The Project Gutenberg EBook of Et gteskabs Historie, by Vilhelm stergaard

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Et gteskabs Historie
       En Virkelighedsskildring

Author: Vilhelm stergaard

Release Date: October 5, 2013 [EBook #43899]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET GTESKABS HISTORIE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet
i denne e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt
bevaret. Kursiv tekst i originalen er gengivet med +plus+,
mens s p a t i e r e t tekst er gengivet med _understreg_.




ET GTESKABS HISTORIE.

EN VIRKELIGHEDSSKILDRING

AF

VILHELM STERGAARD.

KJBENHAVN.

FORLAGT AF J. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL.

Trykt hos Nielsen & Lydiche.

1883.


+Den nyere Literatur fortller forholdsvis meget om
Hustruen som den forurettede Part i gteskabet. Men naar
man uhildet iagttager det virkelige Liv, kommer man vistnok
til det Resultat, at der blandt de mislykkede gteskaber
gives lige saa mange, i hvilke det er Manden, der har lidt
det strste Skibbrud. --+




I.


Fyrvrkeriet blev brndt af. --

Stort, brillant Fyrvrkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende
Lyd af Raketter og Svrmere blandede sig med Tonerne af en fejende
Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og
man hrte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mngde Raketter
fr susende til Vejrs, alle paa n Gang, og endelig fulgte de tre
obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrvrkeriet var forbi.

Folk lb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at
finde Plads derinde, andre for at fortstte den afbrudte Vandring
udenfor. Oven over de blndende Illuminationslamper, de lvttte
Lindetrr og den leende, snakkende, mylrende, sndagskldte
Svrm hvlvede sig en klar, stjrnebesaaet Himmel, saa rolig og
majesttisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor hjt den
var hvet over denne Mylr af fornjede Menneskebrn, der i jeblikket
aabenbart kun tnkte paa at nyde Aftenens flygtige Glder lige til
det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. --

Lidt afsides fra Strmmen af den stadig frem og tilbage vandrende
Menneskemngde og i L af Skrnten, der frte op til det hjere
liggende Terrn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog,
hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige
Forsyning med Glas og Flasker rbede, at der ikke havde vret Mangel
paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den vrdifulde Egenskab at
kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen.

Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornjeligt
Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa
urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjl --
Totalafholdenhedsapostlene undtagne.

Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt mne for
strax efter at vejre det hen med en lystig Skmt.

Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige
Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man
havde sat hinanden Stvne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen
Ven.

Det var ham, der sad lngst oppe i Hjrnet. Han havde lagt sin
bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bnken, saa Vinden
uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Kling til
Panden, der i jeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans
Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjnt;
det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vkke Tillid og
Sympathi; men Trkkene var lidt for blde og rbede ikke nogen videre
udprget Karakter.

Han sad i en skdesls, tilbagelnet Stilling, med det ene Ben kastet
over det andet, aabenbart flende sig ganske overordentlig vel til
Mode, ikke blot i Flelsen af jeblikkets Velvre, men meget mere ved
en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glde sig til
og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges
af paa Rejsen ind i Fremtidens forjttede Land.

Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en
Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om --
saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod -- faaet en hel Del bestilt
og hjembragte en utrolig Mngde Skitser, hvoraf i det mindste nogle
sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade re
og Penge i fuldt Maal.

Han var maaske lidt Sangviniker -- den unge Mand -- men paa samme
Tid en rlig, sandhedssgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at
naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjrne
baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede
ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en
Gang imellem Magt over ham -- thi, rlig talt, han var ingen Helgen
-- saa fortrd han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og
helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere -- og syndede saa
igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse.

Saaledes var han, hverken vrre eller bedre.

Og tilmed -- at han var, som han var, kunde han endda nrmest takke
sig selv for. Han kunde lige saa godt vre gaaet i Spaanerne, thi
der havde i Grunden aldrig vret nogen til at tage Vare paa ham. Han
havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den
Smule Kundskaber, han havde, havde han selv vret Mand for at skaffe
sig. Forholdene i Hjemmet havde kun vret maadelige.

Hans Moder havde vret en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels
Vsener, hvis Liv begynder og ender lige gldeslst, og som ikke har
Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre.

Med Faderen havde det vret endnu vrre bevendt. Han var, hvad man
plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa
sin Vis havde Drengen kjr, men manglede enhver Forudstning for at
kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde
i mange Aar ernret sig ved at male Skibsportrter, efter at han
omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner,
en Indbildning, som han havde levet paa saa lnge, til han havde
forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilvrelse.

Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trste
sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male
Skibsportrter gik det kun smaat, og da hans Kone dde, tabte han den
sidste Rest af Energi. Det varede ikke lnge, fr Skolepengene for
Snnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen
til sidst ud af Skolen.

Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage
sig selv. Der var en tidlig udviklet rgjerrighed hos ham, og det var
den, der holdt ham oppe. Han lste paa egen Haand, hvad han kunde faa
fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok
saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at
male Skibsportrter.

Denne sidste Beskjftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til
at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa,
hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han
forelbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var
paa dette Tidspunkt gaaet strkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han
kunde knapt nok fortjene Fden til sig selv, langt mindre til dem
begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa
Porcelnsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa
Lrred.

Der blev han i to Aar. I mer end n Henseende var det en strng Tid
for ham. Han flte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar
han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i
helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en
ussel Betaling, der til Nd kunde opholde Livet i ham og hans Fader
-- derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid
gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han
skulde lre noget. Tanken derom fdte tit Mismod og Bitterhed i hans
Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige
livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbrlige Ligevgt. Tvrtimod
gede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne jeblikke
dmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine nskers
Maal og give den forhadte Fabrik Dden og Djvlen.

Saa kom endelig det frste alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde
i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa
ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde lnge spekuleret
paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom,
og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektren paa
Fabriken, der gik for at vre en kunstforstandig Mand.

En Sndag Morgen indfandt han sig i Inspektrens private Bolig. Sit
Maleri havde han svbt ind i et grnt Klde og holdt det under Armen,
medens han med bankende Hjrte ventede paa at faa Manden i Tale. --
Inspektren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om
sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes
Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden.

Naa -- hvad nsker vi, lille Bentsen? spurgte han med al den
Nedladenhed, der smmede sig for en saa betydelig Mand.

Henning kom efter nogen Tven frem med sit Maleri og sagde, at han
gjrne vilde hre Hr. Inspektrens Mening om det.

Inspektren saa frst paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa
Maleriet igjen. Dernst bad han Henning tage Plads, og medens han
stadig holdt Maleriet i en Arms Lngde ud fra sig, begyndte han en
meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var
nogen strre Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at
han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde
blive ved det, man var, og vre glad ved sin Lod i Verden. Henning
havde jo dog et tilstrkkelig afskrkkende Exempel i sin Fader. Var
denne bleven ved sin Profession, kunde han have vret en velstaaende
Mand i Stedet for som nu at vre et ulykkeligt Menneske.

Henning bad -- maaske lidt heftig -- Inspektren om at sige ham, hvad
han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde hre
hans Mening.

Inspektren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han
betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en
Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger:

Naa, min unge Ven, De vil absolut hre min uforbeholdne Mening? Ja,
saa gjr det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er
absolut talentlst.

Henning blev bleg; han kom nsten til at ryste, men mandede sig
op og vovede at sprge Inspektren, hvormed han begrundede en saa
skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv
om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin
naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget
mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besgt
Akademiets Skoler.

Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst? spurgte Manden.

Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle.

Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at _De_ bliver aldrig Kunstner.
Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad,
jeg kan give Dem.

Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brndte af Skam og Harme
over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde
man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv
vre fordmt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og
Nelliker paa det samme Porceln Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom
alle de andre var bleven en gammel Hest i Trdemllen?

Han flte sig saa modls som ingensinde fr. Der kom noget ondt og
trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kmpe mod sin Skbne? Saa
vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa
ud og svire hver Skilling op af den Ugeln, han havde hentet den
foregaaende Dag.

Men disse Tanker varede kun saa lnge, til han var kommen fra
Inspektrens Bolig ned i Porten. Saa tnkte han paa, om han da
virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et mislykket
Geni ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hnderne. Nej, og
atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke
hans Skyld, at man ingen Lrdom havde givet ham; at man ikke havde
prvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet
ham slbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Kns, og sat en
Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde
vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prve paa at blive
til noget, og blev Arbejdet end strngere derved, saa blev ren
ogsaa saa meget desto strre, hvis Lykken stod ham bi.

Haabet, som atter vaktes hos ham, strg paa n Gang alle mismodige
Tanker bort. Han besluttede -- hvad han nu indsaa, at han skulde
have gjort fra frst af -- at henvende sig til en rigtig Kunstner
og hre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa _han_ sagde, at
Arbejdet var talentlst, saa vilde han prve paa at forsone sig med
sin Skbne, men give tabt strax efter det frste Nederlag -- det
vilde han ikke.

Denne Beslutning udfrte han allerede den nste Dag og med mere Held.
Hans gode Stjrne frte ham til den rette Mand, og fra det jeblik af
kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den frste, strnge Ungdomstid.

I den mellemliggende Tid hndte der vel noget, som greb alvorlig ind
i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den
frste Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at
knkke ham.

Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit frste Billede udstillet,
gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand
til at gjre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med
allehaande glade Forhaabninger. -- --

       *       *       *       *       *

Selskabet i det lille hyggelige Hjrne var blevet mer og mer
animeret. Man havde opfrisket en hel Mngde fornjelige Minder; nd
i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt
til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der
indtrder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet
afbrd den med de Ord:

Lad os hre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og ventyr, gamle
Dreng!

Aa, dem kan jeg fortlle jer en anden Gang, svarede Henning. Jeg
har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de
fleste Turisters Lod. Jeg har vret fornuftig og flittig, ser I, og
for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top
til Taa.

Pokker heller, udbrd en af Kammeraterne; dit selvbeskikkede Hverv
som Alvorsmand beholder du vist ikke ret lnge. Vi kjender dig nok,
du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!

Ja, det er vist, tilfjede en anden. Henning er absolut en af de
mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet
Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, -- hvad siger du,
Hans Frederik?

Den tiltalte var en hj, bredskuldret ung Mand, med noget stt og
sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige,
rdladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af strk Sminke, lod
en paa Forhaand gjtte, at han rimeligvis maatte vre Skuespiller.
Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Rst, der maatte lyde godt fra
Scenen, svarede han:

Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: Aanden er vel
redebon, men Kjdet er skrbeligt. For Resten er der alligevel mere
Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade vre at friste
ham.

Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du
burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet
for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav
Theologien og gik til Theatret!

Ja, for oven i Kjbet at blive en dydig Skuespiller!

En dydig Skuespiller er en Uting, supplerede en anden. Husker I
ikke, hvad hlenschlger eller en anden stor Digter har sagt:

    Man selv maa Livsbedrifterne fornemme,
    naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.

Saa, nu begynder, min Tro, rbk ogsaa at lade det regne ned over
os med Citater. Hold din Mund, lille rbk, og lad mig faa Ordet
-- den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. -- Jeg vil
bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner _maa_ skeje lidt
ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjres -- og vi er jo enige
om, at det er Livets jemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler
Forudstningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo -- -- --

Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere
Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og
Glden. Hr, Henning, du har vel ikke glemt den smaa -- -- Skal vi to
gjre en lille Afstikker -- hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.

Nej Tak, svarede Henning leende. I Aften maa du dyrke den Slags
Glder uden mig; jeg gider ikke vre med.

Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glden, som
Hostrups Kobbersmed siger, skjnt Glden slet ikke har sparket til
dig! Og maa vi saa hre dine Grunde?

Ja, dem skal du faa -- Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more
mig paa den Vis -- det er Sagen.

Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver
dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end rbks.

Jeg synes, det er saa ganske ligefrem, svarede Henning, denne Gang
helt alvorlig. Naa -- vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium
af Lystigheden, at det vel nppe hjlper stort, om jeg prver paa
at forklare dig det, men jeg skal dog gjre det alligevel. -- Ser
du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det
saadan, at naar jeg fler mig glad, saadan rigtig hjrteglad, saa
kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke
oplagt til at begaa Daarskaber, som -- lad os vre enige om det --
dog er os temmelig uvrdige.

Det var en drj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er,
som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du
est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke
varer lnge, fr du ender som velbestaltet Filister og gtemand. Og
saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle lse
Fugle.

Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han flte den inderligste
Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens
Standhaftighed. Men et jeblik efter tilfjede han:

Og du gaar altsaa ikke med -- -- --?

Nej, Erik, det gjr jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke
kalde mig en Heldre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi
bliver fornuftige.

Henning rejste sig og tmte sit Glas.

Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har vret rigtig
glad ved at trffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Flg
nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har
begyndt den.

For Pokker, du kan da gjrne flge med ned til Rydberg. Vi har jo
Tiden for os.

Nej, ikke i Aften, du, ld Hennings Svar. I ved jo, at jeg skal
paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fan og male et
Studie frdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg
tager afsted med Morgentoget.

Aa -- du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god
Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige
og moralske Forstter.

Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld, mente en anden. Det
var Hans Frederik og rbk, der begyndte at prdike.

Ja, lad os saa bare komme afsted!

De vandrede leende og smaaskndende ud af Haven og skiltes udenfor
Porten. Henning vedblev at vre dv for sin Kammerats Overtalelser,
og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind
ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans
Frederik, fulgtes ad til den frstes Bopl.




II.


Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjrneste Afkroge
af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et
Par Vrelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde
koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke
behvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen.

Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have
en Rkke Huse lige overfor, der sprrede for Sol og Lys. Saa var
der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de
tilstdende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren
trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grfter og
Grs med Fandens Mlkebtter og en Rigdom af gule Smrblomster
langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med
Sporvejsskinner og Vogntummel. --

Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter srlig
vide at stte Pris paa. Luften var saa frisk og klig, at det blev
en Nydelse at indaande den i strke, fulde Drag.

Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt
det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lrt en Del, og
hvad han isr flte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var
kommen over ham.

Det forekommer mig, sagde han, at Fremtiden ligger klarere for mig
end nogensinde fr. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig
vret saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i
sin Ungdom har havt en Del at kmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil
gjre mig godt, men havde jeg alle mine Dage vret Lykkens Kjlebarn,
var jeg maaske nppe naaet saa vidt som nu.

Ilden hrder Staalet; Striden Kmpernes Krfter, deklamerede Hans
Frederik i en dybsindig Tone. Jeg tror nok, at du er en af den
Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem
Hindringer vel endogsaa kan vre en Spore, men i Lngden maa du vist
have Medbr, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig
lidt for bld; der er nppe Jrn nok i dig til at kunne holde ud fra
frst til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en
fejl Hylde.

Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur? spurgte Henning
med et halvt Smil.

Aa ja -- tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil
dog haabe, at Skbnen aldrig vil tilfje dig et alvorligt Nederlag,
thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.

Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok ls paa
Grsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og
tankefuldt Udtryk, som i Grunden kldte ham bedre end det sorglse
Prg, der i Reglen plejede at vre over det.

Jeg har tit tnkt noget lignende, sagde han endelig. Jeg bilder
mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan vre
overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjre Ting, som jeg bagefter
rgrer mig over, og saa til andre Tider vre saa fornuftig og
besindig -- ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde
det saa aandelig og moralsk klar over mig selv -- at jeg tror for
bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved
ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned
og endnu mindre til at gjre mig saa glad og frejdig til Mode, som
om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. -- Det
er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods
den og trods alle mine svage og vage Anlg, saa tror jeg dog paa,
at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bre, selv hvad
du kalder et alvorligt Nederlag. -- Du ved, hvad der hndte mig for
to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og
lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel
kunde have forkludret og delagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere
Modstandsevne, end du synes at ville indrmme mig.

Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der delgger en Mands Liv.
Hvis jeg ikke var bange for at fornrme dig, kunde jeg sige, at det
maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt
Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv -- hvor meget
de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at delgge os.

Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg
alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en
eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en
Gnist af sandselig Attraa i den Flelse, jeg nrede for hende. Jeg
blev bedre i hendes Nrhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen
af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af
mig. Naar vi havde vret sammen, og jeg gik bort med hele min Sjl
opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde
i mig: Hvor inderlig -- inderlig kjr du dog er mig! Jeg kunde have
raabt det ud til de kolde, dde Stenhuse, til de bladlse Trr, jeg
gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Flelse som en
kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Krfter til at naa et hvilket
som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at
vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg nsten var
bange for at betragte det som noget, der laa nrt nok til at gribe
efter. Og saa -- tilsidst -- var det for silde.

Ja vist -- det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever
i, bemrkede den anden filosofisk.

Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb
delggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du -- for
det frste havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde
aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som
et Stykke Legetj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en,
naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor
tjente min Sorg snarere til at ge mine Krfter. Kunde jeg ikke
vinde hendes Kjrlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode
Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes
Venskab. -- Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det
hjalp mig ud over den vrste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en
Smule Forfngelighed deri. Jeg fandt en Slags Trst ved at tnke paa,
om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig --
som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det
skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det -- Henning lagde sin Haand paa
Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik -- hver Gang jeg faar
de gamle Minder frem, saa vaagner denne Flelse saa frisk og levende
som nogensinde fr.

Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik:

Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?

Nogen egentlig Forklaring? -- Aa nej, men det er dog umuligt, at vi
skulde have misforstaaet hinanden.

Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar? spurgte Hans
Frederik videre.

Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede vret gift i
halvandet.

Lykkeligt?

Det haaber jeg, eller mere end det, jeg nsker det af mit ganske
Hjrte.

Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig
mente. Saa fr han let med Haanden hen over Panden, idet han
tilfjede:

Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de
gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glde,
og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for
Resten gjort fr. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fan og
gjr mit Studie frdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa
at se, at det virkelig er Alvor med det Jrnmenneske, jeg er blevet
til. Godnat du!

De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor
hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time.
Henning sprang saa let og sorgls op ad Trappen, som om han allerede
havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig
havde kaldet frem.

Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin
Ungkarlelejlighed inde i Byen.




III.


Fire Gange om Dagen i Sommer- og Badessonen gaar Dampfrgen fra den
stadselige jydske Havn over til den lille sandede  i Vesterhavet
-- en, der er bermt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres
maleriske Kldedragt. -- Hvilket henrivende +dolce farniente+ kan man
ikke nyde paa Fan!

Kun et halvt hundrede Skridt fra Frgestedet ligger den hyggelige
Gjstgivergaard, en rigtig god gammel Gjstgivergaard med blomstrede
Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en
Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes
Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin
kjre Fde og dens Befolkning.

Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er strkt efterspurgte af
ens Gjster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets
Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt
ned mod Sen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med
hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger
Byen frem med sine rde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over
Fans hvide Klitter, og helt ude strkker sig Vesterhavets mgtige
Flade; dets dybe Dnninger hres tydelig, naar Vinden brer ind over
Land.

Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede
Smaahuse, opfrte af rde Mursten, med grnne Dre og Vinduesrammer
og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som
snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der
atter og atter skjuler Vejens Fortsttelse.

Klitterne blive mere anseelige, jo nrmere man kommer Havet. Snart
trde de frem i blde Blgedannelser, snart med skarpt afskaarne
Toppe, dkkede af den stride Marehalm. Fr man ret ved af det, har
man naaet de sidste Klithje, der skjule Strandbredden, og paa n
Gang breder denne sig for jet i hele sin blndende Hvidhed.

Det er nr ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa
den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner
allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strkninger ser det
ud som den fineste Moir; andre Steder taarner det sig op i smaa,
kunstig formede Forhjninger eller lgger sig i blde Folder, ordnede
Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfldige Lune,
men en kunstnerisk Haand havde udfrt denne vidunderlige Mosaik.
Men naar Vinden blot lfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette
Rgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger
antaget en ny Skikkelse.

Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet,
glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare
lnge, fr Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et
forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mrkeblaa, lyse og lilla
mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Brm, men
paa n Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned
i Sen. --

I L af Klitten kan man belure dette Stvnemde mellem den heldende
Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa
Stranden, i Luften og i Vandet, som rber Mdet. Og Havet besrger
Akkompagnementet dertil. Dmpet og ensformig, men dog saa melodisk
lyder dets Brusen. For et modtageligt re lyder det som en Sang,
man ikke bliver trt af at hre. Det synger ikke blot om sig selv,
ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere kldte med
ldgammel Skov, ngen Strand eller skyhje Fjelde, men det synger sig
ind i ens Tanker og Drmme; det opkaster de slsomste Sprgsmaal og
giver Svar, som man ikke vilde undvre -- --

Saa lyder der pludselig hjrstede Stemmer nede fra Stranden, og med
det samme er Trylleriet brudt. Havet fortstter vel endnu sin Brusen,
men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den
ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder
at betro.

En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten
med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget,
vender rgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjtter ikke om
at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nrmere, rejser han sig
fortrdelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved
sig selv:

Flere Badegjster!

Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelvrten og
hans Kone, som har faaet Besg fra Kjbenhavn.

Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen? siger den godlidende
Gjstgiver.

Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en
halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjsterne.

Maaske jeg maa have den re at prsentere Dem min Svigerinde og
Niece fra Kjbenhavn: Fru Thorsen og Frken Minna -- Hr. Genremaler
Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?

Ja, Gudbevares! Der forsmmer vi saamnd aldrig at komme,
forsikrede den nylig prsenterede Fru Thorsen. Vi interesserer os
saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre,
jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?

Henning maatte svare bengtende; han havde ikke den Fornjelse at
kjende Fruens Mand.

Ak nej, vedblev Fruen; nu lever vi jo ogsaa saa skrkkelig
indgetogne, og Thorsen er helt hrt op med Forretningerne paa Brsen.
Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamnd
kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for
de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden
den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjbt et
Maleri af Dem.

Af Hensyn til sin skikkelige Vrt vilde Henning ndig vre uhflig
-- hvad der ivrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue
begyndte ungtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt
livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en
vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama.

Holder De ogsaa af Malerier, Frken? spurgte han.

Ja, meget.

Svaret ld ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et
Sidestykke til Moderen.

Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelvrten,
hans Kone og isr Fru Thorsen stredes om at bre den unge Malers
Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne dle Tjenstfrdighed, hvorved
hun vandt ikke saa lidt i Hennings jne.

Han begyndte nsten at forsone sig med, at den brave Gjstgiver
havde paandet ham Bekjendtskabet med sine kjbenhavnske Slgtninge.
Han gav sig til at se lidt nrmere paa denne Frken Minna, som han
for et jeblik siden var bleven forestillet for.

Hun var hj og rank af Vxt, noget over Middelhjde, en strkt
bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og
Sundhed. Trkkene var regelmssige, maaske en lille Smule for store,
men med et mildnende Skjr af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde
hjst vre nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rdlig blond Haar,
som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods
hendes strkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende.

De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen.
Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i
Nrheden af sine Slgtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa
Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine
Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften.

Er det for lngere Tid, at Frkenen gjr os den Fornjelse at slaa
sig til Ro her? spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de
nrmest foreliggende mner, saasom Vejret, ens Mrkvrdigheder o. s.
v.

Jeg tnker, vi bliver her en Maaneds Tid, svarede Minna. Onkel og
Tante har vret saa venlige at invitere os over til sig, og de vil
gjrne beholde os, saa lnge vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit
Vedkommende maa i alt Fald vre hjemme, til Prverne begynde.

Er Frkenen ansat ved Theatret?

Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har
jeg i alt Fald forelbig ikke bragt det.

Der gik en hastig Rdme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved
den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden.

Men De tnker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til
at debutere i en strre Rolle? vedblev Henning.

Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrkkeligt Talent, men det er jeg
begyndt at tvivle strkt om.

Det er sjldent at hre en ung Pige kritisere sig selv saa strngt
-- isr i Deres Fag, bemrkede Henning, der flte en voxende
Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. Men netop af Deres Udtalelser
slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er
meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de strste Tanker om
sig selv.

Blot De talte sandt, svarede hun livlig; jeg har saamnd den
strste Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at
faa en Rolle.

Det kjkke Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes
Vsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig
Modenhed, som havde noget eget tiltrkkende ved sig.

Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?
spurgte Henning.

Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ldre Skuespillere
begyndte en Gang at lse med mig, men han blev snart kjed af det, og
siden er der ingen, der har lagt Mrke til mig. Deraf slutter jeg
ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst nske, jeg
kunde gaa fra det hele.

Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra
hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet.

Henning ansaa det for ubeskedent at gjre flere Sprgsmaal, da
han mrkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berrte hans
Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen
hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevgelige Sind var allerede
fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for nppe en halv
Time siden. Hun forekom ham at vre en sjlden sanddru og aaben
Karakter, der paa n Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var
der desuden noget, som rbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun
vistnok fortjente at vre.

De var imidlertid komne op til Gjstgivergaarden, og Fru Thorsen
tog Afsked med en Mngde erkjendtlige Udbrud om det interessante
Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort.

Minna havde derimod vret paafaldende tavs under den sidste Del
af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrd, at hun overfor et
vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om
sine egne Forhold.

Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde Paa Gjensyn. Men
Minna indskrnkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilfje et
lignende nske. Det var Synd at beskylde hende for at vre behagesyg.




IV.


I Lbet af de paaflgende Uger var Henning daglig sammen med Fru
Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den
hyggelige Gjstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjrne
tilbjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badessonen ud,
sjlden lngere. Man spiste sammen ved table d'hte, spillede Croquet
paa Plnen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes
om Aftenen i Salonen, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende
Medlemmer blandt Badegjsterne.

I de frste fjorten Dage af sit Ophold paa Fan havde Henning kun
taget sparsom Del i disse Glder. Han var kommen derover for at
bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af
Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig
Grad havde lagt Beslag paa hans Opmrksomhed.

Naar han var frdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at
sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande
behagelige Drmmerier ligesom den frste Aften, da han gjorde Minnas
og hendes Moders Bekjendtskab.

Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres
sidste Samtale -- kommet en velgjrende Ro og Arbejdslyst over
ham. Han tnkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en
Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa
var netop nu det rette jeblik dertil kommet.

Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort
Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel nsten ligesaa flittigt som
fr, og han flte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i
Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende
at vre med til Badegjsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna
tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit
eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det flgelig
maatte vre den unge Pige, der var det tiltrkkende Punkt. At han
derimod skulde vre eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig
forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste jeblik ind.

Det var fra frst af snarere en Slags broderlig Interesse, han flte
for hende. Han havde med behrig Diskretion spurgt sin Vrt ud om
Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han
ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under
de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig
solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en
Slags Agent eller Kommissionr for sine tidligere Handelsvenner. Om
Fru Thorsen erklrede den ligefremme Gjstgiver med al Respekt for
sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at
holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde
sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For
Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarrende.
Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige,
saa vidt hun kunde vre bleven det i saadant et forkvaklet Hjem.

Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad
de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans
Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne
Pige til at blive noget godt og helstbt, og det gjorde ham ondt, at
hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende.

En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og
han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden
ret at vide af det til at optage Traaden fra deres frste Samtale.
Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt
Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret
sammen som gamle, fortrolige Bekjendte.

Naar jeg hrer Dem tale om Theatret, Frken Thorsen, sagde
Henning, kommer jeg altid til at tnke paa, om det var af
Tilbjelighed, De valgte deres nuvrende Stilling. De udtaler Dem saa
skeptisk derom.

Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbjelighed, svarede
hun let henkastet. Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor
Skuespillerinde, saa havde det vret en anden Sag.

Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det
maa dog i mer end en Henseende vre en mindre behagelig Stilling.

Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse:

Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet
kmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg
tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Ndvendighed.
Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var
jeg ndt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg
aldrig holdt af, og jeg har ikke lrt noget ordentligt, saa jeg kunde
paatage mig en Plads som Lrerinde eller lignende, og saa var der
tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid
troede jeg det maaske selv. Ved Hjlp af den Smule Stemme, jeg har,
fik jeg Ansttelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk
Uddannelse; jeg kan saamnd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og
derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuvrende Stilling
kan fre til noget.

Det er Synd, Frken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem.
Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde
fre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _n_
Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere vrd end enhver
anden, naar den udfyldes paa rette Maade.

Og hvad er det? spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at
forstaa, hvad han sigtede til.

Det er som Hustru, svarede han livlig.

Hun saa et jeblik nsten forskrkket paa ham og begyndte saa at le.

Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke
passer til, saa er det til at gifte mig. For det frste tror jeg
slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive
rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg
hverken, at han eller jeg vilde vre tjent med hinanden.

Nu er De barnagtig, Frken Minna, sagde Henning, der uvilkaarlig
rgrede sig over, at hun saa bestemt erklrede, at hun aldrig kunde
blive alvorlig forelsket.

Nej, jeg er slet ikke barnagtig, svarede hun. Jeg er bare vis
paa, at selv om jeg kunde fle noget, der lignede Kjrlighed, saa
vilde den gaa over, naar jeg havde vret gift et Par Maaneder. Jeg
vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad
skulde det saa blive til?

Fy, De er jo en rigtig Sfinx! -- Henning blev mer og mer ivrig. De
undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa
sand og naturlig, maatte kunne blive en fortrffelig Hustru.

De har altfor gode Tanker om mig, svarede Minna, denne Gang meget
alvorlig. Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror
jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige frst og fremmest have havt et
godt Exempel i sit Hjem, og dernst maa hun af Naturen have faaet et
blidt og kjrligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...

De sidste Ord kom usikkert og tvende frem, og da Henning forundret
saa paa hende, havde hun Taarer i jnene. Han blev uvilkaarlig varm
om Hjrtet.

Og det siger De i samme jeblik, som De grder over Deres forstilte
haarde Sind? Aa -- De gjr Dem selv Uret, Frken Minna. -- Jeg
kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge
Piger, jeg har truffet paa.

Han havde i den bevgede Stemning, han var kommen i, grebet hendes
Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrd
heftig: Slip mig!

Der var paa n Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa
ham. Hendes Bryst arbejdede strkt, som om hun undertrykte en
Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen
til det vrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i
Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes
han skulde opfatte dette heftige Udbrud. --

Da Henning om Aftenen kom op paa sit Vrelse uden senere at have
talt med Minna, var han opfyldt af en Mngde forvirrede Tanker. Hvor
meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var
opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes
det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde vret sammen,
omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu
denne pludselige, strke Sindsbevgelse uden nogen egentlig Aarsag!

Men havde ikke ogsaa _han_ et jeblik ladet sig rive med af en
uforklarlig Flelse?

Han erindrede, at han havde flt sig pinlig berrt, da hun saa
kjkt erklrede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men
hvis hun var ham ligegyldig, hvad behvede han saa at bryde sig om
hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjrlighedens
guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt
mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv
Uret! Han kunde ikke ngte, at han i det jeblik selv havde vret
under Indflydelse af en varm og bevget Stemning. Var hun da virkelig
kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab,
der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere
Flelse uden rigtig at vide af det?

Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet
altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Vrelset,
medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet
vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det
var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod
fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det
slsomme Blik, hun havde fstet paa ham.

Og hver Gang han kom dertil, flte han den samme Bevgelse, der havde
tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig
selv: Saa maa det dog vre sandt, at vi holder af hinanden, uden at
nogen af os har vidst det fr nu.

Men mrkeligt nok kunde han heller ikke fle sig glad og rolig til
Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brndte lige
feberhed, og han flte sig trt og anstrngt uden dog at have Trang
til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at
adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et
Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var
halvvejs frdigt, rev han det itu.

Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det
beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter
at det for lnge siden var blevet hjlys Dag.

       *       *       *       *       *

Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde vret til
Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem.
Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede
Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanpige vandrede med sine
Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der frte til Stranden.
Ellers var alting stille. Badegjsterne var endnu ikke komne paa
Benene.

Det var en prgtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis,
der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og en
laa Sen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over
Frgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietr
udenfor Gjstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin
glade Morgenkoncert.

Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjre ham godt. Han
kldte sig paa og aabnede forsigtig Dren for at slippe ubemrket ud
af Huset. Han var ikke oplagt til at mde fremmede Ansigter.

Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Frd
med at bre et Par smaa Kufferter ud til en Trillebr, der stod henne
i Porten.

Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Frde?
bemrkede den altid velvillige Lars.

Ja, i Dag r jeg nok frste Mand oppe.

Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nrmere Samtale, men
Lars, der sjlden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar
gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i
Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa,
graa jne, svarede han igjen:

Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl.
Husbonds fremmede har saamnd allerede vret oppe en stiv Klokketime;
for de skal afsted med den frste Baad, skal jeg sige os.

Din Husbonds fremmede? spurgte Henning, uden strax at gjtte, hvem
Karlen mente. Naa, der er altsaa nogle af Badegjsterne, der rejser
i Dag?

Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede, forklarede Lars.
Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frken og hendes
Mo'er, som er i Besg hos vos.

Rejser de i Dag --? spurgte Henning noget forvirret.

Ja, mnd gjr de. De skulde allenfals ha'e vt afsted en af Dagene,
for Frkenen skal jo mde paa Komedianthuset der inde i Kjbenhavn.
Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til
Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at
byde Frkenen Farvel.

Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld
Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.

Jeg vidste ikke, at Frken Thorsen vilde rejse i Dag, svarede
Henning noget kort.

Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa trffer
han bestemt Frkenen, for hun gik derned lige nyssens.

Med denne Bemrkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud
til Trillebren.

Henning tvede et jeblik, fr han gik videre. Der paakom ham en
ubestemt Flelse af, at han stod overfor et afgjrende Enten--Eller.
Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel
hnde, at de aldrig mdtes mere. Og maaske vilde da det, der var
foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller lngere
Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse
paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade
hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen
Forklaring mellem dem?

Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han
hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke lnger vre
det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han
forestillede sig, at det skulde vre helt forbi mellem dem, var det,
som en Magt, der var strkere end hans Vilje, drog ham til hende.
Det var ikke en alt betagende Kjrlighed, som ikke kjender til Tvivl
eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette jeblik havde grebet
ham -- i saa Fald kunde han ikke have betnkt sig et eneste Minut.
Men det var en besynderlig, uroblandet Lngsel, som tilskyndede ham
til at opsge hende og give sig sin Skbne i Vold. Og saa maatte det
forestaaende Mde afgjre den for ham.

Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der frte
gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst
for ikke at trffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde
pint ham den foregaaende Aften, paa n Gang bortvejredes. Den Tanke,
at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.

Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette
Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende,
spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Frd med at
trkke en Badevogn ud i Sen. Ellers var der intet Menneske at se.

Skulde hun vre vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske
allerede vre rejst, naar han kom tilbage til Gjstgivergaarden?
Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Flelse
bevidst: en hed Attraa efter at trffe hende.

Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til
Klitterne og klavrede op paa en af de hjeste af dem for at se ud
over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Vsener, han kunde
faa je paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i
Havstokken og skruppede ls paa Badevognen.

Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa
Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud
over en. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og
passiaret.

Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning
hen til Pavillonen, men fandt Hoveddren lukket. Manden, som drev et
lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af
Huset var der imidlertid en Dr, der sjlden blev laaset af, og ad
denne Vej kom Henning ind.

I Restaurationsvrelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blste
ind ad Dre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjrne af
Vrelset var der henslngt en halv Snes Croquetkugler og Stokke.
Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og
uryddeligt ud.

Henning gik fra Restaurationsvrelset ud i Forstuen, hvorfra en
Vindeltrappe frte op til Verandaen. Denne lb rundt omkring Huset.
Han tvede et jeblik, da han var kommen derop, for at se sig
omkring. Saa hrte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev
staaende.

Det var Minna. Hun fr let sammen, da hun saa ham, men ellers
rbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den
foregaaende Aften. --

Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?
-- Henning mrkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjrne
vilde gjre den.

Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det? Hun sagde det lidt sagte, men
uden kjendelig Bevgelse.

Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og
jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end fr.

Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.

Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes
vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjre os nogen
Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af
disse uforklarlige Tilflde, som Skbnen undertiden sender os, uden
at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, ngt det ikke,
Minna -- saa gik det paa n Gang op for os, at vi holdt af hinanden
paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.

Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er
lunefuld og undertiden saa let til at blive bevget. Det er det
hele.

Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det ld, som om hun kmpede
med en hemmelig Uro.

Tro mig, sagde Henning alvorlig, jeg taler ikke letsindig til Dem.
Siden i Gaar har jeg nje prvet mig selv. Der var jeblikke iblandt,
hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor
jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Flelser.
Men da jeg hrte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg
kom til at tnke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mdes
oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig
en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.

Minna havde sat sig paa en af de lave Bnke, der stod paa Verandaen.
Hun havde bjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa
hans Blik eller for at vrge sig mod Solstraalerne, der faldt lige
paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hvede og
snkede sig heftigt under hendes mrke, tt sluttende Kjole.

De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig. -- Han talte sig mere
og mere varm, jo lngere han betragtede hende. -- Vi har rigtignok
kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var,
som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne
Tid har vi ikke talt frit og aabenhjrtig sammen? -- Minna -- nu
begriber jeg ikke, at jeg ikke for lnge siden har anet, hvad det
var, jeg flte for Dem -- at jeg elskede Dem; hrer De, Minna,
elskede Dem af hele min Sjl ...

Han havde lagt sig paa Kn foran hende og slynget sine Arme om hendes
Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling
som fr uden at svare ham.

Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjr?

Jeg ved det ikke ... Svaret kom langsomt og nlende, men med en
Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det
samme saa hun paa ham med en strk Rdme paa de runde, friske Kinder.

Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du rbede dig i Aftes, men fr den Tid
gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjre mig saa lykkelig ved at
sige det!

Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...

Hun bjede Hovedet endnu lngere ned og sagde det ganske sagte --
med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der
gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig
og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Lber. Men
pludselig rev hun sig ls og vendte Hovedet bort. -- Saa, ikke
mere, mumlede hun. --

Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt
straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for
hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede
Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han nskede det ikke,
og selv brd hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig
Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom
til Kjbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde
Bryllup saa snart som muligt.

Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. --

       *       *       *       *       *

Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans
Frederik, flgende Brev:

    Kjre, gamle Ven!

 Fr du begynder paa Lsningen af denne Epistel, vil jeg bede
 dig om at vre forberedt paa en stor Overraskelse. Gjr dig det
 derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, st dig hen i
 Lnestolen foran Skrivebordet, og har du Stvler paa, der trykker
 dig, saa ifr dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tnd saa din
 Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!

 Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente
 Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles
 ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter trre
 Fornuftslutninger.

 Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde.

 For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til
 den lille idylliske  i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig
 jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i
 Grunden altid vret, paa nogle faa letsindige jeblikke nr.

 Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glde, der
 tilfredsstillede mig selv i allerhjeste Grad. Jeg var netop
 saadant et Jrnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig
 at blive. Badegjsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede
 mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en
 lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfgtede mig i mindste
 Maade, skjnt du altid har beskyldt mig for at vre modtagelig i
 en betnkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg
 havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel
 derved.

 Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en
 Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev
 saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men
 frst i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet
 havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var
 Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og
 en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom
 det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det
 skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som
 vil give dig Vaaben i Hnde mod mig.

 Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig
 letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg
 kun har kjendt i 1, siger og skriver n Maaned, lig med fire
 Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer
 eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!

 Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en
 alvorlig Stund, hvor jeg nje overvejede det Skridt, jeg gjorde;
 hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betnkeligheder. Men
 da jeg atter traf hende, fr det var kommet til en Afgjrelse
 mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede
 ikke lnger. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger,
 med al din vindtrre Fornuft; jeg vil ikke hre derpaa. Jeg
 har ladet Skbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens
 Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin
 Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller,
 om du vil, tre Aar, fr man tager den store Beslutning og frier
 til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig frst i
 gteskabet, lrer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa
 da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke
 for hele ens Liv. --

 Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i.
 Men nu, da Skridtet er gjort, fler jeg mig let og frejdig til
 Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Vsen, og der er noget
 uberrt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge
 Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg
 skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget
 er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt
 jeg kan skjnne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung
 endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes
 mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt,
 at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det
 gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skrmmer mig
 ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og
 ngt ikke, at du maa erkjende, at trods mit blde Gemyt, som
 du tit nok har drillet mig med, har jeg dog vst, at jeg har en
 Vilje, naar det gjlder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og
 det vil Minna gjre -- Minna i Forening med min Kunst.

 Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid
 vret ansat i Koret ovre hos eder. Og lg vel Mrke dertil:
 hun opgiver uden Betnkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke
 alene det overtyde dig om, at der er noget helstbt i hendes
 Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg,
 hvor overilet det end kan se ud i det frste jeblik. Tnk dig
 denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som frst en
 Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem
 bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men
 allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller
 Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter
 og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjre Brdder.
 Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af
 at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at vre slet og
 ret Koristinde, og derfor vil hun hellere end gjrne forlade
 Theatret. Derom talte vi allerede lnge fr vor Forlovelse. Vil
 du indrmme, at dette tyder paa Forstand og Selvflelse?

 Du mrker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er
 ikke saa vild, som du maaske kunde vre tilbjelig til at antage.
 Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave,
 gamle Guder gjre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og
 smuk Fremtid for os.

 Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig,
 fr vi taltes ved i Kjbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din
 ringe Tro paa gteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar,
 gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig
 blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og
 trives i en Pebersvends forstokkede Hjrne. -- Gid du, min brave
 Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.

 Vi ses om nogle Dage. Indtil da

                                              Din hengivne
                                               Henning Bentsen.




V.


Forhenvrende Grosserer, nuvrende Kommissionr og Handelsagent Peter
Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i
den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snver Gade, hvor der
ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes verst liggende Etager,
langt mindre til Stuen og frste Sal.

Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi
hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi
hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende,
der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mngde
Godtkjbsbutiker og strk Frdsel, selv om denne fornemlig kun bestod
af Slgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes jne
Idealet af tiltalende Omgivelser.

Det havde vret en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte
tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjstgiveren paa Fan,
men til Gjengjld kunde hun rigtignok nu fortlle sine Bekjendte,
at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og
saa var der ogsaa den hemmelige Omstndighed at tage i Betragtning,
at det i Sommertiden plejede at vre smaat med Thorsens Fortjeneste,
og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var
borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde
saamnd ikke vret for godt vant de sidste Aar.

Peter Thorsen var en strbsom og inderlig godmodig Mand, men han var
ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god
Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones
daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den
Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres
Velmagtsdage.

Disse Velmagtsdage laa forvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage.
Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernret sig og sin
Familie som en Slags Agent eller Kommissionr. Det vil sige, han
gik omkring med Vareprver fra de store Grosserere til de smaa
Detailhandlere. Saa frte han ogsaa Bger for en Fabrik, der laa en
halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter
at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.

Naar han saa kom hjem, ddtrt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad
og forfrossen, fandt han gjrne sin Aftensmad ude paa Kkkenbordet,
Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter
ved Theatret og sin kjre gtehalvdel i Besg hos en eller anden god
Veninde.

Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele
et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte
i hje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og isr hendes Mand
havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone --
hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:

Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!

Og til Gjengjld fik han af sin kjre Kone et snderknusende Blik og
hele Begrdelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa
inderlig vant til.

Minna tog sjlden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt
hun sig mest til den sidste, skjnt det ingenlunde skortede paa smaa
Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjrlige
Optrin mellem dem.

Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manr Pris paa sin Datter,
maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der
reprsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grnne
Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfngelighed
paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.

Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig
behandlet, men saaledes havde det vret al den Tid, hun kunde huske
tilbage, og det havde slvet hendes Blik for, hvor hsligt Forholdet
egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det forndne til
Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; ivrigt kunde man
godt lade, som om han slet ikke existerede, og behvede i alt Fald
ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.

Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast
i sit gteskabs Praxis, og i al Stilhed vede den sin skadelige
Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at
tnke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for je havde
tilegnet sig noget af den samme Hensynslshed i sin Adfrd overfor
sin Fader.

Smaa Forhold og isr den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade
giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende
Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa
n Gang Egennytte og Mistillid, som der skal srlig gode Naturer til
at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlg,
men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hmmet
hendes aandelige og moralske Vxt. --

Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt
hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde
hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt
Svar.

I t Punkt var Minna en Modstning til de fleste unge Piger i hendes
Alder og Stilling. Hun var mrkelig uberrt af alle Forestillinger om
Kjrlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig
til en Mand, havde paa n Gang noget ubevidst tillokkende og noget
skrmmende for hende.

Den frste Flelse, hun havde vret sig bevidst at nre for Henning,
var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nrhed. Hans aabne, rlige
Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende
strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans
jensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Flelser, der
ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjrte.

Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment
gjldende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mrkelig,
betagende Magt over hende. Efter det frste Kys, han havde trykket
paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa n Gang blev helt
optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne
Flelse. Der var jeblikke, hvor hun nskede, at det hele var en
Drm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst
for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for
et jebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han
havde lovet.

Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortlle sin Moder,
hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt.
Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes
op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter
og nyt Betrk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin
Silkekjole repareret, og man maatte srge for at have Penge i Huset
til en fin Frokost, naar den ny Svigersn kom. Han kunde komme, hvad
jeblik det skulde vre.

Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet
sammen en lille Sum, som han afleverede til sin gtemage, og Fru
Thorsen fik nu nok at gjre med at arrangere al Ting. Svigersnnen
skulde i det mindste kunne mrke, at han kom til Folk, der havde
bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.

Minna tog med en vis Nervsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte
hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den
anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en
Taabelighed at tnke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende
for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans jne,
fordi han traf hende i et fattigt Hjem.

Om Lrdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var
vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot
et Par Linier:

    Min egen, lille Kjreste!

 I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne
 Lnker med mig. Maatte de vre smedede som et uoplseligt Baand
 om vor fremtidige Lykke!

                                                   Din Henning.

Det var det frste Kjrlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun
lste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags
barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde
stor Fornjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun
ikke med et eneste Ord var nvnt i Brevet. Det var temmelig simpelt,
syntes hun.

Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en
lille Disput, som just ikke udmrkede sig ved den hensynsfuldeste
Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde vret Vidne dertil,
vilde han billigvis vre bleven noget forbavset over de skrappe
Udtryk, hans Kjreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.

Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjndes, thi den lille
Scene foregik Sndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han
kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser
til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Vrten paa frste Sal
og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de
Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undvres ved en
prsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med
efter en meget mangelfuld Maalestok.

Da dette vigtige Hverv var besrget, og Frokostbordet var dkket
i det tilstdende Vrelse -- Lejligheden bestod af tre Vrelser,
hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru
Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og ifrt en falmet blaa
Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens
lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.

Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klder var for Tiden
altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklret -- til at han
kunde prsentere sig ved en saa hjtidelig Lejlighed. Thorsen var
fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han
var til Stede, naar Svigersnnen kom. Den unge Mand maatte vistnok
finde det paafaldende, om han ikke var nrvrende ved en saa vigtig
Familiebegivenhed.

Det var den lngste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange
Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at
hvde sin Fadervrdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i
Tide have srget for at skaffe sig en respektabel Paakldning; men
hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til
hans Fravrelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.

Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet,
som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort
ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og
sagde:

Ja, din Fa'er nsker dig til Lykke, mit Barn!

Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes
Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes
Fader gaaet. --

Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tt om hendes
velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fstet en hvid Rose. Hendes
svre, blonde Haar laa som sdvanlig i en enkelt tyk Fltning ned ad
Nakken.

Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et jebliks
Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine
og sagde:

Hvor jeg har lngtes efter dig, Minna!

Og hun svarede med taalelig Anstand:

Velkommen, Henning!

Hun forekom ham smukkere end fr, som hun stod der, saa hj og rank,
i den lave, falmede Stue.

De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig
ndsaget til at gaa ud i Kkkenet i Husholdningsanliggender. Men
da det frste jebliks Bevgelse var overstaaet, talte de ganske
fornjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil
Fru Thorsen kom ind og udgd i en bevget Ordstrm sin Forbavselse
over den uventede Forlovelse, sin Glde over at faa en saadan
Svigersn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjre
hendes Minna lykkelig, og endelig en Mngde Undskyldninger for den
Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet
i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt
Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig
havde vret vant til.

Henning var for optagen af Minna til at lgge synderlig Mrke til sin
tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden
ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet
vre ham temmelig ligegyldigt. --

De nyforlovedes frste Dag -- denne mrkelige Dag med alle dens
Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv
Forlegenhed -- gik overmaade godt.

Kun en enkelt Mislyd havde der vret, men den havde nrmest ramt Fru
Thorsen.

Ved Slutningen af Frokosten havde Vrtens lille Sn indfundet sig med
den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde
de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de Tallerkninger,
som Madamen havde laant.

Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde hres gjennem
den halvt aabne Dr. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.

Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen
havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et
fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere
Velstand. --




VI.


De havde vret forlovede i fire Maaneder. --

Det havde vret en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes
at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde
gjort; tvrtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag
der gik. Men han flte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han
var hos hende.

I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun vret mrkelig
tilbageholdende. De mange Kys og Kjrtegn, som unge forlovede plejer
at dsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for
hende; de lod snarere til at skrmme hende.

Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjre med
beregnende Koketteri, vede en ggende Virkning paa ham. Hans Lngsel
efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den
opfyldte ham efterhaanden saa fuldstndig, at han i Grunden slet ikke
havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.

Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag
vre god og venlig og den nste stde ham fra sig med en nsten
fornrmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han trffe
hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige,
hvad der bedrvede hende. --

En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrd, at hun havde
opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfller der. Han
spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun
sagde, at det var slet ikke derfor, hun grd. Det var bare hendes
Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.

Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas
Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt
over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine
Kammerater havde han helt opgivet. Skjnt hun ofte var i daarligt
Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvre ham.
En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som
sdvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da
han traf Minna den nste Dag, var hun saa forgrdt og ulykkelig, at
han hjtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden
skulde have al den Fritid, han kunde raade over. --

Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, fr han havde
forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfldigt, at det
havde varet saa lnge. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.

Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i
Villakvarteret, og Minna havde ved det frste Bekjendtskab syntes
ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mrke
Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbjelighed, kunde han
endnu gjre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man nppe skulde tro,
hvor srgelig det var gaaet ham i Verden.

Minna tog strax hans Hjrte med Storm, skjnt hun som sdvanlig
overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han
have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde
forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa
mange Aar stttet sig til sin Sn og set op til ham, at han ganske
naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.

Tag ham bare ikke helt fra mig, sagde han til Minna med en vis
Blanding af Spg og Alvor. Det forstaar sig, tilfjede han, at han
skal tilhre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han
foretrkker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Dgenigt af en Fa'er,
men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille
Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glde
mig over hans Lykke.

En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos
Henning -- kom gamle Bentsen nrmere ind paa dette Sprgsmaal. Han
lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjre, at de kunde faa et
Vrelse tilovers til ham, naar de blev gifte.

Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel
Fyr i Huset, sagde han til Minna, da de et jeblik var alene i
Stuen. Det er vel ogsaa egenkjrligt af mig at tale til Dem derom,
men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvre den
Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde
forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske
intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?

Minna rystede paa Hovedet.

Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort
langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har vret en
daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam
skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.

Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale
havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen.
Henning prvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede
kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes
Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa
hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trstede sig med, at
det sikkert vilde blive anderledes, naar de frst blev gifte.

Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjrlig, end hun hidtil
havde vst sig, og for frste Gang var han nr ved at tabe
Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket
Tavshed paa begge Sider.

Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sdvanlig op med hende.
Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Dren med sin
egen Ngle og traadte ind i den mrke Lejlighed, ledsaget af Henning.
Hendes Forldre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde
tndt Lys.

Hun gik ud i Kkkenet efter Tndstikker og gav sig derpaa til at
sge efter Lampen, der sjlden stod paa det samme Sted, men da hun
ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtjet paa hen ved
Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed.

Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over
dette mer end almindelig slette Lune.

Et jeblik tnkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsg paa
Tilnrmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men
hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i jeblikket ikke finde
nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sd ud, som hun sad der ved
Vinduet, medens Skret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes
lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa
blde og runde som et Barns.

Han gik hen til hende.

Hvad er der i Vejen, Minna?

Hun svarede ikke. Saa gjentog han Sprgsmaalet.

Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?

Ingen Ting!

Nu er du jo igjen den lille uartige Pige! sagde han i en Tone, som
naar man taler til et stridigt Barn. Husk paa, Minna, du skal snart
vre en vrdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver
at vre saa barnagtig.

Jeg er slet ikke barnagtig, udbrd hun heftig; det er bare dig,
der kalder mig saadan.

Hvad andet skal jeg da kalde din Opfrsel, Minna? vedblev han mere
alvorlig. Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder
dig ikke den mindste Smule om at beherske det.

Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...

Hr, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god
Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...

Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed
med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok
over.

Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig
rlig, hvad der er Grunden til, at du paa n Gang kunde blive i saa
ondt Humr?

Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.

Minna!

Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et
alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde
fr, naar der havde vret Uenighed mellem dem.

Naa, vil du endelig vide det? -- hun fr heftig op af Stolen og
stod lige overfor ham -- saa vil jeg blot sige dig, Henning, n Gang
for alle, at du maa vlge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil
ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!

Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det
var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstdte dem, der
saarede ham.

Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig? spurgte han.

Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hrer du.

Det skal du heller ikke -- Henning talte rolig, med synlig Umage
for at beherske sig -- men du kunde nok have sagt det paa en lidt
hensynsfuldere Maade. Fr troede jeg kun, at du var barnagtig og
lunefuld, men i Aften er jeg nsten bange for at have opdaget, at du
kan vre ond. Du har bedrvet mig mere, end du tror.

Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa
Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede
sig ned paa Stolen og udbrd i en krampagtig Hulken.

Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde
dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke vre i Fred!

Hun blev ved at hulke, medens han nrmede sig Dren. Endnu da han var
kommen ud paa Gangen, kunde han hre hendes Graad. Han blev staaende
saa lnge, til han blev bld om Hjrtet. Og hun blev ved at grde
derinde. Nu fortrd hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, --
naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok
forkert at tage hende med Haardhed. Han tvede et jeblik endnu, men
saa kunde han ikke staa imod lngere. Han lagde atter Haanden paa
Laasen og traadte ind.

Minna sad i samme Stilling som fr med Ansigtet badet i Graad.
Henning gik hen til hende og lagde kjrtegnende sin Haand paa hendes
Hoved.

Minna, sagde han alvorlig, vr nu fornuftig. Du plager til ingen
Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke
mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde fr? Jeg kunde ikke
lngere vre vred paa dig.

Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.

Du fortryder det -- gjr du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi
jeg vil saa gjrne vre rigtig glad og lykkelig ved dig.

Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans
Hals.

Aa -- du er altfor god til mig, Henning, mumlede hun mellem
Graaden. Men jeg kan ikke gjre for, at jeg bliver saa ond og
hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hrer du, slet
ingen maa have nogen Del i dig!

Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade vre at smile over
denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig fr hengivet
sig saa mt til ham, og hendes Kjrtegn bortjog den sidste Rest af
Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om
hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.

Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe? hviskede han lige saa
glad, som han nylig havde vret bekymret.

Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du
holder af andre end mig.

Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og
Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede
hede Kys paa hendes Mund.

Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for frste
Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa n Gang saa
ngstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel,
fik ham nsten til at stnne af Angst.

Hun sad paa hans Skjd med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa'
paa ham med halvt lukkede jne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der
ved, at man ikke lngere er vred paa det.

Jeg tror, jeg maa gaa, Minna, sagde han.

Aa nej, bliv lidt endnu, Henning, svarede hun. Bliv, til Mo'er
kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har
holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig
havde. Det er, ligesom jeg frst nu var bleven rigtig forelsket i
dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nnne at vre lunefuld mod dig. Og
du er heller ikke vred lngere -- er du vel? Saa -- hun klyngede sig
tttere op til ham og hviskede de sidste Ord -- saa maa du ogsaa
gjrne kysse mig, naar du vil vre en god Dreng.

Hans Sandser og Nerver, der var lige anspndte, kunde ikke holde
Stand lngere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild,
afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- --

Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst
og Vrede. Hun fr med et Spring op fra hans Skjd og stod oprejst
foran ham. --

Gaa! Gaa! -- Hun stdte Ordene kort og hst frem.

Han var atter bleven dru og krympede sig under det Blik, hvormed
hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det,
ligesom hun sank sammen, og hun udbrd i en hjrteskrende Hulken,
der smertede ham mere end hendes Vrede.

Tilgiv mig -- tilgiv mig! stammede han den ene Gang efter den anden.

Og da hun blev staaende ubevgelig paa det samme Sted, vilde han
nrme sig hende.

Nej -- nej, rr mig ikke! bad hun.

Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg
vidste ikke af mig selv; du maa ikke dmme mig saa strngt ...

Nej, jeg vil slet ikke dmme dig, men saa ond troede jeg ikke, du
kunde vre ... Aa, det er saa grueligt at tnke ...

Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne
tilgive mig det, men du maa ikke berve mig alt Haab om, at det igjen
kan blive godt mellem os.

Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjr mig saa ondt, saa
ondt ...

Han sendte hende et langt, bedrvet Blik til Afsked -- skammede sig
som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og
uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind --
hvor let havde det ikke vret at bre mod de Selvbebrejdelser, der nu
rev op i ham.

Og vilde dette ikke hvne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?




VII.


Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervs ud, sagde
hans Kammerater.

Hvi lider Daphnis og Chlo? spurgte Hans Frederik, der endnu stadig
i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige
Forlovelse.

Jeg kan fortlle dig, at hun er meget for god til mig, sagde
Henning, naar han endnu en sjlden Gang havde en fortrolig Samtale
med sin gamle Ven.

Ja vist er hun en brav Pige, erklrede Hans Frederik, der for en
Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. Ovre ved
Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen
selvbevidst Maade at vre paa, der afvrgede alle Forsg paa at gjre
sig behagelig for hende. --

Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede
Sindsbevgelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt
Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som fr.
Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Flelser for Henning,
syntes paa n Gang at vre bleven tndt.

Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at
have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning
af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trkke sig sky tilbage,
blev hun mere m og kjrlig. Han fik en Anelse om, at han havde
vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes
Gemyt. Tanken derom ngstede ham. Og paa den anden Side var han
selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en
vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende
gteskab.

Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det
var allerede for sent. Stvet var blst af Sommerfuglevingerne, og
han var Skyld deri.

Han blev nervs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han
ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer
Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor
kort den end var -- forekom ham at vre en unaturlig Tilstand. Denne
halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. --

Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort
Studier under sit Ophold paa Fan. Det havde fundet en Kjber, og
Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en
Fanskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin
Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun
skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet rbede en frisk, kjn
Stemning, en gte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjber
havde ved sit sidste Besg i Hennings Atelier vret meget glad over
det.

Han var saa vidt frdig, at naar han blot var tilstrkkelig oplagt
til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa
skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han
betale sin Gjld, og Resten skulde anvendes til at stte Bo for. Slog
Pengene ikke til, maatte man kjbe en Del af Bohavet paa Kredit; den
Ting klarede sig nok.

Da Bryllupsdagen frst var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og
Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at vre kommet i mere
Ligevgt i den sidste Tid. --

De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i
Rosenvnget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have
det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var
ude paa Landet, og dog nr nok ved Hovedstaden til at nyde dens
Adspredelser, saa vidt deres Finansvsen tillod dem det.

Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han
forelbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han
mrkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod
han, som han selv nskede at blive, hvor han var. Det var en tosset
Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde
med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. --

Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny
Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev
sendte derud. Hun nrede en uhyre Angst for, at noget af det smukke,
ny Porceln skulde gaa i Stykker.

Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser
fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde vre. Naar alt
kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet
tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et
helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde
faa.

       *       *       *       *       *

Der skulde ikke vre andre med til Brylluppet end Minnas Forldre,
Hennings Fader og Hans Frederik.

Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen.

Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i
Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjrte de langs Sundet,
der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mngde Sejlere
og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede
saa lystig paa Sens fint krusede Overflade, at denne kom til at
ligne et blgende, blaat Tppe, oversaaet med Myriader af funklende
Guldpailletter. --

En halv Time fr Tiden kjrte Hennings Vogn op for Kirkedren.

Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud.
Selv de ngne, hvide Vgge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til
Hjre for Alteret stod Dbefonten, dkket af en vldig Tronhimmel.
Prdikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af
Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en
uendelig Mngde smaa Danebrogsflag. Det nrliggende Fiskerleje hrte
med til Sognet.

Skolelreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret
og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden
kom. --

Hun saa' uimodstaaelig sd ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt
var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt
Bevgelse. --

Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Prsten talte varmt og
indtrngende til dem.

Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men
Kjrligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjnhed var
falmet. Kun da var det den rette Kjrlighed, en Kjrlighed i Aand og
Sandhed, som kunde fre trygt gjennem alle Livets Skjr og gjre selv
Modgangen let at bre. --

Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden
Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse
gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. --

De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede.

Rundt om dem laa det venlige, foraarskldte Landskab. Landsbyhusenes
straatkte Tage kiggede frem mellem Trerne, hvor Vejen drejede om.
Bag ved laa de grnne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet,
der tegnede sig som en mrk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen
saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjtte dem en Fremtid
lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag.




VIII.


Tag mig det ikke ilde op, Svigersn, at jeg kommer saa tidlig ud til
Dem, fr alle de andre, sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig
ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet.

-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg
vilde rigtignok heller ikke gjrne have, at Minna skulde vide det.

Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et
forlegent, nsten ngsteligt Blik, som om han var bange for at blive
attraperet i en strafvrdig Handling.

Har De noget srligt paa Hjrte, kjre Svigerfader? spurgte
Henning, idet han ndte den gamle Mand til at tage Plads.

Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem hjst besynderlig ....

Gamle Thorsen var meget nervs og vidste aabenbart ikke, hvorledes
han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var
temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald frste Gang, de var
inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels
af, at hans Kone n Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i,
hvad der ikke vedkom ham, og desuden havde han sjlden vret hjemme
paa de Tider, da Henning besgte dem. --

Ja -- det vil sikkert forekomme Dem hjst besynderlig, gjentog han.
Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.

Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed.

Ser De, kjre Svigersn, De kan jo nok tnke, hvor glad jeg er over,
at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde
saamnd godt af at komme hjemmefra, stakkels Ts. Ja -- og nu vilde
jeg naturligvis gjrne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med
hinanden ....

Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse.

Jeg haaber ikke, De nrer nogen Bekymring i saa Henseende? sagde
Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen.

Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive
Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt
det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde
falde Dem ind at vre saadan .... saadan altfor overbrende med. Og
det duer ikke ....

Jeg forstaar Dem ikke -- Henning begyndte at rgre sig lidt
over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til
Hvedebrdsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- Er det Deres Mening,
kjre Svigerfader, at De vil belre mig om, hvorledes jeg skal
forholde mig overfor min Kone?

Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred, stammede gamle
Thorsen i en forknyt Tone. Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme
Dem hjst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den
bedste Mening.

Det tvivler jeg slet ikke om. -- Henning fortrd allerede sin
Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig fr var falden ham
til Besvr, end ikke et eneste jeblik. Jeg miskjender ingenlunde
Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan vre lidt
lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg
staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilflde ikke giver for meget
efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?

Ja -- ja netop. Jeg har en lang gteskabelig Erfaring -- gamle
Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af
den gldeligste Art -- og jeg kan forsikre Dem, at det er de
ulykkeligste gteskaber, hvor Konen regerer med uindskrnket
Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, slle Stakkel eller en
Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse,
men De kan tro, kjre, unge Ven, at i den strste Halvpart af
gteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det
Manden, der lader sig undertrykke for den kjre Husfreds Skyld, af
Hensyn til Brnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et
aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed vre
dygtige og begavede Mnd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig
Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa
galt eller endnu vrre end de Stakler, der ikke duer synderlig.

Og gamle Thorsen lod Hovedet hnge med en Mine, der fristede strkt
til at henfre ham til den sidstnvnte Kategori.

Det er maaske _Deres_ Erfaringer, svarede Henning. Men jeg har
i min Barndom havt et helt andet Exempel for je. Min Moder var en
kjrlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden
at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tvrtimod;
han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjlpe andre. Men
hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav
en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til
Kjbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels
Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun ngtede
sig selv de uundvrligste Forndenheder, for at han kunde rejse
ud og male Studier, men Studierne blev sjlden til Billeder, og
Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller
Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han
havde skuffet sig selv og sine nrmeste, var det for sent at begynde
forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen
Gang Brdet, men aldrig hrte han et bebrejdende eller utaalmodigt
Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig lste op for hende, var
hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet
om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den
Lykke, som han saa lnge havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en
saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun
en Kvinde i Stand til at fle.

Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans
Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde
aldrig mrket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed.

Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevggrund til at komme herud til
mig i Dag, vedblev Henning lidt efter. Jeg ved, at De mener baade
Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have nsket, at vi ikke var
komne ind paa dette mne. Minna har mange Betingelser for at blive en
god Hustru, og De kan vre overbevist om, at jeg vil gjre mit bedste
for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit gteskab
med at vre paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en
Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke.
Naar vi blot holder tilstrkkelig af hinanden, saa klarer alt det
andet sig nok. --

Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var
selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i
Brnenes Anliggender. Det var frste Gang, han havde gjort det.

Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han
vidste, det var ndvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han
havde faaet for Hjemkomsten til Fan, var nsten helt og holdent
gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, fr han fik
et nyt Billede solgt. --

Lidt efter kom Minna ned.

Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup, sagde hun
lidt fortrdelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet.

Ja, men kjre Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?

Aa -- det har ingen Nd, men i Hvedebrdsdagene troede jeg dog, jeg
skulde have dig for mig selv. --

I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i
Halsen, saa' hun saa sd ud, at selv hendes Surmuleri kldte hende,
og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med
den Erklring, at Hvedebrdsdagene burde unge gtefolk nyde uden en
eneste alvorlig eller fornuftig Tanke.

       *       *       *       *       *

De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem.
Der var ikke bedt andre end Minnas Forldre, Hennings Fader, Hans
Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt,
om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde
aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen.

Saa kom der altsaa ikke andre end de nvnte.

Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem
allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel
kunde taale. Han havde et af sine svage jeblikke.

Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrvlevorn og
lagde ikke Mrke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham.

Fru Thorsen lftede den ene Gang efter den anden sine jne op mod
Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun flte sig
krnket over en saadan Opfrsel i hendes Nrvrelse.

Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings
Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven flte sig ved denne
Scene, erklrede tilsidst, at han var ndt til at bryde tidlig op;
saa kunde han og gamle Bentsen flges hjemad.

Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. Man troede vel
ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og
i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede
Selskabet tmme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for
Ideen og give Filistrene Dden og Djvlen. Han vilde endnu en Gang
erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand
rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjbet, der ikke lnger duede
til noget, men det var Tidernes Ugunst ....

Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og
frte ham ind i det tilstdende Vrelse. Han sagde ikke noget, men
den gamle blev helt dru ved at se det bedrvede Blik, som hans Sn
fstede paa ham.

Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg
ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?

Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud
ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forlbet sig.

Lad det vre godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjr mig
altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.

Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrvlede
bare lidt. Nu skal du se, jeg skal vre saa fornuftig hele Resten af
Aftenen.

Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde
i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i
hjeste Grad personlig fornrmet. Hendes Mand, der mrkede, at det
trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa
Minna var kommen i ondt Lune og brd sig ikke om at skjule det for de
fremmede.

Henning, rbk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men
der var ingen Fart i Samtalen.

Familievrvl -- bryd dig bare ikke om det, hviskede Hans Frederik
til Henning.

Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var
ikke lngere til at mrke paa gamle Bentsen, at han havde havt en
lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig
over, hvad der var sket.

Han bd med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham
godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans
blide gtehalvdel. Fruen indskrnkede sig til at besvare den gamles
Hilsen med en ceremoniel Hovedbjning.

Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som
hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt,
trodsigt Glimt i hendes jne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen
uden at sige et Ord.

Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og
hende. Minnas Adfrd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom
nsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv.

Hils hende fra mig, Henning, hviskede han til sin Sn, da denne
fulgte ham ud. Jeg fortnker hende ikke i, at hun foragter saadan en
ussel gammel Karl som mig, men det gjr dog saa ondt at mrke det.

Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig
selv en anden Gang, Fa'er.

Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv,
at jeg saa skammelig har delagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke
at gjre hende en Undskyldning, hrer du?

Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage
til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter
kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tppet
trukket op over Hovedet.

Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kmpede med alle de
Tanker, der fr gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrvet over,
at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid
efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde
tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld
i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget
det paa den Maade. --

Hun laa stadig med Hovedet under Tppet som et uartigt Barn. Han gik
hen til hende og vilde tage Tppet bort fra hendes Ansigt, men hun
holdt det fast mellem sine knyttede Hnder.

Jeg maa tale med dig, Minna, sagde han i en rolig, men bestemt Tone.

Jeg har ingen Ting at tale med dig om, svarede hun vredt.

Jo vist har du. Jeg vil, at du skal hre paa, hvad jeg rolig og
fornuftig vil sige dig.

Ja saa, du taler til mig i den Tone! Minna rejste sig heftig op og
satte sig oprejst i Sengen. Det er smukt af dig at ville tyrannisere
mig, og vi har endnu knapt vret gifte i en Maaned!

Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere
hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare
mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bre dig saa ondt og stygt
ad, som du gjorde i Aften?

Du vilde maaske oven i Kjbet have, at jeg skulde vre glad over den
Skam, som overgik mig! --

Minnas Stemme var bitter og udfordrende.

Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig, svarede
Henning. Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule
og dkke over den hslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader,
om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne
sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i
Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig
derved endnu mere fle det pinlige, som laa deri.

Aa ja -- aa ja, bliv kun ved! -- Minna lo bittert. -- Alle andre
kan du vre saa venlig og overbrende mod, men hos mig finder du
lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjr, er ondt og stygt; selv det, at jeg
ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og
Vanre over os.

Minna! -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold
paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som fr: Kan du ikke
forstaa, hvorledes du maa saare og krnke mig ved, hvad du der siger?
Du vidste, fr vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader.
Men Skam og Vanre er strke Udtryk, som, Gud vre lovet, ikke passer
i dette Tilflde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos
os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbjelighed. Det maa vi
begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du
kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opfrt
dig saa hensynslst; det gjorde kun Sagen vrre -- og jeg gjentager,
at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod
din Mand.

Det klder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og
overvlde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri;
jeg kan ikke lide at vre her; jeg vil hjem igjen ...

Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning.

Minna, skal vi virkelig begynde vort gteskab paa den Maade? Synes
du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?

Han saa' paa hende med et indtrngende, bekymret Blik, men hun blev
ved at se ned for sig og svarede ikke.

Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme
til saadanne Scener mellem os? spurgte han bittert. Du trkker
rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.

Aa, det er dig, der er ond mod mig, klagede hun. Du har netop
slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem,
du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der
harmer mig.

Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne slsomme
Bevisfrelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat
som saa ofte fr: Minna var en mrkelig Gaade; hun maatte vistnok
behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. --

Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet
Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke
oftere vil saare og bedrve mig saaledes, som du har gjort i Aften.

Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen
trnge sig imellem os.

Aa -- du store, store Barn!

Et langt Kys beseglede Lftet og Forsoningen.




IX.


Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede frdigt, som han var
begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et
og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning.

Han gjorde den Opdagelse, at en gtemand br vnne sig til mere Orden
end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem,
vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor.

I den frste Tid kneb det for ham med at vnne sig til denne
Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke
Blik for at paaskjnne Minnas Huslighed. Det kldte hende desuden saa
nydelig at vre Husmoder, at han ikke nnnede at gjre Brud paa den
af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han
var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han
var nok saa godt i Lag med Arbejdet, srgede han for at mde hjemme
til prcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet
Lune.

Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige.

Undertiden -- og det var ikke sjlden -- naar han arbejdede i sit
Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende
en rum Tid paa at tale hende til rette, fr han kunde faa Ro til
atter at give sig i Frd med Arbejdet. Hun viste en mrkelig Mangel
paa Evne til at beskjftige sig selv uden for de huslige Pligter,
og Flgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humr og
Kjedsomhed. --

Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans
Sindsligevgt. Han havde nogle Gange prvet paa at blive standhaftig
inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna flte sig da
meget fornrmet, blev i ondt Humr og fortalte ham, hvor bedrvet hun
var over at mrke, at han allerede nu -- da de havde vret gifte saa
kort -- holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab.

Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han
aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve
af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han
skulde behve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke
giftet sig for at sidde og kukkelure alene og vre nr ved at d af
Kjedsommelighed.

Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han
trstede sig med, at naar de havde levet sammen i lngere Tid, vilde
der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og isr vilde
det sikkert hjlpe, naar de fik Brn. Men paa samme Tid smigrede
det hans Forfngelighed, at det nsten lod til, at Minna ikke kunde
faa ham tilstrkkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at vre
skinsyg paa hans Arbejde.

Denne Flelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i
en underlig Modstning til hendes vrige Adfrd overfor ham. Hun
kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste
Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og
frastdende og skrmmedes tilbage for den mindste Tilnrmelse, og til
andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv
kunde vre.

Men alt dette -- den ene Dag lutter Solskin, og overvldende Hede,
den nste Regnvejr og Kulde -- gjorde ham pirrelig og nervs.
Efterhaanden som den frste hede Elskovsrus gjorde Plads for
drueligere Flelser, begyndte han frst glimtvis, senere mere og
mere hyppig at faa en ngstende Fornemmelse af, at der manglede
al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker
Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke
jnene i.

Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke,
som han havde gjort Regning paa, var bleven frdig med sit store
Billede, havde han maattet slge nogle Studier og Skitser. Bag efter
havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slbt sig et
Aars Tid igjennem.

Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham
endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes
forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes
sygelige Sind ny Nring. Hun satte sig hen og grd; kunde ikke indse,
hvad det skulde blive til.

Og det kunde saa give den frste Anledning til Scener, ved hvilke det
ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at
bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men
som i jeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op
i ham. --

Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt! sagde Henning til hende en
Dag, da han havde havt srlig vanskelig ved at stille hende tilfreds.
Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humret til at
arbejde. -- Husk paa, at du skal vre den lille, sde og flinke Kone,
der gjr Arbejdet let og fornjeligt for mig.

Aa -- hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine
Billeder, svarede hun vrippent. Det er ikke nogen videre Fornjelse
for mig.

Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog
have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde,
at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig -- sagde han lidt
bittert.

Jeg mrker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg
bryder mig om en stor Lejlighed og fine Mbler, naar jeg skal sidde
herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, fr jeg blev
gift med dig! --

Det vidste jeg ikke -- Henning saa alvorlig paa hende. Men jeg
skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfldet -- om du
saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke vre smukt at
fortlle din Mand det, naar du ved, at han gjr sit bedste for at
srge godt for dig.

Ja, du er nu saa magels del -- i din egen Indbildning. Men jeg
havde det alligevel morsommere fr ... Jeg tror ikke, vi passer
sammen, ellers vilde jeg vel ikke fle mig saa utilfreds.

Det er haarde Ord, Minna. Men desvrre begynder jeg nsten at blive
bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa
mellem os to -- det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i hj
Grad.

Ja, naturligvis! -- Minna lo hysterisk. Men _du_ er stadig saa
magels! Ja, det er saamnd en dejlig Tilvrelse, du har beredt mig!
Naar jeg tnker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var
ovre ved Theatret!

Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte
hans Blod i Kog.

Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed
af den Stilling, fordi du mente, at den ikke frte til noget. Men vil
du forsge igjen, og tror du, at det vilde gjre dig mere tilfreds,
saa skal jeg ikke stte mig derimod.

Aa nej -- det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og
Fred og tog mig al Ting meget lettere.

Men hvis er Skylden for disse Misstemninger? spurgte han. Tror du
maaske, jeg kan vre glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig
klart paa vort Forhold?

Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud! udbrd
hun. Du kan tro, at jeg lnge har mrket, at det er forbi med din
saakaldte Kjrlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...

Hun talte frst haardt og vredt, men skjulte saa paa n Gang Ansigtet
i sine Hnder og gav sig til at grde.

Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig vret
den rette Mand for hende? -- Han fortrd sin Heftighed og sgte at
berolige hende.

Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive
anderledes, sagde han. Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor
frygteligt at tnke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden.
Tro mig, Minna, naar vi begge to rlig hjlpes ad, saa vil det ogsaa
lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.

Ja det lyder smukt nok -- Minna slog atter over i sin gamle,
haanende Tone -- men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig
for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have -- og
jeg vil ikke undvre noget -- saa kan vi jo for Resten lade hinanden
vre i Fred.

Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv? spurgte
han bittert. -- Det er Synd, Minna, at du gjr dig saa ond og
umedgjrlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa jnene
op for, hvad det maa fre til.

Han gik ind i Atelieret og slog Dren i. Han prvede paa at male, men
det vilde ikke lykkes.

Saa kastede han tilsidst med en trt Mine Pensel og Palet fra sig.




X.


Det var den mest bevgede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det
frste spde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret,
hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjrte til at
banke af en Glde og Sindsbevgelse saa strk, som han aldrig fr
havde kjendt den.

Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at
den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden,
maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham,
at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner
og Krfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer
og Gjenvordigheder.

Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret.

Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Kn foran Minnas Seng,
bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde
sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste
af alle Mnd.

Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjbet en
Dreng -- en prgtig Dreng!

Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortlle en eller
anden om sin Lykke. Han havde aldrig vret saa jublende glad.

Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Frd med at prve Ejnar
Tambeskjlver foran Pillespejlet.

    Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej!
    Det er vor Husbond, det er
    Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...

deklamerede Hans Frederik ham i Mde.

Gaa Pokker i Vold med dine Skibe! raabte Henning. Jeg kommer
Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortlle
dig, at vi har faaet en Sn, -- en stor, dejlig Dreng!

Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!

Hans Frederik rakte ham begge sine Hnder, inderlig fornjet over at
se Henning i det gamle, frejdige Humr.

Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis
ikke forstaa, hvad Faderglder vil sige, sagde Henning. Men jeg
forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa
en Gang var bleven anerkjendt som Verdens strste Maler, kunde jeg
ikke vre saa glad, som jeg er nu. Tnk dig, hvor meget man har at
leve for, naar man har saadan en lille Kngt at opdrage og gjre et
rigtigt Menneske ud af!

Aa -- jeg synes, du har allerede lnge havt meget at leve for.
Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels
Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene:

    Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn ...

Men det har ikke altsammen vret, som det skulde, afbrd Henning
ham. Du har Ret i, at jeg var for bld, men nu har jeg ti Mnds
Styrke! -- -- --

Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen.
Ingen Fader kunde vre mere lykkelig og stolt over sin frstefdte.

Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder
frdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte.

Den lille, buttede Kngt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod
til at have bragt Lykke til Huset. --




XI.


Men det var mrkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle
Minnas Karakter, at hun var bleven Moder.

De Krav, Modervrdigheden stillede til hende, blev oven i Kjbet en
ny Anledning til at gjre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget
hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den strste, altid
aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle
de Besvrligheder, som var forbundne dermed. --

Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun
bebrejdede Henning, at han forsmte hende for Drengens Skyld. Hun
blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet.

Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjre, kunde ligesom give
hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man
vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere
han gik frem, jo fjrnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne
Ideforbindelse forspildte endogsaa den Flelse af Stolthed, som
hun upaatvivlelig nrede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og
alligevel viste hun sig stadig mere ukjrlig, mere og mere hensynsls
overfor ham i deres daglige Samliv.

Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin
Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun
briste i Graad og udbryde, at hun gjrne vilde vre anderledes, men
det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor
gjrne hun end vilde.

Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan, sagde hun til
ham. Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg
var dd.

Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at
vre mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv;
naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde
ligge for tidlig og sildig at vre hos hende. Der kom ved saadanne
Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde
blive glad for enhver ubetydelig Opmrksomhed, han viste hende: en
Kurv Frugt eller en Buket Blomster.

Men denne Vaabenhvile varede aldrig lnge. Den mindste Aarsag affdte
ligesom fr den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans
modtagelige Gemyt oprrte sig mod alt plumpt og uskjnt, og det
opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han
mange Gange -- isr i den senere Tid -- lod sig gge til at bruge
haarde og skaanselslse Ord, som han bagefter fortrd. --

Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine
slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par
Dage. Minna passede sit Husvsen; Henning tilbragte hele Dagen inde
i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besgte ham.

Det var blevet for mrkt til at arbejde mere den Dag, men han sad
endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al
Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjrlig og
venligsindet Hustru, der havde villet sttte ham i hans Arbejde. --
Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist
-- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske
have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at lse op
for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.

Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.

Er du bedrvet, lille Fa'er?

Henning kyssede Drengens lyse Haar.

Nej, jeg tnker bare, lille Guldtop.

Hvorfor tnker du?

Jeg tnker paa dig -- at jeg altid vil vre god imod dig.

Lille Aage vil ogsaa vre god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forre
dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?

Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.

Det vil jeg ogsaa vre .... Aage tvede et jeblik og tilfjede saa
helt pludselig:

Mo'er skal ogsaa vre god.

Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde
vre en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand
paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.

Han tog ham ved Haanden og sagde:

Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.

Minna sad i Vrelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Krfter
paa noget nyt Tj til Aage. Hun var sjlden ledig, isr ikke naar hun
var i daarligt Humr. --

Han havde nret et svagt Haab om, at hun vilde gjre blot en lille
Tilnrmelse. Det var altid ham, der maatte gjre det frste Skridt,
og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men
enten plejede der at vre det ene eller det andet formildende Moment,
som bevgede ham dertil. Denne Gang havde det vret Aage.

Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham
eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den
Bitterhed, der gjrede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige
Ting.

Minna svarede med Enstavelsesord.

Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.

Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The
ude i Haven. Vejret var saa smukt.

Det kunde de gjrne. Hun var lige glad.

Saa blev Thebordet dkket ude i Lysthuset.

Haven, som hrte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok
ikke strre end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre
Fjerdedele deraf, men den stdte op til aaben Mark, og langt ude
kunde man skimte Sundet.

Du behver ikke at vre bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du
kalder mine Prdikener, sagde Henning, da de havde drukket deres
The i den dybeste Tavshed. Vi har saa mange Gange debatteret vort
gteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord
derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke fr har
tnkt paa, og som gjr, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at
gaa paa denne Maade. -- Han tav et jeblik og vedblev saa: Jeg
opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand
paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tr ikke vre saa. Jeg
vil ikke have min Dreng delagt.

_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjnt du har gjort dig Umage nok
med at tage ham fra mig.

Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved
jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hnger han undertiden lidt
mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med
ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.

Du tror maaske, man bliver en Engel af at fre saadant et Liv som
det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser
du mig, ikke den ringeste Opmrksomhed, som du ved kunde glde mig.
Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smrerier! Jeg kan
bare slide og trlle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre
mig med.

Minna -- hvor kan du dog vre saa uretfrdig! Hvor tit har jeg ikke
vst dig saadanne Opmrksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad
til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik
derfor? Du har den forkerte Opfattelse af gteskabet, at Manden kun
er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for
at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sr og
vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand
tilsidst kjed af, og er jeg ikke lnger saa venlig og opmrksom som
i Begyndelsen af vort gteskab, saa er Strsteparten af Skylden
sandelig din.

Aa, -- jeg mener slet ikke med Forringer og Penge. Der er mange
andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.

Er det da mig, der ikke har vret hensynsfuld og kjrlig mod dig?
spurgte Henning. Tnk paa, hvor mange Gange du har stdt mig fra
dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trkke mig lidt
tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og fle
mig som en rigtig Tffelhelt.

Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at vre den mme og
hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du vre en helt anden Mand end den,
du er!

Hendes Tone ggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig
og svarede rolig:

Det skal ikke lykkes dig at fornrme mig. Du har maaske Ret i,
at jeg burde have vret en helt anden Mand -- det vil sige mindre
fjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde
mig.

Der er vist ikke den Mand, som kunde bje mig. -- Jeg sagde dig jo
en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.

Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det frer
ikke til noget. -- Henning lod med en trt Mine sin Haand glide hen
over Panden. -- Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i
alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa hre op med
denne hslige Ufred. Og det maa ske for vor Sns Skyld. Lille Aage
har et bldt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvxt vre
Vidne til vor Uenighed.

Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles! -- Hun fr
heftig op.

Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tnkt paa.
Jeg vilde dog vanskelig kunne undvre dig og maaske endnu mindre
Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter
Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa
dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humr, der er pirreligt, og
som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjlpe, naar du
for en Tid kom i andre Omgivelser.

Og hvor skal vi tage hen?

Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjrne male nogle
Figurbilleder derovre fra. Og dr kan vi desuden have det ganske for
os selv. Lad os prve paa det.

Minna betnkte sig lidt og sad og surmulede.

Det er et underligt Forslag, sagde hun saa. Jeg troede rigtignok,
du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var
forlovede.

Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som
jeg havde ventet. Det lader sig altsaa forelbig ikke gjre. Men vil
du prve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg
forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjld
og maaske faa Raad til at gjre en lille Svip til Udlandet henad
Vinteren.

Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der
bare Fiskere.

Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de frste er tit at
foretrkke for de sidste. For Resten er der ogsaa dr, hvor jeg
tnker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du
kan godt faa Selskabelighed.

Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om
dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.

       *       *       *       *       *

De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjstgivergaarden, hvor
de havde lejet et Par Vrelser for Sommeren. Henning malede sine
Studier i fri Luft, saa han kunde til Nd undvre Atelier. Stedet,
hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.

I den frste Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at
Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.

Minna var mere livlig og medgjrlig, end hun havde vret i lange
Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med
hende, og hun syntes til Gjengjld at vre helt glad og tilfreds.

Men da det ikke lngere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at
finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt
at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa
Stranden. Han havde ogsaa vret med til et Par Herreselskaber i
Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage
i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde
slbt hende ud i en de rken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde
paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han stte sin Vilje
igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det
hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev.
--

       *       *       *       *       *

En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to
Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.

Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg? sagde den ene af de fremmede,
en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten.
-- Maa det vre os tilladt selv at prsentere os. Jeg er Byfoged
Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjbenhavn. Jeg har, min Tro,
ligefrem lngtes efter at gjre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er
sjlden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besg. Jeg tror,
at deres Kolleger plejer at sge lngere nord eller syd paa -- ikke
sandt?

Henning indrmmede, at dette Sted endnu ikke havde vret videre
hjemsgt af Malere. Han var nok en af de frste, der vilde male
Studier derfra.

Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mngde Lovtaler over Egnens
og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved
at flge ham med den skyldige Opmrksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed
Byfogden havde benvnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos
ham, som han ikke kunde blive kvit.

Bemeldte Herre var en uforholdsmssig lang, leddels Skikkelse med
tynde, rdlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det
venstre je. Snittet paa hans +dress+ rbede en synlig Bestrbelse
hos ham efter at se ud som angliseret Brsmatador. Han havde en
ejendommelig Manr med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne
Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smk,
hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers
var der intet som helst mrkeligt ved ham.

I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars
Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstde en kort, tr
Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med
de andre Herrers Mening.

Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjre ham den Fornjelse at
se hjem til ham. Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,
tilfjede han. Vi kan saagu' trnge til at se ny Ansigter herude.

Ogsaa mig og min Kone en stor Fornjelse, bemrkede Grosserer
Aaby og smkkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange,
behandskede Haand. --

Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han
lidt efter gik hjem fra Stranden.

Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfldig Navnelighed.
Der kunde vre saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop
vre _hendes_ Mand?

Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt
ham, at hun havde en Slgtning, der var Byfoged et Sted ovre i
Jylland. Skulde Skbnen virkelig have faaet i Sinde at fre dem
sammen igjen efter saa mange Aars Forlb, og efter at saa meget havde
forandret sig for dem begge?

Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevgelse. Bekrftede hans
Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense
hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var lbet saa meget
Vand i Stranden siden hin frste Kjrlighed, at han vistnok kunde
gjre det uden Fare enten for hende eller sig selv.

Han havde alligevel ingen Ro paa sig, fr han fik Vished, og han
besluttede den nste Dag at gjre Visit hos Byfogden.

For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa
med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjre
sig Ulejlighed for at gaa hen og hre paa deres Snakken op ad Stolper
og ned ad Vgge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han
endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa
fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjre
Regning paa at trffe hende, naar han kom hjem. --

Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjbstad i et ny opfrt
et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Rkke pyntelige Elmetrr;
bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.

Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en
ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets vrighed,
kunde han ikke med mere bankende Hjrte vre gaaet op ad den sirlige
Jrntrappe, der frte op til Forstuedren, paa hvilken der prangede
en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.

Stuepigen modtog hans Kort og frte ham ind i et lille Kabinet,
hvortil Dren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af
Byfogden i egen Person.

Hjrtelig velkommen, min kjre Genremaler! De gjr os vel den
Fornjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme
prsentere Dem for hele Familien, baade indfdte og fremmede.

Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og frte ham ind
i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.

Her gjr vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne! raabte
den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. Vrsaagod!
En Stol og en Kuvert til vor Gjst. -- Maa jeg saa prsentere Dem
hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den vrste
Havgasse, De kan trffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til
venstre; desvrre slgter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den
Herre dr kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst:
Min Ssterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --

Henning bukkede. Hun saa' op, og en nsten umrkelig Rdme steg op
i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have
vret en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun
og han gjenkjendte hinanden.

Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min
kjre Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender.
Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig
Forstand hrer mig til, betnker jeg mig ikke paa at sige min
oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun
ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis
faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har
levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.

Og den glade Byfoged udbrd i en ny, rungende Latter over sin sidste
Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt,
brunt Haar, som ingen Yngling havde behvet at skamme sig ved. --

Henning var meget tilfreds med sin Vrts Veltalenhed, eftersom den
gav ham Tid til at sunde sig lidt.

Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indfre et Ord, lille Onkel, saa
kunde jeg fortlle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.

Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.

Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt! raabte Byfogden.

Behagelig Overraskelse! istemte Grosserer Aaby, der var i Frd med
at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine strke Kber.

Fru Aabys afdde Fader var i nogle Aar min Lrer; derfra stammer
vort Bekjendtskab, tilfjede Henning. -- Jeg har tilbragt
uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.

Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af
Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav
Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner. -- Byfogden sagde det helt
bevget -- Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?

I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv. -- Ordene slap
Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.

Hun saa flygtig hen paa ham og snkede strax igjen sit Blik. Det var
vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end
hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfldet
kunde have frt hende sammen med efter flere Aars Forlb. --

Til re for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag
frstkommende Sndag, erklrede Byfogden, da Henning fandt det paa
Tiden at bryde op. -- Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem
det! For Resten kan jeg tnke, at De og min Niece lnges efter at
opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule
jaloux -- hvad behager?




XII.


Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der
skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dnningerne
derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled
hen over Sandet og Stenene. --

Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde
der samlet sig en Rkke Skybanker, der taarnede sig hjere og hjere
op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trnge
igjennem. Skjnt det var i Begyndelsen af August, var Vejret kligt
og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de
barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed
Gjst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som
om de flygter bort igjen, fr Landskabet har faaet Tid til at ifre
sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets
Natur.

Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind
mod Stranden; hvor Klitterne altid hver sig lige stive og alvorlige,
er det ikke saa srt, at Befolkningen har faaet noget af den samme
ydre Barskhed og Alvor i sit Vsen. Det er Stemningen fra den de
Strandbred, der afspejler sig i Mndenes og Kvindernes Trk, Sporene,
som Livets Ensformighed og det strnge Arbejde har efterladt. --

Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til
de dybe Suk, der ld gjennem Dnningerne ude fra Sen, indtil hans
re pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han
vendte sig om, dreven af en instinktmssig Anelse, og med et Par
Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine vrige Sager
nede paa Stranden.

Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med
det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og
rakte ham Haanden, som man rkker den til en god, paalidelig Ven,
hverken mer eller mindre.

Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De
vret henne saa lnge?

Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.

Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok,
med den kan man udrette saa meget.

Ja -- isr naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige
Ligevgt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.

Han vilde sige det i en spgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig.
Hun syntes imidlertid ikke at lgge Mrke dertil, rbede det i alt
Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side
hen over Klitbakkerne. --

I Uger og Dage -- lige fra deres frste Mde -- havde han ikke tnkt
paa andet end at trffe hende alene. Han syntes, at der var saa
meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfldet var
kommet ham til Hjlp, blev han ligesom ngstelig for det. Medens hun
prvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere
og mere ordknap.

Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag, sagde hun omsider.
Jeg kan nsten ikke kjende Dem igjen.

De maa have Overbrenhed med mig. Jeg vilde gjrne vre ligesaa
upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke
lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed
og lade Fortiden vre glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og
jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.

Jeg bliver ikke vred, sagde hun og saa' paa ham med et venligt,
aabent Udtryk, der ligesom dmpede hans frembrydende Heftighed. Jeg
bliver slet ikke vred, men det vil bedrve mig meget, om vi ikke
kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min
Mening, at Fortiden skulde vre slettet ud. Vi kunde jo godt tnke
paa den som paa en kjr og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet,
at der laa tilstrkkelig lang Tid imellem til, at der ikke lngere
var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu
synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo
ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.

Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjrne beholde Deres
Venskab. Jeg trnger mere til det, end De tror. St Dem her ned, Fru
Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.

Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nlende hans
Opfordring. De satte sig paa Skrnten af en af de hjeste Klitbakker,
hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt jet naaede -- mod Vest
ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land,
hvor Bndergaardenes rde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland.
Tt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjbstad
med dens knejsende Kirkespir.

Der fr en kold, efteraarsagtig Blst hen over den stride Marehalm,
og hun trak sit Shavl tttere sammen om Skuldrene, medens hun ventede
paa, hvad han havde at sige hende. --

De har en Gang vret min gode Engel -- Han talte i en langsom,
halvt sagte Tone -- og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror
i alt Fald, det vilde gjre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at
skrifte for Dem -- fortlle Dem, hvorledes det staar til med mig ...

Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrd ham ikke. Saa
vedblev han lige som fr, uden at mde hendes Blik:

Det er umuligt andet, end at De har maattet gjtte den skbnesvangre
Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle
Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har
maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glde og Lykke
over et Menneskeliv ....

Det varede lidt, fr hun svarede ham:

Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til
at tale saaledes; det ... er en Fornrmelse mod Deres Hustru.

Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger
vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en
Gjengjldelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Flelse, der
nogensinde har opfyldt mig.

Nu taler De overspndt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De
er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjre
Dem til Asket og Eneboer hele Deres vrige Liv? De svigtede jo ingen
-- De var altsaa i Deres gode Ret til at sge hos en anden den Lykke,
som _hun_ ikke kunde berede Dem ...

Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg
ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der
ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den strke og
rene Kjrlighed, jeg havde nret, og som var for god til at vige
Pladsen for en Tilbjelighed, der ikke var den frste vrdig. Var jeg
bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg
maaske have mdt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og
behersket som De mig. Men Modstningen mellem Dem og hende er traadt
saa strkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at
spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden vre som
noget, der ikke lngere vedkom mig.

Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel? -- Hun sagde det
lidt heftig, idet hun saa' op paa ham.

Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skbne, der lod mig
mde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haablst det hele
er.

Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende.

Vil De svare mig rlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?

Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De sprger mig derom. --
Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- Men for at De
ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan
vre lykkelig ved et agtet og hderligt Liv og ved Bevidstheden om at
opfylde sine Pligter, saa er jeg det.

Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig. Henning lo bittert uden
at bryde sig om at lgge Skjul derpaa. -- Det maa vre i hj Grad
velgjrende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken
og sige til den: _det_ sknker du mig og ikke mere, lad mig blot
beholde det, saa skal jeg vre tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred,
fordi jeg harmes over at hre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget
bedre at byde os end en saadan slv Resignation? Jeg ved, at De ikke
er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det
er umuligt -- og det vilde ikke vre Dem vrdigt.

Henning! -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket
paa en Gang blevet strngt og fortrnet -- De misbruger den Ret,
vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervs og ophidset,
ellers maatte De kunne forstaa, at De fornrmer mig.

Fordi jeg er rlig mod Dem og mig selv? -- Han sad lidt og stirrede
ned for sig, fr han vedblev: -- Hvis jeg havde set, at De var, hvad
jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort
frste tilfldige Mde herovre, da jeg mrkede, at jeg ikke kunde
vre Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved
at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa
Deres Forhold, har jeg mere og mere lngtes efter endnu en Gang at
komme til en Forklaring med Dem, fr vi skilles for rimeligvis ikke
at mdes tiere.

Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den
tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu
n Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade
mod Dem selv og isr mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke lnger
fortstte denne rkeslse Samtale med Dem.

Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin
Haand paa hendes Arm og ndte hende til at blive.

Kalder De det rkeslst, sagde han med dmpet Heftighed, at jeg
bestrber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har vret i
lange Tider, og isr efter at jeg atter har truffet Dem.

Men skal da denne Samtale kunne hjlpe Dem dertil? spurgte hun og
rystede paa Hovedet. Det forstaar jeg ikke.

Jo -- De skal lre mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig
selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den
samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se
slet saa mrk ud for mig. -- Et gteskab uden Sympathi og Forstaaelse
er og bliver en af de forfrdeligste Ulykker, der kan ramme et
Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet
Sagen op og ikke lnger strider mod de onde Magter, saa er man for
Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor sprger jeg
Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand
og give mig det forlsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det
mindste faar Mod til at bre min Skbne som en Mand.

Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjrne, svarede hun. Men
den Styrke, De sger, kan De kun finde hos Dem selv. Prv med en
rlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med
varsom og kjrlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres
Hustru; bliv ikke trt af at strbe henimod en bedre og inderligere
Forstaaelse, og naar De trnger til Opmuntring, saa sg den i Deres
Arbejde. Lad det og den uophrlige Bestrbelse for at bringe Glde og
Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilvrelse, og De
kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af
Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skbne, den, som De jo
i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa
rlig, som De har talt til mig -- det havde vret smukkere handlet,
om De ikke havde fortalt mig om Deres gteskab. Det er et af de
Forhold, man skal gjemme hos sig selv.

De er strng i Deres Dom, svarede han. Men De ved ikke, hvor
haablst jeg har kmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre.
Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen.
Var det da saa underligt, at jeg lngtes efter at tale til Dem om alt
det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg
vilde have gjort det.

Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjrtighed. Men
tnk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrden Kampen paany, baade
for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa
begge Punkter, saa skal De komme og fortlle mig det, og ingen vil
glde sig mere derover end Deres gamle Veninde.

Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op
paa hende, som hun stod foran ham med et nsten pigeagtigt Udtryk
over den lille, fintbyggede Skikkelse.

Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en
Hustru som Dem, sagde han sagte. Tak for Deres Godhed -- gid De
maatte faa Glde af mig. --

Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og
saa' efter ham. Rdmen paa hendes Kinder var bleven strkere, og det
var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende
endnu et jeblik, ligesom hun paa n Gang faldt i Tanker uden rigtig
at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig
ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen.

       *       *       *       *       *

Det var hans frste Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde
allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen
i Lbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at vre frdig med
sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage
siden Mdet ved Stranden. Han kom jvnlig hos Byfogdens og havde
flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var
ikke bleven berrt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og
tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det
var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind.

Men i Virkeligheden var han mere nervs og ophidset end fr. Han
flte sin gamle Kjrlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid
vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at
skrmme hende bort, hvis han rbede sig.

Han havde maaske ikke saa magteslst givet sig denne vaagnende
Tilbjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin
Samvittighed i Svn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken
kunde eller vilde vre noget for ham, saa maatte han vre i sin Ret
til at hengive sig til en Flelse, der trods dens Haablshed var
strk nok til at udfylde hans Tilvrelse, saa lnge han blot var i
_hendes_ Nrhed.

Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse
strkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have vret
Tilfldet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare
sin ydre Ro overfor hende.

Hun sgte at skjule det med al den Takt og Finflelse, hun raadede
over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand
slet og ret var en plump, snverhjrtet Tyran, der saarede hende paa
tusende Maader, oven i Kjbet med en vis Brutalitet, som om han fandt
en srlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod
i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig
mange Gange overlegen. --

Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortlle slibrige
Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen
med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at
han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons.

Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser
opfyldte Henning, begyndte der at dmre en Forestilling om, at
han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen
Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfrd mod ham. --

En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjre Visit hos Byfogdens.
Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen,
at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage
havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde
fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at
Aage var nede i Haven med Fru Aaby.

Han fulgte en All af gamle, forhugne lmetrr, der bugtede sig
henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes
Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. --

Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lnede sig op
til hendes Skjd. Lyset, der brd ind mellem det aabne Lvvrk, lagde
et varmt, gyldent Skr over hendes og Barnets Haar, idet hun bjede
sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et slsomt Indtryk paa
ham. --

Hun havde ikke lagt Mrke til, at han nrmede sig, og med en Flelse
af, at han ikke nnnede at forstyrre den smukke Gruppe, bjede han
bort fra Allen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af
Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. --

Har du ingen lille Dreng? hrte han Aage sige.

Nej -- jeg har ikke.

Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig, sagde Barnet
og rakte sin Mund op til hende.

Han saa, at hun havde Taarer i jnene. Og pludselig -- som med et
uvilkaarligt Udbrud af lnge tilbagetrngt Flelse -- tog hun Drengen
i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. --

Hennings Hjrte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprnge
alle kunstige Dmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den
Bevgelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind
i Lysthuset. En flammende hed Rdme gd sig over hendes Kinder, da
hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa
Jorden. --

Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort
Dem for megen Besvr? sagde han.

Aa -- det er en allerkjreste Dreng, De har, svarede hun -- uden at
se op paa ham. Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?

Jeg vil gjrne have, at du ogsaa skal vre min Moder, sagde den
lille Fyr. Jeg kan godt lide at lege med dig.

Barnets Pludren forgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende
aabenbart Umage at vedligeholde sin sdvanlige utvungne Tone. Han
kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ngstende
Fornemmelse jublede det i ham: -- Saa har hun mig dog kjr!

Han fulgte lille Aage hjem til Gjstgivergaarden, men da han traf en
af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa
fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der lb
bag ved Husene i en Udkant af Byen.

Han vilde ikke mde Minna, fr han havde faaet Rede paa de forvirrede
og modstridende Tanker, der kmpede i ham. Det forekom ham, at han i
dette jeblik kunde stte alle Hensyn til Side for at vinde hende --
den eneste, han virkelig havde elsket. --

Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at
trffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte
fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at hre, at Grosserer Aaby
var rejst.

Gjennem Postmesterens Frue trngte paa samme Tid et umaadelig
interessant Rygte ud i Byen.

Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som
der nok skulde have vret hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes,
Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at
bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hrte ikke med til
denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortlle, at der var
kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium
af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme vre sunket ned til
den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for
Grossererens Moralitet saa graverende Afslring, at hun ikke vilde
besmitte sine Lber med at gaa nrmere ind paa Detaillerne. Det var
naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var
Hr. Aaby rejst.

Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde nppe
beherske sin Harme, da han hrte, hvorledes hendes Navn blev trukket
med i Snavset.

Nu kunde og vilde han ikke tve lngere.

Minna havde desuden bestemt erklret, at hun vilde hjem, og han havde
lovet at opfylde hendes nske. Det Arbejde, han havde talt om, var
frdigt for lnge siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at
blive. --

En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham
ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax.
Fruen og Frkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der
syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvre, som hun
bragte med sig allevegne.

Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bjet over noget
Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun
plejede at vre, men ellers var der intet, som rbede, at der var
hndet noget usdvanligt.

Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang
lige saa utvungen, som hun havde vst sig fra frst af. -- Det gjorde
ham en Smule forvirret.

Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist vre rejst
for lnge siden, tilfjede han lidt kejtet.

Hun lod ikke til at ville forstaa ham.

De lnges vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier,
De har malet herovre, sagde hun let henkastet.

_De_ lader i alt Fald ikke til at srge over min Bortrejse, svarede
han i samme Tone.

Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste
Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg
rejser for vrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort
for et Par Dage siden.

Deres Mand. -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev
blussende rd.

Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for
mig, sagde han sagte. Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt
og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg
ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig, vedblev han endnu
sagtere. Og jeg holder ikke lngere dette ud. -- De maa hre, hvad
jeg har at sige Dem.

Hun havde rejst sig op og saa frst forundret, derpaa mere og mere
harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den
heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:

Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en
rekjr Mand!

Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De
ikke dmme mig saa skaanselslst ... Skbnen skylder baade Dem og mig
Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.

De tager fejl, svarede hun rolig. Skbnen skylder os ingen
Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide,
hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem
om noget af alt dette. Vi er jo n Gang komne til Klarhed over vort
Forhold til hinanden; derved maa det blive.

Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De ngter at hre
paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke lngere Herre over mig
selv. De maa og skal hre mig, eller jeg svarer ikke for Flgerne.

Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?

Med den Ret, som min Kjrlighed til Dem giver mig, udbrd han i en
dmpet, lidenskabelig Tone. Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og
vil ikke lngere skjule det for Dem.

Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og
trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det
bedrver og krnker mig mere end alt andet.

Hendes Stemme dirrede, som om hun kmpede mod Graaden.

Margrethe -- vr overbrende mod mig, bad han nsten ydmygt. Jeg
fler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der
i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg
beherskes af en Vilje, som er strkere end min egen. Og derfor beder
jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold
til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg
undgaa Deres Nrhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne
Gang maa De hre mig. Jeg besvrger Dem det ved Mindet om den Smerte,
De en Gang har tilfjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt
andet, end det kunde vre blevet, hvis De var bleven min.

Nuvel -- jeg vil opfylde Deres nske -- men, Henning, jeg advarer
Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde
baade for Deres egen og min Skyld.

Hun satte sig ned med en trt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort
fra ham, medens han talte. --

Jeg vd, at De er strng mod Dem selv, sagde Henning efter et kort
Ophold; jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har
truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven
mig endnu farligere end Deres ydre Skjnhed. Frygt derfor ikke, at
jeg skal sige noget, som kan saare eller fornrme Dem. --

En Mands Kjrlighed kan vre hjst forskjellig i sin Natur. Skjuler
den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra frst af har
daaret sig med den Indbildning, at hans Flelser havde et andet og
renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve
ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden,
den rette Kjrlighed, er ligesaa fordlende og befriende, som hin er
ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den
bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glde og Tryghed hos
hinanden, som er strk nok til at taale Livets Prosa og altid blive
lige ung og ny. --

En saadan Flelse er det, jeg nrer for Dem, Margrethe, og jeg fler
det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig
vre blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og
letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa strk og god. Deres
Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min
Kjrlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt
mig, havde givet mig Krfter til idelig at vinde fremad --

Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men
hun blev siddende ubevgelig i samme Stilling.

Saa fortsatte han i den samme sagte og bevgede Tone:

Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok
til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg
havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs
store og skbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfldet frte mig sammen med
en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig
henrive af en Tilbjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at
fordmme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, fr jeg var bunden i et
gteskab, der fra dets frste Dag har vret en Lidelse for os begge.
Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men
jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. --

Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende
Skbne. Min Kjrlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes
strk og moden end fr, og det Sprgsmaal trngte sig frem hos mig:
Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at delgge vort
Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man
almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er strke
og dle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som fordles i
Ulykken, men jeg fler, at jeg maa have Glde og Tilfredshed i Stedet
for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og
er det saa ikke min Pligt at strbe hen til at blive lykkelig? --
Svar mig, Margrethe. -- De maa vre rlig og uhildet nok til at dele
denne Tro.

Nej, svarede hun sagte. Jeg deler den ikke. Det er saa let at
sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok strbe opad
mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil
gjre det, naar frst Maalet er naaet og har faaet det dagligdags
Prg?

Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og
arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes
frem og udvikles.

Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om
at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for
Egenkjrligheden.

De dmmer koldt og strngt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjrte
umulig kan lgge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrbelige, som
det nu en Gang er blevet vor Natur at vre, kunde det jo vre smukt
nok saaledes udelukkende at sge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse
i Opfyldelsen af de Pligter, man n Gang har paataget sig, men naar
disse er blevne dde og tomme og ikke lngere udfyldes af Begejstring
eller Kjrlighed, saa er det, at der hrer en mere end almindelig
strk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem,
som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesls Kamp, og
Sprgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.

Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det fler jeg, om jeg
end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter
hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger
og trykker, saa maa man ligefuldt bre den og aldrig blive trt af at
arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.

Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke lngere
formaar at rejse sig, gjr man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen
end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...

Hr mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler
til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsls eller
letsindig.

Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat
sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Vsen er uskjnt og
usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere
eller frre Krfter til at staa imod med. --

Tror De, at den Mand, hvis Navn De brer, vilde tage sig det
synderlig nr, om De forlangte Skilsmisse? Og fler De ikke, at
det var Dem mere vrdigt at bryde end at fortstte et Samliv, der
mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende
gjlder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har
noget uhderligt at bebrejde min Hustru. Men vort gteskab mangler al
Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det
rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks
Mening eller af falsk Pligtflelse? Handler man ikke bedre i at bryde
det, selv om Brudet i det frste jeblik koster Overvindelse og
Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjre mig lykkelig, men De har
ogsaa Evne til at gjre mig god og dygtig. Der er intet uhderligt
i det Forslag, jeg gjr Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til
Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge
er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar,
som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig
Fremtid for os.

Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst
arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham
-- denne Gang seende ham lige i Ansigtet.

Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa
vre afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke
paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og
vilde flge Dem, vilde De aldrig kunne oplse Deres gteskab uden
at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som --
skjnt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har
gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan
Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for
berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tnke Dem den
Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde
Dem, at jeg vilde vre delagtig i en slig Skndighed? Og endelig --
er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde
bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa
hslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed
vilde forflge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at
slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade
over hende og over Dem selv, og den aandelige Slvhed, den moralske
Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun vre et Naalestik mod den
Lidelse, som da vilde hjemsge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil
ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig,
ligesom jeg vil bestrbe mig for at glemme det.

Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var
Dem ligegyldig? udbrd han med dmpet Heftighed. Eller skuffer De
baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre
det, tilfjede han med en Stemme, der dirrede af Bevgelse. Min
Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har
ikke lngere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker
jeg under, da er Skylden Deres.

Nej, Henning, svarede hun og saa ham fast ind i jet, Skylden er
da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.

Nuvel, saa lad den vre det, sagde han med skrende Bitterhed.
Ingen kan lgge en Alen til sin Vxt, ved De nok. Jeg gjr mig ikke
bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt,
men De vil ikke.

Kunde jeg gjre det ved at tage Del i en saadan Handling som den,
De foreslaar mig? svarede hun. Nej, Henning, De befinder Dem i en
srgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere
Erkjendelse -- det er mit bedste nske for Dem.

Og alt, hvad De har at sige mig? spurgte han.

Ja -- alt.

Saa Farvel. Vi mdes nppe mere.

Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked.
Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at
han havde nret et forfngeligt Haab, men det forekom ham tillige,
at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en
Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde,
dersom hun anden Gang stdte ham bort. Han flte sig saa sjlesyg,
saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. --

Og skulde han da virkelig vre tvungen til at henslbe Resten af sine
Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte
Tilvrelsen for ham?

Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja nsten et Had hos ham mod
hans Hustru.

Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lre at
forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun
giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at
opdrage paa?

Hvorfor kunde han ikke have vret ligesaa lykkelig som mange andre
Mnd -- at finde en hjlpsom og kjrlig Hustru? -- Men nu skulde det
have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare lngere.
Sandheden skulde hun hre af ham. --

Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblst, som strg
ind over Land, mttet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet,
jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens
Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjrnet
svajede raslende paa deres Hngsler for hvert Ryk, Blsten tog i dem.
Over de rde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den
triste Gade med sine uregelmssige Huse og sin ujvne Brolgning,
hvor Grsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddd.

Han mdte ikke et Menneske, fr han naaede Gjstgivergaarden. Her gik
han op ad den halvmrke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig,
hvis uhjemlige Prg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.

Minna sad ved Vinduet og syede.

Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han
vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig
vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfldigvis ikke
oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans
Indtrdelse og lod ivrigt ikke til at bemrke, at der var noget
usdvanligt i hans Adfrd.

Saa tav de en Tidlang begge to.

I Morgen rejser vi, sagde han omsider.

Naa -- det var jo rart.

Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne
korte og uvenlige Maade, naar hun ikke frst havde givet Anledning
dertil.

Men ikke for at fortstte som fr, vedblev han i samme Tone. Det
skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.

Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor
kommer du her og vlter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger
og Forklaringer for dig selv; jeg skjtter ikke om at kjende dem.

Men du _skal_. Har jeg hidtil vret en Hykler, saa skal du nu til
Gjengjld kjende den fulde Sandhed. --

Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til
en voxende Bitterhed. -- Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at
vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og
saarede mig mest. Jeg har prvet paa at gjre vort Samliv taaleligt,
selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen vret
frugteslst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nrede for dig, har
du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du
gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for
at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.

Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt
var blegt, da hun spurgte:

Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortrd
har gjort dig?

Fordi jeg vil vise dig den Klft, som du langsomt, Dag for Dag har
gravet mellem os. Fordi ....

Aa -- du behver ikke at sige mere. Hun havde rejst sig op og stod
foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Lber. -- Jeg ved
det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem
os. -- Og for at trffe hende, var det naturligvis, du vilde her
over. -- Men gjr kun, hvad du vil -- Minna skreg Ordene frem --
Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...

Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklret, at jeg
var dig fuldstndig ligegyldig, afbrd han hende med haanende Kulde.
For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser
Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den
Glde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du
fra den frste Dag, vi saa hinanden, vret en Forbandelse for mig.
Uro og Misnje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og
forvandlet hele min Tilvrelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det
sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...

Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselslse Ord syntes paa
n Gang at trffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse,
hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende
Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brd
hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.

Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have vret! -- --

Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og
paa det i Taarer badede Ansigt, og en Flelse af Anger begyndte at
liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var klnet.

Jeg siger ikke, at du har vret slet, sagde han tvende. Tvrtimod
-- du har jo altid vret en hderlig Kone. Men dit ufordragelige
Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og
deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjre den
mindste Bestrbelse for, at det kunde blive anderledes.

Men du -- hvorfor giftede du dig med mig? Minna lftede atter
Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- Hvem
siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjre det, hvis
jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa
daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig --
fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjrte, der drog dig til
mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....

Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et jeblik stod oprejst
foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen,
idet hun skjulte Ansigtet i sine Hnder. --

Hun havde en Gang fr -- i Begyndelsen af deres gteskab -- rettet en
lignende Bebrejdelse mod ham, og han flte atter, at der var nogen
Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende
saa haardt til?

Det gjr mig ondt, at jeg har krnket dig, sagde han med lav
Stemme. Ja -- jeg vilde nske, at det ikke var sket.

Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa
hver sin Vej. For du kan vel tnke, at jeg herefter ikke lngere vil
leve under Tag med dig.

Du faar gjre, som du vil, svarede han. Det kunde vel nppe gavne
nogen af os, om jeg vilde prve paa at holde paa dig mod din Vilje.

Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstdende Vrelse og lukkede
sig inde der. Henning saa bedrvet efter hende, flende sig ilde til
Mode og misfornjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor,
gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde
han maaske ikke vre gaaet.

Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne
lagde sig tttere og tttere over Gulvet eller forstak sig mellem
det smaglse Bohave, hvormed Hotelvrten havde udstyret sine
Gjstevrelser, kom han til at tnke paa sit hyggelige Hjem. _Det_
syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu,
da det truede med et afgjrende Brud mellem dem, huskede han paa
mange Trk hos hende, der viste, at hun paa sin Manr var en trofast
og pligtopfyldende Hustru.

Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det
alligevel ikke meningslst at fortstte et saadant Samliv, medens
hans Hjrte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig
kunde blive hans? --

Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjre Alvor af sin
Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at vre overfldig. To
Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjbenhavn. Deres Forhold
var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end fr
lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og
bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for
Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde
havt stort at undvre. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjldsord,
som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vnnede sig til at
tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste
Ting -- for Husfredens Skyld.

Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel,
medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender
hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den
unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjrn
Slgtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjlland.




XIII.


Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strngt
Vintervejr det Aar.

Der havde vret usdvanlig mange Indsamlinger til Brndsel og
Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret
viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske
drypstensagtige Former under ethvert Tagskg og enhver Tagrende; laa
i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt
Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befrdet Landevej
mellem Langelinie og Tre Kroner.

Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store
Bunker.

Probenreutere var i massevis sneede inde i Gjstgivergaardene. Selv
Istransporten over Bltet led jvnlige Afbrk ved Snestormene, og
Sprog havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.

Bnderne ude paa Landet sad og dsede i den lune Kakkelovnskrog med
Merskummeren mellem Tnderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang
tage fat paa det sdvanlige Vinterarbejde. Husmnd og Indsiddere slog
sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en strng Vinter, og oppe paa
Herregaardene havde man beholdt sine Gjster lige fra Jul og lod det
gaa strygende ls med Baller og Middage.

Men inde i selve Hovedstaden havde man isr travlt med velddige
Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger,
der kom ind.

Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer
sig, paa n Gang til Glde for sig selv og til Gavn for sine
ndlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strnge Vinter en
overordentlig ihrdig Virksomhed blandt de Velgjrere, der havde
paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.

Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes
kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Hkernes
sorte Tavler til truende Hjdepunkter for saa og saa mange paa Kredit
udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrd og halve Skpper
Kul, og de vgtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke
sammen under den strke Tilstrmning af haandfaaede Panter, lige
fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjrter -- en Tilstrmning, for
hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner
syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. --

Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nd disse, de
ejendomslses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en strng og
arbejdsls Vinter, kan det dog hnde, at der opleves lige saa
bitre Timer hos adskillige af dem, der gjrne ville regnes med til
bedre Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem
Skbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod
-- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Ln. Han er ikke
en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret,
og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undvrlige
Kldningsstykke lige saa godt som hin.

Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af
underordnede Embedsmnd, Timelrere, smaa Haandvrkere, en Mellemting
mellem Kunstnere og Haandvrkere, som dannes af Billedskrere,
Skibsportrtmalere, og utallige andre ubemrkede Existenser, der
lever fra Haanden og i Munden og nppe har det bedre end det
egentlige store Proletariat.

De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og frer den samme usikre
Tilvrelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men
de fler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i
uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at vre
bedre, end den er i Virkeligheden.

Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosvrdig nok, men det
koster en fortvivlet Mje at holde den vedlige.

Til disse Samfundets Stedbrn havde gamle Bentsen jo hrt i
Strstedelen af sin Levetid.

Men i de sidste Aar var hans Sns Fremgang bleven et Lyspunkt for
ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilvrelse ved at se
Snnen vinde frem i Verden.

At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ngstet den
gamle Mand, men da han blev Vidne til den frste Anerkjendelse, der
blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nrede de strste
Forventninger om sin Sns Talent.

Den Dag, da Henning frste Gang havde et Billede paa den aarlige
Kunstudstilling -- dr, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind --
var den skjnneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive
en stor Kunstner forekom ham at maatte vre ganske let og jvn. --

Hvor glad og lykkelig havde han ikke vret for denne Sn, medens
de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor
ngstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle,
stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.

Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret
med et muntert Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet
bestilt! -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa
ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige
Mine, skjnt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk
Blik -- allermindst for Snnens Arbejde.

Men naar han en sjlden Gang kunde vre saa heldig at trffe noget
rigtigt og sige -- Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere
i Farven! Og Henning saa svarede: Det har du i Grunden Ret i, og
gjorde et Par Penselstrg paa det betegnede Sted i Billedet, saa
flte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv
havde modtaget allerhjeste Udnvnelse til Etatsraad og Direktr for
hele Kunstakademiet. --

Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var
det et tungt Std for den gamle, skjnt han ikke nnnede at lade sig
mrke dermed.

Han nrede ganske vist ingen Bekymring for sin Sns Fremtid, thi han
var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt
just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernst
kunde han ikke tnke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan
en prgtig Fyr som hans Sn. Saa Henning vilde jo sagtens blive
lykkelig ogsaa i det Kapitel.

Men han savnede Snnen ubeskrivelig haardt, og vrre blev det, da han
mrkede, at altfor flittige Besg ude i det ny Hjem ikke var vel sete
af Minna.

Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er, sagde han ved sig selv,
halvt i Spg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv
vidste af.

Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse
det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til
at falde tilbage til sin gamle Skrbelighed, holdt han igjen paa sig
selv med den Betragtning, at Snnen og Svigerdatteren dog aldrig
skulde faa Grund til at skamme sig over ham. Saa hellere gaa lige
lukt ud i Stranden.

Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte vre meget
hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt vre en brav Kone, og
naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke
ham ved. --

Hvad han derimod havde mindre let ved at trste sig over, var noget,
der var sket, kort fr Minna og Henning rejste over til Vestkysten.

Han havde vret derude for at sige Farvel, fr de tog afsted, men
Minna havde vret i ondt Humr og havde ikke ladet sig se, og hun
havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle,
under det Paaskud, at hun var i Frd med at bringe Drengen i Seng.

I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre
kjrtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis
Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter,
dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en
Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings
Fader. Dog nppe fr saa tydelig som denne Gang.

Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og
flgelig ladet Paaskudet om Barnets Afkldning passere, men gamle
Bentsen havde taget sig det grumme nr og var gaaet helt snderknust
bort. --

Siden den Dag havde han ikke vret ude hos Henning. Han vilde ikke,
selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det
var der nok tilstrkkelig af i Forvejen, tnkte han sukkende -- og
han vilde heller ikke falde Minna til Besvr, siden hun saa ndig saa
ham.

Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden
sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tnkte paa,
hvorledes hans Sns Hus var blevet sprret for ham, men naar han en
sjlden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mrke med, hvor nr han
tog sig det. --

Det havde i mere end n Henseende vret en slem Vinter for den gamle
Mand.

Med Skibsportrtmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde,
som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne
foretrak som oftest at lade deres Fartjer fotografere; det blev
langt hurtigere besrget og var helt anderledes moderne.

Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere
Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri,
de lavede, forsikrede han; deres S lignede sveden Vlling, og
Fartjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne
gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle
Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lrredet, men det havde
Skipperne ikke Tid til at vente paa.

Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drj Tid at komme
igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en
lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den
sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Snnens Arbejde. Han havde kun
solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et strre
Maleri, som han lnge havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det
ikke lykkes ham at blive frdig med. --

Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortlle ham, at han i lngere Tid
havde gaaet og gjort Gjld rundt omkring i det Nabolag, hvor han
boede. Han vilde maaske under alle Omstndigheder have fortiet det,
eftersom han nrede en ikke ringe Respekt for sin Sn.

Med en vis, medfdt Letsindighed trstede han sig med, at det nok
klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste
Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid
maattet springe Middagsmaden over og endda vret glad, naar han hen
ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smrrebrd og en halv Bajer
paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde vret Stamgjst.

Saa var det Dagen fr Nytaarsaften.

Der var faldet et strkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i
ufremkommeligt Ufre. Men efter at Snevejret frst havde syntes at
ville t lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat
paany.

Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i
det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Krfter til at opt
saa meget som de allerverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der
dkkede Trerne rundt omkring i Haver og Aller, havde Frosten bundet
saa tt til de ngne, knudrede Grene, at Blsten forgves ruskede i
dem for at berve dem deres Vinterpynt.

Vinduerne i Urtekrmmerens Butik henne paa Hjrnet af Sideallen
var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vldige Gasblus om
Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster
paa Ruden.

Og indenfor stod Urtekrmmeren og pustede i de rde, valne Nver, saa
at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.

Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede
at divertere Nabolagets kjnne Tjenestepiger, syntes de at fryse
fast undervejs og blive hngende som bedrvelige Istapper ved hans
smilende Lber.

Og udenfor vedblev Blsten at ruske i Grenene, medens Sneen frs
fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten.

Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og
haard -- thi det var jo en Livssag for den at yde den strst mulige
Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtrde for at oplse den
til lutter Vand og Sle.

Men forelbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til,
saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det,
der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Vrelser med en
muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at
slaa op om rene, hvis de frdes ude.

Og selv de, der havde slige Hjlpemidler til at trodse Kulden,
foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Ndsfald.
Flgelig var der mere end sdvanlig de ude paa Vejene mellem de
smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens
Haandhver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporlst. --

Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne
fra et forstemt Klaver banede sig spdt og klynkende Vej gjennem
omhyggelig stngede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder.

Oppe fra den frostklare, mrkeblaa Luft blinkede en ensom Stjrne
ligesom et fjrnt je ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen
Hund, der havde vret letsindig nok til at strejfe omkring i et
saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dr, der lige var bleven
lukket. -- Ellers var der tomt og stille overalt.

I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter
skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde srlig Mrke
til det, fordi der ellers var mrkt og slukket rundt omkring. Klokken
var lidt over ti.

I dette Hus og i det samme Kvistvrelse, hvorfra Lyset skinnede,
boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup
havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen
i Etagen neden under.

Det var forvrigt et ganske pnt og rummeligt Vrelse med en lille
Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget
godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en
Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved
Vinduet.

Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der
ikke havde manglet n Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er
tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedevrelse derfor var
tilstrkkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et
trist og uvenligt Prg.

Der var ingen Ild i Kakkelovnen. --

Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svbt sig ind i sin
Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, bld
Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel
ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen.

Jeg maa dog vre oppe, hvis han skulde komme, havde han sagt
til sig selv. Og saa havde han Time for Time tvet med at gaa til
Ro, skjnt en varm Seng, selv om den ikke hrer til de allerbedst
opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et
solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen.

Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men frst efter
en hel Del Betnkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen
anden Udvej tilovers.

Naa -- Herregud -- en gammel Mand kunde vel vre bekjendt at bede sin
Sn om Hjlp i en snver Vending. Han vidste, at Henning gjrne hjalp
ham, naar han bare kunde, men han vilde ndig falde ham til Byrde.

Baade for sin egen og Snnens Skyld havde han dog ikke villet skrive
ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hnde, at andre fik
Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af flgende
Indhold:

    Min kjre Sn!

 Er det dig muligt, da se ud til mig i Lbet af Dagen. Jeg vilde
 gjrne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det
 slemme Vejr.

                                      Din kjrlig hengivne Fader
                                            P. Bentsen.

Han ventede lngselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var
blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt
det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni -- ti -- den gik strkt
til elleve.

Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen vre syg derinde. Det
faldt ham et jeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu -- som han
alligevel haabede -- intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar
han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa -- det kunde jo for den Sags
Skyld vre lige meget; det var jo hans Brn. Men Huset var nu en Gang
blevet fremmed for ham, og det var saa lnge siden, han havde vret
der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til
den nste Dag.

Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af
Kulden. Men ingen kom. Saa trnede han omsider i Seng, men saa
forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han
endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og
Aftensmaden over. --

Tidlig den nste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og
gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke vret
en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blndrammer og
Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjre Tjeneste som
Brndsel.

Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa
den gamle Mand, der havde Mje med at skjule, at Tnderne klaprede i
Munden paa ham.

For Guds Skyld, Fader, sagde han i en bekymret Tone, hvorfor har
du ikke fr ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var
blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det frst i Morges.

Aa -- bryd dig aldrig om det, mumlede den gamle. Moneterne er
slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig vrd at tage sig det
saa nr for en Gangs Skyld, tilfjede han med et bedrveligt Forsg
paa at synes oprmt.

Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader, sagde Henning. Det
er dog for galt. -- Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du
trnger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i
Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.

Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,
svarede den gamle lidt forlegen. Den forbandede Gigt har sat sig i
mit venstre Ben. Jeg vilde gjre en daarlig Figur hos dig, hvis du
skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.

Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forldre. Flg nu
blot hjem med; saa kan din Vrtinde gjre i Stand her oppe imidlertid
og faa Vrelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.

Nej, nej, lille Henning, svarede den gamle; jeg bliver hellere
her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.

Naa, som du vil, Fader, sagde Henning. Men lad os saa srge for,
at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.

Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin
Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at
forsyne den gamle med, hvad han behvede.

Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,
sagde Henning endnu en Gang, idet han nrmede sig Dren.

Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang -- til nste Aar, om Gud vil, at
jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at vre bedre oppe, tilfjede den
gamle med et melankolsk Smil.

Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mrkt.

Henning gik, men han kunde ikke lade vre at tnke paa det uhyggelig
kolde Vrelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud.

Han flte Samvittighedsnag over, at han ikke havde srget bedre for
den gamle Mand, men det pinte ham nsten endnu mere at tnke paa, at
han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte
frygte for stygge og ubehagelige Scener. --

Tusmrket havde allerede lagt sig over de snedkkede Gader og Veje og
syntes at svbe sig i ttte Folder om Lygteplene. Vognene rullede
med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under
Fdderne paa de Fodgngere, som endnu var ude for at gjre nogle
Extraindkjb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften.

Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store
Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre
Handlende holdt aabent endnu.

De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske
enkeltvis med et svagt, forskrmt Knald, ligesom de var sig bevidste,
at der endnu var lnge til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at
blive mere hjrstede, alt som Aftenen skred frem. Der hrtes endog,
som Ihukommelse af den rvrdige Skik at slaa Potter paa Drene,
nu og da et solidt Drn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at
blegne af Misundelse. --

Og selv de sidste Fodgngere forsvandt, for enten i Familielivets
hyggelige Skjd eller henne paa Kafen, sammen med andre enlige
Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen.

Selv for Urtekrmmersvenden paa Hjrnet slog endelig Befrielsens
Time, og med en Stemme, der sklvede -- hvad enten det var af Kulden
eller af lngselsfuld Forventning om de Glder, _han_ ventede sig af
Aarets sidste Aften -- bd han Karlen at stte Skodderne for.

Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende ld Knaldperlerne,
Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevgelse dde hen i
den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vgge. --

       *       *       *       *       *

Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte
sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den lngst bortliggende
Ende syntes at lbe i t med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han
traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bjet ned mod
Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte.

Hele det hslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de
mindste Enkeltheder. Hans gteskabs Historie havde vret rig paa det
Slags Kapitler, men dette syntes ham at vre det uhyggeligste. Han
levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa
Timer siden. --

Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den
uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nd.
-- Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved
Synet af alt, hvad der mindede om Nd og Savn.

Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og
hvor ondt det havde gjort ham at se det.

Hun hrte frst kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de
maatte hjlpe den gamle med saa meget, de kunde undvre, havde hun
begyndt at grde og lamentere.

Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end
sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjrne lade sulte for at
hjlpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. _Hun_
vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de
kunde slaa sig igjennem.

Henning forestillede hende, at de jo -- Gud vre lovet -- endnu ikke
havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde
at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa
fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var
derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for
Alvor vre Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nd. Det var saa
hsligt, at han slet ikke vilde tnke sig det.

Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde
ikke faa en re af de Penge, han samme Dag havde givet hende til
deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bre sig
ad i alt Fald den Dag med at hjlpe den .... Og hun brugte Skjldsord
baade mod ham og hans Fader. --

Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet
Magt over ham efter det sidste Mde med Margrethe Aaby. Og i den
slve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt
lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred.

Men denne Gang brd al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter
frem i ham. Minnas plumpe Adfrd fik hans kunstlede Taalmodighed
til at briste, og han ggedes nsten til Raseri ved Lyden af hendes
skingrende Stemme.

Et jeblik saa det ud, som om han mistede Herredmmet over sig
selv; som om han stod i Begreb med at lfte Haanden mod hende. Men
det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt
forfrdet paa hende.

Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa
frygtelig? -- --

Det kostede ham Anstrngelse at faa Ordene frem, idet han sagde til
hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde
i Behold i den flles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i
Byen. Thi hans Fader skulde hjlpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun
skulde ikke vente ham hjem for det frste.

I en fuldstndig Paroxysme knyttede Minna Hnderne og bed Tnderne
sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede
baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. --

Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et jeblik efter var ilet
ud for at kalde ham tilbage -- fortrydende sin brutale Hidsighed
ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. --

Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer
i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han
under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men
Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dr vilde Henning
ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var
kommen fra, for at opsge en af sine Kammerater, der boede i den
stlige Ende af Byen.

Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte
Vrtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Frd med at rydde op i et
bundlst Kaos af allehaande ind- og udvendige Kldningsstykker, halv
frdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet,
snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker
og forskjellige andre Gjenstande.

Vrtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for
der skulde nok vre Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den
Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem.

Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede
han atter afsted, indtil han blev saa trt af at slbe Fdderne
gjennem det ltede Fre, at han sank i Kn ved hvert andet Skridt.
Han gjorde endnu nogle frugteslse Forsg paa at trffe enten den ene
eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at vre ude for
at fejre Sylvesters hellige Aften.

Gaderne var efterhaanden blevne helt de. De sidste Butiker var nu
lukkede, og Henning tnkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader
allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham.

Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i
Situationen, og han vidste nppe, om han skulde le eller grde over
den.

Et ondsindet Lune, der grndsede noget nr til Vanvid, havde bevget
Minna til at ngte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han
omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske,
af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke
skulde gaa sulten til Sengs.

Det var dog for galt. Han tnkte et jeblik paa at tage en Droske --
han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme -- og kre ud at
hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde vre baade det
nemmeste og naturligste.

Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skrmmede ham bort fra
denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse,
selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjrne
vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem.

Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og
hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage!
Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i vrste Tilflde
kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den flgende Dag. --

Med denne Beslutning forstrkede han sine Skridt og var allerede
drejet om Hjrnet for at skraa tvrs over Torvet, paa hvis modsatte
Side Konditoriet laa, da han hrte en lystig Stemme bag ved sig.

Hallj, Snneke, hvorhen gjlder Rejsen?

Henning vendte sig om.

Aa -- er det dig, Erik! -- Kan du laane mig ti Kroner?

Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa
vil. Jeg er vldig pr. Kasse. -- Men hvad Fanden er det for et
Bedemandsansigt, du stter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med
Finansvsenet, at du falder i Staver over det?

Aa nej -- men det er et rgerligt Tilflde, jeg er kommen i,
forklarede Henning lidt undvigende. Jeg har lovet at hjlpe -- ja,
det kan vre lige meget, hvem -- med en lille Sum Penge, og saa gjr
jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har vret
tre, fire Steder for at opdrive det forndne, men ikke kunnet trffe
nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.

Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen -- eller
hvordan det nu hedder. Hr -- for Pokker -- det er da aldrig ...
hvad, du dydige gtemand ..?

Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine.

Aa Vrvl. -- Kan du saa laane mig de ti Kroner? spurgte Henning
rgerlig.

Ja vist, Fa'er min -- bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke
at vide, hvem der skal vre Gjenstand for din Velgjrenhed -- Her har
du Pengene, min Dreng.

Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri
og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjbesummen, tog nogle lse
Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i
Haanden paa Henning.

Tak -- Farvel -- i Morgen skal jeg sende dig Belbet tilbage, sagde
Henning og vilde gaa.

Aa -- hr en Gang -- Henning -- det er da ogsaa rent bandsat, at du
skulde vre optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en
Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre!
Hr du -- kan jeg ikke i det mindste flge dig et Stykke paa Vej? Vi
skal ikke mdes henne i Strygejrnet fr Klokken elleve.

Jo, det maa du gjrne. -- Jeg skal ganske rlig fortlle dig, hvor
jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjlpe ham
med nogle Penge -- det er hele Historien.

Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud -- hvad? Og bag
efter flger du med hen i Strygejrnet, hvor jeg har arrangeret et
magelst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glder. Naar
du gaar med, bliver vi sex til Bords -- et udvalgt Selskab, forsikrer
jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de
hjemlige Kjdgryder. --

De havde besrget deres rinde ude hos gamle Bentsen, og Henning
havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa
at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner --
naturligvis i al Skikkelighed.

Han havde dog vaklet lidt. Var det -- trods det, der var sket --
rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var
rigtignok alt andet end tillokkende.

Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin
Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sdvanlig finde i en eller
anden Krog af Stuen, dkkende sig saa meget som mulig for sin kjre
gtehalvdel, og denne elskvrdige Dame, Minnas Moder, fremstillede
sig for ham paa Hderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig
bevgede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske
Magter til Vidne paa, hvor skjndig hendes ulykkelige Barn blev
mishandlet. --

Det gs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige
Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en
Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen -- blot for en
eneste Aften -- trkke Vejret frit i sine Kammeraters Selskab.

Han trngte haardt til det, syntes han selv.

Ser du, lille Snneke, sagde Erik, det kan ikke nytte, du vil
ngte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer
fra Hovedet, Hjrtet eller Maven. Og saa sprger jeg dig som en sundt
tnkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjr bedst i: at gaa og falde
sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med
Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse?
Ser du -- baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar
sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og
viselig i at flge med mig til det Gldens Paulun, som jeg skal aabne
for dine trstende Blikke.

Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under
Vennens og trak ham med sig. --

       *       *       *       *       *

Du burde have fortalt mig, at der var -- Damer med til jert Gilde,
sagde Henning og holdt tvende inde med at tage Overfrakken af, da
de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Dre paa begge Sider
ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsvrelser, hvorfra der nu
og da ld en stjende Latter.

Aa Snak -- saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men
nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig, tilfjede
Erik halvt mellem Spg og Alvor -- du skal naturligvis sidde lngst
borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme
i Fristelse. Og desuden -- Erik slog atter over i sin gamle, kaade
Tone, idet han bjede sin Mund helt hen til Hennings re -- det er
prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.

       *       *       *       *       *

Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste
Nytaarsskud forstummede, da et stjende Selskab forlod den velkjendte
og velrenommerede Restauration, der blandt de indfdte gik under
Navnet Strygejrnet, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede
gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa
Huse paa den modsatte Side for at give Ekko lngere og lngere borte.
--

Det havde vret en magels Nytaarsaften.

Hvor man havde lt og moret sig -- ja, og spist og drukket -- ganske
storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne --
begge Dele lidt blandede, men det havde man vret altfor glad til at
lgge Mrke til.

Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen.
Og Tyveaarsalderens Sorglshed og dens dejlige Luftkasteller kom
frem paany. Leve Glden! Leve jeblikket! Pokker i Vold med den Dag
i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! --

Saa, kom nu. Nu skal vi hjem, sagde Erik. Knud og Holger flger
Damerne hjem.

Naa, saa det gjr de! Henning talte i en overstadig lystig Tone.
Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke
Eva!

Er Du gal, Henning! -- Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme
ld ganske dru. Gjr nu ingen Dumheder -- saa vilde jeg hellere
nske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vr nu
fornuftig og lad mig flge dig hjem.

Hrer I, hvad den Filister siger? Jeg skal vre fornuftig. Gaa
Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke
vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. -- Ikke sandt?

Han bjede sit blussende Ansigt ned til det kjkt tegnede Hoved --
med en koket lille Skindhue -- der stttede sig op til hans Skulder.
Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tt op til
hans re, idet hun hviskede: Lad os lbe vk fra dem!

Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig
ls, og med en kaad Latter lb de to ned ad Fortovet, glidende og
tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne.

Henning, hr, hvad jeg vil sige dig! raabte Erik efter dem.

Aa, lad dem bare more sig! raabte en af de andre. +Felicissima
notte+, mine Brn! Tak for i Aften!

Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav
ned ad Gaden.

Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev
alene tilbage.

I Morgen er han nppe i saa godt Humr, sagde Erik med et
angerfuldt Suk. Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det,
skulde jeg nok have vogtet mig for at fre ham i Fristelse.

Aa hvad -- det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af, mumlede
den anden, men da han mrkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne
til at lse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert
yderligere Forsg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig
af den mere dru Ven fre til deres flles Bolig og Atelier, hvor de
snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrngelser.

       *       *       *       *       *

Gaslygterne -- paa den ene Side af Gaden -- brndte endnu i den
kolde Vintermorgen, skjnt ikke alene Bageren, men ogsaa Hkeren og
Urtekrmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for
lnge siden. --

Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer
siden havde vret klirrende tr, var nu opfyldt af en graalig,
frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde
ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrg
i de Spor, som Vogne og Fodgngere havde efterladt den foregaaende
Dag.

Det var Nytaarsmorgen.

Med hvor mange smukke nsker og gode Forstter havde man ikke
hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsmt i
det gamle, tnkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange
Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se
virkeliggjorte, fr Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen
sin Bane rundt.

Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Dre, for at Folk kunde
trde ind til den tidlige Morgengudstjeneste.

Klokkerne fra Holmens og Vor Frue lod deres strke Malmrster
lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu de og
halvmrke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skr
hen over Sneen, ilede andgtige Kirkegngere, der ikke rigtig syntes
at have faaet Svnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen
under Armen.

Nu og da kunde man ogsaa faa je paa en enlig Fodgnger -- uden
Salmebog -- med Frakkekraven smget op om rene og Hnderne stukne
dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rdkantede jne og blege,
forvaagede Ansigt paa en noget forrdersk Maade sladrede af Skole om,
at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i
Morgenstunden. --

Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede
Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da
det frste, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skret
fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde vre i Tvivl om
at henfre til den sidstnvnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere
befrdede Gader.

Han gik meget hurtig, skjnt den forcerede Bevgelse syntes at koste
ham Anstrngelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt
sig i en af de stlige Aller, stansede han nu og da, stttede sig
med Haanden til et Tr, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde
Taage strmme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt.

Saa syntes han ligesom at gjre Vold paa sig selv for at komme
videre, fortsatte sin Vandring, frst usikkert og slingrende, ikke
som en beruset, men som en Svngnger, der pludselig er bleven
vkket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter
hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet
og drog et stnnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af
sig. --

Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var fgen sammen
udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvr fik Laagen rykket
op, hrte han et Vindue blive smkket til oppe i Huset og saa' et
Hoved forsvinde bag Gardinerne.

Lampen brndte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen.

Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedren. Hans Hnder rystede,
og Kulden, som han ikke havde mrket noget til under Vejs, fr
isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han
gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog
ham i Mde.

Vinduet havde jensynlig vret aabent hele Natten -- og Minna staaet
og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde hre hende inde i
Sovekammeret ved Siden af. --

Men alt, hvad han saa og hrte, og alle de Tanker, der jog pinende
gjennem hans Hjrne, fornam han som i en uklar Drm.

Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var
dunstet bort for lnge siden. Det var snarere, som om noget var gaaet
i Stykker i ham, saa han ikke lngere evnede at tnke og fle klart.
Men midt i denne knugende Slvhed var der en eneste skarp, pinefuld
Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og
dybt, dybt ind i hans Hjrte.

Han gik ud i Kkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om
han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede ls
indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som
hvis det havde vret uskyldige Tmmermnd.

Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere
irriterende Tydelighed. Han flte en led Vmmelse ved sig selv; han
vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire
og tyve Timer tilbage. --

Saa gik han ind og kastede sig fuldt paakldt paa Sofaen i sit
Atelier efter at have drejet Nglen om i Laasen. Der var hundekoldt
derinde. Men han mrkede det ikke. Hans jelaag var tunge som Bly,
men dog vedblev han at ligge vaagen.

Og mrkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Sn, han
tnkte paa.

Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og
Hustru, og Kjrtegn var en sjlden Vare mellem dem. Men lille Aage
plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lgge sig nogen Aften
uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom
ind til ham, skulde han saa berre ham med de samme Lber, hvormed
han nylig havde kysset -- den smukke Eva? -- Var det ikke ligesom en
snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. --

Han skjulte Ansigtet i sine Hnder og stnnede febersygt under Byrden
af de hslige Tanker, der stormede ind paa ham.

Omsider faldt han i Svn og drmte, at det var en dejlig, mild
Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der
gled langsomt forbi Kysten.

Han var omgiven af en Mngde Kammerater, og der blev holdt
begejstrede Taler for det gode og skjnne, og han stod selv op og
holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at vre
ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det
suste og bruste for hans ren, og de lftede ham til Vejrs og raabte,
at han var den frste iblandt dem.

Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. -- Da han saa sig om,
var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper
var bleven til en skrbelig Baad, hvori han sad alene med Minna.

I det samme rejste der sig en isnende kold Blst, der jog Sne og
Hagl ned over dem, og Sen dkkedes med store Isflager, mellem hvilke
Baaden skruedes fast. -- Men inde fra Stranden rakte der sig et
Par ngne, hvide Arme ud imod ham. De kom nrmere og nrmere, greb
tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod.

Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedkkede Gader med
flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han lb eller flj, men de
hvide Arme var stadig om hans Nakke og slbte ham afsted med sig, og
langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad.

Isen skruede sig hjere og hjere op rundt om den. Det bragede og
stnnede derude, og hvert jeblik syntes Ismasserne at maatte styrte
ned og knuse den.

Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tt om hans
Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem.

Og nu ld Bragene strkere end fr; de voxede til en rullende Torden
-- ganske nr ved ham ..

Og saa vaagnede han. --

Minna bankede heftig paa Atelierdren. Luk op, hrer du! raabte hun
med en Stemme, der syntes at kmpe med Graaden. --

Det var hjt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en
klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjget, var
begyndte at t, og Vandet drev i stride Strmme ned ad Mure og
Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i
Allen, var i Frd med at forvandle sig til et snavset, ltende Sle
under Fdderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at nske
gldeligt Nytaar hos Venner og bekjendte.




XIV.


Dagene var begyndte at lnges.

Fra tidlig om Morgenen, indtil Daglyset forsvandt, sad han ved
Staffeliet. -- Han _vilde_.

Han havde tegnet tre eller fire Kartoner til et stort Figurbillede,
kasseret dem alle og saa taget fat paa den femte. Heller ikke den
var han tilfreds med, men han flte sin Uformuenhed til at gjre det
bedre. Saa blot videre -- videre. --

Han spndte Lrredet paa Blndrammen og tog fat paa at male Billedet.
Atter og atter smurte han det over igjen. Naar han havde malet
flittig hele Dagen og endelig syntes, at Gnisten var i Frd med at
komme, saa det ligesom lysnede op i ham, blev det kun endnu vrre,
naar han den nste Morgen kom ind i Atelieret og saa Resultatet af
den foregaaende Dags Arbejde.

Hans Billede stod tungt og indholdslst, uden Friskhed, uden Liv.

Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i
sine Hnder og med en forfrdelig knugende Flelse af, at Evnerne
svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages mjsommeligt Arbejde
spildt.

Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk
eller ny Tanke, og at han ligesaa gjrne kunde opgive det hele. Til
andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og
hvorledes det skulde vre -- det stod altsammen saa klart for ham
-- men naar han saa frte Penslen op til Lrredet, ngtede Haanden
at udfre sin Part, og hvad han malede blev trt, kjedeligt og
haandvrksmssigt.

Men han _vilde_. Og han begyndte forfra og forfra igjen.

Omsider -- en af de sidste Dage fr Kunstnernes Arbejder skulde vre
indleverede til den aarlige Foraarsudstilling -- blev hans Billede
frdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han
gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det
om mod Vggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen
kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg.

Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde fle sig
lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de
lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli.

Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som
han havde evnet. Det kunde jo ogsaa vre, at det var bedre, end han
selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han
befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa
det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjrende for ham, om dette
Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes nsten, at han maatte staa
eller falde med det.

Han havde med stor Spnding ventet paa Maleriernes Ophngning for at
se, hvorledes hans Vesterhavs-Fiskere vilde se ud ved Siden af de
andre Arbejder.

Han var deroppe Dagen fr den sdvanlige Aabningshjtidelighed og
traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke
behvet at hre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for
at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket -- en jensynlig
Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han
beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere
tydelig, end nogen kunde fortlle ham det, at hans Arbejde var
forfejlet.

Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og
Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som
Menneske, syntes at trde frem ogsaa i hans Vrk. I hans Billede
var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsg
paa en kjkkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig
gjldende i selve Indholdet. Der var Tillb til en sund, frisk
Friluftsstemning, men den knkkede over paa Halvvejen og blev til
sygelig Flsomhed.

Billedet var og blev mislykket.

Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater -- Billeder,
der vidnede om Udvikling og om voxende Krfter. Han skammede sig ved
at mrke hos sig selv, at han misundte dem.

De andre gik frem. Skulde han vre ndt til at opgive Kampen som
frugtesls. -- Var Gnisten virkelig haablst slukket? Eller havde
den ikke vret strk nok til at blive andet for ham end en skuffende
Lygtemand?

Nej, det var umuligt. Han flte det saa sandt og vist hos sig
selv, at han havde baade Kunstnerens je og Sind. Livet og Naturen
aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod
at tyde dem, og selv i dette mismodige jeblik mrkede han, hvorledes
det gjrede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. --

Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald -- at han
kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke
den skabende Kraft. Men Paavirkningen -- baade den indre og ydre --
havde manglet ham i altfor lang Tid.

Efter Mdet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Slvhed,
som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv
til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at flge den -- og
bildte sig ind, at det nrmest var, fordi han var for fejg til at
gjre andet -- men det skete med en underlig slv Viljelshed, thi
han havde vnnet sig til at se al Ting graat i graat. --

Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et
Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjrne vilde glemme, og samle
friske Tanker -- saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen.

Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misre, smaalige
Sorger for at leve -- og de truede med at blive meget flelige,
saafremt han ikke fik sit Billede solgt -- men frst og fremmest med
den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjrtig svigtede ham, saa
syntes han, at det maatte fre til haabls Undergang.

Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en
Ansgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var
bedrveligt nok at tnke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes
at afhnge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de
lumpne Penge vilde stte ham i Stand til at rejse ud og vinde
friske Krfter, skabe et nyt Vld i den udtrrede Kilde, og derfor
blev det alligevel -- hvor prosaisk det end var -- et Livssprgsmaal
for ham.

Men det havde de rvrdige Professorer nppe nogen Anelse om. Naar
hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt,
at han vilde faa Stipendiet.

Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde
bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid
-- men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede.

       *       *       *       *       *

Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de
gjkkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge
Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig
igjen og lade det falske Smil efterflge af stride Regnstrmme og
raslende Haglbyger.

Gader og Torve laa klig forfriskede i et Regnbad, der havde
efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere
af begge Kjn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnbet
Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstjet, hastede nu
med blaalig anlbne Kinder og rde Nsetipper langs med Husrkkerne,
under ihrdige, men ofte frugteslse Anstrngelser for at holde
Paraplyen stik mod Vinden. --

Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de
Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde
rlig gjre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud
for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han flte, at han
trngte haardt til.

Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette
Forst og give sig i Frd med at udfre det, men der stod saa meget
paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsgt til at rejse
sig igjen efter det sidste Nederlag. --

Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte
Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig.

Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten
mdte han en Svrm af besgende: kritisk udseende Herrer og Damer,
der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nrmede sig
Udgangen; Gjster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud,
som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at
stve igjennem, fr de med en rolig Samvittighed kunde lgge deres
mdige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge.

Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for
at vente, til Bygen var trukken over, og i Svrmen saa Henning et Par
bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive ndt
til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke flte sig
videre oplagt til. --

Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til hjre, hvor der stod
en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder,
bestemte til anden Ophngning, og stod i Begreb med at gaa op ad
den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets
Bude, gamle Blsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind
og omhyggelig brstede Filthat havde et saa officielt Prg, at
ingen kongelig Kontorchef havde behvet at skamme sig ved at bytte
Klder med ham. Blsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under
Hdersnavnet Chefen blandt Akademiets Elever, der kjendte hans
knirkende Stvler i halvtresindstyve Skridts Afstand.

Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med
et fortroligt: Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf
Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til
Dem. Det var saa grumme heldigt. Vrsgo', Hr. Bentsen!

Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmssig udseende
Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes
tilbjelig til at indlade sig i nrmere Samtale, gik Blsenberg
videre efter at have gjort en kort Bemrkning om det grumme triste
Vejr. --

Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa
Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tvede med at aabne det. Saa
rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den
sdvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. --

Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid
var bleven rmmet af det udstillingsbesgende Publikum. Den smkkede
i bag ved ham med et lydeligt Drn, som om den for evig Tid vilde
lukke ham udenfor de indviede Mure.

Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende,
mrk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de
endnu bladlse Trr rundt om Hesten.

Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen
helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit
ensformige Prik-Prik. De rde Lygter blev satte udenfor Theatret, og
de frste Theatergngere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til
Plakaternes Bemrkning om, at Indgangen aabnes Kl. 6 -- begyndte
saa smaat at indfinde sig. --

Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han
ikke gaa. Dr ventede ham ingen Opmuntring.

Han tnkte paa, hvor helt anderledes det vilde have vret, dersom han
hjemme havde fundet den Kjrlighed og Forstaaelse, som kan hjlpe en
Mand til at overvinde selv de strste Hindringer og forsone ham med
de bitreste Skuffelser, han mder ude i Verden.

Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og
kunde ikke blive anderledes. Han flte ikke lngere nogen Bitterhed
mod Minna, snarere en bedrvelig Medynk baade med hende og sig selv.
Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han
finde dem?

Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens
Mcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge
Kunstnere frem.

Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med
Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortlle ham, at hans Fremtid
som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at
faa friske Krfter, og bede ham om de ndvendige Penge som et Laan.

Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere
Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige
Hundredetusender.

Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum
ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilvrelse.

Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant
Belb. Jo mere han tnkte derover, des mere sandsynligt forekom
det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove
Forsget. Da han frst var kommen saa vidt, syntes han, at det var
bedst lige strax at stte Beslutningen i Vrk. --

Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjre
Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opstte det.

Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand
boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa sprgende op og ned ad ham
og bemrkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde
gjrne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage
for at bede Henning trde ind. Excellencen skulde strax vre til
Tjeneste.

Henning befandt sig i en rummelig Hjrnestue, halvt Bibliothek,
halvt Arbejdsvrelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus,
som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan
tilvejebringe.

Over Skrivebordet hang en gte Rembrandt, paa den modsatte Vg nogle
Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt blde, dmpede Farver,
tunge, mrkerde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bger,
indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mrkegrnne Planter i
smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sder, et Tigerskind med
udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. --

Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hrte nu og da en fjrn
Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart
endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at vre i en
blid og medgjrlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe,
at Excellencen maatte vre tilfreds med sin Middag. --

Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod
Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Mje med at trnge
ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dmpet.

Han havde sat sig paa en af de smaa Hjrnesofaer og lnede Hovedet
mod Rygstdet. Hans Blik strejfede rkeslst de forskjellige
Gjenstande i Vrelset, medens han forestillede sig, om Excellencen,
hvem han aldrig havde set personlig, var en hj, imponerende
Skikkelse eller en lille, tr, mager Mand; om hans Stemme var barsk
og bydende eller muligvis fin og sleben som en gte Hofmands. --

Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemrker og vandrede
langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Vrelset var
opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den strke
Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det,
faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstd; de Billeder, der drog
forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. --

Et pludseligt Lysskr vkkede ham af den Ds, hvori Trtheden og
den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige
Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var
traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa
Skrivebordet og derpaa forsvandt.

Jeg beder Dem -- bliv kun siddende, sagde Hs. Exc. med et fint,
maaske en lille Smule ironisk Smil. Tr jeg sprge, hvormed jeg kan
vre til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke fr at have havt den Fornjelse
....

Jeg tr maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt
ubekjendt, sagde Henning.

Nej -- Excellencen raadfrte sig med Visitkortet, som han endnu
havde i Haanden. -- De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke
sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar --
nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?

Ja desvrre, svarede Henning. Det er et mislykket Arbejde, som jeg
ikke burde have udstillet. Jeg ...

Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De vret mindre heldig i Aar, kan
De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men
hvormed ...

Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse
at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han
ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde vre en
hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand.

Hvormed ...?

Henning sgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han
havde paa Hjrte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede
Mand og hrte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt
ironiske, halvt opmuntrende Smil.

Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan
Anmodning uden at vre personlig kjendt af Dem, sluttede Henning,
og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke
havde en saa bestemt Flelse af, at hele min Fremtid ...

Ja vist, ja vist, afbrd den lille Excellence. Saaledes er det med
dem alle -- med dem alle. Det gjlder altid hele deres Fremtid. Men
det er umuligt at hjlpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil
gjrne gjre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt.
-- Jeg forsikrer Dem, kjre unge Ven, at selv den strste Formue
vilde spille Bankerot, hvis man skulde trde hjlpende til i alle
Tilflde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.

Jeg havde ikke tnkt mig at modtage denne Sum som en Gave, sagde
Henning, hvis Kinder begyndte at farves rde, ikke saa meget af
Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid vre lige saa vel
motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del
Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere
flte det ydmygende i Situationen.

-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et
Laan. Jeg havde tnkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed,
og ... Han stammede lidt i det ... naar jeg skaffede behrig
Sikkerhed for Prmiens Betaling, vilde Gjlden jo i vrste Tilflde
blive betalt ved min Dd, og Deres Excellence eller Deres eventuelle
Arvinger vilde saaledes under ingen Omstndigheder kunne gaa tabt af
Kapitalen ...

Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne
indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa
det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...

Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en
Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre,
hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere kligt.

Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig
til Dem, sagde Henning og rejste sig. Trods Deres Excellences
Bemrkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have
gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde vret meget haardt tvungen
dertil.

Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa jne.

Ja -- det gjr mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke vre Dem til
Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Belb muligvis hjlpe Dem i en
jeblikkelig Forlegenhed, saa ...

Han gjorde en Bevgelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen,
men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde
misforstaaet hans sidste Ytring.

Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid
meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.

Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin
aldrig svigtende, tilknappede Hflighed et Par Skridt henimod Dren.
--

Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning
mellem Skyerne, og Blsten, der jog fejende omkring Gadehjrnerne,
havde trret Fortovene, saa kun de strre og mere udholdende
Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujvne Fordybninger.

Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig trt, som han var det
legemlig.

Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at
forflge ham. Det var, ligesom den paandte ham en Flelse af, hvor
lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en
Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han
blev saa og saa gammel, skulde han vre naaet saa eller saa langt
frem. Det var en Art Mileple, han opstillede paa sin Fremtidsvej.

Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forstter bag ved,
at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at fje ny til --
for ogsaa at bryde dem.

Der havde vret en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt,
vilde have opflammet hans Energi og gget ham til at trodse sine
Uheld. -- Han kom til at tnke paa den Dag, da han som ganske ungt
Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit
Maleri til Fabriksinspektren, der med saarende Ord havde raadet
ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt
en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan
hrde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Flelse lod nu til at
vre dd for ham. Han kmpede med sig selv for at kalde den til Live
igjen, men det vilde ikke lykkes.

Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet
og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen
bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at
begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skbnen
maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende.
--

Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der
atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredslb. --
Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og
kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tnde Lys. Han laa og
stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde
faa begyndt paa et nyt Arbejde.

Deres Sovekammer stdte op til den bageste Vg i Atelieret, og en Tid
lang kunde han hre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af
Stuen, og al Ting blev ganske stille.

Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i
en halvt drmmende Tilstand, under hvilken han maatte gjre Vold paa
sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhngende til hinanden, da
han pludselig blev skrmmet op ved en kort, rallende Hoste, der ld
inde fra Sovekammeret.

Den varede kun et jeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig,
lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Brn undertiden hoster i Svne,
og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af
en overdreven, sygelig ngstelse for Barnet, sprang forskrkket op og
ilede ind i Dagligstuen.

Men Minna, der havde vret nrmere ved Sovekammeret, var allerede
kommen ham i Forkjbet, havde vret inde og taget Barnet op og kom nu
lbende ind, brende det paa Armen.

Men Gud -- han kvles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?

Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis
Bryst arbejdede med en krampagtig Stnnen. Dets Ansigt var blegt, med
et let blaaligt Anstrg, og jnene havde et forpint Udtryk, som om de
ytrede en stum Bn om Hjlp mod den usynlige Fjende, der plagede det
lille Legeme.

Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft! skreg Minna.

Han var lige saa bleg og forskrkket som hun og famlede efter sin Hat
for at lbe efter Lgen.

Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at
fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men
derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som frste Gang,
kun mere besvrlig og langvarig.

Henning vendte sig om i Dren og saa med et fortvivlet Blik hen paa
Moderen og Barnet. Han hrte endnu Minna skrige: Aa Gud -- det kan
da ikke vre Strubehoste! -- Men derpaa fr han ned ad Trappen,
gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt
Vinger. --

Han lb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand
kan lbe, naar det gjlder om at frelse et Liv, der er ham mere
dyrebart end hans eget.

Han lb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste
Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende
Sting, han flte i Siden, og lb videre og videre uden at nse,
hvorledes Blodet strmmede til hans Hoved og pressede sammen om hans
Hjrte.

Der var en ddelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak
sig i den stumme Smerte. Hans jne brndte, og han havde en tr,
kvlende Fornemmelse i Halsen.

Hans Sn -- hans prgtige Dreng d!

Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket.
Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige
Bleghed over de elskede Trk. Han saa dem komme med Ddens uhyggelige
Attributer for at skrinlgge det kjreste, han ejede. Han hrte
dem hugge Smmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved
dirrede derved. Hans Bryst snredes sammen, og han lb -- lb som en
afsindig. --

Lgen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde,
hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og
rullede afsted til hans Hjem.

De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine
Arme. Lgen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for
at se ham ned i Halsen.

Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet,
spurgte, om Barnet havde vret hs i Lbet af Dagen.

Nej, lille Aage havde vret fuldkommen rask og lige saa kvik og
munter, som han plejede. Kunde det vre muligt, at det var den
skrkkelige Strubehoste?

Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjre
i jeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et
Tilflde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at
angribe Smaabrn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe
det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve
Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa
Recepten.

Henning lb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa
Natklokken, fr den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind
i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte
vente, indtil den svndrukne Apothekerlrling fik Medikamentet
tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige
saa mange Aarhundreder.

Hans Sn -- hans lille, prgtige Dreng! Det var de samme Ord,
formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham.
Og paa samme Tid flte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at
have Medlidenhed med hans Hjrteangst. Men han kunde ikke fje Ord
og Tanker sammen til en Bn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der
undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes
det fra sin Brnelrdom -- skal vre idel Lys og Retfrdighed.

Det blev ved at kmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig
tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvlende hede Fornemmelse
i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende
sig frem for hans opskrmmede Tanker og med den samme heftige, men
afmgtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bn. --

Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens
de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med
ngstelig Spnding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det,
saa lnge det laa hensunket i et kort Blund, og begge to flende det
samme isnende Stik i Hjrtet, hver Gang Hosten kom igjen.

Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa
Kjrlighed og Overbrenhed med hinanden -- for alt det stygge,
der havde vret i deres Samliv? Kunde Skbnen ville ramme dem saa
forfrdelig haardt?

Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at
alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa
uendelig smaat og betydningslst.

Dette var den frste store Hjrtesorg, og den var kommen saa
pludselig og overvldende. Han foragtede sig selv, fordi han fr
var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og
indholdslst, hans Krfter opbrugte. Nu saa han frst, at han kunde
lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive
sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun
ikke det. --

De laa paa Kn, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor
der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brndte paa Bordet og
kastede sit Skr hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i
Svne.

Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem --
Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som
fik deres Hjrter til at bve og snrede deres Bryst sammen i kvalt
Graad. De frste, usikre Skridt paa egen Haand, de frste, stammende
Ord, den frste Fdselsdag og det frste Stykke Legetj. Hvert lille
Fremskridt, der var forekommet dem som et mrkeligt Vidunder. Barnets
pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets mme Kjrtegn -- denne
friske Barnemund, der bd sig saa lokkende til Kys, og disse runde,
blde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke
med et Overmaal af barnlig Kjrlighed. Og alt det skulde vre forbi.
Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det!

Dagslyset begyndte at kmpe med Skret fra Lampen og fik mere og mere
Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og
forstukket sig under Mblerne, trak sig lngere og lngere tilbage og
forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendmring. --

Det havde allerede en god Stund vret saa lyst udenfor, at man kunde
have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde
Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Trerne ude i Allen begyndte
at istemme sin Morgenkoncert, frst en enkelt Sanger og derpaa hele
Skaren. Men de hrte det ikke. Solen sendte sine frste smaa Lysglimt
ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mrke dertil.

Barnet var faldet i en fast Svn; det syntes at trkke Vejret
lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom
svagere og med lngere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at
vende tilbage paa Kinderne.

De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men
de turde ikke stole paa det. De saa' sprgende paa hinanden, vexlede
nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevgelse, og bjede sig
hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag,
snart grebne af Uro over den lange Svn, snart givende sig mere og
mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. --

Pigen, der var bleven oppe for at hjlpe dem med at passe den lille
Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Kkkenet
og kom nu ind med en Prsenterbakke, som hun satte paa Bordet i
Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og
rakte sine Arme frem.

Nattens frygtelige Angst og Spnding gjorde paa n Gang Plads for en
Flelse, saa glad og befriende, som de nppe fr havde kjendt den.
De lagde sig paa Kn ved Barnets Seng, bedkkede hans Pande, Mund og
Hnder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret,
halvt ngstelig paa dem.

Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke grde, sde Moder,
stammede den lille Fyr.

Deres Blikke mdtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kmpende
hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene
i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en
lidenskabelig Hulken.

Aa, Henning -- Henning, mumlede hun -- Vorherre har vret meget
bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det
...

Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bjede sig ned og
kyssede hendes Pande.

Da Lgen kom igjen op ad Formiddagen, erklrede han, at der ikke
var nogen som helst Grund til yderligere ngstelse. Det havde
kun vret et Tilflde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis
Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den gte.




XV.


Han var bleven revet ud af sin Slvhed og mindet om, at han endnu
havde noget at leve og arbejde for.

Allerede et Par Dage efter, at lille Aage var bleven rask, stod der
et Udkast til et nyt Billede paa hans Staffeli, og han mrkede, at
noget af den gamle Arbejdslyst var kommet over ham igjen. -- Han
arbejdede flittig, gjorde sig Umage for at jage alle Graavejrstanker
paa Flugt, om de end meldte sig nok saa paatrngende, og sgte paany
at afvinde sit Forhold til Minna de bedste og lyseste Sider.

Hun prvede, saa godt hun kunde, paa at komme ham i Mde. De vilde
aabenbart begge to saa gjrne holde fast ved deres gode Forst, naar
det blot maatte lykkes.

I den frste Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og
mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at vre. Men hun forstod
ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det frte ikke til
andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var
lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente
kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjrnt de stod hinanden,
og hvor haablst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive
anderledes. --

Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trngt til at have en
Sttte i hinanden. Henning maatte prve en hel Del af de Ydmygelser,
som Pengend frer med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som
tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting.

Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjrne
Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget
bedre end hun selv. -- Kunde Henning ikke begynde paa noget andet
end at vre Maler; det frte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det
ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans
Arbejde. Men det saarede ham, og han tnkte med Bitterhed paa, hvem
der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det.
--

Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede.

Enkens Sn skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit
Barns, en halvvoxen Sns Ddsleje. Han arbejdede undertiden med
en overdreven Anspndelse af alle sine Evner og nrede en sygelig
ngstelse for, at den Gnist, som han nsten med Vold og Magt holdt
fast, skulde svigte ham, fr han blev frdig.

Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen
lngere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende
Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et
Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden.

De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage
til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge
i Huset.

Det var usdvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om
Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brndte
en under Fdderne.

Ude i Allerne, hvor Trerne havde faaet det stvede og forjaskede
Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er
forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige
Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak
sammen i stedse tttere Masser, medens nu og da en pludselig, let
Susen i Trtoppene spaaede om, hvad der var i Vente. --

Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og
da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste
Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at
overnatte i Byen.

Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og
vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde
stadig hrt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjnt hun var sr
og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode,
naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden
havde brudt fuldstndig med sin gamle Omgangskreds, havde vnnet sig
til at fje hende i dette Punkt. --

Han slntrede langsomt ud ad Broen og Allen, medens han med en
rkesls Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede
forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjbenhavneren,
naar han er ude for at more sig.

Fr han rigtig vidste af det, var han kommen i Nrheden af
Runddelen. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket
der gives Forestillinger i Sommerssonen, og i Mangel af bedre
Sysselsttelse gav han sig til at studere en af de gloende rde
Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen.

Spasereturen gjennem den skyggefulde All, hvor det dmrende
Halvmrke havde fortrngt Dagens brndende Solhede, og Synet af den
brogede Menneskesvrm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt
ham ind, at han lige saa gjrne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det
lille Theater som paa ethvert andet Sted.

Han lste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken
der hang en graalig Taage af l- og Tobaksdunster, som halvvejs
skjulte det talrig tilstedevrende Publikum, der havde grupperet sig
omkring de smaa firkantede, under Vgten af Smrrebrdstallerkener,
Iskageassietter, lkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde.

Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den
redvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse
Stemmers Ejermnd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et
Par Gange, saa lidt som den utrttelige Dirigent i at efterkomme de
for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer.

Skjnt der ikke lod til at vre saa megen tom Plads i Salen, at
man kunde stte sin Stvlehl der, lykkedes det dog en Opvarter
med beundringsvrdig Behndighed at bugsere Henning helt op foran
Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed
tilvejebragte baade en Stol og et Bord.

Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt.
Han sad og kiggede i Programmet og tnkte allerede saa smaat paa at
gaa sin Vej, saa snart han var frdig med sit Smrrebrd og l, thi
Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets
lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den
allersvageste Fristelse for ham til at blive. --

Men Tppet gik op, fr han kunde slippe ud, og han besluttede da at
finde sig taalmodig i sin Skbne, til Stykket var spillet til Ende.
Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier.

Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes
at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end
paa en langvarig Prve. Der var rbare Borgerfamilier med deres
voxne Dtre; unge, flot kldte Herrer, der aabenbart tjente den
letfodede Mercurius, og hvis stjende Bifaldsytringer dundrede
gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjrester,
og gamle Pensionister, som tydelig nok hrte til de trofaste
Stamgjster, fordi de mente, at de lige saa gjrne kunde drikke
deres l her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige
Madammer, der af Hjrtens Lyst nd Komedien med den troskyldigste
Andagt prget i deres rdmussede Ansigter. Der var unge og gamle,
blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre je;
blegnbede Fabrikpiger, som lo paafaldende hjt og saa sig omkring
med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et
af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller
Journalister. --

Henning, som havde vret optagen af at udskille Bestanddelene i det
brogede Selskab, blev pludselig opmrksom paa, hvad der foregik
paa Scenen, ved at hre Klangen af en ualmindelig frisk og klar
Pigestemme, der ld paa en for ret hjst velgjrende Maade mellem de
andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer.

I det samme brd en vldig Bifaldssalve ls paa Tilskuerpladsen,
og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige
Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperkken.

Det maatte vel vre Debutantinden.

Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden.

Det var en endnu ganske ung Pige, paa hjst en Snes Aar. Det mrke,
blanke Haar var strget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet
Pande. jnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk.
Skikkelsen var rank og smkker. Den sorte Fljls Spencer sluttede
om en Figur, som vilde have vret vrdig til at staa Model for en
Phidias' Fremstilling af klassisk Skjnhed.

Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringslshed uden paa nogen
fremtrdende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et
musikalsk Foredrag, som disse Brdder vistnok sjldent var Vidne til.
Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningslse som hele Rollen
og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en
ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. --

Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa
hj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmrksomhed. Men jo mere han saa
paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed.

Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham
paa Forstadstheatrets Brdder, kun noget hjere og rankere og med en
mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i jnene og det
lille klgtige Trk om Munden syntes at vre ganske det samme.

Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes
Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han
sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa
hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tppet faldt.
En dundrende Applaus, forstrket med Banken af Stokke og Paraplyer
mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny
Skuespillerinde.

Henning lb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at
hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen.

Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han
indsugede begjrlig den klige Luftning, der slog ham i Mde.

Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drm; var
nsten tilbjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et
Puds. En saa mrkvrdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i
den fjrneste Forbindelse med hinanden! --

Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den frste Gaslygte,
han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at lse hendes Navn.

Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver.
--

Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgngerske. Han flte
et heftigt nske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at
Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra frst af havde troet.
Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde ve
en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant
Resultat ved at se hende endnu en Gang.

Da han skulde til at rejse hjem den paaflgende Morgen, faldt det ham
et jeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag lngere
i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog nppe
var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevgt.

Der var endnu Tid til at komme afsted med det frst afgaaende Skib.
Saa skyndte han sig med sin Paakldning og begav sig sporenstregs til
Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. --

Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjnt
han flere Gange havde noget at besrge, undgik han at tage til Byen.

Han havde troet, at det var lykkedes ham at trnge Erindringen
om Margrethe Aaby og deres sidste Mde i Baggrunden. Han havde i
alt Fald kmpet rlig for at gjre det, og Bevidstheden om hans
Flelsers absolutte Haablshed havde maaske tildels hjulpet ham
dertil.

Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. --

Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjster flyttede
ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at
hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres
Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man
hellere lade vre at ligge paa Landet, sagde hun.

Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet,
uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden,
at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. --

Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle
Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe
sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at
hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde fr vendte tilbage
til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa
Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til n og
samme Skikkelse.

Et Par Gange prvede han paa at nrme sig Minna, ligesom han vilde
sge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men
Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste
hans Tilnrmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade.

Han blev tilsidst ked af sin frugteslse Kamp og overtalte sig til at
tro, at han havde havt Ret i sin frste Betragtning, og at han gjorde
bedst i at se denne Dobbeltgngerske endnu en Gang med lysvaagne jne
hellere end at lade hende regere uindskrnket i hans Fantasi. --

Det var en sex Uger efter den frste Aften, han havde spaseret ud til
Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer
paa Flugt. Lvet havde faaet det frste gullige Anstrg, og Bladene
hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blsten
sendte et skarpt Pust gjennem de rvrdige gamle Lindetrr. --

Men de mrke Aftener skrmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer
ud til Sommertheatret, hvis srlige Attraction var den aarlige
Revue med sine paa jeblikkets brndende Sprgsmaal mntede
Brandere.

Denne Sson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny
Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det
himmelske Rige. --

Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume flte han sig
betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mrke til -- og det var
med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor
visse, af en naturlig god Smag afstukne Grndser, hvor meget Rollen
end indbd til allehaande sceniske Udskejelser.

Der var over hendes Person og Optrden udbredt en kvindelig Anstand,
som traadte endnu strkere frem i disse Omgivelser, og alligevel
forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det
strkt blandede Publikum.

Bifaldet, der ld, naar hun havde sunget en af sine Viser, var
ligefrem bedvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig,
lidt ringeagtende Maade.

Henning bestrbte sig for at forstrre ethvert Trk hos hende, som
kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var jeblikke, hvor
den irriterede ham; hvor han flte Uvilje mod dette Pigebarn, der
understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt
under i alle andre Henseender end den tilfldige, ydre Lighed.

Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjves Umage for at
aflure hende en uskjn Bevgelse, et Blik eller et Smil, der kunde
virke frastdende paa ham -- altsammen til ingen Nytte.

Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion
beroede paa Lamperkkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa
hende. Paa nrt Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af
hende, og dermed vilde Kogleriet vre forbi.

Han fandt paa de mrkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og
den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i
Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde
set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget jnene til sig
med en Rdmen, der kom og forsvandt lige hastig. --

En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke fr
Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle
Betnkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt
til Direktren, der nppe vilde have noget imod at prsentere ham for
Theatrets Primadonna.

Gjennem en Bagdr og ad en skrbelig Pindevrkstrappe kom han op
bag Scenen, omkring hvilken der lb en snver Gang med Dre ind til
Skuespillernes Paakldningsvrelser. Luften, der slog ham i Mde,
var mttet af Gasos, Cigarrg og en strk, gjennemtrngende Duft af
Patchouli.

Dren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som
Paakldningsvrelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en
Skuespiller i Skjortermer, der arbejdede ihrdig paa at fjrne
Sminken af sit Ansigt ved Hjlp af Fedt.

Medens Henning stod et jeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa,
kom Direktren ham i Mde i egen Person, endnu ifrt sit Kustume som
kinesisk Kejser og dampende af alle Krfter paa en Cigaret.

For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Vrs'god, kom
indenfor. Det var pnt af Dem at se herop.

Han frte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nrmest
Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktrens Paakldnings- og
Arbejdsvrelse.

Ved den ene Vg stod et langt Fyrretrs Bord; midt paa dette et
Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, sker
med Pudder, Parykker, Skg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et
Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krllede Slips, en
sort Silkehat, Stumper af kulrt Tarlatan og Shirting -- hulter til
bulter mellem hinanden.

Sofaen ved den modsatte Vg var skjult under en ligesaa broget
Mangfoldighed af de mest heterogene Bekldningsgjenstande, ligefra
kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole.

Direktren samlede det sammen i en mgtig Bylt, som han smed hen
i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han
selv satte sig overskrvs paa en Stol, der stod foran et gammelt
Skrivebord henne ved Vinduet.

Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi
endnu har havt herude. Og den trkker voldsomt. Baade den og vor
ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har vret en
brillant Sson.

Javist -- sagde Henning lidt nervst. Hvor har De for Resten faaet
fat i Deres ny Primadonna?

Et rent Tilflde, kjre Ven -- et rent Tilflde. Men hun er
magels -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame! udbrd Direktren
begejstret. Sikke Bevgelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne
og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa
dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.

Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne? spurgte Henning og
tndte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktren bd ham.

Nej -- Fanden heller. Aldrig fr sat sine Fdder paa Brdderne. Hun
skulde have vret til det kongelige til nste Sson -- jo, gu' er
det sandt, forsikrede Direktren med en strk Gestus, da han lagde
Mrke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. Hun havde allerede
aflagt Prve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok
syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at
vide, at hun sgte Engagement for Sommeren, fordi hun var ndt til at
klare for dem derhjemme.

-- Ja, ser De, -- da jeg netop var svrt i Knibe for en Primadonna,
og jeg havde hrt, at hun skulde vre noget extra i Subrettefaget,
saa tilbd jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar,
forstaar De, at hun omsider slog til, skjnt -- rlig talt -- jeg
mrkede nok, at hun gjorde det forbandet ndig.

Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det
er vel grundmuret? -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem
i en let henkastet Tone.

Hendes Rygte, min Fa'er! -- Direktren gjorde atter sin
ejendommelige, store Gestus. -- Om det saa var min egen Datter,
kunde jeg ikke nske hende et bedre Rygte. Hun mder prcis til
Prver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er hflig og
tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Nsvisheder. Kommer man
hende for nr, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde
Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at
komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt
Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjrer hjem
sammen. Det hrer med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets
Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er
forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok, sluttede Direktren sin
Lovtale, der var fremfrt med en Tungefrdighed, som havde gjort ham
helt stakaandet.

En hel Sfinx, synes jeg, bemrkede Henning. Jeg skal for Resten
ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse
for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nrer
stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke prsentere mig for
hende? tilfjede han lidt nlende.

Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik! Med disse Ord gjorde
Direktren et spgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings
Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre
alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke.

Aa Snak -- det vilde jo vre Snrperi, paastod Henning, der blev
mere og mere ivrig. Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske
tilfldig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme
herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre
end simpel Hflighed, at De prsenterer os for hinanden.

Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.

Direktren rejste sig, stak Hovedet ud af Dren og raabte ud over
Trappegelnderet: Aa, Truelsen -- vil De sige til Frken Schmidt, at
jeg gjrne vil tale med hende, fr hun gaar.

Javel, Hr. Direktr, ld en Stemme nedefra.

Direktren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning
med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men
Henning hrte kun det halve af dem, medens han i strk Spnding
ventede paa hendes Indtrdelse.

Det varede en halv Snes Minuter. Saa ld der Skridt udenfor, en kort
Banken paa Dren, og hun traadte ind. --

Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel,
men tkkelig, mrk Dragt, der fremhvede hendes ungdommelige
Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen.

Han lagde Mrke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig
Klang, da hun svarede Direktren paa nogle Sprgsmaal om en Rolle,
han havde givet hende. Hun gjengjldte Hennings Hilsen, men vendte
sig strax igjen om til Direktren, vexlede nogle Bemrkninger med ham
om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage,
hilsende begge Herrerne med en let Hovedbjning.

Naa -- det fik vi ikke megen Fornjelse af, udbrd Direktren, da
hun var gaaet. Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men
et magelst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min
Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tnkt paa det,
kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjre
hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor
Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da
ogsaa nederdrgtig dumt -- ne-derdrgtig!

Direktren klede sig med en fortrdelig Mine bag ret. Henning
spurgte, hvad det drejede sig om.

Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges
et Portrt i naturlig Strrelse af den Skuespillerinde, der spiller
Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det ndvendigt,
at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo
leje et Portrt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal
naturligvis vre rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og
de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget
Arbejde for Dem, men det havde ellers vret en ypperlig Lejlighed til
at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjbet gjort mig
en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behvet at sidde for Dem en
Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke fr tnkte paa det!

Direktren vedblev at kl sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede
urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var
der saa i, at han portrterede den unge Skuespillerinde?

Skulde en Kunstner, fordi han var gtemand, ikke have Lov til at male
et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham?

Tilsidst blev Fristelsen ham for strk, og efter at Direktren en rum
Tid havde kradset sig bag ret og slaaet sig med den flade Haand paa
Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der
var rget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit
Forslag.

Det er vel ikke for sent endnu, hvis De nsker, at jeg skal male et
Portrt af Deres Primadonna, sagde han lidt hastig.

Nej -- vil De virkelig? Direktren saa op med et gldestraalende
Blik. De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til
hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte
Kunstnere til at tage det omtalte Portrt af hende. De kan saa dejlig
sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjl skal forstyrre Dem. Det
var prgtigt!

Naar skal jeg komme? spurgte Henning, stadig lidt febrilsk.

Hvis det passer Dem, kan vi jo stte i Morgen Formiddag Klokken
tolv? -- Saa skal jeg srge for, at Frkenen venter paa Dem ovre hos
mig. Det er altsaa et Ord?

Ja.

Direktren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han
gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en
noget urolig Stemning.




XVI.


Flotte Schmidt havde i sin Tid vret en yndet Skuespiller i
Provinserne.

Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde
spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og
isr havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i
Elverhj, Peter i Capriciosa, Jokum i En Sndag paa Amager o.
s. v.

Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den
Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige
Kunstvenner tolkede ham deres Beundring.

Han havde rigtignok allerede den Gang vret godt oppe i fyrrerne,
men hans Figur var rank og smkker, Haaret fyldigt og skinnende
sort, jnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde
kjendt til den delggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun
Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjnhedsmidler baade
ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys.

Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang vret saa
fager en Frste-Elsker, som nogensinde har sat sine Fdder paa en
Provinsscenes Brdder.

Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da
hans Stjrne var i Frd med at dale; da baade Theaterdirektrer,
Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjnsomme mod den
feterede Frste-Elsker.

Men han havde vret en smuk Mand endnu. Havde det ikke vret paa
Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Lspen, som han i Grunden
aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden
han var begyndt at bruge forlorne Tnder, vilde han upaatvivlelig
endnu have kunnet hvde sin Rang som en frste Klasses Skuespiller
blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ldre, og maaske
ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man
ondskabsfuld nok til at lgge mere Mrke til den omtalte Smule Lspen
-- den, som de unge Provinsskjnheder netop i sin Tid havde fundet
allerkreste bld og indsmigrende. --

Men hun, mod hvis ubefstede Hjrte den endnu bedaarende
Frste-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for
andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.

Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjstgiverenke i en lille
idyllisk, jydsk Kjbstad, og hendes salig Mand havde netop vret dd
halvandet Aar, da Skbnen frte den flotte Schmidt til hendes Hus.

Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktr, havde
pludselig hvet sit Engagement, og forfulgt af imaginre Kabaler og
alt andet end imaginre Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende
til Fods med en tom Vadsk og en tom Mave -- men med omhyggelig
friseret Paryk -- til den flsomme Enke.

Hans mrke, ildfulde jne og maaske endnu mere et staaende smerteligt
Trk om hans smalle, fine Lber, der fortalte om en hel Verden af
haablse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam
Henriksens gode Hjrte kunde modstaa.

Hun begyndte med at fle Medlidenhed med den smukke og galante
Mand, hvis fintflende Sjl var saa daarlig rustet til at bre den
misundelige Verdens snedige Forflgelser; hun gik over til for fuldt
Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forlb med at
gifte sig med ham.

Flotte Schmidt blev retmssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og
Hjrte, men ogsaa af det ret indbringende Gjstgiveri. --

Medens han havde gaaet paa Frierfdder hos Madam Henriksen, havde han
ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv
med dets tomme Triumfer og falske Glder, hvilke var to af Hr.
Schmidts Yndlingsudtryk.

Han nskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og
afsides Krog, isr naar han maatte vre saa lykkelig at finde en del
og trofast Kvinde, hvis Kjrlighed vilde vre ham mere dyrebar end
alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.

Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille
Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste
Betydning, thi han lod den forhenvrende Enke ligesom fr passe hele
Bedriften og nd imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige
Flelse, at han ikke lngere havde ndig at srge for den Dag i
Morgen.

Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte
at lnges efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og
selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for
Gjstgivergaardens undrende Gjster, tabte deres Tillokkelse, da det
gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperkkens
flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer.

Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag.
Han mdte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skg, og han
mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst
og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende
Mesterskab) lngere formaaede at vkke hans indslumrede Livsaander.

Madam Henriksen -- eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes -- blev
alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes
sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden -- med Undtagelse af det
eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt -- var en
fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.

Og det var en virkelig rrende Omsorg, hun viste for at adsprede og
opmuntre sin mismodige gteflle, men alle hendes Bestrbelser kunde
ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spnding.

Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig -- thi trods sin Kones Svaghed
overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende -- og betroede
hende rent ud den store Plan, han lnge havde gaaet og grundet paa.

Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhnde
Gjstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han
vilde flge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstndigere
Stilling -- som Direktr i egen Person.

Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin
gteflle. Han var snild nok til fornemlig at fremhve de materielle
Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke -- naar det gjorde Lykke --
fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjstgiveriet
i et helt Aar.

Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende,
at han ikke selv vilde optrde mere. Han sagde med et af sine
uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Flelser. Han
kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller
er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udstte en elsket
Hustru for Skinsygens Lidelser.

Nej -- han vilde kun benytte sin prvede, dramatiske Erfaring som
Leder og Direktr. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var
bleven opmrksom paa hans Selskab og dets fremragende Prstationer,
vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun,
hans kjre, elskede Hustru, med sit sjldne Blik for det praktiske,
kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han srgede for
Publikums aandelige Bespisning. --

Der var ingen Tvivl om, at de vilde hste Guld og re i fuldt Maal,
naar blot det kjre Barn vilde fje ham.

Det kjre Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenvrende
Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen,
hvad hendes Mands Forslag vilde fre til, hvis hun var taabelig nok
til at gaa ind paa det.

Hun stred endogsaa lnge imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest
smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.

Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle
tynde, graa Haartjavser kmmet ned over Issen; da den smukke,
ungdommelige Mand som ved en dmonisk Trolddom var bleven forvandlet
til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjstgiverenkens Modstand;
Gjstgiveriet blev afhndet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektr. --

Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om
Gjstgiverenkens Penge flj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og
Udsigterne til at faa Gagen prcis udbetalt lokkede den ene efter den
anden til at sge Engagement ved det Schmidtske Selskab.

Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktrs Held.

Hvor udmrket en Frste-Elsker han end kunde have vret i sin Tid,
var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktr. Og da han trods sin
hjtidelige Forsikring til den forhenvrende Enke kun tnkte paa
selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjbet til idelige
Rivninger med Personalet; al Ting lb ud i en ynkelig Hurlumhej, og
-- hvad der var det vrste -- efter et Par Ssoners Forlb havde
flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.

Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Rkke bedrvelige
Aar for Madam Schmidt og hendes Datter -- Frugten af hendes andet
gteskab, thi salig Gjstgiveren havde ikke efterladt sig nogen
Livsarving.

Flotte Schmidt, som man isr kaldte den forhenvrende Frste-Elsker
efter hans korte, men glimrende Lbebane som Direktr, maatte atter
sge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og
tilsidst var det med Nd og nppe, at han selv kunde opholde Livet
ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev
boende i Kjbenhavn, hvor hun ernrede sig og deres Barn ved at koge
for Herskaber.

I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke
havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den
forhenvrende Gjstgiverenke, der fjede sig efter hans Srheder og
hrte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som
hun til sin egen Skade fra frst af havde vist den uimodstaaelige.

Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder
sled og slbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe
hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som
han altid trngte til.

Det sidste skjulte Madam Schmidt saa lnge som muligt for sin Datter,
men med Brns sdvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det
rene med, hvorledes Sagerne stod.

Hendes Karakter fik et vist selvstndigt og energisk Prg, og hun
tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes
Moder havde lrt i Modgangens Skole.

Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit
eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere
ndvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene
det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog
strkt paa deres beskedne Indtgter, men hvis Tilfredsstillelse de
ikke nnnede at ngte ham.

Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr.
Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte
Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var
meget stolt, kunde det hnde, at hun mdte adskillige jvnaldrende
unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at
hun havde maattet sidde oppe i mange lange Ntter for at faa Raad
til at skaffe sig den Kjole, der kldte hende saa smukt i al dens
Tarvelighed.

Den rigtig slemme Tid kom frst for dem, da Madam Schmidt blev syg
og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura,
der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun
udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen
Mand kunde have misundt hende.

Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en
Tilbjelighed, som aabenbart var bleven nret ved hendes Faders mange
Fortllinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin
Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.

Men den frste Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahr, havde
den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid
efter ikke bragte den Sag paa Bane.

Trods sin Kjrlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt
nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rdsel for Skuespilkunsten
-- de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke
give hende store Tanker om den -- og hun kunde ikke tnke sig noget
skrkkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske.

Laura havde imidlertid en tilstrkkelig klar og sund Forstand til at
skjlne gte Kunst fra ugte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte
sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om,
at hun virkelig havde Talent.

Uden at hendes Forldre vidste af det, listede hun sig til at sidde
oppe sent ud paa Natten, naar hun var frdig med sit mjsommelige
Arbejde. Hun lrte en Del Roller, lste gode dramatiske Forfattere,
og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt
hende at aflgge Prve for det kgl. Theaters Styrelse.

Udfaldet af denne Prve overtraf hendes Forventninger, og frst nu
fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave
Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at
hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes
som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det
kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte vre himmelvid Forskjel
paa.

Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prve for
Theaterdirektionen. Fr til nste Sson kunde der ikke vre Tale om,
at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa
egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.

Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede
hende, og hun trstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde
lykkes hende at besrge alt sit daglige Arbejde -- Timer i en Skole,
Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens
Modemagasiner -- og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til
Theatret.

Men hun havde gjort Regning uden den Skbne, der stadig stillede
strre Krav til hende. Det blev vrre med hendes Moders Sygdom; den
fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at
blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden
var ndt til at indskrnke sine Lrerkrfter paa Grund af de knappe
Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde
meldt sig en fjrn Slgtning af den gode Dame som Konkurrent til
Pladsen.

Laura var et jeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse
Omstndigheder skulde gribe Sagen an.

Til at sge Ansttelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop
ved denne Bestilling havde hun havt sin strste, samlede Indtgt.

Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om
Engagement ved Forstadstheatret. Hun vgrede sig frst derved,
thi det var ikke saaledes, hun havde tnkt sig at begynde sin
Kunstnerindebane. Men Nden trngte haardt paa; det var ikke lykkedes
hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider
at modtage Tilbudet, idet hun trstede sig med, at hun gjorde det for
sin Moders Skyld.

Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optrde selv paa de
slibrigste Brdder, uden at nogen skulde vove at stte en Plet paa
hendes Rygte.

Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen,
grd hun sig i Svn den frste Aften, hun kom hjem fra Theatret.
Havde hun tnkt sig det saa grelt, havde hun nppe havt Mod til at
gjre Forsget.

Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal;
alle disse nrgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende
fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde lse
denne Opgave -- skjnt den var tusende Gange vanskeligere, end hun
havde tnkt sig den -- og hun spillede saa frejdig, som om hun havde
befundet sig ganske i sit rette Element.

Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde trde frem for
dette larmende Publikum og i disse meningslse Roller, hvori der som
oftest var et Anstrg af Frivolitet.

Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skr, vandt
Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa
denne Scene, og hun lod sig aldrig mrke med den Overvindelse, det
kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og
virkelig kunstneriske Anlg opfrte sig mod. --

Saa var det en Aften, at hun blev opmrksom paa en Mand, der sad og
saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst flte sig generet af
hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt
den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende
ganske paa samme Maade.

Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun
undertiden mdte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik
Harmen til at glde paa hendes Kinder. Men alligevel generede
hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres
Paatrngenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart
irriteredes deraf, snart flte sig forlegen og skamfuld. --

Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig
paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det
gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at
komme ind paa Scenen.

Saa prvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han
sad, men undertiden var det, ligesom hendes jne droges henimod ham
mod hendes Vilje.

Havde han blot prvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke
lngere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der
paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, nsten
rbdige Blik, og det var _det_, der blev hende helt utaaleligt.

Hun lagde Mrke til, at han havde et fyldigt, mrkt Haar, der
skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfrd var anderledes end
det vrige Publikums.

Han saa i alt Fald ikke ud til at vre kommen for at more sig over
Komedien.

I enkelte jeblikke kunde hans Nrvrelse have en saa hidsende
Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en
legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til
at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hderlig hendes
Bevggrund var. --

Og det underlige, ligesom bedrvede Udtryk, der undertiden var i
hans jne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun nskede med en
Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer
vilde blive borte.

Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut
at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at fle sig endnu mere
urolig ved hans Fravrelse, end hun ellers plejede at vre, naar han
var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske
og klarhovedede Laura, kunde sysselstte sig saa meget med disse
Dumheder.

Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige fr hun
skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktrens Vrelse og dr for
frste Gang traf den ubekjendte.

Synet af ham var saa uventet, at hun havde Mje med at skjule sin
Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun
havde lrt den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde
hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjre, uden at det blev
paafaldende. --

Den nste Morgen modtog hun Direktrens Billet, hvori han anmodede
hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte
Portrt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere,
skrev Direktren, havde lovet at vise Theatret den Opmrksomhed at
udfre dette Arbejde.

Laura vidste, at det maatte vre ham. Et jeblik tnkte hun paa at
vgre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind,
at det jo vilde vre en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa
t, hvem der malede Portrtet.

Saa gik hun derud.




XVII.


Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det
lille Forstadstheater havde for lnge siden lukket sine gjstmilde
Porte, og Personalet -- hele Flokken med Undtagelse af den fejrede
Primadonna -- var atter paa Vandring.

Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det
Lfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under
forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt,
at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optrden paa
Sommertheatret.

Hvor dygtig hun end kunde vre, holdt man det aabenbart alligevel for
at vre mindre overensstemmende med det kongeliges Vrdighed at
aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra
en Scene af saa tvivlsom Rang.

Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente
nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit nske om at
debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende
sig til rette Vedkommende.

Til alt Held for hende var Direktren for et af Privattheatrene mere
fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa
synderlig glimrende Vilkaar.

Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa
temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Ssonen et Par gode Roller
og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge
lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forlbne
strnge Aar.

Men der var t Forhold, der greb strkere ind i hendes Liv end alt
det vrige. -- Det tilfldige Bekjendtskab med Henning var blevet
fortsat fra den Dag, de frste Gang mdtes ude hos Theaterdirektren.

I Stedet for at male hendes Portrt som Hurtigmaleri, hvad der havde
vret mere end godt nok til det Brug, der skulde gjres af det, havde
han udfrt Skitsen meget omhyggeligere, end det var ndvendigt, og
i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktrens
private Bolig.

Men da Henning ikke lngere kunde finde noget rimeligt Paaskud til
at fortstte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et
virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig
selv gaaet ind derpaa.

Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.

Det gik langsomt frem med Portrtets Fuldendelse, thi det var kun
i Ny og N, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid
udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.

Han var altid hensynsfuld og rbdig, men der var tillige noget
tilbageholdende, nsten ngsteligt i hans Maade at vre paa, som hun
ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over
den Glde, hun var sig bevidst at fle, naar hun var sammen med ham.

Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver
Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at vre hans
Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.

Hun gttede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun
var for fintflende til at gjre ham noget Sprgsmaal, der kunde
synes paatrngende.

Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere
Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse
af, at det var hans gamle Kjrlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.

Det var den samme Flelse, han havde havt overfor Margrethe: han
ligesom voxede sig strre og bedre i hendes Nrhed. -- Og han kunde
vel trnge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han
gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. --

Han havde utallige Gange besluttet at fortlle Laura, at han
var gift, men opsat det med en instinktmssig Uvilje fra Dag til
Dag. Og hvad der i Frstningen af deres Bekjendtskab vilde have
vret den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en
betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet
mellem dem fuldstndig.

Han mrkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og
dog havde han ikke Viljekraft nok til at trkke sig tilbage. Jo mere
tillidsfuld hun blev i sin Adfrd mod ham, desto heftigere blev hans
Selvbebrejdelser.

De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham
borte, netop naar han allermest lngtes til hende. --

Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og
opmrksom mod Minna, gav hende Ret i hendes vrste Urimeligheder for
at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort
uden at vkke Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe
sig i alle de modstridende Flelser, der kmpede i hans Sind.

Under disse Omstndigheder var det blevet hen ved Slutningen af
Efteraaret.

Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besgt i
nogle Dage, fordi hun havde vret saa optagen af Prver paa Theatret,
at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.

Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end
han havde vret i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning,
at den samme Ting, der kan se saa forfrdelig sort ud, naar man
betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornjelig eller i
alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst jeblik.

Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig
Bekymringer, som han godt kunde spare sig.

Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges
Portrt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen
Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.

Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for lnge siden haablst
opgivet. Kunde det slbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor
skarpe Sammenstd, saa maatte de allerede vre taknemlige.

Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til
at meddele hende, om han var Ungkarl eller gtemand, lykkelig eller
ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende
at faa at vide. -- --

Laura og hendes Forldre boede ude ad Nrrekanten. Efter at den unge
Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de
set sig i Stand til at leje en noget strre Lejlighed end den, de
hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst
med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Prg af Smag og
Hygge.

Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun
plejede at vre kommen fra Prve. I Dag var hun imidlertid ikke
hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax
komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde
lidt paa Billedet saa lnge.

Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt
fuldfrte Portrt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.

Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller
flyttet det ind i et andet Vrelse. Maaske for at hendes Moder
skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i
Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle
Plads.

Hr. Schmidt saa forundret paa ham.

Men Guds Dd, Hr. Bentsen, er Portrtet da ikke kommet ud til Dem?
Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det
afsted i Formiddags, fr hun gik til Prve.

Til mig? spurgte Henning meget overrasket. Det maa vre en
Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det
bort?

Ja saagu' er jeg vis paa det, kjre Ven. Men der har vi Pigebarnet,
saa kan De selv sprge hende om, hvordan det hnger sammen.

Der blev ringet paa Entrdren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke
op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt
det ufuldendte Portrt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?

Hun tog sit Overtj af i det tilstdende Vrelse, og fr han kunde
faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en ulselig Gaade,
traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hndet noget, siden
de sidst havde talt sammen.

Har De sendt Deres Portrt hjem til mig, Frken Schmidt? spurgte
han lidt tvende.

Ja, svarede hun, uden at undgaa hans Blik.

Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet
Dem Grund til at blive vred paa mig?

Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke vret rlig mod mig. --
Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig
omtalt, at De var gift?

Hun pressede Sprgsmaalet lidt haardt frem, som om hun flte, at hun
kunde rbe mere, end hun vilde.

Hvorfor jeg aldrig har omtalt det, svarede han usikkert. Det ved
jeg ikke -- det er tilfldigt. Jeg tnkte, at det ikke kunde have
nogen Interesse for Dem at vide det.

Nej -- De skjulte det forstlig, og -- det vedkommer jo ikke mig ..
Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et
Portrt af mig -- vel? Det har hun ikke?

Rdmen paa hendes Kinder blev strkere, og hun rystede nervst paa
Haanden.

Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.

Nej, svarede han, min Hustru har ikke vidst det, men Grunden
dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De vre vis paa, at jeg
ikke har tnkt noget ondt derved ...

Men De maa kunne forstaa, at De har krnket mig ved denne
besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevget Dem dertil? ...
Jeg troede saa godt om Dem ...

Hendes Lber dirrede, og hun maatte gjre Vold paa sig selv for at
holde Taarerne tilbage.

Laura! -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til
sig. -- De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig!
Jeg svrger Dem til, at jeg aldrig har nret en Tanke, der kunde vre
saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De
vil kalde det, at jeg har ladet Dem vre uvidende om mine personlige
Forhold, men det retfrdiggjr ikke den Vrede, som De viser mig i
dette jeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrver mig dermed.

Hans Stemme var bld og indtrngende. Hun vendte Hovedet bort, og det
varede lidt, fr hun svarede.

Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund
til at fle sig krnket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en
Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og
saarer mig.

Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa
Oprigtighed, sagde han. Og det kan ikke for Alvor vre Deres
Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!

Jo -- mellem Dem og mig maa det vre forbi. Men fr vi skilles,
forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den
Oprejsning, at De rlig fortller hende om vort Bekjendtskab -- deri
vil De handle baade klogt og hderlig.

Han syntes ikke at hre det sidste, hun sagde, men kun de Ord:
Mellem Dem og mig maa det vre forbi! Han saa paa hende med et
Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ngstelig,
vendte sig halvt bort.

Saaledes maa og kan vi ikke skilles, sagde han. Jeg har vret saa
lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har vret for
mig ...

Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke trffe
Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med
uforandret Venskab, saa opfylder De mit nske og fortller Deres
Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.

Han rystede paa Hovedet.

Hvis det kan bidrage til, at De vil dmme mildere om mig, svarede
han langsomt, skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke,
det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig -- han famlede
lidt efter Ordet og tilfjede nlende: og hun vil optage en saadan
Forklaring paa en hel anden Maade, end De tnker Dem.

Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portrt, som
jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord flge med,
som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af
mig ...

Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrd hastig:

Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke
mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?

Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lgger kun ringe
Vgt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedmt.

Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjlder, at hun ikke
ser Dem i et falsk Lys.

Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig, svarede han
bittert.

Hun saa nsten forskrkket paa ham, som om de faa Ord havde vret nok
til at forklare hende alt. --

Er det virkelig Deres Alvor, at det skal vre forbi mellem os?
spurgte han efter en kort Pavse.

Ja. Nu mere end fr, svarede hun sagte.

Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?

Ja -- ja, det maa vre saaledes.

Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.

Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.

Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevgelig paa samme
Sted, indtil hun hrte sin Fader lukke ham ud.

Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hnder og brast i Graad.




XVIII.


Minna stod i sin fulde Hjde foran ham -- bleg og med Ansigtet
ligesom fortrukket af Smerte.

Og denne Gang er det din faste Beslutning? sagde han med tilkmpet
Fatning.

Ja -- vi vil begge vre bedst tjente dermed, svarede hun haardt.

Maaske du har Ret. Vrre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi
nppe faa det. Men Aage ...?

Hvis du gjr Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for
hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.

Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du
villet, kunde meget have vret anderledes. Jeg siger det ikke for
at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din
Beslutning, men fordi jeg nsker, at du skal erkjende Sandheden lige
saa fuldt, som jeg gjr det.

Aa ja -- jeg gjr mig ikke bedre, end jeg er, svarede hun med
skrende Bitterhed. Jeg ved nok, at jeg ikke har vret synderlig
blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min
Karakter at vre det. Men en rlig og hderlig Kone har jeg vret,
mens du har fstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du
har krnket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krnket af sin
Mand.

Men tror du ogsaa, det vilde vre sket, hvis du havde bestrbt dig
for at blive den rette Hustru for mig? udbrd han. -- Der har vret
en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg
advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.

Men du, som Manden, maatte naturligvis vre den klogeste og
strkeste. Det er srgeligt, at du ikke har vret det. Jeg har mistet
den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig
over mig selv for hver Dag, jeg lngere levede under Tag med dig.

Henning saa med et bedrvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.

Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de strke Udtryk, du bruger,
sagde han. Denne Strid om, hvem af os der har den strste Skyld, er
og bliver rkesls. -- Han fr med et forpint Udtryk med Haanden hen
over Panden og vedblev saa: Jeg ved desvrre kun altfor godt, hvor
meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os
ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle,
som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevge
dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles
uden flere haarde og saarende Ord.

Og Aage --? spurgte hun lidt forvirret.

Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen
Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil
lade ham besge mig en Gang imellem ...

Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig
pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.

Hun gjorde en Bevgelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det
samme Armene synke ned.

Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem
dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til
hende, at hun delagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske
sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste
hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjrte -- nej, det
_maatte_ vre forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til
at grde Blod derover. --

Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var
Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder.

Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa
Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt
at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tmmen var
bunden fast til et af Stolebenene.

Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte vre i Huset. Et
jeblik bildte han sig ind, at han hrte Drengens friske Latter i
det tilstdende Vrelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men
lukkede alligevel Dren op og saa ind i den tomme Stue. --

Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke
andet, end hvad han saa tit havde nsket.

Men alligevel knugede han sine knyttede Hnder mod Panden, medens han
gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved
at gaa saaledes, rastlst frem og tilbage, indtil det frste Dagskr
brd ind i Kammeret.




XIX.


Noget fr eller senere maatte jo komme ud paa t. -- Det var saa
lnge siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var
uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede,
at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.

Denne samme Betragtning havde foresvvet dem begge. Men nu, da
Skridtet var gjort, mrkede de, at der dog endnu var noget, der
gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var lsnet.

Hvor meget de end havde vret til Plage for hinanden, var der to
Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet,
som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vnnet sig til at leve
i. Men Klften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tnke paa
at gjre Skridtet tilbage.

Henning var maaske den, der led mest, thi han flte sig mest ene. Han
havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke lngere, hvad han
skulde bruge den til.

Og hans Sn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev
sjlesyg af Lngsel efter det.

Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit
Arbejde; i andre jeblikke var han fuldstndig uskikket til at
bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier
eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre
Mennesker.

Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsge de lystigste af
sine Kammerater, vre med til stjende Gilder, hvor han var den
kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en slv
Tungsindighed.

Lnken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke
faa helede.

Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev
at tynge paa ham. Han besluttede at trkke saadanne Vexler paa sine
Krfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.

Med dette Forst tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en
Kjber til sit store Billede: Enkens Sn, der skulde vre frdigt
til den nste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at vre sysselsat om
Aftenen lrte han sig at radere og udfrte nogle Kopier af sine egne
Billeder.

Saa snart han flte sig trt af Arbejdet, tog han bort paa lange
Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa
Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.

Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til
uafladelig Virksomhed, med en Flelse af, at den frste Gang, han
hrte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere.
--

Det var i den frste Halvdel af Vinteren, et Par Dage fr Jul.
Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde ngtet
sig hjemme for sine Kammerater.

Det var ganske pludselig, han kom til at tnke paa, at det var ved
Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme
slbende med et Grantr, ledsaget af sit Herskabs lille Sn. --

Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede
ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det
hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og N, naar Minna
efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besg til ham.

For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen,
indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han
skjttede om at besge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden
Kro og maaske med det samme male nogle Studier.

Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist
og ensomt.

Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde
vnnet sig til at udfre enhver ny Beslutning, gav han sig til at
pakke en Haandkuffert og gjre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage
afsted nste Morgen med et af de frste Tog. --

Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler
paa Trerne i Allen, der stod som overdryssede med det fineste,
kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring
de ngne Trtoppe. Folk vandrede med rdmussede og fornjede Ansigter
gjennem Allen, hvor Sneen knirkede under deres Stvlesaaler,
medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde
Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slbende med
kmpemssige Grantrer. Brn lb til Skole med gldestraalende
Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, fr Ferien
begyndte.

Paa Banegaarden var der Trngsel af Folk, der skulde afsted med Toget
for at fejre Julen hos Slgt og Venner paa Landet. Og allesammen saa'
de saa tilfredse og fornjede ud.

Der var en evindelig Lben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen
og Stden for at faa Rejsetjet indskrevet, men det skete altsammen
med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig
travlt.

Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev
tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetrklder.

Henning sad i et Hjrne af Kupen. De glade Mennesker og den livlige
Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu fleligere. Han trak
Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget
bruste frem gjennem det stille, vinterkldte Landskab.

Marker og Kjr laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra
Bndergaardenes Skorstenspiber steg Rgen lodret til Vejrs,
fortllende om Travlheden i Kkkenet med at trffe de sidste
Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede
Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mrkeblaa Luft. --

Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa
Banestrkningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og
kunde ligesaa gjrne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.

En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tj op til
Gjstgivergaarden.

Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Vrelse og satte sig hen ved
Vinduet og saa' ud paa den lange, snvre Kjbstadgade, der bugtede
sig saa stille og de mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld
gjrne kunde have tilhrt en uddd By.

Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud
i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med
nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis.
Paa den Maade vilde det maaske bedre vre lykkedes ham for nogle
jeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde vre anderledes.

Kakkelovnen i det Gjstekammer, der var blevet anvist ham, rg. Han
maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, fr hun kom op og fik
Ilden til at brnde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt
i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles frste
Juledag til et Fllesmaaltid paa Hotellet.

Vrelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham,
blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at
vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke
Beliggenhed ved Skov og S -- en halvanden Mils Vej fra Kjbstaden.
--

Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde
vret klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge
Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.

Han lagde ikke Mrke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der
frst snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa frte tvrs
igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.

Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene
ld kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor
Krostuedren gik nogle kaglende Hns og skrabede i Sneen. --

Henning gik derind.

Det lave, firkantede Rum, med en Bjlke tvrs under Loftet, var
indrettet halvt som Skjnkestue, halvt som Kjbmandsbod. Den ene
Lngdevg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige
Handelsvarer, og adskilt fra den vrige Del af Stuen ved en bred,
fyrretrsmalet Disk. Den modsatte Vg optoges af en Slagbnk med Bord
foran.

Henne i et Hjrne stod en gammeldags Bilggerovn af ualmindelig
svre Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som
blandede sig med Lugten af rget Flsk og Spegesild.

Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes
Henning, end den forlorne Komfort i Kjbstadshotellet. Han vilde slaa
sig til Ro der. Kunde han blot faa den drbende lange Tid til at gaa,
var det ham lige meget, hvor han befandt sig.

Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar,
skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dkket af en blaa Arbejdsbluse,
viste sig i Skret fra Essen, medens Manden bjede sig over et Stykke
Jrn, som han hamrede ls paa, saa Gnisterne spruttede til alle
Sider. --

Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet
til at gjre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og
Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han
flte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskftige sig
med.

Efterhaanden som han udfrte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse
for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han
havde vret en bestilt Model. --

Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham
om, at Skinken og ggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig
omsider og pakkede sine Sager sammen.

Det var allerede begyndt at blive mrkt, og Luften var bleven mere og
mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.

Manden kom ind og spurgte, om Herren nskede at overnatte i Kroen.
Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjbstaden,
og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.

Henning betnkte sig et jeblik, men den samme stundeslse Uro, som
han havde flt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde
hellere vende tilbage til Hotellet for nste Morgen at rejse lngere
nordpaa.

Lidt efter brd han op uden at hre paa Kromandens Forudsigelse om,
at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen.
Herren gjorde meget bedre i at blive. --

Han havde nppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, fr Snefoget
brd ls. Frst med enkelte, strke Vindstd og derpaa i stadig
heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig
Snestorm.

Det var nu helt mrkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet,
blindede ham endnu mere, saa han maatte anspnde hele sin
Opmrksomhed for at kunne flge Vejen.

Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert
jeblik tumlede mod et Tr eller en Busk. -- Saa lnge han kunde
fle, om han havde den slagne Vej under sine Fdder, lykkedes det ham
endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som
Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter
dette Spor.

Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke lngere finde
Vejen. Og han mrkede af den blde Grund under Fdderne, at han paany
var kommen i en fejl Retning.

Trods det hjst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig,
var der tillige noget latterligt ved denne Lben rundt i Mrket,
kmpende med Trstammer og Krat, der hvert jeblik sprrede ham Vejen.

Skulde han vre ndt til at strejfe omkring paa denne vanvittige
Maade, til det blev lys Dag? --

Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han flte en svidende
Fornemmelse i jnene af den uafladelige Stirren ud i det endelse
Mrke.

Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte
han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. -- Havde han frst
naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han
enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nrmeste Landsby.

Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han
troede. Skoven blev tttere, jo lngere han kom frem, og han maatte
gjre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter.

Hans Krfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans
Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han
begyndte at lbe -- stedse hurtigere -- uden at nse de Hindringer,
han mdte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han
skulde blive forrykt.

Han havde ingen Forestilling om, hvor lnge han havde fortsat denne
vilde Fart. Saa -- paa n Gang -- mrkede han, at Grunden skred bort
under hans Fdder; han flte et heftigt Std, der fik det til at
flimre med en Masse Ildgnister for hans jne, og det forekom ham, at
han sank lngere og lngere ned i en bundls Afgrund. --

       *       *       *       *       *

Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro,
som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag -- pakket ned
mellem nogle kmpemssige Dyner i et Monstrum af en Seng.

Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mrke over Stok og
Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv -- stod
taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brndende Fornemmelse i
Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mngde smaa, skarpe
Klokker for hans ren, men ellers mrkede han intet Ildebefindende,
der kunde vre en Flge af Gaarsdagens ventyr.

Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke.

Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en
Messingstage med et halvt udbrndt Lys. Han bankede med Stagen i
Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og
en bondekldt Pige traadte ind.

N -- se -- er Herren vaagnet, udbrd den landlige Terne med
et saa strkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det
allermrkvrdigste, der kunde vre hndet.

Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted, tilfjede hun
godmodig. Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens
for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om
han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.

Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen.

Jo, se. Herren maatte vre gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad
Skrnten derovre ved Nddebk, tt oven for Niels Olses Hus, for dr
havde de fundet ham saa dd som en Sild. Og saa havde de bragt ham
hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte
ordentlig have turet omkring i Mrket. Da de var komne brendes med
ham, havde han snakket en svr Mngde forvirret Tjeri, og Husbond
vilde frst have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig
turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham
i Seng for at se det an til den nste Morgen. Jo, nu skulde hun strax
kalde paa Husbond.

Henning bad om at faa sine Klder; han fejlede ikke noget og nskede
at staa op.

Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans
Forlangende.

Kromanden traadte ind med hans Klder, der var blevne trrede ved
Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forst om at staa op.

Han flte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange
sortnede det for hans jne, saa han maatte holde sig fast ved
Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel.

Saa lod Kromanden spnde for uden at gjre flere Indvendinger, men
han rystede betnkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort.

Det var dog farlig, saa den Mand var bleg, sagde han til sin Kone,
da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjrt. Det
hang vist ikke rigtig sammen med den Kjbenhavner, saa pn han ellers
saa ud i Klderne. --

Vognen arbejdede sig mjsommelig frem gjennem det tunge Fre. Henning
havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa
sin Vinterfrakke, men han frs ikke des mindre, saa det isnede
gjennem ham.

Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en
besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde.

De snedkkede Marker og de tynde, forkrblede Trr, der var plantede
langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed.

Undertiden forekom det ham, at Markerne lftede sig op og pressede
ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme lngere.
Men strax efter snkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun
blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fr frem med
Fare for at styrte ned i det gabende Svlg, han bildte sig ind at se
paa begge Sider. --

De naaede Stationen et Par Minuter fr Togets Afgang til Kjbenhavn.
Henning skiltes fra den skikkelige Bondekns, der havde kjrt for
ham, gik ind og lste Billet, vandrede nogle jeblikke frem og
tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og
Drene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kup.

Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af
den strke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mrket noget
paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles
mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig -- som om det var en
anden, usynlig Person, der ledede hans Bevgelser. --

Medens han sad alene i Kupen -- det var et Godstog, og der var ikke
mange Passagerer med -- prvede han paa at samle sine Tanker. Men det
var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han frst var
rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede
havde vret flere Dage borte.

Med Undtagelse af denne underlige Forvirring flte han ikke noget
videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tnkte, des mere
uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer.

Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige
smaa, skarpe Klokker. --

Toget naaede Kjbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetj sammen,
forlod Kupen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i
Vognen og gav Kusken sin Adresse -- altsammen paa den samme mekaniske
Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var
ham, men en helt anden Person, der besrgede det.

Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage
sin Portemonnai frem, men skjnt den som sdvanlig laa i hans
Benkldelomme, maatte han famle lnge efter den, fr han fandt den.

Han rakte Kusken nogle Penge -- hvor mange, vidste han ikke --
og Manden saa forundret paa ham, fordi Belbet var en halv Snes
Gange strre end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at
hans Passager var beruset -- et Tilflde, der jo ofte kan mde en
respektabel Droskekusk -- og han gjorde ham opmrksom paa, at der
var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en
aandsfravrende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tvrs over den
lille Have foran Huset.

Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men
fr angst tilbage _ved_ Synet af hans ddblege Ansigt.

Aa Gud -- Herren er vist syg! udbrd hun. --

Han hrte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til
venstre for Entren. Pigen fulgte forskrkket bag efter.

Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig
om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte
Stedet igjen. Pludselig lftede han begge Hnder op til sit Hoved --
der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke -- og han faldt
tungt om paa Gulvet. --




XX.


En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den
smeltede Sne, skinnede -- saa godt den kunde -- paa et Par
ungdommelige Vintergjkke ude i Haven og krb derpaa op ad Muren,
lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys
glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen.

Solstraalen havde derefter endnu saa mange Krfter tilovers, at den
kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke
hen til en Seng, der stod med Hovedgjrdet op til Vggen lige over
for Vinduet.

Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort,
nsten fuldfrt Billede. Det forestillede en Moder, der i den
heftigste Hjrteangst kaster sig over sin Sns afsjlede Legeme.

Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og
han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra
det Sted, hvor han laa.

Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede.
Den livlse Yngling, der var malet paa Lrredet, syntes ham at antage
lille Aages Trk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor
Skbnen dog havde vret saa grusom at lade Drengen leve, til han var
bleven en smuk og kjk Yngling, for derpaa at strkke ham kold og
stiv paa det uhyggelige Leje.

Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde
malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig,
var Minna -- hans Hustru.

Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske
stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om
hans Mund. --

En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog
sig Vennens haablse Sygdom saa nr, at han for Tiden havde glemt
sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af
Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af
dem talte synderlig. Henning havde den Dag vret mere aandsklar end
fr under sin Sygdom.

Du -- Hans Frederik -- sagde den syge pludselig og tog fat i
Vennens Arm -- sig mig -- men rlig, forstaar du -- om du tror,
at det er sandt, hvad de andre fortller -- at det -- der henne --
er godt? -- Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa
elskvrdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor
gjrne jeg vilde lgge mig til at d med den Bevidsthed, at jeg
virkelig havde vret Maler -- ikke en, der havde fusket i en Kunst,
hvori han ikke havde noget at gjre. -- Det vilde maaske faa mig til
at tro, at mit Liv havde vret noget mindre mislykket ... tilfjede
han sagtere.

Aa -- Fanden i Vold med at d, sagde Hans Frederik paa en lidt
ukristelig, men ikke des mindre hjst velment Maade -- du kommer
dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader vre at ligge der
og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke
det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af
de bedste paa Udstillingen -- hvad kan du saa forlange mere? Naa --
og hvad det andet angaar -- saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du
frst er bleven rask. Ikke sandt, Henning -- hun har vst i denne
slemme Tid, at hun kan vre saa kjrlig og opofrende som nogen Hustru
-- brav og hderlig har hun jo altid vret -- hvad skulde der saa
vre i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? -- Du ved,
at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmssig
hader Prdikener baade med og uden Prstekjole -- men jeg vil dog
sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lre, I vil
vre taknemlige for i Fremtiden ...

Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand.

Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men
hvorfor vil du forsge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv
tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange
Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tnker ganske rolig
derpaa. -- Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt.
Du kan vre vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der
ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen
til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke
under igjen for den frste Hindring, der traadte mig i Vejen. --
Nej -- jeg vilde alligevel ikke i Lngden du til at udrette noget
ordentligt.

Det har du ikke Lov til at sige -- Hans Frederiks Stemme var
alvorlig og indtrngende -- du har fr vst, at du har en hel Del
Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kmpet rlig -- vi er
allesammen mere eller mindre skrbelige, gamle Ven, og derfor beror
der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. -- Der
var maaske t Tilflde, hvor du tog fejl -- ikke sandt? -- og det
stkkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin
Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal
du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.

Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig, svarede
den syge sagte. Jeg agter hende -- jeg nrer lutter venlige og gode
Flelser for hende, og jeg fler en inderlig Medlidenhed med hende,
fordi ogsaa hendes Tilvrelse er bleven delagt -- saa ung som hun
er. Men -- elske hende som en Mand skal elske sin Hustru -- det har
jeg desvrre aldrig gjort, og en saadan Kjrlighed vilde aldrig kunne
vaagne mellem os. -- Og ser du, Hans Frederik -- Hennings Stemme
var bleven strkere og ld helt hjtidelig i det stille Sygevrelse
-- det har vret vor strste Synd, at vi giftede os med hinanden
uden den rette Kjrlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og
overfladisk Flelse -- det har hvnet sig haardt paa os begge to. --
Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den krver stadig ny Ofre
...

       *       *       *       *       *

I mange, lange Ntter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden
at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende
Tanker, der stormede ind paa hende.

Kunde det vre muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans
Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? -- Tanken vedblev at
jage hende som et truende Spgelse og opfyldte hende med en uendelig
Kval. --

Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde vret, da hun
havde lrt ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter
lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjkke Mod, var
begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. --
Den Overbrenhed og kjrlige Iver, han fra frst af havde vst for
at indvirke paa hende, var bleven aflst af aabenlys Vrede og kold
Hflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrngt
hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstndigt Brud mellem
dem. --

Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde vret en
retskaffen Kone, og som aldrig havde forsmt -- de ydre Pligter.

Javist -- men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa
sin Vis.

Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det vret Kilden til
en stadig Lidelse for hende at tnke paa, at noget andet -- om det
saa var hans Arbejde -- kunde faa Del i ham. Det havde ofte vret
en saadan instinktmssig Frygt, der havde gjort hende bitter og
opfarende.

Hun forstod nu, at det havde vret en besynderlig Vej til at
fjrne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet vre
anderledes. -- Og desuden havde der ogsaa vret Tider, hvor hun blev
saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han
var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at
hun kunde bje sin Vilje ind under hans. --

Men nu, da han laa for Dden -- og hun vidste, at Lgerne havde
sagt, at hans Sygdom var haabls -- kom det altsammen med saadan en
forfrdelig Magt over hende. -- Alt det, hun havde forsmt, og som nu
aldrig kunde gjenoprettes.

Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn,
der fortrak sig krampagtig under den Ds, hvori han laa, kom der en
ddelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende
i Stedet for ham, som laa der og skulde til at d, saa at hun kunde
vre bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde
delagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Dden havde adskilt dem.

Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde hre et forsonende
og tilgivende Ord af ham. --

Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mrkebrune Haar,
der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klbede sig fast.
Hans jelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om jet
allerede var brustent, og paa begge Sider af Nsen viste der sig en
dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. --

Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Ddens Skygger lagde
sig tttere og tttere over hans Trk, og hendes Angst voxede, saa
hun til sidst skreg hans Navn frem.

Han lukkede langsomt og besvrlig jnene op og vilde rkke sin Haand
hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen.

Henning -- Henning -- kjender du mig ikke?

Han nikkede og prvede paa at smile til hende.

-- Henning -- du maa ikke d -- hrer du ... jeg har saa meget at
gjre godt mod dig -- Aa Gud -- aa Gud --!

Vr ikke saa urolig, Minna -- sagde han. Det bliver nok bedre for
os begge to.

Henning -- Henning -- er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du
sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!

Stakkels Minna -- han lagde sin Haand paa hendes smukke,
gyldenblanke Haar -- det er vel kun den mindste Del af Skylden, der
er din. Hvad kunde du gjre for, at der har vret saa lidt Tmmer i
mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot
-- han trak hende nrmere hen til sig, saa hans Aande strejfede
hendes Kind -- lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive
baade en god og en strk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og
bld, som jeg har vret, Minna ... det er en stor Ulykke ...

Fa'er -- lille gode Fa'er! kaldte en Barnestemme udenfor
Atelierdren. -- Men den syge hrte det ikke. Han var falden tilbage
paa Puden og havde lukket de tunge jelaag. -- --

Solstraalen, der fr havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en
gylden Strm tvrs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i
Allen, hvor Trerne begyndte at knoppes, flj en Spurvefamilie til
Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. --





End of Project Gutenberg's Et gteskabs Historie, by Vilhelm stergaard

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET GTESKABS HISTORIE ***

***** This file should be named 43899-8.txt or 43899-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/3/8/9/43899/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
