Yderslev.

-- Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa
De kan vel fortlle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ...
De er maaske barnefdt dr?

-- Nej, Hr. Professor, jeg er Snderjyde.

-- Snderjyde, -- naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet
Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Snderjylland end paa
Sydsjlland ... De har heller ikke den rigtige sjllandske Dialekt,
jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De flte
saa selv mere Lyst til at blive Prst?

-- Ja, Hr. Professor, Skolelrergerningen kunde ikke i Lngden
tilfredsstille mig. -- Og Hjorth begyndte at fortlle sin simple
Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekr, der viste sig at
vre en ldre Ven af Professoren, de tyske Studier, Prstens
Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde
ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres
videnskabelige Begrundelse. --

Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert
jeblik rd i Hovedet; -- men snart var han ganske rolig og utvungen,
opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt
havde antaget dette opmrksomme, undertiden lidt betnkelige Udtryk,
som ved en kuris Modstning lod det se dummere ud jo alvorligere han
tnkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, snket Hage, lidt
indsugne Kinder, der lod Kbebenet trde strkere frem, og de
glanslse vandgraa jne paa Nippet til at springe frem fra deres
altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, -- dette
Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bjet ud over Katedret,
betragtede den Talende paa Examinationsbnken.

-- Naa, ja -- ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa sthetiske
Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glde mig, naar de unge
Mennesker er alsidige, og navnlig de sknne Kunster -- hm! -- isr
Poesien, den aandeligste af dem, er jo i hj Grad uddannende for
Aanden, -- naar man gr den rette Brug af den og ikke beruser sig
deri ... Hm! ... De har isr sysselsat Dem med tyske Digtere, -- hvor
kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa
staa Dem nrmere -- har -- --

-- Ja, jeg vd saamn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med
Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschlger og saa Christian
Winther er der virkelig ingen af dem, som har berrt mig synderlig.
--

-- Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Mller? ... Han er dog
ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse
Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo
ikke til Digterne for at hre en Prdiken, det forstaar sig; det
vilde jo vre borneret ikke at kunne nyde det sknne, ogsaa naar det
mangler den hjeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa
saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel
ndig trkke det lnger ud end ndvendig.

-- Nej, det vil jeg ikke. Hvor lnge tror Professoren?

-- Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan -- he! ... Jeg
kommer til at tnke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg
Professor Jyderup, -- han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi
jeg var Bondesn ligesom han, -- og saa spurgte jeg ham om det samme,
som De nu sprger mig om, og saa sagde han: Naar man er meget
flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, -- godt. -- ... Ja, ha,
ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store
Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor lnge var De
om at tage Artium?

-- To Aar.

-- Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa vre et
helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu
ikke altfor nr, ikke det aller ndtrftigste, ls lidt udfrligt,
det staar De Dem ved, -- ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den
anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det
faar De ingen Hold paa. Ls De dygtig i Deres grske Testament --
kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Lb i det, -- det er
Hovedsagen, -- at De for det frste har Lb i det, at De er hjemme i
Bogen. -- Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det
gaar -- og saa synes jeg jo nok, De skulde lse Meyers Kommentarer,
de er dog -- -- til Brevene, for til Evangelierne -- det er jo
daarligt, dr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det
er jo i det Hele Meyers Fejl, det vd De maaske ... Men han er
alligevel -- til Paulus, -- til Paulus -- der er han god, det er
fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domne ... Men
til Evangelierne vd jeg snart ikke, -- ja der er jo Clausens
Synoptikere, men det er saamn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De
anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gre, det maa vre
Deres ~Vade mecum~, -- den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes
Clavis ...

Saaledes blev han ved lnge, udkastende en hel Studieplan,
anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktr var
kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortlle ham om Fredlse og
Yderslev, om hvilke Enge der var trret ud, om Prsteskoven, der
var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var
bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne
Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt
som Kirkehistoriens og Exegesens.

-- Sig mig, -- Yderslev Skole, -- lad mig se, den ligger skraas over
for en stor Gaard, Anders Rasmussens, -- ja det var nu i min Tid, --
hvad var det nu Snnen -- han var lidt ldre end jeg, -- Per hed han,
-- ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tnke.

-- Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamn forlovet med
hans Datter.

-- Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfstet
Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo vre Prst dr en Gang med
Tiden.

-- Ja, -- det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil
jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og
undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem.

-- Aa, hvad er det for Snak? ... Forstyrre? -- det hrer jo med til
min Grning, og det er min strste Glde, naar jeg kan vre noget
personlig for de Studerende ... Naa Farvel! -- og se saa op til mig,
naar De har Lyst, naar De trnger til en Haandsrkning eller har
noget paa Hjrtet -- ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan,
at ogsaa Hjrtet har sit at sige ... Paa denne Tid, om Eftermiddagen,
trffer De mig grne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage
imod ... Farvel.

Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdren. Saa vendte han tilbage til
Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galiliske Fiskeres
stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5,
5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont.




XIV.


Hjorth bde i en gammel Gaard i Fiolstrde, denne triste
Universitetsgade i Hjrtet af Hafnia latina.

Da han frste Gang gik igennem den store Port og kiggede ind, sa der
ikke meget ordenligt ud. Den lange Gaard, der lignede en Gade med sit
flisegrnsede Fortov tilvenstre og Huse af ulige Hjde paa begge
Sider, var brudt op i hele sin Lngde; -- der var bag ved hinanden og
over hinanden Bjrge af Brosten, Bunker af Straa og knuste
Murstensbrokker, pludselige Grave, sammenfaldne Volde af opkastet
Jord; -- hist og her stod knkkede Kloakrr paa Hovedet i en Rende
eller laa gabende ud med de sorte Mundinger som sprngte Kanoner paa
en forladt Barrikade. I den overskyggede Forgrund vendte vltede
Trillebre Hjulene i Vejret, paa Grnsen af Skyggen var en tilslet
Fjervogn strandet i et Mddingrev med Forhjulene drejede paatvrs af
Baghjulene og Enspnderstngerne lyreformig op i Luften; men bagved,
i et straalende Sollys, dannede Trkkarrer og store Arbejdsvogne en
Vognborg med Bestning af Hns, hvis General i sin straalende Uniform
udgalede Kommandoraab fra det hjeste Agebrt. Det var den sidste
Stilling; for saa rejste Brandmuren sig, lukkende Gaden med sin
solbagte graa Flade, afbrudt forneden af et tilklinet teglhngt
Brddeskur, af hvis Sidedr en Karls Skjortearm trak et hvidt gs
kamelhalsede Hoved frem. Tilhjre buldrede Smediens Hammerslag og
fraoven kom en lystig Klapren af Vinger, medens en hvid Duesvrm flj
ud af et Tagvindue og kredsede over de solbadede rde Tage op mod
Himlen, en dybblaa, glansskyet, frisk Septemberhimmel.

Oppe paa fjerde Sal havde han lejet sig et tarveligt Vrelse ud til
Gaarden hos en Familje, der levede af at flaa Pensionrer. Men han
var ikke gaaet ind paa at tage Kosten dr. Han vilde kun have kogt
Vand bragt ind til sin The og nogle Indkb til Maaltiderne besrget
af en af de stakkels smaa Tjenestepiger, der skiftede hver
Maanedsdag.

Det var ikke egentlig hvad man kunde kalde en hyggelig Familje. Hr.
Winkelmann havde i flere Aar lidt af Brysttring; han havde ikke
andet at gre i dette Liv end at d, og det kunde han ikke komme ud
af. Hjorth havde kun den frste Dag betraadt Familjens uordenlige
Dagligstue og set ham sidde i en Lnestol trykket ned i en snavset,
hvid Hovedpude, indsvbt i gamle Shawler, med hullede Slbere paa
Fdderne, jordgraa i det indfaldne Ansigt, hvorfra der hang et
pjusket Sygeskg; men han mindede bestandig om sin srgelige
Tilvrelse ved sin hule Hoste, der efterfulgtes af Klynken og
stereotype Klageraab, som sjlden holdt op, naar Konen tyssede paa
ham som paa et utaalmodigt Barn. Hun kom temmelig hyppig ind paa
Hjorths Vrelse, enten naar hun selv bragte ham Thepotten med
kogende Vand, eller naar hun pludselig overfaldt Pigen, som i Lbet
af et godt Kvarter forsgte at paadrage sig Tring ved at puste paa
nogle sivende og osende Trpinde for saaledes at gre Ende paa sin
kvalfulde Tilvrelse, eller som grebes paa fersk Grning i et Tyveri
af Petroleumsflasken, hvis Indhold hun vilde dsle i Kakkelovnen. Det
var en lavstammet Kone med et knortet, sortsmudset Ansigt, prydet med
en for det smukke Kn ret anselig Knebelsbart. Datteren, et magert,
blegsotigt Pigebarn paa en fjorten, femten Aar, lod bestandig hre
fra sig, enten hun med en gennemtrngende skarp Stemme skldte Pigen
ud, eller hun musicerede paa dette mere naturlige end indtagende
Instrument, ledsaget af et gammelt forstemt Piano med tre sprungne
Strnge, som stdte op til den ene Vg i Hjorths Vrelse.

Dette Vrelse var lavt og rummeligt nok for hans faa Mbler. I den
gammeldags Vinduesfordybning havde han sin hyggeligste Krog, fuld af
Morgensolen, der, eftersom den drejede sig, smalnede Stuens Prisme af
lyse, hvirvlende Stvatomer, indtil kun et magert Legeme kneb sig
igennem paa skraa forbi de to Hjrner med en stedse smallere
Endeflade af Slaglys lodret over det dynevaarsmnstrede Tapetpapir
henne i Hjrnet af Vrelset; saa var der endnu kun Sol paa den ene
Vg af Vinduesfordybningen, et strkt, hvidnet Lys, der drog sig
udefter, langsomt, Blad for Blad paa den blanklvede Vedbend, der
bugtede sig hen over den snavsede, hist og her afskallede Kalk over
det lille Skrivebord, hvis gulige Plade var bedkket af Bger og
blaa Kollegiehfter.

Dr sad Hjorth nu med Kinden stttet mod sin knyttede Haand,
stirrende ud gennem det store Vindue med de smaa Ruder mod
Fuldmaanen, der havde hvet sig lidt over dette Myller af Tage, som
skar hinanden i vaadt-blinkende Zig-zag-Linjer; den kastede skarpe
Slagskygger skraat henover de bleggraa Brandmure og havde snket
Brnde af Skygge ned mellem lysrandede Hus-Firkanter; og tilvenstre
straalede en Ruderkke som mange firkantede, blankpudsede Maaner.
Lyset skrade forbi ham ind i den mrke Stue, tegnede i sin Stribe
paa den modsatte Vg Silhouetten af hans Nakke og af en lille
Vedbendkvist ovenover, og strejfede paa Vejen det hvide Hjrne af en
Dug paa Bordet, hvor der endnu stod noget Dkketj fra hans
Aftensmaaltid.

Han var i dette jeblik saa underlig glad og forhaabningsfuld. Hvor
det havde gjort ham godt dette Besg hos Professoren! Det var ikke
blot den harmoniske Selvagtelse, som en ldres imdekommende,
ligefremme Venligheder efterlader i Sindet -- langt fra ikke den
alene; nej han var bleven beroliget og trstet mod en truende Tvivl,
der bestandig nagede ham nu, da han var kommen saa vidt og skulde
videre. Den sidste Dag i Sommerferien havde Jessen sagt til ham: Ja,
nu vil det jo vise sig ... Jeg vd saamn knap selv, hvad jeg skal
nske dig ... Men naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening efter
hvad jeg saadan kender til dig, saa er det den, at du er for
fornuftig af dig til at komme prstedygtig ud af den Skole, du nu
skal til at gaa igennem. Disse Ord stirrede ham bestandig imde;
det var ikke, som om Jessen havde skrevet dem i ham, men som havde
han med kyndig Haand afskrabet Kalken, der dkkede en skjult
Indskrift, hans egen Tvivls Ord. Derfor var han i den Uro, som naar
man gyser tilbage for en mrk Vej, om hvilken man ikke vd, hvor den
frer hen. Og det underligste var, at han ofte ikke selv kunde sige,
hvad han nskede. Men det havde beroliget ham at lre denne Mand at
kende, som Skridt for Skridt havde vandret denne Vej uden at komme
paa Afstier; -- der var saa sikker, som kunde der ikke vre Tale om
Tvivl; -- der rummede hele Theologiens Legioner af Sprgsmaal og Svar
uden Modsigelse eller Splid med al den vrige Kundskab, som ogsaa
han, der stod paa Dannelsens Tinde, havde st af. Det maatte altsaa
kunne gres; hvorfor skulde da han selv ikke kunne gre det? Og hvis
han kunde gre det, saa syntes hans Liv at ligge foran ham lyst og
fredeligt, med en Sommeraftens Fred, naar Kirketaarnets Kalkflade
ovenover de mossede Straatage rdmer ganske fint i Solrstet, og
Luften er saa fuld af Klveraande og Hduft og af svingende
Klokkeklang, der lyder saa fjrnt og hjtidsfuldt, som dalede den ned
fra en usynlig Knebel i Himlens uhyre blegblaa Klokke. -- Og medens
han sa hen paa den forgyldte Ramme om Kristines Portrt, der
glimtede ganske svagt paa Skrivebordet, hengav han sig til fromme
Fremtidsidyller, hvis Landlighed havde noget af Hyrdestilens
Pastelfarver og Rosenskr, og hvori det var vanskeligt at afgre, om
Lammene stammede fra Bibelsymboliken eller fra Rokokkosmagen. Det var
som om Maanestriben, der strg forbi ham, ligesom en slvhaaret
Violinbue, lod hans Sjls bldt stemte Strnge tone ganske sagte ud i
en af disse blide Folkeviser, hvis Melodi uden ndring kan sttes til
en Salmetext.

Endelig rejste han sig, tndte sin Lampe og begyndte at lse. Men det
vilde ikke rigtig gaa. Hans Tanker havde for lnge vret overladte
til deres egne uvilkaarlige Strmninger. Desuden begyndte Pigebarnet
inde ved Siden af at hamre vk paa sit Klaver, og efter at have
muntret sig med nogle Galopader faldt hun i med et af sine
Yndlingsnumre, der spilledes i vexlende Tempoer af Adagio capricioso
og Allegro vivace; -- det var ivrig et af de faa Musikstykker, som
Hjorth kendte ved Navn, for en Gang, da han for at sige noget spurgte
hende om, hvad det var hun lige havde spillet, svarede hun med et
medlidende Blik, at det var jo Tryllemarschen af Tempelfljten. --
Men inde fra den anden Side hrtes hyppige, stjende Latterudbrud og
af og til en langstrakt Rullen henover Gulvet, som om der blev
spillet med Kegler.

Hans Naboer paa den Kant var Familjens Pensionrer, to theologiske
Studenter. De lod til at sympathisere i mer end blot deres Studium,
for de var flyttet sammen med flles Sovekammer og flles
Studerevrelse, som ivrig sjlden var belemret af begges samtidige
Nrvrelse.

Han blev ikke ubetinget henrykt, da det pludselig bankede paa Dren
og en af dem, Hr. Iversen, traadte ind og spurgte, om han ikke vilde
tage sin Pibe over til dem og gre dem den re at drikke en gemytlig
Bajer med dem. Men da han indsa, at han dog ikke kunde faa noget
ordenlig bestilt den Aften, faldt det ham mindre vanskeligt, end det
ellers vilde have gjort, at takke hflig for Indbydelsen.

Hr. Iversen var en langbenet Person, ifrt en strkt udskaaret,
stumpet og meget fedt skinnende Frakke og srdeles smudsigt Linned,
men med en pralende Tombakskde over Vesten. Han havde et grovt
Ansigt, stumpnset og bredkbet, graaligt og fuldt af Filipenser, men
prydet med hvad han ansa for en kavalermssig drejet Knebelsbart
over en ubarberet Hage. Skrvende, med Hnderne stukne dybt ned bag
Buxelinningen, sa han sig om i Vrelset og lod den Ytring falde:

-- Det er ellers en forbandet hyggelig Knejpe, De har faaet Dem
indrettet her, Hr. Hjorth.

-- Aa ja saamn, sagde Hjorth inderlig smigret, idet han lukkede
Dren op.

Da han traadte ind i de to Theologers Studerevrelse, var han nr
snublet over nogle tomme Flasker, der laa i en Kurve fra Hjrnet ud
over Gulvet. Det temmelig store, noget mbeltomme Rum oplystes kun i
sin nederste Tredjedel af et Par Lamper med skve sodede Rr over
mrke Skrme, hvoraf den ene fra et rundt Bord med et Batteri af
lflasker kastede et grelt Lys paa det gulige, slappe Ansigt, med en
lang Nse og mrkrandede jne, der laa dybt nede i den lille Sofa; en
palmebroget gammel Slobrok havde skudt sig hjt op bag i Nakken og
under den spidse Hage og var viklet tt om de tynde Ben, der laa op
over Sofakanten. Fra de blege Lber strakte en uhyre lang Pibe sig ud
paa Gulvet, hvor det hldende Porcelnshoved havde samlet en
Askedynge.

-- God Aften, Hjstrede! ... velkommen under vort ringe Tag, sagde
en hul, lidt rusten Stemme nede fra Sofaen ... Vr saa god at tage
Plads ... Naa, hvordan lyder den sidste Bulletin om Kandidaten?

-- Kandidaten?

-- Ja Ddens. -- Har han givet sig noget i Eftermiddags?

-- Ja, han klynker jo nsten altid, Stakkel ... Lnge kan han vel
ikke leve.

-- Nej, men han har levet, min Broder, -- naada -- (et hjt Klask
med Tungen) -- Jo De kan tro, jeg kender hans Forudtilvrelse ... Ak
ja, -- maa man ikke sukke og sige hvad er Livet, som der staar hos
Digteren.

-- Jeg er sgu blevet trstig efter den Rejse, bemrkede Iversen.

-- Saa kan du jo sige, du har vel rejst ... Ja, nu maa vi jo ogsaa
have et Velkomstens Bger ... Det vil sige, Glas har vi rigtignok
ikke, De maa drikke af Flasken og flge Husets Skik.

-- Ja, bevares, det er jeg saa vant til.

-- Nej, hvad Fanden skulde man med Glas? ... Hr, Kleistrup, kan du
gurgle den i Tnderne?

-- Jeg vd skam ikke, om jeg kan lnger, jeg er bleven saa m i
Gebisset ... Lad mig se dig, din Pralhals.

Iversen afproppede sin Flaske teknisk ved et Slag paa Bunden, bed
fast om Mundingen, holdt Hnderne paa Ryggen og lod Hovedet langsomt
gaa tilbage, medens Halsen med de spndte Aarer bevgede sig som et
Sugevrk, indtil Flasken stod lodret med den tomme Bund mod Loftet.

Kleistrup nikkede anerkendende.

-- Det var som Pokker, udbrd Hjorth beundrende.

-- Se det kalder man at gurgle den i Tnderne, sagde Iversen med
fagmssig Ro, men dog med et Stolthedsglimt i sit dsige Ansigt.
Derpaa viskede han sig om Munden med Bagen af Haanden, bjede sig ned
og rullede med vet Haand den tomme Flaske hen til de vrige, hvor
den lagde sig prcis ved Siden af den yderste. Saa gabede han meget
hjt, vippende tilbage med Stolen og strkkende Benene langt ud fra
sig, rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage i Vrelset med
lade Lemmedasker-Bevgelser.

-- Hvad giver De Dem mest af med i denne Tid? spurgte Kleistrup.

-- Aa, det er isr Hebraisk.

-- Ja, den trkkes man jo med i det frste Aar. Saa er De vel stiv i
Gramatiken?

-- Naa, der er saamn Maade med.

-- Aa, Iversen, rk mig mit Gamle; det ligger dr paa Skrivebordet,
-- nej, du maa sgu ikke lukke det.

Iversen langede ham en hebraisk Bibel over, paa hvis snavsede,
tilfingrede Blade Texten var understreget med sort Blyant, blaat
Blyant og rdt Blyant, sort Blk og rdt Blk, Streger tykke som
Bjlker, enkelte og dobbelte, Streger lige som en Linealrand og
bugtede som Slanger, saa at den var ligere en Cyprianus end en
anstndig Bibel.

-- Se dr, Hjorth, sagde Bogens Ejer, idet han med sin lange Finger
pegede paa et srlig udmrket Ord, en Mandarin med tre Blyantstreger,
-- kan De sige mig hvad det er, for jeg faar ondt i Hovedet, naar
jeg bare ser paa det.

-- ~Iat~, -- ja bi lidt, lad mig se, -- det maa vre Futurum Hifil
af jatah.

-- Ja, det kan saamn godt vre ... Er De vis paa det?

-- Ja jeg er.

-- Ak Gud ja, som man glemmer sin Brnelrdom ... Jeg tog dog ellers
den Examen grundig ... Iversen! en Pen, strkt dyppet ... Ja, jeg
forsikrer Dem, jeg var tre Gange oppe ... Professoren havde i mig
saadan en Yndlingsdiscipel; han kunde ikke give Afkald paa mit
Selskab ved Examensbordet. -- Han holdt mig ogsaa tre Kvarter hver
Gang; -- vilde slet ikke slippe mig; -- bad mig bestandig komme igen.
Ja, de kan vre til Ulejlighed, saadan Professorforelskelser.

Medens han gjorde disse Bemrkninger, havde han med stor Behndighed
fra den strkt dyppede Pen tabt smaa Blkklatter under det frste
H, I og F, som han traf i Texten, og satte nu Punktum med en stor
Klat i Marginen.

-- Ah, udbrd Hjorth, der gennemskuede Fiffet, og for hvem pludselig
de forskellig farvede og formede Streger viste sig i et nyt Lys.

-- Ja netop, svarede Kleistrup. -- Det glder mig, at De er saa
hurtig fattende overfor Theologiens Mysterier. Man citerer paa samme
Maade ved Hjlp af Versetallene, -- saadan ... Ja, det bliver en
Indtgt, naar jeg en Gang slger den med Ngle, ~Clavis Cleistrupii~,
vedblev han, idet han klappede den med m Stolthed og lagde den paa
Bordet. -- Den er godt udhalet til Sejladsen paa Attestasen ...
Iversen, stop mig Weichselrren ... Dette, mener De maaske, er ikke
Videnskab? ... Indrmmet min unge idealistiske Ven, men det er Kunst
... En Kunst, der hedder Mnemoneutiken, -- opfundet af Simonides --
ja, lur de gamle gyptere.

-- Grkere.

-- Hvad jeg vilde sagt, -- h, h, h, (han afbrdes af et
Hosteanfald) -- vilde sagt Grkere. -- Ptj! (Han hldede sig med
nogen Besvr ud og spyttede i en Bakke, der stod ved Sofaen) ... Ja,
det er Kunst, og Kunst staar efter min Mening over Videnskaben ...
Jeg er egentlig kunstnerisk anlagt ... De kender ikke mit bermte
Billede af Professor Citator? ... Tak! stryg mig en Svovlstik af,
Iversen, og rk mig det Kollegie, som der staar Dogmatik paa ...
Hvorfor svulmer Weichselrret mod mit Skjortebryst --

-- Dr, Dovendidrik, raabte Iversen, idet han kylede ham Heftet i
Hovedet, -- er du nu snart frdig med dine Ordrer?

-- Nh, -- Grobian! ... Unge Mennesker nu til Dags, -- rene Vandaler
-- ingen Agtelse for et Kunstvrk, der vil komme til at hnge i
Universitetets Solennitetssal ... Betragt! --

Han slog Kollegieheftet op paa frste Side og rakte det til
Hjorth, der jeblikkelig brast i en hj Latter. Det var en noget
dilettantmssig udfrt, men vel truffen og meget ondskabsfuld
Karrikatur af Professor Petersen, i engelsk Punch-Stil, med et uhyre
Hoved ragende ud over Katedret som en Melon over en Mistbnk. Det
faareagtige Udtryk var slaaende gengivet. Ud af den halvaabne Mund
hang en vimpelbugtet Papirsstrimmel, hvorpaa, med snirklede gothiske
Bogstaver af rdt Blk: Gudmennesket havde to Fdder. Luc. 7, 38.

-- Hvad er det for en Vise, du nynner paa, Iversen?

-- Det er den ny fra Ligkisten ... Den om Prsterne ... Du vd nok,
fordi de vilde have Sangerindebulerne ryddede.

-- Op med den!

Iversen standsede, stillede sig i Positur og sang med de gte,
stereotype Gebrder, med vrngende Nasallyd og kildrende Blikke, med
fiffige Pauser, der lod Tanken falde i en Afgrund af Sjofelisme, og
med uskyldige Fortsttelser. Kleistrups Latterevne, der fr havde
vret holdt trt tilbage, fik nu en pludselig, ubunden Frihed. Han
vltede sig paa Sofaen, holdende sig paa Maven, stnnende og
gispende. Nej, det er for galt! ... Det er ikke til at holde ud ...
Aa, de kre Satans Pigebrn. -- Hjorth lo ogsaa, lidt forlegen.

-- Naar var De sidst i Ligkisten, lille Ven? spurgte Kleistrup med
sd Fruentimmer-Stemme, idet han klappede ham paa Laaret.

-- Dr har jeg aldrig vret.

-- Det var som Satan, sagde Iversen.

-- Han er et Exemplar, skal du vide, -- gak du hen og bliv ligesaa
... Han er en Fariser -- h, h, -- Satan til Hoste -- men vi andre
er Tolderne, -- h, h, h, -- Tolderne, hos hvem det slaar sig paa
Brystet -- hvad jeg vilde sige, som slaar sig paa Brystet, Lukas 18.

-- Det er lige meget, Iversen, begyndte Kleistrup igen efter nogen
Tids Tavshed, liberalt overladende det til Tilhrerne at sknne, hvad
der var lige meget, -- det er nu lige meget, Iversen, -- lad Hvile
falde paa dig, Hjstrede! St dig ned og tag Del i de Voxnes
Samtale. -- Skal det vre en Bajer til?

-- Nej, jeg maa sunde mig lidt endnu, svarede Iversen, idet han dorsk
lod sig synke ned paa en Stol.

-- Det var ikke dig, jeg spurgte ... Hvad Nummer var din sidste? Jeg
havde nr glemt Regnskabet.

-- Det var nok den ottende.

-- Du faar ikke fler end ti, din Bakterie ... Man maa lgge Tmme paa
de unge Menneskers Lidenskaber.

-- Otte, ti? men det er da ikke muligt, udbrd Hjorth.

-- For Mennesker -- (fra Landet) -- er dette vel umuligt, Lukas 9, --
nej hvor Pokker er det nu det staar? Iversen, hvor staar det? ... Aa,
de Skriftsteder, de bliver min Dd ... Aa, jeg _kan_ ikke holde det
ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Der er en hel Himmel af
Skriftsteder i min Hjrne -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Gid
Fanden havde den Professor! udbrd Kleistrup pludselig, idet han saa
skuffende efterlignede Hr. Winkelmanns jamrende Stemme og tillempede
Ordene efter den stereotype Form for hans Klager, at Hjorth lo, saa
Taarerne lb ham ned ad Kinderne.

-- Naa, saa dette forbavser Dem? vedblev Kleistrup med sin naturlige
Stemme. -- Kunde De ikke besrge saa mange?

-- Det tror jeg ikke, jeg har aldrig prvet.

-- Som Manden svarede, da man spurgte ham, om han kunde spille Violin
... Nej saa har De ikke de theologiske Dyder.

-- Hvad er det for nogen?

-- De theologiske Dyder, hvormed Gud benaader sine Udvalgte, men som
maa uddannes ved velse, -- som det hedder: hjlp dig selv, saa
hjlper Gud dig, -- disse Dyder ere tre i Tal, som allerede de gamle
Skolastikere lrte. Den frste er den ikke at blive beruset, som de
lge og gemene Mnd blive, naar de nyde i Overflod af Vorherres Gaver
i Retning af Druer og Malt. Dette er den frste og store Dyd, og den
anden er ligesom denne, det er at vre uimodtagelig for den Fristelse
at kbe hjt til Nolo. Den tredje er en Uimodtagelighed, hvis
Velsignelse Deres landlige Uskyld ikke vil fatte, og som Kong Salomo
ikke var i Besiddelse af, som skrevet staar, at Kvinderne smittede
ham med deres hedenske Synder.

Den sidste Dosis var for meget for Iversen, som kastede sig tilbage i
et Latteranfald, der nr havde vltet Stolen.

-- Naa, Drnnert! sidder han dr og griner og vd vel ikke en Gang,
hvor det staar. Op med Lexen! ... Iversen, hvor staar det skrevet?
raabte Kleistrup, der knuste en jeblikkelig Fnisen under en
examinatorisk Vrdighed. Han rejste sig overende i Sofaen, stttet
paa Piben, strg med venstre Haand det lange Haar skraat nedover
Panden, hvilket i Forbindelse med en langagtig Grimace gav hans
Gummielastikums-Ansigt en Lighed med den afdde Professor i Exegese,
med hvis Stemme han fortsatte, medens Pegefingeren bevgede sig
skolemesteragtig:

-- Iver_sen_, hvor staar det skrevet? ... Nu--u, det maa vi vide! ...
Tror han, han kan tage theologisk Attestas og kender ikke et af de
aller fornemmeligste ~loci dogmaticoethici~ ... Nu--u! ... Hvad er
det for noget?

Iversen syntes imidlertid bestandig mere sansesls af Latter. Ogsaa
Hjorth skoggerlo, smittet af ham, og henrevet af den Virtuositet,
hvormed Professoren blev givet, denne Professor, som han kun en
enkelt Gang havde set, men om hvem Traditionen var saa levende
blandt Theologerne, at han var med ved den frste Grimace og
Stemmeforandring.

Men Kleistrup vedblev med sit urokkelige Professor-Ansigt ud imod et
usynligt Auditorium:

-- Nu--u, De skal ikke skrive alt, hvad jeg saadan siger. Vi kunde jo
aftale et Tegn. Naar jeg siger nu, saa skriver De. -- Nu--u -- nej,
det var ikke dette nu -- der er trehundrede og tredsindstyve
forskellige Meninger om det store Dyr, men De behver ikke at kunne
dem alle. Men paa dette Sted tilsteder Kontexten kun n Fortolkning,
det maa vi kunne. Nu--u; -- og saa har den Ignorant ikke Begreb om
det!

-- Hold nu op, klynkede Iversen.

-- Fly ham l, og hvis ikke, da dr han, Genesis 30 ... Det var den
niende. -- --

-- Gaar De allerede? spurgte Iversen, der efterhaanden levede mere
op.

-- Ja, nu tror jeg nok, jeg vil i Seng; saa siger jeg Tak for i
Aften, god Nat!

-- Tre Bajere, -- der er endda en Sjat tilbage i Flasken, -- og i
Seng Klokken et Kvarter til Tolv, -- ja, hvis De ikke bliver Biskop,
Hjorth, saa er der ingen Retfrdighed til i Verden.

-- Ja, den er saa klar ... Men vi andre arme Stympere, sukkede
Iversen, idet han trak en Flaske op.

-- Aa, Gud bedre det ... Ja tag du kun din Tiende strax, Gud vd,
naar du ellers faar den.

Iversen, der allerede havde sat Flasken for Munden, fik den
skyndsomst muligt bort, men undgik ikke at sprjte en Mundfuld l ud.

-- Saa Grisen! sidder han dr og spilder Guds Gaver paa Gulvet. -- --

Hjorth kldte sig hurtig af og lagde sig i det Jernskelet af en Seng,
som skmmede den ene Vg og bestandig rgrede ham med sit Vidnesbyrd
om, at han ikke havde Raad til at kbe en Sovesofa. Han slukkede
Lyset og trak Tpperne over sig, dsig og oplagt til at sove strax,
som han mente. Men det gik ikke saa let. Det lod til, at han i hj
Grad maatte mangle den frste theologiske Dyd. Trods det ringe Antal
af tre og den tiloversblevne Sjat havde han Uro i Blodet. Og saa
begyndte Loftet at dreje ovenover ham, fra hjre til venstre, ganske
langsomt, men saa bestandig hurtigere, til det tog af igen. Han
lukkede jnene; det hjalp ikke; det begyndte alligevel at dreje fra
venstre til hjre langsomt, hurtigere, hurtigst. Han kastede sig et
Par Gange om i Sengen og fik Ro. Inde fra deres Vrelse hrte han dem
snakke og le. Saa begyndte det forfra, det tiltog med en rivende
Fart, medfrende en betydelig Vammelhed, da den tiende rullede hen
til sine Forgngere, som den nade med et lydeligt Knald.

Men fra den anden Side hrte han Kandidaten, som havde levet, jamre
sig, frst i uartikuleret Stnnen, saa i Ord:

-- Aa, jeg _kan_ ikke holde det ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ...
Av, mit Bryst ... Der er et helt Helvede her i mit Hjrte ... Jeg
_kan_ ikke holde det ud ... Der er da heller ingen af de Asner, der
kan hjlpe mig ... Gid Fanden havde Doktoren ...

Og efter at have gentaget disse Stninger i det uendelige, kastende
dem imellem hinanden, mekanisk, som en Talemaskine, begyndte han med
en pludselig Galgenlystighed at skraale den sidste paa Melodi af
Menuetten i Don Juan, der med t gik over til For nu er Katten dd,
dd --

    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
    Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren --
    Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren,
    Gid Fan'en _ha'de_ Doktoren -- --




XV.


Filosofi og Hebraisk, det var de to Brndpunkter, hvorom dette hans
gyldne Rusaar skulde beskrive sin Elipse.

Brchner var dd et Aar i Forvejen. Dersom Hjorth paa Universitetets
Trskel var bleven modtaget af denne sjldne, isolerede Aand, der
syntes at trives dr eller at vansmgte dr som en officielt
anerkendt og underholdt Protest mod hvad der var officielt baade
dr og hele Landet over, denne gte German-Lrling, hvis dle men
dunkle Idealisme, hildet i et Vanevv af Skole-Kunstord, gik
uforstaaet hen over Hovedet paa Studentermassen, men kunde slaa
desto strkere ned i Enkelte med en fngende Gnist af hans egen
alter-rene Begejstrings-Ild, -- dersom han havde begyndt sit
Universitetsaar med halvt af Nysgerrighed at indfinde sig paa hine
Eftermiddagsforelsninger, hvor denne eneste Venstre-Hegelianer i
Danmark, Strauss' Overstter, i sin sidste Tid rettede sine hvasse
Angreb paa Theologien, brndemrkende Martensens Dogmatik med en
trofast Discipels hvidgldende Foragt for denne hjrvrdigste
Dilettantisme, der havde skaaret nogle Fraser ud af Mesterens
uddelige Tankevv for at klistre dem som Sknhedsplastre paa en
blegsotig Troslre, forsvarende den fribaarne Tankes Ret med en
Lidenskab, der lod hans jne lyse med en feberagtig Ild i Hresalens
Halvmrke og bragte en sklvende Styrke i den svage hule Rst, som
allerede syntes at have en Resonans af Graven, -- dersom dette havde
vret hans Indvielse, saa var maaske hans Udvikling hurtig bleven
frt til det afgrende Punkt, og han havde vel begyndt sit Studium
med at forlade det.

Men Omstndighederne havde ikke lagt det saaledes til Rette for ham.

I Stedet for den magre Brchner, hvis Legeme syntes fortrret af
Kundskabstrst, og hvis nervse Ansigt var som udbrndt af
Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var
det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med
sin let bjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk
under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund
malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var
bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en
Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet rvrdighedens Krone uden at
mrke det med Affldighed.

Over hele hans Person, i hans Ansigt, der var som mejslet af en fin
Haand i en grovkornet Sten, i den rundarmede Bevgelse, hvormed
Lorgnetten frtes til jet, i det hvide Halsbind og den skinnende
Silkevest, i hans Stemme endelig, der gav selv de aristokratiske
grske Kunstord en bred Rullen som af en fin Ekvipage paa en jydsk
Bivej -- i alt dette var der en Blanding af firskaaren Jvnhed og
udsgt, nsten theatralsk Elegance.

Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, -- en
Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravurfantasi Grundidernes
Logik oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels
Pyramide.

Fra denne svimlende Hjde hvirvlede det ned over de unge, let
bedaarlige ren, et Mylr af Toner, som i Kassen af den filosofiske
Vidunder-Violin sminkede med encyklopdiske Klangfarver af alle
Instrumenter i Videnskabens uhyre Orkester; der var klare
Krystalklange fra mathematiske Triangler, solide Brum af fysiske
Kontrabasser, Fanfarer af historiske Blsere; og Fantasien drog forbi
med brede og brave folkelige Strg paa lse Strnge, som vexlede med
aandrige Spiccatosatser, Adagioer med et sentimentalt ~vibrato~, der
snubbedes af i vittige Pizzicato-Udgange, dybsindige Hymner til den
absolutte Subjektivitet, foredragne ~con sordine~, og som lod
ane mere end de sarte Toner kunde sige, halsbrkkende deduktive
Lb, dialektiske Dobbeltgreb, logisk-antilogiske Spring,
idealistisk-realistiske Triller, transcendentalt Flageoletspil.

Hvad Under, at en ung Hjrne blev beruset og under Rusen fik den
Deliriumsdrm, at den havde fordjet, hvad den havde modtaget, havde
forstaaet, hvad en dru Hjrne vilde indse slet ikke var bestemt til
at forstaas, men til at anes langt ude i et Clair-obscur, til at se
dybsindig ud over, til at kldes paa i smukke Kunstord, lige saa
uforstaaelige som Sagen, Udslag af Selvmagten i Andet, iboende
Realnegationer i den uendelige Selvhed og den begrebsreflekterende
Vexelvirkning, mine Herrer! -- Vexelvirkningen. --

Og dog blev denne Undervisning ikke uden hemmelig Frugt. Filosofien
er aldrig saa dunkel, den er dog klarere end Theologien; og netop
hvor den skyder de klare Straaler ud, gaa disse altid stik imod
Aabenbaringens. Saaledes skete det, at der ogsaa ad denne Vej i den
unge Students Sind indsmugledes farlige Varer under det officielle
Toldstempel for Tankerne, som kun en meget overfladisk Betragtning
vil kalde toldfri; -- i denne blandede Udsd fandtes hist og her et
Krudtkorn, som trillede ned til den bestandig voxende Mine under den
gamle Grundvold, hvorpaa hans aabenlyse Sjleliv endnu bevgede sig.
Og dette foregik saa meget sikrere, fordi det foregik saa fredeligt,
saa lejlighedsvis, saa lidt efter lidt. Det var snart en Bemrkning
om, at hvis vi endnu havde en Theologi, var vi endnu midt i
Middelalderen, snart en godmodig Sarkasme over Mirakeltroen, den ene
Dag en satirisk Bemrkning om Anti-Darwinisterne, der mente det
var saa meget finere at nedstamme fra en Klump uorganisk Jord end
fra en organiseret Dyreform, den nste Dag en faktisk historisk
Underretning om en eller anden filosofisk Doktrin, om Atomistiken, om
Nyttemoralen, om Loven om Kraftens Bestaaen. Det var frst og sidst
det store hedenske, pantheistiske Pust, der gaar gennem selv det mest
saakaldte theistiske System, fordi det nu engang er Filosofiens
Medgift fra Hjemmet af. Thi ligesom den plumpe, folkelige
Sanseligheds-Fanden halter om med en Hestehov, saaledes spanker den
dannede grubliserende Tanke-Djvel om med den gamle Pans Bukkeklov.
--

Det andet Studium, Hebraisk, traadte ham imde med en ikke ringere
Nyheds Interesse, men paa Filologiens fredelige Vis, uden
problemstillende Debatter, uden Aandrighedens ggende Pistolskud og
dog med et vist betagende Trylleri, med sterledens og Oldtidens
forenede mystiske Magt, -- ikke med en ung Kvindes sanseberusende
Attraas-Vkkelse, men med en hvidhaaret Oldingeskikkelses
refrygtudstraalende, klige Hjhed. Han kunde helt glemme Tiden,
naar han fordybede sig i dette fremmedstammede Sprog, hvis Rdder ere
snkede i et ukendt Jordlag, og hvis tredelte Bygning er ligesaa
forskellig fra alle europiske Mundarter, som det gamle Orientens
Byggekunst, med de skve Terrasser og de sofabensagtige Sjler paa
Lvefdder med Kapitler af knlende Heste, er forskellig fra alt,
hvad der stammer fra grsk Arkitektur, hvor udelt og grotesk det end
har gothiseret sig, -- naar han regnede i denne mathematiske
Grammatik, hvis Bjninger have en algebraisk Lignings Sikkerhed, --
naar han stirrede paa denne underlige Skrift, der frst efter
Sprogets Dd har nedladt sig til under sine Konsonanters faste,
hellige Rrpensstreger, med det vandrette Tryk, at punktere nogle
moderne profane Vokaler til Hjlp for de uindviede; med de store
kantede Bogstaver, der baade i Form og Navn endnu hist og her viser
et halvt udvisket Hjrne af det oprindelige hieroglyfiske Billedtegn;
med de uudtalelige, glemte Gutturaler, som i deres snirklede
Gaadelinjer ligesom i en Konkyljes Vindelgang synes at have
fasttryllet et hemmelighedsfuldt Ekko af Blgegurglen fra Nilens,
Eufrats og Jordans Bredder, hvis Siv flettedes til Kulturens Vugge.

Saaledes kunde disse to Indlednings-Discipliner give ham
tilstrkkelig Sysselsttelse og udfylde hans Interesse, og der blev
kun et Spaanfald af Tid tilbage for den egentlige Theologi. Her
begyndte han efter Professorens Raad med at sge at faa Lb i det ny
Testamente, uden at fordybe sig i Fortolkningen. Men dette Studium
fngslede ham ikke som de to andre. Han mrkede snart med et vist
Samvittighedsnag, at han ikke blev varm ved Lsningen i den hellige
Skrift. Dog havde den en srlig Tiltrkning: -- det grske Sprog. For
ham, der, medens han endnu nsten var uden historisk Dannelse, havde
faaet en dunkel Begejstring for Hellas gennem Goethe og Schiller, for
ham var dette Sprog noget helligt, et Symbol, der satte alle hans
fineste Flelser i drmmerisk Bevgelse.

Men ligesom Biblens Aand ikke er den helleniske Aand, saaledes er
dens Grsk ikke hellenisk Grsk; -- og han tog Anstd heraf. Det var
ikke med Filologens rgrelse, men med en sthetisk Uvilje, der i
sin Uretfrdighed kunde grnse til Vmmelse, at han lste
Apokalyptikerens barbariske Grsk, hvis Konstruktioner ere ligesaa
umulige som hans Danielske Dyr ere umulige, eller slog sig igennem
Paulus's endelse Perioder, hvis stakaandede Ord-Opdyngning syntes
ham en Haan mod det dle Sprog, hvori Attikerne havde skrevet. --

Og midt i det fjerde Evangeliums Lidelseshistorie, hvor det kristne
Hjrte burde blde med sin dende Frelser, kunde han pludselig falde
i Henrykkelse over Stningen Men dette gjorde altsaa Soldaterne,
denne lille simple klassiske Blomst med den gte Duft af Herodot, som
har forvildet sig hen mellem Golgathas Sten, -- henrykkes ved denne
sproglige Atavisme med en Naturforskers Andagt, naar han i en Samling
af spraglede Due-Racer, som ikke interessere ham, pludselig ser den
vilde Klippedues skiferblaa Fjer titte frem.




XVI.


Disse Studier hjemme og paa Universitetet i Forbindelse med et Par
Timer daglig i en Skole, hvor han gav nogen Undervisning for sin
konomis Skyld, optog nsten hele hans Tid.

Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar
Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar
nede i en af Konversationssalens Hjrnesofaer, hvor han gemte sig bag
en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den
hjrstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt
Forsamling om et Bord i Halvmrket paa den anden Side af Draabningen
ind til Spillevrelset, hvor Stuernes to Lys mdtes, kvlende en
lille bleg Gasflamme, der forsgte at brnde over Udkrasningskummen.

Men sdvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den
svnig-dunkle Lsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den
ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som
er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dr bladede
han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt
over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det
aandelige Apotheks mrke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes,
to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, Det
nittende Aarhundrede hvilende ovenpaa Theologisk Tidsskrift.

Men Hjorth valgte Det nittende Aarhundrede. Han havde nok af
Theologien hjemme og paa Universitetet.

Ikke at han ivrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af
alt det beslgtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte
at bringe sin Grde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det
lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest
af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en
Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i
Kunst, -- naturlig nok for ham, Bondesnnen og Landsbylreren, som
var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der
var saa plump, saa idls, saa stagneret forvrvlet, fra en Prosa,
der var Lrebgernes og Katekismens.

Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der
stdte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg
Brandes. Det var noget saadant som Stikordet Realisme, eller endnu
mere var det hint Prg af Frankrig, som det undertiden bar i sig
selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen
dertil hgtede Begrebet Frivolitet. Maaske vilde han ogsaa have
brugt dette Ord, dersom Nogen havde trngt ind paa ham for at faa at
vide, hvad der stdte ham i denne moderne Strmning. Og dog var han
for lnge siden kommen bort fra den Tid, da han fandt Werther
umoralsk, og Wilhelm Meister hrte nu til hans Yndlingsbger. Men i
Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, vre
ganske udrenset for sin almindelige Bemrkelse, en tom Etikette, den
han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en
fremmed Aand, hvilken han ikke forstod.

Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn
som Stuart Mill skurrede ham i ret, og uden at kende synderlig til
dem begge vilde han instinktivt have erklret sig for Hegel mod
Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubnhrlige
Induktionslogiks Hegemoni opfrte ham, var ham et Tegn paa Tidens
aandelige Forfald; -- han kunde kun tnke sig dem underordnede den
inspirerede Tnkning, som trllende Gnomer, der grov og rodede nede i
Schakterne, medens Gudinden sad stjrnekronet, hvet over Tid og Rum
i sin selvsikre Skuen.

Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen
Natur var i Valgslgtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og
fordi den var den frste, blev uden Medbejlerskab, uden Begrnsning,
uden Kritik, -- ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster
selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den
endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne oplser sig selv,
dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i
Hjrnen, -- ved disse Anlg og disse Indflydelser var Hjorth allerede
bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte
tage Aarrkker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig
nrmere end Heine eller England nrmere end Kant.




XVII.


Mange Bekendtskaber gjorde Hjorth ikke. Han havde ingen
Skolekammerater, hvem han var levet sammen med, saaledes som de
fleste have, der komme til Universitetet. Desuden fjrnede hans Alder
ham fra det Hold, der var samtidigt med ham, han var afstikkende i
Rusauditoriet ved sine modne Trk og det fyldige Skg.

Det gik ham heller ikke bedre i Studenterforeningen. Han, der fr
havde vret den uforstyrreligste Ligefremhed, en aabenmundet,
godmodig, tirrelysten Spgefugl, han var under de nye Omgivelser og i
dette Stadium, da han bestandig var lidt usikker paa sig selv og paa
sin Fremtid, bleven ordknap og tilbagetrukken. Rigtignok var det kun
en tynd Skal, og naar den brdes, kom den gamle Natur frem, -- men
brydes skulde den. Det er med dette Vsen overalt vanskeligt at komme
an, naar man ingen Forbindelser har at gaa ud fra, og det er heller
ikke srlig let i denne Forening for Studentens glade Liv, hvor der
i Virkeligheden under Ly af en drbende Kedsomhed trives en stiv
Etikette, der udstter en Uerfaren for at blive betragtet som uden
Levemaade, dersom han indskyder en beskeden Ytring i en Samtale
mellem to af Minervas Snner, hvis han kun er prsenteret for den ene
af dem. Han flte sig ikke just tiltrukken af den lille, men
hjrstede Skare Radikale og Intransigente; -- fra den ldre Klikke,
som han nsten havde Udseende af at tilhre, var han adskilt ved den
hele blndende Nimbus af Vrdighed, hvori dette Studenterverdenens
Aristokrati bode som i et unrmeligt Lys; -- og mindst kunde han faa
Indpas hos de eneste, som deroppe syntes at have en virkelig alvorlig
Interesse, de mest aflaasede af de aflaasede, tobaksomblgede
Schakspillere, der med Hovederne bjede over Tavlebrttet og Blikket
magnetiseret af Brikkerne sa ud, som om de i Tilflde af Ildebrand
vilde have taget deres Lommebger frem og noteret Stillingen op,
hvid Springer F5, rd Lber D6 --, indtil Loftsbjlkerne ramlede ned
og vltede Spillet.

Sine Forbindelser skulde han have stiftet i det theologiske
Auditorium. Men han flte en nsten uovervindelig Ulyst til at
indlade sig med sine Kolleger; der var, hvor nr han end sad dem paa
den sorte Bnk, et tomt Rum imellem dem og ham, en Anelse om, at hans
Aand ikke var deres, en instinktiv Fornemmelse af, at der var Fare
ved at aabne sig her, at han gjorde bedst i at knappe Frakken til. Og
han knappede den indtil den verste Knap. Han gik tavs hen til sin
Plads forbi Bnkerkken af forskellige Theologer fra de mest snavsede
til de dadelfri sirlige, som man kan gaa forbi en Reolhylde med
skrabede, forfingrede Lrebogsbind og sorte Chagrinrygge, uden at
gide tage en eneste frem og blade i den. Han stod i Friminutterne
alene ude i Gangen; lnet til det brede Rkvrk stirrede han paa den
yppersteprstelige Apollo og den vestalindeagtige Athene, der nede
fra Gulvets Halvmrke hvede deres Gudeskikkelser op i Vestibulens
Lys, tegnende deres rene, uforvitrede Marmorlinjer mod den farvematte
Baggrund af fugtskjoldede mythologiske Billeder; og idet han
krtegnede de to Symboler med sit tilbedende Blik, lod han det mylre
og summe rundt om; slappe, blankslidte Drapfrakker, stramme,
struttende Skytteuniformer, -- han stdte ingen af dem paa rmerne,
han lod dem slentre og vimse forbi og rejse en kaotisk Hvirvel i
Stvatomernes straalende Prismer, der skraanede ned fra de store
Vinduer med deres aabne Firkanters officielle Gardinlshed.

Blandt de faa Theologer, som han indlod sig en Smule med, var hans
Husflle Kleistrup. -- Den dorske Iversen faldt det ham ikke ind at
tale synderlig med. Men Kleistrup morede ham; denne halvgamle Student
med sin godmodige Indifferentisme, med sin Fordringslshed i Retning
af at tages ~au serieux~, med sine bedrvede Livserfaringer ikldte
en evig gemytlig Solderistjargon, hvis sygelig hule Tonefald syntes
at spotte Hjrnens Tomhed, -- denne for Hjorth aldeles fremmede Natur
eller rettere Demi-monde-Kunst, havde noget pikant for ham, var ham
en behagelig Adspredelse ved den magelige Tryghed overfor en Person,
hvem man kan omgaas i aandeligt Neglig, kildrede endelig en hemmelig
Antipathi hos ham som en Slags Hofnar, der havde Fripas ved Foden af
Tronen for Videnskabernes Dronning, den hellige Fru Theologia.

Naar de begge vare paa Forelsning sammen, holdt han af at faa
Kleistrup under Armen ude paa Gangen og lade ham, der kendte lidt til
alle, prsentere den theologiske Samtid. Dr gik med ludende Hoved
en Trediveaarig, Sn af en Hjskoleforstander, en fremtidig
Folkeprdikant, der altid prostituerede sig ved en total Uvidenhed
paa Skrivevelser og Examinatorier, men holdt Foredrag ved
Missionsmder om Jakob, der gik med sin Stav over Jordan. Det
randjede, hulkindede Hngehoved, som sjokkede afsted i en
lurvet sort Dragt og sa ud som en protestantisk Tartuffe, var i
Virkeligheden en meget skikkelig Grundtvigianer. Dr henne ved
Trappen stod Professorsnnen med den lange Nse, Theologiens nye
Stjrne, som bildte sig ind, han var kristelig Filosof, smykkede sig
med Laser af Stuart Mill og Spencer og fandt frugtbare Fermenter hos
Darwin; han udvexlede Straaler med en anden Stjrne, der kun ventede
paa sin nre, glimrende Examen for at offentliggre sin Forlovelse
med Stiftsprovstens Datter, hvorefter der laa en lysende Kirkesti
aaben for ham, -- en lille sirlig Herre, der sa ud som Martensens
Ethik, indbunden i hvad Bogbinderne teknisk kalde Opbyggelsesbind.

Ivrig var denne Omgang ikke til Skade for hans Ry. Thi Kleistrup
udbredte hans Ros, idet han fortalte alle, at Hjorth var hvad han i
sin Jargon kaldte en myrderlig Tyrekalv.

-- Det er lang Tid siden De har set op til mig, Hjorth, sagde
Professor Petersen til ham en Efteraarsdag udenfor Universitetet. --
Kommer De ikke ogsaa en Gang til mine Torsdags Aftener?

Torsdags Aftenerne -- det var den theologiske The. Professoren havde,
for at komme i nrmere Berring med de Studerende, aabnet sit Hus en
Gang om Ugen for alle, der havde Lyst til at indfinde sig, og der var
altid fuldt. Men Hjorth havde, underlig nok, aldrig tnkt paa at gaa
derhen, sknt Kleistrup oftere spurgte ham, om han ikke i Aften
skulde hen og drikke dogmatico-ethisk Thevand. -- Nu fandt han dog,
han burde indfinde sig den frstkommende Torsdag.

Studerekamret, Spisestuen og Bibliotheksvrelset vare stimlende
fulde. Professoren tog med srlig Venlighed mod Hjorth og gjorde ham
bekendt med sine Yndlinge. Navnlig vilde han stifte Venskab mellem
Hjorth og Professorsnnen, Hr. Frederiksen, fordi de begge havde
sthetiske Interesser.

Det viste sig ogsaa snart, at Hr. Frederiksen hrte til de Theologer,
som, hvis de komme til en Kbstad, ufejlbarlig blive Stiftstidendens
sthetiske Anmeldere. Han kunde lade indflyde i Samtalen nogle af de
kuranteste Fraser fra den Vischerske sthetik, som Vischer selv har
tilbagekaldt, og han havde en overfladisk Kendskab ogsaa til den
tyske Literatur. Men Hjorth, der ikke havde noget synderlig skarpt
Blik, gldede sig ved at have fundet en Aandsbeslgtet, med hvem han
kunde drikke parnassisk Vin, halvt skjult for den theologiske The bag
de tykke Repsgardiner i Vinduesfordybningen, medens udenfor Ruderne
den frste pulverfine Sne fejede ned ad den de Stormgades mrke
Fliser og hvirvlede forbi Lygten, hvis Skr faldt paa Hr.
Frederiksens Ansigt med en spgelseagtig Straale; det kildrede ham at
tale om Goethe, den gamle Hedning, medens der bag ved Gardinerne i
Lampelyset mylrede af Navne som Luthardt, Olshausen, Hengstenberg,
Lbke, Godet. --

Men pludselig sagde Hr. Frederiksen med et overlegent Smil: --

-- Ja, jeg maa dog sige, Hr. Hjorth, jeg finder, De gaar en Smule for
vidt ... De vil maaske ogsaa have nogen Vanskelighed ved at forlige
en saadan Betragtningsmaade med Augustanas anden Artikel.

Saa knappede Hjorth indtil den verste Knap og forlod kort efter
Vindueskrogen. Men den vrige Aften sad han tavs og fulgte kun
halvvejs en Diskussion om de Reformertes Fortolkning af Nadverordene
og den farlige Bevgelse hen derimod i den nyeste lutheranske
Theologi; -- han holdt med de Reformerte, men fandt det ikke meget
tillokkende at kmpe ene mod Overmagten.

Det var i Efteraaret syvoghalvfjerds. --

Sin Sommerferie havde han som nybagt Kandidat i Filosofien med bedste
Karakter tilbragt hos Svigerforldrene i Yderslev.

Et Held for hans Troskab mod Kristine havde det vret, at hans
Eneboerliv i de forlbne Aar ganske holdt ham borte fra Omgang med
unge Damer. Hun havde ingen Medbejlerinder. Og selve det, at han kun
var sammen med hende et Par Gange om Aaret, bevarede ham for hende,
idet deres legemlige Afstand fra hinanden skjulte den aandelige. For
i hans Erindring og Fantasi antog hun saa meget af hans egen Natur,
og hendes Billede kunde saa dristig og uformrket idealisere sig
efter hans nske, naar hun ikke selv traadte forstyrrende imellem.

Ivrigt gjorde hun selv, hvad der stod i hendes Magt, for at
formindske denne Afstand ved at forfine sig. Det var ikke blot det,
at hun flte at en saadan Forfinelse var ndvendig, dersom hun vilde
beholde Hjorth; -- men idet hun bestandig levede i Haabet og den
glimrende Udsigt, flte hun sig allerede hvet over sin Stand, og da
hun forhaands regnede sig blandt Fruerne, lngtes hun efter at faa
Fruelader. Den frste, grovere Afhvling foregik paa en Hjskole,
hvor hun opholdt sig to Vintre; -- men den egentlige Polering fandt
Sted i Prstegaarden.

Pastor Krarup, der bestandig interesserede sig levende for Hjorth,
hvem han undertiden fik Breve fra, ansa det for sin Pligt at tage
sig af hans Kreste, og bad Kristine venlig om at se hyppig op til
dem i Prstegaarden, noget som hun ikke lod sig sige to Gange, da hun
strax indsa, at hun maatte hnge i her, hvor hun kunde indvies i den
for hendes Stand korrekte Tone og lre alt til Faget henhrende. --
Fruen, som var temmelig fornem paa det, yndede ikke denne Gst, men
det lykkedes hende at blive en Veninde af Datteren Vilhelmine, der
kun havde lidt Omgang. Denne lille sentimentale Dame, der lngtes
efter en Tilkommende i Skikkelse af en frelsende Kapellan, kastede
hele et aldrig forstaaet Hjrtes Krlighed paa Kristine, som uden at
bryde sig en Djt om hende tog hendes Fortrolighed til Indtgt og lod
Prstegaardsfrkenen sidde Model. Med sin livlige Opfattelsesevne i
alt, hvad der ikke hrte til boglig Lrdom, havde hun hurtig og
sikkert tilegnet sig de mest ijnefaldende og derfor uundvrligste
Trk: -- at kunne sidde drmmerisk med et Hklearbejde i Haanden, at
udbryde Gud, hvor dejligt, naar der var strke Farver paa Himlen
ved Solnedgangen, eller naar man stod paa et Sted, hvorfra man sa
Skov, Bakker og Vand, at sige Herregud med et mildt Smil og en
ganske let Rysten paa Hovedet, dersom En lste op af Avisen, at en
Dreng var druknet i Aarhus. --

Efter at dette Kursus havde varet et Aarstid, var nsten alle
Dialekt-Vendinger og de simple Ord, der lugte af Marken og Stalden,
som blst bort fra hendes rene Lber, og hendes Tunge, der ligesom
havde tilspidset sig, vrngede ikke lnger Vokalerne saa bredt ud, at
de spaltede sig i Diftonger og drvede heller ikke alt hen i den
samme sljfede Bondemelodi.

Hvad hendes Dragt angaar, saa havde den lnge vret ganske
kbstadsmssig, naar hun da ikke netop gik hjemme og sjovede. Men hun
lrte nu at bre den, at vlge Farver, at undgaa pralende og
skrigende Pynt i Stokrose-Stilen, at stte en Sljfe kldelig og
prcis dr, hvor de bruger det.

Men ogsaa for hendes Indre blev der srget. Prsten laante hende Bind
af Fra alle Lande for at udvide hendes Synskreds, og af Vilhelmine
fik hun Walter Scotts Romaner med hjem for at danne Aand og Hjrte.
Det blev hende en langt drjere Form for Undervisning, og i
Begyndelsen var det en haard Prvelse for hendes Taalmodighed. Men
hun vilde. Og efterhaanden fandt hendes legemlige Ladhed Behag i den
Hvile, som Aandens Opdyrkelse gav Anledning til. Det var ganske
behageligt, i Stedet for at rive, at ligge saa uhyre bldt i en
Hstak og lse om fremmede Lande og underlige Mennesker, og paa en
hed Sommerdag, naar Arbejdet fik Sveden til at blde igennem under
Armhulerne ude i det hede Kkken, hvor Sol og Skorsten arbejdede
sammen, og hvor Fluer og Hvepser, tiltrukne af Varme og Madlugt,
summede En om rene og stak paa den ngne Nakke, -- paa saadanne Dage
fik hun Smag for at stte sig ned i den klige Mlkeklder, hvor kun
en enkelt Flue surrede oppe i Vinduet, og kildre sin Fantasi ved
Omgang med Dronning Elisabeths galante Hofkavallerer med Atlaskessko
paa lange Ben, omstrammede af den hvide Silke helt op til Laarenes
opslidsede Fljelspuffer.

Saa var der ogsaa det ved Lsningen, at det stillede hende paa en
anden Fod overfor Tjenestefolkene, naar de sa, at hun saadan kunde
forlade Arbejdet og lgge sig magelig hen med en Bog. Og endelig var
der den Morskab, at denne Dasen over en Bog rgrede Faderen og satte
Splid mellem Forldrene, idet Moderen tog hendes Parti.

Tilsidst drev hun endogsaa sin Videbegrlighed saa vidt, at hun for
at vre med daglig lste Morgenbladet, som Per Andersen sammen med
Mller Kristensen holdt i Vintermaanederne. Fr havde hun af og til
lst Ulykkestilflde, Mord og hvad der stod med smaat Tryk. Men nu
granskede hun baade den indenlandske og udenrigske Politik og
forsgte at tvinge de underlige fremmede Navne, ravgalt udtalte, ind
i sit lille halsstarrige Hoved. Ja, hun kiggede endogsaa i
Literaturanmeldelserne for at kunne sige: Er det ikke ham der har
skrevet den Bog? --

Saaledes fandt Hjorth hende i ydre Optrden betydelig nrmere ved
hans idealiserede og forfinede Afbillede, end hun fra frst af havde
vret. Thi hans Erindringer fra den Tid, da han bde som Lrer der
ovre paa den anden Side af Gaden, bragte ham mange Smaatrk, som
allerede den Gang havde stdt ham, og som det nu var ham ubehageligt
at mindes. Men han gldede sig saa og var stolt over, at han havde
kunnet se gennem den ru Skal, der skyldtes de grove Omgivelsers
forhrdende Tryk, ind til hendes sande dlere Natur, der nu mer og
mer syntes ham at gro frem.

Noget var der dog gaaet tabt under denne Vxt: -- den halvt naive,
halvt kokette Ynde, som i deres Forlovelses frste Tid havde vret en
saa fortryllende Ledsagerske til hendes Vsens viltre Utvungethed.
Men denne Stivhed og pludselige Usikkerhed, der var en naturlig Flge
af et ikke magtet Forsg paa at vre dannet og dadelfri net, den var
for ham ligesom et Tilbageslag ved Generationsskifte. -- Han kendte
tre Kristiner: den frste forlegne, stillestaaende unge Pige, hende
der snode sit Forkldehjrne, og hvis Samtale gik istaa, hende med
det usikre Smil, der gled bort til Siden; -- den anden, hans
dristige, livsglade Kreste, med sit lidt grove Koketteri overfor
ham, og med et Stnk af Frkhed; -- endelig den tredje, den
dameagtige Kristine, Prstegaardsfrkenens Veninde, med det rolige,
passende Vsen, med det dialektfri Bogsprog, der frte Samtaler om
Romaner eller Opdagelsesrejser og forlangte Skildringer af Livet i
Studenterforeningen og ved Universitetet. -- Men nu var det
undertiden, som grnsede denne tredje igen op til den frste, der
pludselig syntes at fdes med smaa kejtede Bondebevgelser under den
smagfulde, stramt sluttende Kbstaddragt, -- et Syn, der gjorde ham
rrt og berusede ham med en vissen Duft fra hans Krligheds frste
Spiringsdage.

Men der kunde ogsaa komme Tilbageslag til den anden Kristine,
utmmede Udbrud af noget i hendes Vsen, der endnu ikke var udviklet
eller havde Mod til at vise sig hos den frste, og som sdvanlig var
omhyggelig tildkket hos den tredje. Konvulsioner af en fuldblodig,
overmoden, opsummet Naturgrund, der overvldede ham med Krtegn,
smgede en klen Arm om hans Nakke og lo overgivent med en hysterisk
Klang af den Latter, som kildes frem.

Og undertiden rbede hun en Tankegang, der stdte ham ved en plump,
idls Beregnethed.

En Gang spurgte hun ham, om han kunde huske en Eftermiddag, da de
havde talt sammen om hans Mening i Politik, -- det var medens han
endnu var Lrer, -- og hun havde nsket, at han skulde vre Venstre,
fordi det ellers vilde blive vanskeligt for ham at faa et godt
Embede. Han huskede det meget godt.

-- Men vd du hvad, sagde hun, nu har jeg saamn tnkt paa, hvor
underligt saadan noget kan fje sig ... Se, nu er det jo netop godt,
at du er Hjremand, for det hrer sig jo til din ny Stand.

Da Hjorth ikke rigtig vidste, hvad han skulde sige dertil, fortsatte
hun: --

-- Ja for du gaar da, for Guds Skyld, ikke hen nu og bliver
Venstremand ... Det kunde saamn ligne dig, Niels, for du skal da
altid have en Tilbjelighed til at komme paa Kant med det, som -- som
du ikke skulde vre paa Kant med.

Hjorth kunde ikke lade vre med at smile ved det temmelig Trffende i
hendes Bemrkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilflde,
havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en
langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.

Jessen sa han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en flles
Overenskomst at tale om religise Emner.

I Prstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine
og alene. -- Naar han sad ved en Cigar inde i Prstens lille
tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske
Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og
Udviklingslren, der vare lbne med ind i den Rasmus-Nielsenske
Naturfilosofi.

-- Ja, ja, -- aah ja, sukkede saa den gamle Prst, idet han lnede
sig tilbage i Stolen og strg sig om den ubarberede Hage, -- aah ja,
... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid
var vi jo Hegelianere, da var _det_ nu det saliggrende ... Vi
snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vgge om Negationernes
Negation, -- he! -- og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tnke
... Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, -- det
er saamn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe ... Og
hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er
vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dr -- som Oxerne ved Bjrget,
-- he! -- og vidste saamn hverken ud eller ind.

Hjorth gik frem og tilbage i Vrelset og vidste ikke rigtig, hvad han
skulde sige, vidste nppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup
eller Filosoferne. Men n Gang bemrkede han efter en saadan Passus:
--

-- Ja saadan holdt ogsaa den gyptiske Religion sig ligesaa stabil
som de gamle Pyramider, medens de grske Filosofer aflste hinanden.

-- Ja, det har De ogsaa Ret i, -- det gjorde den, og det sknt det
var en falsk Religion, ... J--a, dr kan man se -- --

Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.

-- Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, fr Guds Aabenbaring
... Saa kom Moses, netop i gypten -- --

-- Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.

Men hverken han selv eller Pastor Krarup hrte i denne trivielle
Indrmmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud,
med andre Tavler. -- --

I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med
Theologien, som hidtil havde vret stillet noget i Skygge af Filosofi
og Hebraisk. Forelbig kunde han dog ikke sige, at han havde
Krlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det frste Indtryk
var den umiddelbare Overvldelse af de opdukkende Sprgsmaals Mngde,
Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde
fre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne frste
lammende Flelse, den frembrydende Arbejdslyst, Krligheden til
Anstrngelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for
Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren
paa hvert enkelt Skridt, denne Opmrksomhedens Fasttryllen i
Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne
Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fdes ved en
heldbringende psykologisk Lov, og som er Nglen til Pedanteriet hos
den lrde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. --

Da Juleferien saa kom og afbrd disse den frste Ivers Studiedage,
rejste han hjem til Snderjylland.

Han havde vret i Vonsbk sammen med Kristine i Sommerferien efter
Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder
havde kun faa Krfter tilbage og lngtes efter at se ham.

Hun dde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han
slgtede mest hende paa af Forldrene, og han havde vret hendes
Yndlingssn. Han havde ikke paa langt nr flt det saaledes, da han
mistede sin Fader, medens han var Lrer i Fyn. Og saa var der ogsaa
det, at han ved hendes Lig fik Flelsen af ikke lnger at have noget
Hjem; -- Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv
Snes Aar ldre, og hvem han kendte saare lidt til.

Tt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens
Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, -- paa den
gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bge, og
hvor Hjskovens og Ddens Stilheder rkke hinanden Haanden, -- ved
det mrke snelbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af
Barndomshjemmet, -- kom der en Opvldning af Barnetroens lnge nsten
udtrrede Flelsesblge, gennem Brud af utallige dybt skjulte
Kilde-Porer, med en Oversvmmelse af hele Sjlen, en Henflyden i
jeblikkets vemodige Stemningsandagt.

Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde
njes med en kedelig Prdiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne
kristelige Kvinde pristes, fordi hun havde trukket den himmelske
Rigdom den jordiske langt for, -- saa istemte han At sige Verden
ret Farvel med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.

Det var en af de Salmer, som Moderen havde lrt ham. Han havde ikke
gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af
Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hrte ham i den,
hjemme i Haven -- inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grn
Skygge og sd Blomsterduft, og gennem hvis Bladevg Aftensolen skd
en Rkke tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en
Himmelstige.

Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig sknne Vers:
--

    Kom i den sidste Nattevagt
    i en af mine Kres Dragt
      og st dig ved min Side,
    og tal med mig som Ven med Ven,
    om hvor vi snart skal ses igen
      og glemme al vor Kvide.




XVIII.


I Marts Maaned flyttede Lindekrs Familie til Kbenhavn. Han var
bleven Prst ved Holmens Kirke.

Lngselsfuld efter at gens disse gamle Bekendte, gik Hjorth en
Formiddag hen for at aflgge en Visit, saa snart han fandt, der var
forlbet en nogenlunde passende Tid. De bde lige over for Kirken.

Pigen lukkede Dren op til en mennesketom Dagligstue: -- Fruen skulde
strax komme.

Det var nsten Dagligstuen fra den fynske Prstegaard, kun noget
hjere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl,
en stikkende Glans af Emailleskl, og fra den store Himmelaabning,
der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle,
strmmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vgge af
regnbuespillende Solstv paa skraa forbi den straalende hvide
Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde grsgrnt Lys
gennem de lodrette Folder. -- Skret fra disse Gardiner og fra det
mrkegrnne skotske Gulvtppe dmpede og blidnede Lyset forneden,
mttende det med varme, dybe Toner; -- men oventil fik dets kolde
Hvidhed Hjlp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkdede
Hngelampe; paa den perlegraa Bagvg fik det Spejlblinket af
Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjrnet
Messinggelnderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin
fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; -- det rislede med
Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens
store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af
Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra
Kakkelovnsilden over det sorte Tr langs Tangenternes Elfenbensrkke.

Dette Flygel var det eneste nye Mbel; -- ellers kendte han alt i
Stuen; -- Rafaels Kartoner paa Vggen over den lange damaskes Sofa,
det runde Mahognibord midt i Stuen under Hngelampen, og henne ved
Dren Nddetrs-Bogskabet, bag hvis Ruder han sa Goethes og
Schillers Vrker trkke deres lange Rad af brune Bindrygge henover de
midterste Hylder ... Hvor det var lnge siden han frste Gang havde
taget et af de Bind frem; -- hvor han var bleven forandret i den Tid!

Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa
den kldesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog,
hvis opslade Blade langs Ryggen havde denne skve energiske Fold,
som er det sikre, utaalmodige Mrke af en Damefinger. Han tog den op;
-- det var Bjrnsons Kongen.

-- Nej, Kre! er det Dem! udbrd Fruen, der traadte ind i det samme.
-- Det var snilt af Dem at se op til os, -- vi vidste jo ikke, hvor
de bde.

Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans re; hun havde endnu
det hjrtelige Smil, der lyste med en Rkke hvide Tnder. Aarene var
gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde
Haar, der faldt en Smule i det rdlige.

Hun tog Plads lige over for ham i en Rr-Gyngestol, og idet hun
vuggede sig sagte med bitte Bevgelser af de smukke smaa Fdder paa
Fljlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fr fra
den slette Skolelrer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i
Kbenhavn, tilbage til hendes Brn og deres smaa Skbner, ud til
hans Forlovede, -- indtil den pludselig med sine lunefulde
Sommerfuglevinger dalede ned paa det hrgule Hoved af Professor
Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at
omgaas. -- Hvordan var han egentlig? -- ikke en lille Smule kedelig
-- saadan pedantisk?

Hun bjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen stttet
mellem den lille Haands Fingre, medens rmekantens Blonder gled ned
over en Slvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens
skre, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinjne
paa Pulslejet.

Hjorth kunde ikke ganske imdegaa hendes Mistanke. Morsom var
Professoren ikke. Men han var en fortrffelig, brav Mand, og saa var
han jo meget lrd.

Jo, lrd -- det kunde hun jo nok tnke, han var. For Resten var han
vel ikke lrdere end hendes egen Mand. -- Men det var saadan en
underlig indelukket Lrdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler
ud i Livet ... Men saadan var det maaske i det hele med Theologien
... Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?

Jo, det interesserede ham, optog ham; -- der vaktes saa mange
Sprgsmaal.

Aa ja, hun kunde ogsaa tnke sig det. Men hun var dog glad over, at
hun ikke skulde studere Theologi, -- trde heller ikke, hun turde ...
Men sligt tr _De_ maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede
paa Bogen.

Jo, han havde lst Kongen.

Og syntes om den?

Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formls og uskn og desuden
saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjrnson gik
tilbage.

-- Nej, nej, Kre! ... nej, han gaar bent frem, han! fr det ud af
Provstinden. -- Ja, jeg vd nok, det hrer ikke lnger til god Tone
at synes om Bjrnson, men jeg holder nu saa m' af ham ... Men min
Datter Ellinor kan De blive enig med derom, -- det var vist hende,
der kom derude ... Kan De huske hende? ... Ja dengang var hun jo kun
en tretten, fjorten Aar ... Hun er rigtig dansk, -- ikke Klippe skabt
i hende.

Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget hjere
end Moderen; -- hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men
noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for hje
og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt sa venligt og knt ud, men
skmmedes i sin Bleghed ved en rdtippet Nse. -- Men det kunde jo
vre, hun havde Foraarssnue.

Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og
langsomt, uden Moderens Liv.

Hendes Mand blev lnge ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for
Hjorth blev da til Middag.

Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som nppe blev hrte.

Et Par Skoledrenge kom hjem, rdmussede, viltre og sultne. De hang
hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer,
hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse,
karrikerende Lrerne ved den kbenhavnske Skole, i hvilken de var ny,
-- medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: -- hvad vilde den
fremmede Herre sige? han var selv Lrer og plejede at banke uartige
Drenge.

Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin
Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige
Stand.

-- Det er dog virkelig morsomt, -- naar jeg talte med Dem ovre i Fyn,
jeg fik hvert jeblik en Flelse af, at det var en Student, jeg havde
med at gre ... Nu kan man komme til mig og ngte Anelser!

Den hje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var
magrere; Hagen og den store energiske Nse traadte strkere frem.
Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mrke til Afstanden mellem ham og
hans Hustru. Hun kunde ikke vre mer end hen imod de Fyrre, og hun
sa endda yngre ud.

Ved Bordet forgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.

Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede
en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsgte
sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig
rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op
til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at stte sig
stille hen og vente paa sin Kaffefisk. -- Det var en klar, noget
skarp Sopran.

-- Kender De Kjrulfs Melodi til Undrer mig p hvad jeg fr at se?

-- Nej. -- Aa, jeg hrer jo nsten aldrig Musik.

-- Stakkels De! ... Den Sang holder jeg nu saa m' af. -- Hun sang
det frste Vers. -- Kender De den virkelig ikke?

-- Fader, her er din Kaffe.

Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det
lille Bord. Medens han rrte om i Koppen, tog han med venstre Haand
Bogen op, lod sit je falde paa den frste Side og kastede den
tilbage paa Bordet, med en Bevgelse som af Vmmelse i Fingrene.

Men Fruen sang: --

    Den som har lengted i tyve r
        over de hje fjelle, --
    den, som vet, at han ikke nr,
    kenner sig mindre r for r --,
        hrer hvad fuglen synger,
        som du saa trstigt gynger.

-- Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, -- for
De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekr.

Studerevrelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et
langt mrkt Rum; midt paa den ene Sidevg gennem en Draabning, hvis
Portiere var trukket halvt til Side, sas inde i Bibliothekets Mrke
Geledder af Bogrygge, tt sluttede, ordnede over hinanden, --
Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Lderkllerter syntes at
staa parate til at marschere ind, fyldende Vrelset med muggen Lugt
fra deres fugtplettede Blade, medens de manvrerede sig frem til det
lange Arbejdsbord, hvor de, i en Rgsky af Stv, fyrede deres
Lrdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa,
efter endt Expedition, at trkke sig tilbage i god Orden, ind i
Fstnings-Mrket, langs den ene Drstolpe, medens nye Kolonner
defilerede ud langs den anden.

Lindekr vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nd
i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde
gaa Stuelngden for at have vandret en Mil.

-- De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet
omtrent en halv Fjerdingvej, -- De var i sin Tid, husker jeg, en
sthetiker -- syslede en Del med Sknliteratur, -- tysk Poesi og
saadan noget ... Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? -- Deres
Studier har vel -- for en Del -- opslugt den Interesse?

-- Ja, jeg har i den senere Tid nsten kun lst Theologi.

-- Hm! ... Ja, -- jeg tror, at det var godt, -- godt for os alle, men
isr godt for de Unge, om der udbredtes strngere Anskuelser paa det
Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig
indskrnket -- eller rettere ophvet.

-- Ja, det kan jo nok vre, at meget i den moderne Literatur, og
navnlig denne franske Realisme, -- ja, jeg har rigtig nok ikke selv
lst meget deraf --

-- Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og
Naturalisme og -- man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe --
man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at
vre begejstret over ... Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er
god, fordi den er ond, -- med ondt skal ondt fordrives; -- jeg tror,
det er heldigst, at det hver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det
med vor egen Tids Trk og kan sknne, hvad det er .... Jeg mener, at
en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at
vkke os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbgret og slubre
den sde Gift i Svne ... Det er ikke fra idag eller fra igaar! ...
Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne
Leflen med Sknhed, -- at den kan ikke forenes med et alvorligt
kristeligt Liv.

Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en
Gld i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til
Udbrud noget, som lnge havde ligget og ulmet i den indesluttede
Mand.

-- De kan ikke forliges, man maa vlge dem imellem, vedblev han. --
Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. -- Dr, udbrd han
saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevgelse af en vis
spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa
Bordet, -- dr ligger min Sknliteratur. --

Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag -- Hjorth syntes,
han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrkkelige Timer, en
iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han
ventede paa Toget til Haderslev, -- trsteslse Timer, som lod hans
Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.

Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. -- Stumper og Lapper af
Skrdersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af
Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for
Dagens Lys af G. J.; -- Den troende Landsbypige; -- Evangeliet
paa de blaa Bjrge; -- Historien om den lamme Frederik; --
Slsomme Fortllinger af de Elendiges Liv af John Ashworth.

Medens han bladede i den sidste, faldt hans je paa nogle Ord, der
standsede det, og han lste ved det dende Aftenlys:

Tvivl og Vantro udgre en mrk og fortrende Forbandelse; de gre
deres Offer til en levende Lgn og lade ham synke langt dybere end
Dyret.

Han lod Bogen falde ned paa Bunken, -- og kom uvilkaarlig til at
smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevgelse, der
syntes at vre en njagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekr havde
kastet Bjrnsons Kongen. --




XIX.


En Dag, da Hjorth var oppe i Lynges Boghandel for at faa et brugt
Exemplar af en Kommentar, sa han paa Disken en lille gammeldags Bog
i Lderbind, med helt fyldte Kvadrater paa den forgyldte Ryg og
med grnt Snit. Han tog den op. Det var Lessings Nathan --
Originaludgaven -- med det netop sekelgamle Fdselsaar paa
Titelbladet. Paa den brogede Side af Forsats-Bladet, der var
stormnstret med gammeldags Kammarmorering, var der klbet et skvt
afklippet Trsnit: Lessings Denkmal in Braunschweig.

Han lod Kommentaren ligge, kbte Nathan, skyndte sig hjem og
begyndte at lse.

Og den burde altid lses saaledes -- paa det graa, blde og plettede
Kludepapir, hvori Bogstaverne staa uden Rande, med udvisket Svrte,
som havde Aarenes hundredfoldige Hnder forgves sgt at udslette,
hvad der har en Tids evige Stempel.

Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der
kun kan benvnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver
virkelig Lser, selv naar alle Enkeltheder for lnge siden ere
forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsgt Aand kan
indpuste i sit Vrk, og som kun udsgte Nerver kunne berres af --
dens aller intimeste Aroma bliver hngende mellem Originaludgavens
Blade, og dr, hvor den fra frst af nppe kunde sanses, bliver den
strkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret
som var den de smuldrende Blades usynlig udstrmmende Livskraft.

Men den strkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bger, som
ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tt som over
Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog,
hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim
Lessing er selve Periodens Navne. Det er den gteste Duft af det
attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom
det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; -- frst
England finder sit Udtryk i ~the nineteenth century~. Dr synes det
attende Aarhundrede at vre Indledningen til det nittende; -- hos
Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at vre Fortsttelsen af
det attende.

Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og
ggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang,
der hnger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stnk er nok
til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersdme; -- Duften af
Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt
af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder,
af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers vrdige
Elegance.

Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet
er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede
er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strkker sig endnu ind i vort
Aarhundrede for at oplse sig selv og efterlade en Skygge, der taler
med en Tithon-Rst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i
forrige Aarhundrede er alle Theologer: Lger og Lrde, Prster og
Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmnd --
Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, -- det vil
sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. -- Derfor
fle alle gte Theologer -- ikke alle orthodoxe Theologer, men alle
gte Theologer, de fle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende
Aarhundrede som efter deres Fdretid, og maaske er det derfor, at
Strauss, der netop var saadan en gte Theolog, i sin Begejstring
kalder Lessings Nathan det hellige Grundskrift for Humanitetens og
Sdelighedens Religion.

Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod
Hjorth, medens han lste den i uforglemmelige Timer, der vare
stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den
blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den
frisk indbundne Wilkes Clavis -- hans ~Vade-mecum~ -- og med den
skarpe Rg af en Pibe, som han var i Frd med at ryge til. De
flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde
tnke paa Nathan eller hre Lessings Navn, uden at der, samtidig med
hin oversanselige Duft oppe i Hjrnen, fdtes i hans Nsebor Lugten
af Bogbinderklister og af en utilrget Pibe.

Og medens han uden at forarges lste dette Digt, hvorom Lessing
sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udsklde det i
deres Hjrters Inderste, medens han rgrede sig over den unge
Tempelherres Fordomme, der klbede ved ham fra den Smule Religion,
han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af
Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der fdt og
opdragen paa Grnsen af tre Religioner, staar lige hjt over dem alle
-- skete der et Under med ham.

De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem,
bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da
af den fjerde Ring?

Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden,
indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende
Menneskehjrterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber,
tndende Ktterbaal og Krigsfakler med deres strke Straaler, --
vandrede den fjerde, den gte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt
Svrmerne hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og
sendte en slsom Straale ud i Kirkedmringen. Den Finger, paa
hvilken den havde funklet strkt og lnge, var snart forkullet i
Ktterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der
om det evige Evangelium, der skulde fortrnge Bogstavevangeliet, om
den fjerde Verdensalder, om den hellige Aands Periode, -- den
samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklrede sig; --
thi Ringen nade ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre,
og den funkler stedse lngere og strkere.

Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den
samtidig med Fortllingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt
Stykke middelalderligt Arvegods. Fortllingen gjorde han til det
strste Blad i sin Lavrbrkrans, men den fjerde Ring beholdt han for
sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange
Atlaskes-Vest og knappede til over den; -- for han var en klog Mand,
der havde lst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring
at gaa med paa Fingeren.

Men n Gang, i et dristigt jeblik, tog han den op af Lommen i den
samme Bibliotheksstue i Wolfenbttel, hvor han havde fundet sine
berygtede Fragmenter, og viste den under fire jne til Jakobi, for at
beskytte Goethes Prometeus, der ivrigt var en strk Mand, mod den
forbitrede kristelige Filosof.

Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og
forfrde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin,
som aldrig siden forvandt det Std, og derefter den ganske Verden med
Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbttel-Bibliotheket havde
vist ham noget, der var endnu meget vrre end Fragmenterne, nemlig
den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrkkelige Trylleformel:
Et og Alt! -- jeg vd intet andet; -- der er ingen anden Filosofi end
Spinozas.

Og medens Hjorth nu laa dr paa sin Sofa og lste i sit Hjrtes
Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrgne Pibe og havde
gennem Rgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende
Aarhundrede, -- saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede
ham ubemrket den fjerde, den gte Ring paa Fingren, det evige
Evangeliums Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.

Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.




XX.


Hos Lindekrs kom han meget ofte, i det mindste en Gang om Ugen,
nsten paa alle Tider af Dagen -- han vidste sig altid velkommen.

Med Provsten havde han ikke saa meget at gre, som dengang han var
Lrer hos ham i Fyn. Det forekom ham, at de nu stod hinanden
fjrnere, enten det nu kom af, at hans Underordningsforhold i sin Tid
havde frt til hyppigere Berringspunkter og stillet dem paa en
sikrere Fod over for hinanden, -- eller vel snarere deraf, at Aarene
og det fritnkerske Rre i Halvfjerdserne havde gjort Lindekr mere
rigoristisk, medens Hjorth bestandig var lidt bange for at ytre sig,
idet han flte, at han gled til den modsatte Side.

Han holdt mere af at sidde inde og passiare med Fru Cecilie. Ogsaa
hun syntes at vre bleven fjrnet fra sin Mand, -- eller maaske blev
det ham frst nu klart, hvor meget yngre hun var end Manden, yngre i
Aar og endnu yngre i Sind; og hvor langt hendes frejdige Natur var
fra at bje sig ind under hans mrke, forsagende Kristendom. Men
Spaltningen havde sikkert ogsaa udvidet sig i den sidste Tid; --
Overflytningen til Hovedstaden, Omplantningen fra de stille
ensartede landlige Omgivelser til den store Bys Blandingsluft havde
givet hendes Livsglde, hendes anden Ungdom, nye frodige Skud.
Ligesom Tunghre faa deres svkkede Sans skrpet af den Gadelarm, der
gre andre halvdve, saaledes blev hun under Bylivets Tummel alt mer
og mer lydhr for de Sprgsmaal og Svar, der krydsedes gennem Tidens
Luft, -- Sprgsmaal og Svar, der kun dmpet og med en rgerlig
Forstyrrelse trngte ind i hendes Mands Studerevrelse, ligesom
Slgekonernes Raab ude fra Gaden.

Hun var, som saa mange gifte Kvinder, mere Moder end Hustru. Brnene
var hendes huslige Liv, -- isr de mindre. For Ellinor syntes at voxe
op i Faderens Avtoritetsskygge -- endnu kun en ganske let Halvskygge,
hvis Rand svvede over hendes rene Pande.

Ogsaa over for Hjorth udviklede hun et Slags moderligt Instinkt. Det
var hende en Glde at kunne trkke ham ud af Studenterkamret og i
timevis skaffe ham et Familjehjem, Hyggen af en Dagligstue, Dannelsen
af kvindelig Omgang.

Og hun gjorde ham en Velgerning derved. Han nd denne hyggelige Hvile
fra det anspndende Arbejde, som mer og mer rykkede ham paa Livet og
fik det hjtidelige Udseende af en Kamp paa Liv og Dd i ham selv,
mod hans Fortid, om hans Fremtid, -- han sgte som til et fredviet
Asyl til denne hje lyse Stue, hvori al Ting straalede, hvor Sanserne
blev vaagne, medens Tankerne lod sig vugge ind i en drmmende
anstrngelsesls Blgning.

Efterhaanden flte han ogsaa noget nyt vakt og tilfredsstillet hos
sig ved denne Hverdagslivets skdeslse Elegance, der bar et Prg af
Damen, en Duft fra hendes Haar og Lommetrklde, et lille Mrke af
hendes Fod i Skamlen, et glemt Haandarbejde paa Bordet, en Fold af
hendes Fingre i en ny Bog, en Spredning af Nodeblade fra hendes lette
Haands Utaalmodighed over Klaveret, endelig en Reflex af hende i
Mndenes soignerede Dragt og Tale. Han fik Smag for at fre en
Konversation med denne Dame -- enten hun nu hed Fru Cecilie eller
Frken Ellinor -- en Konversation, der gled rolig frem eller sprang
lunefuld, gik i Staa paa et Sted og begyndte igen paa et andet, --
som oplystes af pludselige Smil og understregedes af de smaa
uvilkaarlige Bevgelser, som Mnd ere for tunge til, -- ledsaget af
Syningens hvide Armdrejning, med bestandig tndte og slukkede Gnister
af en Ringsten, og af Traadens lette Knitren gennem Lrredet.

Og sknt han ikke var synderlig musikalsk, og hans Udvikling havde
ladet ham vre ganske udannet paa dette Omraade, var der dog noget
paa n Gang velgrende og festligt, noget, der fld saa fortrolig
sammen med alt det vrige, i de klare og fyldige Toner fra Flygelet,
naar et Par af disse fine Hnder berrte Tangenterne, der syntes at
vre saa blanke og elfenbenshvide for at passe til de levende
Plektre. -- Et Schumannsk Karakterstykke, en Chopinsk Vals -- det var
som disse Omgivelsers tonende Sjl. En aandrig Mand har engang sagt
-- erindrede han, -- at Arkitektur er stivnet Musik; hvis denne Musik
stivnede, forekom den ham at maatte blive en saadan Salon, hj, lys
og varm med sin Dybde af blde Stoffer, med sin Glans af polerede
Flader og med sin dameagtige Duft; -- og ligesom hans Legeme
efterhaanden havde faaet Trang til ofte at have denne Stue om sig,
saaledes fandt ogsaa hans forfinede Sjl sig snart tilrette i dens
Sjl af Toner, fik den Vane at maatte hvile sig i dens musiksmeltede
Arkitektur.




XXI.


Da Hjorth en Sndag Formiddag ved Kaffetid kom op til Lindekrs,
traadte Fruen og Frkenen ind, begge i sorte Silkekjoler, Ellinor med
lidt rdkantede jne og Nsetippen rdere end sdvanlig.

De havde vret til Alters.

Hjorth nskede dem til Lykke, og i det samme erindrede han, at han
ikke i halvandet Aar var gaaet til Guds Bord. Det var ikke faldet ham
ind fr; -- han havde altsaa ingen Trang flt til Naademidlerne. Og
heller ikke nu, da han ransagede sig selv, kunde han fle i sin
Organisme nogen Hunger og Trst, der begrede at stilles ved Herrens
Legeme og Blod.

Han tnkte paa at gaa til Alters alligevel, for at opfylde en
religis Pligt.

Men han kunde ikke lnger ligge paa Knfaldet som en naiv Troende, i
Lydighed mod sin Kirkes Avtoritet. Han stod ikke lnger saaledes
under Avtoriteten, han var selv Theolog. Hvorledes skulde han kunne
tage Sakramentet af en Prsts Haand, der paa Kirkens Vegne havde
sagt til ham: Disse Ord, Christus sagde: Det er mit Legeme, som gives
for Eder. Item: det er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes
Forladelse, skulle I fuldkommeligen tro saa at vre i Sandhed, at
Jesus Christus er der selv tilstde i Sacramentet efter Ordets
Lydelse -- hvorledes skulde han kunne det, naar han vidste, at
Zwinglianer og Calvinister og Lutheranere og Romere stredes som
rasende om Ordets Lydelse. -- Rigtignok var det klart, hvad Prsten
mente -- eller skulde mene --, men det var ham nsten lige saa klart,
at det var den aller mest forvredne og umulige Forstaaelse. --
Filologisk, efter Ordets Lydelse, havde Zwingli ganske sikkert Ret:
-- dette betyder mit Legeme.

Han besluttede at undersge Sagen paa ny, omhyggelig.

Men Altergangen opgav han, indtil videre.




XXII.


Temmelig hyppig traf Hjorth hos Lindekrs sammen med Professor
Petersen. Det var ham altid en Glde, nsten en Stolthed, noget af
den Selvoplftelse, som en Underordnet fler ved at vre sammen med
sin Foresatte i det private, snevrere Selskabsliv, hvor Graderne
bortfalde; -- thi sknt Professorens venlige og jvne Vsen ikke paa
nogen Maade lod denne Gradsforskel blive flt, glemte han dog ikke
selv den afstand-tagende Respekt for den lrde og ansete Mand. Men
her, hos de flles Venner, kunde han omgaas ham mere paa kammeratlig
Fod, genfandt han sin naturlige Ligevgt og kunde slaa ind i en
munter Tone.

Desuden smigrede det ham saa inderlig, at Professoren havde udtalt
sig meget anerkendende om hans Flid og Dygtighed, noget som Fru
Cecilie snart meddelte ham.

Paa disse Aftener trak Herrerne sig altid efter The ind i
Studerevrelset til Tobak og theologiske Samtaler. -- Dr sad de saa
i brede Lnestole eller i den solide, blde Sofafirkant og lod Rgen
hvirvle hen over Arbejdsbordet i det matte Lys fra den gammeldags
Moderatrlampe, der var bleven omskabt til Petroleumsbrug og stod
balancerende paa sin tynde Messingstang, som ragede op mellem Bunker
af Bger og Papirer. Foran sig sendte den gennem et firkantet blaat
Skrmglas en mrk Skygge ud, der skar Folk i Sofaen over ved Halsen,
men bagtil kastede den en stor Skygge fra sin straalende Oliebeholder
hen paa det verste af Vggen og en Kant af Loftet. I Baggrunden af
det lange Vrelse udslettede Dunkelheden de mrke Mblers Former, og
midt paa den ene Sidevg lod Bibliotheksportieren et trekantet Mrke
gabe ud fra den skumle Bogfstning, hvorigennem Masser af skimlet,
ormdt Lrdom syntes stdvis at styrte sig ud og stte den stille
Tobakstaage i voldsomme Blgninger, medens Provstens hjtmlende
Stemme og langarmede Gebrder forivrede sig indtil Theologernes
Raseri. For det var ikke altid, at han var enig med sin hjtagtede
Ven; men der var en beroligende Baggrund for disse Disputer i den
konfessionstvungne Enighed om alt, hvad der havde den aller
fjrneste Betydning. -- Hjorth derimod var ikke altid saa enig med
dem i, hvad der havde Betydning. Han spillede som oftest Tilhrerens
Rolle; -- men undertiden kunde en beskeden indskudt Bemrkning af ham
bringe Professoren til at tage Piben ud af Munden og udbryde: Nej,
virkelig! ... Ser man det! ... Det vidste jeg saamn ikke af ...
Hvorfra har De det? -- --

En Aften midt i Juni stod Professoren og Hjorth ved et aabent Vindue
i Dagligstuen. Efter den brndende hede Dag strg en Smule
Aftenklighed ind fra Kanalen, lftende et Par Vimpler paa Jagterne
ved Bolvrket. Aftenrdens Genskin laa let over de dsige Skylag, og
Vindfljene lige for paa Kirkens Gavl og Taarn og lngere borte hjt
oppe paa Brsens dragesnode Spir gldede, som om de skulde smelte.

Inde i Spisestuen raslede Ellinor med Thetjet, -- Fruen sad ved
Flygelet og spillede en Polka af Rubinstein. Provst Lindekr var
sunket sammen i en Gyngestol, ladende som om han lste Fdrelandet,
ganske oplst i Mattelse efter sit svndyssende Dagvrk som Censor
ved theologisk Examen.

Hjorth beklagede, at han ikke havde vret tilstede om Formiddagen.
Professorsnnen, den sthetiske og filosofiske Hr. Frederiksen, som
opdagede frugtbare Fermenter hos Darwin, havde vret oppe.

Men Professoren var skuffet.

-- Jo, respektabelt, respektabelt ... Der var ikke noget at sige paa
det, men -- -- Det var ikke, som vi havde ventet ... Naa, De kan vel
ikke for det frste gaa op, -- nej, det er sandt, nej, -- De er fra
sexoghalvfjerds; -- men De har jo ellers allerede faaet lst en
Mngde.

-- Jeg antager, jeg kan gaa op om to Aar.

-- Naa ... Aa, ja, det kunde jo nok --

-- Saa har jeg tnkt mig at gaa paa Skrivevelser hos Dem til Vinter.

-- Ja, det er meget rigtigt; -- det skal De tage i Tide ... Hm ...
Naa, nu har vi jo snart Sommerferien ... Hvor tager De hen? hjem til
Vonsbk eller --

-- Nej, jeg tager til Yderslev.

-- Naa, til Yderslev ... Hm ... Jeg har saamn tnkt paa at tage
derned og besge min gamle Egn ... Jeg har ikke set den nu i ti Aar,
tror jeg -- ja det bliver nu til Efteraaret ti Aar, siden jeg
begravede min Fader.

-- Ja men, det skulde De virkelig gre, Hr. Professor. Pastor Krarup
har netop et Par Gange spurgt, om jeg ikke trde, Professoren kom
derned, det vilde vre ham saadan en stor Glde, hvis De vilde bo i
Prstegaarden.

-- Saa! ... virkelig! ... har han sagt det? ... Hm. --

-- Theen er frdig, Moder.




XXIII.


-- -- Og jeg er overbevist om, at alle her ved dette Bord fler den
samme Glde som jeg over, at vi kunne vre samlede med vor hjt
fortjente Landsmand ... Jeg siger Landsmand; -- thi om end vi andre
ikke ere knyttede til Landet her rundt om ved det samme moderlige
Baand som Professor Petersen, saa have vi dog nu vort Hjem her, og vi
sge jo alle efter bedste Evne at- -- virke -- og- -- gavne og --
og fle os som Egnens Brn.

Pastor Krarups sidste Ord stoppede Munden paa Herredsfogden, der var
lige ved af suflere gavne og fornje. --

-- Da Professor Petersen sidst besgte denne sin Fdeegn, var det,
som vi mindes, i et Sorgens Anliggende. -- (Hele Selskabet stirrede
meget nedslaaet ned over de halvfyldte Talerkener, uden at have nogen
Anelse om, naar eller hvorfor Professoren sidst havde vret dr.) --
Naar jeg siger da _Professor_ Petersen besgte sin Fdeegn, -- saa
taler jeg egentlig unjagtig, jeg betjener mig af en rhetorisk Figur,
som de Gamle kaldte ~Hysteron proteron~. (Her sa Pastor Krarup meget
humoristisk ud, som om han havde sagt en stor Vittighed, og skelede
hen til Provst Storm med et Blik, der vilde sige: ikke sandt, min
lrde Ven.) Thi Professor Petersen var den Gang endnu ikke
Professor, ikke engang Doktor, -- han var slet og ret Kandidat
Petersen. (Denne Meddelelse om Professorens Beskedenhed lod til at
virke saa overvldende paa Selskabet, at Pastor Krarup maatte gentage
i Salvelsestone:) _Kandidat Petersen_ ... Men, -- men, denne Kandidat
Petersen, han var allerede den Gang den theologiske Ungdoms Lrer,
han var Opdrager for Mnd, der nu sidde rundt i Landets Prdikes--
hm, -- der nu _staa_ rundt paa Landets Prstegaarde.

Dette Storkebillede lste Selskabets Lattermuskler, og selv den
uheldige Taler maatte le med.

-- Ja, -- he, he, he! -- jeg kom til at fortale mig ... Naa, maa jeg
saa bede Dem tmme Deres Glas paa Kandi--, paa Professor Petersens
Velgaaende.

Almindelig Rejsning og Klinken med de smaa gammeldags Glas, som kun
rummede et Par Mundfulde af den lyse, sure Rdvin, der sknkedes af
etikettelse Flasker for at foreggle en Vinklder. Den hovedkuls
forhastede, lidet hjtidelige Slutning paa Festtalen havde aabenbart
virket velgrende. Hjrstet Samtale sprudlede pludselig op langs den
dobbelte Stolerkke og krydsedes over Bordet, ledsaget af en livlig
Klirren af Knive og Gafler, der nsten var mttende, blot man hrte
paa den. Men Stuepigen og den smukke unge Husmandskone, der anvendtes
ved slige Lejligheder, ilede frem for at byde om fra Spillebordene,
der havde en Buffets Rolle, hvor de havde staaet under Talen, stive
som Soldater, med sovende Ansigter. De snkede pludselig Fade ned
imellem fortrolig hviskende Hoveder, der fr til Side, som grebne i
en Sammensvrgelse, de borede sig dristig ind gennem den snevre,
nsten ufarbare Passage mellem Stoleryggene og Vggen, hvor Stuepigen
snublede over Gardinet, som Proprietr Kolding havde sat sin Stol
paa, medens Husmandskonen hldte Sauce ned ad den staalgraa Silkeryg
paa Fru Herredsfogedinden, en statelig Dame, fdt med ~de~,
der beviste sin hjere Grad af Verden ved ikke at trkke paa
Smilebaandet, medens hendes Kavaler, Pastor Krarup, holdt sin Tale.
--

Endnu en Gang maatte Stegen friste en Afbrydelse, idet Professor
Petersen, efter at have takket med nogle faa beskedne Ord, bad
Selskabet om at forene sig med ham om at nske en flink ung Mand --
han kunde maaske sige en Discipel af sig, -- og han trde en god
Bekendt af dem alle -- Lykke og Velsignelse paa den Bane, han var
slaaet ind paa, og hvorved han havde skilt sig fra Egnen, -- dog ikke
ganske skilt sig, thi han sa derhenne ved den unge Mands Side en ung
rdmende Pige, en Indfdt, der havde knyttet sin Skbne til hans og
vilde blive et Baand mellem ham og Egnen. -- Held og Velsignelse for
dem begge!

Atter Rejsning og Klinken, under hvilken de to Delinkventer stod bag
ved de udstrakte Arme og blinkende Glas ved den bageste Ende af
Bordet, begge meget rde i Hovedet og meget glade ved at faa Lov til
at stte sig ned igen, medens Godsforvalteren, der sad ved Midten,
hviskede til sin Borddame: En fager Brud i Sandhed han sig henter
-- hvilket de begge trde, var et Citat af Oehlenschlger.

Dette frte ham naturligvis til en Konversation om den gode gamle
Poesi, den romantiske Digtekunst, -- Axel og Valborg, -- ikke sandt?
-- aa! -- Ja, han svrmede endnu derfor. -- Han var maaske noget
gammeldags, -- naa men Herregud, han var jo heller ikke ung lnger.
--

Hans Borddame gjorde Indvendinger: -- han var en Mand i sin bedste
Alder, i sin anden Ungdom. Men Ravn vedblev med en beskeden
Stdighed: --

-- Aa, De er nu saa komplimenterende, Frken Klingenberg! ... Ja, --
nej, jeg regner mig nu blandt de Gamle ... Jeg overlader Realismen
til Ungdommen, men hvad mig angaar --

-- Hvad er det, Ravn snakker om, at han er gammel? -- brummede
Kammerraad Sommer, lidt borte, paa den anden Side af Bordet. --
Gammel Ravn! ... he! ... Han er jo en ung Ve--Vipstjrt.

-- Ih, sikken et Billede! udbrd Frken Klingenberg.

-- Ja, han er Realist, Kammerraaden, sagde Ravn, lidt stdt.

-- Ja, Frken! ... Jeg henter mine Udtryk fra mine daglige
Omgivelser, fra Mark og Ve--Vang ... Jeg er en simpel Landmand, gr
ikke Fordring paa andet.

Denne pralende robuste Beskedenhed blev ikke modtaget; over den jvne
Mand, der slubrede rter i sig med Kniven, medens han brummede ned i
Talerkenen: Gr ikke Fo--Fordring paa andet, nedkaldte den et
Styrtebad af Ros, med Sidedoucher fra hans Borddame, Frken Krarup,
og fra Herredsfogden til venstre, og med en voldsom Straale
skraas ovre fra Provsten, der raabte hjest, fordi han havde Fru
Kammerraadinden tilbords.

-- Jo vist! ... Han med sin Anseelse, -- med sin bekendte Indsigt i
Landbrugets Teori! ... Han der kunde vre bleven Landstingsmand, hvis
han havde villet!

Men oppe ved Hjrnet af Bordet, hvor Proprietr Kolding for anden
Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinflde, hviskede denne
Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glde optog en
Ondskabsfuldhed mod en af Gsterne:

-- Nej, -- Kammerraaden kan maaske vre Videnskabsmand, -- Anatom og
Filosof og saadan noget, -- det forstaar jeg mig ikke paa, men
_Landmand_, det er han minsandten ikke.

-- Aa nej, svarede Fru Krarup, idet hun ved et Smil viste et Par
lange Fortnder, der stod skvt paa hver Side af et Hul. -- For
Resten _er_ han det da for saa vidt, som han _kan_ stte Penge til.

-- Ja, det gaar nok ikke saadan --

-- Han _har_ rent ud sagt vret paa Randen af en Fallit. Hvor_dan_
han egentlig kom over Terminen -- for Afgiften _har_ han saamn ikke
kunnet betale -- og Greven _ser_ ellers nok paa Pengene -- saa _hvis_
Ravn ikke var hans gode Ven -- naa, men _ikke_ mine Ord igen ... Ja,
Hr. Professor, hvor_dan_ Pastor Frederiksen pr'ker, det _skal_ jeg
ikke kunne sige, for jeg _har_ ikke hrt ham ... Men _havde_ det
vret noget udmrket, saa _var_ der vel nok blevet talt om det ...
Men dr _har_ De jo for Resten en god Kilde paa Deres venstre Haand,
for Herredsfogdens _bor_ jo ved Siden af ham.

Hun sa over Professorens Bryst og nikkede til sin kre Veninde Fru
Henriksen, som hun gldede sig ved at stte i Forlegenhed ved denne
Paakaldelse, da hverken Herredsfogden eller hans Hustru nogensinde
satte deres Ben i Kirken.

Men Fru Henriksen lod sig ikke forblffe:

-- Aa jo, ganske godt, ikke noget remarkabelt.

-- Er det nu et godt Embede?

-- Aa, saa for_skrkkelig_ daarligt, udbrd Fru Krarup med en
foragtelig Hovedrysten. -- Der _er_ en Formand, som _slet_ ikke vil
d, og Prstegaarden er _lige_ ved at falde ned over Hovederne paa
dem, og der er saamn _ikke_ Raad til at bgge.

-- Saa! ... Virkelig! ... Hm.

-- Maaske kender Professoren ham inde fra Kbenhavn, bemrkede Fru
Henriksen.

-- Ja, han er saamn en af dem, der staar rundt om paa Landets
Prstegaarde, og som Kandidat Petersen --

-- Ha, ha, hi, hi, lo Pastor Krarup, saa det ld som en lille Skralle
gennem den lange smalle Stue.

-- Var det Professoren, der var saa vittig? det ser han ellers ikke
ud efter, sagde Kristine og strakte Hovedet frem for at kunne se
bedre ned ad Rkken.

Men Hjorth, der fra sin Hjrneplads bekvemt kunde overse det hele
Selskab, bjede sig over mod Pastor Frederiksen, hvis Borddame han
sad ved Siden af, og gjorde ham opmrksom paa, at Professoren vistnok
nskede at drikke med ham.

Den lille blege Mand fr sammen, drak ud og holdt det tomme Glas op
med en hjtidelig, nsten sakramental Haandbevgelse, medens han
nikkede med straalende Stolthed over til sin gamle Manuduktr,
hvorpaa han igen sank tilbage paa Stolen og ned i den indviklede
Sag angaaende de sex Favne Brnde, om hvilke han nu paa fjerde
Aar procederede med Skovvang Gods, -- et Emne, som hans Dame,
Herredsfogdens Datter, var inde i og havde grebet med Begrlighed for
at gre sin juridiske Afstamning re.

Men Ordene Favnebrnde, Fagot og Top antndte den onde
Samvittigheds Helvedesbrand udi Godsforvalter Ravns Hjrte; han
maatte gribe sit Glas, bje sig frem foran Frken Klingenbergs flade
Bryst, der skilte ham fra Pastoren, og have den re at drikke et
Bger med ham; det var ham saa krt, at de kunde mdes paa
Privatlivets Grund.

Derefter optog Godsforvalter Ravn atter Samtalen med sin Borddame om
det Forslag, der var blevet fremsat til en Forandring af
Prdiketexterne. Der kunde jo vre meget, som talte for det, og der
var jo saa mange Steder i den hellige Skrift, som man ogsaa kunde
nske bragt frem for Menigheden; men paa den anden Side maatte han
dog sige, at de gamle Evangeliestykker og Kollekter vare ham saa
inderlig kre fra Barndommen af, at han havde Vanskelighed ved at
forlige sig med Tanken.

Frken Klingenberg, der nikkede bifaldende til denne Pietet, men i
det Hele syntes afgjort stemt for den nye Ordning, var en hj,
knoglet Dame med rdsprngt Ansigtsfarve. Hendes Alder maatte vre et
eller andet Sted oppe i de sidste Trediver. Hun var Datter af en
Oberst, der efter sine Krigerdage anvendte sin private Formue til at
slaa sig ned i et fredeligt Landliv, ved hvis Slutning, for nogle Aar
siden, han havde efterladt hende en temmelig stor Gaard med en Smule
Bndergods, en lille halv Mil fra Skovvang. Dr bde hun med
Husjomfruen og Forvalteren. Men hun frte dog ikke noget ensomt
Liv. Hun var ivrig kirkelig, og hendes Passion var Prster. For dem
gjorde hun smaa fine Middage, og kom saa til Gengld til alle
Prstegaardsmiddage.

Godsforvalter Ravn var naturligvis en gammel Bekendt af hende. For
det frste bde de jo hinanden saa nr, at de nsten kunde nikke til
hinanden, saa det var ikke mer end simpel Hflighed, at han nu
og da sa over til hende i hendes Ensomhed og satte Smag paa
hendes Kvdelikr; og det var saamn heller ikke mer end simpel
Menneskekrlighed, at han havde sine smaa Grisejne med Gaardens
Bedrift, for man vd jo, hvor let saadan lnnede Folk kan finde paa
at narre en stakkels uerfaren Dame. Da han endelig var saadan en
dybt flende kristelig Mand, saa havde de jo de hjeste Interesser
flles, og det var en Selvflge, at han, alle de gamle Prsters
Lhomberbroder, var en stadig Gst ved hendes smaa gejstlige
Pikkenikker. Men det kunde naturligvis ikke vre andet, end at
verdslige Tunger udlagde disse Besg noget anderledes.

Ivrig lod det ikke til, at Godsforvalteren havde synderligt imod, at
man gjorde ham til Frken Klingenbergs erklrede Tilbeder. Tvertimod
gav han endogsaa selv sine Hjrtesuk et vist ijnefaldende Prg. Det
kom naturligvis deraf, at Manden intet havde at skjule, og at der
vanskelig lod sig lgge Baand paa hans strke Flelser. Men de onde
Tunger -- hvad har de ikke at bestille! -- de fortolkede det
ungtelig, som om Ravn nskede, at Folkesnakken skulde gre Frkenen
bekendt med hans Hjrtes sande Tilstand og ved at gifte dem sammen
lette hans endelige Overflytning til Fugleredegaard -- det var det
poetiske Navn paa Frken Klingenbergs Bo -- fra Skovvang, hvor der
sagdes, at hans Stilling ikke var synderlig sikker.

En af disse onde Tunger, Fuldmgtig Jessens, havde haft en hel Del
gode Historier i den Retning at fortlle Hjorth i denne Sommerferie,
saa det var intet Under, at han fra sin gunstige Plads skarpt
iagttog Godsforvalterens Kurmageri, der blev inderligere, med en
hviskende Mjaven, med Hovedet klent paa skraas og opadvendte jne,
der blinkede af en fugtig Sentimentalitet, efterhaands som Selskabets
Livlighed steg rundt om, isolerende ham og den Udkaarne midt i en
Sammenflydning og Krydsning af Repliker.

Man var ved Desserten. Store Fade, toppende fulde af Jordbr, stdte
mod gestikulerende Albuer, saa Brrene trillede ned over Randen.
Sherryen fyldte en for en Rkken af de smaa tomme Glas, idet den
ligesom tndte en gylden Lygte foran hver Kuvert. Paa den ene Side af
Bordet var Skeerne i en livlig blinkende Bevgelse fra Talerkener til
Munde, men den anden Rkke var endnu i Frd med at forsyne sig.
Proprietr Kolding sugede med et Svup Flden af sin tykke
Knebelsbart, men Provsten raadede ham deltagende til at flge hans
Exempel og komme Sherry paa Jordbrrene, for ikke at forkle Maven.
Kammerraad Sommer var allerede snart frdig med sin Portion, som han
i sande Ls skuffede ind mellem de tykke Lber, der formede sig som
Tuden paa en antik Tragediemaske og mdte Skeen paa Halvvejen. Men
Herredsfogden var endnu ved Tilberedelsen; han havde pludselig givet
sig ivrig i Snak med Kristine, der sad paa hans venstre Side, og han
vendte sig helt om imod hende, for at hans hjre Haand imens kunde
faa et Distraktionspaaskud til med en uendelig, nervs Rysten at
drysse en hel Drive af Sukkersne gennem Strskeens Huller ned over de
rde Br. Og lige over for gjorde Godsforvalteren Frken Klingenberg
opmrksom paa dette Kunstgreb, uden hvilket det nsten var umuligt
at faa tilstrkkelig Tid til at tage Sukker.

Heden tiltog bestandig i det lave, smalle Vrelse, hvor
Eftermiddagssolen begyndte at titte ind med et Par lange Striber, der
skraas over Bordet brdes i Glas og Karafler og irriterede
Godsforvalteren ved bagfra at falde i Glassene paa hans Guldlorgnet,
saa han maatte bje sig endnu lnger over mod sin Borddame. Foruden
Solvarmen og den tiloversblevne Em fra Steg og Fade syntes der endnu
at udgaa en Straalehede fra hvert af disse Ansigter, der begyndte at
glde mere og mere. Det fltes som en Velgerning, naar den dovne Vind
strg ind gennem de aabne Vinduer, lftende og buende de hvide
Gardiner som Sejl, -- undtagen det ene, der var tjret af
Proprietrens urokkelige Stoleben.

Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i
et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da
den tiltog med et jvnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbrrene
stilnede af. Der udviklede sig en Kappestrid i at raabe hinanden
over, en ubndig Lyst til at kaste sig ind i en Samtale i det andet
Hjrne af Bordet, en rgerrighed efter at hverve et Individ fra en
fremmed Samtalekreds over i den, man selv tilhrte, -- som frembragte
et Kaos af Stningsstumper, der var ganske sindsforvirret for en
Udenforstaaende. Og Kristine lnede sig tilbage i Stolen, leende til
Hjorth, medens hun med Hnderne for rene, ved at aabne og lukke
hurtig, indsugede ligesom Koget af en Kmpekonkylje. Hjorth skndte
paa hende; men hun var saa fortryllende i sin kaade Natur, der gik
over Optugtelsen, med de udfordrende, drillende jne, med dybe
Smilehuller i de vinblussende Kinder, og med en Latter, der trak de
friske Lber bort fra et Par straalende, halvt aabnede Tandrkker, --
at han selv lo med og havde Lyst til at kysse hende paa den strke
Arm, som rmet var gledet ned over til Albuen. -- Han kunde ogsaa
gjort det uden Fare for at blive bemrket, -- det skulde da have
vret af Godsforvalteren, der undertiden midt i en sentimental
Stning til sin Frken sendte et hurtigt, graadigt jekast over paa
den smukke unge Pige. Ellers var enhver ganske optagen af at skaffe
renlyd for sit. --

-- Ser man det! -- har han to Prceteriser?

-- Jeg kan forsikre Dem, Hr. Proprietr, at det Forsg, jeg gjorde
ifjor med Bedste-Horns Rugen fra Erfurt, er slaaet aldeles fejl --
totalt.

-- Ja men, Provsten maa lgge Mrke til --

-- Aah ja, med Frankrig gaar det jo srgelig ned ad Bakke --

-- Ja, de--det har Krarup skam Ret i ... Disse Rebipluk--, denne Ge--
Gambetta --

-- Aa, han er en rkegavtyv! ... Han skulde min Salighed klynges op i
Triumfbuen.

-- De immerbrende, -- ja det er nu en Art for sig; det er det vilde
Skovbr, som Svenskerne kalder Smultron, hvorimod Jordgubber --

-- Jeg har dog ladet mig sige, at den jydske Hesteavl skal i det
sidste Decennium --

-- Nej, Be--Beaconsfield, -- det er min Mand! ... Han er skam ikke
tabt ba--bag af en Vogn.

-- Ja men, saa _er_ der jo ogsaa denne d'Isreali --

-- Nej, De skulde komme over til mig, Hr. Herredsfoged, og smage
Kongen af Saksen; -- det er --

-- Ja, des vrre er Forholdet mellem Fakulteterne i de senere Aar --

-- Provst Storm! Provst Storm! -- De maa virkelig komme en af Deres
undergivne Prster til Hjlp! -- Har jeg ikke Ret, at Napoleon var,
med alle sine Fejl -- alligevel --

-- Den kostede en Krone, den ene Plante --

-- Ja men, saa var det jo ogsaa en Konge, Hr. Pastor.

-- Ja, jeg mrker nok, Hr. Godsforvalter, at vi to hre begge til den
gamle Skole!

-- Jeg tror ikke, at Knapstrupperne i Lngden --

-- Ja, man kan nu sige hvad man vil, -- saa _er_ og _bli'er Atkinson_
-- det bedste Jordbr ... (Saa til Helvede! --)

Dette sidste mumlede Udbrud af Herredsfogden, efter at han havde
ladet Atkinson flde Kongen af Saksen, fremkaldtes ved Synet af
Godsforvalteren, som rejste sig lige over for, og med en skarp Tone
fra sit Glas overhuggede Samtalebundtet, der med en kortvarig Krampe
af lemlstede Stninger dde hen i resigneret Tavshed.

Ravn stod med den venstre Haands Knoer stttede paa Dugen og med
hjre Haand stukket ind under Vesten, som om han holdt paa Hjrtet,
for at det ikke skulde springe ud. -- Han vilde foreslaa en Skaal --
en Skaal, som ikke burde savnes ved dette Bord -- en Skaal for
Kvinden.

Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over
alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-vret, med et trt Lfte om
ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.

-- Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! -- Dersom han maatte ligne
Livet ved det, som det burde vre, en Gudstjeneste --

Her skar Herredsfogden, med Munden fuld af Jordbr, en Grimace af
Vmmelse, i Lighed med den, der fremkommer, naar en uskyldig Gane
frste Gang smager Kaviar.

-- en Gudstjeneste, saa vilde han ligne Kvinden ved Salmesangen.
Det var de lutherske Salmer, som mange Steder frst havde sunget
Reformationen ind, og i Rationalismens Tid, i de trre Prdikeners
Dage, da var det Salmesangen, der havde nret og opholdt
Menighedslivet ... Saaledes -- hm, hm, -- saaledes var det ogsaa
Kvinden, der med sin uimodstaaelig dragende Magt vandt os for det
hjeste og bedste og ligesom gav Sjlen Vinger til at hve sig over
Hverdagslivets Trivialiteter. -- Der var maaske Kvindetyper, hvorom
dette ikke galdt; -- men han talte om den danske Pige, den nordiske
M, der var blond som en Lysalf, med blaa jne, hvori man syntes at
se et Spejl af Himlen. -- En Skaal for den danske M! --

Kort efter at denne Tale lykkelig var overstaaet, rejste Selskabet
sig, og Parrene oplstes inde i Havestuen under en almindelig
Haandtrykken. Men Godsforvalter Ravn beholdt endnu Frken Klingenberg
for sin egen Mund, idet han fik hende manvreret hen i det fjrneste
Hjrne mellem Vinduet og Klaveret, og Fru Krarup, der endnu
ikke havde gjort Professoren tilstrkkelig bekendt med Egnens
Smaaskandaler, fik ham placeret ved Siden af sig i Sofaen, hvor han
havde den smukke Udsigt over den hvide Dug med de strkt forgyldte
Kopper og forbi Herredsfogedindens graa Silkebryst ud i Haven, der
sammenfiltrede sit grnne Vildnis af gamle Frugttrskroner udenfor de
aabne Dre.

Hjorth underholdt sig med Frken Vilhelmine, der borttog noget af
Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags
Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa
Skyer, der blandede sig med Cigarrgens blaa Lagtaager, til hele
Stuen stod fuld af en hyggelig, tt Dis, en rigtig landlig
Kaffebords-Atmosfre, som dmpede Dagslyset og udviskede
Ansigtstrkkene, og hvori Cigarerne punkterede med deres gldende
Ender.

Det hjalp ikke, at Herredsfogedinden fik fine Fornemmelser i Halsen
og begyndte at hoste; -- Rgen blev tttere. Man kunde nsten skre i
den henne i det Vindueshjrne, hvor hendes Mand stod og tindrede med
sine blanke Knapper, vridende sin lange rynkede Hals, der blev
skaaret af de smaa opstaaende Flipper under Uniformskraven. Ved hans
Side udspyede Kammerraadens tykke Lber uhyre Rgmasser, medens han
formelig aad Cigaren, forenende Nydelsen af Skraa og Rg; han kastede
hvert jeblik et krtegnende Blik ned over sin store barberede
Kindflade til Kjoleopslagets nye Ridderkors, der syntes ham at fylde
Vrelset med sin Hdersglans; af og til lettede han sin hjre Fod bag
op og greb den om Vristen, idet han et Par Sekunder hinkede paa
venstre -- en af hans sre Manerer, naar han blev ivrig eller var i
godt Humr. Men Proprietr Kolding stod stt i sine tyksaalede
Landmandsstvler, med den venstre Tommelfinger i Uhrkden, medens
han med hjre Haand drejede paa den lange Knebelsbart.

Paa den anden Side Spisestuedren i Kakkelovnskrogen stod Provst
Storm yderst i den gejstlige Gruppe, med et re vendt ud mod
Kammerraadens og Proprietrens Samtale, medens han med det andet
skdeslst berede Pastor Frederiksens spdmlede Anmodning, om det
dog ikke var muligt ved nste Syn at faa Godset til at indrette et
ordenligt Ligkapel i Oustrup Kirke: -- Det var af den Slags Sager, --
man kunde ikke bestemt forlange det ... Han skulde tale igen med sin
Ven Ravn derom ... Ivrig havde han ladet sig sige, at Greven ikke
var absolut imod det. -- Bag ved dem stod Pastor Krarup mod
Baggrunden af den rosarde Lerkakkelovn, betragtende Selskabet gennem
Hornbrillernes Cirkelglas med en Vrts Tilfredshed; han havde stukket
Hnderne ind paa Ryggen under den sorte Kjole, der slog Folder paa
Siden og skubbede ham i Nakken med sin hje Krave under de hvide,
silkeblanke Haartjavser, saa at han maatte stikke Hovedet frem med
den lange Hage, der idag var blevet smukt barberet, over et rent
Halsbind; -- i denne Stilling gav den gammeldags, langskdede sorte
Kjole hans trivelige lille Person Lighed med en uhyre Allik.

-- Kender De noget til denne Jokumsen, som er bleven kaldet til store
og lille Skvinge, Hr. Provst?

-- Nej, -- ikke set ham ... Temmelig ung Mand, -- fire Aars Kandidat.

-- Mon han har prket til Demis?

-- Jo han har, svarede Professoren henne fra Sofahjrnet, hvor han
dannede som et Bindeled mellem Damerne og Gejstligheden. -- Jeg var
selv Censor.

-- Ja saa! ... Naar var det, Hr. Professor?

-- Sidste Uge ... Jo, meget godt ... Det var: Jesus driver en Djvel
ud. -- --

-- Guds Dd og Pine, Herredsfoged, saa skulde vi jo vret ud paa
Sneppetrkket, udbrd Kammerraaden, med et Hop, gribende sig i
Vristen.

-- Hvad behager? ... paa -- ... Er De blevet gal, Sommer?

-- Jo, han si--siger jo der--derhenne, at de sidste Uge prkede om,
at Jesus drev en De--jvel ud.

-- Aa Snak! -- det maa vre noget andet ... Det er jo engang i Marts,
at Jesus driver en Djvel ud og er saa god at vare os ad, at vi skal
ud og skyde Snepper.

-- Ja, det--det er 'et sgu ogsaa, og nu er vi -- -- aa, vi er jo midt
i August, -- ja, hvor man dog kan staa og vre distrait.

-- Nej, se dog til Godsforvalteren derhenne, den Rad! hviskede
Proprietr Kolding. -- Aldrig saasnart har han sluppet denne Smule
Godsejerske, -- det maa for Resten have vret en sur Tjeneste, -- saa
skal han da hen og regalere sig hos den lille Kristine, -- ja, det er
nu ogsaa en Fandens fix Pige! --

-- Hm! -- ja--a, Godsforvalteren er, som vi jo hrte ved Bordet, en
varm Beundrer af det smukke Kn, -- Salmesangen, bemrkede
Herredsfogden ironisk, idet han kastede Askesttten fra sin Cigar hen
paa Kakkelovnspladen.

-- Ja Ra--Ravn, -- han er jo altid som en Ra--Ramler i Marts,
plumpede det ud af Kammerraaden. -- --

-- Nej, Professoren maa da paa ingen Maade rejse sig for min Skyld.

-- Bevares, Frken Klingenberg, De kan da ikke forlange, at jeg skal
vre saa uhflig at blive siddende paa den bedste Plads.

-- Det _kan_ jo ogsaa vre, at Professoren _er_ bleven ked af os
Damer --

-- Men, hvor kan De dog tro, Frue?

-- Det vilde gre mig meget ondt, hvis jeg skulde jage Professoren
bort eller blive et Paaskud, -- jeg har netop gldet mig til at tale
med Dem ... Jeg har med saa megen Interesse lst adskilligt fra Deres
Pen.

-- Ser man det! ... lser Frkenen ogsaa -- --

-- Aa, Frken _Klin_genberg er nu en ren Theolog.

-- Naa, det tr jeg just ikke rose mig af ... Jeg vil ogsaa rlig
tilstaa, at jeg begyndte rigtignok paa at lse Deres Disputas, men
den -- den blev mig dog -- lidt --

-- Saa, -- ja, det vil jeg tro.

-- Ja isr det meget Grsk, det kunde jeg jo ikke --

-- Nej, naturligvis.

-- Men flere Artikler af Dem -- i theologisk Tidsskrift, -- de har
interesseret mig overordenlig ... Og saa Deres Kulturhistoriske
Billeder af Livet paa Frelserens Tid. --

-- Saa, har De haft Fornjelse af den? -- Det glder mig at hre. --
Ja, den er jo ogsaa mere almenfattelig.

-- Ja, saa fin, og saa -- Aa, kan De huske -- et Sted -- det falder
mig netop ind -- det er en Skildring af Aftenen -- hvordan, saadan --
ja det begynder -- lad mig se! -- Men anderledes sa det ud, naar
Solen var gaaet ned (Mathus 16).

-- Jo, jeg erindrer det nok ... Saa, har det tiltalt Dem srlig? ...
Hm! -- Siden Frkenen giver sig af med den Slags Ting, kan jeg tnke,
De har lst Martensens Ethik.

-- Aah, ja -- i de sidste Maaneder, siden den specielle Del kom, har
jeg nsten ikke haft Tanke for andet ... Jeg kan slet ikke blive trt
af det ... Det er rigtignok Tankedybde! -- Og saa denne herlige Stil!
det er slet ikke, som om det var Videnskab, -- det glider saa let som
i en Prken. -- --

-- Jeg maa dog sige, bemrkede Provsten, at hans Eskatologi er mig
noget fantastisk. --

-- Ja, det kan man ikke saadan uden videre sige, Provst Storm! det er
et meget indviklet Sprgsmaal, som man sandelig skal -- -- Hvad mener
De, Hr. Professor? jeg hrer De taler om Martensens Ethik ... Det er
dette med Tusindaarsriget, det er jo vanskeligt, for man kan jo ikke
ngte, at det er udtrykkelig forktret i Konfessionen.

-- Saa, Hr. Pastor! udbrd Frken Klingenberg, -- er det forktret?
-- det tusindaarige Rige -- Gud, det har jeg altid trt --

-- Ja, man maa vel des vrre sige, ld Professorens Votum, at vore
Reformatorer -- paa dette Punkt har vret -- hvad skal jeg sige? --
noget overilede ... De har uden Tvivl ladet sig henrive til den
syvende Artikel af historiske Strmninger i deres Samtid, som var dem
imod, og med Rette imod -- af andre Grunde. Tusindaarsriget har den
fuldeste Medhold i Skriften.

-- Ja--a, -- det vil da sige, hvis Johannes' Aabenbaring er gte,
ytrede Provsten.

-- Ja, men det maa vi vel vre enige om.

-- Ja, Luther forkastede dog ogsaa selv Aabenbaringen.

-- Jo, vist gjorde han saa ... Men De vd nok, Hr. Provst, at Luthers
Forhold til den hellige Skrift var -- des vrre -- i mange Maader --
vilkaarlig.

-- Ja, det er ganske vist, bifaldt Pastor Krarup, -- man kan ikke
saadan uden videre -- beraabe sig -- -- Naa, hvad mener Ungdommen?
brd han af til Hjorth, som var lokket derhen af den theologiske
Disput.

-- Jeg antager, at Apokalypsens gthed er hvet over enhver Tvivl.

-- Ja, de Unge de skal nu altid vre saa ultra-orthodoxe, udbrd
Provsten rgerlig.

-- Undskyld, Hr. Provst, men det forekommer mig at vre en underlig
Slutning, da netop alle de radikale Kritikere holder paa dens gthed.

-- Ja, det er ganske sandt, udbrd Krarup, henrykt ved at se Provsten
fanget i sin Uvidenhed. -- Det er meget trffende; he, he, he! -- Kan
De stikke den, Provst; det havde De nok ikke betnkt.

-- Ja, saa er det virkelig et noget farligt Forbund, svarede Provst
Storm.

-- Ah, de Lrde er nok uenige, raabte Herredsfogden, hvis lange Hals
under disse Repliker havde forstrakt sig mer og mer i Retning af
Theologerne. -- Der staar nok Avtoritet mod Avtoritet.

-- Ja men, Guds Ord bliver dog den hjeste Avtoritet, saa der er
ingen Fare, Herredsfoged ... Vi talte ellers om Martensens sociale
Ethik, og den har De vel ikke lst.

-- Jo, den har jeg netop lst, Krarup, det _vd_ Gud jeg har ... Og
jeg vil rent ud tilstaa, at jeg finder, det meste af den er noget
forbandet Nonsens -- hen i Vind og Vejr ... Men saa meget vil jeg
indrmme Dem, at den kan vre meget gavnlig i politisk Henseende ...
At den nationalliberale Reaktion bliver prket som kristelig Ethik,
det kan vre meget sundt for Folket, at de kan vide, hvad de har at
rette sig efter. -- --

-- De kan dog ikke ne--ngte, Hr. Proprietr, at det er Indavlen, der
har da--dannet Racerne. --

-- Ja, men det er ogsaa den, som faar dem til at udarte.

-- Saa! er det det? ... Da vd jeg dog ellers, at Backwell --

-- Aa, han er aldeles forldet!

-- Hva--hvad behager! -- forldet?

-- Ja, for lnge siden! ... Og jeg har lst i et Tidsskrift, at
Darwin selv -- --

-- Darwin! -- De beraaber Dem da ikke paa Darwin? spurgte Provsten,
idet han pludselig vendte sig.

-- Nej, -- ja, -- det vil sige, -- det er slet ikke noget om det med
Aberne ... Det er aldeles uskyldigt ... Det er kun om Husdyrene.

-- Naa, ja ... Ja, men Darwin er alligevel ingen Avtoritet.

-- Nej, de--det har Provsten Ret i, de--det er det jeg siger, udbrd
Kammerraaden, gribende sig om Vristen ... Da--Darwin er ingen
Avtoritet, han er Fi--Filosof.

-- Aa, De kan selv vre Filosof.

-- Hvad ba--behager! ... Jeg Fi--Filosof! ... Jeg er en simpel
La--Landmand.

-- Maa jeg sprge, hvad er egentlig Stridens Emne? --

-- Aa, det er Proprietren dr, han paa--paastaar, at Indavlen, ~the
breeding in and in~, at den ikke bevarer Racerne, men at der behves
Krydsning --

-- Ja, det skulde jeg ogsaa vre tilbjelig til --

-- Ja, men be--bedste Provst -- --

-- Ah, nu er Provsten kommen drover, bemrkede Pastor Krarup; -- ja
dr passer vor kre Embedsbroder maaske ogsaa bedre.

-- Saa? ... Hm ... Provsten er en ivrig Landmand? ... Hm.

-- De taler derovre om Darwin, begyndte Pastor Frederiksens snvlende
Stemme med sine mange uartikulerede Nasallyde; -- og da vi netop er
ved Martensens Eskatologi, saa kan jeg ikke tilbageholde den
Bemrkning, at det har undret mig meget, at han ikke taler om Darwin,
dr -- i Anledning af den falske Profet eller Dyret fra Jorden. --
Dette, at Dyret stiger op af Jorden, se det minder jo ligefrem om
Udviklingslren, at det kommer fra det uorganiske og saa efterhaanden
stiger -- og saadan -- Og saa det, der staar, at han faar Magt til at
give Dyrets Billede Aand, saa at det endog kan tale, det er jo Dyret,
der bliver til Menneske, -- at han faar det til at se saadan ud, og
faar dem til at tilbede Dyret og bre dets Mrke paa Panden, saa de
selv bliver ligesom Dyr, det er jo den Darwinistiske Moral ... Ja,
saa staar der jo ogsaa, at Lgneprofeten ser ud som et Lam, men taler
som en Drage, og man hrer jo altid netop Darwin rose for hans
beskedne Fremtrden, -- det Trk forekommer mig nu at vre saa
slaaende.

-- Saa, har De tnkt Dem det saaledes ... Hm ... Ja, det kunde man jo
ogsaa -- --

Men Hjorth, der allerede var bleven ked af Theologernes Selskab, gik
hen i den anden Ende af Stuen, hvor Kristine sad i en Hjrnesofa og
lo, medens hun udsgte smaa Stykker Sukker i den blaa Skaal, som den
galante Godsforvalter bd hende paa en lakeret Bakke. Hun havde
forvundet sin frste Benauelse ved den lille elegante Herres
Opmrksomhed og befandt sig overmaade vel ved Siden af ham, der
konverserede hende med en spgende onkelagtig Venlighed, medens han
lnede sig tilbage og balancerede med Kaffekoppen i den venstre
Haand, med det venstre Ben slaaet over det hjre, vippende
velbehagelig med den fine Gedeskindsstvle, der var som stbt om hans
lille Fod.

-- Naa, De har rigtignok forstaaet at faa Fldeskindet, Frken.

-- Uh ja, -- jeg fik saadan en Mngde, og jeg kan slet ikke lide det,
svarede hun rdmende, idet hun bortlj sin Graadighed.

-- Hvad for noget, Frken! ... Hvad er det dog for en Smag, tilmed
for en landlig Sknhed ... Ikke lide Fldeskind! ... Ja, men saa maa
De virkelig give mig noget af Deres Overfldighed, for jeg er saadan
en grsselig Slikmund.

-- Men Gud, det gaar da ikke an, Hr. Godsforvalter.

-- Jo saamn gaar det magelig an, nu skal De bare se! --

Han holdt sin Kop hen, og Kristine maatte skovle alt Fldeskindet op
af sin Kop og komme det over i hans, medens hun rystede paa Haanden
af Latter.

-- Se saa, lille Frken, nu blev vi begge hjulpet, og jeg siger mange
Tak for Fldefisken; -- ja saadan kaldte vi det som Brn, naar Moder
gav os en Theske fuld af Fldeskind ... Aak ja, -- aak ja! ... Det er
dog den bedste Tid i Ens Liv, det er saamn Barndommen.

-- Det synes jeg virkelig slet ikke.

-- Ikke det ... Og De maa dog have haft et rart Hjem, -- Deres Fader
er saadan en prgtig Mand -- saadan lidt af den gamle Skole, men
rigtig saadan -- aa -- ... Naa, men det forstaar sig, Ungdommen, den
er jo ogsaa -- ... Aak ja! ... Ah, vr saa artig, Hr. Hjorth, vr saa
artig!

-- Nej, bliv dog endelig siddende, Hr. Godsforvalter.

-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen --. Skulde jeg blive her og tage
Pladsen op for en vrdigere? ... Saadan et Par Forlovede, de er jo
ligesom et Par rde Ker, som vi siger her paa Landet ... Det vd vi
nok ... Ja, det er ikke, fordi jeg selv nogensinde har vret forlovet
... Aak nej! ...

Hjorth blev imidlertid staaende med Albuen stttet paa Klaveret, og
Godsforvalteren fandt sig i at blive siddende.

-- De kommer vel paa Skovballet imorgen Aften og faar Dem en Svingom
med Deres Kreste? ... Ja jeg siger ligefrem Kreste, for jeg kan
ikke udstaa det Ord Forlovede; -- der er saadan noget koldt og
selskabeligt ved det ... Derimod Kreste! hvad ligger der ikke i
det Ord! --

-- Nej, min Kreste, sagde Kristine med en aller kreste lille
Vrngning efter Ravn, -- han kommer saamn slet ikke, for han tager
til Kbenhavn.

-- Saa? -- allerede! ... Har De ogsaa Hjrte til det?

-- Aa ja, for min Skyld, Niels! -- du kunde dog grne blive den ene
Dag.

-- Nej, jeg kan virkelig ikke, kre Kristine ... Skolen venter ikke
paa mig, og det gaar ikke an, at jeg begynder med at forsmme.

-- Det er saa lnge siden, vi har vret paa Skovbal sammen.

-- Skal der nu vre Skovbal igen? spurgte Herredsfogden, som ogsaa
var flygtet fra Theologerne.

-- Ja, der skal saamn, imorgen; -- nede ved Skovvang S, svarede
Godsforvalteren.

Kristine var sprunget op og gik hen til Vilhelmine, der nu var frdig
med at sknke Kaffe. Herredsfogden kastede sig ned i Sofaen ved Siden
af Ravn.

-- Ved Skovvang S? ... Ja men, hvorfor Satan har De givet Tilladelse
til det?

-- Aa, hvorfor skulde jeg dog ikke --

-- h, nu skal der jo danses den ene Uge her og den anden dr, -- det
gaar saagu min Sl i n Guddommelighed.

-- Ja Herregud, man maa dog unde dem en billig og uskyldig
Fornjelse.

-- Ja, den kan sgu ellers blive dyr nok, naar den har trukket Renter
i ni Maaneder ... Uskyldig! ja den er Fan'en er den ... Nej, Ravn!
_De_ hrer sgu ikke lnger til de naive, det kan De ikke bilde saadan
en gammel Praktikus som mig ind.

-- En frisk Cigar, Herredsfoged, De sidder jo og brnder Lberne,
sagde Pastor Krarup og rakte Kassen hen imod ham. Vil De ikke med ud
i Haven og trkke lidt frisk Luft?

-- Aa jo. -- --

-- Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor netop Hornene --

-- Fordi, bedste Hr. Provst, for--fordi der er en meget nje
For--Forbindelse mellem Hornenes Vxt og det sexuelle System og
flgelig ogsaa med Mlkesekretionen. -- De kan jo allerede se det paa
Tyrens og Koens Hornform. -- Det er en Ko--Korelation i Vxt ...
Dersom for Exempel en Ko bliver syg, -- jeg vil sige den faar en --

-- Ja men nu skulde De virkelig komme med ned i Haven, Kammerraad,
afbrd Pastor Krarup ham, idet han slog ham kordialt paa Skuldren, --
saa kan De jo disputere videre dernede.

-- Ja, ja, -- nu kommer vi, nu ko--kommer vi. -- --

Haven var overalt, hvor man skulde gaa, et Vildnis af Stikkelsbr- og
Ribsbuske, der efterhaanden ved at rykke frem fra begge Sider havde
erobret de gammeldags smalle Gange, som bugtede sig frem mellem dem
og kun syntes at ville give Adgang for Brspisere. Hist og her var
der nogle mislykkede Blomsterforsg i nyere Stil, som Hnsene havde
vendt op og ned paa; nede langs Staldlngen glde en Rkke Georginer,
Stokroser og Brandliljer midt imellem et trt Krat af afblomstrede
Riddersporer. Men som oftest holdt Buskene op et Par Skridt fra
Gangene, og derinde grde Grsset frodigt, fuldt af nedblst Frugt
under de gamle mossede Trer, der vare tvelbne eller delte sig fra
Roden af i en fem, sex Grene som uhyre Buske.

Det var efter at Selskabet gennem en pludselig Aabning i
Ribsbuskettet var trngt ind paa en af disse Plner, at Professoren
udbrd, forvirret ved Gangenes Labyrint-Slyngning: --

-- Det er virkelig ikke saa lille en Have, Pastor Krarup; den maa dog
koste en Del at holde i Orden.

-- Aa, det er saamn ikke noget videre at tale om.

-- Nej, det kan man sgu se, bemrkede Herredsfogden, og pillede et
Par Torne ud af sine Buxer.

-- Hvad kan De? ... He! De skal nu ogsaa altid have noget at udstte
... Ikke sandt, Hr. Professor, er det nu ikke en dejlig Have? ...
Saadan rigtig vil jeg sige, som en Prstegaardshave skal vre.

-- Jo, ganske vist; -- det er jo Stilen ... Naa, man kunde maaske
sige, at den hist og her var en Smule overgrt.

-- Overgrt? -- Nej, hvor vil De hen? ... nej paa ingen Maade ... En
Have maa skam ikke vre aaben, det giver ingen Hygge ... Nej, den er
saamn ikke overgrt.

-- Aa nej, naar man huggede saadan to Trediedele af Trerne --

-- Hugge? ... nej, De kan tro nej, Herredsfoged.

-- Se, sikken nu et dr! ... Det kan jo nppe staa.

-- Nej, derfor har jeg ogsaa sat en Stiver til det ... Men saa megen
Frugt, som jeg hster af det, det gr De Dem ingen Begreb om -- ikke
Tanke om, at De forestiller Dem det. -- De kunde lige saa godt
forsge paa at begribe, hvor langt der er herfra til Sirius eller en
af de andre Planeter. -- Se der er nu den Bergamot, dr -- den er hul
som et Rr; -- men hvad _det_ er for et Tr til at bre, -- aa, der
kunde leve en hel Familje af det.

-- Nej, det er ganske vist, at de gamle, det er jo ofte de aller
bedste.

-- Ja, det har De nok Ret i, Hr. Professor! Nej, kom bare ikke her og
sig, at man ikke dur mere, fordi man er bleven gammel ... He! -- nej
dette nymodens, det er dog ellers --! ja, De kan tnke Dem, Hr.
Professor, jeg sa forleden -- jeg var kommen over i Haven paa
Skovvang, -- og saa havde de minsandten trukket ganske bitte bitte
smaa Frugttrer i Espalier paa Staaltraad -- helt ned langs Jorden
... Ja er det nu dog ikke skammeligt at forkrble Guds Skabning
saadan!

-- Det har jeg ogsaa nu faaet i min Have.

-- Ja, det kunde jeg da sagt mig selv! -- Aa Gud, hvor det ligner
Dem, Herredsfoged! ... Overgrt! ... nej Deres Have er jo rigtig nok
ikke overgrt. En Hne kan jo ikke finde Skygge i den ... Se nu
saadan et Par stakkels Krestefolk, hvordan skulde det nu gaa dem i
Deres Have? Her kan man netop lige faa et Glimt af dem, inden de slap
ind i Filosof-Gangen ... Men hvad skulde saadan et Par Stakler stille
op i Deres Have -- kan De svare mig paa det, Herredsfoged?

-- Ja, jeg vil sgu heller ikke have noget stillet op i den. -- For
Resten kunde de da plukke Roser, for dem skulde jeg da mene, at det
er mig som har.

-- Ja, det er ungteligt ... Ha, ha, ha! den kunde De dog stikke ...
Aa, men nu skal De se det nyeste. --

-- Det var som Pokker! De vil da ikke bilde mig ind, De har Nyheder
her!

-- Ja, kom nu bare med til Verdens Ende.

-- Ih, ser man det, Hr. Pastor! ... Jeg vidste saamn ikke, den var
saa nr.

-- Ja ha, ha, ha! ... Er det ikke et morsomt Navn, vi har fundet til
den nye Udsigtshj?

-- _Udsigtshj_? ... Har De lavet en _Udsigtshj_? ... Ja men
Herregud, Mand, der er jo ikke Guds Skabelses Tanke at se efter.

-- Jo vist saa! over til Mllen, og -- kom nu bare -- nu er Solen
lige gaaet ned, saa er der -- Ah, der har vi Damerne! ... Frken
Klingenberg! vil De flge med mig til Verdens Ende?

-- Ja med Fornjelse, -- naar De paatager Dem at finde Vej.

Ved en Tvervej stdte Toget paa Pastor Frederiksen og
Godsforvalteren, Ravn havde vret saa uheldig at lbe paa Prsten i
en af Labyrintgangene mellem Ribsene. Han maatte gribe Lejligheden
til paa privat Grund at forsikre Pastoren om, at det smertede ham saa
uendelig at skulle ligge i Proces med Pastoren ... Men Pastoren kunde
jo indse, at han i sin Stilling --. Herregud! det var jo en Bagatel
for Godset -- og han vilde saamn vre glad, hvis det tabte Sagen,
det ved Gud han vilde, -- men som gammel Jurist maatte han rigtignok
sige, at han trde ikke, der var Udsigt til det.

-- Nu skal jeg sige Dem noget som gammel Jurist, sagde Herredsfogden,
idet han holdt Ravn tilbage ved et Tag i Skuldren, -- ja, det haster
sgu ikke med at komme videre, for Frken Klingenberg har haget sig
fast i Professoren, og Hjorth tager sig Pinedd selv af Kristine
henne i Nddegangen, -- men jeg vil dog sige Dem, at det er noget
forbandet Fedteri fra Godsets Side, den Brndesag. --

-- Naa ja, -- hvad, enhver staar jo paa sin Ret.

-- Ja Ret, ja -- Fan'en heller ... Se hvad skal det nu ogsaa til, at
vi ikke faar de Regnskaber at se?

-- Ja men Herregud, vi har dem jo ikke ... Der har jo vret saadan en
grsselig Uorden --

-- Ja vd De hvad, Ravn, -- naar en Mand som De siger saadan og
saadan, saa kan jeg naturligvis ikke sige, at det er ikke sandt; --
men Fanden skal ta'e mig, om jeg tror det.

-- Hm--m! ... naa ja, enhver bliver jo salig ved sin Tro ... Men smid
nu den Cigar, Henriksen, den dur jo ikke noget, og tag en her -- nej
det andet Rum, -- det er en gte Habana.

-- Nej virkelig, -- er det? ... Det var sgu ellers rart ... Tak skal
De have ... For Prstens Cigarer -- rlig talt -- saadan efter Middag
... Har De lidt Ild! ... mange Tak ... Ah! --

Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemrket,
nede i den Nddegang, der er et uundvrligt Inventarium i en
Prstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og
havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der -- ligesom ~lucus a
non lucendo~ -- har sin Oprindelse i en Tradition om, at Prsten her
memorerer sin Prdiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en
ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det
bekvemmest, om de enten vare meget krlige Sdskende eller Krester.
Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig
meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og
tilbage, mdte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der ld det
romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de
Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden,
ifrt en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den
ndvendiggjorde Kder mellem Stvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft
hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke
netop konverserede Pastor Frederiksen om Brndesagen. Nu blev hun
hans sejerssle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den
skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne
bler bort for at kunne slaa, tage et Tjreb til Side, der havde
trukket sin Gaffelstang om paa skraa, lfte med Kllerne paa de lange
Valdnddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.

Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets
Anstrngelser og Spndinger, paa en lille Hj tt ved, hvor
Nddegangen mundede ud; det var det ene Hjrne af Haven; det andet,
ved den modsatte Munding af Nddegangen, var Verdens Ende.

De havde ikke siddet lnge, fr et Par lyse Benklder begyndte at
skimtes og blive tydeligere nede i Nddegangens kuppelformede Mrke.

-- Ah, dr sidder det unge Selskab! ... Maaske jeg kunde gre mig
fortjent til en Plads dr paa Bnken -- sknt jeg rigtignok ikke
lnger tr regne mig blandt de unge ...

-- Gud, Hr. Godsforvalter, -- De havde da nr kyst Livet af mig,
raabte Frken Amanda og rykkede ud paa Bnken, saa der blev Plads
mellem hende og Kristine.

Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til
Solnedgangen? ... Aa de havde spillet Kroket ... Det var rigtig
Skade! ... Solen var gaaet saa dejlig ned ... Aa, der var noget saa
stemningsrigt ved Solnedgang! ... Det var ligesom den bragte alt det
gode i Menneskenaturen op!

Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Flge heraf
paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nrgaaende
Sprgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besa Solopgangen? ... aa, den var
endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen ... Og saa drev den al
Magelighed ud af Menneskekroppen!

-- Nej, men det er virkelig utaaleligt! ... Saadan en Drillepind De
ogsaa er! ... Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det
virkelig al re vrd, at De har holdt saa lnge ud.

-- Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for
megen Enighed, bemrkede Frken Amanda med et erfarent Tonefald. --
nsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.

-- Nej hr, Frken Henriksen, De er blodig! ... Frken Kristine er
ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! ... Haane en
stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende ... Nej
Dem tr jeg skam ikke sidde ved Siden af.

Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa
tt som muligt op ad Kristine.

De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usdvanlig elskvrdig
den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dr og var
lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de
smaa spgende Repliker som en bld Bolt fra den ene til den anden.
Hvor var han ikke hyggelig som han sad dr, lnet tilbage, med Armene
langs Ryggen af Bnken (og Damerne), pustende Rgen fra sin Havaneser
ud i smaa velstbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og
vrvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glde de
andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det
jeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den
behagelige Middelvej, -- en venlig, skmtefuld, kr gammel Onkel.

-- Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; -- det gaar ikke an.
Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.

-- Herregud, -- jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.

-- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom,
nu skal vi trkke Dem op.

-- Ja, De kan sagtens gre Nar, Frken Kristine.

Det var blevet saa mrkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun
traadte ind i Nddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og
Vilhelmine frte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag
efter, ganske tt ved.

-- Aa, det var da kedeligt!

-- Hvad er det, Hr. Godsforvalter?

-- Jeg tabte min Signetring, -- den gled ned af Fingren lige her.

-- Naa, den skal vi nok finde.

-- Ja, jeg vilde rigtignok ndig --. Den kunde ligge og ruste, eller
nogen kunde trde paa den ... Det er mig saadan en kr Erindring fra
min Moder ... Aa, om Forladelse!

Han var kommen til at stde bldt mod hendes Pande, idet de begge
bjede sig. Kristine lo.

-- Nej, hvor her dog er mrkt.

-- Ja nu -- nej, jeg har ingen Tndstikker hos mig.

Han maatte njes med at faa Cigaren til at glde strkere. Den
kastede pludselig opblussende, rde Lys over hendes Ansigt og de
enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede
hendes Ansigt igen tilbage i Mrket. Men den ttte, strke Rg fik
hende til at hoste saa voldsomt i hendes bjede Stilling, at han
maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.

-- Aa her er den, udbrd Godsforvalteren.

Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at hre.

-- De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nrmeste, sagde
Kristine, da der midt i Nddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.

Men Godsforvalterens skarpe re mente nu at kunne hre dem lnger
nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om Verdens Ende. Naa,
de kunde jo grne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mrket.

Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!

Det var umuligt ikke at komme til at stde til hinanden i det
Mrke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et bldt
Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax
inde i det kolde, dugvaade Hassellv og maatte med et lille Hvin
tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det
var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og
Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet
Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden hre, af
Smaavitser fra Ravn, som at de tog det paa bedste Beskub, he, he,
he!

Og saadan kom de da omsider til Verdens Ende.

Men der var ingen dr.

-- Det er for Resten en hyggelig Plet! ... Og saadan en smuk
Aftenklarhed i Luften ... Skal vi ikke stte os lidt ned, -- da vi nu
dog er kommet her? ... Theen er vist ikke frdig endnu.

Bnken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget
bred Tr-Lnestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa
hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt
triveligere, men det kunde dog nok lade sig gre med en god Vilje og
ikke altfor sarte Hofter.

Den afhstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af
Travehobenes lave Voldrkker, hjnede en Buelinje mod en skyfri
Himmel, der var farvels bleg og kun henne tilhjre havde en tynd
rdgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Mllen med den
kulsorte kluntede Trkasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle,
strittende med tre ubevgelige Vinger. Bladene i Elmetrernes Kroner,
der bjede sig frem over Bnken, stod ganske ubevgelige. Det tegnede
til et smukt Vejr den nste Dag. Hvis det blev saadan en Aften,
havde Skovballet rigtignok Held med sig! ... Han vilde ogsaa komme
derned et jeblik ... Denne landlige uskyldige Folkeglde fandt han
saa idyllisk ... Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort
Bal ... Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kreste tog
til Byen.

Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok
komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa
derhen, naar Niels ikke fulgte med.

Danse! vilde hun virkelig danse med ham! -- saadan en gammel Kavaler
... Det havde han rigtignok ikke tnkt paa ... Naa, men en lille
Svingom ... Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en
Fornjelse ... Selv om han gjorde sig lidt latterlig -- Herregud! --
hvad vilde han ikke gre, naar hun bad ham derom -- --

-- For--fordi Fe--Felterne paa Spejlet er en Fo--Fortsttelse af
Fe--Felterne paa Yveret --

Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han krtegnede med
onkel-venlige Strg af sin buttede katteblde Pote. Kristine begyndte
at fnise.

-- Hvad det be--beviser, Hr. Provst? ... det be--beviser, at der er
en Ko--Korelation i Vxt.

-- Ja men, staar Haarvxten paa Yveret da i Forbindelse med
Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?

-- Ja, det er netop det! ... Kan De bevise os det?

Stemmerne vare nu ganske nr, og der var kun n Vej til Verdens Ende;
man kunde ikke komme bort.

-- Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.

-- Nej, det har De Ret i, Hr Proprietr! Det er dr Theorien har sit
Hul!

-- Hvad, Ra--Ravn! er De her --?

-- Og Kristine, udbrd Provsten.

-- Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietren.

-- Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at
trffe Selskabet her. -- Men nu er det vel bedst, at vi kommer
tilbage til Theen.

Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin
pludrede Ordstrm, hvis Lb hun ikke altid kunde flge, r i Hovedet
som hun var af sin tte  tte med Ravn og den pludselige Afbrydelse.
Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den
nye Plag, som hendes Fader havde lagt til -- den grnne -- Magen til
den, han havde solgt til Provsten -- men det kunde hun vel ikke
huske? -- Brillant Stykke Hest! -- Ja men den ny, den sa ellers ud
til -- den kunde sgu ogsaa nok -- med Tiden -- det ved Gud den kunde.
Og bagved underholdt Proprietr Kolding Godsforvalteren og Provst
Storm om Dyrskuet i Slagelse ... Naa, de havde ikke vret der? -- Ja,
de skulde dog set det Kvg, som Kammerraaden havde taget Prmie paa.
Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. -- Det duede? --
ikke Tale om -- saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt
sgu. Han turde holde en Par paa, at sex af ti, de vilde kaste ...
Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, -- det var sgu fine Varer ...
Men naar man er Kammerraad Sommer! --

Der var tndt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed
skaaret Smrrebrd og Slvbakker med Sandkage. Samtalen var
dsigere, og bevgede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at
blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred
uden Forpligtelse til at vre morsom. Kun Pastor Krarup var
utrttelig som Vrt; -- med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed
og kordiale Bevgelser gik han fra den ene til den anden og holdt
endnu Selskabet i Aande.

Men nppe var Theen sunken, fr den ugemytlige Herredsfoged lod
spnde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. --

Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den
bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran
Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der
holdt sig i en ubevgelig vrdig Stivhed med en hj Hals under det
snorlige afskaarne Nakkehaar. Han krte paa den sindig godmodige
Bondemaner, idet han lod Hestene lbe, omtrent som de vilde, og af og
til, yderst forsigtig, berrte den Nrmers venstre Bov med den lange
hvide Piskesnrt.

Vognen rullede bldt ned ad den stenlse Bivej, uden Hjulrumlen, med
en svag Piben af Axlerne, jvnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren
af Seletjets Ringe. Det var kun Bevgelsen fremad, der gav den
behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde
Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en
ensformig og ligesom svntung Dunkelhed, hvori kun de nrmeste
Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nrmeste Buske og Trer kom
dem imde, lsende sig ud fra Mrket, og drog forbi dem og forbi
Gaarde og Hegn lnger borte, der kom langsommere samme Vej, frem
imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort blgende
Bakkedrag syntes at flge langsomt frem med de Krende, Men over
Cirkelfladen af Jordens blde og ligesom lodne Dunkelhed hvlvede sig
Himmelkuplen med et metallisk glat Mrke, der blev blankt mod
Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de tallse
Stjrner, mellem hvilke nu og da et af Augustsvrmens Stjrneskud
trak sin lange gyldne Buelinje.

Kristine havde i Begyndelsen vret overgiven lystig, drvet
efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter
Godsforvalteren, medens hun af og til brd af med Latteranfald, der
bjede hende frem over Forlderet eller kastede hende helt tilbage i
Hjrnet af Sdet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde
baglngs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa lnge som
hun, udbrd hun: Du er da ogsaa en Tvrdriver i Aften, Niels, er du
svnig? -- Men han forsikrede, at han var slet ikke svnig. Saa var
hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lnede sig tilbage
og sa op paa Himlen.

-- Nej, hvor de dog flimrer deroppe! ... Det er ligesom der blste en
Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme
... Aa! sa du det Stjrneskud? ... Mon det nu skulde vre en Engel,
der flyver ... Ja, det er slet ikke noget at le af ... Det sagde en
af Lrerne paa Hjskolen, at Folk havde trt ... Han sagde ogsaa, at
der var andre, der trde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke
forstaa ... Tror du ikke paa Engle, Niels?

-- Nej.

-- Ja men, skulde du egentlig ikke det?

-- Skulde?

-- Ja, jeg mener -- naar du bliver Prst, skal du saa ikke prke om
Engle.

-- Aa, der er saa meget andet, som man kan prke om.

-- Ja, det er der jo nok ... Men det meste er saa flt kedeligt at
hre paa ... Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det,
da jeg skal vre Prstekone. Hr, Niels! -- det bliver ellers
morsomt, naar vi engang kan gre saadan et stort Selskab for Prster
og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.

-- Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Prst?

-- Fy, sikken et Indfald! ... Hvordan skulde det gaa til? ... Nej,
naar man er ung og strk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og
dr ... ... Nej lad os ikke tale om saadan noget flt noget.

Hun svbte Shawlet tt om sig med en nervs Kuldegysning over
Skuldrene, og sad igen tavs.

Hendes Kinder vare blevne blege, men det kldte Ansigtet godt i det
matte Stjrnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre
ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst blgede
strkt, og ved Struben kom der smaa Trkninger, ligesom naar Graad er
i Frd med at bryde frem. Den blde Skumplen i Vognsdet satte hendes
Legeme i svajende poppelslank Bevgelse. --

-- Fryser du? -- jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes
Skuldre atter trak sig sammen med en nervs Gysen.

Hun rystede paa Hovedet. Og da hun sa ham stirre paa hende, bjede
hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede
ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en
voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.

De krte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om.
Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene lb imellem hinanden og gravede
sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den
ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der
gjorde Kyssene til Nsestyvere og oplste mheden i Latter.

Pludselig rejste hun sig halvt op og bjede sig utaalmodig frem.
Hvorfor krte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. Jens,
hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? -- Slaa dog
ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at kre
hurtig, flyvende hurtig. -- Men Jens gav kun den Nrmer en lille
Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede
Nakke: Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen
Jav heller. --

Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Lngerne
lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskr forneden, afbrudt
af et vldigt Rughs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som
hvede sin gullige uregelmssige Kuppel hjt over de sorte Tage mod
det flimrende Stjrnelys.

Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun
famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tndt et Spiddelys og gik
foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes re
gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes
mrke, kraftige Buelinje, der paany havde Trkninger som af nervs
Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der
skrmede for Flammen; den dirrede paa Vggen, uhyre og sort, ligesom
Haanden af en Dmon, der vinkede.

Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue;
ude fra Haven strg en strk, krydret Duft ind af Levkjer og
Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fstnede dem
med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom
raadvild hen til Sengen, slog Tpperne tilbage, puslede et jeblik
med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, trt, med glippende jenlaag
mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskdet. -- Hjorth
gik frem og tilbage i Kamret, standsede, sa paa sit Uhr og gav sig
til at trkke det op.

-- Rejser du saa virkelig imorgen?

-- Ja jeg gr -- det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver ... Jeg maa
tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op ... Klokken er allerede
mange ... God Nat, Kristine.

Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham
ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i ret, medens hendes blege
Ansigt blev blussende rdt.

-- Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, --
det er Synd! ... Nej, -- og -- det er kun et jebliks -- det vil gaa
over hos os begge ... Og -- desuden, -- du vilde komme til at angre
det.

-- Og du da? -- --

Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og
flngende Klderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede
Lyset og krb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den
store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede
en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun
rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en
krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stnnede hun atter og atter
med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt:
--

-- Hvo'for _vilde_ han itt', naar _j'_ vilde? --




XXIV.


Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af
Bgegrene, hvis nederste Blade vare grnt gennemildnede, var det
aabne Brddeskur fuldt af et rdt Lys. Det faldt ned fra Lamperne
foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med
sorte Mundinger ud mod Salnen, det blev dobbelt rdt paa de
oppustede fordrukne Ansigter, der blste og spyttede i Trompeterne,
og paa de klodsede Hnder, som frte Buerne, men det forsgte
forgves at spejle sig i Violinerne, hvis Tr var for mat til at
reflektere.

Men Lyset nade kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor
Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende,
stive Frakkeskder hvirvlende korte Skrter, vimplende Baand under
store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende
Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet
fra en Cylinderkreds af granviklede Stnger.

Bagved Dansepladsen, inde under Trskyggen, hvede sig en graa
Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den,
omtrent i Diagonalernes Skringspunkt, brndte en lille tilslret og
udvisket Flamme -- som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom
Skoven, rejsende de mrke ubevgelige Toppe mod en bleg Himmel,
ludende med de ttte Lvmasser, der endnu havde et grnt Skr rundt
om sorte Skygger ned imod den spejlhvide S. Dens anden Bred var en
langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt
Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de
kolossale knkkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens
mgtige Rughs.

Mller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte
at blive ked af at se paa Dansen, der ikke lnger var for hans Alder,
og flte Trang til en Hjrtestyrkning. Han gik hen imod den
trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nrmere Eftersyn viste
sig at vre Sejldugsgavlen af et langt Bevrtningstelt, midt i
hvilket der brndte en enlig Lampe. De fleste Bnke vare optagne og
henne fra Enden ld bestandig Bestillingsraabene: -- en Kaffepuns, --
to Sodavand -- en Toddy -- to Bajere!

Mlleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden
af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Snnen Hans.

-- Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?

-- Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.

-- Ja, det skulde vi jo da li'egodt.

-- Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de
Unge sidder her og er Bnkeslider?

-- Ja, Hans haar jo ogsaa vret ovre aa danse.

-- Ja, det haar jeg jo da li'egodt -- men -- at, jeg syn's dog -- --

En Arraks, en Gang rundt! raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved
dem. -- --

-- Det er svrt, saa Henrik er hjtmlet i Aften, sagde Mlleren. --
Skaal, Ole!

-- Skaal igen, Mller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig hj
Snaps paa.

-- Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte frste Gang. --

Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.

Ja hun er ogsaa den eneste, der er vrd at danse med. De andre kan
sgu gaa hjem og lgge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordsklv.

Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe
hender, -- for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.

-- Det maa ellers vre en underlig Fornjelse, at ligge og rende
efter andres Krester, bemrkede Mlleren til Ole, temmelig hjt, --
for han rgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak
om Kristine.

Sagde du ligge og rende etter, Kristensen? ... Da vil jeg ellers
betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behver itte at ligge og
rende etter nogen, -- og jeg har heller itte gjort det med hender,
-- andet end hun kan sgu gre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal,
Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen
anden ... Men for Resten angaaendes den Kreste, saa er det jo noget
Vrvl, -- det bli'er jo inte til noget -- han kerer sig jo inte om
hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han
haar sgu sine Tser inde i Byen, den er jo klar!

Dermed brd Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit stjende
Tilhng.

Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulrte Lamper vare tndte
og hang under Lvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke
der faldt et broget Skr over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en
tt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa
Salnen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blse
deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfre af harsk Pomade,
Brddelugt, Sved og Granduft med en tt Tilstning af Stv svvede
over det Hele i den ubevgelige Luft.

Men det var forgves, at Henrik Larsen undersgte baade
Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig
udstdte Par og optog nye -- Kristine var der ikke.

-- Jeg synes ikke, du danser, sagde Mlleren ondskabsfuld. Han var
fulgt bag efter med Ole og Hans.

-- Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede
Henrik slukret.

-- Ja -- ha -- hun har nok kedet sig, bemrkede Ole.

-- He! -- ja det er med saadan et Par Krestefolk, -- de har dog ikke
andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tnke paa, sagde
Mlleren.

-- Ja, det er li'egodt vis. --

Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.

Hun stod bagved Bevrtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det
zigeuneragtige Kkken i fri Luft, -- en stor Kedel, der hang i en
Tvrgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de
spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys
op imellem Bgelvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen
af en svr Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen.
De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have
slaaet en se Vand i Kedlen var lige ved at stte sig med sin
umaadelige Skrtemasse i et lille skvt Lys, som i en Flaske stod paa
en stor Btte.

Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Sen, hvor Larmen
fjrnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end
nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til
hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tr, varm
Luft; Grsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var
lnger, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bge.

-- Det er saa varmt, saa trykkende -- jeg kan nppe faa Vejret.

-- Saa ls en Smule op, min sde Pige, her er jo Ingen at genere sig
for.

-- Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede
paa hendes Bryst. -- Jeg kan nok hjlpe mig selv.

Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lnede sig
tilbage, og aandede dybt.

Himlen over Trkronerne havde kun et Par matte glimtende Stjrner i
sit blege Mlkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa
denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hldende Elmetrer
ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Lvet
endnu Form og et Stnk af brungrn Farve. Grsset skraanede grnt,
med et Skr som af en selvlysende Flade, der blndede og skar i
jnene, ned imod Sen, der strakte sig taagels, blank-hvid som Glas.
Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner.
Men rundt om kaldte usynlige Grshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de
med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, ggende Musik, der
paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Grsstraa paa den
flyvende Sommers slvskinnende Spindelvvs-Strnge, og saa spd
larmende, saa gennemtrngende metallisk som en bitte lille
Janitschar-Musik; -- den syntes at faa en uendelig Forstrkning af
Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med
hvert Sekund, idet Tankerne overdvedes af den meningslse Larm,
Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes
af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende,
dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.




XXV.


-- Vi hvde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden
Begivenhed, -- og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsg,
som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, -- for ikke
at tale om det moderne Hedenskabs Forvrngninger, der minder om visse
gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det
onde til godt og det gode til ondt ... Saaledes kalder _Hegel_
Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvsener kunde
trives, og _Schiller_ forstaar Guds Forbud som Instinktets Rst og
Syndefaldet som Fornuftens frste Vovestykke og Begyndelsen til
moralsk Tilvrelse, som uden Modsigelse er den strste og lykkeligste
Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for delt til
Paradiset. -- De vil finde disse skrkkelige Ord anfrte i Deres
Kompendium, lad mig se -- Side --

Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af
Tilhrerbnkene en kildrende Gysen ved pludselig at hre Schillers
Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i
det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand fler, naar
han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Vv af
Trivialiteter, med et hrer En udtale hans Elskedes Navn. Han sa op
paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk prget paa det
brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige
Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, -- og paa
Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres
Kollegier: Skrkkeligt Ord af Schiller, Komp.  29. Aldrig havde
han fr saa klart flt, at han ikke hrte hjemme iblandt dem, aldrig
havde han vret saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og
medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var
det som om denne skrkkelige Schiller, hvem den dumme Professor
rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev
deres uvidende Notits om, stod statuehj ved Siden af ham, rakte ham
sin Marmorhaand og frte ham bort fra et Sted, der var uvrdigt for
dem begge.




XXVI.


Han var nat til et forelbigt, ustadigt Hvilepunkt.

Han var kommen til Ende med frste Del af sin indre
Nedrivelsesproces, Undergravningen, -- den, der var begyndt ved hans
frste Bekendtskab med tysk Poesi. Flelsesgrundlaget for hans
Kristentro var skyllet fuldstndig bort, der var end ikke Gran og
Sandskorn tilbage deraf; -- den religise Flelse hos ham havde haft
sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; -- denne Grav var
bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var
kun selve Troen paa det faktiske, tr og kold, denne ~fides
historica~, som endnu kan frelse en Katholik, -- og som maaske i
Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog
Protestantismen. Der er nppe noget saa urimeligt, saa blottet for al
Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes
fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Prget af at vre
selvindlysende. Disse Trosstninger vare blevne hrsede ind i ham
som Barn og under hans Opvxt, han havde selv som Voxen hrset dem
ind i andre Brn, saa det var ham umuligt nu at tnke igennem dem
eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk
Trylleformel. Han havde ikke lnger nogen Krlighed til dem, han
kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med
Foragt og Had, -- men han kunde ikke blive af med dem.

Det slog ham en Dag, da han lste Jakobis bermte Udsagn, at han var
en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjrtet, at ham selv var
det gaaet ganske modsat: -- han var en Kristen med Hovedet, men en
Hedning med Hjrtet.

Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af
Omstndighederne, havde frt ham ad en usdvanlig og lang Vej, men ad
den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med
Modsigelser, med Beviser; men det hndes undertiden, at naar den har
fuldendt sit Vrk og fldet og ryddet, ja naar den har begyndt sit
nye Vrk og bygger andet op, -- saa er dog den gamle Flelsesgrund,
der i sit dybe Muld bevarer Sden fra den oprindelige Plantning, den
er bleven nsten urrt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men
en skn Dag kommer der Grde i den, det spirer af Sden, det skyder
op fra de gamle Rdder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det
nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Hjde
-- lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at
Jordsmonnet blev gennemgravet, lsnet fra Rdderne og skiftet om,
saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Trer, og de trre
Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, -- dr ser det vel
ud, som holdt den gamle Plantning sig lnger, men den visner og
raadner redningslst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin
egen Grund og har ingen Omvltning at frygte. Og denne Bortvisnen og
Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden
Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet
Jordsmonnet, kom Theologien for at gre sit; -- med sin Brusen af
dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige
Lunds bladfattige Kroner, knkkende store Grene, som faldt ned og
mttede Muldet med ny Fedme; -- med sine Hvirvler af ~Rabies
Theologorum~ splintrede den frnnede Stammer; -- med sine Skypomper
af utallige Ktterier rev den tilsidst hele Trer op med allerede
lsnede Rdder.

Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad
han ved Germanernes Fdder, -- naturligvis, Theologien taler jo kun
Tysk. Han hrte nsten ingen anden Professor end Petersen, og han var
kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi -- hvad de andre
Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at
gre med Bger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente
og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker,
tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til
de store Navne og til Ktterne var han endnu kun nat paa anden
Haand; det var mest Lrebger, som selvflgelig vare orthodoxe. Der
var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren
havde fraraadet ham som daarlige, meget uorthodoxe, meget
rationalistiske; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte
Vrket ved at bortkritisere Jomfrufdslen og Nadverdogmet, medens de
rokkede strkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjrtig at blotte
Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske
Bommerter. Men ivrig vare de orthodoxe Lrebger allerede farlige,
blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gr
det ene saa truende afhngigt af det andet, saa at der synes at
fordres alt eller intet, og alt igen synes at vre saa grumme meget;
det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lrte
deres besvrlige Fdsel at kende paa Rversynoder, hvor der sloges
med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger;
og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han
lrte de under disse velsignede Omstndigheder affdte Formler ordret
udenad paa Grsk, sknt han ganske vist deri kun fandt halvt saa
mange Modsigelser som Ord -- nemlig n for hvert Par --, men der er
ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne tsende Gift af den
legitimeste af dem alle, selve Bgernes Bog, om hvilken Luther i et
hidsigt jeblik sagde, at den var en rigtig Ktterbog.

Fra frst af var det dog kun de mindre vsentlige Dogmer, der
begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro
skallede af, men Krnen syntes at vre uberrt. Endnu bestandig
fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt
borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa hjt oppe, at den i
Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, -- men han sa den
dog. Rigtignok -- der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med
Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet
virkeligt er. Ved den endelse Strid om de to Naturer i Kristus
syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet;
-- en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den
hellige Aand begyndte at blive ham en fordgtig Personlighed, der mer
og mer fld ud i det Blaa ... Det sa dog ud til Allehaande.

Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og
lber bort som Vand under sin egen Brohvlving. Overfladen ligger der
vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trste sig til
at trde paa den, for at komme over Grften.




XXVII.


Mrket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal.
Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til
Spillestuens Draabning med den lille blege Gasflamme, -- en Skygge,
der gik tvrs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende
Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i
Hjrnesofaen bag Bordet, omfavnende de vrdigste Medlemmer af den
gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordjelse med
de stereotype Samtaler under den ttte Tobakstaage. -- Der var kun
lidt Lys ovre i den anden Hjrnesofa, hvor Hjorth sad nippende til
den klodsede Kop og pustende Cigarrgen langt ud, medens han kiggede
i Morgenbladet. Gennem Draabningen kom den slbende Lyd af
Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes
korte Ord; men fra det andet Hjrne opfangede han Stumper af en
Samtale om de russiske Forhold.

-- Har De lst Valbert's Artikel derom i Revue des deux mondes? --
Juniheftet?

-- Schak.

-- Fy for Fanden.

-- Ja gu skriver han godt ... Skal I ikke have den i Fdrelandet?

-- Pas!

Men Hjorths Opmrksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet
Lindekr, som var udhvet i en af Spalterne, over hvilken der stod
Fanatisme. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage
i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmder, til hvilke
han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et
Par Gange lse de udhvede Ord, der nsten forekom ham utrolige: --

Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som
er vrre end at vre en Morder eller Meneder eller Slyngel eller
Kltring, og det, der er vrre, det er at vre et vantro Menneske.
-- --

-- Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch.

-- Hun skal nok vre i England nu.

-- Schak og Madam.

-- Saa er det saamn ogsaa deres egen Skyld --

-- Nej, jeg vil sgu have Revanche.

-- Ja, vd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordmme alt
i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen.

-- llebrdsbarmhjrtighed.

Det var en lang, drengeagtig kldt Mand, der kom tilbage fra
Spillevrelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen
med dette ene Ord, som han vrngede ud af sit hjre Nsebor og
venstre Mundvig, medens han bjede sig i Dren for at tnde ved
Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet,
belyste hans vrantne Ansigt.

Hjorth sa paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og
han skulde i Theatret med Fru Lindekr og Ellinor.

Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han
ikke holde op med at harmes over Provst Lindekrs Prdiken og glde
sig over de skarpe Ord, hvormed Morgenbladet ledsagede den. Ivrig
havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde
betragtet den gennem Punch-jne som noget latterligt, noget under
Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde
slbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Hjres
Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Hjre ham
personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mrke
Hjrnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes
skolemesteragtig af Vejen af noget oplbet Reaktionrt, der var voxet
fra Forfatningsklderne og lngtes efter at kaste dem og putte sig
under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa
sin Sag, kun vilde have Lov til at tnde sin Pibe i Fred og saa for
Resten snrre bidsk ad det Hele: llebrdsbarmhjrtighed at tro, at
Fritnkerne ikke er vrre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke
vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! ... llebrdsbarmhjrtighed
at sige, at Folk, der stte deres Liv i Vove for en politisk
Id, ikke er gemene Kltringer, der skal knuttes og hnges;
llebrdsbarmhjrtighed, at komme her og tale om, at der er nogle,
som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at
stte deres Vilje igennem i Regeringen -- llebrdsbarmhjrtighed det
Hele, -- Hjstrede! -- til at stte i Rang med Dyrebeskyttelse og
anden moderne Sentimentalitet!

Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hrte derhen, og om
han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjrnt, som han stod Theologerne.
Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk
Interesse og flgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han
havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at
vre en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet,
hvor den skar hans nrmeste Omgivelser i jnene. Og i Virkeligheden
var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde
for meget af Ungdommens ndvendige Egoisme, til at kunne blive varm
ved Forfatningskampen, og for Retfrdighedens Skyld glemme den
Fare, der syntes ham at maatte true den hjere Dannelse ved
Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv
og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde vre mest Frisind
dr, hvor han fr kun havde set et vandalsk Massetyranni. --

Han fandt Damerne frdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved
Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet,
medens hun bjede den lille fine Haand tilbage; saa skd hun
Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden.
Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de
sidste Minutter bort, med et hklet Trklde om Hovedet, medens
Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Trflade
med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det
lyserde Silkefoder.

-- Aa, Hjorth, -- vr saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke
hjem til The.

-- Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget
over Skuldrene. -- Hvordan er det, har De aldrig fr hrt Vilhelm
Tell? ... Aa, De vil more Dem magelst.

Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin
Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af
simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mrke Parterre. Det var ham
en ukendt Nydelse at sidde i en Lnestol midt foran paa Balkonen,
hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En,
straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var
Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gres. Paa hans hjre Side
bjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tnder -- et
Smil med Bldhed af Rosenblade og Glans af Emaille --, og det samme
Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lnet tilbage i Stolen, vuggede
Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under
Bevgelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til
Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens rde Fljl for at vifte
sig let med det broderede batistes Lommetrklde, hvis Viol-Essens
blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store
blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en bld og fin
Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme,
kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for
Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjrgene,
fuldt af brogede, pne Bnder, der begyndte at synge, medens Gemmy
skd til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm
Tell i Forgrunden tilvenstre xede dovent vk paa sit Flitsbuelb,
eller kiggede skraas ned ad det med mrk Heltesmerte i sit
patriotiske Baryton-Ansigt.

Han havde nogenlunde let ved at flge Handlingen, da han kunde
Schillers Wilhelm Tell paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige
Operatext nd han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer
han kunde skimte -- sknt fortegnede og ubehndig sammenslyngede,
medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrttelig ryster
irefaldende Melodier ud af rmerne og lader dem drysse ned paa
Texten som de kan bedst, holdt hans re skadeslst for hvad Hjrnen
kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru
Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhjre med
Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bjede sig helt hen til
ham og hviskede: Hvor han synger falsk, det Afskum! -- Og han
nikkede ganske troskyldig, uden at kunne hre det, beundrende hendes
finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar,
der nsten havde strejfet hans Kind.

Hun sa usdvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i
Theatrets Clair-obscur under Akterne, isr da det blev Nat paa Rtli
i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nr ved hende i Mrke
og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang Hvis nogen af
os blev Forrder, lagde hun pludselig Mrke til, at han sad og sa
paa hende, og trods Mrket blev hun synlig rdere i Hovedet. Men det
kldte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde
drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetrklde, som
hun viftede sig med.

Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes
Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret,
hvor Guldbaandene straalede. Nej, se dog ud, Hjorth, hviskede hun
leende, nu kommer jo Gessler. -- Og Gessler stod der ganske rigtig
oprejst i den strkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den
store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede
Skarlagens-Brystdug, indtil han med t bredte de stribede Silkearme
ud og sank tilbage: Jeg falder! ... Det var Tell, der skd. --
Dette kom Hjorth noget uventet. Men hvor bliver da Hulvejen af?
hviskede han til Fru Cecilie. -- Hvilken Hulvej? -- Ih, Hulvejen
til Kssnacht. -- Naa, det er sandt, svarede hun leende, den
bliver naturligvis vk. -- Hvad var det for noget morsomt, Hjorth
sagde? spurgte Ellinor, idet hun bjede sig helt hen foran ham.

Kort efter gik Tppet ned over Bnderne og de vajende Faner, og
Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tjet.

-- Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe,
nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften.

Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fravrelse paa
Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i
lang Tid havde flt Trang til. Det er ligesom man var paa Rejse,
sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sdvanlig var tom
og mrk med en svag Lysning af de dmpede Gasflammers Kredse og matte
Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum,
i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste
af et Par Lamper.

De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Rkke, hvor
der var luftigst; for de flte det lummert herinde i Efteraarsnatten,
som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af
Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den
Mngde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mrkere Forstue
ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gsterne,
hvlvede Portalen sig med en blegrd imiteret Porfyrfarve over de
stive Gardiner, og Vggen strakte sig med de grnne Felter i Harmoni
med Patina-Anstrget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer,
der bjede sig ud fra den, snkende Lamper ned fra deres udstrakte
Arme. Midt paa Vggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i
Kvadraternes Sammenfjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for
at drfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet.

Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa
sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren
tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange
Kvart And og n Eremitage, et Sprgsmaal, der fik Damerne til at le,
medens Hjorth, ganske rd i Hovedet, bekrftede, at han havde ment n
Portion Andesteg til dem hver og n Flaske Vin, samt beskedent
spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; -- hvortil den
humoristiske Svend, som mrkede, at han havde at gre med en
Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede:
Rimeligvis, -- ligesom Ribe Skrdder, da man spurgte ham, om han
kunde sy Knaphuller.

Ved Siden af dem hang hvide Gardiner lst ud over de store Vinduer,
der vare slaaede tilbage indefter. -- Gennem den store Aabning sa de
ud i Gaardens Mrkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen
af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en
Sjle; lngere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens
foran den en mat, fugtig Blinken i et tttere Mrke antydede
Lavrbrtrerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter
malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset nade, Udseendet af et
fint, kniplingshullet Trskrerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne
fstede en Rkke svagt lysende Pletter med Kugleglans af store
Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som
Vandstraaler, -- uformede, dunkle Farver, som jet kun samlede til et
Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rkvrket rejste sig
lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svmmede
alt ud i et tykt Mrke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til
kom en forfriskende klig Luftstrm ind, og bestandig ld den
dmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.

Andestegen var kommen og fortret. Hjorth tmte sit Glas med den rde
fyldige Eremitage og lagde den blde, gule Bri-Ost paa sit
Smrrebrd. Han fik en forfriskende klig og fugtig muggen Smag, der
uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mlkeklder; det var, som om
han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet,
langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den
raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring sa han ned for
ubemrket at kunne lukke jnene. Og medens han rundt om i et
dmpet Lys syntes at se Mlkefladerne straale i de lave grnne
Cylinderbtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede
han med en minutis Njagtighed, med en Legemlighed som af en
Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og
han vare tyet ned i Mlkeklderen, hvor hun havde overvldet ham med
sine lystne og brutale Krtegn. Men med t forekom den hele Scene ham
saa raa, at hele den finere Del af hans Vsen trak sig sammen og skd
den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne,
Spejlene og de fine Dameansigter, der bjede sig hen imod ham med en
let Strm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: Men Kre dog, De
sidder jo og falder helt i Staver, og Ellinor spurgte: Er det
Theologi, De grunder paa?

-- Nej, det er saamn -- nej, jeg -- det var -- noget af Vilhelm Tell
... Hvor den Gessler var udmrket.

I dette jeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke
var til at tage fejl af, at han ikke lnger elskede Kristine -- ikke
lnger -- hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket
hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod,
ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attrade ...
Han sa hen paa Ellinor og spurgte sig selv: Skulde det vre hende?
--

Hun sa ikke lnger saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet
havde et strngt Udtryk, og en Snkning af Hovedet lod Hagen syne
lngere; -- hun lignede Faderen.

Ved en naturlig Idassociation kom Hjorth til at tnke paa Provst
Lindekrs Prdiken. Hvor den stod underlig mrk afstikkende til den
glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte
Fru Cecilie, om hun havde lst noget Referat af sin Mands Tale ved
det sidste Missionsmde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han
havde lst i Morgenbladet.

-- Det var m' strngt sagt, sagde Fruen med en misfornjet Rysten
paa Hovedet.

-- Maaske det ogsaa er lidt overdrevet ... Det er jo et fjendtligt
Organ, -- grundtvigiansk.

-- Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.

-- Ja, det er jeg ogsaa bange for ... Jeg forstaar det slet ikke ...
Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt ... De taler
sig saadan op ... Det er med Prsterne ligesom med Digterne, man maa
tidt tage det halve fra.

-- Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. -- Det er
jo sandt.

-- Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? ... Tr du stte dig til
Dommer over andre, som du ikke forstaar?

De sad en Stund tavse. Saa sagde Ellinor pludselig: --

-- Jo, det er dog sandt ... For vilde Kristus have sagt til en vantro
Filosof: Idag skal du vre med mig i Paradiset, som han sagde til
den troende Rver?

Nej heller ikke hende, tnkte Hjorth, -- hun er dog af en anden Aand
end jeg. -- --

Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der,
ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes
med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbjelighed.

Det var vel hans Flelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som
nu var i Frd med langsomt og sikkert at trkke Tankerne efter sig.
Men det var kun en Del af hans Flelsesliv, den sthetiske og den
abstrakt religise. Hans moralske Flelser vare aldeles ikke begyndt
paa at tage Del i Bevgelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen
psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i strng Forstand er
snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske
Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstndig have overlevet deres
Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom
Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slgten, andre, ligesom
Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos
Hjorth var hele Moralen et saadant Kmpe-Rudiment, og maatte vre
det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritnkeri var endnu for
vagt og for lidt positivt gennemtnkt, til at der med Sikkerhed
kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk
Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhrer Uerfarenhed i Livet og
Vane til abstrakt Rsonnering, med et Stnk af Pedanteri, en Rest af
Skolemesteren, der altid har overhrt i Du skal ikke --.

Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og
ubrdeligt, sknt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han
var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at
hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde
strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst
gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der
ikke den fjrneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at vre tro
indtil Dden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo
Pligten dens egentlige ophjede Stempel. Dersom han havde haft en
mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at
det var hans Pligt at vre tro imod sig selv og sit Ideal, at det var
hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var
Krlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved
og ende med gteskab, -- saa vilde han nppe engang kunne have
forbundet nogen Mening med disse Ord.

Han forsgte saa at komme Pligten til Hjlp ved at gre sig selv
rrt, idet han tnkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere
Theologi, grdende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for
andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og
han forestillede sig, hvor rrende trofast hun havde gaaet og ventet
paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor
heftig hendes Krlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham
alene. Undertiden forsgte han ogsaa at narre sig selv og overtale
sig til at tro, at det kun var noget jeblikkeligt, en forbigaaende
Afkling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans
Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. -- Hans Instinkt, --
det var den Tilfldighed, at hun var den frste knne Pige, han havde
truffet, og som havde vret indladende imod ham.

Saaledes gik han og pinte sig selv uden at vre i Stand til at
bryde Forholdet, men uden dog lnger for Alvor at se Fremtiden
personliggjort i hende.




XXVIII.


-- Naa, ja ellers er der jo ikke --, det er jo altsammen meget -- Ja,
her var der nok ... Hm ... Ja, det er rigtigt ... Det Sted her synes
jeg er temmelig uheldigt ... Vil De se selv ... De taler om de
hedenske Guder, -- se her om Jupiter: En Id, der giver sig sit
virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder
-- se, det er rigtignok meget betnkelige Udtryk, Hjorth ... Det ser
jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.

-- Nej ikke Personlighed -- i alt Fald ikke mer end Paulus gr det i
1ste Corinthier ottende.

-- Ja, Paulus, -- ja men det maa vel nrmest forstaas som noget, han
lader staa hen ... Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en
Afgud er Intet i Verden -- i fjerde Vers.

-- Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, --
og hele Oldtidens Tankegang --

-- Jo, ganske vist, -- ja, jeg vd jo nok, den almindelige
Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning ... Men det kommer dog ud
paa noget andet ... Ser De dette her, det ser mig nsten pantheistisk
ud ... Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes ... De
tnker Dem det vel nrmest saaledes, at disse Individers Karakter er
bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.

-- Ja--a.

-- Ja, men saa er Udtrykket rigtignok ... En Id, der giver sig selv
Liv -- det er skam ren Pantheisme, Panlogisme, -- det maa vre en
Reminiscens af Hegel ... Ja, jeg gr Dem kun opmrksom paa den Fare
for Misforstaaelse, som ligger deri ... De br passe nje paa den
Slags Udtryk ... Saadan noget, det gaar ikke ved Examen ... Naa, men
ellers var jo Afhandlingen som sdvanlig srdeles dygtig ... Farvel,
Hjorth. --

Hjorth flte sig usdvanlig lettet ved at trde fra det lille
Professorvrelse ud i det halvmrke Rusauditorium, hvor en Snes
Theologer sad og pinte sig med den nye Opgave. Henne under Vinduet
vinkede Kleistrup ad ham.

-- Naa, hvordan var den saa?

-- Aa, saadan Confinium.

-- De er da ogsaa en heldig Kantffel ... Min var sgu til non ... Sig
mig, naar Pokker var det nu Luther dde?

-- 1546, 18de Februar.

-- Aah ja, Herregud!

Hjorth satte sig ned for at fuldende sin Afhandling, medens han svor
en tavs Ed paa ikke tiere at give sig saadanne Blottelser. Men denne
Gang var der ikke synderlig Fare; Kirkehistorien er et rart, nevtralt
Omraade. -- --

Om Aftenen var Professor Petersen hos Lindekrs. Talen faldt paa
Hjorth, hvem de beklagede at have set saa lidt til i den senere Tid,
og Fruen kunde ikke blive trt af at rose ham. Han maatte vre En,
som Videnskaben og Kirken kunde vente sig noget af. Mente Professoren
ikke ogsaa?

-- Jo--o, -- han er jo langt fra ikke uden Begavelse.

-- Jeg trde ogsaa, han var meget flittig? spurgte Ellinor.

-- Ja, jo -- det er han, han er meget ihrdig, det er --

-- Og alsidig i sine Interesser, sagde Fruen.

-- Jo, ganske vist ... Han gaar paa Skrivevelser hos mig i denne
Tid, og det kan ikke ngtes, at hans Afhandlinger som oftest staar
over de andres, -- naa, han er jo ogsaa ldre ... Men der mangler
mig, jeg vd ikke, han er mig noget tr, -- saa underlig tr.

-- Ja, det bliver vistnok snarere den videnskabelige Theologi end
Prstegrningen, -- som vil passe for ham, bemrkede Provsten.

-- Ja--a ... Hm ... Men vi siger jo rigtignok ~pectus facit
theologum~ ... Naa, Kundskaber har han som sagt, men--n -- --

For Fru Cecilie var denne Omtale af Hjorth ikke behagelig. Men
Ellinor sa vist paa Professoren, idet hun paa hans betnkelige
Ansigt med den fremskudte Mund og de indsugne Kinder lste en
Bekrftelse paa sin Mistanke om, at Hjorth ikke var ganske sikker.
--




XXIX.


Dampen af den theologiske Te var i Frd med at lette i den Suite af
Vrelser, som vare helligede denne dle Drik, der var klarere end den
Videnskab, til re for hvilken den sknkedes, -- saa klar, som
vilde den ved uskyldig Blondhed forngte sin Oprindelse fra det
buddhistiske Orienten, hvori den maaske ikke havde saa ganske Uret.
De langsomt nydende slubrede endnu de sidste Mundfulde i sig, og der
var en almindelig Stten-bort af Kopper i Vindueskarme, paa Borde og
fremspringende Reolhylder, hvor der kunde findes en lille Plads
blandt de opstablede uindbundne Bger.

Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og
Bibliotheksvrelset paa den anden var der en Sammenstrmning mod det
centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hngelampe
straalede gennem de aabne Fljdre.

Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare
forlngst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige
Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter,
Kandidater og ldre Studerende paa Nippet til at blive det, -- og saa
af nogle grsgrnne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med
den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de
mest feterede Baldronninger.

Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par
Adjudanter, Professorsnnen med den lange Nse, Kandidat Frederiksen,
og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersn, en
fremtidig Kirkesttte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth,
lignede Martensens Ethik i Opbyggelsesbind. Man stod lnet op mod
Vgge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det
store Bord, hvor Bgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i
Midten, dannede levende Rkvrker i begge Fljdre. Gardinerne vare
trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte,
theologiske Blomster, som i et af de hje Stuevinduer sad i dobbelt
Belysning, idet en Gadelygte glde ind udefra, og spttede de mrke
Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tsneens store Flokker, der
opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, strkt oplyste
Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en hj Violinstemmes
Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedmpet
Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i
Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin
Bjldeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.

Denne spredte Samtale dde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et
ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han nskede Ordet for en
kort Bemrkning til Forsamlingen.

Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om
Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om
Nadveren. Det kunde nppe vre andet, end at den hos mange havde
bragt forskellige Sprgsmaal frem, som det vilde vre frugtbringende
at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjrte,
om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl
alle vidste, srlig fstet sin Opmrksomhed paa et Punkt, som han
fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den
karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den frste Nadver,
Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dr selv havde vret personlig
tilstede. Der opstod da det Sprgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give
Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og
hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet,
at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet
Disciplene det uforklarede, kdelige Legeme, som stod midt iblandt
dem, selv om det nu kunde tnkes, saa vilde jo det frste Maaltid
vre blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet
mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav
dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den
katholske Nadverlre, -- saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke
senere vre andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de
nyere Angribere af Lren, f. Ex. Rckert og Meyer, lagde megen Vgt
paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Sprgsmaalet
derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret
aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som
han havde meddelt Disciplene.

Professorsnnen, Kandidat Frederiksen, snd sin lange Nse og
bemrkede, at han fuldstndig kunde slutte sig til denne Opfattelse.
Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenus
og Gregor af Nyssa mente, at Brd og Vin var Logos' Legeme og Blod,
og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde
forbundet sig med Legemet i Maria.

-- Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer
mig farligt at indlade sig paa den Lre, da dog saadan et Legeme ikke
har nogen Hjemmel i Skriften.

-- Naa, ja, sagde Professoren ... Hm ... Han henviser jo dr til
Forklaringen paa Bjrget, hvor det er ligesom om det jordiske
forkrnkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en
momentan Forening.

-- Ja men, -- tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor
skal man da tnke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt
sig, under Frelserens Levetid? ... Kan det have siddet oppe ved Guds
hjre Haand?

-- Ja--a, nej, -- det bliver jo det gamle Sprgsmaal, De vd nok,
Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds hjre Haand, -- De
vd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne
historiske Periode -- den himmelske Treenighed vilde saa vre bleven
en Tohed ... Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud
paa en Deling af Logos ... Logos maa jo have vret helt i Kristus ...
Naa, jeg brugte maaske fr et overilet Udtryk, jeg sagde en momentan
Forening -- de maa naturligvis tnkes forenede, -- men det
indeholder ungtelig en Vanskelighed --

-- Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte
Professorsnnen, -- ikke vanskeligere at forstaa, at han i n
Legemlighed har haft to Legemer end at han i n Personlighed har
forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid ~qva~ Logos
var alvidende og ~qva~ Menneske indskrnket til de menneskelige
Erkendelsesbetingelser. -- Saaledes, forekommer det mig, vilde der,
ligesom vi har ~communicatio idiomatum naturarum~, ogsaa blive en
~communicatio idiomatum corporum~, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa
Bjrget var et ~genus auchematicum~.

-- Ja, det er ganske vist, det er en meget trffende Parallel, De dr
drager ... Overhovedet vil det jo altid vre befrugtende, ja endogsaa
ndvendigt ved dette Sprgsmaal bestandig at se hen til Lren om de
to Naturer -- ikke sandt ... De vil erindre, at det var ogsaa
Nadverstriden, som frte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af
denne Lre.

-- Jo, men der ligger ogsaa dr Faren for at komme ind paa det
doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, -- og det
forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme -- hrer lidt derhen.

-- Aa, ja ... Hm ... Der er ganske vist Fare, -- men hvorledes vil De
paa den anden Side?

-- Ja, jeg mener kun det kan lses i Troen.

-- Hm ... Ja, -- det bliver naturligvis ogsaa tilsidst -- vi er jo
her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. --
--

-- Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et
langagtigt, meget hulkindet og randjet Ansigt, -- tillad mig at
berre et Sprgsmaal, der synes mig at staa i nr Forbindelse med
det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin
Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket
af Kalken og spist af Brdet.

-- Hm ... Naa, ja, -- og De mener?

-- Ja, jeg synes, at Texten hos Matthus, hvor han jo, efter
Omdelingen af Kalken, siger til dem: jeg skal fra nu af visselig
ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, fr den Dag, da jeg drikker
den med eder i min Faders Rige -- det forekommer mig, isr paa Grund
af Pronominet: ek toutou -- at det kun kan forstaas
saaledes, at han selv har drukket af Kalken --

-- Jo, -- men--n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord
fr Indstiftelsen --

-- Ja men Matthus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.

-- Ja, det er jo ungtelig, det --

-- Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af
Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen --

-- Ja--a -- hm -- men det bliver jo dog rigtignok -- det kan dog ikke
ngtes, at der er noget meget stdende for vor Flelse dr ... Ser
De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit
eget Blod og spist -- det gaar jo dog ikke ... De maa huske paa, Hr.
Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, -- han er jo
rationalistisk her, -- han mener jo netop ikke, at det virkelig er
Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! ... Han tager det jo symbolsk ...
Men naar man ikke gr det, saa -- --

Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betnksomt Udtryk og
styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran
ham paa Bordet.

I denne Pavse hrte nogle Theologer i Midten af Vrelset ved det ene
Hjrne af Bordet en ganske sagte Nynnen: --

    -- Hans Endeligt var trist,
       han aad sig selv tilsidst.
         Og Tingelingeling -- --

Deres forbavsede Blikke mdte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa
Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Stvlerne.
Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.

Men Professorsnnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han
advarede imod at lade en saadan Flelse blive afgrende overfor
Mysteriet, -- saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han
vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjlelig var
Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare
Selvanthropofager. Vi havde jo det sknne Naturexempel med Barnet,
som nres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kd og Blod ...
Og kunde man ikke tnke sig, at Jesus netop i dette jeblik, da hans
Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og
forkrnkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at
nyde sit eget forklarede Legeme, -- det samme, som nrer vort
Opstandelseslegemes Spirer.

Hjorth fik ikke mere at hre. Han havde set sit Snit til at liste sig
ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tsne slog ham
forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for flj
Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at
han havde frelst sig ud af et Galehus. Han gldede sig over, n Gang
dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig
havde overvldet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle
Dage paa Valgmderne tirrede Bnderne. Hvor de vare blevne
forbavsede, Theologerne! ... Og idet han sa op paa Vinduerne med
Rkken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han
maatte gribe fat i Lygteplen for ikke at glide paa de snesjappede
Fliser.

-- Han har da faaet nok, han dr, hrte han en Mand sige til en anden
paa Fortovet lige over for.

-- Ja, -- jeg har faaet nok! --




XXX.


-- Ja, jeg mrker nok, at du er bleven en hel Del mere radikal end
jeg, sagde Jessen betnksomt efter at have faaet Ild i sin Pibe, der
var gaaet ud under Disputen med Hjorth ... Naa, nu er du jo ogsaa
bleven en lrd Theolog, jeg er kun Dilettant ... Ja, jeg mente jo nok
altid, at du, -- sknt saa vidt havde jeg rigtignok ikke tnkt mig
... Og jeg kan heller ikke selv, -- nej en personlig Gud og
Uddelighed, det kan jeg nu ikke tnke mig andet, og jeg vil dog
ogsaa nok kalde mig Kristen, fordi jeg ikke tror paa alle de
Dumheder, som de har gaaet og lavet sammen ... Naa, men for Resten
bliver Forskellen vel ikke saa stor, og i alt Fald er vi begge komne
paa den forkerte Side af Stregen ... De brndte sgu os begge to, hvis
de bare kunde komme afsted med det, de Prster.

Hjorth fandt sig ikke foranlediget til at sige ham imod, idet han
tnkte paa sin gamle Ven, Provst Lindekr, og hans Prdiken om at de
var vrre end Mordere og Kltringer.

-- Naa, Fader, det maa du da ikke sige, indvendte hans Datter Nelly.

-- Jo, gu min Sl brndte de os -- alle tre, for du maa da ikke tro,
at du slap, sknt du er meget sd saadan at se paa ... De brndte Bob
med, af Frygt for at vi skulde have lrt ham at gaa og knurre ad
Treenigheden, saa han kunde smitte de andre Hunde.

Terrierbastarden Bob med Oberst-Ansigtet var ikke bleven synderlig
forandret af Aarene; dens Knebelsbart var maaske lidt hvidligere, og
den var mindre villig til at gaa paa Bagbenene. Men dens Herskerinde,
som den gik og smeg sig op ad og sa op til med sit skve Tandsmil
uden at ane den Fare, som truede dem begge fra Prsternes Side, --
Frken Nelly var ogsaa nu mere sat og mindre tyrannisk i sin mhed.
Hun var bleven en ganske kn Pige, lidt for lav maaske og med en
Smule bevidst Rankhed. Hendes korte Ansigt med de strke Kindben og
Stumpnsen havde noget af Kattekraniets Form; det beherskedes af et
Par store mrke jne, som hun kunde bruge saa venlig og skelmsk, at
Karlene paa Skovvang kaldte hende snomild.

De gik alle fire hen ad en af de smalle Gange i Haven til
Fuldmgtigboligen, en lille blomsterfattig Have, tt af Buske og
gamle Frugttrer, hvis krogede Grene flettede et tyndt uregelmssigt
Lvvrk, hvori den ansatte Frugt begyndte at gulnes og straalede i
Midsommersolens Lys.

-- Du er da vel ikke ogsaa bleven venstre, for det synes jeg nu der
er saa mange Fritnkere, der begynder at vre?

-- Ja, jeg er skam ikke rigtig sikker lnger, du ... Jeg synes dog
nok --

-- Ja, der har vi det ... Naa det er ikke for det, hun dr er sgu
ogsaa venstre.

-- Saa, giver De Dem ogsaa af med Politik?

Nelly blev ganske rd i Hovedet.

-- Nej, det gr jeg naturligvis ikke --

-- Aa, hun er rent bansat ... Jeg maa saamn laane Morgenbladet til
hende hos Bnderne ... Naa, de skriver for Resten ikke saa daarligt
for sig ... Men noget Fedteri er det nu alligevel.

-- Jeg synes virkelig ikke, udbrd Nelly, at der er nogen Grund til,
at vi skal sidde i vore smaa fugtige Stuer og vre begejstrede for,
at Grev Tramp eller rettere Godsforvalter Ravn og Embedsmndene som
Pastor Krarup og Herredsfogden, at de skal styre hele Butikken.

-- Ja, se der ser vi, -- det er det med Fruentimmer, de gr strax
alting personligt ... Slet ingen Sans for det almene, det er altid
mig og dig og den og den --

-- Men maaske det ogsaa er det rigtige, sagde Hjorth. -- I alt Fald
er det praktisk og anskueligt.

-- Ja, naar man saadan vil tage, saa kan man jo altid ... Der er nu
I. A. Hansen ... Dr sa man da, hvad det var for noget ... Og ham
havde jeg dog nogen Godhed for, fordi det var ham, der skaffede os et
ordenligt Landsting.

-- Aa, jeg synes dog ikke det er vrdt at rose ham netop for den
Lejlighed, da han solgte sig til Godsejerne, sagde Hjorth. --

-- Men, for at tale om noget andet, De vil dog studere videre og tage
Deres Examen, Hr. Hjorth? spurgte Nelly, der ikke fandt, at denne
politiske Debat frte til noget.

-- Ja, -- det vil jeg dog nok ... Jo, jeg synes nok, jeg vil tage den
Smule Fordel af disse Aar, som jeg kan faa, og Kandidat-Titlen, den
er dog altid -- naar jeg nu f. Ex. fik Lyst til at vre Lrer ved en
lrd Skole -- og i det Hele taget --

-- Hvor lang Tid vil det nu tage dig endnu?

-- Aa, jeg kunde vistnok gaa op til Jul.

De vare komne hen til Laagen ud til Allen. Skraas for den havde de
en Gavl af Hovedbygningen, -- Godsforvalter Ravns Bulbideransigt stak
ud af det ene Vindue. Han lagde ikke Mrke til dem, men sa lige ud.

-- Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at
le.

-- Hvad er det? spurgte Hjorth.

-- Aa, det er en meget grinagtig Historie, sagde Jessen. -- Dr ude
ad ligger Fuglerede-Gaard, -- du vd, dr hvor Frken Klingenberg --

-- Ja vel.

-- Naa, -- saa for nogen Tid siden finder Ravn pludselig paa, at der
skal hugges, for at han kan faa Udsigt.

-- Ah! --

-- Og for at det kunde ske med saa megen Ostentation som muligt,
maatte Kammerraaden levere Folk til det Arbejde lige i den aller
travleste Hbjrgningstid ... Og nu -- men hvem er det, der kommer
dr nede i Allen?

-- Det er Pastor Krarup, sagde Nelly, hvis store mrke jne vare
langsynede.

Godsforvalteren vendte nu sin brstehaarede Kuglenakke imod dem. Han
sa ogsaa ned ad Allen. Pludselig forsvandt hans Hoved.

-- Han har opdaget ham, sagde Jessen. -- Nej, nu skal vi skam se
Ljer ... Lad nu bare vre at le, Nell ... Bob! vr rolig, -- Bob!
... _saa_, lg sig.

Godsforvalterens Hoved viste sig igen, denne Gang vbnet med en stor
Kikkert, som han stirrede ud igennem, medens han af og til tog den
fra jnene for at skrue paa den.

-- God Dag, Ravn! ... God Dag! raabte Prsten, da han var kommen lige
neden under ham.

-- God Dag, -- aah, er det Dem, Pastor Krarup, god Dag, svarede Ravn,
idet han fr sammen, og medens han nikkede forlegent ned vilde skjule
Kikkerten med en kejtet Bevgelse.

-- Kigger De Stjrner om Dagen, eller hvad er det, De ser?

-- Aa, det -- det er saamn ingen Ting -- det -- jeg sa blot ud paa
Marken, -- de arbejder derude.

-- Ah, men det er jo noget nyt, dette Kig, -- hvad? -- Det har jeg
ikke set fr ... Hvad er det for en Gaard, dr ude, -- er det, -- det
maa da vre Fugleredegaard, -- ja vist saa, nu ser jeg jo de to
Popler ... Hm ... Apropos, skal De til Middag dr imorgen?

-- Nej, svarede Ravn slukret ... Naa, der skal vre Middag dr?

-- Ja vd De ikke det? ... Det er for Professoren.

-- Professoren?

-- Ja Professor Petersen, naturligvis ... Hun traf ham jo ifjor hos
mig, og blev saa indtaget i ham ... Nu er han der i Besg ... Det vil
sige, han br jo nede paa Kroen i Frederiksminde for at bruge Sbade.

-- Naa, gr han det? sagde Ravn gnaven. -- Ja, han kan nok ogsaa
trnge til at blive noget mindre fersk ... Men det hjlper sgu ikke
noget, det her; -- he! -- han skulde da over til Vesterhavet for at
ligge i Saltlage ... Vil De ellers ikke komme op? ... Det bliver dog
lidt genert for Dem saadan i Lngden at staa og passiare med Nakken
paa Ryggen.

-- Jo Tak! nu kommer jeg. -- --

-- Ha, ha! det var nok en Streg i Regningen, udbrd Jessen.

-- Naa saa Professor Petersen er i Besg dr ... Gud vd om virkelig
--

-- Ja, hvorfor skulde han ikke tage hende? Professorgagen er dog
ikke strre end at en Gaard i Ryggen -- --, og hun er jo virkelig
heller ikke saa afskrkkende -- i Betragtning af, at han er Theolog.

-- Naa Farvel! -- nu maa jeg nok se at komme hjem.

-- Har De talt med Kristine og Per Andersen om det, at De ikke vil
vre Prst? spurgte Nelly.

-- Nej, -- ikke endnu ... rlig talt, har jeg ikke rigtig haft Lyst
... Jeg vilde ogsaa nok frst tale med Venner og Meningsfller -- i
det Punkt ... Men nu kommer jeg jo til at sige dem det.

-- Gud vd, hvorledes de vil tage det.

-- Ja, det bliver vel ikke saa let for dem at forstaa ... Men der er
jo ikke noget ved at gre.

Han trykkede dem i Haanden og gik ned gennem Allen.

-- Ja, der er dog det ved at gre, at hun kunde give ham Rejsepas, og
det er jeg nr ved at nske, at hun gjorde, for jeg tror ikke paa det
med Kristine.

-- Nej, jeg tror ikke Kristine selv synderlig godt heller, og det er
der nok ikke mange, der gr, sagde Nelly.




XXXI.


-- Men det er da ikke dit Alvor, Niels?

-- Jo, vist er det Alvor, kre Kristine ... Tror du, jeg har Lyst til
at spge med det ... Jeg kan og vil ikke ... Du spurgte mig ifjor,
om jeg ikke skulde tro paa Engle, -- ja hvis der ikke var andet
ivejen.

-- Aa, hvad tror de andre paa?

-- Paa en hel Del i alt Fald, -- for Resten kommer det ikke mig ved.

-- Kommer det heller ikke mig ved? ... Hvad? ... Tror du ka'ske jeg
har Lyst til at blive Skolelrermadam nu?

-- Nej det lader ikke til det ... For Resten er du heller ikke udsat
derfor ... Jeg kan da ikke godt vre Lrer, naar jeg ikke tror paa
noget af det, jeg skal lre Brnene.

-- Men hvad Fanden vil du da?

-- Ja, det vd jeg virkelig ikke nu ... Jeg er kastet ud af min
Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat --

-- Aa, du kan gaa ad Helvede til.

-- Kristine!

-- Ja, det sagde jeg, ja vel, -- og jeg spger sgu heller ikke ...
Tror du ka'ske jeg er fdt igaar, og ikke kan begribe, at dette her
ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller
anden Dame inde i Kbenhavn.

-- Det har jeg ikke fortjent at hre af dig, og -- det -- det vd du
ogsaa selv bedre.

-- Aa, det skal du saamn ikke tage dig saa nr ... Jeg tror saagu,
du er paa Nippet til at flbe ... Nej, gener dig bare ikke for min
Skyld, jeg er saamn lige glad ... Det er bare det, der rgrer mig,
at jeg har ladet mig holde for Nar saa lnge ... Hvis jeg ikke havde
vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu ... Ja, glo du
bare, det kunde jeg ... Men det har man for, at man gaar og venter
paa saadan en Smule Lrer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det
ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tr vre
sin Krestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.

Hjorth rejste sig og gik hen imod Dren. -- Denne tavse Ro irriterede
mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste
Grad af Kynisme.

-- Ja, gaa du bare, -- naar du ikke bringer en Prstegaard med, er
der saamn ingen, der bryder sig om dig ... Tro dog bare heller ikke,
at jeg har gaaet trmundet her og ventet paa dig, som om du var den
eneste ... Naar ens Kreste ikke vil, saa er der andre, der vil ...
Naar man ikke er grimmere end jeg er, behver man ikke at gaa i Seng
alene og tude sig i Svn.

Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den
ene Tanke at komme bort, forfrdet, opfyldt af Lede ved sig selv,
fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Vsen. -- I det samme
drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Dren gik op, traadte Per
Andersen og hans Kone ind.

-- Hvad er der dog paafrde her inde, Brn? -- Man kan jo itt' faa
sin Bnkesvn.

Men Kristines Kraft, der havde vret spndt til det yderste, var
pludselig brudt ved Synet af Forldrene. Hun kastede sig om Halsen
paa Moderen og hulkede:

-- Han vil itt', -- han vil itt' --

-- Naa, naa, Ki'sten, -- hvad er det da?

-- Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? --

-- Han vil itt' ha'e mig, -- han vil itt' vre Prst.

-- Saa--aa, hvad er det, hun siger, Niels?

-- Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke vre Prst, jeg har
opgivet det, hvorfor kan nu vre det samme, og saa skldte hun mig ud
og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt
sig om mig, -- og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi
skilles hurtigst muligt.

-- Aa, hvad er det for Snak, -- hvad vil du bryde dig om det
Krestekvl og Tsevrvl! ... Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om
Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den ... Selv om du itt' vil
vre Prst, som du siger, behver I da'tte derfor at rende fra
hinanden ... Men hvorfor vil du itt' vre det? ... Den Stilling er jo
da god nok.

-- Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, -- for selv om du fik
hende god igjen, saa vil _jeg_ nu ikke have _hende_, -- heller vilde
jeg lade mig gre til Prst. -- Farvel.

-- Saa--, naa, du maa saamn ha'e stdt ham godt for Hovedet, min
Pige ... Det var da ogsaa Satan til Historie.

-- Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller
Fanden, -- saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i
Armene paa, -- dt skulde jeg da stritte imod med Hnder og Ben ...
Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg
skulde have en Prst til Svigersn.

-- Saa--aa, ja det -- hvad han tror eller itt' tror, det bliver
jo hans Sag, det -- der er jo itt' noget aa sige paa ... Men du
skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham
Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand,
der dur noget, min Ts; -- og Niels han var da li'egodt -- ja, det
kan itt' nytte noget, du vrisser -- han har nu ogsaa holdt af dig ...
Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, -- han var jo ligesom
han var stukken af en Brms --

Per Andersen satte sig ned paa Bnken, tog sig en Slurk l af
Trkanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede
misfornjet paa Hovedet.

-- Jo, han houed mig godt, gjorde Niels ... Nu var han heller itt'
lnger saadan en hidsig Hjremand, vi kom rigtig godt ud af det
sammen ... Han var ikke bleven en af de Prster, der gaar og ser ned
paa Bonden, som vi har saa mange af.

-- Ja men, han vilde jo ikke vre Prst. --

-- Aa, ja, -- hvad? ... Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres
Anfgtelser, og derfor kunde det saamn godt --. Og selv om det nu
itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og
Examen og de Dele, -- det er itt' aa kaste Vrag paa ... Det bli'er
ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har n
Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en ... Og naar en
har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem,
-- det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hgte.

-- Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem,
saa --

-- Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa grne have sin Datter godt
gift -- og -- det er jo da -- nst etter Gaardens Bedrift og saadan
-- saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjrte ... Og
det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke stte din Lid til
det Jav med Godsforvalteren. -- Ja gr du bare store jne, -- jeg vd
noget om det ogsaa, -- og det kan hndes, der er flere, som vd det,
og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e
dig, og det vil itt' gre dig mer kbmandsgv, min Pige. -- --

Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet
sin Misfornjelse Luft, medens han snart sad paa Bnken og trommede
med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de
tvrstribede Uldtrjermer stukne dybt ned under Glpen.

-- Hvad er nu det? udbrd han pludselig, idet han bjede sig frem og
sa ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. -- Det er jo et Par af
Kammerraadens Heste. --

-- Der er Bud fra Fuldmgtig Jessen, om Kusken maatte faa Student
Hjorths Tj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad
Dren.

-- Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind
etter ... Ja, srg I nu for Tjet, og saa kan I jo stte jer til at
flbe igen. -- For jeg gaar sgu i Marken.




XXXII.


Hjorths frste Flelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham
var en dump Nedslagenhed, -- Krnkelsen over at fle sig kastet
haanlig bort, som en dum Pige slnger et Smykke bort, fordi
hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det
kunstneriske Arbejde gr det hundred Gange vrdifuldere, --
Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig
under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilslet Trsko, --
Skam og Anger over at have spildt sin Krligheds frste sprudlende
Skum i et smudsigt Glas.

Men i Lbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille,
tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Flelsen
af Befrielse ved at vre kommen ud af et Forhold, som han havde
indset var skvt, men som hans Anskuelser forbd ham at bryde. Det
var som om nu det sidste snrende Baand fra hans gamle Liv var
sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. --

En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til Kbenhavn og optog sine
Studier for Alvor. Da han ikke lnger var forlovet, forekom det ham
mindre magtpaaliggende at blive tidlig frdig. Han opgav den
overanstrngte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret
for at kunne mde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.

Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun
adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev
ham en Lidenskab blot det at lgge saa og saa meget bag sig, at fle,
hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi
uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmngde. En af
hans strste Glder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag
har jeg lst tretten Timer.

Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glde af at
nrme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende
Flelse af, hvorledes de spredte Kundskaber fjede sig sammen,
belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede
sig til et sammenhngende Lrdomshele.

Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den
endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, -- det var endnu
ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der
kom til. For midt under Repetitionen, overlsset af det skolemssige
Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved
selvstndige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad
efterrettelig, ikke at njes med det aller ndtrftigste, men tage
det lidt udfrlig, -- saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok
vilde have rystet med sit betnkeligste Udtryk, dersom det havde
vret Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle
brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende
Modskrifter, -- til Theologiens Titaner.

Det var med en vis Hjrtebanken, som om Udlaaneren kunde lse hans
betnkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag
sagde Strauss -- den kristelige Troslre i dens historiske Udvikling
og dens Kamp med den moderne Videnskab.

Dette klassiske Vrk er, som det kundgr i Titlen, en Bog om Kamp.
Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med
en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena
trde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab
lyde: Legen om Skabelsen! ... Legen om Forsynet! ... Legen om de to
Naturer i Kristus! ... Legen om den hellige Aand! ... Daabslegen! ...
Nadverlegen! ... Legen om Uddeligheden! De mylre ud fra Fortidens
mrke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister
og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefdre og Skolastikere i
Pergamentspandsere og Dogmatikere i Lderkllerter, Rettroende og
Kttere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder,
rasende, uden Naade, -- til Helvede med den, der staar imod! Herrens
Svrd og Gideons! -- den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande
sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rkkerne udtyndes,
-- indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kmper trder ud
paa Arenaen af Nutidens Port, den ngne usaarlige Videnskab med
Tnkningens og Erfaringens tveggede Svrd, der gr en Ende paa Legen
ved at flde de tiloversblevne, saarede Fgtere ... Det var dette
Skuespil, der opfrtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet ld, maatte
alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle
kirkelige Anskuelser -- alle disse Nlere maatte ned paa Arenen for
at blande sig i den skbnesvangre Kamp, og de gik i Dden berusede af
den vilde Festlighed med den gte Gladiator-Begejstring, der raabte
med Vaabenklang op til Podiet: Hil dig, Strauss! vi, som skal d,
hilse dig! --

Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfstningen: den
hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste
Tilflugtssted. Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,
-- i disse djrve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde
gre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske
Prdiken sang: Ak Gud fra Himlen se herned! ... dit Ord man ej vil
lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden --
det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tnkt
paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have aflst hinanden
siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det nste,
og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det flgende. Alt
eftersom Slgten fornyes, og ldes under sin Fornyelse, spirer der
nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel
Sprgsmaal; -- men hvad det ene Aarhundrede sprger om, det besvarer
det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger,
hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der
blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde
Luther Ret, -- men Ordet lod de ikke staa.

Men hos Hjorth stod det endnu, og saa lnge denne Fstning ikke er
faldet, er det ubefstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end
Tankernes Friskarer have oversvmmet det nok saa tt. Fstningen stod
der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en
Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter
Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner,
og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjlp
af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned
eller brudt en Bresche, -- dog, det havde ingen Art. -- Men
nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik krte frem med
Tbinger-Detachementets svre Skyts, og Batteriet Baur plantede sine
Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten,
som hviler over den hellige Fstning, skjulende dens Rifter og
Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede,
frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske
Undergrund og sprnge i Luften, hvad der er opfrt derpaa ... Da
dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den
sammenskudte Fstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St.
Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathus-Kassematter havde holdt
sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, -- og de
befriede Fangen, som jublede dem imde, og Krigen var endt for
stedse. --

Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studerevrelse,
Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition,
vexlede Dagene udenfor: -- Dage med lyseblaa straalende Hsthimmel;
-- Dage med Efteraarsjvndgnenes skysvbte Storme, buldrende
mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med
Vinduesstnger og raslende med Tagsten; -- Dage med tt Frosttaage og
Rim ned over de rde Tegltage; -- dmpede hvide Vinterdage med tt
bldt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre
hvidgraa Fugl, der fldte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over
Jorden; -- skingrende og bidende Frostdage med Espalier af
Krystalblomster paa Ruderne og blndende Solskin over Tagenes store
Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine lsnede sig og plumpede fra
Tagskgget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; -- lunefulde Aprildage
med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa
hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil
i et skyglippende mrkeblaat je, med et hvast Bygeblik; -- milde
Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grdetung Varme ind
igennem de aabne Vinduer.

Den lange Gaard lokkede Gadeslgerne ind, som om den var en virkelig
blind Gade. Deres Raab trngte af og til op til ham under Lsningen,
monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den frste
Frosttaages melankolske Muslinger til Rdsptter og Appelsiner, til
Rejerne og de grnne Kranse.

Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra
Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i
Vrelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en
dende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid
Duesvrm, der flj ud af et Tagvindue og kredsede hen over
Mnningerne op imod en blaa Himmel -- en Lyd som af noget jublende,
der flj befriet bort.




XXXIII.


Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besgte endnu
temmelig hyppig Lindekrs; -- han kunde ikke undvre at komme dr. Og
dog var det ikke som fr. De modtog ham med den samme Venlighed, men
han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke
lnger havde Ret til at komme dr, havde en Flelse af, at han nu
befandt sig i deres Hus under en falsk Forudstning. Det pinte ham,
at han var fjrnet fra dem og halvvejs frte dem bag Lyset ved sin
Tavshed.

En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til
re for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen
bleven forlovet og strax efter gift med Frken Klingenberg. De havde
tilbragt Hvedebrdsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til
Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille
udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rdsprngte Ansigt ret kunde
straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig.
Han sgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der
trods sit kirkelige Sindelag heller ikke sa ud til at more sig. Hun
fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lrer, de havde faaet, og
om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.

Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil,
satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns
Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af
Samtalen. --

Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre
vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt
det bestaaende til Livs; -- det havde jo agiteret for Dr. Georg
Brandes' Ansttelse.

-- Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren
med en betnkelig Hovedrysten. -- Kultusministeren var nok i Grunden
meget tilbjelig --

-- Ja, han! -- ja --

-- Og hvis han bliver ved at vre det lnge, saa --

-- Naa, det er der nppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekr. --
Jeg talte igaar med en Departementschef, og -- imellem os sagt, --
det er kun et Tidssprgsmaal --

-- Nej virkelig! ... Det vilde vre overordenlig gldeligt ... Han er
jo ligefrem en Plet i Ministeriet.

-- Ja, han er jo ... hm! ... Det kan jo ikke ngtes --

Hjorth kunde ikke undgaa at hre, hvad der blev sagt. Det irriterede
ham. Han gik hen til det fjrneste Vindue.

Ligefor paa den anden Side af Gaden sa man i Lygtelyset den
firkantede rde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten,
medens Tag og Taarn forsvandt i den mrke Himmel, som kun op imod
Zenit havde nogle blinkende Stjrner. Lidt tilhjre, bag Jagternes
sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rkken af Brsens spidse
Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmssige Lysbuketter,
bagved dem var der en uordenlig Spredning af rde Gasblus foran et
tykt Mrke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens
hvidrammede Ruder.

Medens han lyttende stirrede ud, rrte en Haand ganske let ved hans
Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekr.

-- Men Kre dog, -- De staar saa alene og har nsten ikke lukket
Deres Mund op ... Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den
senere Tid? ... Hvis De har noget paa Hjrte, hvis der er noget, som
tynger Dem, kunde De dog grne betro Dem til en gammel Veninde som
mig.

-- Ja men, kre Frue, der er virkelig intet, som trykker mig ...
Maaske er jeg en Smule overanstrngt af Examenslsning ... Det er det
Hele.

-- Nu er De ikke rlig, Hjorth ... De har slet ikke fortalt mig, at
det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.

-- Nej, -- det har jeg ikke, -- men det --

-- Det har virkelig gjort mig m' ondt at hre.

-- Det skal det saamn ikke ... Det er sikkert bedst for os begge
saaledes.

-- Og Grunden --

-- Har De ogsaa hrt den? ... Men hvordan --

-- De glemmer, at Fru Petersen er dr fra Egnen ... Aa, jeg kan saa
godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem m' Kamp, og at De har
vret i saadan indre Gring, at det har lukket Dem noget til ... Men
alligevel, -- De kunde saa trygt have talt med mig derom, De vd, jeg
er ingen Fanatiker, -- og det gr dog godt ikke at vre ganske ene
med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre ... Jeg finder det nu
saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den
Udvikling, -- isr i vore Tider, hvor der er saa m' som, -- af andre
Retninger -- og jeg holder kun mere af Dem derfor ... Men nu skal De
heller ikke strax, fordi De for jeblikket ikke synes, at De -- og
selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som -- som Kirken nu
forlanger det, -- saa kan det jo godt vre, at De alligevel ... Ja,
det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Prster, som
ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for
andre Strmninger i Tiden, for de Strmninger kommer dog ogsaa til
deres Menighed, og der er saa mange Prster nu, der slet ikke
forstaar det, -- de aller fleste vist ... Det har jeg nu tnkt saa
m' over.

-- Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri ... Men jeg kan alligevel
aldrig ... Jeg er bange for, Fru Lindekr, at nu, da De er saa venlig
imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjrnt mit Standpunkt er fra
det, -- ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.

-- Og tror De da, jeg vilde vre mindre venlig mod Dem, dersom jeg
vidste det, -- og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritnker?

-- Jeg vd ikke rigtig, om De saa kunde --

-- Tro det ikke, Kre! --

Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet
paa hendes Haandled sa den lille Guldslange op paa ham med sine smaa
Rubinjne. -- Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den
bugtede sig om Armen, som opad skulapstaven den hellige hedenske
Slange, der finder lgende Urter med sit kloge Blik.




XXXIV.


I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer
med deres Mapper og Bger under Armen, trippende af ngstelig
Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages
Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes
Staaltraadsfletning, for at faa de spndende Minuter til at gaa.

-- Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin
bermte theologiske The ld dette Navn, -- naa, triste Endeligt, hvad
vil De helst have idag?

-- Aa jeg vd saamn ikke rigtig.

-- Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem ... Men jeg vd det sgu, for
faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har
jeg aldrig set for mine jne fr imorges. Men faar vi Indledning, saa
skal jeg nok klare mig, -- i alt Fald til Sekunden.

Men dette sagde han svigefuld, flende et beroligende Tryk af det
danske nye Testamente i Stvleskaftet.

I det samme gik Dren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte
sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en
sagte Hvisken og Papirsraslen og Stvleknirken fra den vagthavende
Herre. Han standsede, sa paa sit Uhr, lste Kden af og lagde det
foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rmmede sig og
lste: --

Der nskes en Redegrelse for de Hovedargumenter, som i dette
Aarhundrede ere gjort gldende mod Johannes-Evangeliets gthed og
historiske Vrd, samt en Kritik af disse.

Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen
cirkulerede. Hjorths je faldt paa Kleistrup, der satte en komisk
fortvivlet Mine op og gjorde Gebrder over til ham ved at slaa Knoene
sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon
skulde sige: Det var en kold n. Hvad hjalp ham nu Testamentet i
Stvleskaftet!

Men Hjorth lagde nppe Mrke til ham. Ordene ld for hans re som et
Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et kritisk jeblik. Intet
Sprgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere
inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt
Sprgsmaal. Naturligvis -- man kunde stille Ordene en Smule paa
Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! -- skulde det
triste Endeligt krybe i Skjul? ... blse med den Examen!

Hans velordnede, rede Kundskaber fjede sig hurtig til Planens Ramme
og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned,
at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til
Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved
Tanken om at gre noget uhrt.

Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og
nskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede
afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over
Papiret.

-- Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre,
-- da han tilfreds gennemlste det sidste Punktum:

Resultatet af disse Undersgelser bliver altsaa, at det saakaldte
Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk
Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skrende
Modstning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk
Jdekristendom oplse sig i den hjere Enhed af en aandeligere og
dybere metafysisk Kristendom; det maa vre affattet sent i det andet
Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhre den
alexandrisk-gnostiske Retning.

-- ~Consummatum est~, sagde han ironisk, da han lukkede
Auditoriedren efter sig.




XXXV.


-- Det er ganske vist i Almindelighed ikke noget synderlig
interessant Arbejde, at lse disse Opgaver igennem, sagde Provst
Lindekr.

-- Nej, det er saamn vist nok, lo Professor Petersen ... Det skal
man ikke kunne paastaa med god Samvittighed.

-- Men iaften har jeg virkelig haft en fornjelig Tid med Lsningen
af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet ... Naa, strngt
taget maa man jo ikke vide det -- men, jeg kender naturligvis
Haandskriften, -- he, jeg har jo lst saa mange Skoleindberetninger
af ham i sin Tid ... Jeg sad saamn netop og lste den, da De kom.

-- Saa ... Virkelig! ... Hm.

-- En Kop The til, Hr. Professor?

-- Mange Tak, Frken ... Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.

-- En saadan Kundskabsfylde, som han dr udvikler, det er jo virkelig
noget overordenligt ... Og saa behersket, saa --

-- Hm ... Har De lst den ud? --

-- Nej, -- jeg mangler vel en Tredjedel eller saa --

-- Naa ja, saa kan jeg forstaa ... Det er jo en anden Sag.

-- Saa, falder den af mod Slutningen? -- det var jo Skade. Naa, men i
alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. --

-- Ja, falder af? -- ja--a, -- det vd jeg ikke, -- den forkaster
Evangeliet.

-- Hvad be--, -- den forkaster? ... Men det er da ikke muligt.

-- Ja, som et ugte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optrder som en
fuldblods Tbinger.

-- Ih! -- men det var da aldrig faldet mig ind ... Jeg trde kun, han
fremsatte det saa grundigt, for siden -- for siden at lade gtheden
trde desto mere glimrende frem ... Forkaste Johannes-Evangeliet! men
dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lre! Og naar han
forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften ... Men
det er jo noget aldeles uhrt!

-- Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen fr,
siden den bekendte Historie med Brchner.

-- Ja, det er jo noget ganske lignende ... Men hvad skal man gre ...
En saadan Afhandling kan jo nsten ikke modtages.

-- Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan
tillade ham at tage Examen.

-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.

-- Ja--a ... Hm! ... Det er jo dog -- hm ...

-- Jeg synes dog, sagde Fru Lindekr, som synlig interesseret havde
hrt paa denne Samtale, -- jeg synes dog rigtignok, at naar han viser
saa udmrkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse
paa Bedmmelsen ... Det vilde da vre m' uretfrdigt.

-- Nej, hvor kan du sige det? udbrd Ellinor bagved den store
Selvkoger, -- det er dog Troen, som --

-- Ja, Gud bevares! ... Man kan da ikke slaa den theologiske Examen
saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.

-- Nej, den giver jo Adgang til Prstekald.

-- Ja netop, det viser jo ogsaa -- Nu, og selve den theologiske
Examen, dr maa jo dog et kristeligt Sindelag, -- ikke sandt, vre
~conditio sine qva non~ ... Det har jo desuden Universitetet udtalt
som sin Mening, da det ngtede at stede Brchner til Examen.

-- Ja men, kre Theodor! saa lnge den Examen tages ved Universitetet
og Professorerne er Universitetslrere, saa maa der dog ogsaa bevares
et vist -- ja en vis videnskabelig Anstand ... Det var dog en
ligefrem latterlig Tanke, at saa lrde Theologer som for Exempel
Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved
Kbenhavns Universitet ... Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De
maa dog som Universitetslrer give mig Ret.

-- Ja, det kan jo ikke ngtes, -- den dobbelte Stilling -- der er
virkelig en betydelig Vanskelighed.

-- Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten rgerlig. --
Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke ... Tvertimod
er det overordentlig gldeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids
forkastelige Indifferentisme, -- og her er der en Lejlighed til at
vise det for vort Vedkommende.

-- Ja--a, -- hm ... Jeg har tnkt mig at gre en Foresprgsel til
Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.

-- Aa, -- Ministeren br ikke vre vort ~forum~.

-- Nej, ganske vist, paa en Maade ... Men, som sagt, paa Grund af den
dobbelte Stilling, -- det vil dog vist blive det korrekteste.




XXXVI.


Da Hjorth famlede paa Bordet efter Tndstikker, fik han fat i et
stort Brev. Han bandede lidt, inden han fandt Tndstikkesken, tndte
Lampen i en Fart uden at stte Kuplen paa, rev Konvoluten op og
foldede Skrivelsens Folioark ud: --

                                               ~Den 8de Juni 1880.~

 ~Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvsenet har under Dags Dato
 tilskrevet det theologiske Fakultet flgende:~

 ~I behagelig Skrivelse af 2den ds. har det hjrvrdige theologiske
 Fakultet forespurgt, hvorvidt Hr. studiosus theologi Niels
 Christian Hjorth, efter at han i en skriftlig Opgave af 26de Maj
 har besvaret Fakultetets Examenssprgsmaal paa en Maade, der
 formenes ikke blot at staa i Strid med det protestantiske
 Skriftprincip, men at vidne om en Anskuelse, som er uforenelig med
 den kristelige Betragtning af Historien og af Guds Aabenbaring i
 samme, vil vre at stede til den mundtlige theologiske Examen.~

 ~Foranlediget heraf skal man til behagelig Efterretning melde, at
 det fremsatte Sprgsmaal maa besvares bengtende.~

 ~Hvilket herved meddeles Dem til fornden Efterretning.~

                                     ~Det theologiske Fakultet.~
                                             ~P. F. V.~
                                           ~H. Petersen~,
                                             ~Dekanus.~




XXXVII.


-- Kolding, fem Minuters Ophold.

-- Farvel, farvel, -- Tak for behageligt Rejseselskab.

-- Selv Tak! Farvel, lykkelig Rejse.

Hjorth strakte sig, glad ved at vre ene i Kupen, med en Flelse af
at nrme sig Maalet, af at indaande Grnselandets Luft, svagt krydret
af Hjemmets, i det friske Trkpust, der strg ind gennem det aabne
Vindue med en velgrende Klighed, medens Toget brusede sydpaa i den
varme Midsommerdag.

Han gik frem og tilbage i Kupen, og kunde ikke blive trt af at se
ud over Landskabet, der bestandig vexlede indenfor sin Ensartetheds
vide Kreds, og som for hans jne skrev hjemad med sine store
Linjer, der havde Halvens brede Natur; -- saaledes rejse sig ingen
sjllandske Hje, saaledes stige ikke de fynske Alper, som disse
sydjydske Bakker, gennem hvis Blgedrag der gaar noget af den
langlige Flugt, som gr et stort Havs rolige Dnninger mgtigere end
de krappeste Blger, der fdes i Sunde og Blter. Frem mellem disse
Jordblger, der rundede sig efter hinanden, bagved hinanden, over
hinanden, hegnmnstrede og korndkkede, med en bleggul Rand mod en
hj, dyb blaa Himmel, fuld af Hvirvelskyers hvide Solglans; -- bort
tversover deres bugtede Dale, hvor Enggrsset, spttet af brogede
Ker, skar Kornet af ved Bakkefdderne i en skarp Buelinje som ggen
af en Le, og i hvis Midte en lille Aa blinkede bort mellem Piletrer
og Ellekrat, overbygget af en forfalden Spange og hist og her brudt
af underlige smaa Mllehjul, hvoraf nogle stod stille ligesom
forglemte og glemmende sig selv, medens andre drejede sig langsomt
tabende de blanke Vandflader fra deres sorte Aller; -- frem forbi
deres jvnt skraanende Lider, hvor pludselig Egelunde og Strimler af
Bge-Hjskov kastede aftenlig lange Slagskygger ned over Vippernes
Straalebundter, spredte i Klfter og Siger og paa bratte Skrnter med
en lunefuld dselhed, som er ukendt paa erne, hvor det sejrrige
Plovjrn nidkrt har lagt hver Stump Jord under Kornets Guldscepter,
og kun tilladt de store, forstrette Skove med deres lovmssige
Grnser.

-- Vamdrup.

1ste og 2den Klasse, , Restauration med rde Bogstaver paa hvid
Grund; -- dansk Literatur i Opslag paa Muren, Billedvrker fra
Philipsen og Klassikere fra Reitzel; -- Dannebrogsvimpler vajende
over begge Gavle; -- Dannebrogs-Rkvrk, dannebrogsstribede
Semaforer, dannebrogsstribede Signalstnger, dannebrogsstribet Bind
om Lokomotivernes sorte Skorstenshals, hjrde Jrnstnger paa
Profilmaalets kridhvide Galge. Det var, som samlede de danske Farver
sig her i Grnsestationens Standkvarter til deres sidste Modstand,
klyngende sig fast overalt, klatrende op paa Tagene og paa Toppen af
de hjeste Stnger for at stirre ud, hvor langt de kunde se deres
yderste spredte Forposter.

-- Frdig.

Skingrende Fljtetrille, Hvsen af Damppiben, Knagen, Stden, Rullen,
-- ud til disse Forposter.

Bakkeblgerne ljede af, Skovene frredes og trak sig langt bort til
begge Sider, medens Landet mer og mer fladnede sig til den de
slesvigske Slette. Men Hjorth stirrede ud til den ene og til den
anden Side, urolig, med den feberagtige Spnding, der griber en
Dansk, og isr en Nordslesviger, ved den nye Grnse og lader En
frygte i hvert kommende Sekund at se den zigzag-stribede Zebra-Pl
med den flakte kejserlige rn.

... Hvidt Led med skarlagenrdt Jrnbeslag til venstre ...
Dannebrogsfarvet Bom til hjre ... Dannebrogsfarvet Led til hjre ...
Dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Snurre til
venstre ... Dannebrogsfarvet Led til hjre ... Hvordan var det? --
stod der nogen Grnsepl ved Jrnbanen? ... Endnu ikke; --
dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Led til hjre
-- nok et til venstre ... Hvidt Led til venstre; -- hvad var det? ...
Et Led nrmede sig til hjre, -- intet rdt, helt over snavset hvidt,
kun med Numret i sorte Bogstaver verst paa Stolpen, -- nok et, lige
saadan, med det nste Nummer ...

De yderste Forposter vare passerede. Der var intet mere at se efter.
Hjorth lnede sig magelig tilbage, medens Toget brusede og klaprede
ind i das grosse Vaterland, der begyndte magert nok, ligesom hans
lille Fdreland endte, med svedne Grsflader, -- med modne Rugmarker,
hvor man kunde gaa mellem Straaene og plukke Axene uden at lfte
Haanden, -- med Agre af Boghvede, som her i det begyndende Tyskland
svarede godt til sit tyske Navn Hedekorn, -- Boghvede, der var saa
fuld af Agerkaal, at det sa ud som Rapsmarker med hvidt Ukrudt i; og
over denne triste Begyndelse af Schleswig slog den tykke Rg ned og
hvirvlede bort, slbende over Grsaks og Vipper sin flossede og
frynsede Sm som af en laset Florskjole, medens der dannedes et stort
Viftemnster af trstesls lange Grfter og Agerrender, der
regelmssig svingede forbi med en Bevgelse som Mllevingers ...

-- Woyens. -- Alle aussteigen. -- Zollrevision. -- Handgepck mit.

Sidebanen holdt rede og dampede strax efter stpaa. Skovene rykkede
nrmere, det begyndte at bakkes. I en Hulning mellem Mark og Skov
blinkede noget blaat, der videde sig ud til en S. Bagved byggede et
Mylr af rde Tage sig op mod en mrk firkantet Bygning, paa hvis hje
Tag et lille Spir skinnede hvidt i Sollyset. Toget peb, brmsede,
holdt.

-- Hadersleben. -- --

Solen stod allerede lavt paa en diset Himmel, da Hjorth i Aastrup
vred om tilhjre fra Chaussen og nrmede sig til Nygaard. Dobbelt
rustrde bugtede sig den gamle Fyrrerkkes Grene under det blaagrnne
Naalelv, og de vestlige Have-Trers Slag-Skygger strakte sig, saa de
snart kunde naa at lgge deres Hoveder til Hvile paa de stlige
Trers mossede Rdder, medens bagved Haven den store Klft med sit
fodhje Lag af vissent Bgelv, fyldt af en Lysmasse, der skd sig
igennem paa langs, gldede og straalede som det indre af et uhyre
vltet Kobbertag. -- Han steg op gennem Hulvejen; Skoven lysnede;
blankt og svagt blaanende skinnede Fjorden frem mellem de graa
Stammer. Han kom til Udkanten; over den krumme gyldne Flade af en
Strimmel Hvedemark, der kilede sig ind imellem Skovene, ud bag de
yderste Trer strakte en hj, jvntskraanende Skovpynt sig frem i det
stille Vand, hvor den smeltede sammen med sit Spejlbillede til en
grn Kile, der med sin Spids berrte Skoven paa den anden Bred og
aflukkede Fjorden til en langstrakt S.

Han standsede. Det var Vonsbk Prsteskov, han sa.

Ved Begyndelsen af Skoven, hvor nogle vandfyldte Hjulspor skar ud
gennem Mudder og forsvandt i Vandet, hilste han paa en Bondekone, der
trak Skjorten over Hovedet paa en lille tykmavet Dreng, og det stod
saa tydelig for ham, hvorledes han selv som Barn var bleven badet
dernede i Fjorden. Da Krattet igen aabnede sig tilhjre, sa han
hende et Stykke ude, langsomt snkende Barnet, til de krummede
Taaspidser berrte den blanke Flade, der ringlede sig under ham,
medens han udstdte et hvinende Skrig. Plasken og Hyl derude
fra vedblev at flge ham, medens han trngte gennem den tt
sammenfiltrede Underskov, hvis Grene pludselig lukkede sig helt, en
Fod over den fugtige Sti, hvor Tjrnene slog en Klo i ham, og
Brombrranken strakte sin tornede carmoisinrde Arm frem foran ham,
vinkende med de hvide Blomster mellem de matgrnne Blade og samtidig
lokkende med modne Br, hvor den pragtfulde Grdesnerle viklede sig
op og aabnede sine store lyserde Blomsterbgre med deres
vinselformede Rand og en hvid Stjrne ned mod Bunden, medens
Skovvikken, der klatrede endnu bedre, hjt oppe over hans Hoved
vimplede med Slyngtraadenes Spiraler over det fine Lv og nikkede med
de lange bjede Blomsterklaser, hvis hvide Baade havde store Sejl,
der vare mnstrede med violette Streger, saa fine, som vare de trukne
med en Sneppefjer. Det var, som om der udaandedes og udstraaledes en
Velkomsthilsen til ham fra dette frodige Planteliv med de sjldne
Blomster, som han intet andet Sted havde st, men erindrede her fra
den Tid, da hans Barnearm endnu var for kort til at naa dem. Disse
Farver vare for hans jne hvad Alpehornets Toner i Romanzen er for
Hugo's ren: han flte, at han kom hjem. Ogsaa han kom jo som en
Slagen derude fra den store Valplads, hvor han havde ladet sig hverve
fra Hr til Hr af Tidens Magter. Havde han end sejret over sig selv,
-- for andre stod han dog som en Slagen, ja som en Rmningsmand, og
hans Saar begyndte at blde paa Hjemmets Grund med en Smerte af at
alt var forbi for ham, at han ikke lnger havde nogen Plads i Livet,
med en trt Lyst til for bestandig at lgge sit Hoved til Hvile dr,
hvor hans Barnefod havde traadt, under en Sengehimmel af Luftblaat
indvirket med grnne Blade og Slyngtraade, lyserde Snerler og hvide
Vikker.

Men pludselig kom der saa igen et Haab, en ubestemt Anelse om, at der
herhjemme laa noget og ventede paa ham, en formls Tro paa, at han
vendte tilbage til det Sted, hvorfra han var draget ud paa et Togt,
der nu var byttelst endt, netop for at finde en ny Vej aaben --
udefter -- opad -- mod Lykken. Saa drev det ham aandejaget frem
gennem Krat, over Lavfald med pimplende og sivende Vand, op ad aabne,
purlekronede Bakker, hvor Tidslerne slog ham paa Knene, og hvor
Miliegrsset stod skulderhjt, let duvende Blomsteraxenes lange
hvidgule Traade og med Aftensolens Blink glidende henad de rdlige,
metalblanke Stngler.

Saaledes nade han snart til den sidste aabne Skrnt, hvor Udsigten
igen er fri, og han kastede sig trt ned i det blde Grs, med
Hovedet lnet mod en Trstub.

Himlen var blanket op i Zenit, men nede over den anden Bred stod der
endnu en landfast Dis, der foroven umrkelig smeltede over i
Himmelblaaet, og paa hvis violetgraa Grund der svmmede et Par
mindre, rde Skyer, som tvers over den blanke Fjord sendte lange
Rosastriber overskaarne af staalgraa Strmrifling. Men imellem Vandet
og Himlen strakte sig Sverdrup Skov, symetrisk med sit Spejlbillede,
overgydt af et mildt Lys, henimod en moden Rugmark tilhjre, hvis
skraanende Gulhed nsten skar i jnene, medens Ruderne i et Par Huse
luede som Guldblik. Lige i Forgrunden langs Brinken stod en Rkke
hje, fritstaaende Bge, med lidt bortbjede Stammer og Kronerne
blste ud mod Fjorden ligesom i Lngsel efter at spejle sig; og bag
ved det fjrneste Par tilvenstre kom Prsteskovens Pynt frem, kun med
en Tanke Sol henover den verste Lvrand, indtil den med sin
mrkegrnne Snude syntes at berre Sverdrup Skov, der laa som stbt i
Bronce med en let Forgyldning og grnt anlben i alle Folder og
Furer. Saaledes aflukkede Fjordlandskabet sig til en Skovss ensomme
Fred, hvorover Aftenlyset fra den tunge Himmel bredte Glansen af et
vemodigt Smil.

Der var saa stille rundt om. For ret hrtes neppe lnger
Klokkeringningen, der allerede en Stund havde fyldt Luften med sine
regelmssige Dirringer -- ligesom Slag af Solestlandskabets rolige
Puls. -- Ellers hrtes kun de urolige Smaaskrig af en Pirrfugl, der
flj hid og did over Vandet. Snart var den forsvundet langt borte bag
Skoven; strax efter strg den forbi tt ved med sit sorte Hoved og de
graa Vinger; snart tegnede den mod den mrke Skovgrund det hvide
Blink af Bugen og af de sabelkrummede Vingers Underside, snart var
det kun dette hvide Spejlbillede, der flj nede i Vandet. Men saa kom
den selv med Vipstjrtens Blgeflugt, fjrnende sig fra og nrmende
sig til Fuglen nede i Vandet, som dalede naar den steg og steg naar
den dalede, indtil de nbbedes i Overfladen. Saa stejlede den hjt
oppe i Luften, virrede et Sekund med Vingerne og styrtede paa Hovedet
med et lydeligt Plump helt ned under Vandet, der blgede i store
Ringe, medens den hvede sig skrigende. Den syntes altid at maatte
vre dr, at hre med til Stedet som Uroen i et Uhr.

Hjorth blev liggende saaledes en god Stund, idet han lod Stedet aande
hele sin milde Ro ind i ham, fyldende ham med disse rene Former og
Farver, der vakte saa mange Erindringer hos ham, Minder fra de stille
Dage fr Kampens og Udviklingens Tid, omblgede af Barndomshjemmets
Stemning, som det gr saa godt at lade sig vugge til Ro af. Eller
ogsaa, glemmende alt, stirrede han lige op i Zenit, hvis Aftenblaa
havde en svag Dunkelhed, en Erindring af oplste Taager.

Der begyndte at falde Skygge over Sverdrup Skov, og paa Vonsbksiden
havde kun de verste Grene af Kronbgen endnu lidt Lys ovenover de
andre Trtoppe paa Bakken. Saa sprang han pludselig op og gik hurtig
videre. Opad den dunkle Sti, forbi Kronbgen, hvis snorlige graa
Sjle steg op over Lvhvlvet, inden den lftede sin Kuppel, gennem
Grs, hvori han nsten druknede, og hvis Blomster vaskede hans Ansigt
med Dug, ned ad den altid fugtige, rodknudrede Sti gennem den store
Klft, hvor det dmrede mellem de favnetykke Stammer, over den
pludrende Bk paa den halvraadne Spange, hvis Gangbrt knagede under
hans Skridt, -- dette uhyre vigtige Punkt, paa hvis Forsvar hele
Stillingen beroede, naar man legede Krig, og den tydske Overmagt kom
stormende oppe fra den faste Stilling ved Kirken, hvis hvide Kalkvg
skinnede gennem det mrke Lv. Klokkeklangen kom nu deroppe fra
strkere og legemligere, rullende sine malmtonende Blger langs ind
gennem hele Klften, der havde noget af en Kirkehvlvings klige
Halvmrke. Og nu sa han allerede sit Yndlingstr, Skovens mgtigste
Bg, som henne ved Laagen hldede sig ud over Grdet med sin
mosspttede Kmpestamme og strakte Grene, store som Trer,
velsignende midt ind over de Ddes stille Have. Fra dens yderste lyse
Barklinje, lidt ovenfor Grdet, flagrede et blaat Slr ganske sagte
ud. Da han kom derop, sa han en ung Dame sidde paa Kanten af Grdet
med Ryggen lnet tilbage mod Stammen. Hun hilste God Aften med
fremmed Akcent.

Ligefor, ved det modsatte Grde af Kirkegaarden, stod en Rkke gamle
Aske og Ege, blandt de sidste en Veteran, der var saa udtrsknet i
sit hullede og revnede Barkpandser, at den havde faaet en tyk
Jrnring om Brystet, ligesom Roland. Bagved dem, over en hj
Marklinje, stod et Par lange Skyer stejlt i Vejret paa den dunkelgraa
Grund, gldende i Genskinnet af Solrstet. Kirkeklokken tav; men en
Sang lod sig hre, sunget af uvede Bondestemmer uordenlig mellem
hverandre, ligesom de Slag, der syntes at slaa Takt, med en Lyd, som
naar man banker Tj. -- Det maatte vre Rapstrskning paa hans
Broders Kobbel lige udenfor.

Marken med de fodhje, hvidlige Stubbe sa ud som et Vildnis af
Asparges; den mejede Raps laa et Par Steder i lse graagule Bunker.
Midt inde paa Koblet var der en Stimmel af Mennesker bag en jordgraa
Forhjning, der lignede en lav Skanse. Drfra kom Sangen, medens
Plejlene svingede oppe over Hovederne. Fyldte Enspnderkarrer, krte
af en Dreng, der red paa Hesten, rumlede derhen, og tomme jog derfra,
ud mellem Bunkerne, hvor Koner med storskyggede Lrredskyser ventede
dem, stttende sig til de lange River. Hjorth kunde kun komme
langsomt frem mellem de stive Rapsstngler, men allerede i lang
Frastand kendte han sin korpulente Broder, der stod yderst i en
Gruppe henne ved Arbejderne.

-- God Aften, Jens.

Den korpulente Mand med brun Habit og Straahat vendte sig om,
fremvisende et bredt, skgget Ansigt, der var ganske gldende i
Aftensolen. Han svarede rolig og uden at tage den korte Pibe ud af
Munden:

-- God Aften, Niels! ... Ja a tvi'lt' nok aa, te vi sku' snart se
noget til dig.

Der behvedes ingen Prsentation; det var lutter Familje, der stod
rundt om, Gaardejere fra Bk, hvis Indbyggere alle var beslgtede, og
hvor Mlleren var en Farbroder af Niels Christian.

Der var Kaptajn Vildfang, en lille tt Mand med
Frederik-den-syvende-Skg og et hvast Blik fra de smaa graa jne
under buskede, hvide jenbryn. Et vist Vrik med de brede Skuldre og
et ejendommeligt Boxertrk i Albuerne gjorde det sandsynligt, at han
i sin Tid ofte havde vovet sin Trje og slaaet mangen Jungmand i
Dkket. Han havde efter et mangeaarigt omtumlet Smandsliv faaet en
stor Gaard med en Sster af den gamle Madam Hjorth.

Saa var der Jrgen Juel, Ftter til den gamle Hjorth, en sortskgget
Kmpe med et tungsindigt Udseende, og dennes Svoger, Kromand Bek, der
ogsaa i sin Ungdom havde vret til Ss og faret Verden rundt, en Mand
af Middelhjde, hvis Bronceansigt indrammedes i tykt graat Haar og
studset hvidt Skg, og som helst talte i korte, subjektlse Udbrud,
med Apelklang i den metalliske Stemme, der gav Piger og Karle Ordrer,
som om han stod paa Kommandobroen, og modtog Bestilling paa en Puns
med et: Ja vel, -- det skal ske, -- i en Tone, som havde han lftet
Haanden til Huen.

Endelig var der Farbroderen, Mller Hjorth, en stor knokkelfr Mand,
der lignede strkt efter sin ldre Broder Jrgen og havde arvet
dennes Anseelse og Tillidshverv, -- stt og tavs, med et Slr af
Srgmodighed, der undertiden slappede hans alvorlige Trk, og som
mindre var et Prg af hans Enkemandsstand end af Fdrelandslshed og
den halve Snnelshed, som er alle Forldres Lod i dette Land, uden
mandlig Ungdom.

I den senere Tid var det gaaet meget af Mode at dyrke Raps; -- det
var mange Aar siden der var blevet trsket Raps i Vonsbk Sogn.
Derfor havde da ogsaa saa mange givet Mde for at se paa det livlige
Arbejde og erindre deres unge Dage, da den dyrkedes overalt, og da
Rapshsten var en Tid af Sved og Svir for hele Egnen. For det er ikke
med den som med anden Hst; det kan jo vre Slid nok at meje, men at
trske Dagen igennem i en brndende Sommersol det er frem for noget
andet det, der kan faa Fedtet til at risle ud og klbe Tungen til
Ganen, som om den var suget fast. Derfor var der ogsaa en bestandig
den og Drikken med Hovedmaaltider og Mellemmader og l og Kaffe i n
Guddommelighed ligefra Davren til Nadveren, som isr den sidste Aften
var et stort Gilde, der trak ud til hen paa Natten, og hvor de fleste
pyntede sig med en forsvarlig Haarbeutel. Men det var navnlig den
store Samling af godt halvhundrede Arbejdsfolk, der gjorde den
strnge Tjeneste til en munter Fest, som alle gldede sig til --
undtagen Husmoderen, der skulde srge for den usigelige Mngde Mad og
lod koge Spad i Grukedlen.

-- Det er lnge, I holder ud i Dag, eller i Aften kan man da grne
sige, bemrkede Hjorth.

-- Aa jo, vi sku' jo se te vi ku' bli frdig. Man vil da ndig la'e
saadan en Slat staa.

-- Gaar og muntert fra Haanden, sagde Kromanden.

-- Ja--a, -- det er da wis ... Er der mj' tilbages derude, Lars?
raabte Jens Hjorth til en Dreng, der i det samme kom krende med et
Ls.

-- Nej; -- a t't itt', te der var mer som en Omgang af Karrerne
endnu.

-- Kan du kende Lars, Niels Christian? -- Han er bleven lang nu ...
Ven den her' Hstferie er om', skal han og i  Skol' aa Herlufsholm
... Vi var derover sidste Ug' til Optagelsesprv' ... Ja, det maa du
da kend' til, det er jo ner' aa den Egn, hvor du var ... Det er vel
en god Skol' den?

-- Ja, Herlufsholm, den er god nok ... Det er forresten en rigtig
grundtvigiansk Rede.

-- Ja, hvordan er det med de her' Grundtvigianer? Er det da itt'
Venstremnd?

-- Naa, hvad det angaar kan du saamn vre rolig.

-- Nu skal vi se  Kaptajn, sagde Mlleren.

-- Kan du gaa over Stag uden aa kntre, Vildfang? spurgte Kromanden.

Kaptajnen, som var kommen i Skjortermer, sprang til Svar paa dette
Sprgsmaal over Rkket ind paa Trskepladsen, fik en Plejl leveret af
en trt Karl, der gik og bvlede med den, saa han var lige ved at
dratte Haandvollen, -- og begyndte at hugge ls, saa det smldede i
Lrredet.

-- Der er Slag i 'en, sagde Kromanden, han har itt' mistet si'
Krfter endnu, har  Kaptajn itt'.

-- Han har og det rette Smid paa en Plejl, bemrkede Kmpen Juel, og
strg sig over det sorte Skg.

Trskepladsen var et stort Stykke Lrred, sortsmudset som et
rgslaaet Sejl, der var bredt ud paa Jorden en Snes Alen i Kvadrat og
hftet op til alle fire Sider med en Rand paa halvanden Alen. Ved den
ene Side lssedes Rapsbunkerne af og spredtes paa Lrredsgulvet, hvor
Trskerne gik rundt i to Rkker, svingende Plejlerne til begge Sider,
medens den forreste sang for.

-- Ach, der bse Junge dort! udbrd en bld Stemme pludselig bag ved
Hjorth.

Han drejede Hovedet. Det var den unge Dame, han havde set for lidt
siden under det store Bgetr.

Hun sa til Siden og ved at flge Retningen af hendes Blik, opdagede
han Lars lftende sin Pisk over Hesten, der havde en sitrende
Bevgelse af Smerte.

-- Lars! -- hvad Fanden gaar der af dig? ... Hvis du ikke er
skikkelig mod Dyret, kan du tro, jeg skal faa fat i dig.

I det samme drejede hun Hovedet og takkede ham med et Blik fra de
dybe gulbrune jne og et Smil om de smalle, lidt srgmodig nedvigede
Lber. -- Saa kiggede hun igen nysgerrig ind paa Trskepladsen.

-- Har De set det fr? spurgte han.

-- Nej, aldrig; -- synger de altid saa ved Hstarbejdet?

-- Nej de gr ikke; men Rapstrskning er en Slags Fest for dem. De
lever saa godt i de Dage.

Han begyndte at fortlle hende, hvorledes det hele gik for sig,
opregnede Maaltiderne, skildrede Glden, naar Madamen selv kom ud paa
Marken med Kaffen. Og saa gav han sig til at udpege, hvad der skete
derinde, mindre fordi det behvedes, end for at Underholdningen ikke
strax igen skulde gaa istaa. Dr lige ved Siden af hende fyldte de
Skke med Rapsfr og Avner, som blev skuffet hen i Hjrnet med
Bagsiden af Riverne; paa Mllen udskilte man saa igen Frene, de smaa
sorte Kugler, der sa ud som Hagl. Men henne ved det andet Hjrne rev
man Halmen sammen i store Bunker som Stakke.

Han havde ikke sine jne fra hende, medens han talte, og han vedblev
at tale for at kunne blive ved at se paa hende.

For hun forekom ham strax at vre det smukkeste, han havde set.

Hun var omtrent af Middelhjde, snarest en Smule under.

Figuren var rank, men fri og utvungen, uden denne stive
Stejlen-bagover, som man ofte finder hos smaa Damer. Overkroppen
lille, paa en fast, smekker Midje, med kraftig rundede Skuldre, men
Brystet en Smule fladt. Hovedet var stort og ligesom en Smule tungt,
men det sad sikkert paa en strk Hals, hvorfra en lang, let rundet
Linje gik frem til den lille Hage. Men hvad der isr gjorde Hovedet
stort og trods Ansigtets stille Trk gav det noget tiltrkkende
viltert og uregerligt, -- det var et svrt mrkebrunt Haar, hvis
bugtede Tjavser faldt tt ned over en hj Pande, og som bagtil
vldede ud i tykke Bukler ned over en usdvanlig kraftig Nakke, der
yndede at bje sig frem med en langlig Blgelinje op under dets dybe
Skygge, som ikke formaaede at slukke Hudens varme, blndende Skr --
en Glans som Reflexlyset fra en skjult Guldplade.

Den korte simple Kjole, nsten uden Bestning, sluttede sig snert om
Skikkelsens Ungdommelighed, og en bred, barnlig Kravestrimmel bugtede
sig foroven naivt om Halsen. Paa Hovedet havde hun en Baret af sort
Fljl, hvori der skinnede et Par Karneolnaale forbundne ved en lille
Guldkde; et langt blaat Slr faldt hende ned over Brystet, hvorfra
det undertiden lftede sig med en mat Flagren fremefter, krtegnende
hendes blde Kind. --

Trskningen var nu paa sit sidste, og for at ende vrdig opstemte
Forsangeren den tapre Landsoldat, medens Plejlerne slog rasende,
som om Slagvollene faldt paa prjsiske Pikkelhuer.

-- Der er vel ingen Gendarm, som spadserer hans Aftentur her i
Nrheden, spurgte Kaptajn Vildfang og lod sine skarpe Smandsjne gaa
rundt i Egnen, indtil de endelig hvilede paa den unge Pige,
mistnksomt, som om han sa hos hende noget, der mindede om
Gendarmeriet. Men ignorerende denne Fare, stemmede saa han og de
andre af fuld Hals med i den forviste Landsoldat.

Kun Hjorth sang ikke med. Han skammede sig lidt over sin Svaghed; men
han kunde ikke. Denne utrttelige nationale Begejstring fandt han
rrende og smuk, men sknt der var kommet noget op i ham ved at fle
den slesvigske Jord under sine Saaler, delte han den ikke saa fuldt,
som han maaske burde. Ord og Toner vilde komme kejtet over forlegne
Lber; -- det vilde vre, som havde han for et Aars Tid siden givet
sig til at synge med i en Salme -- tilmed, naar der sad en skn
Fritnkerske ved Siden af ham. For maaske havde han dog sunget, hvis
det ikke havde vret ham umuligt at gre noget, som kunde stde den
lille tyske Dame, han stod hos.

Pludselig sa hun op paa ham med et Par forundrede jne.

-- Hvorfor synger De ikke? ... Er De da ikke Dansk? ... Jeg kender
den godt, det er den danske Nationalsang.

-- Jeg har ingen Stemme.

Men hun gav sig til at le.

-- Som om de andre havde det! ... Nej doch, hvor synger de doch falsk
-- og saa rdsomt forkert.

Til hans Forskrkkelse begyndte hun at nynne ganske hjt.

-- Hys! ... Ti dog stille ... De vil tro, at De gjr Nar af dem.

-- Naa, -- de vil mig doch vel ikke banke.

-- Nej -- naturligvis ... Men, -- det er jo ikke Deres Mening, og saa
kan jeg ikke lide, at Folk skal tro det om Dem.

-- De har Ret ... Megen Tak ... Farvel.

Han sa efter hende, medens hun gik langsomt tilbage mellem de stive
Rapsstubbe, med det lange Slr vimplende efter sig, af og til bjende
sig, naar Kjolen hang fast.

-- Hvem var det?

-- Det var den nye Prsts Datter.

-- Vakker Pige ... ja, jo ... rigtig omgngelig ... endda hun er en
Binnentysker, sagde Kromanden.

-- Ja, det er da wis.




XXXVIII.


Hjorth var ikke strax taget hjem efter det afslagne Examensforsg.
Frst dryssede han et Par Uger bort i Kbenhavn. Et Par Gange gjorde
han Visit hos Lindekrs, idet han valgte en Tid, da han vidste, at
Provsten maatte have Forretninger. Fru Cecilie var venligere imod ham
end nogensinde, spurgte ham ud om, hvad han nu tnkte paa at tage
sig for, bad ham hjrtelig om at tage sig et langt Hvil og komme
rigtig til Ro, tog det Lfte af ham, at han bestandig vilde betragte
deres Hus som et Hjem. Men Ellinor viste ham den klige Venlighed,
som man har overfor en, der er falden i Unaade, -- kligere end
ndvendigt, fordi det i Grunden gjorde hende ondt.

Hjem havde han kun skrevet, at det ikke blev til noget med at tage
Examen den Sommer. Men i et Brev til Jessen havde han forklaret den
egentlige Sammenhng. Fuldmgtigen svarede med et Brev fuldt af
Indignation og Hoveren over Theologernes Fanatisme, og bad ham komme
ud og nyde sin velfortjente Sommerferie hos dem. Hjorth tog grne
imod Indbydelsen; han trngte til at hvile ud hos Venner, hvem han
flte sig i Overensstemmelse med.

Der var Glde i det lille Hjem, for Nelly var lige bleven forlovet
med Forvalteren paa Fuglerede-Gaard, en vakker ung Mand, der lnge
havde sendt forelskede Blikke derfra til Skovvang, rligere end dem,
som Ravn havde sendt den modsatte Vej. Hun havde med Held vret
Rationalismens Missionr hos ham, ligesom hendes Moder havde vret
det hos Jessen. -- Under dette Samkvem med et lykkeligt elskende Par
levede hans Hjrte op igen, efter den lange theologiske Vinterdvale,
med en Sd Misundelse.

Den frste Aften, han var der, viste Nelly ham et Morgenblad, som
hun havde gemt til ham. Dr stod hele Historien om hans Afhandling og
Bortvisning fra Examen som Indledning til en fulminant Artikel mod
Universitetet og Ministeriet. Der kan du se, Fader, det er dog godt
til noget, at jeg har lagt mig efter at vre Venstre, ellers havde du
maaske ikke faaet det at se, sagde hun. Og Jessen maatte halvt
rgerlig indrmme, at det havde gldet ham meget, at der dog var t
Blad, der havde fremdraget den Historie.

Hjorth udsatte bestandig sin Afrejse. Han lngtes slet ikke efter at
komme hjem; sin Broder kendte han saa lidt til, og han syntes, at han
var nu saa fjrnt fra dem alle. Og hvorledes vilde de vel optage hans
Frafald? ... Frst da man var kommen over Midten af Juli, rev han sig
ls.

Saa var det, han kom lige betids til at modtages af den gamle
bekendte Rapstrskning og hilses af Den tapre Landsoldat.

Kort efter begyndte Hsten; han tog ivrig Del i den, og fandt sig saa
vel ved at anspnde sine legemlige Krfter i fri Luft, efter at hans
aandelige lnge havde kmpet i den indelukkede Stue. Hver Dag
arbejdede han sig trt ude paa Marken, og her -- paa det hje Kobbel,
hvorfra man sa Skovene bje sig imod hinanden, jnede et Skaar af
Fjordens Spejlflade, stirrede ud over det skovrige, kornblgende og
hegnmnstrede Land, indtil Havet lngst ude blinkede En imde som et
stort Slvbaand, medens der var en utrttelig Fuglejubel fra den
ttte blomsterfyldte Porning, -- her, en enkelt mellem Arbejderne,
havde han ikke lnger den trykkende Bevidsthed om aandelig Ensomhed,
han smeltede sammen med de hjemlige Omgivelser, flte sig en Stund
igen som snderjydsk Bondekarl.

En af de frste Aftener, da de sad ved et dampende Toddyglas,
fortalte han sin Broder om hvordan det hele var gaaet til, om den
Vantro, han havde rbet ved Examen, og Afvisningen. Jens Hjorth var
selv en religis Mand, som havde en fast Tillid til, at Vorherre en
Gang vilde jage Tyskerne ud. I det lille Vrelse, hvor de sad, hang
der over en gammel Kommode en Gengivelse af Leonardo da Vincis
Nadvere i ophjet hvidt Basrelieftryk paa Guldpapirsgrund, ligesom
dem man ser paa Bonbon-sker, og oppe over Sofaen stirrede Niels paa
et nyt Billede, en korsfstet Kristus, fra hvis Side der sprang en
bred Flade teglstensrdt Blod, der opfangedes i en gul Kalk af en
knlende Engel, ifrt en blaa guldkantet Kjortel i Lighed med dem,
som de simpleste Koristinder bre i ridderlige Operaer, og nedenunder
stod der: Hans Blod har renset Verden for Synd -- paa Tysk, Spansk,
Fransk, Engelsk, Portugisisk og Hollandsk.

Jens Hjorth strg sig om sit spidse rde Skg og sagde, at ven Niels
ikke lnger havde Troen, saa var det rigtigt nok, te han itt' stak
det under Stolen og vilde vre Prst endda ... Og hvad han saa ellers
blev, saa var det mj' bedre, som te han skulde vre en af de
Prster, der itt' trde, hvad de sagde, -- og dem var der manne af.
-- Hans Kone, en noget trivelig Madamme med et regelmssigt,
godmodigt Ansigt, fik ogsaa at hre derom, og var ganske af samme
Mening. Hun var isr opbragt paa Kristine, der ikke vilde have ham,
fordi han ikke blev Prst. -- Han skulde bare itt' kere sig om det,
for saadan en dum Ts var lnge ikke god nok til ham. Han skulde mj'
heller tage sig en af de unge Piger dr paa Egnen, de var af en anden
Dejg som disse Sjllndere, og der gik saa manne i Krestend, fordi
de unge Mnd var i Danmark eller paa de lange Farter. Kanske kunde
han saa trffe at faa en med en Gaard, og saa kunde han jo slaa sig
ned dr, for det havde han jo Lov til, han var jo udvandret fr
Terminen og kunde ikke blive vist ud af Gendarmen, saadan som andre
unge Mnd, der maatte sneje sig hjem. --

-- Har du ellers aldrig talt til  Kromand om det, te du itt' vil
bli' Prst, -- for han gr itt' sjl mj' ud af det religise,
spurgte Jens ham en Dag.

Det havde Niels naturligvis ikke. Men en Aften, da de havde vret ude
at hste paa et Kobbel, der laa helt ovre ved Bk, gik de ind i
Kroen, og Jens vilde have Kromanden til at gre dem Besked i en
Kaffepuns. _Dem_ vilde Kromand Bek naturligvis grne give Puns, men
selv trykkede han sig lnge ved at tage en med, for han var ikke
meget for Spirituosa. Det var fra den Tid, da han fr til Ss paa de
varme Lande, hvor man skal vogte sig for de Varer. Den Gang havde han
og Styrmanden lovet sig selv, at de ikke vilde rre Brndevin, og han
havde holdt sit Lfte i fjorten Aar, men den anden havde ikke holdt
sit i fjorten Dage. Endelig lod han sig dog overtale, og da de havde
drukket en Gang sammen, kom Bek frem med Sagen: --

-- Naa, Niels, -- saa du vil itt' vre Prst?

-- Nej, det har jeg ikke Lyst til.

-- De vil jo heller itt' lade ham tage hans Examen, fordi han itt'
har den rette Tro.

Men Kromanden rystede sin lille Kop foran det sammenknebne je og
udbrd med en skeptisk Hovedvirren:

-- Den rette Tro? -- he! -- Nu har a faret til Ss i sexten Aar --

-- Nej, det bliver for lnge, Sren.

-- Sexten Aar, -- der skal itt' vante en Maaned.

-- Nej, ve' du hvad Sren, du har immer sagt, te den Gang a blev
fdt, da gik du til Ss, og a blev fdt attenhundred og fyrre, lige
bestemt.

-- Vel ... Rigtig nok ... Staar a ved.

-- Naa, men den Gang a blev konfirmeret, og den Gang var a fjorten
Aar og et halvt, da havde du Pinedd Kroen her.

-- Naa, ja, ja, -- det er nu og ligemeget ... Faret Verden rundt og
det mer end n Gang ... Naa, og nogen Steder havde de Kirker, og
andre Steder havde de Maaskeer, og andre Steder havde de Pagoder med
Klokker paa, og andre Steder havde de kun en kalket Stue med et Bord
i ... Se, det ser  Smand, men det ser  Landkrabb' itt'! ... Og de
er sgu lige gode for det.

-- Smndene?

-- Sgu baade Smnd og Landkrabber ... Det gr itt' mj' til Sagen,
det ser vi jo og, te Bismarck han taler jo nok saa kristelig, -- det
er jo ligesom man hrer en Prst.

-- Jo, vel, -- det er rigtigt nok, sagde Jens, noget ubehagelig
berrt ved denne Trosflle.

-- Skaal, Jens, sagde Kromanden, som for at trste ham. -- Skaal,
Niels. -- Hr, sig mig, bliver I nu ikke snart frre med alt det Kvl
og Vrvleri der oppe i Rigsdagen?

Det var ikke noget nyt og overraskende Sprgsmaal for Niels, da det
var det, hvormed de fleste Snderjyder, som han havde talt med om
Politik, havde indledet deres Samtale; Striden mellem Hjre og
Venstre betragtedes med Mistro som et ganske uvsentligt Kvleri om
Ingenting, under hvilket man glemte dem.

-- Ja, jeg vd saamn ikke mer om det, end du selv, sagde Hjorth. --
Men det er jo en Forfatningskamp. --

-- Ja, det vil da seje, te det her Venstre vil regere.

-- Ja, hvorfor skulde de itt' ville regere, Jrgen? -- Trour du itt',
te de kan have lige saa god Ret til det, som de her Adelsmnd?[1]

 [1] Haardt ~d~, som paa Tysk.

At Broderen saaledes traadte i Skranken for Venstre, undrede Niels
endnu mer end hans Medgrlighed i religis Henseende. Han havde haft
en apriorisk Forestilling om, at alle Snderjyder maatte vre ivrige
Hjremnd, og paa den Forestilling havde han selv gaaet og vret det
i lang Tid. -- Men med Kromanden slog det til; han var urokkelig: en
Bonde skulde blive ved sin Plov, men Regeringen skulde man overlade
til de Dannede. Han forlangte heller itt' sjl at regere.

-- Trour du ka'ske, te  Adelsmand er bedre som  Bond'? ... Nej, det
er en gammel Lre, -- den gjld' itt' mer, Jrgen.

-- Rigtig nok, Jens ... Men a sejer, te  Bond' forstaar itt' aa
regere.

-- Det vilde dog Frederik den syvende, te Bnderne skulde seje et Ord
med i Laget ... Han var og en Folkekonge han ... Han saa'e, te
Folkets Krlighed var hans Styrke.

-- Vel, -- meget smukt --

-- Og han t't' itt' stort om de her Adelsmnd ... Men saadan er det
itt' med den nuvrende ... Nu skal de jo have Lov til at lave alting
etter deres Hoved ... Det har du heller itt' Lov til aa mene, du er
jo Republikaner, Jrgen.

-- Vel, -- sandt nok -- staar a ved.

-- Det er vel siden du var i amerikansk Hyre? spurgte Niels.

-- Ganske sandt ... Smukt Land, det Amerika ... God Regeringsform
den.

-- Ja men,  Republikaner, Jrgen, han maa aa vre Demokrat ... Kan 
Republikaner seje te  Adelsmand skal regere alt etter hans Hoved?
... Det vil itt' gaa sammel det, Jrgen.

Men Kromanden vilde ikke lade sig trkke ud paa Konsekvenser. Nej,
Venstre -- det kunde han da itt', -- nej, det var da og skammeligt
saa Venstre forsmte  Forsvarsvsen. Og dr fik han pludselig Jens
Hjorth paa sin Side: -- Ja, det havde han Ret i, -- paa det Punkt dr
var han itt' Venstre, det var der ingen Snderjyde, der var.

Niels begyndte at forsvare saa smaat, for han flte, det var et
kildent Punkt. Befstningen af Kbenhavn var dog --

Men de kerede sig Fanden om Kbenhavns Befstning, det var der ingen
Snderjyde, der brd sig om. -- Niels havde nok Ret i, at Danmark
ikke kunde vre en Militrstat, men en strk Hr maatte det have,
ellers kunde det jo ikke tage Snderjylland tilbage. -- Og de kom ind
paa den stadige Tanke om Genforeningen. Paa fredelig Vis vilde det jo
ikke gaa, det var tydeligt nok, og under almindelige Forhold kunde
det naturligvis ikke lade sig gre, men under en stor europisk
Krig, naar Tyskland blev angrebet fra flere Sider, og saadan en vilde
vel nok en Gang komme ...

-- Naa, Sren, -- du kommer til at tage en Puns til med os.

-- Nej, det vil a itt', -- nej, nej.

-- Aa Snak om  Ting ... Nu skal vi drikke gamle Danmarks Skaal, og
at vi maa komme tilbages ... Det kan du itt' gaa fra.

-- Vel ... Det er et sandt Ord ... Tre Punser til. --

Men da Skaalen var drukket, indfandt der sig mere mistrstige
Betragtninger. -- Saadan en Krig vilde vel nok en Gang komme -- men
hvor lnge kunde de holde ud ... Det vrste var det, at de unge Folk
tog bort; der var kun saadan ganske enkelte, der havde Smaafejler, de
tog ned til Altona, hvor Sessionen kasserede over en lav Sko; -- men
de andre gik deres Vej, for preussisk Soldat var der ingen, der vilde
vre. Endnu var der itt' gaaet nogen Gaard bort, og Tyskerne var vel
heller itt' saa slikne etter at komme til aa bo mellem de Danske her
oppe. Niels kunde jo nok huske Smeden, der havde vret den eneste
tyske Mand i Sognet, og som hans Fader immer var oppe at toppes med?
-- Naa, ham havde de da gjort det saa hedt, at nu var han saa dansk,
saa det var en Lyst. Nej, Prsten, det var den eneste rigtige Tysker
i Sognet nu; men han var ogsaa en Fanatiker, der hadede alt Dansk og
i det hele var det en elendig Prst, der hverken talte tysk eller
dansk i Kirken. Det var ogsaa en Skam, at nsten alle deres gode
danske Prster havde forladt dem, i Stedet for at blive og srge for
deres Menighed, selv om de maatte aflgge Eden til Kejseren. Men
vrre endnu var det nsten, at de velstaaende Danske i Ha'erslev tog
bort, manne af dem, der havde vret Sagens bedste Sttter, de faldt
fra Aar for Aar; ven de havde tjent deres Penge, saa solgte de og
rejste, i Stedet for at blive og holde ud med de andre, som itt'
kunde rejse.

-- Se lidt tiere herind, Niels ... Altid velkommen, sagde Kromanden,
da de gik.

Niels gik ogsaa undertiden derhen og fik sig en Passiar med
Kromanden, som han syntes godt om.

Bnderne kom ofte ind paa Kroen om Aftenen, og der blev tidt talt om
Niels Hjorth, som var kommen hjem og ikke kunde blive Prst, fordi
han ikke havde den rette Tro, -- noget, som vakte stor Opsigt og blev
forskellig bedmt. -- Men naar der var talt en Stund frem og tilbage,
sagde Kromanden altid: --

-- Ja ser I, a kender Niels, og I vr, te a er heller itt' sjl mj'
for det religise saadan ... Men a er itt' enig med Niels, for han
trour itt' paa en _rigtig_ Gud, og a tykkes dog itt', te Verden kan
gaa af sig sjl ... Og han holder med Venstre og a er Hjremand, saa
vi er mj' forskellige ... Men lig' mj' -- flink Fyr -- Mand med
Principper -- ta'er min Hat af.

Denne Mening trngte efterhaanden igennem, og der var ikke mange, som
skelede til Niels Hjorth for hans Meningers Skyld.




XXXIX.


Hjorth spadserede hen ad en af disse hyggelige brede Veje, der ligge
lunt og dybt imellem store levende Hegn, hvor bredbladede Hasselgrene
hve sig hjt over Hybenbuske og over Brombrrankernes lange
karmoisinrde Stngler med fint blaagrnt Lv, hvide Blomster og
sorte Br, medens Snerler og Vikker klatre op imellem alt det Grnne,
og Perikum og Regnfang gulner det Hele forneden, -- disse Hegn, som
virkelig ere levende, med en bestandig Dirren af Blade, mellem hvilke
Smaafuglene flyve ud og ind, fyldende Luften med deres utrttelige
Kvidren. Han gik i sine egne Tanker og holdt sig ind under Skyggen.
Fra den modsatte Side kom en lang, stiv, sort tilknappet Mand, med et
skglst Ansigts Bleghed mellem en gammeldags Cylinderhat og et bredt
hvidt Halsbind uden Flip. -- Da han gik forbi Hjorth, sa han meget
vist paa ham og gjorde halvvejs Front, som om han havde Lyst til at
standse. Hjorth hilste, og de standsede begge.

I Ansigtets blege Parallellogram trak en meget lang Mund sig op imod
begge ren med et Smil af store hvide Tnder.

-- Ah -- Hm -- De -- Fremmed maaske her --?

-- Nej, jeg er en Broder til Jens Hjorth.

-- Ah, -- aa -- hm -- Ferie maaske?

-- Ja, jeg studerer ellers i Kbenhavn ... Det er formodentlig Pastor
Schmettau?

-- Ja. -- Hm. -- Jeg vidste ellers ikke, at Hjorth havde -- De
studerer -- h --?

-- Theologi.

-- Ah ... Hm ... Glder mig at gre Deres Bekendtskab ... Tnker De
at -- opholde Dem lngere --

-- Ja, jeg bliver her vist hele Efteraaret.

-- Saa--aa ... Maaske Overanstrngelse?

-- Nej, men -- jeg kan i Grunden lige saa godt studere her --

-- Hm ... Haaber De ser ind til mig ... Farvel. --

Det sa ikke ud til, at Bndernes Dom over Prsten var dikteret blot
af Patriotisme; -- hvis han prkede som han samtalede, kunde det
ungtelig ikke vre overdrevent opbyggeligt. -- Det var nppe faldet
Hjorth ind at benytte sig af hans Indbydelse, dersom han ikke havde
erindret hans smukke Datter, som han havde truffet den frste Aften
og undertiden mdte i Prsteskoven. Han havde dog nok Lyst til at
gre hendes nrmere Bekendtskab.

En Eftermiddag efter Hsten, da han havde drevet om nede ved Fjorden,
gik han op gennem den lille All, der frte fra Prsteskoven op i
Prstegaardshaven. Da han nrmede sig til Huset, kom Frken Schmettau
netop ud ad Havestuedren, brende paa en Bakke med Kaffetj, og gik
hen imod die Laube. Hun nikkede meget venlig God Dag, og han
fulgte efter.

-- Ah, -- god Dag! ... Det er Hr. Hjorth, theologisk Student -- ikke
sandt, De er vel ikke Kandidat? ... Naa ... Min Plejedatter Johanna
... Hr. Sauerbrei, Kredsskole-Inspektor. -- Hm ... Vr saa artig, --
tag Plads.

Kredsskole-Inspektor Sauerbrei var en fr Mand, med et ret
behageligt, nsten jovialt Ansigt, men med et skarpt Blik og noget
ondskabsfuldt i sit skggede Tandsmil, som om det plejede at tilsmile
ulykkelige Skolelrere, der forplumrede sig.

Hjorth begyndte at tale om Stedets Sknhed. Han havde aldrig set en
Prstegaard ligge saa henrivende. Prsten hrte paa ham, medens hans
Mundvige trak sig hen imod rene og viste en Rkke store kalkhvide
Tnder, gennem hvilke han mumlede: -- Saa ... Aa, ja ... hm.
Kredsskole-Inspektren istemte ogsaa Egnens Pris. I det hele disse
stlige Fjorde, men isr Aabenraa Fjord wunderschn, reizend!

Med Undtagelse af saadanne begejstrede Udbrud frtes Samtalen paa
Dansk, af Hflighed mod Gsten. Den gik ikke synderlig livlig,
navnlig ikke fra Prstens Side. Han havde en underlig Maner, at sidde
med Haanden for den store Mund og mumle ind i Fladen eller ud gennem
Fingrene med et Utal af uartikulerede Mellemlyd, medens han nu og da
med Haanden strg sig over Pande og jne.

Man kom til at tale om dansk Politik. Kredsskole-Inspektren angreb
Venstre, ledsaget af Prstens uartikulerede Bifald, fra hvilket der
af og til vovede sig en halv Stning frem, -- og det faldt atter i
Hjorths Lod at forsvare Demokratiet. Isr forargedes Tyskerne over de
Danskes ringe Krlighed til Kongehuset. Dem selv var det ligesom
medfdt. Selv naar man var misfornjet med Kongens Regering, --
naar det galdt Kongens Person, saa stod de alle som n Mand.
Kredsskole-Inspektren kunde endnu mindes den Jubel, der havde vret
i Rendsborg, da Frederik den syvende kom dertil lige fr Oprret,
medens Sindene vare meget bevgede mod Danmark. Saaledes var det
ogsaa nu overfor den tyske Kejser. Det var denne Flelse, der gjorde
Tyskland strkt.

Hjorth kritiserede Kongerne, som kun rent undtagelsesvis vare
fremragende; de kunde jo ogsaa vre helt gale. -- Men det var jo
netop kun Kongen som saadan, det kom an paa; hvad det vrige angik,
saa srgede jo Gud for det, han regerede jo ogsaa over de gale Konger
-- ikke sandt? Og Kredsskole-Inspektren sa paa Hjorth med sit
ondskabsfulde Smil, som om han var en Lrer, der havde forplumret
sig.

Men Prsten endte Diskussionen, idet han stirrende ud i Luften
mumlede gennem Fingrene: --

-- Hm -- det er -- m -- tilvisse en stor Velsignelse for -- et Folk
-- ah -- nu -- at have en urokkelig Krlighed til sit Kongehus ... Hm
... Kongen selv -- m -- staar jo under Guds Varetgt ... Hm ... Det
var maaske en lykkeligere Tid for Danmark -- ah -- nu -- under
Kristian den syvende end under Kristian den ottende ... Hm ... Thi--i
-- hvad hjlper Begavelse -- og-- Kunst -- og-- -- -- (med en
Haandbevgelse ud i Luften) -- og-- Videnskab, -- naar det ikke
bruges -- m -- paa rette Maade.

Det var nsten ikke til at holde ud. -- Herregud! er det Tyskland,
tnkte Hjorth. Han havde sikkert anbefalet sig allerede, hvis han
ikke ved Siden af sig paa Bnken havde haft den smukke Johanna. Hun
lod til at gtte hans Kedsomhed og dele den. Under en lngere Pavse
foreslog han hende en Spadseretur i Haven.

Hun var lidt rd i Hovedet og svarede kun med faa forlegne Ord,
medens de gik gennem de bugtede Gange mellem Frugttrerne op paa
Udsigtshjen i Hjrnet af Haven, hvor man sa ud over Fjorden, der
tilhjre spidsede sig ind og forsvandt mellem Skovene, medens den
tilvenstre bugtede sig frem gennem aabent Land ud mod Bltet. I det
store Asketr ovenover dem havde der fr vret en Opgang til en
Platform, ligesom paa et Udsigtstaarn. Han havde saa tidt vret
deroppe som Dreng, naar han legede med den danske Prsts Snner. Men
hun havde kun bt der i et Par Aar, og i den forrige tyske Prsts Tid
havde der heller ikke vret noget saadant. Hun var fra Rhinen. Pastor
Schmettau var en Halvonkel til hende; han var Slesvigholstener og
havde i den danske Tid vret Prst i Slesvig. Men saa blev han
misfornjet, var gaaet over til Tyskerne og havde faaet et Embede i
Brandenborg, indtil Krigen. Hendes Forldre vare forlngst dde;
Faderen havde vret Professor i Dsseldorf. -- Frst tildryppede
disse Meddelelser ham langsomt og afbrudt fra hendes Mund, og han
maatte lokke dem frem, medens hun stod ved Siden af ham og pillede et
Hasselblad itu, nsten uden at se paa ham, idet hendes Hoved snkede
sig, saa at Nakkelinjen strakte sig lidt fremad, brende de blde
mrkebrune Haarbukler. Men efterhaanden blev hun modigere, og han fik
oftere hendes gyldenbrune jne at se.

-- I Dsseldorf? spurgte han med en Blanding af Forundring og Glde i
Stemmen.

-- Ja wohl. -- Und warum denn nicht?

-- Die Stadt Dsseldorf ist sehr schn, und wenn man in der Ferne an
sie denkt, und zufllig dort geboren ist, wird Einem wunderlich zu
Muthe.

-- Ei, wie schn! ... Sie knnen Ihren Heine auswendig ... Ich kann
sogar auch weiter gehn: -- Ich bin dort geboren, und es ist mir, als
msste ich gleich nach Hause gehn.

Da de engang vare faldne ind i Tysk, blev de ved at fre Samtalen paa
dette Sprog. --

-- De har Hjemve? -- men De vil dog vel ikke _strax_ bort, haaber
jeg?

-- Strax? -- det vilde rigtignok vre en Smule uhfligt, naar man
netop har Gster, og det har vi saa sjlden her.

-- Og De vil dog ogsaa snart komme tilbage?

-- Ak nej, naar jeg blot kunde, saa vilde jeg langt heller leve dr
-- ved Rhinen.

-- Ja men, det vilde dog vre grusomt at vise Dem her, saa snart jeg
kom, og saa igen forsvinde, saa at jeg maatte gaa her alene og lnges
bort mod Rhinen ... Ak, jeg har saa tidt lngtes bort til Rhinen, som
om jeg var fdt dr -- og naar _De_ ovenikbet bde dr --

-- Ej, hvad siger De dog dr for noget naragtigt Tj!

-- Naar jeg siger noget naragtigt Tj, -- det maa De skrive paa
Sprogets Regning ... Det kommer saadan af sig selv, naar jeg taler
Tysk.

-- Tak! ... Det var jo en smuk Kompliment til vort Sprogs Aand! sagde
hun og lo, saa hendes Hoved rystede, og Haarbuklerne dansede paa
hendes Nakke.

-- Nej, saadant var det ikke ment; -- men hvorledes kan man paa n
Gang beregne Grammatiken og saa desuden endnu passe paa Meningen?

-- Saa er det maaske bedre, at vi Dansk taler, for det er jo dog
egentlig Meningen, som er Meningen. Det er jo ogsaa det hfligste mod
Dem som Gst ... Men hvis min Onkel og jeg en Gang besgte Dem, vilde
De saa ogsaa vre saa hflig at tale Tysk?

-- Ikke i min Broders Hus, det vilde vre Synd ... Men det er en
anden Sag ser De nok ... For Resten kan vi jo holde os ganske
nevtralt: jeg taler Dansk og De Tysk. -- Jeg hrer Dem ogsaa saa
grne tale Tysk.

-- Deres Udtryk er jo virkelig ogsaa paa Dansk smukkere end Meningen
... Og jeg Stakkel, der har gjort mig saa megen Umage for at lre
Dansk.

-- Nej, jeg mente virkelig ikke, at De taler daarlig Dansk, men jeg
holder nu saa meget af det tyske Sprog, og jeg har saa sjlden hrt
det, og det lyder saa smukt, naar De siger det --

-- Naa det maa man sige, -- De er rigtignok ingen Fanatiker!

I det samme kom Prsten op paa Hjen, ledsaget af Skoleinspektren,
der havde en Sommer-Entoutcas i Haanden og sin Overfrakke paa Armen.
Han vilde spejde efter Damperen, der skulde fre ham til Haderslev.
Den maatte nu snart komme fra Aarsund. Man kunde ogsaa nu allerede
se Rgen over Land, og strax efter strg den om Pynten og styrede
over mod Bk. Det var paa Tide at gaa saa smaat ned ad Broen til.

De spadserede hen ad den yderste lige Gang, der forlngede sig gennem
Allen ud i Skoven. Kredsskole-Inspektren havde gjort nogle galante
Henvendelser til Johanna, men hun holdt sig bagved med Hjorth, saa
han maatte flge Pastoren, der gik stiv med Hnderne paa Ryggen og
afmaalte flade Trin af de lange udtraadte Stvler, der frst satte
Hlene i og saa klappede til med Terne et Sted langt foran, medens
Hr. Sauerbrei gik elastisk med smaa Skridt af knirkende Saaler,
gestikulerende med Armen, hvorover hans Frakke var slngt skdeslst.
-- Johanna talte til Hjorth om Rhinen, men hun indrmmede, at man
kunde ikke forlange det sknnere end her i denne Bgehjskov, gennem
hvilken Gangstien frte brat ned mod Fjorden. Hvis hun havde vret
fdt og opdragen her, vilde det ogsaa have vret en anden Sag. Men
hvor kunde det vre, at han kunde fle Hjemve efter Rhinen, som om
han var fdt der? ... Han fortalte hende om sin Opdragelse gennem
tysk Literatur; fordi alle store Tanker vare komne til ham paa Tysk,
var det Sprog ligesom hans aandelige Modersmaal, -- for ti Aar siden
vilde han trt, at det Menneske var vanvittigt, der havde sagt til
ham, at han en Gang skulde finde Tysk sknt ved Vonsbk Fjord, men
han kunde ikke gre for det; og saaledes var det ogsaa med Stederne:
mod Weimar havde han en Pilgrimslngsel som en Muhamedaner mod Mekka,
og Rhinen var bleven sunget saaledes ind i ham, at han nsten fik
Hjrtebanken, naar han hrte Navnet paa den sknne Strm, hvor
Daarskaben grr paa de grnne Bjrge.

Johanna hrte opmrksomt efter, medens hun gik langsomt ved Siden af
ham, ridsende med Parasolspidsen i Gruset, bjende sit smukke Hoved
med denne langlige Blgelinje af en gul Nakke op under mrke
Haarbukler, som allerede havde fortryllet ham den frste Aften. Ved
de sidste Ord smilede hun ganske fint uden at se op og sagde:

-- Jeg maatte grne vide, om De er en god Theolog, siden De er saa
fortrolig med Heine.

Men i det samme hvsede Piben, medens Damperen stnnende og pumpende
lagde til ved Broen, og de lange, flade Blger begyndte skvulpende at
lbe op mod Bredden. Kredsskole-Inspektr Sauerbrei bd Farvel og gik
bort med Prsten, der vilde flge ham helt ud til Skibet. Ovenover
dem svajede de lange smidige Bgegrene med deres mrkegrnne
aftenskyggede Lv, medens de verste Bgekroner paa den anden Side af
Fjorden i Sverdrup Skov havde en straalende Solforgyldning. Yderst
ude fra Broen hrtes endnu den sirlige Knirken af Hr. Sauerbreis
Saaler og afmaalt Klappen af Pastorens vrdige Stvler. Skorstenen
blev ved at stnne, og Maskinen gik med en utaalmodig Pumpen. Af og
til kom der et lille skarpt Skrig fra Pirrfuglen og et Plump, naar
den dukkede paa Hovedet under Vandet. Men bagfra sendte Kirkeklokken
sine fredelige Malmtoner ud mellem de store Bgestammers graa Sjler.

Johanna havde lagt Mrke til, at Hjorth var bleven rd i Hovedet ved
hendes Sprgsmaal, og for at befri ham for Svaret, fortsatte hun, som
om hun havde glemt sit Sprgsmaal:

-- Det er ellers drolligt, at den frste Danske, jeg kommer til at
tale rigtig med -- at han er saadan -- hvad hedder det -- -- so ein
Jnger der Germanen.

Dette Navn, hvormed hendes Mund dbte ham, henrykkede ham saaledes,
at han maatte gentage det med hendes Tonefald, saa hun forundret sa
paa ham, om han gjorde Nar af hende. Men han lagde ikke Mrke dertil,
for han sa til Siden for at indprente sig, hvilket Tr de stod
under, som om han havde en Anelse om, at han maaske en Gang senere
kunde nske at erindre njagtig, hvor hun havde sagt det til ham.

-- Ja, -- det har De Ret i ... Men maaske er det dog det aller
naturligste ... For er ikke hele Danmark Germaniens Lrling?

-- Saa, ja -- jeg vd ikke ... I Deres Literatur --

-- Fuldstndig, -- og saa i vort l og vor Politik, tilfjede han
leende.

-- Ogsaa i Deres Politik? ... Ja det forstaar jeg mig rigtignok endnu
mindre paa end paa l, sagde hun med et muntert Smil, medens hun
maatte vinke med Parasollen ud imod Hr. Sauerbrei, hvis Lommetrklde
utrttelig viftede fra Bagstavnen af Dampbaaden, der allerede var
kommen et Stykke ud paa Fjorden. -- Ivrig har jeg erfaret, at det
danske l skal vre saa godt.

-- Ja, det er fortrinligt, det er endogsaa bermt og bliver jo ogsaa
exporteret ... Og vor Literatur, den er virkelig meget smuk og bliver
ogsaa oversat ... Og vor indre Politik, -- ja, den er vist ogsaa
meget god for Liebhavere. Naar vi ikke egentlig har nogen Bismarck,
saa er det virkelig ikke vor Skyld og heller ikke Estrups Skyld --

-- Aa, det er den Minister, De talte om oppe i Lauben, og som min
Onkel og Skole-Inspektoren holdt paa. -- Ikke sandt?

-- Jo, -- man har jo forskellige Sympathier.

-- Jeg tror ikke, De vil komme til at sympathisere meget med Onkel.

-- Naa, har De allerede fundet ud af _det_?

-- Og saa faar man Dem vel ikke meget at se?

-- Nej, det gr man vel ikke, svarede han og lo saa hjrtelig, at hun
maatte le med og blev lidt rd i Hovedet.

-- Ja, det er for Resten slet ikke saa amsant, at det er til at le
over, for vi lever her saa stille, og jeg ser nsten ingen, som jeg
kan tale med, sagde hun saa, idet hun befriede sit je for et af de
lange Haar, der var fljet hen over det, og som hun strg om bag
ret.

Pastor Schmettau nade nu op til dem, og de gik alle tre tilbage til
Haven, hvor Johanna forlod dem, da hun skulde gre Thebordet i Stand.
Prsten gik ved Siden af Hjorth med de lange Stvlers vrdige Skridt
over Gruset, bestandig stiv og knappet sort op til Halsbindet, med
Hnderne paa Ryggen, naar han ikke netop strg med den hjre over
Ansigtet. Han udtalte sig om sin Stilling til Menigheden. Den var
meget vanskelig. Bnderne vare fjendtlige imod ham, og mente, at han
hadede alt Dansk. Det var ikke Tilfldet. Kun havde han altid vret
Slesvig-Holstener og havde ikke kunnet finde sig til Rette under det
danske Regimente. Han haabede dengang, at det kunde gaa roligere af,
men det viste sig at vre en Umulighed. De Danske havde regeret for
haardt. Selv nu i denne vanskelige Tid tillod Tyskerne dog en dansk
Skole i Haderslev med afgjort patriotisk Farve. Men i den danske Tid
kunde der ikke vre Tale om en tysk Skole, Folk maatte ikke engang
have tyske Huslrere. Om de danske juridiske Embedsmnds Hovmod den
Gang kunde man nppe gre sig nogen Forestilling. -- Ulykken var, at
det patriotiske Hovmod lod Danmark forsmaa alt Kendskab til Tyskland.
Dersom man havde anet, hvor alvorligt de undertrykte Tyskeres Sag
deroppe laa hele Tyskland paa Sinde, og ikke havde trot, at denne
Sympathi kun var Praleri af holstenske Whlere, saa vilde man
aldrig have vovet at gaa saa vidt, og adskilligt vilde nu vret
anderledes. -- Efterhaanden som han talte, nade han frem til
nogenlunde hele Stninger, som afbrdes af stedse frre Grynt og
Rmninger; han talte sig endogsaa op til en vis Varme. Hjorth fandt
ham mindre utaalelig nu. Han gjorde af og til et Sprgsmaal, men
indlod sig ikke i nogen politisk Strid, da han ikke turde stole paa
sine spredte og ndvendigvis ensidige Kundskaber fra en Tid, som han
ikke selv havde levet med; -- han var desuden for vant til at se sine
nedarvede Synsmaader omstdte ved senere Erfaringer til ikke med
Interesse nu at hre den anden Part.

Efter The satte Johanna sig til Klaveret og sang med en smuk, men
noget uvet Stemme en Del tyske Folkesange: -- Mein Schatz der ist
auf der Wanderschaft hin -- Es zogen drei Bursche wohl ber den
Rhein, Loreley, -- melankolske Sange, trohjrtet inderlige i Ord
og Melodier. Hvor ld det ikke betagende fra hendes Lber:

    Die Luft ist khl, und es dunkelt,
    und ruhig fliesst der Rhein --

Det var til at faa Taarer i jnene af. I alt Fald var Hjorth nr ved
at faa det, som han sad dr i den mrke Stue, nsten lige op ad
hende, henne ved Vinduet, medens han sa ud mod Sverdrup Skov, der
stod mrk mellem den lyse Dis, hvori Fuldmaanen svvede, og det
blanke Skaar af Fjorden. Henne fra Prstens Lnestol kom nu og da en
afbrudt Stnnen af tr Sentimentalitet. Efterhaanden trngte
Maanelyset strkere ind gennem Ruderne, blinkende i Johannas jne.
Hun blev pludselig distrait et Sted i Loreley, og Hjorth maatte
suflere.

    Den Schiffer im kleinen Schiffe
    ergreift es mit wildem Weh -- --

Men henne fra Lnestolen mumlede det: Det er sjlden -- hm -- at
trffe en Dansk -- m, nu -- som er saa hjemme -- ah -- i den tyske
Poesi. --

Da han kom hjem, spurgte Broderen ham, hvor han havde vret, og blev
meget overrasket ved at hre, at han havde besgt Prsten.

-- Aa, han havde bedet mig komme, og jeg havde dog nok Lyst til at se
ham nrmere og hre, hvordan han udtalte sig.

-- Naa, -- hvad sagde han saa?

-- Han sagde m og ba og bu og saa lidt mer, der ikke var saa
morsomt.

-- Ha, ha, ha! ... Nej det er saamn et slle Skrog ... De forsgte
da vel itt' at faa dig til at tale Tysk?

-- Nej.




XL.


-- Se, den sidder snert den Frakk'.

-- Ja, det er da wis.

-- Og saa slutter den helt op i  Nakk', itt' som din, hvor man kan
se  Flip. -- Og saa Buxerne her, se paa  Fald over  Stvl'; -- se
frst helt dr ner' dr skal de brede sig, itt' som dine, der hnger
dr og flagrer ovenover.

-- Jo, -- det er rigtigt nok ... Det er godt syt.

-- Ja, I har mj' tilbages aa lre herhjemme ... Tj har I nok, men I
forstaar itt' aa sy ... Nej I har mj' aa lre endnu.

-- Og det er altsammen syt i Amerika?

-- Ja, -- det er New York ... A behver bare aa skrive til  Skrder
og give  Maal, her over Skuldren, toogtredive er det, saa vr 
Skrder Beske'en, saa laver han en hel Habit.

-- Det var som Fanden!

-- Ja, ha ... Det er Kunst det, sagde Styrmanden Per Hjorth, idet han
tog den korte Shagpibe ud af Munden og spyttede.

Vrelset sa ud som en Skrdergarderobe, saa fuldt hang det af gode
Gangklder, Frakker, Jakker, Habiter.

Niels kunde ikke bare sig for at smile lidt over Broderens pralende
Udstilling og overlegne Verdensborger-Tone. Men i det Hele lod den
til at virke imponerende paa Selskabet. Der var flere Gaardejere fra
Bk, den mrke Kmpe Jrgen Juel, der mnstrede det Hele med en
uddelig Alvor. Kromand Bek, der lo med en fortroligere Holdning,
som en der selv havde hrt med til Laget, og den understsige Kaptajn
Vildfang, der strg sig om sit Frederik-den-syvende-Skg, medens han
erindrede de Herligheder, han selv plejede at bringe med fra sine
Farter, og hvormed han havde bedaaret sin Vilhelmine, den gamle Madam
Hjorths Sster.

Foruden disse sdvanlige Gster var der ogsaa en Svoger til
Hjortherne, Hr. Fris, en Broder af Jens' Kone. Det var en hj,
statelig Mand, der i sin sorte Dragt snarere sa ud som en finere
Haandvrksmester end som en Bonde. Han ejede en Gaard lige nord for
Grnsen, inde i det Danske.

-- Nej det var dog den svreste Kuffert, jeg har set, udbrd Fris,
pegende paa en stor Kasse, med hjt hvlvet Laag, helt over beslaaet
med Zinkplader.

-- Rigtig Smandskuffert den, sagde Kromanden. -- Kan og rumme en
Del.

-- Ja, der kan vre mj' i den, og endda ligger det godt, svarede
Styrmanden. Og idet han slog Laaget tilbage, som indvendig prangede
med et smgtende Damehoved og en stejlende Rytter, viste han
hvorledes der droppe var et Hatterum, et Rum til Flipper og
Manschetter, et Rum til Papirer og Bger.

Men da Fris bjede sig ned for at undersge de mange
hemmelighedsfulde Remme og Spnder, fr der pludselig bagfra noget op
ad Ryggen paa ham, ruskede ham i det store Haar, hoppede ned over
Skuldren og sad paa Hjrnet af Kufferten som en lille graabrun
Abekat, der balancerede paa Hug med Halen nede i Kufferten og de
lange tynde Arme hngende ned mellem Benene, medens den med Hovedet
paa Skak betragtede Selskabet, jensynlig fornjet med den
Forbavselse, som den havde vakt.

-- Sikken en lille Djvel, hvor kom han fra?

-- Han har nok siddet henne i  Krog.

-- Ja, han kan hitt' aa manne Kunster, det er da wis, sagde Jens. Og
han fortalte, hvorledes han havde kjrt med den derud fra Ha'erslev,
og den var krbet frem paa den forreste Agestol, hvor den sad og
vilde holde paa Linerne, som om den var Kusk.

-- He ... Hvad er det ellers for en Art Avekat, Per?

-- Det vr a itt' saa lig' ... Men han er fra Java, der kjbte jeg
ham ... Han he'er Sam ... Come, Sam! Come here my little boy.

Styrmanden strakte sin brune Smandsnve med det blaa krudttsede
Anker hen imod den. Sam sprang til, fik fat i Haanden med et sejgt
Tag af sine smaa Viskelders-Hnder, fr op ad Skjortermet og tog
Plads paa Skulderen, hvor den sad drejende sit Hoved og gnidende de
sorte Haandflader betnksomt mod hinanden.

Man beundrede den og kom til at tale om alle de morsomme Ting, som
Smnd saadan kunde bringe med fra den anden Verden.  Kaptajn havde
nu haft en Pappegje, og kunde synge Davids Salmer paa Engelsk. En
Gang, da en Dreng stod og glde paa ham, mens han sang hans Salme,
saa brd han pludselig af allerbedst som han sang: My soul, praise
the lord, og skreg: God damn his eyes. Men han var nu lnge dd og
laa begraven i  Kaptajns Have under en stor Konkylje. -- Saadan var
der manne Dyr, og var mj' fornuftigere som manne Mennesker.

-- Men hvor er Farbror Hans, spurgte Per, idet han lod Sam entre ned,
og trak sin Frakke paa.

--  Mller, han maa komm' g'lik ... Nu er han aa  Synor' i
Ha'erslev ... Men nu er det nok paa Tide vi gaar til Bords.

Det lange Bord var dkket i den ene Side af den store, temmelig
mbeltomme Sal. Damerne sad i den lange Sofa, den smukke Fru Fris i
Midten, prangede med sin Silkekjole, der hvdede de nordliges Ry for
Overdaadighed. Anretningen var ikke pralende, men solid. Andesteg med
Rdkaal og Blomkaal, Svedsker og bler og syltede Blommer cirkulerede
livlig, fyldende Talerkenerne med store Portioner. De smaa
Akvavitglas hilste paa hinanden og Samtalen blev livlig, men ikke
hjrstet ved Enderne og langs den ydre Side, hvor Mndene sad.

Den sortskggede Kmpe Jrgen Juel med det alvorlige Apostelansigt
talte med Hr. Fris om kirkelige Tilstande og Ritualejendommeligheder.
Niels hrte bestandig Ordene: Bn, Forsagelse, Syndernes Forladelse;
den meddeltes her paa Grund af vor Daab, men Fris fandt det
smukkere, at deres Prst sagde for vor Herre Jesu Skyld, og Juel
nikkede: det gik nok saa meget til Hjrte det, og begge Dele var jo
lige rigtigt. -- Men ved den anden Ende af Bordet talte de om Ker. 
Kaptajn vidste, at der blev indfrt manne fynske Kvier til Angeln,
dr fik de  Mrk', og saa gik for Anglerker. Ser og godt nok ud
dertil, sagde Kromand Bek. Men Jens Hjorth holdt paa Balmerracen fra
Ribe; det var dog nok den givtigste Malkeko. Og midt for Bordet
fortalte Styrmanden over til Damerne, hvordan han havde slaaet en
lang tysk Matros i Dkket; for Tyskerne var nu immer lige
storsnudede, enten de var til Lands eller til Vands. Han skulde hilse
Kromanden fra hans Sn Kristen, hvem han havde mdt paa Gaden i
Boston; dengang skulde han lige gaa ombord til en Fart paa en fire,
fem Aar og sa ud til at vre en rigtig rask Gut; det var knap, han
kunde kende ham igen.

-- Hvor lnge har du nu vret borte, Per? spurgte Bek.

-- Det gr fjorten Aar nu til November.

-- Naa, saa har du jo Lov til at vre her. -- Du behver itt' at
krybe i Skjul for  Gendarm.

-- Nej a, -- nej, a er og amerikansk Borger ... A har tjent elleve
Aar under  Unions Flag ... Og en amerikansk Borger, ham kan de itt'
gre noget. --

-- Ja Vejene her i Vonsbk de er gode nok ... Men der er ellers dr,
hvor a kom krende ved Fjldet, dr hvor man vrider om ved
Fjldstrup, -- det var dog en skrkkelig forsmt Vej.

-- Ja, det har du Ret i, Fris, den er lige gal nok.

-- I den Retning lader det da til, I har Friheder herovre.

Det indrmmedes under almindelig Latter nede ved hans Bordende. Men
ellers kunde han tro, de blev krt i stramme Liner. Og saa maatte de
da trkke paa et Ls af Skatter. Hvad der isr harmede dem var den
danske Afgift Canon. Det var nok en gammel kirkelig Skat, men
ellers havde da Fanden skabt den. Det var _den_ danske Skik, som
Tyskerne jo nok skulde srge for, de overholdt. Men Fris kunde
trste dem med, at dr nord for Grnsen maatte de ogsaa betale Canon,
og det sknt den Rettighed, der fulgte med, var taget fra dem; -- for
Meningen var, at de, der betalte Canon, skulde have Valgret til
Landstinget. Men det var skrevet i Glemmebogen. Ja, Gud vd, hvis de
nu kom tilbage til Danmark, om de saa vilde vre saa tilfredse med
Regimentet dr, som de tnkte sig.

-- Det maa da vre Hjre, som har taget den Ret fra jer, Fris, raabte
Jens Hjorth langs over Bordet.

-- Ja Venstre er det sgu'tte.

Men Per Styrmand talte endnu om den amerikanske Borgerret. En Gang
havde han vret i Filadelfia en Dag, da der var Valg, og der kom en
Mand hen til ham og anden Styrmand og sagde, de skulde stemme paa den
og den. Men anden Styrmand var ikke amerikansk Borger. Naa stem
bare, her er fyrretyve Dollars, det koster Borgerbrevet. --

-- Det var ellers flot, det, -- sagde Kromand Bek.

-- Ja vi er alle ivrige Politikere ... Men vi er og alle sammel
Republikaner og Demokrater ... De her Konger og Adelsmnd og Ordner
og alt det gamle Kram, I har herovre, det kender vi itt' til.

Og idet de to Strmninger mdtes, blev hele Samtalen politisk.

-- Jeg gad dog vide, sagde Fris, hvis I nu kom tilbages, hvilket
Parti I saa vilde slaa jer til.

-- Ja, vi Vonsbkker, vi blev dog Hjre, det trouer a da nok, sagde
Jrgen Juel, mens han strg sit sorte Skg med en urokkelig
Alvorsmands-Mine.

-- Nej, nej, itt' alle da, raabte Jens.

-- Jo, de fleste blev det dog, sagde Bek.

-- Ja, det er trouligt nok, sagde Fris, -- for I er jo bleven saadan
fanatiserede i sin Tid af Dannevirke -- det var jo frdig at gre
jer rent kuldrede.

-- Ja, det er da wis, sagde Jens, -- det var skammeligt, saadan som
det omtalte Venstre.

Diskussionen fortsattes inde i Dagligstuen, hvor der nsten var
ganske mrkt. Bakker med dampende Toddy-Glas kom paa Bordet;
Cigarerne blev tndte. Ordstriden var levende, hjrstet, men uden
Lidenskab; at Niels og Fris, de to eneste tilstedevrende danske
Borgere, holdt med Venstre undlod ikke at gre sin Virkning. Desuden
var Meningerne allerede delte mellem selve Vonsbkkerne, og man
kendte hinanden saa godt som gode danske Mnd, at det ikke faldt
nogen ind at flyve i Flint, over at en anden tilhrte det modsatte
Parti. -- Niels og Fris var netop i Frd med det vanskelige Hverv at
forsvare Venstres Politik i Forsvarssagen, -- dette kildne Punkt i
Snderjylland --, da Samtalen blev vredet om i et andet Spor ved
Mllerens Ankomst.

-- Naa, Farbror Hans, hvordan gik det saa aa  Synor'?

-- Aa jo, det var jo da livligt nok, det vanted itt'.

Men Fris maatte frst sttes ind i Sagen. Det drejede sig om en ny
Salmebog. For den, de tyske Prster havde indfrt, havde jo nok meget
gode Salmer, men Melodierne ovenover stod angivet paa Tysk, saa den
kunde man itt' bruge. Saa kunde de itt' blive enig' om, hvilken
Samling der skulde lgges til Grund. Flere af Prsterne vilde have
den evangeliske Salmebog, men det kunde de itt' gaa ind aa, for det
var itt' rigtig Kristendom, det var rationalistisk.

-- Hvad bruger I nu for en i Danmark, Niels?

Niels var i Forlegenhed, men Fris sagde, det var Roskilde Konvents.

-- Ja, det tvilt' a nok aa ... Den vilde vi og ha'e. Og saa var det
Kristen Lund fra Aastrup, han stod op og saa'e, te vi vanted hart en
mere levendes Kirkesang for at faa alle de trre Pr'kener, vi maatte
dje, til at glide ner.

-- Ha, ha! -- saa'e han det? ... Ja, det er en flink Fyr han.

-- Naa, der blev jo et Hallj blandt de tyske Prster, -- der var
itt' renlyd ... Men  Formand holdt jo med dem.

-- Ha, ha! -- ja saadan skal de have det! -- Og Pastor Schmettau?

-- Ja, han fr op, som om han var stukken af en Brms, og hans Tnder
er itt' hvidere, som hans Ansigt blev.

Og den politiske Strid druknede i den almindelige Glde over, at de
havde drillet de tyske Prster.




XLI.


Hjorth havde fra frst af ikke rigtig vidst, hvorlnge han vilde
blive i Vonsbk. Han havde nrmest tnkt sig at feriere det Efteraar
og saa ved det nye Aars Begyndelse at tage til Kbenhavn og se at
faa noget Skolearbejde dr. Men Julen drev over, og han flte aldeles
ingen Lyst til at rejse; han havde det saa inderlig godt dr, og
kunde forelbig slet ikke tnke sig at bo andre Steder. For dog at
sysselstte sig med noget fik han de ldste Klasser i Skolen til at
komme hjem til sig og gav Brnene nogen fyldigere Undervisning i
Historie og Geografi. Hans Bekendtskab med Prsten kom ham her til
god Nytte, saa der ingen Hindringer blev lagt ham i Vejen.

Dette Bekendtskab faldt ellers ikke rigtig i Vonsbkkernes Smag. Der
var jo nok dem, der ikke var dummere, end at de kunde begribe, hvem
af Prstegaardens Beboere det var, som trak Hjorth til Huset. Men det
var heller ikke rigtig passende det med Johanna, sknt hun var
almindelig afholdt; -- for hun var dog en Hjemmetysker, og det havde
da vret rimeligere, at Hjorth havde kastet sine jne paa en af
Landets Dtre.

Han kom virkelig temmelig hyppig i Prstegaarden, sknt Pastor
Schmettau endnu bestandig forekom ham at vre en utaalelig
Stivstikker, som i Grunden slet ikke var til at tale med. Prsten
forundrede sig ikke over, at Studenten i disse Bondeomgivelser sgte
til den eneste Familje med hjere Dannelse; han begyndte derimod nok
at finde det mrkeligt, at Studenten lod til at slaa sig til Ro i den
landlige Afkrog; men Hjorth fik ham bundet paa rmet, at han virkelig
var bleven noget overanstrngt og behvede Ro og Landluft. Sine
ukristelige Anskuelser vogtede han sig vel for at rbe; Bnderne
indlod sig aldrig med Prsten, saa fra den Retning fik han intet at
vide om sin Gst; -- og Johanna tav ogsaa.

Hende havde han allerede for lnge siden fortalt, at han i
Virkeligheden slet ikke studerede Theologi lnger og ikke vilde vre
Prst, fordi hans Anskuelser forbd ham det. Saa havde hun lt og
spurgt, om han kunde huske, at hun allerede den frste Dag havde
ment, at han ikke var nogen god Theolog, men den Gang var han bleven
rd i Hovedet. -- Jo, det kunde han godt huske, men han kendte hende
jo saa lidt den Gang, saa han kunde ikke vide, om det ikke vilde
skade ham i hendes Omdmme. -- Og det vilde han bilde hende ind, han
brd sig om? -- Ja, det vilde han netop, -- -- og saa havde de begge
lt.

Hun havde en naturlig Ynde, der, naar hun var munter, kunde vise sig
i Former, som man hos mange andre vilde have kaldt Koketteri, og hun
ytrede ofte en beskeden Ubevidsthed, der vilde have givet hende
Udseende af at udfordre Komplimenter, dersom ikke hele hendes Vsen
havde afvist en saadan Mistanke. Saaledes fortalte hun ham en Dag, at
hun havde aldrig nsket Rigdom, og hun var saa dum, at hun kun
sjlden nskede at vre mere begavet, men hun kunde ofte misunde
Sknheder og nske, at hun selv var smuk. Da hun havde sagt det, sa
han saa forundret paa hende, at hun blev ganske rd i Hovedet og
trde, hun havde en sort Nse eller en Sortepers-Streg i Panden. Og
det kunde dog ikke vre nogen Ejendommelighed hos ham, at han fandt
hende skn, for i hele Egnen gik hun under Navnet den smukke Frken
Schmettau; -- og en Gang, da de var paa Koncert i Haderslev,
rettedes alle Lorgnetter og Kikkerter imod dem, idet de traadte ind
i Harmoniens Sal; men hun trde, at de sa paa ham, fordi han var
fremmed i Byen.

Denne Ubevidsthed gav hendes Sknhed den frie, lette Simpelhed, som
et Maleri har, naar det endnu hnger med tilsmmet Lrredsrand uden
Ramme, usolgt, i Kunstnerens Atelier, med Mulighed for nye
Penselstrg endnu, Fremhvelsen af et Solblink, Uddybelsen af en
Skygge.

Og Hjorth levede af denne Sknhed, elskede dette Legeme, der syntes
at vre en saa gennemprget Form af en skn Sjl, at han spgende
gentog for sig selv, det var mere forbedrende at se en Time paa
hende, end at lse Alverdens Moralfilosofer. Om Natten, naar han
havde slukket sit Lys, sgte han forgves at faa hendes Ansigt
tydelig at se. Naar han som Modstning blot et Nu kom til at tnke
paa Kristine, havde han den rgrelse, at hendes ovale Ansigt strax
viste sig saa grangiveligt og nr, som om han kunde gribe det. Men
Johannas mere firkantede Ansigt maatte han njes med at tnke paa
stykkevis, indtil det saa tilsidst viste sig utydelig og fjrnt,
ganske behersket af de forunderlige jne; -- det var ikke store jne,
men dybtliggende, og over Regnbuehindens brune Grund stod der ligesom
en gylden Glorie, der straalede ud fra den sorte Pupil; de mrke
jenbryn vare kun ttte lige foran, deres opstrgne smaa Haar
udtyndedes og forsvandt nsten ned mod Tindingen; -- men dr bugtede
sig saa de viltre Tjavser af mrkebrunt Hovedhaar helt ned til
Brynranden og lod kun det midterste af Panden fri. Han forelskede
sig ogsaa i de mindre fuldkomne Enkeltheder, der gav det Hele
Afvexlingen af oplste Dissonanser. Den tydelige Streg, som gik fra
Nsefljen ned til den nedbjede Mundvig og syntes at vre for gammel
til det ungdommelige Ansigt, gav hende et rrende, mildt srgmodigt
Udtryk. Han holdt ogsaa af, at hendes Lber vare temmelig blege, at
Overlben var lidt for smal, og at Underlben ofte midt paa havde et
lille Saar, fordi hun plejede at bide i den og pille ved Huden -- en
Vane som han ogsaa selv havde. -- Og Hnderne, som hun selv skammede
sig over og fandt saa simple og klodsede, -- han vilde ikke for de
mest fuldendte smalle Venushnder med blaa-aaret Liljehud nske disse
brune kraftige Hnder bortbyttede, troskyldige, kloge smaa
Arbejdshnder, der syede hendes gamle Kjoler om og syntes at
kunne faa noget smukt ud af det tarveligste, og som i de lange
Efteraarsaftener havde vret saa flittige med at sy Julegaver til de
fattige Brn i Sognet.

Kom han, naar hun var saaledes sysselsat, saa lagde hun ikke Arbejdet
til Side, men snakkede med ham, mens hun blev ved at sy og maale og
klippe til, idet hun af og til standsede og satte en Tand fast i
Underlben eller lagde Pegefingeren paa Hagen, medens hun smilende
overvejede, hvorledes hun bedst kunde komme ud af det, og undertiden
gav ham Del i Arbejdet ved at lade ham holde et Stykke Tj, som hun
klippede i. Og han flte sig lykkelig ved at blive behandlet saaledes
fortrolig som en Husven, hvem man ikke gjorde mange Ophvelser over.
Men en af hans strste Glder var at gaa om Aftenen med hende ud i
Gaarden, hvor hun var omflagret af Duer og omtrippet af Hns og
Kyllinger, der kom pilende langt borte fra, og hvor Trofast ikke
vidste, om han skulde falde ned paa Hovedet eller paa Ryggen, saadan
sprang han, naar hun kom hen til ham, indtil han lagde sig plat ned i
en henrykt Daanen, naar hun klede for ham, medens hun beklagede, at
han skulde staa bunden, men han havde en slem Passion for at jage
Livet af Faarene. Slutningen var saa, at Hestene, naar de vare blevne
vandede, kom hen og fik Rugbrd og Sukker af hende, og hun lokkede
dem til at trde med Forbenene helt op ad Stentrinnene til Kkkenet,
indtil hun, efterat have givet de sidste Smuler bort, klappede dem
paa de blde Muler og lod dem nappe i hendes Fingre med deres lange
krtegnende Lber. Han holdt saa meget af at se hende saaledes,
udsende sin Krligheds Rigdom ogsaa til disse fattige Vsener, og
selv omgivet af deres stumme Krlighed, der syntes ham et rrende
Vidnesbyrd om, at selv den enfoldigste Skabning kunde lse sig
Tryghed ud af denne Skikkelse, fra hvilken der ikke kunde komme andet
end godt.

Under dette Samliv vaagnede der hos dem begge en Trang til at lre
hinandens tidligere Liv at kende og ved Delagtighed i hinandens
Erindringer erstatte Mangelen af et Bekendtskab fra Barndommen af.

Johannas tidligste Ungdom havde vret gldels nok i et lidet
hyggeligt Hjem. Faderen var en Pedant, der havde delt sin Tid mellem
Studerekamret og Knejpen, og som kun gav sig lidt af med sin Sn og
slet ikke med sin Datter. Hendes ldre Broder havde frst tyraniseret
hende og saa overset hende; nu da han var tysk Officer, hrte hun saa
godt som aldrig fra ham. Moderen havde hun heller ikke sympathiseret
med; det var en strix Kone, dygtig i sin Husholdning, men af en
temmelig lav Tnkemaade; de Leveregler, hun havde givet sin Datter,
vidnede slet ikke om nogen tysk Idealisme i Moralen. Efter hvad
Hjorth kunde forstaa, havde hun villet mede med Datterens Sknhed
efter en rig Svigersn og pinte hende, fordi hun ikke var behagelig
nok imod de udsete Herrer. Johannas Forlegenhed og Beskedenhed gjorde
paa dette Punkt Fortllingen lidt dunkel; men en Gang sagde hun dog
rent ud, at Moderen nemlig havde vret saa dum at finde hende smuk.
Hun var kommen meget lidt ud mellem Jvnaldrende og lod ikke til
at have haft nogen Veninde. Det eneste lysende Punkt i denne
Barndoms-Erindring var egentlig Rhinegnens Sknhed; det var den, hun
helst dvlede ved, og mod den lngtes hun tilbage. I denne Natur
syntes saa hendes egen at have udfoldet sig som en fin Blomst,
upaavirket og ufordrvet af de nrmeste Omgivelser, fra Spirer, som
maatte ligge dybere nede i afdde Generationers Jordlag. -- Da hun
var atten Aar, dde begge Forldrene, og hun kom i Huset hos sin
Onkel, der levede i barnlst gteskab. Fru Schmettau havde hun holdt
af, og de havde vret meget for hinanden; men hun var dd for et Par
Aar siden. Hun lignede slet ikke Onkel Friedrich, -- Gud vd,
hvorledes de har faaet hinanden, sagde hun tidt. Men om ham tav hun.

Denne Ungdomstid var dog ikke gaaet hen over hende uden at have
efterladt sit Mrke. Hendes frste Forlegenhed, der snart var svundet
for en ligefrem, naturlig Venlighed, havde kun vret en Form af den
Fortrykthed, der endnu bestandig viste sig i hendes Vsen og gjorde
hende sky overfor alle andre, -- ligesom hendes beskedne Mangel paa
Selvtillid var en anden Form deraf. Ogsaa overfor ham fik hun endnu
Blodet i Kinderne, naar hun vilde gre en selvstndig Bemrkning,
kunde ikke forstaa, hvorledes han gad sidde saa lnge og tale med
hende, mistnkte ham endogsaa pludselig for at gre lidt Nar af
hende, naar han sagde en uskyldig Kompliment. Hun sagde om sig selv,
at hun var melankolsk, og han traf hende hyppig nedslaaet uden at
kunne faa nogen Grund at vide. Saa var Stregen fra Nsefljen til den
bjede Mundvig ligesom skarpere ridset, Lberne vare smallere og
havde Anstrngelse ved at smile, jnene syntes at ligge dybere,
Haaret faldt ned over Tindingen, som om det vilde skjule et
Brndemrke af Sorgens Stempel; -- hun sad mat lnet tilbage i
Stolen, med Hnderne hvilende i Skdet og svarede ganske kort. Ofte
vidste hun ingen Grund at sige, fordi der i Virkeligheden ikke var
nogen anden Aarsag end en jeblikkelig Ebbe af Kraften i hendes
stakkels fine Nervesystem, der ikke havde kunnet taale denne Barndom,
i hvilken hun ofte havde levet uden rigelig og nrende Mad, fordi der
ikke var Penge i Huset, medens hun pintes ved at se Moderen forsmt
eller raat behandlet af Faderen, uden at hun dog selv kunde elske
denne Moder, -- saa at hendes krlighedstrstende Sjl blev endnu
mindre mttet end hendes Legeme. Naar hun kendte Grunden og nvnede
den, saa var det et eller andet, der havde saaret hende moralsk eller
krnket hende sthetisk, et Glimt af en Raahed eller Hjrtelshed,
Synet af Fattigdom og legemlig Lidelse, noget hun enten havde set
selv eller lst, en af disse Smaating, hvori den, som er stemt
dertil, kan se et Spejl af Livet med dets ubarmhjrtige Love, noget
meget Hverdagsagtigt, som de fleste slippe over med et Suk eller
sttes i daarligt Humr af i nogle Minutter, men som bliver ved at
gnave og pirre i et saadant overfint Nervesystem og gr det sygt for
hele Dage, sygt med den Sygdom, som er selve Sympathiens smertefulde
Forsoningsliv i en haard Verden, Veerne af en Sjl, der er fdt for
tidlig, dlere end sin Tid, -- denne Sygdom, som en moderne Tro kunde
dbe med det samme Navn, hvormed de Gamles Overtro tilbad Epilepsien:
-- Den hellige Sygdom.

Ved en forunderlig Modstning kunde hun ofte midt i denne
Flelses-Pessimisme blive grebet af Angst for at d, ligesom hun i
sin Barndom ofte havde ligget hele Ntter vaagen med en uafviselig
Skrk for, at Moderen skulde ligge paa sit yderste.

En Dag, da han havde talt med hendes Onkel, blev han siddende inde i
Dagligstuen og ventede paa, at hun skulde komme; hun var sikkert
hjemme og maatte vide, at han var der. Men hun kom ikke, og han
maatte gaa efter at have ventet med stigende Utaalmodighed en god
Time. Han gik bitter hjem, vilde indbilde sig, at han trde, hun ikke
brd sig det mindste om ham, -- for kunde _han_ have ladet hende
vente saaledes forgves? -- lovede sig selv, at han skulde komme der
sjldnere. Den nste Dag var han der naturligvis igen. Hun tog venlig
imod ham, som om der intet var i Vejen. Men han kunde ikke lade vre
at gre en Hentydning dertil. Er De vred paa mig? sagde hun saa med
et Smil. Jamen, jeg kunde ikke gre for det, -- jeg var saa
nedslaaet, og saa vilde jeg ikke gaa ind til Dem, det kunde De ingen
Fornjelse have af. -- Som oftest var hun dog glad over, at han kom,
ogsaa naar hun var i den Stemning, og saa sagde hun tidt, naar hun
til Afsked trykkede hans Haand rigtig fast, at nu var det nsten helt
ovre.

Men undertiden kunde ogsaa hendes Ungdommelighed bryde frem,
sammentrngt og forstrket ved det Tryk, der sdvanlig hvilede over
hendes Sind, sprudlende som et Vandspring. Saa kunde hun le saa
lystig, som om hun ikke kendte til Bekymring, skre de pudserligste
Ansigter, danse hen over Gulvet og slaa ham en Bog ud af Haanden, som
han netop stod og bladede i. Hun kunde vove alt af den Slags, fordi
hun netop intet _vovede_, men var som det faldt hende naturligt i
jeblikket. Alt kldte hende, alt gjorde hende elskvrdig. Der var
aldrig i hendes Kaadhed en Gnist af Hjrtelshed, aldrig i hendes
Tungsind nogen Skygge af den Ondskabsfuldhed, som finder et jebliks
Lyst i at lade et slet Lune gaa ud over andre -- sknt hun anklagede
sig selv for Egoisme og klagede over, at hun var en kel Trold, --
indtil Hjorth fortalte hende Historien om Dronning Dagmars
Srkermer; -- men hun rystede smilende paa Hovedet og sagde, at han
trde hende altfor godt.

Hendes Stemme, Minespil, Blik og Bevgelser vare som rene, ufejlbare
Toner fra et gte Instrument, paa hvilket Naturens Mesterhaand lige
fuldendt sknt kunde spille en smeltende, mrk og taaretung Adagio og
en springende, straalende og latterlet Scherzo, -- ~La malinconia~ og
~Papillons~.

Til Gengld for alle Meddelelserne fra hendes tidligste Ungdom fik
hun hans Livs Historie, ogsaa Forlovelsen, men med et meget svagt og
frygtsomt retoucheret Billede af Kristine, -- for han skammede sig.

Det var en Gang i Slutningen af Marts, at han fortalte hende drom,
-- ved Aftensdes-Tid, men de havde ikke tndt Lys endnu. De sad i
den mrke Dagligstue med et hyggeligt flakkende Skr af Flammerne i
Kakkelovnen, hvori der buldrede nogle gode Stykker Bgebrnde fra
Prsteskoven, som udenfor over Snedugen hvede sine sorte Kroner mod
en frostblinkende Stjrnehimmel. Johanna sad tt ved ham i
Gyngestolen ved Bordet midt i Stuen og gyngede sit Ansigt ind i og ud
af den spillende Lysstribe, -- et Ansigt, der slukkedes og tndtes
igen med en lysende Kindlinje af ganske fine Dunhaar, med Skygge af
det viltre nedfaldne Haar over Panden, med pludselige Blink af
jnene, -- medens der ld en regelmssig Knirken af hendes Sko paa
Skamlen. Da han saa tav, sagde hun:

-- Men er det da ogsaa sikkert, at det var, fordi De ikke vilde vre
Prst? Det havde jo ogsaa kunnet vre, fordi De ikke var religis.
Det andet vilde jo vre saa lavt, saa -- ja, det kan jeg slet ikke
begribe.

-- Det er fordi en saadan Natur er saa forskellig fra Dem.

-- Nej, nej, -- det hedder, jeg kan nok begribe det, men saa er der
noget andet, jeg ikke kan begribe.

-- At jeg kunde vre forelsket i hende?

Hendes Ansigt nikkede ude i Lysstriben og forsvandt igen.

-- Ja, jeg var saa ung den Gang, det begyndte, -- og jeg vidste ikke
hvordan -- jeg havde egentlig digtet noget helt andet ind i hende.

-- Gr De det med alle Mennesker? ... Gud vd, om De nu ogsaa har en
Forestilling om mig, som er saadan helt anderledes, end jeg i
Virkeligheden er.

-- Ja, jeg vil nok antage, at jeg ikke formaar at forestille mig Dem
fuldt saa god, som De --

-- Fy, nu smigrer De ... Nej, fortl mig saa heller mere om, hvordan
det egentlig gik til, at De blev saa slemt vantro.

-- Jeg er ikke vantro.

-- Er De ikke?

-- Og De da? ... Tror De maaske paa Wodan?

-- Nej ... Ja, saadan en skindkldt Urgermaner vilde vel ogsaa kalde
mig vantro, og det vilde jeg rolig finde mig i. Men saa maa De ogsaa
finde Dem i, at jeg kalder _Dem_ vantro ... Er det da ikke logisk?

-- Jo ... Naa, saa De vil altsaa hre noget mere om, hvorfor jeg blev
troende, og ikke lnger som De er vantro mod den evige uskabte Natur
-- --

-- Ih, ah -- men sidder I her i Mrke?

-- Ja vi gr saamn, Onkel, her er saa hyggeligt.

-- Hvordan -- ah, har Deres -- nu -- Svigerinde, Madam Hjorth det?

-- Aa jo, Tak, Hr. Pastor, -- hun ligger jo endnu.

-- Hm -- aa -- gr hun det ... Jeg skal dog se ind til hende, maaske
hun -- nu ... Imorgen tnker jeg --

-- Ak, maa jeg saa gaa med, Onkel? ... Jeg maatte saa grne se
Hjorths Gaard, den skal vre saa smuk.

-- Ja, det maa De endelig gre, De skal vre saa velkommen.

Johanna var bleven strkere bevget af denne Forlovelseshistorie, end
hun havde ladet sig mrke med. Hun kunde slet ikke holde op med at
tnke paa denne Bondepige, som han havde forelsket sig i, hvordan hun
dog egentlig havde vret. Hun havde vist vret meget smuk; --
Kristine hed hun; -- hun var meget vred paa Kristine, men dog glad
over, at hun ikke havde villet have ham tilsidst. Men hvordan kunde
han dog -- --!

Da Johanna var gaaet i Seng den Aften, bad hun Vorherre om ikke at
vre vred paa Hjorth, fordi han ikke trde was so rechter Glaube
heisst. --

Den nste Formiddag var Hjorth i en febrilsk Spnding, indtil han sa
den lange, tt tilknappede Prsteskikkelse komme op ad Vejen og
Johanna ved Siden af ham. Han gik ud paa Vejen for at tage imod dem.
Da de var traadt ind i den store Forstue med det tavlede Flisegulv,
de svre Skabe rundt om, det dekorerede Loft, fra hvis Roset der
snkede sig en moderne Hngelampe, -- og mens Niels var i Frd med at
skille dem ved Overtjet, kom Jens ind fra Dagligstuen. Han tog imod
de sjldne Gster med en vis hflig Tilbageholdenhed, takkede
Prsten, fordi han sa til dem, og frte ham strax ind til sin syge
Hustru.

Johanna gik med Niels ind i Dagligstuen. Hun var ganske imponeret af
Gaarden, som hun fr kun havde set fra Vejen, hvor det hje Tegltag
med sin Kvist paa Midten viste sig over den store Haves Busketter.
Nu kunde hun fra Vinduet rigtig betragte den rummelige Gaardsplads,
som lukkedes af store spaantkte Lnger, pyntelige med deres stengraa
Farve og brede hvide Rammer om Porte og Vinduer. Midt i Gaarden var
der en Plne med nogle unge Lindetrer.

-- Det er rigtignok mere storartet end derovre i vor Prstegaard,
sagde hun.

-- Ja, men saadan maa De heller ikke tro, at Bndergaardene ser ud
overalt i Danmark, -- ja det var ikke ganske korrekt sagt, men det
faldt mig saadan paa Tungen ... De vd jo nok, vi regner os endnu til
Danmark.

-- I denne Stue skal man i alt Fald ikke let glemme det.

Det var ungteligt; Stuen formelig demonstrerede. Henne over det
opretstaaende Klaver hang et Portrt af Frederik den syvende, og som
Pendant paa den anden Side af Dren et af Kristian den niende. Under
det var der et Skilderi med noget trykt under begge Kongernes
Billede, det forklarede Niels hende var en Efterligning til Stads af
Krigsmedaljens Diplom, men henne paa Vinduespillen hang det mindre,
gte Diplom, og Medaljen selv i sit Dannebrogsbaand hang nedenunder
det i en lille Ramme, for den maatte ikke bres. Paa den modsatte Vg
var det Olaf Rye og Kryger, der havde Vagt, og over Sofaen sejrede de
Danske ved Fredericia og Isted. Alle disse Skilderier hang i rd- og
hvidstribede Baand. Snnens gamle Legetjs-Dannebrog var stukket ud
fra et Hjrne af Stuen bag en stor Nerie; Puden paa Gyngestolens Ryg,
som hun lnede sig tilbage mod, var et hvidt Kors paa rd Grund. Ja
om det saa var Pibebrtet henne ved Dren, saa fulgte dette fredelige
Vsen den almindelige Lyst til at vre Bekender; med sine rde
Bogstaver paa den blinkende Slvfolie lignede det disse Skilter, som
ligge i Urtekrmmervinduer; men paa dette Skilt stod der rigtignok:
Lnge leve gamle Danmark!

Og medens Johanna sa sig rigtig om, idet hun drak Kaffen, der strax
var bleven sat ind, flte hun sig nsten uhyggelig tilmode mellem
alle disse fjendtlige Farver, som glde hende imde. Men det trstede
hende at vide, at det var alt andet end en Fjende, som sad lige over
for hende.

Hun havde beholdt sin Hat paa, men lst Baandene, hvis Ender hang
langt ned mod Gulvet. Pludselig flte hun et Ryk i Hovedet, og da hun
drejede det, blev Hatten revet helt af.

-- Men Sam dog, fy skam dig.

Den lille Abe holdt Hatten triumferende op og forsgte at stte den
paa Hovedet, men forviklede sig i det lange Slr.

-- Nej dog, sikken komisk en!

Niels havde taget Hatten fra Sam, og medens han lagde den op paa
Sofa-Armen, sagde han:

-- Den har fundet, det sa altfor rejsefrdigt ud, at De sad med
Hatten paa.

-- Hvordan er den dog kommen her til Huset? spurgte hun og gav den et
Stykke Sukker, som den holdt i begge sine smaa Hnder og gnavede af,
siddende ved hendes Fdder, lnet op mod Kjolen.

Niels fortalte, at hans Broder Smanden havde bragt den med fra Java.
Men nu var den hans, for Broderen havde forret ham den ved Afrejsen.
De vare komne godt ud af det sammen, isr havde det behaget
Smanden, at Niels ikke vilde vre Prst.

-- Saa har De dog vundet noget ved det ... Naa, det var jo ret!

Sam havde faaet fat i hendes Haand og satte med et behndigt Spring
op i Skdet paa hende.

-- Men han er virkelig altfor paatrngende!

-- Nej, han er sd ... Ih, men sikken et drolligt Ansigt, -- det er
ikke til at holde ud! Og hun gav sig til at stte Ansigt op efter
den, saa Hjorth lo, og Sam greb op efter hendes vrngende Mund, med
et pludseligt Lyn gennem sit lille Ansigt, hvori en hvid Tegning over
jnene flammede op. -- Ei Sam! du bist dog ein scheuslicher Kerl!

Hun sa sig om, ganske forblffet over at have talt Tysk her. Men der
lod ikke til at vre Nogen i Vrelset ved Siden af, som Sam syntes at
vre kommen fra, og hvortil Dren stod paa Klem.

-- Han forstaar ikke Tysk, -- kun Engelsk og en Smule Dansk.

Sam havde trukket hendes Uhr frem og holdt det op til ret.

-- Jo, det gaar og ovenikbet rigtig, -- og det viser saamn, at
Klokken er temmelig mange.

Prsten og Jens kom ind i det samme. De sad alle fire et Kvarterstid
i en trg Samtale. Saa tog Schmettaus Afsked. Niels fulgte dem ud paa
Vejen, og Sam lb med. Da hun til Afsked havde givet ham sit
sdvanlige trofaste Haandtryk og begyndte at gaa, fr Aben efter
hende og holdt hende i Kjolen.

-- Den har forelsket sig og vil ikke lade Dem slippe.

Hun lo, skar Ansigter til Sam og dansede baglngs hen ad Vejen, idet
hun lftede Kjolen lidt op. Saa standsede hun: --

-- Lebe wohl, Sam! -- Og idet hun lagde Fingren paa Hagen, tilfjede
hun med et sklmsk Smil: -- Johanna geht, und nimmer kehrt sie
wieder.

-- Er De bleven saa slet modtaget? raabte han leende, medens han bar
Sam bort, som hvsede og var lige ved at bide ham i Fingren, men
betnkte sig. --

Efter den Dag spurgte hun tidt, hvordan Sam havde det, og nskede, at
hun havde en Broder til Ss, der kunde forre hende saadan en lille
Fyr.

Johanna blev snart treogtyve Aar. Hun havde Fdselsdag en af
de frste Dage i Maj, det havde Niels set paa hendes Faders
Vggealmanak. Han indfandt sig, nskede hende til Lykke og spurgte,
om han maatte forre hende Sam. Hun vaklede et jeblik mellem
Forlegenhed og Lyst, men saa sagde hun, at det skulde han rigtignok
have Tak for. De aftalte, at den skulde bo i Hundehuset, hvis den
kunde forliges med Trofast. Dr maatte den vre bundet, indtil den
var bleven husvant. Efter mange Rmninger og med en Del afbrydende
Nselyd gav hendes Onkel sit Samtykke.

Saa krte da Sam den Eftermiddag over fra Hjorths Gaard til
Prstegaarden.

Men hos Hjorths vakte det megen Misfornjelse, at Niels saaledes
bortsknkede dette morsomme Dyr, som man havde vnnet sig til at
regne med blandt Gaardens Beboere, -- og saa at den ovenikbet kom
til et tysk Hus.




XLII.


Sam var en lille Marekat, en Fod hj, naar den sad paa Hug, men med
en Hale, som var halvanden Gang saa lang.

Den havde et musegraat Skind, men henad Ryggen gik der et dunkelbrunt
Strg, der endte i en trekantet brun Peltsvrkshue over Panden; ogsaa
i det lille graa Oldingeansigt var der mrkebrune Whiskers helt hen
til Munden. Den haarlse Hale var mere lysegraa end Bugen, og lignede
en Guttaperkaslange. Haandfladerne, Neglene og de livlige jne vare
sorte; af hvidt havde den kun Tnderne og lige over jnene en
Tegning, som, isr naar den arrig trak Pandehuden op, traadte
skinnende frem med Form af en flyvende Maage.

Hundehuset midt i Gaarden, hvor den bde, var bygget som en stor graa
Bikube af Cement, paa hvis Top der var anbragt en gulmalet Kugle.
Under denne Kugle var der bundet et Reb, der endte i en Lderrem om
den smalle Del af Abens Legeme foran Benene. Dette Reb betjente den
sig af til at fire sig op og ned. Den kom meget godt ud af det med
Trofast og brd sig ikke om, at denne vrdige Skabning, der i det
Hele var af et flegmatisk Temperament, sjlden havde Lyst til at
lege; Sam kom alligevel ufortrden spadserende paa sine to Baghnder
og fik med sine Forhnder fat i Hnsehundens hngende ren eller kneb
en Fold ud af Skindet og ruskede i den; og naar saa Trofast knurrede
og rystede sig, fr den afsted i en Cirkellinje med en saadan Fart,
at den et jeblik kom til at hnge i det strammede Reb med alle fire
Hnder gribende i Luften, -- men den oplevede aldrig, at Trofast lb
efter den; eller ogsaa sprang den ind i Hundehuset, fra hvis Mrke
Tandrkken og Maagetegningen over jnene skinnede ud.

Men dens Yndlingsstilling var at sidde paa Hug ovenpaa den gule Kugle
med Halen hngende ned over Hvlvingen. Af og til pillede den sig i
den tykke Pels eller tog Halen, der krummede sig som en Slange, op i
sine Hnder og stirrede paa den ngne Hud, om der var noget, der
havde bidt. Men den kunde ogsaa lange Timer igennem sidde ubevgelig,
med Forhndernes Knoer stttede paa Baghnderne. Saa lignede den en
underlig Sjlehelgen, der fortabte sig i sine Betragtninger.

Det fandt ogsaa Johanna. En Eftermiddag, da hun og Hjorth stod og sa
paa Sam, sagde hun, at det sa ud, som om den filosoferede.

-- Nej, den theosoferer, svarede han.

-- Hvad er det?

-- Det er at grunde over Guds Natur.

-- Naa, og hvordan tnker den sig saa sin Gud?

-- Aa, jeg antager, omtrent som den selv er, kun en million Gange
strre ... Saa stor, at naar De tnker Dem Abeguden siddende oppe paa
Solen, ligesom Sam sidder paa den gule Kugle dr, saa hnger den
guddommelige Hale ned over hele Himmelhvlvingen.

-- Fy, De spotter, sagde hun og truede med Parasollen. Men lad os nu
spadsere.

De gik gennem Haven ned ad Allen ud i Prsteskoven langs Fjorden.
Det blste klig, og Johanna havde slynget sit store Slr foran
tilvenstre og fstet det med en Naal oppe paa den hjre Skulder, saa
at det omhyllede hendes Ansigt som en bld Florsramme, der kldte det
vidunderligt. Og saa maatte hun endda, for at holde Hagen helt nede i
de lune Folder, bje Hovedet lidt, saa at den blndende Nakke kom til
at ligge frem, netop som den skulde, gyngende de mrke, blanke
Haarbukler paa sin Elfenbens Runding.

Den Bemrkning, han havde gjort, blev ved at sidde som en Braad i
hendes Sind; hun flte det som en Satire paa den Forestilling, hun
var vant til at have om Gud. Og hun optog igen Samtalen, der kom til
at dreje sig om de forskellige religise Forestillinger og om al den
Splid, de havde vakt mellem Mennesker, om den Skillemur, de endnu den
Dag i Dag stte mellem Personer, som ellers synes at hre sammen.

Under denne Samtale vare de komne udenfor Prsteskoven til den
kratbevoxede Bakke med den enkelte Rkke Bgetrer ud mod Fjorden,
hvor han havde ligget den Aften, da han kom tilbage forrige Sommer,
kort fr han frste Gang havde set hende. De satte sig ned i det hje
Grs under en stor Bg. Det var hvad hun kaldte sin Elsklingsplads,
-- med et af disse Ord, som han ikke nnnede at rette, sknt han
havde strng Befaling til at vare hende ad hver Gang, hun sagde noget
fejlt. Men han elskede hendes tyske Akcent, og det morede ham saa
meget hver Gang der i hendes temmelig korrekte Dansk pludselig
indfandt sig en gte germansk Vending.

Bgelvet rundt om havde sin frste lysegrnne, silkeblde Friskhed.
Himlen hang lavt med tunge graa Taager. Og idet ingen Belysning
satte Forskelle af Sol og Skygge, smeltede Breddernes to Skove, der
mdtes foran dem, sammen i n grn Masse, som endnu fuldstndigere
end sdvanlig indelukkede Fjorden til en stille Skovs. Men Hjorth
udspilede Nseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var frt
derind af stenvinden, der nu var ved at lje af, og denne Lugt
ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af blgende
aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og
med taktfaste Brndingser mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav
mdes med det tanggjordede Land.

-- Kan De lugte Stranden? spurgte han.

-- Ja, -- det er grimt, det lugter saa raaddent.

-- Nu taler De som en rigtig Binnentysker! ... Det er jo netop det
pikante, ligesom den gte ankomne Vildtsmag for en Gourmand-Gane ...
Denne Lugt af Havet, der i det uendelige skaber nye Former paa sin
Overflade og sletter dem ud igen, denne Duft med et Stnk af
Forkrnkelighed i sin skarpe Friskhed, det er selve den store Naturs,
det er vort Aarhundredes Duft.

-- Ih, men Hjorth! ... De taler jo helt poetisk.

-- Vd De, naar det faldt mig ind? ... Det var, da jeg lste
Nathan den vise, for den har lige den modsatte Duft, det attende
Aarhundredes, -- indelukket hyggelig, Salon og Studerekammer -- den
holder jeg for Resten ogsaa af ... Den Bog har De aldrig talt om --
har De lst den?

-- Jo, jeg har.

-- Og forstaaet den?

-- Hr, De er virkelig meget smigrende iaften, -- frst sklder De
mig for en Binnentysker --

-- Skal jeg fortlle Dem en Historie? afbrd han hende.

-- Hvordan er det Saladin svarer: en god Historie, godt fortalt --

-- Ja vel, De kan Deres Klassikere. Jeg vil ikke gaa videre i Texten,
men heller begynde min Fortlling, -- som for Resten netop faldt mig
ind ved at tnke paa Fablen i Nathan, og angaar det, vi fr talte om.

-- Ja fortl, vise Hjorth.

-- Der kom en Gang en Siriusbeboer til Jorden -- ja De vd vel nok,
at naar der skal oplyses et eller andet mrkeligt Forhold paa Jorden,
saa sendes der altid en Siriusbeboer herned.

-- Nej, det vidste jeg ikke, -- men lige meget.

-- Der kom altsaa en Siriusbeboer herned, per Meteorsten, tror jeg.
Naa, han gik omkring blandt Menneskenes Brn som en af os andre, men
de vidste dog godt, at han var fra Sirius, og netop derfor havde han
sit Frisprog og -- ja man generede sig ikke videre for ham. Naa,
blandt andre lrte han en ung Mand og en ung Dame at kende, der
aabenbart var meget indtagne i hinanden, og passede ogsaa for
hinanden af Naturel, Tilbjeligheder og saadan. Saa en Dag, da vor
Siriusbeboer taler i Enrum med den unge Dame, gr han en Hentydning
til dette smukke Forhold. Men den unge Dame sukker og siger: Aak nej,
mellem ham og mig kan det dog ikke blive til noget. -- Hvorfor ikke
det? sprger han, -- har han ikke Midler, og kan han ikke gifte sig?
-- Nej hvad det angaar, svarer hun, saa er der intet i Vejen, og det
vilde vi vel ogsaa vre kommet ud over. -- Men elsker De ham da ikke,
for jeg er vis paa, at han elsker Dem? -- Ja De erindrer jo nok, han
havde saadan sit Frisprog. -- Jo, hun indrmmede rdmende, at hun
elskede ham. -- Har han da bundet sig til en anden? -- Nej, hvor vil
De hen? -- Ja men, hvad er der da? -- Ja, det er det, at jeg er
religis, og han er det modsatte. -- Vil De ikke, ja for jeg er jo
endnu fremmed i Forholdene her, vil De ikke vre saa venlig at
forklare mig den Forskel en Gang? -- Jo det vilde hun da grne, og
saa forklarede hun det. Naa det behver jeg jo ikke at gennemgaa, --
De kan tnke Dem, hvad De nu saadan selv vilde sige. -- Da hun nu var
bleven frdig, saa sagde Siriusbeboeren: Ja, Forskellen synes mig nu
ret klar; det er altsaa den, at De tror, der sidder ovenover Verden
et Vsen, saa temmelig i Lighed med Dem selv, som har udtnkt det
Hele og styrer det Hele, -- men han derimod tror, at det Hele er af
sig selv og udvikler sig af sig selv. Har jeg nu forstaaet Dem
rigtig? -- Jo, fuldkommen rigtig, det er netop Sagen. -- Men i alle
andre Sprgsmaal, saadan om hvordan Mennesker skal vre imod
hinanden, og srlig hvordan I selv skal vre, dr er I ganske enige.
-- Ja--a, nej, -- det vil jeg dog ikke sige. -- Ja, bi nu lidt,
Frken, siger Siriusbeboeren, -- jeg kommer til det. Der er ganske
vist ogsaa deri nogle Forskelle i Opfattelsen, men dem tror jeg, vi
kan udlede af den ene. For Exempel: De tror, at man skal dyrke dette
Vsen, lovprise det, bede til det og saa videre, men da han
overhovedet ikke tror paa saadan et Vsen, kan han jo heller ikke
mene det. Eller: -- et andet Exempel: -- De tror, at en bermt Mand
for et Par tusind Aar siden var en Sn af dette Vsen og derfor skal
tilbedes; hvorimod, da han ikke tror paa dette Vsen, kan han heller
ikke antage, at det har en Sn, men han mener, at denne bermte Mand
var et Menneske, og et Menneske tilbeder man ikke. Og saadan med det
meste andet, saa at det, der bliver tilbage, kun er saadan smaa
Meningsforskelle, der findes blandt alle gtefolk og ikke skader.
Ikke sandt? -- Den unge Dame betnkte sig en Stund, og sagde saa,
at det var ganske rigtigt. -- Det tnkte jeg jo nok, sagde
Siriusbeboeren, ja saa takker jeg for Belringen ... Det var virkelig
hjst interessant ... Det er noget af det mrkeligste, jeg har
oplevet under mit Ophold her paa Kloden ... Farvel! -- -- Derpaa gik
Siriusbeboeren til den unge Mand og gjorde en Hentydning til den
gensidige Tilbjelighed. Der paafulgte en Samtale, som i alt
vsentligt var ganske den samme som den foregaaende. -- Ja men, hvad
i alle fornuftige Tankers Navn, udbrd saa Siriusbeboeren, hvad vil I
dog bryde jer om, enten der findes saadan et Vsen eller ikke! Naar I
er enige om alt, hvad der angaar menneskelige Forhold, naar ingen af
jer vil gre noget, den anden fordmmer, hvad kommer saa det Vsen
eller Ikke-Vsen jer ved! Paa Sirius har vi aldrig bekymret os om
det. Hvis en af jer kom derop og spurgte os om det, saa skulde det
ikke undre mig, om nogle svarede det ene og andre det andet. Men vi
lgger ingen Vgt derpaa. Vi Sirius'er er praktiske Folk, og det
er et aldeles upraktisk Sprgsmaal. Jeg maa sige, at af alle
menneskelige Besynderligheder, jeg har iagttaget, forekommer denne
mig at vre den besynderligste. Nu, jeg er en berejst Mand og kan
sige, jeg har set mig om i Verden, men jeg har rigtignok ikke vret
paa Merkur og Venus; jeg skal dog nu tage derhen, om det maaske
skulde vre noget sregent for Solsystemet, eller om det er noget
ganske jord-individuelt.

Johanna lo:

-- Det var jo virkelig Sagen set fra en anden Side; det var dog
aldrig faldet mig ind ... Men jeg vil dog tnke efter, om _jeg_ ikke
skulde kunne have fundet paa noget at svare Siriusbeboeren.

-- Men se, hvor det nu er blevet smukt rundt om, medens han har talt.

Solen var ved at gaa ned bagved dem og Bakken; idet de underste Rande
af Taagerne ramtes af dens stigende Straaler, antndtes de i lange
rosarde flossede Strimler som af gldende Uld, og imellem dem
begyndte Himlen at blaane, -- det var, som om disse Purpurflammer
trak al den vrige Taage til sig og brndte Himlen ren, saa hvor der
fr hang et tungt ensformigt Dkke, dr svvede det nu let som et
Silkeklde, flammet i Striber af Rosenpurpur og Viol, -- og forneden
sank det dybt med en endnu mere straalende Glans ned i den blanke
Fjord. Men Skovenes Vaargrnt, hvis Ring skilte mellem Himlens og
Vandets Dobbeltfarver, -- Skovgrntet, der selv stod halvt med den
trre Lufttone, halvt med den fernisblanke Vandfarve, -- ogsaa det
straalede nu op med en finere Friskhed og Bldhed som i en ny
Lvspringsstund.

Johanna lnede sig helt tilbage, saa hun laa udstrakt i Grsset og
stirrede lige op i Himlen.

-- Ja, sagde hun sagte, -- det klarer op.




XLIII.


En Julidag henad Middag sad Hjorth ved Fjorden, nede hvor Vejen gaar
op til Nygaard, sammen med Jessen og Nelly. Det var et Lfte fra
forrige Sommer, at de en Gang skulde komme over til Vonsbk, naar han
var der, og nu var det blevet indfriet. De vare komne den foregaaende
Eftermiddag, og kunde kun blive den nste Dag over. Derfor havde de
strax benyttet den smukke Morgen til at gaa den lange Skovtur langs
Fjorden; de havde beset Nygaards Have og hvilede sig nu ved
Sandgraven, der gabede foran dem i Sollyset, aaben ud imod Sivene,
med sin fugtige ophjulede Bund, og de stejle, gule og rdlige Vgge,
fra hvilke Trrdderne strittede ud hist og her, indtil de filtrede
sig sammen til et Net foroven, hvor Grskanten mdte Leret.

Solen stod hjt paa Himlen lidt til Hjre foran dem, i den
gennemhvidnede Kant af en af de faste violetskyggede Skyer, som
drev stpaa under den mrkeblaa Himmel. Der var et straalende
vandglimrende Sollys ud over Fjorden til Hjre, hvor den over
Sivtoppene med Striber af glasblankt og med lilla Strmbelter trak
sig ind mod Haderslev mellem aabne kornblgende Bakker. Men
tilvenstre nade Lyslinjen kun til de yderste Trer i Nygaards-Skov,
-- bag ved deres solgrnne Bladerand kom Prsteskovens Pynt mrk frem
og smeltede i Skyggen sammen med Sverdrup Skov. Dr inderst inde
under Vonsbks Bge var der sorte ibenblanke Striber i Fjorden, men
udenfor kastede en lille solbeskinnet Skyrkke over Pynten hvide
lodrette Sttter ned ad alt det blanke Vand, medens der ovre fra den
anden Bred kilede sig klare lysblaa Skaar ud i Strmriflingen, der
havde et rdligt Skr med pludselige, skarpe Blink.

Medens de sad dr, delte mellem Samtale og Nydelse af Naturen,
listede Sollyset sig ud bag de yderste Trer og gled hen over
Prsteskoven, indtil hele Vonsbk-Pynten stod ganske lysegrn skilt
fra Sverdrup Skov, der imod de hvide Skyer tegnede sin skarpe
Skyggelinje, som hjnede sig, dalede og efter et brat Skaar henimod
hjre splittedes i fritstaaende Bge. Men Sollyset sprang ogsaa
drover, frst med en lille Taageplet, der saa fld ud, oversvmmende
det skyggegrnne, indtil begge Skovene smeltede sammen i Lyset, og
alt straalede, blinkede og lo i Middagssolens Glans.

-- Naa, sagde Hjorth, idet han tndte sig en frisk Cigar, -- naa,
Kammerraaden maatte altsaa ryge af Pinden?

-- Ja, det har saamn staaet lnge paa, svarede Jessen, og Greven er
da bleven snydt for en Del Penge. Forresten fik din Exsvigerfader et
Smk med ved den Lejlighed.

-- Saa, -- hvordan det?

-- Jo, en Uges Tid fr Fallitten havde Kammerraaden blandt andre
ogsaa faaet Per Andersen til at skrive paa en Vexel. Ja, han kan jo
saadan vrvle for dem, og blandt Bnderne gik han jo for en stor
Landmand, og -- forresten var han selv saa sangvinsk og vidste maaske
ikke en Gang rigtig, hvor dybt han egentlig sad i det.

-- Hm. Er der ellers ingen Nyheder?

-- Jo, bevares, sagde Nelly, -- Kristine er bleven gift.

-- Med hvem?

-- Med Henrik Larsen.

-- Herregud! det var ellers en rrende Trofasthed ... Han svrmede jo
allerede for hende, da vi blev forlovede.

-- Ja, de har jo alle svrmet for hende, sagde Jessen, -- hun var
saadan en Landsbyens Venus ... Men denne Gang tror jeg dog ikke, det
var saadan af pur Troskab. Larsen var paa Grund af Gld ganske i
Klerne -- eller Poterne paa Ravn, og det var nok i Grunden ham, der
giftede hende bort -- stiftede et kristeligt gteskab.

-- Ah! -- Naa, sig mig, Jessen, hvad mener du ellers om denne
Oplsning -- det maa du dog indrmme er at drive det temmelig vidt,
spurgte Hjorth, idet han rejste sig.

-- Ja, det har De saamn Ret i, udbrd Nelly, -- det er uforskammet!

Men Jessen forsvarede Ministeriet: -- hvad der ikke var ligefrem
formelt ulovligt, det kunde man ikke fortnke et politisk Parti i, at
det benyttede sig af. Det blev for Resten interessant ovre i deres
Kreds denne Gang, for deres gamle Rigsdagsmand Kristen Pedersen var
bleven saa svagelig, at han maatte trde fra. Venstre havde endnu
ikke faaet nogen Kandidat, og fra hjre Side havde Professor Petersen
stillet sig.

-- Professor Petersen! udbrd Hjorth og vendte sig om.

-- Ja, Deres gamle Ven, raabte Nelly.

Ja, han havde stillet sig. Det var jo ikke saa urimeligt -- i hans
dobbelte Egenskab af Universitetslrer og Godsejer. Og det at han var
en Bondesn dr fra Egnen, det gav ham jo et godt Kort paa Haanden. I
det hele havde han ikke saa daarlige Chancer. Hans egne Folk kunde jo
ikke godt stemme imod ham; og der blev drevet en stor Agitation fra
Skovvang, hvor Ravn pressede paa med alt, hvad presse kunde, for Grev
Tramp var meget ivrig for Professorens Valg, og det galdt for Ravn om
at genvinde Grevens Gunst, da han ved at se gennem Fingre med
Kammerraad Sommer var kommen til at staa en Smule som den utro
Forvalter.

De vare komne gennem de vrste sammenfiltrede Krat med Grdesnerler
og Skovvikker og nrmede sig til Vonsbk Skov, da Jessen gav denne
Udvikling. Hjorth gik tavs i Forvejen. De politiske Interesser, der
vare vaagnede under Opholdet i hans Fdeegn, dette levende Offer for
Politik, og som havde udviklet og klaret sig ved de forskellige
Debatter om den indre Politik i det Land, af hvis Borgere han selv
var den eneste i Vonsbk, de syntes nu pludselig at kalde paa ham og
vise ham en ny Vej. De vare komne til Bakkerne med den aabne Udsigt
mod Prsteskoven og Sverdrupskov, -- da han pludselig vendte sig og
udbrd: --

-- Professor Petersen jeres Rigsdagsmand! ... Det Spil kunde jeg dog
frst have Lyst til at have en Finger med i.

-- Aa ja, raabte Nelly, det var magelst, jeg har saamn selv tnkt
derpaa.

-- Hvad behager! men du vil da ikke -- selv --

-- Stille mig mod Professoren, -- jo, det er det, jeg vil. Og da der
ingen Tid er at spilde, skriver jeg endnu idag til Kristen Pedersen.
-- Jeg skulde dog tro, jeg har ligesaa mange Chancer for mig i min
gamle Egn som Professoren. --

-- Hvor her er smukt! udbrd Nelly, -- men hvad er det for en smuk
Dame dr?

Johanna Schmettau, som hrte Stemmerne nrme sig, drejede Hovedet til
Siden og hilste paa Hjorth. Hun stod tt ved Gangstien; hendes faste,
rene Figur viste sig frit, uden Overtj, kun over Armen hang et lyst
Shawl; en gul Straahat buede sig ud over Panden og fra den indklemte
Side krummede en hvid Strudsfjer sig ned paa det mrke Haar,
overdunende ret indtil Flippen; fra den lyse, gennemstraalede
Parasol faldt der et varmt guligt Skr over den hvide Fjer og den let
bjede Nakke.

De gik hen til hende, og Hjorth prsenterede.

Man vexlede de indledende Repliker om Vejr og Egn. Frkenen kunde
sagtens! at bo paa saadan et Sted! de havde netop da de gik ud set,
hvor Prstegaarden laa.

Saa skulde de komme nrmere og bese den indvendig. Hjorth kendte jo
Vejen.

-- Kan De tnke Dem en Nyhed, Frken Schmettau? -- Hjorth forlader
Vonsbk, sagde Nelly, medens de gik ned ad Gangstien.

-- Tager De tilbage med Deres Venner og besger dem?

-- Ja, sagde Hjorth, nu vd jeg saamn ikke, om jeg lnger kan bo hos
Jessens. Jeg skal nemlig sige Dem, jeg har netop besluttet at stille
mig som Rigsdagsmand fra venstre Side, og Fuldmgtig Jessen er hjre.

-- Ja--a, -- ja hr, vd du hvad, det kan dog ogsaa blive for
broget. -- Stemme paa en theologisk Professor imod dig, -- nej det er
for meget forlangt af mig ... Her har du min Stemme.

-- Tak. Det er altid en Begyndelse. -- Smaa Bidrag modtages med
Taknemlighed ... Det er ellers skndigt, Nelly, at De ikke har
Stemmeret.

-- Ja, ellers skulde De sikkert faaet min. Naa, De har vel ikke nogen
Mening om vor indre Politik, Frken Schmettau?

-- Nej, det har jeg ikke, men jeg er vis paa, at dr, hvor Hr. Hjorth
stiller sig selv, dr staar han med fuld Overbevisning, og saa -- ja
det er jo det vigtigste. --

-- Men vil De ikke gaa op med og spise til Middag? spurgte Johanna
lidt efter. -- Vi spiser om en Times Tid, og jeg vd, at der er
Middagsmad nok idag.

-- Det er meget venligt af Dem, Frken Schmettau, svarede Hjorth, --
men jeg synes virkelig, det er at misbruge Deres Gstfrihed. --
Desuden vilde jeg grne have skrevet i Anledning af denne Sag, saa
det kunde komme fra Haderslev i Eftermiddag.

-- Ja men, det sker jo aller lettest, naar De skriver hos os, jeg
skal nok skaffe Dem et roligt Sted.

Hjorth takkede, og de tog imod Indbydelsen.

-- De undskylder mig et jeblik, sagde Johanna i Havestuedren, jeg
skal blot srge for, at Hr. Hjorth kan komme til at skrive.

Hun gik foran ham igennem Spisestuen og lukkede Dren op til et
mindre Vrelse; det var hendes eget.

-- Her kan De vre uforstyrret, sagde hun, da de vare komne ind. --
Fader sover Middagssvn paa denne Tid, vd De nok, og i Havestuen
og Dagligstuen er der ingen rigtig Ro, tilfjede hun ligesom
undskyldende.

Under de aabenstaaende Vinduer, der vare omrammede af blomstrende
Rosenranker, stod et Dameskrivebord af Nddetr med Roser i et
Blomsterglas ved Hjrnet. Han satte sig ved det og sa sig om i
Stuen. En lille Hngereol paa den ene korte Vg til hjre for ham,
bag ved, over Sengen, et Par Lithografier af Rhinlandskaber; til
venstre for ham i en lille Sofa hun selv, rdmende og straalende af
en Glde, som han ikke vovede at gtte var Glden over at se ham
derinde i hendes Vrelse.

Hun rejste sig og trak en Skrivebordsskuffe ud.

-- Ja, men nu er det det gale af det, at jeg har kun Papir, som er
mrket med mit Navnetrk.

-- Aa, det gr ingen Ting.

-- Ja dr ligger det, og dr er Konvolutter. Farvel saa lnge.

Men Dren gik ikke. Og da han drejede Hovedet, sa han hende staa
sidelngs ved Dren, hvet paa Terne, med Overkroppen bjet frem,
saa at Hagen hvilede paa Hnderne, der havde grebet om Haandtaget.
Hun blev blussende rd, da hendes Blik pludselig mdte hans.

-- Jeg vilde kun sige, Hjorth, at det glder mig saa meget, at De vil
tilbage til Danmark og vre Rigsdagsmand.

-- Det er ellers ikke meget smigrende for mig.

-- Fy, Hjorth! saadan var det ikke ment, -- det vd De ogsaa godt ...
Men -- ja men, nu maa De ikke blive vred, vel? -- jeg har saa tidt
tnkt, at De egentlig begravede Dem hernede, og ikke virkede, -- og
-- at De var for god til det.

Saa smuttede hun ud af Dren.

Han dyppede Pennen. Haven straalede udenfor i Sollyset, en Rosenkvist
svingede ned bagved Vinduesaabningen, og Rosenduften blandede sig med
den af Violrod fra Papiret, hvor hendes Navnetrk ofte fangede hans
Blik i sine Slyngninger. Saa holdt han inde og tnkte sig, at hun
endnu stod bagved ham paa Terne henne ved Dren, bjende sin smekre
Figur, ligesom trykket af en skelmsk Forlegenhed, med Hagen stttet
mod Hnderne paa Laasen, smilende, medens hendes dejlige jne hvilede
paa ham, der skrev ved hendes Bord.




XLIV.


Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skrsommerntter, der
helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og
smiler i denne Erindring med et teglstensrdt Strg nede ved den
vestlige Horisont, hvor det afbleges, men nppe forsvinder,
fr allerede Gryet rdner sig op paa den modsatte Himmelkant.
Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Ntter med
en kold grnlig Tone tilbage fra Lngernes Kalksider, men de
gennemaandes dr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrdt
Skr, som manede deres Glans den Aftenrde, der dde hen dr, tilbage
til et drmmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved
disse sammenpressede, uigennemtrngte Skyggelegemer og strkke ikke
hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrnsede sorte Slagskygger,
som tidligere og senere i Aaret; -- thi Dagens vestlige Afglans, der
vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var,
den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin
farvelse Pensel, at trnge ind i dem og stte et Stnk af Lys selv i
deres mrkeste Dyb.

Det var det sidste Dgn, Hjorth tilbragte i Vonsbk. Den nste Morgen
skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bnderne, fra
Landsby til Landsby, paa Mder og Prvevalg lige til den sexogtyvende
Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Prstegaarden og
var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.

De havde talt meget sammen den Eftermiddag, -- talt om det politiske
Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde,
men som vare saa langt endnu fra at trnge igennem, at der offentlig
kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, -- talt
ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det
Afslag i Haab og Fordringer, den selvforngtende Underkastelse under
Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu
fordrede af dem, at de uden Ln skulde lade sig oversklde af den
aandelige Pbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Frere, ret
som var det en Forbrydelse at njes med en Erindring i Stedet for at
glde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bre timelig
Trngsel uden at fordre en evig Salighed.

Det var lnge siden, at Johanna i sin Aftenbn havde bedet Vorherre
om ikke at vre vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro;
-- maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang
en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde
kun vret en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven
voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine
Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive trt af at tale med Hjorth
om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med t rd i Hovedet,
og naar han kort efter tav, sagde hun: Nu vil jeg sige noget, men
jeg er bange for, at det er dumt, -- og saa fremsatte hun i naive
Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Sprgsmaal,
som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun
spurgte, om man ikke kunde tnke sig _det_ besvaret _saaledes_, --
uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med
et bermt Navn.

De havde talt, og nu tav de.

De gik langsomt hen ad Gangstien, der nsten fld sammen med det
underlig hvidlige Grs, mellem mrke Stammer til venstre og
graalysende Stammer til hjre, ud og ind af flettede Lys og Skygger
gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind
udefra mellem mrke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af
lysende Stv, dende dybt inde i en Blinken som af Vand, med
Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig
ud af Mrket, med underlige hje blaastraalende Taageskikkelser
lnger borte, ligesom Aander af Slvlegemer, med lunefulde Blink, paa
hvilke Puk kunde komme ridende, med dmrende Skygger, hvori Titania
kunde drmme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrnten, da
var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mngde underlige
Vsener skred ud fra et Mrke, der endnu hang om deres Skuldre, bort
mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid
er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Slv; -- men
til den anden Side var der andre Vsener, med et Genskin af det Lys,
de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mrke for at forsvinde
drinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.

De standsede ofte og sa sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og
undertiden mdtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord
falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke
nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.

Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt fr Landgangsbroen.

Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over
Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Lvgrupper eller Stammer
eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje,
den var ikke lnger mrk, saaledes som den sas lngere inde fra
Prsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skr, som bag et lyst
Florsslr. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med
Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af
nogen Blge eller fangedes og skaarsplittedes af Strmrifling; kun
helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en
Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den
stod paa Himlen; lnger inde havde nogle Tangplanter lige i
Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et
Par fine Tungelinjer som af Slvtraad. Henne til venstre, hvor Engene
gik ned, kom hvide Taagemasser stdvis glidende ud over Fjorden, og
drude, hvor Aalefiskerne blaasede, stod midt paa Vandet et Par
stikkende rde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til
hjre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mrke
Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med
en sort Mast og Skorsten; et rdt Lys strmmede ud fra Kahytsdren og
glde gennem Kojet i Bagstavnen ned i Vandet; sknt den havde lagt
sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stnnen og
taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille
Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende
Sknhed, der omgav dem. Bgelvet hang mrkt udover, snkende sig,
indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran
Maanen, gennemildnet grnt, som en straalende Smaragd midt i
Guldcirklen.

Maanelyset fld ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om
den smekre Midje, hvilede paa hendes sknne alvorlige Ansigt, der
straalede med et Perlemorsblink i jet. Den hvide Fjer laa bldt som
en Drive af Snedun paa det mrke Haar, hvis tunge Krumninger havde en
poleret Glans som Ibentr. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille
oval Maaneplet ned paa den bjede Nakke tt inde under Haaret.

I dette jeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og
trykke sine Lber netop dr, paa hendes Nakke, hvor det lille
Maanebillede sklvede. Han vidste, at han havde Ret dertil -- nsten
Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille
Vxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme
... Endnu ikke! -- Han vilde ikke rive til sig den Ln, som Germanien
lovede sin Lrling; -- fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i
hans Skd. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som
man maner frem i et almgtigt Besvrgernu og tvinger ind under sin
Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil
jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, -- men tusind Gange
sknnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som
Profeten lader Gud komme -- i den stille Susen. Han slog sig ikke
til Ro ved at haabe paa Lykken, han flte den allerede i sig,
gennemtrngtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var
blevet ud fra det, som det havde vret, og bort fra det, som det
kunde vre blevet, -- og i en knlende Andagt ofrede han al sin
overstrmmende Taknemlighed til hende, som hun stod dr ved Siden af
ham, saa smuk og saa god, i det dmpede og dog saa straalende Lys,
der tegnede Kindens blde Rand med en sart Slvlinje af Dunhaar, idet
hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og
sikker som han selv i den Tro, der ikke haster ... Endnu ikke. --

-- Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. -- Noget sknnere
har jeg aldrig set, -- aldrig noget saa sknt, tror jeg ... Nu vil
jeg ikke mer lnges efter Rhinen.

-- Jeg heller ikke.

-- Ja dog, -- jeg maatte grne besge den Egn sammen med Dem og vise
Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var -- og ikke var saa
lykkelig som nu.

-- Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.

-- Men alligevel vilde -- --

-- Og dog vilde jeg -- --

De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Frd med at sige
det samme.

-- Ja ikke sandt, vedblev han, -- hertil vil vi dog altid lnges
tilbage.

Johanna nikkede.

De sa sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige
Natursknhed strmme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde
forsvinde.

Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.




XLV.


Tusinde Hnder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis
dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke,
hvede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Brddeskur,
fuldt af sortkldte Mennesker.

-- Valgbestyrelsen sknner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.

-- Hr! -- Bravo! -- Hr!

Lrer Beck ringede med Formandsklokken.

-- Professor Petersen har begret skriftlig Afstemning, som strax
vil finde Sted her, foran Tribunen. --

Der begyndte at komme Bevgelse i Mngden. Der gik en Strmning
udefter, som gjorde Kredsen videre og spredte Folk over Marken, hvor
der var Luft, Plads til at rre Benene og til Armbevgelser, hvis man
blev ivrig under Disputen. En anden Strmning gik indad mod Tribunen,
foran hvilken Trngslen blev endnu tttere, om de store Plakater med
Sognenavnene, som nu blev sat op.

Noget tilbage, lidt uden for Mngden, stod den sdvanlige Gruppe af
Honoratiores. Herredsfogden vrissede, fordi man nu skulde blive der
og stemme hele Formiddagen -- i den Hede! Den fallerede Kammerraad
mente, at Professoren var dog ndt til at forlange skriftlig
Afstemning, man kunde dog ikke vide --. Nej naturligvis, men
overhovedet dette Valg! det var det fordmte Venstre, -- naar de nu
sa, at Ministeriet ikke vilde! -- Ja, men de var jo saa stdige
disse Bo--Bonde-Be--bster. Og de begyndte begge at forbande Venstre.

Ravn, der altid skulde vre lidt krakilsk, afbrd Herredsfogden med
den Bemrkning, at han burde dog stemme paa Hjorth, der var
Fritnker. Men Herredsfogden afviste det med Indignation; for i den
senere Tid, navnlig efter at der var blevet talt saa meget om en
Alliance mellem Venstre og Fritnkerne, havde han stukket sin
forngtende Pibe ind: saadan en Grnskolling, som lod haant om al
Autoritet!

Imidlertid beundrede Provsten og Pastor Krarup Professor Petersens
store Tale. Krarup laa ganske nsegrus af Begejstring, og Provsten
rakte ham en overordnet bifaldende Haand for at bringe ham i
Ligevgt: -- han havde ladet sig sige, at Professoren var en saa
udmrket Universitetslrer og nu, efter at have hrt ham tale, maatte
han indrmme --. Pastor Frederiksen, der jublede over, at skulle
stemme paa sin gamle Manuduktr, fandt isr, at hans Anvendelse af
Skriftsteder havde vret saa beundringsvrdig. Mente Godsforvalteren
ikke ogsaa?

Det mente Ravn ganske vist, men nu var det nok paa Tide, at han kom
ud og talte med sine Folk -- endogsaa overtalte -- he! -- Farvel!

-- Ja hvem kan vide, sagde Pastor Krarup, -- det skulde saamn slet
ikke undre mig, om den skriftlige Afstemning gav et andet Resultat
... Der bliver nok agiteret en Del i denne Mellemtid ... Ih, men der
ser jeg jo Professoren -- og Fruen!

Han ilede afsted, hsblsende efter at gre sit Bekendtskab med
Kandidaten gldende. -- Provsten maatte nu til at gtte, hvormeget
Kammerraaden paa Auktionen havde faaet for sin bermte Prmie-Tyr
Thar, opkaldt efter en af Indavlens Forsvarere, -- og Pastor
Frederiksen gav sig i Snak med Herredsfogden om den gamle Brndesag,
som han nu endelig havde opnaaet at tabe.

Imidlertid snde Pastor Krarup sig hurtig frem gennem Mngden, medens
han i Forbigaaende trykkede en Bonde i Haanden eller klappede en
Husmand paa Skuldren med et: Naa, Hans Nielsen, du stemmer da vel
paa dit Bysbarn Professoren, der har gjort vores Egn saa megen re?
-- et Sprgsmaal, der grne besvaredes med et ubestemt Grin og et:
Ja--a, det vd jeg itt' saa lige. Saaledes nade han hen til
venstre for Tribunen, hvor Professoren og hans Hustru stod i Snak
med Forstanderen for Folkehjskolen, Hr. Jansen, en stor Mand med
luende rdt Skg og Haar.

-- Ih, ser man det! ... God Dag, Hr. Pastor, God Dag!

-- _God Dag_, Hr. Kandidat ... Ah, Kandidat! nu er De igen Kandidat
Petersen -- he, he, he--e! ... Kan De huske den Dag? ... _God Dag_,
kre Frue! ... Go' Da', Jansen.

-- Om jeg kan huske det! Det var jo den Gang, jeg frst traf min
Nikoline.

-- Ja, vi har saamn noget at vre Dem taknemlige for, Hr. Pastor,
sagde Fru Petersen.

-- Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? ... Ja, jeg tror
nu det gaar ... Men nu maa vi ogsaa til at strnge os an, -- hvad,
Jansen? ... Lgge os i Skaglerne -- for hans Triumfvogn -- he, he,
he, he--e.

Hjskoleforstanderen var Beredvilligheden selv. Han vilde ikke ngte,
at han maaske nok kunde have en Del Indflydelse paa alle de yngre
Bnder, som vare udgaaet fra hans Hjskole. Han skulde ogsaa formene
dr at have indprentet dem solide og religise Grundstninger, saa de
ikke gik hen og gav en Forngter deres Stemmer.

En hj sortkldt Mand stak et duknakket Hoved med et alvorligt
pergamentsgult Ansigt ind over Gruppen.

-- Maa jeg prsentere, sagde Professoren, -- min Ven Provst Lindekr
fra Kbenhavn, der har vret saa venlig at tage herud idag for at
understtte mig.

Baade Prsten og Hjskoleforstanderen vare henrykte over at gre den
ansete Mands Bekendtskab, -- en af Kirkens Sttter. De forsikrede,
at de faa veltalende Ord han havde sagt fra Tribunen havde haft en
uberegnelig Virkning.

Det var Provst Lindekr, der havde frt Hovedslaget mod Hjorth som
Fritnker. Professoren havde talt mere politisk sagligt om de tre
Punkter og navnlig dvlet ved Universitetssprgsmaalet, ud fra
hvilket han i en Parenthes havde gjort en lille Hentydning til
Hjorths religise Stilling, men det var kun et Forspil, efter hvilket
Provsten truttede i Zionsvgterhornet.

-- Hvad jeg isr beundrede, Hr. Provst, sagde Hjskoleforstanderen,
det var den Bemrkning, De lod indflyde om Socialisme --, det var
srdeles fint.

-- Ja, men Hjorth ngtede jo rigtignok, at han var Socialist,
indvendte Fru Petersen.

-- Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekr ... Der
er en meget nje Forbindelse mellem disse fritnkerske Anskuelser
og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske
Aandsretning.

-- Ja--a, -- det er netop Sagen, det har Martensen --

-- Jo, hm -- det er jo vistnok --

-- Saa selv om han ikke i jeblikket har gjort sig det klart --

-- Ja, det er et Punkt, vi maa holde fast paa under Agitationen,
sagde Hjskoleforstanderen. -- Og saa et praktisk Vink! vedblev han,
idet han med en skolemesteragtig Pegefinger prikkede Professoren paa
Brystet: -- et praktisk Vink! -- Provsten berrte Eden; -- det maa vi
lgge Vgt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflgge Eden, og kan
ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske ngte at
tage imod Eden, eller -- der maa maaske forelgges og vedtages en
Undtagelseslov, -- i alle disse Tilflde vil Kredsen i kortere eller
lngere Tid vre uden Reprsentant, -- det er et Punkt! det maa vi
tage ham paa ... Men nu maa jeg ud og arbejde i Deres Tjeneste, Hr.
Professor. Farvel saa lnge!

-- Ja, jeg maa nok heller ikke staa her lnge, udbrd Pastor Krarup
med en ivrig Bevidsthed om de uhyre Masser, han kunde hverve for
Hjre. -- Men De br virkelig flge med, Hr. Professor -- og De
ogsaa, Frue, -- De som er saa bekendt --

-- Jeg synes dog, det er saa underligt, at vi saadan formelig skulde
gaa om og bejle til Folkegunst.

-- Ja, nej -- det kan sandelig ikke nytte, naar man vil vre Tribun,
saa --

-- Jo, ganske vist ... Hm ... Det er jo ungtelig et Krav af
Omstndighederne.

-- Nej se, Fru Petersen, udbrd Pastor Krarup, da de var gaaet et Par
Skridt, dr ser De Deres gamle Ven Ravn ... De kan tro, han er ivrig
for Deres Sag. --

-- Det vilde vre mig meget krt at hilse --

Men Godsforvalteren var allerede forsvundet ind i Trngslen, hvor
hans Grisejne spejdede gennem Guldlorgnetten efter Bnder og
Husmnd, der stod i Afhngighedsforhold til Skovvang; denne Gang
opdagede han Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Snnen Hans. Han
kastede sig over dem: de huskede da, at man stolede paa deres
Stemmer, -- ellers vilde man se sig ndsaget til at pante dem ud for
Afgiften.

Jo, vel, -- men--n, at -- de var nu fr bleven holdt hen med Lfter,
saa at de var kommen i Tanker om, at de vilde dog grne have det
skriftlig.

Ja det vilde de da li'egodt.

Ravn rev sin Lommebog op, skrev og gav dem Bladet.

Jo, det var jo meget godt, men se -- at, de vilde dog ogsaa nok have
Grevens Underskrift.

De skulde faa den.

Ravn styrtede videre, bervende sit flade Hoved dets lille silkegraa
Hattekuppel og trrende sig med Lommetrkldet paa den runde,
svedperlede Pande, medens han stirrede efter Greven. Pludselig busede
han mod Fuldmgtigens store Skikkelse.

-- Ah, God Dag, Jessen ... God Dag, Frken Jessen ... Naa ja, De er
da en sikker Mand!

-- Hvorledes mener Godsforvalteren?

-- Deres Stemme -- De, der selv har vret Hjres Kandidat.

-- Ja, men Tiderne forandre sig, Hr. Godsforvalter, og naar jeg har
Valget mellem en theologisk Professor og min Ven Hjorth --

-- Men De vil da ikke sige, at De vil stemme paa Hjorth? ... Hvad
kommer saadan et personligt Venskab -- nej, men kre Jessen, det gaar
paa ingen Maade an; jeg maa lgge Dem alvorlig paa Hjrte ...
Husk paa, at et saadant Gods, -- der er -- paa en vis Maade en
_In_stitution, og den, der er Medlem af en saadan _In_stitution --

-- Han kan gaa fallit, selv om han har Forvalteren til Ven, indskd
Nelly.

Men Ravn lod, som om han overhrte denne Spids.

-- Aa, der ser jeg Greven, der vilde tale med mig. Farvel.

-- Det maa ellers vre underligt, saadan at gaa og agitere for den,
der har taget hans Udkaarne og Gaarden bort for Nsen af ham, sagde
Nelly saa hjt, at de nrmeststaaende hrte det og gav sig til at le.

-- Greven ser saa bidsk ud i Dag, som om han havde Lyst til at piske
os, ligesom hans salig Fader gjorde, det Afskum, sagde Per Andersen,
der trngte sig frem sammen med Mller Kristensen.

-- Kan du selv huske det, Per Andersen? spurgte en lille Bonde.

-- Nej jeg -- den Gamle holdt jo op at regere attenhundrede og fyrre,
og da var han bleven spagere. Men min Fader haar da endnu vret med
til Afregningen, naar han stod i Dren og gav dem hver en Smre af
Krepisken.

-- Ja, han krer ogsaa hver Nat gennem Allen med ildspyende Heste og
gloende Hunde, -- det haar da den forrige Vgter paa Skovvang set,
han sagde immer, at nu skulde han ud og slas med den Gamle.

-- Aa ja, det kan jo de tro, der selv vil, svarede Mlleren, idet han
skyndte sig videre frem imod Tribunen.

-- Nej se, hvor nedladende Greven klapper Ravn paa Skuldren, raabte
en.

-- Men Herren lovede den utro Forvalter, at han handlede snildelig,
sagde Jessen.

Dette Ord gjorde Lykke. Det gik videre fra Mund til Mund, vkkende en
stor hoverende Munterhed rundt om i en vid Kreds.

-- Ah, I er nok muntre her, udbrd Hjorth, der kom i det samme med
Lrer Beck og Broderen Jens, som var taget derover for at vre
tilstede og reprsentere Snderjylland ved Valget.

-- Ja, vi haaber ogsaa at faa dig valgt nu.

-- Ja, Overtallet ved Kaaringen var ellers ikke saa stort, sagde
Beck, -- og der bliver jo nok agiteret strkt nu. Han fortalte,
hvordan Provst Storm nylig havde haft fat i ham og spurgt, om han
havde afgivet sin Stemme. Nej, det havde han naturligvis ikke, for
Valgbestyrelsen skulde jo stemme sidst. -- Provsten havde ladet sig
sige, at han var Venstre. -- Ja, det var han ogsaa. -- Naa, men ved
denne Lejlighed kunde Provsten jo nok vide, at han ikke vilde stemme
paa Venstres Kandidat, der var Fritnker. -- Jo, det havde han dog
med Provstens Tilladelse i Sinde. -- Da vilde Provsten dog lgge ham
paa Hjrte, at han ikke kunde anbefale en Lrer, der tog saa lidt
Hensyn til det religise, til Embedet i store Skvinge, som han
sgte. -- Men han havde svaret, at det havde jo vret noget andet,
hvis det var Provsten, der havde stillet sig, som Provsten havde talt
om i attenhundrede treoghalvfjerds, den Gang da Per Andersen sagde,
at han ikke vilde give Provsten sin Stemme.

-- Ja, det sagde jeg nu saadan paa Dril, tilfjede Beck, -- for jeg
vidste nok, det vilde rgre Provsten. -- Og saa tflede han ogsaa af.

-- Men det Embede kan De da skyde en hvid Pind efter, sagde Jessen.

-- Aa, det faar nu vre det samme.

-- Ja, de sejer tidt til mig derover, te Venster gr ingen Nytt', og
skaffer ingen bedre Love, sagde Jens Hjorth til en Bonde. -- Men saa
sejer a immer: ven det itt' kommer til at regere for de her
Adelsmnd, saa kan det heller itt' skaffe bedre Love. Men det har
gjort den Nytt', te Danmark har itt' faaet dem vover'.

-- Ja vel, ja -- det er sandt nok ... Og det er li'egodt itt' aa
kaste Vrag paa, det Arbejde heller.

Denne Anerkendelse fra Snderjylland smigrede. Jens Hjorth var
Genstand for en almindelig Opmrksomhed, medens der samlede sig en
tt Stimmel for at hilse paa Kandidaten og gre gammelt Bekendtskab
gldende.

-- Hvis du ikke har forandret dig, siden jeg kendte dig, sagde Beck,
saa er du ellers for aabenmundet til at passe her for Kredsen. Gud
vd, om du ligesom din Formand kan holde dig en Snes Aar uden at tale
i Salen.

-- Ha, ha! ... Ja, det ku' ka'ske knibe nok, Hjorth! ... Nej, han
skal nok give dem Svar! ... Ja, det kan jo ogsaa vre godt det.

-- God Dag, hjstrede triste Endeligt, maa jeg nske en gldelig
Begyndelse paa et nyt og bedre Liv.

Hjorth vendte sig forbavset; -- jo, det var virkelig Kleistrup,
ligesaa bleg og huljet som sdvanlig.

-- God Dag, er De her?

-- Ja, jeg er saamn for mine Synders Skyld bleven Kapellan i
Visinge.

-- Naa hvordan gaar det?

-- Aa, ligesom lidt bedre, -- men ogsaa kun ligesom ... h, h, h
-- ja, De hrer, jeg har den forbandede Hoste endnu ... Byluften
_har_ ikke vret sund for mig, og Landluften er mig nu for skarp ...
Ja jeg har lige vret henne at stemme paa Dem -- Gud forlade mig --
men det kan jo grne bero paa n Stemme, -- og det skulde dog more
mig -- h, h, -- om jeg kunde faa Professor Citator til at falde
igennem, han har gjort det to Gange ved mig. Mig at hevne, oh
hvilken Tanke! ... Farvel!

-- Er der ingen af jer, som har set Per Andersen? jeg kunde dog have
Lyst til at hilse paa ham.

-- Han var her for lidt siden og gik vist hen for at stemme paa dig.
Maaske han kommer tilbage her.

Men Per Andersen krte allerede ud ad Chaussen ad Yderslev til. Han
havde dog ikke Lyst til at blive der for lnge og vre beglt som
Kandidatens Ex-Svigerfader. Mller Kristensen sad ved Siden af ham,
og i den bageste Agestol sad Kristine. Hun var taget derhen med sin
Mand. Da Per Andersen kom krende forbi Plsemikkels Kro paa Torvet,
sa han hende gaa alene om i Haven. Hvor er Henrik? spurgte han.
Aa, han er begribeligvis derinde aa svire. -- Da han saa havde
kigget ind i den inderste Krostue og set Henrik Larsen med en hj
Snaps paa, meget kalkunsk i Kammen efter at have tabt halvhundrede
Kroner i Spil, sagde han til Kristine, at hun skulde kre hjem med
ham, for det blev dog ikke til noget med at vente paa Henrik.

-- He, sagde Mlleren, -- det falder mig ellers ind, dengang i
November treoghalvfjerds, da vi havde Valg etter Oplsningen, og
Fuldmgtigen stillede sig, -- dengang var Hjorth lige bleven forlovet
med Ki'sten, -- kan du huske, hvor han rgrede os med at vre Hjre?
... Og nu er han vores Kandidat! ... He! -- det er li'egodt kunstigt
at tnke paa.

-- Ja, det var den Gang ... Det haar jo forandret sig i mange Maader
... Kan du huske, hvad jeg sagde, Ki'sten? ... Han slar sig igennem,
sagde jeg ... Det havde vaaren en Kende bedre, du havde holdt dig til
ham, end som at du skulde gifte dig med Henrik, som Fanden gale mig
rubasser det hele vk.

Men Kristine, der havde siddet ganske tavs med et tvrt Udtryk om
Munden, svarede blot:

-- Ja, det kan nu itt' nytte noget at snakke om.

-- Det var ogsaa dengang, sagde Mlleren lidt efter, -- da du solgte
den grnne Vallak til Pro'sten. -- Magen etter ham dr ... He! det er
dog kunstigt aa tnke paa: -- Du haar li'egodt itt' vaaren saa godt
krende siden den Tid, som du er nu.

-- Aa nej, -- det kan saamn --

-- Du _haar_ itt' vaaren saa godt krende, Per.

Derefter sad Per Andersen tavs med et uudgrundeligt Smil, idet han
vede sit bermte Kunststykke med det aller yderste af Smldet at
klippe de Fluer og Brmser af, der satte sig paa Hestene, hvis
grnne Skind begyndte at faa lange mrke Svedstriber, medens
Skummet boblede frem under Seletjet og kridtede Haarene overalt,
hvor Linerne berrte dem, og der dannede sig to Pletter, hvor Bugene
stdte mod hinanden over Stangen i det magsomme Druntetrav, saa tykt
skummende hvide, som om de vare indsbede til Barbering.

Mlleren stirrede ud i Luften, som om han sgte efter noget nyt, der
var kunstigt at tnke paa.

Men Kristine sad bagved uden at se noget Steds hen, glippende med de
svnige jne i det blndende Sollys, tvr og slv, uden engang at
gide rgre sig over noget andet, end at de krte saa langsomt, --
sknt hun Intet havde at lnges hjem efter.




XLVI.


-- Sam, kom skal du se, lille Sam!

Da Johanna raabte disse Ord, kom hun dansende ud i Gaarden, med et
Papir i Haanden.

Sam sad paa Hundehusets Kugle, i sin Yndlingsstilling, den
sjlehelgenlige. Eftermiddagssolen tegnede Ryggens Profil med en
Glorielinje af gennemstraalede Haar, og punkterede Halen nedefter med
nogle spredte Ildhaar. Den drejede Hovedet, ntrede ned paa Ryggen af
Trofast, som den kneb i Forbigaaende, og fr hen til Johanna; og da
Trofast begyndte at fle Svien, kom til Bevidsthed, rystede sig og
sa sig om, sad dens tropiske Husflle allerede oppe paa den venstre
Skulder af Johannas mrkeblaa Kjole, gnidende sig i Hnderne, -- og
Skinsygens Kvaler forenede sig hos Trofast med den legemlige Smerte,
afpressende den en lang Hylen.

Sam greb ivrig med de lange Arme efter Papiret, som Johanna holdt hen
foran den; Papiret blev trukket hurtig bort, og den faldt ned. Men
Trofast havde nppe faaet Tid til at glde sig, fr Sam allerede var
deroppe igen.

-- Nok se, men ikke rre! sagde Johanna og truede med Fingren, fr
hun igen holdt Papiret op foran den.

Paa dette Papir stod der foruden Adressen med store blaa Streger:
Valgt. Deres N. C. Hjorth.

Da Sam havde stirret saa lnge derpaa, at dens livlige Fantasi maatte
have fattet hele Rkkevidden af disse Streger paa dette Sted,
klappede den med sin lille Vidskelders-Haandflade paa hendes blde,
dunhaarede Kind.





End of the Project Gutenberg EBook of Germanernes Lrling, by Karl Gjellerup

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GERMANERNES LRLING ***

***** This file should be named 41277-8.txt or 41277-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/1/2/7/41277/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org/license

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
